Holberg, skildret af en Zinzendorfianer
Saavidt jeg ved, har ingen af de mange Forfattere, der have skrevet om Holberg, lagt Mærke til, hvad der – skjønt uden at hans Navn nævnes – findes om ham i en ellers ret vel kjendt, om end ikke mere hyppig forekommende Autobiographi: „Nogle Merkværdigheder, som angaaer Henric Gerner, forhen Stiftsprovst i Sjellands Stift o. s. v., hans Vita og Fata etc. etc. Kbhvn. 1772.“
I dette Skrift læstes S. 112–113 følgende:
I mit Embeds Tid i Kiøbenhavn havde jeg den Ære at være bekiendt med en vis Mand, som ikke alene var en lærd, men endog en ganske billig og brav Mand; han var en god Skribent og havde ved sine Skrifter erhvervet sig hos mange Anseelse og Respect; han hørte til vor Frue Menighed, som jeg var Præst til. Jeg kan vel ikke sige, at han var en saa flittig Kirke-Gænger, som mange andre, dog veed jeg vist, at jeg undertiden saae ham der i Kirken; jeg veed og, at han engang i et vist Selskab gav sin Censur over mine Prædikener, dog blot med disse Ord: Det den Mand prædiker, det troer han selv. Jeg besøgte ham, og han besøgte mig; dog skeedte det paa begge Sider sielden og ikke over et Par Gange. Denne brave og lærde Mand havde endeel faaet Mistanke til, ligesom han over nogle af den christelige Religions Grund-Sandheder skulde tænke noget frit. Jeg veed ikke, hvorvidt han deri var skyldig eller uskyldig; men det veed jeg, at ved den Lejlighed, at han engang gav et vist Skrift ud, blev en Deel af de Herrer Geistlige allarmerede derover og ytrede dem – med Lyst til at ville have fat paa ham for at bekehre paa ham.[1] Jeg derimod, som efter den almindelige Talemaade skulde være denne Mands Sielesørger, var deri med mine kjære Ordens-Brødre ikke eenig, som jeg og kan sige i Sandhed, at fra den Tid af, jeg selv fik christelig Troe og ret Forstand, saa har Bekehr-Suche aldrig plaget mig. Nu, det maae have været dermed, hvordan det være vil, saa ligger denne gode Mand med Reputation i hans Grav, og Publicum er ham i Graven Ære og Tak skyldig.“ – – –
Enhver, der med noget Kjendskab til Tidens Forhold og Personligheder læser dette, vil snart være paa det Rene med, at medens der ikke ved den Tid, da Henrik Gerner var Stiftsprovst i Kjøbenhavn (1739–1747), kan paapeges nogen anden „god Skribent“, denne Characteristik kunde tænkes at gjelde, end netop Holberg, saa passe alle de anførte Træk desto bedre paa ham, og navnlig er det indlysende, at „et vist Skrift“, der „allarmerede de Herrer Geistlige“, alene kan være Nils Klim, der som bekjendt udkom 1741.
Om denne Henrik Gerner, der i 1772, 71 Aar gammel, udgav det Skrift, hvoraf ovenstaaende ret mærkelige Sted her er meddelt, er det noksom bekjendt, at han var dansk født, men 1729 kom til Norge som Capellan hos sin Farbroder, der var Sognepræst i Tunsberg. 1732 blev han selv Sognepræst til Vaaler i Jarlsbergs Grevskab og vandt ved sin pietistiske Retning et stort Navn langt udenfor sin Menigheds Grændser,[2] hvorfor han ogsaa – rigtignok meget mod Biskop Herslebs Ønske, idet denne, der som tidligere Biskop i Christiania kjendte ham, forgjeves advarede derimod,[3] – til Manges Forundring blev Stiftsprovst i Rigernes Hovedstad. Her blev han helt greben af Hernnhutismen og nedlagde 1747 sit Embede for at drage til Tydskland og indtræde i Brødremenighedernes Tjeneste. I 1754 kom han tilbage, dog ikke til Danmark, men til Norge, hvor en Arv var tilfalden hans Hustru. Han levede nu i Tønsberg lige til sin Død 1786 og nød her ogsaa en liden kongelig Pension.[4] Alt hvad der vides om ham, kan ikke andet end lede til den Tro, at han har været en meget redelig og sandhedskjærlig Mand, og hans lille Beretning om Holberg faar derved en vis Interesse.
L. Daae.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ „Siden Sagen i sig selv var absurd, saa har jeg og derom brugt et absurdt Ord, da jeg ellers vel veed, at det er ingen Dansk Talemaade: at bekehre paa Folk.“
- ↑ Meddeleren har herom givet adskillige Oplysninger i Theol. Tidsskr. udg. af Caspari m. Fl., B. VII.
- ↑ Theol. Bibl. udg. af Jens Møller, V. S. 160.
- ↑ (M. Sundt), Familien Gerner, Christiania 1886, S. 16.