Holbergs Karakter og Meninger
(Under en Gjennemgaaelse af Holbergs Skrifter tog jeg mig for, efterhaanden som Læsningen skred frem, at notere de Steder, hvor han paa en særdeles fyndig eller lunefuld Maade udtaler sig om sine egne personlige Forhold, eller om Gjenstande af almen Interesse. Inden jeg vidste Ordet af, havde jeg paa denne Maade samlet et betydeligt Material til Belysning af vor Holbergs Karakter og Livsanskuelse. Det er en Del af disse i forskjellige Skrifter af Holberg omspredte Ytringer, jeg her har søgt at forbinde i en afrundet Fremstilling. Den Læser, der kjender til hvad der, fornemmelig i de senere Aar, er skrevet om Holberg, af Smith, Welhaven, M. Hammerich o. fl., vil intet eller saagodtsom intet Nyt finde her; men hvad der efter sit Indhold er gammelt, tør jeg dog tro det vil have sin Interesse at se opfrisket i en Gjengivelse med vor Holbergs egne Ord. Denne Fremgangsmaade er forresten ikke ny; det er den sidstnævnte Forfatter, som i „Nordisk Universitets-Tidsskrift,“ saavidt jeg ved først har anvendt den[2], og den efterfølgende Skildring kan paa en Maade siges at slutte sig til Hammerichs Skrift, dog, som man ved en Sammenligning let vil se, efter en i flere Henseender forskjellig Plan.)
Der er faa Forfattere, som har efterladt sig saa rigelige Bidrag til Kundskab om deres Karakter og Anskuelser, som Holberg. I sine Epistler, moralske Tanker og Satirer, og forresten lejlighedsvis, har han saa omstændeligt udtalt sin Livsanskuelse, sine Meninger om de forskjelligste Gjenstande, store og smaa, og saa uforbeholdent skildret sine personlige Forhold, sin Levevis, sine Vaner og Tilbøjeligheder, at han staar som lyslevende for os; vi følger ham gjennem hans bevægede Ungdomsliv, sidder hos ham i Studerekammeret, „læser i hans opslagne Bøger,“ og indvies i alle hans huslige Glæder og Sorger. – Det mest fremtrædende Træk ved Holbergs Personlighed, saaledes som han staar for os efter dette Bekjendtskab, er den Uafhængighed, hvormed hans Karakter og Leveskik er præget i alle Retninger. At tænke selv, intet at tage for godt uden omhyggelig og selvstændig Forskning, var ham i et og alt det første og sidste. Han havde bevæget sig mellem de forskjelligste Mennesker, Høje og Lave, Lærde og Ulærde, Orthodoxe og Fritænkere; han beskjæftigede sig med den mangfoldigste Læsning, Theologi, Filosofi, Historie Naturvidenskaber; men overalt, enten han færdes mellem Mennesker eller Bøger, ser vi ham selvstændig forskende, tvivlende altid med sin sunde Fornuft aarvaagen, altid paa sin Post mod at tage noget for godt paa den blotte Autoritet. Paa egen Haand at trænge ind til Tingenes sande Kjerne, var hans Studeringers Hovedmed; det er hans stadige Omkvæd, at han stedse søger at vise, hvorledes Skyggen tages for Legemet, og Skin for Virkelighed, og er der noget ved hans Personlighed, som kan kaldes Enthusiasme, saa er det denne utrættelige Søgen efter Sandhed. „Min Karakter er: at blive ved Sandhed,“ siger han i en Dedikation til Frederik den 5te, og ingen Forfatter kan med bedre Føje give sig selv et saadant Vidnesbyrd. Ihvor flittigt han end granskede i Bøger, læste han ikke for at opfyldes med Andres Tanker og Meninger; Læsning var for ham først og fremst en Spore til Selvtænkning. Ved den slaviske Studering, mente han, frembringes kun en „overstadig Lærdom,“ og „en overstadig lærd Mand kan lignes ved en overstadig drukken Mand; thi ligesom man kan drikke sig et Ruus til, saa kan man og studere sig ligesom et bestandigt Ruus paa. Ved det eene Ruus, saavel som ved det andet, gjøres man uduelig og ubeqvem til Forretninger: Thi Virkningen er den samme, enten Ruset kommer af Brændeviin eller af formegen Læsning. – Erfarenhed lærer, at man kan studere sig taabelig; man kan opfylde sit Huus med saa mange Gieste, at man selv ikke haver Rum til at vende sig, og man kan fylde Hovedet med saa mange fremmede Hierner, at ens egen Hierne ikke kan operere.“ Det er denne Slags Lærdom han kalder Philosophia carbonaria eller Kulsvierfilosofi, ved hvilken Meeninger, som have deres Oprindelse af et eeneste Menneskes Hierne, udbredes; „thi det gaaer her til, som naar een udi et Selskab gisper, saa gisper ved Sympathie det hele Laug med ham.“
Ved saaledes i sine Studeringer altid „at giøre større Fremgang ved at tænke selv end ved at læse andres Tanker,“ kom han vistnok nu og da, som han tilstaar, til at blive „noget selsom“ i sine Anskuelser, og til at gaa udenom den slagne Landevej; men hans overvejende Karakter er dog Maadehold, og Summen af hans Livsvisdom betegnes maaske i Korthed mest træffende ved det danske Ordsprog, han etsteds i sine Moralske Tanker anbefaler: Frygt Gud og følg Landevejen. Og naar han bekjender, at han følte sig særlig tiltrukken af paradoxe Skrifter – „jeg spidser Øren mod alt hvad som er nyt og usædvanligt“ – saa var det fordi nye og dristige Tanker var en desto sterkere Spore for hans egne, og ved at granske Yderlighederne lededes han des sikrere did, hvor hans sunde Natur helst søgte Sandheden: i Midten.
Den nys anførte Ytring er ogsaa i en anden Henseende merkelig den vidner om, at han aldrig gik sig saaledes fast i sine egne Meninger, at han følte sig forarget over urimelige Anskuelser, tvertimod: han „spidsede Øren;“ han var aldrig tryg, slog sig aldrig til Ro i en selvbehagelig Følelse af at have fundet det Rette, og som det var hans Grundsætning, at „et Menneske maa examinere saa længe han lever,“ var han altid rede til at tilegne sig en ny Paradox, selsom, urimelig. Examinere, granske. Anskuelse, og opgive hvad han hidtil havde taget for godt. „Intet Menneske haver ladet see en større Docilitet,“ siger han, og ligner de forstokkede Lærde med „de engelske Buldogger, hvilke saaledes afrettes, at de indtil yderste Aande holde ved deres første Greeb,“ da derimod „Meningers Forandring rejser sig gemeenligen af Ydmyghed og Sandheds Efterledelse.“ „Det er dermed som med tørre og forraadnede Træer; en sund og frisk Green lader sig bøye, men en tør kand ikke krummes, uden den tillige maa brydes.“ I denne Henseende viser han sig som en Aandsfrænde af en anden af hans Aarhundredes store Aander, Lessing. Ogsaa han satte sit Livs Indhold, ikke i at naa Sandheden, men i stedse at stræbe efter den, og ligesom det var den tyske Tænkers Maal, først og fremst at vække til Selvtænkning, var der intet vor Holberg mindre tragtede efter, end selv at gjelde som Autoritet; naar han siger, at „en Kundskab, som alleene støtter sig paa visse Mænds Autoritet, egentligen ikke kan kaldes Kundskab,“ saa anvender han den samme Sætning paa Læserens Forhold til ham selv, idet han advarer mod at tro ham paa hans blotte Ord: „Det er saa langt fra, at jeg paatrykker nogen mine Meeninger, at jeg ikke engang beder nogen at antage dem: jeg beder at randsage i Steden for at troe.“ – Ligesom Lessing var Holberg ogsaa – hvad der i Grunden er uadskilleligt fra en sandhedskjærlig Aand – en stridbar Natur. Han priser Tilstande, hvorunder stridige Meninger kommer til Udtalelse og Sammenstød. „De Ulejligheder, som fødes af Usamdrægtighed, ere ligesom Stormvinde, hvilke nedslaae Huuse og Træer, men tilligemed rense Luften, og hindrer, at den ikke af for megen Stilhed raadner. Det er Mennesker tienligere at trette og tviste, end ligesom umælende Creature at leve udi en brutal Samdrægtighed.“ Docilitet, Lærvillighed. Brutal, dorsk, raa.
Af Holbergs Epistler og lignende Skrifter ser vi, at han har beskjæftiget sig særdeles meget med theologisk Læsning. Ikke just fordi saadanne Studeringer stemte mest med hans naturlige Tilbøjelighed; men Tiden var i høj Grad frugtbar paa theologiske Stridigheder, som maatte være ham en Spore til atter og atter at overveje religiøse Anliggender. Det var en Tid, da man, for at bruge H.’s egne Ord, hvert Aar saa „spidsfindige Mænd at fremkomme med Skrifter mod Religionen i Almindelighed, og ikke at disputere om een og anden Troens Artikel, som forhen er skeed, men at angribe Troens Grundvold, og at løbe Storm til dens Hoved-Fæstninger.“ Han kunde ikke staa som ledig Tilskuer ved disse Bevægelser, og da han efter sin fjerde og betydeligste Udenlandsrejse havde lyttet til de franske Fritænkere, og – paa den anden Side – med egne Øjne seet det papistiske Uvæsen i Rom, kunde han ikke værge sig mod mangehaande Tvivl om den aabenbarede Religions Sandhed. „Jeg troede,“ siger han, „at det var et Menneskes Pligt at undersøge det, han havde lært af sine Forældre, at læse i de forbudne Bøger, og tvivle om alting.“ Han kunde ikke „efter visse Gejstliges Exempel tractere hine Fritænkere med Foragt, men maatte ansee dem som Fiender, hvilke man maa møde med Hielm, Skiold, Pandser, og bevæbnet fra Hoved til Fod. Jeg haver fundet udi deres Skrifter Objectioner, hvorved jeg haver stønnet, og Knuder, som jeg ikke saa let haver kundet løse.“ En anden Spore til religiøs Betragtning havde han i sin bestandige Sygelighed, thi „et Menneske, der fremdrager sin Tid udi Sygdom og Affliction, tænker meer paa det Tilkommende, end de, som ideligen leve udi Sundhed og gode Dage.“
Sin Religiøsitets Karakter betegner Holberg maaske mest træffende med det Udtryk: en bekymmerlig Eftersøgning. Tractere, behandle. Objection, Indvending. Affliction, Bekymring. Den havde ikke sin Grund i en uvilkaarlig, af dybe Sindsrørelser fremgaaet Trang; den var fornemmelig et Resultat af omhyggelig, varsom og ærlig Forskning, og naar han siger, at han „studerer alleene paa een eeneste Hoved-Artikel, som sigter til at vise den christelige Religions Sandhed, og at Jesus er Christus;“ at det er bedst „at tage sin Tilflugt til Revelationen,“ naar al Bevisførelse svigter; at „vi maa troe aandelige aabenbarede Ting, som gaae over Fornuften, omendskjønt vi dem ikke begribe“ o. s. v., – saa bør vi vistnok tillægge disse Udtalelser Vegt; men det kan dog ikke negtes, hvad der fremgaar af mangfoldige Ytringer, at han i langt overvejende Grad holder sig til Religionens praktiske Side, til den kristelige Moral, hvis Forskrifter han nærmest synes at betragte som en Bekræftelse paa den Sædelære, han ved den sunde Fornufts Hjelp havde dannet sig, og hine Ytringer synes snarere – i al Fald tildels – næsten aftvungne formedelst de Tvivl, Samtidige nu og da opkastede om hans Rettroenhed, end uvilkaarlig udtalte som en frimodig Bekjendelse. Stadig Selvprøvelse, strengt at følge Pligtens Bud, og i sit Levnet at foregaa med et Exempel for Næsten, var for ham Religiøsitetens sande Prøvesten, og han havde en sterk Mistillid til Paalideligheden af den Slags Religiøsitet, som ytrer sig med Lidenskab, pludseligt og heftigt, hvilket han kaldte „at dyrke Gud ved Paroxysmos. „Hos de fleste Mennesker,“ siger han, „finder man en bestandig Omvæxling af Gudsfrygt og Ugudelighed, saa at deres Levnet kan lignes med en Andendagsfeber, hvorudi Heede og Kulde vexelviis haver Overhaand; de ansee deres Bønner som et Slags Liqvidationer, og meene derved at kunde producere Ballance-Regninger paa Debet og Credit. Man maa derfore ikke lade sig forbløffe Revelationen, Aabenbaringen. Paroxysmus, Raptus, Rid. Liqvidation, Regnskabs-Opgjør. af den Roes, som gemeenligen tillægges een og anden med disse Ord: Det er en Mand, som frygter Gud; man maa ogsaa efterforske hvad han bestillev mellem Fro-Prædiken, Høymesse og Aften-Sang, om hans Gudsfrygt er den samme om Mandagen, som den var om Søndagen, ja om han ikke efter den almindelige Maade alternerer med Bønner og Synder.“ Han har ogsaa jevnlig et spydigt Ord ved Haanden mod de Vækkelser, som pludselig fremkaldes ved Verdens Modgang, og minder i den Anledning om Finlappen, som da han faldt i Vandet blev meget andægtig, „men da han udi denne Fare fik fat paa Greenen af et Træe ved Strandbredden, hvorved han kunde redde sig, sagde han: nu hielper jeg mig selv.“
Som det i et og alt kun gjaldt Holberg for Sandhed hvad der var selverhvervet ved samvittighedsfuld Overvejelse, saa er der i denne Retning intet han ivrer sterkere imod, end den bekvemme Vanekristendom, som af Magelighed følger Strømmen, idet man „jevnt troer alt hvad de fleste got Folk udi Staden tro. Jeg veed, at jeg skal blive salig ved min egen og ikke ved min Sogne-Præstes Troe: jeg veed og at Religionen ikke som et Fideicommis eller Arvegods forplantes fra Fader paa Søn, men at den maa grunde sig paa Examen, og kan jeg for min Part sige, at hvis jeg farer vild, saa haver det kostet mig meere at vildfare, end det haver kostet mange andre at troe ret.“ Fornemmelig skjærper han sin Satire mod den blot ydre Gudsdyrkelse: „En gudfrygtig Mand er den, som paa visse Timer om Dagen ligger paa Knæe, og med oprakte Hænder til Himmelen beder, eller bevæger sine Læber som, naar han hører Klokken ringe, erindrer sig udi en Hast at han er en Christen, og følger Strømmen med dem, som gaae i Kirke.“ „Jeg forsømmer ikke at bede,“ heder det et andet Sted, Alternere, skifte. Examen, Undersøgelse. „men mine Bønner ere korte, saasom jeg holder for, at Gudsdyrkelse bestaaer meer udi Lydighed og Levnets Forbedrelse end udi Bønner“ – allermindst i Saadanne, hvorunder „en Skoemager adresserer sig til det højeste Væsen med en Syel i Haanden, en Skræder med sin Sax, en anden paa anden usømmelig Maade, saa at intet er almindeligere iblandt Christne, end at tale med Gud udi deres daglige Handtering og Arbeide, og det ligesom en passant, for ikke at spilde Tiden. En sætter til paa et Giestebud den yderste Skilling, og Dagen efter raaber: Giv os i Dag vort daglige Brød, og mangen Skræder klipper sin Næste en Alen til Skade, medens han tilligemed intonerer: Jeg vil din Priis udsiunge. Men det er Spørsmaal, at, om een der er slagen af Frygt og Bævelse over sine begangne Synder og tilligemed fuld af Tillid til Guds Barmhiertighed, eengang om Dagen med Tolderen siger: Gud vær mig Synder naadig! Jeg siger, det er Spørsmaal, om han ikke beder meere, end den der ved en Spinderok eller Væv løber heele Kingos Psalme-Bog igjennem.“
At Holberg hyldede Troesfrihed, er en Selvfølge: „Fra den første Tid, jeg kunde skiønne paa Ondt og Godt, har jeg altid holdt Tolerance for en sand Christen Dyd.“ Han havde med egne Øjne seet Samvittighedstvangen i dens hæsligste Skikkelse i Kristian den 6tes Tid, da man satte Folk i Gabestokken for Forsømmelse af Kirkegang, og drev dem til Alters med Trusler om Vand og Brød, og det er kanske netop denne Tid han har for Øje naar han siger: „Man kan vel tvinge Mennesker til at giøre, men ikke til at tænke, og naar man ikke kan tvinge dem til at tænke, saa udvirkes ved Tvangen alleene, at Mennesker drives til at sige andet end de meene, hvilket er at giøre dem af En passant, i Forbigaaende. vildfarende Folk til Øyenskalke. Man kan tvinge en til at sige: jeg troer; men man kan ikke tvinge ham til at troe, og det er ligesaa ugiørligt, at vinde en Vildfarende med Riis og Svøbe, som at bestorme en Fæstning med Syllogismer.“ – Men paa samme Tid som Holberg indskjærpede „Taalighed og Sagtmodighed“ mod „Kjettere,“ d. e. saadanne som vildfare i god Tro fordi de ikke ved bedre, indskrænkede han paa den anden Side – og det er meget betegnende – sin Tolerance med Hensyn til dem der i sine religiøse Meninger „følge alleene sin indvortes Drift, som de kalde Samvittighed og Guddommelig Inspiration, og som paastaae, at andres Samvittighed skal rette sig efter deres, hvilket er ligesaa ubilligt som om en Spiller vilde paabyde, at de Kort skulde dominere eller være Trumf, som han havde meest Forraad paa.“ Om saadan „Fanaticisme“ bemærker han meget tørt, at han holder den for „en virkelig Sygdom og en hysterisk Passion, mod hvilken en Doctor eller Chirurgus opererer kraftigere end en Præst eller Missionarius,“ og „om end saadanne Sværmere ere gode Mennesker, der sige hvad de meene, og uden Skye øve det, de holde for at være deres Pligt, saa ere de dog saadanne som man mindst kan tolerere udi et Societet.“[3] Han havde en naturlig Sky for saadanne Ivrere, der kom i Syllogisme, Fornuftslutning. Principium, Grundsætning. Lidenskab istedenfor at drøfte med Koldsindighed, der, „saalænge som Galden opererer, ansee sig selv som Guds Gesandter og himmelske Herolder. Italienerne sige: Con toto mondo guerra, ma pace con Inghilterra; det er Kriig med heele Verden, men Fred med Engelland. Jeg siger: Kriig med heele Verden, men Fred med Philosophis og Geistlige, sær med dem, som give sig ud for Helgene; thi det er ligesaa let at giøre en Helgen vred, som det er vanskeligt at giøre ham blid igjen, og de Krige man fører med deslige Folk, kommer man sielden vel fra. Thi, endskiønt man haver Ret, synes man dog ingen at have. Jeg forsvarer mig derfor mod enhver saa længe jeg kan, men, naar jeg faaer Tvistighed med en Devot, planter jeg Gevær, offererer Charte blanche, og giver mig paa Naade og Unaade.“
Holbergs overvejende Forstandsretning, og den Mistillid han havde til alt hvad der har sin Grund i Følelsens, Gemyttets dunkle Verden, gjør det let forklarligt, at han ikke ubetinget stillede Religionsundervisningen i første Rad ved Børneopdragelsen. Han troede endog tildels at finde Grunden til den haardnakkede Kivagtighed mellem de forskjellige Religionssekter deri, at man „først begynder med Guddommelige Hemmeligheders Catechisation, hvorved foraarsages, at enhver med yderste Haardnakkenhed forsvarer den Sect, som han er opdragen udi, og ingen Argumenter siden vil imodtage,“ og at den fanatiske Bitterhed, som herskede imellem dem, vilde ophøre, „hvis man foretog at giøre Folk først til Mennesker, førend man forsøgte at giøre dem til Christne.“ Derfor mente han man skulde „begynde med Morale, førend man skrider til Religionens Mysteria og Hemmeligheder,“ og opstiller visse korte og simple moralske Sætninger, „som ere saa tydelige at ethvert Barn dem kan begribe.“ – Hans Ytringer om Opdragelsen i Almindelighed viser os forresten hans skarpe Menneskekundskab i et meget interessant Lys. Hovedgrundsætningen i hans Pædagogik er: Respekt for Personligheden, for de individuelle Anlæg. Ethvert Menneske, mente han, har af Naturen et vist Talent, særlige Anlæg i en bestemt Retning; det gjelder for Læreren først og fremst at udfinde og vække denne Begavelse, og da – gaar det af sig selv: „ethvert Barn behøver heller Tøiler end Sporer udi det Studio, hvortil det haver baade Lyst og naturlig Evne; naar ethvert Barns Egenskab, Tilbøielighed og naturlige Pund udforskes, førend det sættes paa den Rende-Bane, som fører til Maalet, kan ikke andet ventes end lykkelig og hastig Fremgang. Det vil da skee, som jeg ofte tilforn har erindret, at faa Mennesker vilde findes gandske uduelige. Der er saaledes intet andet Middel til at forsyne en Stæd med duelige Borgere. Nogle foregive vel, at Fødsel, Luft og Føde herudi giøre størst Hinder, men Erfarenhed viiser, at Bonde-Hytter saavel som Fyrstelige Paladser have kundet tilveyebringe store Mænd, og at der ogsaa kan komme noget Got af et Nazareth.“ Det er altsaa ikke nok, at Læreren indretter sig efter sine Lærlingers Dannelsestrin og ydre Vilkaar, saa at han ikke „conjugerer Amo udi Mesterlectien eller opvarter Islændere med en Præken, der er giort udi Paris mod Vellyst, Heste og Vogne,“ efterfølgende den Præst, som ikke ufornuftigen afbrød en dybsindig og eftertænkelig Tale med de Ord: Dette maa være nok for Eder, som sidde udi de store Stole: nu vil jeg tale lidt for dem, som sidde paa Skamlerne.“ Men han maa fremfor alt have den Enkeltes personlige Anlæg for Øje, betænkende, „at det ikke lader sig giøre med Mennesker som udi Kortspil, hvor det koster ikkun at sige, at Hierter, Spar eller Kløver skal være Trumf; thi saasnart Paabudet er skeed, blive de det virkeligen; men et Menneske eller en levende Kløver-Knægt, paa hvad Post man end setter ham, er og bliver en levende Kløver-Knægt.“ Den store Vanskelighed ved al Undervisning var det i dobbelt Grad paa Holbergs Tid, da Skoleundervisningen var saa indsnevret til faa Lærefag, at der kun lodes ringe Spillerum for Udviklingen af de individuelle Anlæg, og da selve disse Fag sikkerlig som oftest behandledes med en aandløs Tørhed, saa Holberg vistnok ikke uden Grund klager over at „saa snart et fornemme Barn kommer nogenledes til skiels Alder, overleveres det til Lærere og Exercitie-Mestere, for under Riis, Ferle og Svøbe at undervises i adskillige Ting, som det siden skal glemme.“ – Det bliver, mente han, snarere et Lykketræf, hvad et Menneske opdrages til: „nogle Disciple opløftes af Lærerne til Skyerne, andre igien ansees som Misgeburt eller Monstra, hvorudaf intet got kan blive, da de dog alle kunde være lige gode, hvis enhver blev sat paa sin rette og naturlige Post. Jeg erindrer mig, at udi min Skolegang vare tvende Disciple, hvilke ingen Discipline kunde bide paa, saa at de gandske forpryglede omsider bleve dimitterede. Men da de komme til Hoved-Staden, og der bleve antagne blandt Søe-Cadetter, overginge de alle udi Lærvillighed.“ Med saadan Opdragelse paa en Slump gaar det i bedste Fald som en Maler sagde, „hvilken jeg engang saae sætte adskillige Latinske Deviser under nogle Stykker, som han afmalede paa et Huses Vægge. Jeg spurte ham, hvorledes han saadant kunde giøre, efterdi han ikke forstod Latin: hvortil han svarede: Unterweilen trifft’s doch artig ein.“
Undervisningens og Lærdommens Hovedmaal satte Holberg i at gjøre Menneskene til nyttige Borgere. Han havde liden Sans for de Studier, der øves for Unterweilen, o. s. v. Undertiden slumper det dog til at passe meget net. Videnskabens egen Skyld, og betragtede Videnskabeligheden i dens Forhold til det reelle Liv, med Hensyn til dens umiddelbare Anvendelighed. „Man maa ikke alene bruge Hiernen for at studere, men studere for at giøre Hiernen brugelig til Forretninger, ligesom man ikke maa leve for at æde, men æde for at leve.“ Og denne medfødte praktiske Aandsretning maatte i høj Grad styrkes ved Betragtningen af den lærde Stands Aandløshed. Det var Pedanteriets og den ørkesløse Spidsfindigheds Gyldenalder: „jeg haver af Erfarenhed mærket,“ siger han, „at der er stor Forskjel imellem Geist og Skjønsomhed, imellem Lærdom og Klogskab, og at Verden er saa fuld af spirituelle og lærde Narre, at man deraf kunde oprette et femte Monarchie. De fleste saakaldne lærde Dissertationer giøres enten over det, som ingen forstaaer, eller det som ingen er magtpaaliggende at vide, men som mange Skribenter have sat baade Helbred og Forstand paa at oplyse, f. Ex., om Romeres og Grækers Halsbaand, Skoe, Støvler, Hatte, Armbaand etc. Saadanne Skrifter tiene hverken til Rytte eller Zirath, saa de hverken undervise eller fornøje, og kan lignes ved beeske og ildesmagende Piller, hvilke med Viderværdighed maa nedsvelges, og dog ikke operere. Med slige Skrifter ere dog alle Bibliotheker opfyldte, hvilke ere ikke meere til Zirath og Nytte, end Spindelvæve. Og kan Skribentere derudover ikke lignes bedre end med Edderkoppe, der spinde sig selv til intet, og deres Arbeide med Spindelvæve, hvilke ere ligesaa unyttige, som ubehagelige udi et Bibliothek.“ „Jeg holder den for en lærd Mand, der i Grund forstaaer et vigtigt Videnskab, enten han haver lært det paa Græsk, Latin eller sit Moders-Maal, enten han haver erhvervet det ved Læsning eller Erfarenhed.“ Derfor havde han f. Ex. intet imod at en dygtig Agerdyrker blev holdt jevngod med en Professor i Naturvidenskab: „Hvis Agerdyrknings Kundskab blev til et Academisk Studium, vilde i mine Tanker de 9 Musæ ingen Fortrydelse bære derover. Thi Academier ere stiftede for at excolere de Studeringer, hvorved Kirke, Stat og Borgerlige Societeter opbygges. Det kommer ikke an paa, hvo der haver studeret mest, men hvo der haver studeret best. Og naar saa er, kan jeg ikke see, at man jo med lige saa stor Føje kunde give en Magister- eller en Doctorhat til en Agermand som til en Grammaticus – af den Beskaffenhed, at „naar man tager Hatten af ham, tager man og Hovedet,“ – „med mindre man vilde sige, at det er meere magtpaaliggende at rangere Ord og Gloser, end at forbedre et Stykke Land, eller meere magtpaaliggende at reense en gammel Poet fra Copiist-Fejl, end at reense en Ager og giøre den frugtbar.“ Han følte sig saaledes lidet tiltalt ved de strengt filosofiske Studier; hans Filosofi var: sund Fornuft, øvet gjennem Iagttagelse og Erfaring og udviklet ved Granskning af „magtpaaliggende Ting, som ved Studering og Meditation kan udfindes.“ Derfor havde han ikke alene lidet Brug for den saakaldte logica artificialis (som vi kjender af Erasmus Montanus) „saasom jeg er fornøyet med den jeg haver af Naturen;“ men ogsaa den egentlig filosofiske Spekulation, „de abstracte og transcendentalske Betragtninger“ var han tilbøjelig til at anse for en ørkesløs Beskjeftigelse, og de filosofiske Stridigheder vilde, mente han, rimeligvis „vare til Verdens Ende, og indtil Forstanden udi det andet Liv bliver ret forklaret.“ For sit eget Vedkommende tilstaar han, at han, uagtet han „ofte læser Methaphysiske Skrifter, liden Fremgang derudi haver kunnet giøre,“ og da han i sit 32te Aar blev Professor i Metaphysik, var det kun ugjerne han overtog dette Embede, „thi jeg vil rundt ud bekiende, at Metaphysica aldrig kunde komme i større Fare, end under mit Formynderskab.“
For at opnaa sand Dygtighed anbefaler Holberg viseligen, at begrænse sine Studeringer i en bestemt Retning: „De berømmeligste og anseeligste Mænd ere ikke de saakaldte Polyhistores eller de, som have besiddet mange Videnskaber, men de, som have excelleret udi et vist Studio, eller en vis Konst, hvor ringe den end er. Man maa derfore have et Hoved-Studium, og løsligen derhos excolere andre, sær dem, som have Rapport med det samme. Thi at fordybe sig udi mange Videnskaber tillige, foraarsager at vi ikke naae Fuldkommenhed udi noget. Naar Exces giøres af Studeringer, ere de heller til Byrde og Skade end til Nytte. Herpaa seer man daglige Exempler, og flyder heraf det almindelige Ordsprog: Han er saa lærd, at han ikke kand prædike, det er at sige: Han kand intet giøre til gavns efterdi han veed alting. Thi de umaadelige Portioner af Græsk, Latin, Hebraisk og alle Videnskaber, som ere sammenblandede udi Hiernen, kand lignes med den Drik, som de Engelske kalde Punch, hvilken bestaaer udi en Mixture af adskillige Ingrediencer, og er med Flid saaledes tillavet, at man kand være ganske forvissed om dens Virkning i at giøre Hovedet fuldkommeligen kruset.“
Til Gjengjeld for den Ringeagt, Holberg havde for den „overstadige Lærdom,“ blev han ogsaa af sine Standsfæller betragtet med mistroiske Øjne. „Jeg holdes ikke for en Philosophus, fordi jeg ikke bruger det Philosophiske Sprog; thi hvad jeg skal sige, siger jeg enfoldigt og tydeligt. Jo mørkere og uforstaaeligere een taler, jo høyere og subtilere Philosophus holdes han for at være. Thi de fleeste Mennesker finde ikke Smag uden i det som de ikke forstaae; og mørke Taler, som bør tiene til Beviis paa en Skribents Ubeqvemhed, faaer hos dem Navn af en Majestætisk Sublimitet. Man kan ligne disse Folk med den gamle romerske Excellere, udmerke sig. Excolere, dyrke. Exces, Overdrivelse. Skolemester, som ikke kunde lide, hvad hans Disciple talede og skreve, uden det var mørkt og uforstaaeligt, og derfor ideligen giorde saadan Erindring til dem, nemlig: skotison, det er: Giør det mørkt. Og, naar de saadant havde efterlevet, sagde han: Nu er det godt; thi nu forstaaer jeg det selv ikke.“
En anden Anke, til hvilken han jevnlig kommer tilbage, gjelder de unødige Omsvøb og den pedantiske Vidtløftighed. „Man giør Knuder blot for at løse dem, og bygger alleene for at rive ned, saa at en anseelig Deel af Menneskets Liv kand lignes ved Kegle-Spill, hvorudi man nedslaaer for at opsætte og igien opsætter for at nedslaae, eller som Tobak-Smøgen, naar man suer Røg til sig, for at udblæse den strax igien. Naar man betragter de store Bevægelser, som dagligen skeer paa høje Skoler og Gymnasier, naar man hver Time hører de lærde Klokker ringe, item Auditoria og Cathedræ at snurre, kand man ikke andet end forestille sig stort og frugtbart Arbeide. Men alt hvad som haver Apparence, er derfor ikke Realitet. Man kand sveede og trettes ved en stærk Gang, men naar man gaaer alleene frem og tilbage, kommer man aldrig til Maalet, men med all saadan Bevægelse er og bliver paa det samme Sted. Jeg haver intet Academisk Programma seet, der andet haver givet tilkiende end disse Ord: Imorgen skal holdes en Grad, og dog fylder et heelt Ark paa Regal Papiir. Thi de mange Broderier om Apolline, Phøbo, de ni Gudinder og andre Ting, som kommer aldeeles intet Invitationen ved, maa fylde Papiret. Saaledes skulde man og finde mange tykke Volumina, som ved Mynstring vilde blive meget tynde. Man kan ligne deslige Skrifter ved unge Apparence, Udseende, Skin. Realitet, Virkelighed. Volumina, Bind. Jomfruer, hvilke, naar de staae ved deres Toilette, ere af saa liden Circumference, at de fast kunde gaae igiennem Husets Sprekker, men naar de ere ret i Klæder, indtage de med deres 3dobbelt skandsede Skiørte heele Gader, saa at der ere faa Porte, som jo blive dem for snevre. Om saadanne Bøger kan man sige, de have ingen god Fedme.“ Han væmmedes ved „opkoget Snak,“ og klager i sine senere Aar over, at han sjelden kommer over en ny Bog, som indeholder andet end hvad han har læst iforvejen. Den tiltagende Skrivesyge, hvormed den overfladiske Lærdom gjorde sig bred, var ham ikke mindre en Torn i Øjet, end det opskruede Pedanteri. „Udi Landet ere nuomstunder fast ligesaamange Autores som Mennesker; en heftig Begierlighed er overkommen alle til at skrive Bøger, som strækker sig indtil Haandværks-Folk og norske Bønder; thi jeg haver selv havt Skrifter til Revision af de sidste. Tilforn læsede alle, men ingen vilde skrive, nu vil alle skrive, men ingen læser. Ikke at tale om de mangfoldige Dissertationer, som aarligen publiceres af unge Mennesker, førend de have faaet Skieg paa Hagen, saa findes der andre, hvilke ligesom Maaneds-Duer legge Egg ud 12 Gange om Aaret. I gamle Dage, da Verden laborerede af Mangel paa Bøger, behøvedes Opmuntringer til at skrive: nu derimod, da vi have ligesaa mange Skribentere, som Fluer udi September Maaned, behøves at formindske deres Tall, og burde til den Ende beskikkes en Art af lærde Skarnagere og Skorsteensfejere, for at eftersee, om et Skrift var en Copie eller en Original, om det befattede vigtige Ting eller Sladder, og rense Landet for de sidste, ligesom Urtegaardsmænd ideligen luge Bedene for at rense dem fra Ukrud. Det er ikke uden Billighed, at Skribentere blive meere igiennemheiglede end andre Arbeidere. Thi naar en Autor ubeden skriver Circumference, Omfang. Dissertationer, Afhandlinger. Autores, Forfattere. Publicere, offentliggjøre. en Bog, provocerer han den heele vide Verden til Critique: skriver han vel, takker ingen ham derfor, efterdi ingen bad ham skrive, og skriver han ilde, bliver han anseet som en forfængelig og daarlig Mand, der giver sig ud for det som han ikke forstaaer, og blotter sin Skrøbelighed, som ellers skulde blive skiult. Sandelig, naar en ubeden bringer et vanskabt Hiernes Foster for Lyset, saa er det ligesom han vilde sige: Jeg er en Nar. Men, som det ikke er alle bekiendt, saa vil jeg ved dette mit Skrift notificere saadant for den heele Verden, paa det at saavel nu levende, som tilkommende Mennesker ikke maa tvivle derom.“
(Fortsættes.)
I Indledningen til Sokrates’s Historie sammenfatter Holberg den sande Dannelses Resultater i følgende Afridsning: „De rette Kiende-Tegn paa en viis Mand eller Philosophus ere: grundig Lærdom, Herredom over sine Affecter, tækkelig Omgængelse, Attraae til at forfremme sin Næstes Velfærd, Vindskibelighed i at efterforske Sandhed, Frimodighed i at prædike den samme, Ærbarhed uden Af- fectation, Kundskab om sig selv, liden Attraae efter verdslig og forfængelig Ære, og Fornøyelse med sin Stand og Vilkor, ikke at foragte Riigdom og Penge, ey heller at dyrke dem, ringe Tanker om sin egen Person, Medlidenhed mod Vildfarende, Omsorg for at conservere sit Liv og Sundhed, ingen utidig Begiering til at døe, og ingen Frygt mod Dødens Ankomst, saa at hans Symbolum i den Henseende maa være: Nec cupio, nec metuo. (Jeg tragter ikke efter den, frygter den heller ikke). Kiærlighed til Fædrene-Landet og Lydighed mod Øvrigheden, Taalmodighed udi Lidelser, og Urets Forglemmelse, Bestandighed uden Haardnakkenhed, og andre deslige Qvaliteter.“
Vi har her Holbergs Livsviisdom sammenfattet i et kort Begreb. Vi kan sige, at han her har opstillet det Ideal af „en ret Philosophus,“ som han tragtede efter, og Enhver, som kjender lidt mere af Holberg, end hans komiske Skrifter, vil finde at visse Hovedtræk i denne Skildring stemmer godt med det Billede, han har dannet sig af ham. Vor største komiske Digter staar for os, ikke Affect, Lidenskab. Symbolum, Valgsprog. Qvalitet, Egenskab. som en Spøgefugl, men som en ærbar „Philosophus,“ og vi overraskes ikke ved at høre ham sige om sig selv: „Hvad min Person angaaer, da trykker mig intet mindre end Kaadhed, thi jeg holdes for blant dem, som kiende mig, heller at incommodere med Austeritet end Lystighed, og haver jeg fra Ungdom af ført et saa indgetogent, ærbart og strengt Levnet, at faa derudi have Lyst til at imitere mig.“
Det var dog vistnok mere ydre Omstændigheder end medfødte Anlæg, som bidrog til denne „Ærbarhed og Indgetogenhed“ hos vor Holberg, og den ovenanførte Ytring maa ikke forstaaes strengt efter Ordene. Hans Ungdomsliv vidner jo om et lyst, frejdigt Sind; han siger ogsaa selv andensteds, at han i de yngre Aar gjerne deltog i munter Selskabelighed, gik flittig i Vertshuse („dog altid lige tør derfra“) og havde Lyst til „Dantz, Spill, Selskab og andet.“ Men der var meget i hans ydre Livsforhold, som gjorde at han blev tidlig gammel. Fra Barndommen af forældreløs, uden Venner eller formaaende Beskyttere, havde han maattet kjæmpe sig igjennem Verden paa egen Haand; sine bedste Ungdomsaar havde han for største Delen tilbragt blandt Fremmede; derved var han tidlig bleven vant til at stole paa sig selv alene, og finde sig i Ensomhed. Dertil kom, at han fra Barnsben maatte drages med en bestandig Sygelighed, som paalagde ham et strengt og stilfærdigt Levnet. Og da hans ydre Vilkaar i senere Aar blev gunstigere, var han allerede saa tilvant til denne Levemaade, at han ingen Tilbøjelighed følte til at gjøre synderlig Forandring deri. Han havde tidligere end andre Mennesker tilegnet sig en god Del af Pebersvendens Særhed og Pirrelighed, og det var ikke alene „en særdeles medfød Delicatesse,“ men ogsaa den Indgetogenhed, der gjennem mange Aars Vane var bleven ham en anden Natur, Incommodere, uleilige. Austeritet, Strenghed. som paalagde ham at forblive ugift. Hvis han nogensinde havde sværmet for det huslige Livs Lyksalighed, var det længst glemt; nu tænkte han fornemmelig paa alle de Forstyrrelser, det vilde medføre i hans engang tilvante Liv, og slog sig til Ro med den Trøst, at han efterlod sig Bøger, efterdi han ikke kunde have den Lykke at efterlade sig Børn. „Jeg kand skikke mig vel udi store Hendelser; men der ere visse smaa Ting, som andre foragte, hvilke jeg dog ikke kand imodstaae. En Hund, som gjøer, en Dør som tilslaaes, kand bringe mig ud af Skik.“ Hans Tjenere maatte gaa op ad Trappen med faste, lydelige Skridt, for ikke at forstyrre ham ved at træde pludselig ind, og han har viet en hel Epistel til Beklagelser over Gadevægteren, som efter den store Brand skulde raabe hvert Kvarter, „hvilken Anstalt var et Tordenslag for mig, thi saasnart han ved Raaben havde fuldendt sin circulaire Gang (paa Gammel-Torv) og Kvarter-Timen var tilende, maatte han strax begynde paa nye igien, hvorudover jeg havde en Basso continuo uden Pause den heele Nat igjennem.“ I et af sine Epigrammer opregner han alle de Egenskaber, Den skulde baade have og ikke have, som han vilde vælge til sin Hustru, og ender med: „Kort at sige: jeg vil have saadan Hustru som neppe er at finde; det er at sige: jeg vil ikke gifte mig.“ – En Dame, som holdt paa at opmuntre ham til at opgive sin eenlige Stand, spurgte ham, hvad det da var for Ulejligheder, han frygtede saa meget for. „Derpaa spurte jeg hende, om hun snorkede i Søvne, og da hun tilstod saadant, sagde jeg, saadan ringe Ting var nok for mig til at paastaae en Skilsmisse-Dom. Hvorpaa jeg gik bort, og efterlod hende i en heftig Latter.“ Han vender ofte tilbage til denne Sag, baade i Spøg og Alvor, blandt Basso continuo, bestandig Bas-Sang. andet i sin fjerde Satire,[4] et af hans morsomste Skjemtedigte, hvori han med uudtømmelig Opfindsomhed opregner alle Ægtestandens Ulejligheder:
„Det er vel en herlig Ting, at have Børn,
men
naar man Glæden i en Veyeskaal vil legge,
Og i en anden Sorg, og see af hvilke begge
Der veyer, trykker mest, man finder, at Fortred
Mod Glæden vigtig er og trykter Skaalen ned.
Det hielper ofte lidt, at man en mægtig Skare
Af Barnepiger har, af Ammer, som med Fliid
Opvarte maa enhver; Nu en, nu anden Tiid
Du høre maa med Sorg, Fortred og Hierte-Klappen,
Lars faldt med Stoelen om Mads hovedkuls af Trappen,
I Fingeren sig skar Maria med en Kniv.
Pernille med en Sax har bragt sig fast om Liv.
Jens brød sit Been i tu, Peer fik et Hul i Panden,
Niels viklede sin Fod, Paul stødte sig med Kanden,
Hans har udi sin Hals en mægtig Knappenaal,
Frans hart ad briste vil, har sig forædt af Kaal.
Dorthea man med Magt maa trække udi Skoele,
Hun trodsig er og stiv, fast som en utemt Fole.
Det eneste hvormed du da dig trøste kand,
Er at de voxe snart, faae Skiønsomhed, Forstand,
Du meener, at du saa ey Uroe meer kand have,
Og at desbedre da de holdes kand i Ave;
I din Tragödie det er en anden Act,
Musiquen kommer kun hen udi anden Tact,
Som er langt meere svær, en Søn vil lære fægte,
En anden værre er, vil Kammer-Pigen ægte,
Een reyser uden Lands, tilsætter mange Penge,
Een anden kommen er i Gield, og vil sig henge,
Een stiv, haardnakket er, og giver knubbet Ord,
Een anden hører man at have giort et Mord.
Lucia finder du paa Trappen med Skolmester,
Frans, Peer studere ey, vil ikke være Præster.“ o. s. v.
Holberg lægger intet Dølgsmaal paa de Skrøbeligheder, som dels var ham medfødte, dels mere og mere udvikledes under hans indesluttede Stueliv, som det da i det Hele taget ikke er hans Sag at besmykke sine Fejl. Han var af Naturen „hidsig og tilbøielig til Vrede,“ og alt eftersom Alder og Sygelighed tiltog, blev det ham mere og mere vanskeligt at beherske denne Last, som han indrømmer er en Philosophus ligesaa uanstændig som at en Grammaticus taler galt, uagtet han paa den anden Side ingenlunde ubetinget fordømmer Passioner, „thi de ere saa nyttige for Sindets Helbrede, som Blodets Circulation er for Legemets, og dersom den skulde holdes for den største Philosophus, der haver mindst naturlig Ild og fast ingen Passioner, vilde mangen Træblok uforskyldt bekomme saadan Titel.“ Men hans medfødte Hidsighed viste sig i senere Aar mere og mere som Knarvurrenhed og Pirrelighed, idet hans skrøbelige Helbred efterhaanden udviklede sig til en trykkende Hvpochondri. Ulig andre Hypochondrikere var han sig sin Sygdoms Natur fuldt bevidst, og naar hans „onde Væsker“ til sine Tider fremkaldte „en hidsig Reformations-Geist“ saa at han fik Lyst til at sætte sig op mod den hele Verden, gjorde han først Stilstand med sig selv, „saasom jeg har erfaret, at det er allene en Nidkierhed, som kand drives bort med Laxere-Piller.“ Denne „ulideligste af alle Plager“ giver ham jevnlig Anledning baade til Klynk og Skjemt. „Svagheden er vel lærd og fornemme, men det er og alt hvad man kand sige til dens Berømmelse; og kan dette være saa liden Trøst for Passion, Lidenskab. Patienten, at jeg troer ingen tog i Betænkning at renoncere baade paa Stand og Lærdom, for at blive den kvit, og at han jo vilde heller være en fattig Bonde, end en bemidlet men miltesyg Doctor eller Magister. Ligesom andre ere plagede med en Mave, der væmmes ved alle Ting, saaledes er jeg plaget med et Sind der væmmes ved alle Ting, saa at jeg blandt 100 Mennesker neppe kan finde een, hvis Opførsel er mig til Maade, een dræber mig med Snak, en anden med Gebærder. Hvorudover jeg gaar ærgerlig fra de fleste Compagnier, og søger min Fornøjelse i Eenlighed.“ Der var snart sagt intet legemligt Onde, som jo plagede den stakkels Mand. „Iblandt kommer der en saadan Mathed over mit hele Legeme, at jeg snart maa krybe afsted. Snart er jeg saa rask til Fods, som neppe nogen anden, snart har jeg ondt i Hovedet, snart i Fødderne, snart har Sygdommen sat sig i Maven, og da fornemmer jeg undertiden Varme, undertiden Kulde i Indvoldene, snart altformegen Syrlighed i Maven, snart slet ingen.“ Og eftersom „de onde Væsker“ flyttede sig, nu i en Deel, nu i en anden Deel af Legemet, stemtes hans Humør forskjelligt, saa at han vexelvis følte ‚„Glæde, Bedrøvelse, Frygt, Mod, Mathed, Hurtighed, Hidsighed og Koldsindighed.“ Men han kjælede ikke for sine Svagheder, var altid paa sin Post mod „at de Ustadigheder mit Sind drives af, skal bryde ud,“ og det er sikkert ikke det mindst Beundringsværdige ved hans Personlighed, at han under saadan daglig Hjemsøgelse kunde opretholde sin Aandskraft og Sindets Ligevægt til en fremrykket Alder. Stundom hendte det vistnok at hans nervøse Temperament vandt Bugt med ham, som naar Scheibe fortæller at han i Raseri kunde jage en uvelkommen Besøger paa Døren med Tøffelen i Haanden; men han var, tilføjer den samme Biograf, strax rede til at erkjende sin Fejl, og søge at gjøre den god igjen.
Som det ofte gaar med dem der plages af bestandig Sygelighed, havde han liden Tillid til Lægerne. Det forekom ham at være en betænkelig Sag, at deres Videnskab efter saa mange hundrede Aar endnu ikke havde drevet til med Sikkerhed at kurere en Tandpine, og ligesom han var sin egen Læremester var han ogsaa sin egen Doktor. Han experimenterede idelig med sig selv; en Tid lod han endog, efter den medicinske Autodidakt Cornaros Exempel, sin Mad veje, en „mathematisk Levemaade,“ som han snart opgav; men ved den bestandige Agtpaagivenhed paa sit eget Legeme mente han dog han havde udfundet, bedre end nogen Læge kunde gjøre det, hvad der var ham tjenligst. Dette synes at have været den eneste Medicin han havde rigtig Tro paa. „Dersom jeg skulde agere Medicus,“ siger han, „vilde jeg allene kurere mine Patienter saaledes: Jeg vilde f. Ex. spørge dem ad, hvad Mad og Drikke de havde af Erfarenhed befundet sig best ved, og dersom de da svarede, at de vare vante til at æde Kalk og Sand, og at drikke Blæk, og havde befundet sig best derved, vilde jeg ordinere dem, at blive ved med det samme.“
Den Universalmedicin, han for sit Vedkommende havde udfundet, var streng Orden og Tarvelighed. Hans daglige Liv gled hen med den største Regelmæssighed, næsten efter Klokken. Om Sommeren boede han paa sit Landgods, om Vinteren i Byen; „Nysgierrighed efter at besee fremmede Steder haver tilforn giort mig til et perpetuum mobile; men saadan Nysgierrighed er med Alderen forsvunden i den Grad, at om Constantinopel laae udi næste Province Fyen, tog jeg udi Betænkning at reise over Beltet at besee samme Stad.“ Sterk Motion var ham som ældre Mand ligesaa skadelig som den i yngre Aar havde bekommet ham vel. Allerede i hans Skoleaar syntes hans Kammerater han levede som en gammel Mand, og hans Afholdenhed Perpetuum mobile, hvad der er i bestandig Bevægelse. tiltog med Aarene; som Barn drak han Vin blandet med Vand; i senere Aar skyede han den værre end Forgift, og drak kun „Vand og magre Kjødsupper, item Kaffe tvende Gange om Dagen.“ „Jeg staaer op om Morgenen Klokken 7, drikker derpaa min Caffee, studerer, spiser, og medens jeg klæder mig, bander min Skræder etc. Det sidste skeer, efterdi mine Klæder ere saa trange, saa at det er fast det samme som at føre sig i Harnisk. Mit Middagsmaaltid begynder precise Klokken 12, og varer kun et Qvarteer, saa at jeg udi halvanden Time, nemlig fra Klokken tolv til halvgaaen to, haver spiset, læset en halv Time, faaet en liden Slummer, drukket min Caffee, og skrevet en Side, førend jeg ved samme Klokkeslet klæder mig og; gaaer ud, da jeg endda ofte finder andre Folk siddende og maabe efter den anden og tredie Ret.“ Saaledes gik hans Liv Dag ud og Dag ind den samme regelmæssige Gang, saa at han for sit Vedkommende ikke behøvede at beklage sig over den nye Kontorkalender, hvori Ugedagenes Navne var udeladte, saa at man maatte invitere Gjester til Polycarpus eller Blasius istedenfor til Onsdag eller Torsdag; „thi naar min Kammer-Pige bringer mig til Middags-Maaltid en Havre-Suppe med en Kalve-Steeg, veed jeg at det er Mandag, og naar den 3die Ret, som er Fisk, kommer dertil, er det det samme som hun vil sige: i Dag er Tirsdag, og saa fremdeles.“
En saadan Levemaade stemte i de Tider ikke vel med hvad Holberg kalder „den nordiske Philosophie“ – som endnu tildels kan kaldes den norske – og som bestod i, „at være sin Appetit hørig og lydig, at drikke et godt Glas Viin til sine 4 a 5 Retter Mad, og at lade sig bære udi en Portechaise eller trække af 2 Heste udi en Æske, naar man vil besøge sin Naboe;“ og hans Venner spaaede ham en hastig Død, „hvis jeg ikke multiplicerede mine Middags- og Aftens-Retter, ja de have ligesom opsagt mig Livet til hver Mikkelsdag og Paaske, som her ere de almindelige Flytte-Tider, hvis jeg fremturede udi min Tarvelighed. Men de fleste af disse Prædikantere, som plejede deres Legemer godt, ere for længe siden døde og begravne. Jeg derimod, som holder ved det gamle, og lever afholden, lever endnu.“
Den Beskyldning for Gjerrighed han ved sit indgetogne og tarvelige Levnet paadrog sig, er saa ofte omtalt og gjendreven, at vi her kan indskrænke os til at omtale den i al Korthed. Den fik unegtelig et sterkt Skin af Sandhed ved den „Attention“ han havde til sine Sager, hvilken Holberg ogsaa indrømmer „er noget vanskelig at begribe, især hos en aldrende Mand, der ingen Børn efter- lader sig. At samle mest paa Rejsepenge, naar Rejsen er til Ende, at gnie mest paa Proviant, naar man seer Havnen er gandske ubegribeligt, ja ligesaa latterligt som den Mands Gierning, der med stor Omhyggelighed satte sit Haar udi Bukler om Aftenen, da han var dømt til at miste Hovedet om Morgenen. Men der er mange Ting som ere vanskelige at begribe, og som dog ere gandske naturlige og menneskelige.“ Noget ganske „menneskeligt“ var det jo ogsaa, at hans tilvante strenge Regelmæssighed ogsaa med Hensyn til Pengesager var bleven ham en anden Natur; det var ham i sig selv en tilfredsstillende Beskjeftigelse at holde alt, hvad han havde med at gjøre, i god Skik og Orden, og han var nøjeseende med sine Udgifter, om de havde et fornuftigt Øjemed eller ikke. Dette sidste kunde vel ofte i det daglige Liv gjøre et ubehageligt Indtryk, som naar hans Venner klagede over at han i det selskabelige Liv satte dem paa den samme knappe Ranson, som sig selv; men med Hensyn til dette, som vel for en væsentlig Del har bidraget til at begruude Beskyldningen for Gjerrighed kan det vel – som Smith[5] Attention, Opmærksomhed. træffende bemærker – spørges, om han ikke derved har villet foregaa med et Exempel, for praktisk at modarbejde den Gjestebuds-Overdaadighed, som dengang grasserede i Kjøbenhavn. Han klædte sig fint og paa Moden, for ikke „at singularisere sig,“ gjorde godt mod Fattige, men med skjønsomt Valg og oftest i Stilhed, havde smukke Værelser, kjøbte idelig Bøger, og – bemærker den nysnævnte Forfatter – hvormange Privatmænd vilde vel endog nu gjøre ham det efter, at betale af sin egen Lomme en 300 Spd. i vore Penge til Litteraturens Fremhjelp, som Holberg gjorde, idet han fem Gange udbetalte Præmier for „ziirlige og smukke danske Vers,“ som han lod trykke paa egen Bekostning.
En anden Grund til Holbergs Strenghed i Pengesager var det, at han havde en maaske overdreven Frygt for at man skulde, som det heder, spille ham paa Næsen, i den Tro, at saadan en Stuelærd ikke havde Tanke for Andet end sine Bøger. Det kunde han ikke taale: „naar nogen giør mig Uret for en Skilling, stiller jeg mig vred an, og affecterer mere Attention til mine Sager, end jeg virkeligen haver, saasom derudi er en Fornødenhed; thi saasnart Folk mærker Skiødesløshed hos en Mand, bliver han alle til Priis. Det er ved Efterladenhed udi Huusholdnings-Sager, at Fuldmægtige blive Principaler, Ridefogeder Proprietarier, og at een og anden anseelig Mand maa gifte sig med sin Huusholderske, med hvilken han til Medgift kan faae de udi mange Aar stiaalne Sager tilbage.“ Især var han i denne Henseende paa sin Post ved Bestyrelsen af sine Jordejendomme. „Naar jeg er paa Landet, maa jeg sætte mig i Harnisk, hvorudover jeg ogsaa, naar jeg rejser derud, legger al min Philosophie og moralske Regler i Forvaring i Vester-Ports Accise-Bod, indtil jeg kommer tilbage igjen. I Staden er jeg Philosophus, paa Landet er jeg Soldat. Mine Naboer bildte sig ind, at Singularisere sig, pege sig frem. jeg saa reent havde fordybet mig i Studeringer, at de gandske tryggelig kunde drille mig saa meget som dem lystede, hvorudover de ogsaa forsøgte, hvor vidt min Taalmodighed strakte sig; men da de fornam, at jeg ikke aldeeles var ubevæbnet, men passede paa mine Sager, fik jeg strax Stilstand, og siden efter fuldkommen Fred.“ I det Hele taget staar Holberg som Godsejer for os i et ganske særeget Lys: vi ser ham her som den praktiske Forretningsmand, der saar og planter, bygger og rydder, og bistaar sine Bønder med Raad og Daad. Han havde ogsaa den Tilfredsstillelse, at se det hidtil vanrøgtede Gods trives under hans Bestyrelse; „saa tidt jeg ligner Godsets nuværende Tilstand med den forrige, finder jeg mig ret fornøjet og glad: jeg glæder mig ved, at jeg nogenledes har opfyldt en god Borgeres Pligt, og at jeg har givet nogen Skikkelse til et forvirret Chaos,“ og vi faar en Mundsmag af hans landlige Livs Hygge, naar han i en af sine Epistler fortæller at „den liden hvide Qvie, som min Herre saa i Fior, laver allerede til Barsel. Saa snart den bliver lykkeligen forløset, skal jeg lade min Herre det formeligen vide, helst om det bliver med en Qvie-Kalv, som nu[6] er et Foster af Importance.“
Han kunde ogsaa paa sin Vis glæde sig ved Naturens Betragtning. Jeg siger paa sin Vis; thi hans Sans for Naturskjønhed var vistnok temmelig forskjellig fra vore Dages. Den har havt mere tilfælles med Bondens, som kalder en Egn vakker, naar den viser store Strækninger af veldyrket, frugtbar Ager og Eng. Da han i sin Ungdom vandrede gjennem det for sin romantiske Natur berømte Savoyen, fandt han det var „klippefuldt og fælt at se til,“ og sit eget Fædreland har han rimeligvis betragtet som et Importance, Vigtighed. af de hæsligste i Verden. Han saa Naturen i dens Forhold til Menneskelivet, og glædede sig ved dens Liv, som man glæder sig ved enhver anden uforstyrret, regelmæssig Virksomhed. „Jeg finder Behag udi at see Jordens Grøde fremspire og indhøstes,“ siger han, og betegnende for Komikeren forekommer det os at være, naar han tilføjer at see Kjør og Faar gaa til sine Samlingspladse „ligesom i Procession.“
En af hans kjæreste Adspredelser var at slaa en Sladder af med Bønderne, af hvis usminkede naturlige Væsen han havde baade Underholdning og Belærelse. Den Samtale han i den 29de Epistel fortæller han havde med en Bondemand om et latinsk Program, giver os et fornøjeligt Indblik i hans Maade at omgaaes Almuen paa; vi har ogsaa i flere af hans Komedier det bedste Vidnesbyrd om hvorledes han havde levet sig ind i Landalmuens Væsen og Tænkemaade i forskjellige Retninger; blandt andet er, (ikke at tale om Jeppe paa Bjerget) det elskværdige Par i Erasmus Montanus sikkert de gemytligst opfattede af alle hans Karakterer. „Saaledes er mit Sind, at endog Bøndersladder kan fornøje mig mere, end de Lærdes allernetteste Tale,“ og man synes, naar han taler om Landalmuens jevne uforstyrrede Liv, at læse mellem Linjerne, at han nok gad give baade sin Velstand og sin Lærdom, for at kunne føre det samme sorgløse Naturliv, ligesom han i Byen sagtens mere end en Gang med et mismodigt Smil har seet „en suurmulende Herre udi en forgyldt Portechaise at bæres af glade og lystige Porteurs.“
Paa denne Maade var han ligesaa „sociable paa Landet“ som „misanthrope i Staden;“ thi her generedes han af de mange i hans Øjne intetsigende Formaliteter som den civiliserede Omgangstone medfører, saasom „ Sociable, omgjængelig. Misanthrope, menneskesky. alamodiske Visiter og Contravisiter, Nyt-Aars-Ønsker, hvorved intet menes, Gratulationer og Condolencer, som intet andet Sigte have end vedtagen Skik, vidtløftige Tilberedelser til Bryllupper, Barseler, Liigfærd etc., hvilke besværge saavel dem, der blive budne, som dem der byde.“ Han forsikrer vistnok at han ogsaa i denne Henseende gjerne vilde følge Moden, „thi jeg er en Hader af al Singularitet, og hvis Kiødet vilde adlyde Aanden, conformerede jeg mig til alle almindelige sømmelige Skikke og Lands-Moder, saa bivaanede jeg Bryllupper, Liig-Begiængelser, Disputatser, Parentationer med samme Iver, som N. N., hvis Nærværelse udi ingen Høitidelighed savnes.“ Men hans Sygelighed og det med Aarene tiltagende Mismod gjorde ham, som vi har seet af en tidligere anført Ytring, stedse mere kræsen med Hensyn til sin Omgang; „en dræber mig med Snak, en anden med Gebærder;“ en plagede ham med Politik en anden med Betragtninger angaaende den sidste Sag for Højesteret; en kunde ikke tale 4 Ord, uden der skulde være 16 Parentheser imellem en anden kjedede ham med opkogt Snak, hvoraf han var saadan Hader, at „jeg kan ikke engang lide den allerartigste Historie om den bliver mig fortaalt mere end eengang.“ Naar han søgte Selskab, var det „for at lade Hiernen have fornøden Hvile,“ og han betragter det som et sikkert Tegn paa den tilstundende Alderdom, at han fandt „større Fornøielse i Sladder, end i de allerlærdeste Discurser: saa at, naar nogen fortæller mig noget om vigtige Ting, som for Exempel om Krigen mellem Tyrkerne og Perserne, om Triple-Alliancen, om den Pragmatiske Sanction, om Kejser- og Pave-Vallet, og andre saadanne Ting, som jeg tilforn spidsede Øret efter, saa er det langt fra, at jeg hører dem med saa stor Fornøjelse, som naar nogen fortæller mig andre gemene Ting, om Bryllupper, Barseler, Forlovelser. Slagsmaal og andet deslige.“ Derfor fandt han særlig Behag i Fruentimmerselskab: „Naar jeg haver studeret mig en Hovedpine til, besøger jeg ingen heller end Madame N. N., som fortæller mig intet uden hvad Mad hun haver spiset den Dag eller hvor mange Æg hendes Høns have udlagt den Uge, eller andre saadanne Materier, hvorved Hiernen ikke brydes eller Hovedets Sener strækkes. Naar jeg kommer i Mænds Selskab, præsenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe Tabac, som aldeeles ikke er min Ragout. Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Caffee og jævn Pølse-Snak, hvilket accomoderer mig bedst udi mine ledige Timer.“
Men der var ogsaa andre, dybere liggende Grunde til hans uselskabelige Levemaade. Med den lærde Stand havde han lige siden Peder Paars’s Dage stillet sig i en bestemt Opposition, og hans Anskuelser om Videnskabernes rette Dyrkelse var i mange væsentlige Henseender saa stik imod de ved Universitetet gjeldende, at det mellem ham og hans Standsfæller aldrig kunde komme videre end til en Vaabenstilstand. Og med Hensyn til den fornemme Verden, de adelige og titulerede ser man mange Steder i hans Skrifter en øjensynlig Frygt for at man i hine rangsyge Tider skulde paa en eller anden Maade lade ham merke, at han ikke var saa højt paa Straa som de. Med megen Værdighed udtaler han sig i denne Retning i den 57de Epistel, hvori han lader en fordums Omgangsven vide, at han nu, da denne er bleven en fornem Mand, ikke længer vil besøge ham, saasom „min Herre veed, hvor vanskeligt det er for mig at veje og paa Skruer sætte mine Ord, og hvor uskikket min Ryg er til at slaaes i de Bugter, som paa høje Steder udkræves.“ Han roser sig af at han selv „i Tide har sagt god Nat til baade Skygger og Æres-Titler, som andre saa sterkt jager efter.“ Lige siden de første Aar af sit Forfatterliv havde han været opmuntret til at begive sig „paa den almindelige store Rendebane, som fører til Æres-Titler allene; men jeg haver stedse holdet Stand mod Fristelserne,“ og naar andre besøger store Herrers Huse for at faa en Titel, „bliver jeg smukt hjemme og passer mine Sager. Herudover holdes jeg for at være af et Engelsk Naturell. Engelsmændene plejede i gamle Dage at give denne Censur over mit Ansigt: He looks as an Englishman, ɔ: Han har ret et Engelsk Ansigt. Men min Humeur og Smag er endnu mere Engelsk.“ Det saarede hans pirrelige Selvfølelse, at „ikke allene Ligemænd, men endogsaa Undermænd, som tilforn have omgaaet mig enten med Fortrolighed eller med en Slags Ærbødighed, nu formedelst nogle Grader, som de have højere opklavret i Rangforordningen, begegne mig med et fremmed Ansigt og et ærbart Nik.“ Saadanne (virkelige eller indbildte) Krænkelser gjorde ham mistroisk og forbeholden, og i Sammenhæng hermed staar den Leveregel han indskjærper etsteds i sine Moralske Tanker, at man bør vogte sig for at støde selv den ubetydeligste Person for Hovedet. „Jeg haver foragtet nogle af mine Fiender, som jeg haver anseet altfor afmægtige til at giøre mig Skade. De samme ere voxne mig over Hovedet, og siden have giort mig Livet suurt. Hvorudover jeg er falden udi anden Extremitet; og gaaer nu min Præcaution saa vidt, at jeg fast er færdig at løfte Hatten for en Hest som møder mig, efterdi jeg udi gamle Historier haver læset, at en Hest engang er bleven Borgermester. Denne Frygt er vel noget stor; men, naar man engang er brændt tager man alt hvad som glimrer, for Ild; naar man engang er afslagen af en Hoppe, tør man end ikke ride paa en Koe; og naar man engang haver stødt sig paa en lav Dør, bukker man sig siden med Gaasen giennem høje Porte.“ – Senere, da han selv var bleven Adelsmand, og saaledes ikke behøvede at frygte for at nogen skulde se ham over Hovedet, har han i al Fald ikke havt denne Grund til at holde sig borte Extremitet, Yderlighed. Præcaution, Forsigtighed. fra de Højvelbaarnes Kredse; dertil kom, at Omgangstonen under den nye Regjering (Fredrik den 5tes) havde antaget en friere og lysere Karakter; han kom ved denne Tid første Gang til Hove, og kom der gjerne, saavidt hans Helbred tillod det; thi, heder det, „jeg finder intet behageligere Sted for en Philosopho; her kan man bivaane en høj Forsamling uden Masque, uden Sminke, uden afpassede Skridt, og uden paa Skruer satte Ord, saa at man udi et kongeligt Hof seer den naturlige Stands Simplicitet forestillet.“ Fire Aar iforvejen havde han talt i en ganske anden Tone, som man kan se af Stykket i Moralske Tanker til Libr. IV Epigramm. 81, en „Beskrivelse over en Hofmand,“ der er saa bitter, at den næsten synes nedskreven under Indtrykket af en personlig Fornærmelse: „Det er vanskeligt at dømme til hvilken Classe af Creature man skal henføre dette Phænomenon; dog synes mig, at man efter nøje Undersøgning bør holde for, at det nærmer sig nogenledes til de Creature, som kaldes Mennesker.“
Trods det enlige Liv, trods de mismodige Stemninger, som stadig Sygelighed og den tiltagende Alderdom medførte, var dog hans oprindelige Natur for frisk til at han nogensinde skulde blive en knarvurren Jeronimus, i den Forstand, at han fordømte uskyldige selskabelige Glæder, uagtet han for sit eget Vedkommende maatte holde sig til Valgsproget paa Kirkeklokken: Non sibi sonat. Hvad han skrev i de første Aar af sit Digterliv: „Jeg haver aldrig approberet Juvenalis eller deslige Poeters Morosité, der dræber Folk med gammel Postil-Morale og Locis communibus, der fordømme Fruentimmeret, fordi det drikker The eller Cafe, gaaer paa Comoedier, bruger anden Klæde-Dragt end den gamle Verden etc., eller Mandfolk, fordi de spille Kort eller Non sibi sonat, den lyder ikke for sig selv. Approbere, bifalde. Morosité, Knarvurrenhed. Loci communes, forslidte Sandheder. drikke sig et Ruus iblandt“ – det kunde han endnu paa sine gamle Dage, da saameget bidrog til at lade ham se Livet fra den mørke Side, med Sandhed gjentage, og han havde rigelig Anledning dertil i den Tid, da Hængehoderiet, „den mechaniske Devotion,“ var bleven en Modesag, da de, der før havde været „lystige som Kalve,“ var blevne „ærbare og alvorlige som gamle Katte,“ da saamange selvkaldede Bodsprædikanter ansaa „alt hvad som giver ringeste Glæde og Fornøielse tilkiende hos et Menneske, som Tegn at intet Got udi Hiertet kand ligge skiulet; hvert Smiil er en Forfængelighed, hver Latter en dødelig Synd, og Devotion holdes ikke for ægte Gurdsfrygt, uden den haver vaade Øjen.“ Hans tolerante Natur viser sig ogsaa i den milde Ironi, hvormed han omtaler hvad han fra sit Standpunkt ansaa som rent illusoriske Glæder. Han betragter i denne Henseende Menneskene som Børn, som man ikke bør forstyrre naar de glæder sig ved sit Legetøj: „Naar Enhver faaer hvad ham lyster, saa faaer han og hvad som er best. En indbildt Herlighed er en virkelig Herlighed. Naar en glæder sig over en blot Titul, gratulerer jeg ham ikke i Henseende til Titulen, men til hans Glæde ja, om end een efter indstændig Ansøgning erholdt af den høje Øvrighed Octroy eller Bevilgning at bære en Porcellaines Spølekumme paa Hovedet i steden for Hat, og han inderligen glædede sig derover, vilde jeg ikke tage i Betænkning at ønske ham til Lykke.“
Ligesom Holberg i sine yngre Dage „mere randsagede Folk end Bibliotheker,“ saaledes var ogsaa under hans senere Liv, da han var strengt henvist til Studerekammeret, historisk Læsning hans kjæreste. Han læste ved Siden deraf „udvalgte Bøger i alle Slags Videnskaber („undtagen medicinske og mathematiske, som jeg ikke forstaaer“) men Illusorisk, indbildt. vendte altid tilbage til dette sit Yndlingsstudium, ja endog sin poetiske Virksomhed synes han i de senere Aar kun at betragte som en Afstikker fra den Bane, hvortil han følte sig særlig kaldet. „Jeg holder det historiske Videnskab næst Guds Ord for det nyttigste og vigtigste af alle, naar det bliver læset med de rette Øyen. Jeg lærer deraf at kiende Lande: Jeg lærer at kiende Mennesker: Jeg lærer at kiende mig selv: Ja jeg lærer at spaae: Thi man kand af forbigangne Ting dømme om tilkommende, og derfore i visse Maader holde hver grundig Historicum for en Prophet.“ Hans Virksomhed som historisk Forfatter er forsaavidt beslægtet med hans poetiske Aandsretning som det ogsaa her var ham det Væsentlige, at fremstille Individualiteterne i et levende Lys; han klager over, at man „udi vort Norden saavelsom udi visse Nabo-Lande stræber efter at giøre tykke Bøger, publicerende alt hvad som findes udi gamle skrevne Papirer, uden at examinere hvad som interesserer Læseren eller ei,“ og regner sig det fremfor alt andet til Fortjeneste, at han ved sine historiske Skrifter, „haver søgt at bestride en slet og fordærvet Smag.“
(Sluttes.)
Om end maaske Holbergs historiske Skrifter ikke egentlig viser dybtgaaende Lærdom, saa vidner de dog alle om en samvittighedsfuld og sandhedskjærlig Undersøgelse, der dog ikke har været til Hinder for Fremstillingens Klarhed, Liv og Lune. Men han klager højlig over de Vanskeligheder, han har havt at kjæmpe mod under sine historiske Forarbejder, og er nærved at fortryde paa at han har anvendt saa megen Tid paa dette Studium, naar han betragter „den Uvished og de Stridigheder, som derudi møde.“ Snart er Kildeskrifterne som i Middelalderens Kirkehistorie, „opfyldte med opdigtede Jærtegn, og deres Læsning desmere u-fordøyelig, efterdi Stilen derhos er saadan, som man kand forgive Rotter med“ – snart paa Grund af Censurtvangen indtørrede til „Lovsange eller tørre og mavre Dag-Registere, saa at det Stempel af Imprimatur, som settes paa Bogen, kand forsikkre Læseren om, at han derudi intet andet vil finde“ – eller Nationalforfængeligheden har taget al sund Kritik fangen: „de danske Antiqvarii extravagere herudi, og vore Naboer end meere: thi alt hvad som findes paa Jorden bliver Gothisk, og alt hvad som er skeed udi gamle Dage, maa være passeret udi de Nordiske Lande; saa at der fattes ikkun, at Noæ Ark skulde have hvilet sig paa Dovrefjeld, og Frugten af det forbudne Træ skulde blive til et Svensk Æble“ (En tydelig Allusion til Rudbecks Atlantica). Med hans udelukkende Retning mod det Reelle og Faktiske kan det ikke undre os, at f. Ex den hele Antiqvarius, Oldforsker. Extravagere, skeje ud. Sagnhistorie forekom ham at være en intetsigende Ammestusladder; i den græske heroiske Tidsalder finder han „ikke andet end en Samling af raa og vanskabte Fabler‚“ og af samme Grund ansaa han det for spildt Møje at befatte sig med den nordiske Oldtid – man betænke paa hvilket Standpunkt vor Oldforskning dengang stod – „at studere Nordiske Antiqviteter er ikke andet end at rage udi Møddinger; jeg ynker alle dem, der fordybe sig formeget derudi. Jeg for min Part kunde ikke giøre det til mit Hoved-Studium, uden jeg ved en Høyeste-Rets Dom blev dømt dertil.[7]“
I den klassiske Litteratur hørte Plutark – hvis Antiqviteter, Oldsager. Extemporal, gjort paa staaende Fod. Naturalier, Anlæg. Inclination, Tilbøjelighed. Methode han med saa stort Held har fulgt i sine mest populære historiske Skrifter Helte- og Heltindehistorierne – til hans Yndlingsforfattere: Samme Skribent, siger han, er den som allerførst haver opvakt hos mig Lyst til at læse gamle Græske og Latinske Autores, som jeg udi min første Ungdom vragede.“ Foruden denne Forfatter og Plinius, hvilke han „aldrig kunde blive kied af at læse,“ dyrkede han flittig den øvrige latinske og græske Litteratur, skjønt han ogsaa med Hensyn til denne bekjender, at han i mange Stykker afviger fra den almindelige Smag. Karakteristisk er hans Opfatning af Homer, hvilken vi forresten nogenledes kan slutte os til af den ovenanførte Ytring om den gamle græske Historie Ikke at tale om, at han ikke, efter de Tiders Anskuelse, finder en „Skat og Fordeel for Oratores, Statsmænd og Generaler“ i Homers Digtning, tør man sikkert antage, at de poetiske Sfærer, hvori den bevæger sig, det Naive, Eventyrlige og Heroiske, var ham en fremmed Verden. Vistnok siger han et Par Steder, at han „admirerer Poetens høje Geist og herlige Stiil;“ men at Beundringen ikke har været synderlig varm, kan man slutte af der Forbehold, at „naar man betragter Tiden, paa hvilken Poeten haver levet, og betænker, at han er en af de allerældste Skribenter, maa man undskylde de Fejl, som anføres, hvilke heller maa tillegges Tiden end Skribenten.“ Endogsaa hans Lignelser, heder det videre, ere behagelige „endskiønt de tages af Dyr og Insecter. Det synes vel u-rimeligt, hvad som siges om Minerva Libr. 17, nemlig at hun opfyldte en græsk Helt med en Flues Dristighed. Men naar man seer, at en Flue tager ikke i Betænkning at sette sig paa en Paves Næse, kand man ikke andet end finde Behag udi den Expression.“ Han læste Homer fornemmelig for Autor, Forfatter. Orator, Taler. Admirere, beundre. Expression, Udtryk. det faktiske, kulturhistoriske Udbyttes Skyld: Man lærer hvorledes den Tids Mennesker vare, deres Sæder, Levemaade o. s. v. Med Hensyn til det mythiske Stof fandt han sig langt mere tilfredsstillet ved en ædruelig historisk Fortolkning og anbefaler i den Retning Diodorus Siculus, som „med Skiønsomhed forklarer de fleeste Fabler,“ som f. Ex. „Vulcanus var en Ægyptisk Konge, som først haver opfundet Ildens Brug. Mercurius var Sereterer hos den ægyptiske Konge Osiris. Prometheus, en ægyptisk Herre, var satt over en vis Provincie udi Landet: Udi hans Tid oversvømmede Nil-Strømmen samme Provincie, saa at fast alle Beboerne druknede. Denne Uheld foraarsagede Prometheo saadan Hierte-Sorg, at han nær havde taget sin Død derover. Udi denne Tilstand foretog Hercules sig at gisre Dæmninger for Floden ..... Af denne Historie have Grækerne smeddet den bekiendte Fabel om Prometheo“ o. s. v.
Man fejler neppe meget ved at antage, at det ikke har gaaet Holberg stort bedre med den alvorlige Poesi i det hele taget, end det gik ham med den heroiske. Vistnok kunde man til Styrke for en modsat Mening anføre det ofte citerede Sted af den 3die Satire (Critique over Peder Paars), hvor han smukt og træffende taler Digtekunstens Sag for „Gejstens og de smukke Tankers“ Skyld. Men her var det ham nu om at gjøre, til Forsvar for sit eget litterære Navn og Rygte, at bestride den herskende Fordom mod at en studeret Mand i det Hele taget befattede sig med at skrive Vers, og til den Ende henviser ham fornemmelig til consensus gentium, til mere civiliserede Nationers Autoritet blandt hvilke Digteren fra Arilds Old havde været holdt i Agt og Ære. I samme Aand heder det ogsaa et andet Sted i „Moralske Tanker:“ Jeg vrager ikke alle unyttige Ting; thi der gives visse Arbejder, som i sig selv ere unyttige, men som fornøye Sindet. Saadanne ere store Kunststykker udi Architecture, Skilderier, Musique, Poesie, etc. som kand være et Land til Zirath og Ære. Jeg befatter og herunder lystige og sindrige Skrifter, hvorved et Menneskes Geist opmuntres, og udi hvis Læsning jeg ofte haver fundet meere Lægedom, end udi virkelig Apotheker-Medicine.“ Men hvad hans personlige Smag angaar, turde den sidste Ytring fornemmelig fortjene at lægges Vægt paa, og naar han i sine yngre Aar „ikke engang kunde finde ringeste Fornøyelse i at høre det allerziirligste Vers,“ „og læste latinske Vers alene for Sprogets Skyld, ligesom man drikker beeske Sager fordi Doctoren siger det er sundt“ – saa er det ikke rimeligt at han senere har faaet mere Smag for saadan Læsning, thi den Slags poetiske Sans plejer ikke at komme med Aarene. – Tingen er, at Holberg maaske mere udelukkende end nogen anden Digter har været henvist til den komiske Livsbetragtning. Og Sjelen i hans komiske Styrke – vidt forskjellig fra den gjængse Vittighed hvis Væsen er at være en ørkesløs Leg med Tanker – er netop det skarpe Blik for Tingenes Realitet, det geniale Syn for hvad der er Skin og hvad der er Sandhed, en Ejendommelighed, som maaske viser sig mest iøjnefaldende i hans strengt moraliserende Skrifter, hvor det Latterlige under en tør Betragtning pludselig ligesom uforvarende slaar ud – uventet og dog ikke søgt – ikke af Betragterens Stemning, men af selve Stoffet, idet Selvmodsigelsen ifølge sin egen Natur aabenbarer sig som komisk. Grundtanken i hans hele Virksomhed var, i et og alt at betragte det virkelige Liv i sin reelle, al Illusion afklædte Nøgenhed, efter Stoffets Medfør som Moralist eller Satyricus; men en saadan Natur er fra første Færd af udelukket fra den Fantasiens Billedverden, som man efter vor Tids æsthetiske Betragtning er tilbøjelig til fortrinsvis at kalde den poetiske. Architecture, Bygningskunst.
Tidens egen Aandløshed bidrog nu paa mange Maader til at styrke Holbergs medfødte Utilbøjelighed for den alvorlige Digtning og vi kan med Samtidens Rimerier for Øje intet have at indvende mod den Dom over Versekunsten, at det er „en Konst at forvirre Talen og bringe Ordene ud af deres naturlige Orden“ (Konsten er ellers, heder det et andet Sted, meget gammel, saa at den tjener til Beviis paa, at Verden haver været længe gal). Han tilraader efter Italienernes og Engelskmændenes Exempel at afskaffe Rimene, samt i det hele taget simplificere Reglerne for Versekunsten; „thi saadant er ikke andet end en Torture for en fattig Poet, hvilken ellers kand have Arbeide nok med de høje Tanker og det Sublime, som Poesie udfordrer.“[8] Som Exempel paa Rimenes Urimelighed anfører han Verset af den daglige Morgensang, hvor Poeten for at faa Rim paa Frugt siger: du Morgenstierne som Balsom sødeste Lugt, og altsaa „i Steden for at beskrive Morgenstiernen af sin Klarhed, haver beskrevet den af sin Lugt, da dog intet Menneske paa Jorden kand sige, hvad Lugt en Stierne haver.“ Forresten indrømmer han villig, at „Poesien er et ædelt og herligt Studium, og at en retskaffen Poet er all Ære værd.“
Det sandeste og fulde Udtryk for sit Følelsesliv fandt Holberg i Musikken. Bekjendt er Scheibes Beretning om at han under Prøven paa en højtidelig Kirkemusik et Par Gange med Lommetørklædet for Øjnene traadte bag en Pille for at skjule sin Bevægelse og naar han nu og da omtaler denne Kunst, sker det med en Uforbeholdenhed og Varme, Torture, Pinsel. som vidner om, at han her ret taler ud af Hjertet. Han spillede selv Fløjte og Violin; angaaende det sidste Instrument klager han endnu i sine sidste Aar over, at han aldrig trods idelig Øvelse har kunnet lære at stryge rigtig; paa Fløjte synes han at have havt en ikke ringe Færdighed, i al Fald ansaaes han under sit Ophold i Oxford „for en af dem der allerbest forstod at tractere en Fløyte.“ Hans Ytringer om Musikkens Udartning er som de kunde være skrevne om visse Udskejelser i vor egen Tid; hvorvidt de i Virkeligheden er berettigede kan jeg, uden Kjendskab til den Tids musikalske Litteratur, ikke afgjøre. Maaske havde man dengang ogsaa en „Fremtidsmusik,“ som var ham for høj; for sit Vedkommende holdt han sig til Fortidsmusikken, blandt hvis Mestere han udhæver Corelli, en i Instrumentalmusikkens Historie epokegiørende Komponist,[9] hvis Tid (omkring 1700) han betragter som Musikkens Guldalder. „Ved vort Seculi fordervede Smag,“ heder det, „er den Musik, som for 50 Aar siden haver været i Brug i Europa, ganske vanslægtet fra sin naturlige Sødhed. Thi de Compositioner, som nu giøres, sigte mere til Konst end Angenemhed, meer for at give Musicantere og Sangere noget at exercere sig paa, end at fornøye Tilhørere; saa at det er gaaet med Musikken som med vore nymodiske Skue-Spill, hvilke gamle Folk, hvis Smag er endnu ey fordervet, ikke kand ansee uden Vemmelse. Disse Tiders Kiendere ville intet have uden hvad som er vanskeligt og konstigt, skiønt man kand sige, at det er aldeeles ingen stor Konst at componere en vanskelig Concert; thi mangen een kand ved en simpel Menuet vise Prøve paa et rart Genie og et naturligt Seculum, Aarhundrede. Talent, som ikke findes udi de allerstærkest udarbeydede og konstigste Stykker. Om een af de Gamle stod op igjen, og anhørte een af de nu brugelige anseeligste Conserter, vilde han bilde sig ind, at Instrumenterne accorderede ikke med hinanden, eller at Strengene paa hvert Instrument ikke vare stemmede. Den gamle Music var simpel, men derhos naturlig, behagelig og harmonieuse: Den nye derimod er konstig, men tilligemed unaturlig og skurrende.“
Den gjennemgribende Grundtanke i Holbergs Forfatterliv var, at opdrage og optugte til Sandhed, at indøve Menneskene i Selvbetragtning og aabne deres Blik for Livet i dets reelle, faktiske Virkelighed. Omtrent saadan kan man vel omskrive hans eget Udtryk, naar han jevnlig taler om det „moralske“ Øjemed med sine Skrifter. „Alle mine Materier, enten de udføres i ærbar Stiil eller udi Skiemt og Ironier, enten udi Adagio eller Presto, udi Simpel- eller Tripel-Tact, saa have de dog eet og det samme Sigte, nemlig at opmuntre til Dyd og Duelighed, og at bestride saavel Vantroe som Overtroe.“ Ved Siden heraf havde han tillige den patriotiske Hensigt „at give Specimina udi visse ziirlige Videnskaber, hvorpaa vi tilforn have havt Mangel,“ og roser sig i Fortalen til et af sine sidste Skrifter (Moralske Fabler) af at han nu har efterkommet hvad han engang nogenledes haver forbundet sig til, nemlig at moralisere paa alle brugelige Maader. „Os fattedes her i Landet adskillige Skrifter saavel udi Historier, Morale og Ouvrages d’Esprit Folk, som have fundet mig at inclinere til saadant Arbeide, og at have noget Talent til at skrive Bøger i de Materier, have formaaet mig til saadant. Efter Materierne haver jeg skaaret min Pen. Naar Prøve skulde giøres paa en Satire, eller et Accordere, stemme. Specimen, Prøve. Ouvrage d’Esprit kunstmæssigt Skrift. Skue-Spill, har jeg maatt se mig om Forraad paa Skiemt og lystige Indfald, saasom det er af de Materialier saadanne Skrivter maa dannes, om ellers Materien skal svare til Titelen. Kort at sige, mit Forsæt alleene har været at bøde paa visse Ting in Literis, som os fattedes, og hvis Mangel har været os bebreidet af fremmede Nationer. I den Henseende har jeg ofte maatt aflægge min ærbare Masque, for at reussere udi skiemtsom Morale, og atter paatager mig den igien, naar der handledes om Materier, der udkræve en austere og ærbare Stiil.“ Han glæder sig ogsaa over, at han ved sine Skrifter har bragt Fremmede til bedre Tanker om hans Landsmænd, om hvis Kultur de havde saa ringe Forestillinger, at han i Brevet til den hollandske Lærde Buurman fandt sig beføjet til at underrette ham om, at „det Kongerige Dannemark ligger udi den Part af Verden, som gemeenlig kaldes Europa; Indbyggerne gaae paa 2 Been, og har en Næse mellem Ovnene, ligesom de Leydenske Borgere.“
Der er ellers en underlig Tankegang i den her gjengivne Forklaring om hans Forfattervirksomhed, der kan sammenholdes med lignende Ytringer andensteds, som naar han f. Ex. indskjærper, at han „bruger Skiemt, ikke af Kaadhed, men fordi Verket saadant udfordrer:“ det ser næsten ud som om hans Mening var denne: Skal vi efter andre polerede Nationers Exempel have Komedier, saa faar vi finde os i at der er Lystighed i dem, thi ellers er det ikke Komedier – som om hans Lunes Udgydelser, det hvori hans sande Genialitet kommer tilsyne, kun var et Middel blandt de mange andre han „saa sig om efter,“ naar der skulde udfoldes et Hul i Litteraturen eller vælges en ny Maade at „moralisere“ paa. At vor Holberg dog, i al In Literis, i Bogverdenen. Reussere, have Held. Austere, streng. Fald i en vis Periode af sit Forfatterliv, har havt en levende Følelse af at han først og fremst var Digter – hvem kan tvivle paa det? I tidligere Aar, da han ved Peder Paars havde vundet sine første Laurbær, da den nyoprettede Skueplads næsten udelukkende tog hans poetiske Evner i Beslag, udtaler han sig i Skjemtedigtene, Just Justesens Fortaler og paa flere Steder, om sit Digterkald med en ungdommelig Frejdighed, der staar i temmelig sterk Modsætning til den næsten undskyldende Tone, i hvilken han i senere Aar berører denne Side af sin Virksomhed, næsten som om han ikke vilde være sig ret bekjendt, at han var Digter. I dette Tidsrum (1719–1727) raadede hans poetiske Genius med ubunden Frihed; næsten alt det, som vi nu regner blandt hans ypperste poetiske Frembringelser, tilhører disse Aar, da Trangen til poetisk Produktion alene for Produktionens Skyld var den alt andet overvejende Drift. I klare Ord udtaler han denne Stemning i den tredie Satire:
Jeg veed Invidia og Irus dem geleyde,
Der saadan Strænge rør, mod Verden føre Feyde;
Jeg sligt dog ændrer ey, min Musa er for kaad,
Den i Bevægelse tidt sætter saa mit Blod,
At jeg ey sove kand, før jeg i Pennen fører
Alt Galskab, Giekkerie, alt hvad jeg seer og hører.
Ved mindste Leylighed min Musa siger: Skriv,
Her er Materie, gak hen, Afrisning giv!
Jeg ofte siger ney med en Catonisk Mine,
Det hielper ey, thi jeg omdrives som Machine.
Jeg disputerer tidt, jeg bander og seer suur,
Den leer og siger: Du ey ændrer din Natur.“
Senere forandrede Forholdene sig i mange Henseender. Theatrets Stansning, og den mørke Pietisme, som under Kristian den 6tes sextenaarige Regjering nedtyngede alle Invidia og Irus, Misundelse og Fattigdom, Ytringer af et friere Aandsliv, bidrog i Forening med den Misstemning, der af oven berørte Grunde gjorde sig mere og mere gjeldende i hans eget Liv, til at bringe hans Forfattervirksomhed ind paa andre Baner. Det var i Følelsen af at der forestod et saadant Omslag i hans litterære Liv, at han allerede syv Aar efter sin Fremtræden som Digter i Fortalen til Metamorphosis erklærede: „Dette bliver uden Tvivl mit sidste poetiske Skrift; thi jeg bliver nu meget alvorlig, iligemaade noget magelig, vil derfor overlade unge sterke Mennesker et Handværk, som jeg selv ikke er meer voxen. Det er med lystige Poeter ligesom med Katte, hvilke fra en overmaade Kaadhed, som Naturen har indplantet i dem udi Opvæxten, henfalde til en overmaade Alvorlighed. Mit Blod, efter min Barbeers Sigelse, begynder nu at blive temmelig flegmatisk, og seer ikke nær saa levende ud i Aar som i Fior, hvorudover jeg har sat mig for at slutte en evig Fred med Jordens Klode, saaledes, at vi lade hinanden herefter være uskaarne paa begge Sider; thi Jorden bliver gammel, saa der bider ingen Tugt meer paa hende, jeg bliver ogsaa gammel, og derfor gierne planter Gevær.“
Den raa og bornerede Maade, hvorpaa Publikum ofte opfattede hans Satire, var nu ogsaa en Hemsko paa hans poetiske Frihed skjønt det ogsaa her viser sig, at hans Sind blev pirreligere med Aarene, naar man f. Ex. sammenligner det kjække Lune, hvormed han forsvarer Peder Paars, med den Bitterhed, hvormed han tyve Aar efter, da Niels Klim vakte et lignende Røre, forsværger „nogensinde meere at seyle paa den Sø.“ Det var ham jevnlig en Plage, at han altid maatte være paa sin Post mod personlige Udtydninger: „De fleeste er det ligesom indprentet hos, at jeg aldrig kand sige eller skrive et Ord, der jo Flegmatisk, dorsk. ligger en Slange under, og at mine Erklæringer ere derudover ikkuns opdigtede, hykkelske, og alleene giorte af Frygt; thi, om jeg kuns vilde alleene tale om Aarsens Tider, og at det var got Veyr i Dag, søgte de strax efter en dobbelt Meening i mine Ord, nemlig een lige ester Bogstaven, og en anden efter min Meening, da dog der er ingen, som kand være meere aabenhiertet end jeg er.“ Han forsikrer, at han har „ofret mangen god Concept,“ ja ladet hele Ark omsætte, af Frygt for at en og anden skulde føle sig personlig truffen; men det hjalp ikke; thi „hvorledes man indretter Satirær, saa faaer man Fiender derved, og jeg er vis paa, at om Hans Mikkelsens Poema var oversat paa Persisk, skulde mange Borgere udi Ispahan sværge paa, at det var sigtet paa dem,“ saa der er vel tilsidst ingen anden Udvej end den, at
„een, der skrive vil,
Ey tegner noget Navn i skiemtsom Skue-Spill,
Som bruges i det Land, hvor Digteren har hiemme,
Sligt til indbyrdes Krig kun tiener at forfremme:
Paa Landets Navne han en Liste have maa,
Saa kand han sikker frem og uden Fare gaae.“
„Jeg haver heller lagt Tømme paa min Geist, end givet den Tøjlen, og jeg kunde have moraliseret med større Fynd og Eftertryk, hvis jeg ikke havde skrevet med Præcaution og ligesom med Svøben over Hovedet. Man dandser ikke vel, naar Gulvet er knortet og ujævnt; man synger ikke vel, naar Synge-Mesteren staaer med Ferlen udi Haanden og man sover ikke vel, naar man er bange for Spøgelser. Det er Ont at skrive udi et Kammer, som er fuldt af Fluer og Insecter, og hvor man maa sidde med Pennen udi den eene og Fluesmekken udi den anden Haand.“ „Mine Skiemte-Digte,“ heder det et andet Sted, „mine Skue-Spill, Peder Paarses Historie Niels Klims Rejse, have sat mange Præcaution, Varsomhed. Concept, Indfald. daarlige Mennesker udi Bevægelse. Een bilder sig ind at have Hoved-Nøglen i sin Lomme, hvorved han kand legge skiulte Ting for Dagen, og commenterer over Sager, som intet Sted have uden i hans egen Hierne. En anden leeder efter Nøgler, som han endnu ikke haver fundet, hvorlænge han end haver gnikket sine Øjen.“
Uagtet han saaledes havde „størst Anfegtelse for sine beste Skrifter.“ kunde han dog glæde sig over at han gjennem hele sit Forfatterliv nød en varig og udbredt Popularitet hos den store Almenhed. „Jeg klager ikke over Nationen,“ siger han i Anledning af Peder Paars, „thi haver jeg fundet Fortrydelse hos faa, saa haver jeg derimod fundet Yndest hos de fleste, og Protection af Publico,“ og denne Yndest tog i Aarenes Løb snarere til end af, saa at han endnu paa sine gamle Dage med en vis Selvfølelse kunde sige, at „saavidt mig bekiendt er intet af mine Skrifter kommet i Urteboden.“ Om Komediernes Virkning siger han de merkelige Ord, at „de have omstøbt disse Rigers Almue som i en anden Form,“ og indfører i en af sine skjemtende Epistler et Klagemaal fra Kromændene over at „alle nu løbe efter Spill og Spectacler, hvoraf intet læres, da de tilforn paa Vertshusene anvendte Aftenen paa grundige Samtaler, saavel udi Stats- som udi Kirke-Sager, saa at ethvert Vertsbuus kunde ansees som el Gymnasium eller Academie.“
Der er ingen Grund til at tro, at Holberg har behaget sig i illusoriske Forestillinger om den Indflydelse han havde som komisk Digter; thi naar har nogensinde en Digter talt forstaaeligere til det store Folk? Alene den Omhu, hvormed han, lig de gamle nederlandske Malere, til de yderste Detaljer og med haandgribelig Sandhed fremstillede det borgerlige Hverdagsliv i Stuen og paa Gaden – dette som gjør at vi læser selv de mattere af hans Stykker med en Følelse af Hygge – maatte give hans Komedier i deres Nyhed en Tiltrækningskraft, hvorom vi, saa forvænte som vi er med alskens æsthetiske Nydelser, maaske ikke godt kan gjøre os en Forestilling Det var første Gang Folket saa sig selv i Kunstens Spejl, og i dette „første Gang“ laa et Trylleri, som det der griber et Barn første Gang det er i Theatret. Og det Ensidige i Holbergs poetiske Anlæg stod i en saa lykkelig Samklang med den hele aandelige Temperatur i en Tid, hvis Tankeliv ikke rakte udenfor de fire Vægge; alt hvad der heder Pathos var Tiden ligesaa fremmed som det var ham, og han kunde som denne jevne Borgerstands Digter med fuld Grund hævde det Ædruelige i sine Komedier ligeoverfor „de meget Romansk forliebte Skue-Spill, hvilke passe meget lidet her paa Stedet, og haver ikke den Grace her som i Engeland eller andre Riger, hvor Folk hænger sig af Kierlighed.“
Ved hele sin Forfattervirksomhed havde Holberg tillige det Maal for Øje, at hævde vort Modersmaals Berettigelse som Kultursprog, praktisk at vise dets Brugbarbed i de forskjelligste Retninger:
„Jeg skriver eene ey for at moralisære,
For Folk ey eene, men og Sproget at polere,
heder det i den tredie Satire og om Komedierne et andet Sted, at „hvis intet andet var at sige til vore Skuespils Forsvar, kunde man frit sige, at derved gives Middel til det Danske Sprogs Forfremmelse – Det haver i sig selv alle de Behageligheder, som noget Sprog kand bryste sig af. Thi det er letflydende, naturligt og uden Vanskelighed og ringeste Contorsion kand udtales, og haver Erfarenhed viset, at det er ligesaa beqvemt for Tragoedier og heroiske Vers, som for Comoedier og Musik, hvilket ikke kand siges om mange andre Sprog.) Det var merkelige Ord paa en Tid, da vort Sprog var saa ringeagtet, at efter Holbergs Contorsion, Fordrejning. Vidnesbyrd „de fleste Standspersoner læse heller Pølse-Snak paa Fransk end de grundigste Skrifter paa deres eget Sprog, saa at dette Land er fast det eneste paa Jorden, hvor man finder Folk, som giøre sig en Ære af ikke at forstaae deres eget Modersmaal.“ Hvad han fortæller om sin egen Opdragelse giver os et klart Begreb om Samtidens Anskuelser i denne Henseende: „Saa snart jeg begyndte at tale, blev jeg sat udi en Tydsk Skole; thi mine Forældre raisonnerede med andre godt Folk i deres Nabo-Lav saaledes Lad ham kun brav øves i det Tydske. Det Danske læres af sig selv, det er at sige: Lad ham lære Tydsk i Skolen; Dansk kand han for intet lære af smaa Drengene paa Gaden: Saaledes bleve de fleste Aar af min Barndom bortdrevne ved at lære Tydsk udi Skolen og Dansk udi Ammestuen. Da der begyndte at frembryde lidt Dun paa min Hage, syntes mig, at det var høy Tid for mig at reise uden Lands. Jeg giorde ogsaa adskillige Reiser, og hver gang jeg kom hiem, var jeg udi samme Tilstand som Jean de France, i det at mit Modersmaal vilde ikke synderlig flyde for mig; thi man kand let glemme det som man aldrig har forstaaet tilgavns. Endelig, da jeg skulde skride til solide Ting, og skrive Dansk, kunde jeg ikke hitte paa Ordene, vidste ey heller at orthographere dem ret. Jeg skrev derfor lige- som Ordene udi en Hast kunde falde mig ind. Naar jeg for Exempel ikke kunde hitte paa det Ord Iagttage skrev jeg beobagte, naar et Zignet ikke vilde falde mig ind, skrev jeg Pitskaft. Naar jeg ikke kunde erindre Dens eller Dets, skrev jeg dessen, isteden for derudi, derudinden o. s. v.“ Først naar vi stiller os denne barbariske Tilstand klart for Øje, kan vi ret paaskjønne det geniale Instinkt, hvormed en Forfatter, der ved Begyndelsen af sit Forfatterliv saa at sige maatte lære sit Orthografere, bogstavere ret. maal paanyt, forstod at træffe den Grundtone i vort Sprog, som det endnu gjennem en mangesidig Udvikling har bevaret. Hans Sans for Udtrykkets Naturlighed og Præcision var under Opholdet ved de udenlandske Højskoler fornemmelig bleven øvet ved Læsning af franske Skrifter: „dette maa jeg tilstaae at alt det, jeg veed,[10] har jeg Franske Bøger at takke for, thi af deres Læsning har jeg faaet min Smag i Tide dannet.“ Ved fortrinsvis at slutte sig til den franske Litteratur, hvis Sprogtone i den prosaiske Fremstilling stemmer saa godt med vort Modersmaals Aand, betraadte han den samme Vej, som de norske Digtere i det følgende Tidsrum, til saa stort Held for vort Sprogs sunde Udvikling, fulgte, og hvilken Vægt han lagde paa denne formelle Side af sin Virksomhed, kan sees af følgende Ytring i hans Selvbiografi: „Hvis jeg haver nogen Meriter udi Studeringer da bestaaer det derudi, at jeg har søgt at curere Folkes gemeene og pedantiske Smag. Thi saasom jeg i Tide kom til at studere ved de Franske og Engelske Academier, lærte jeg ikke saa meget at skrive lærdt, som net at exprimere min Mening.“
Klarhed og Simpelhed i Bygningen udhæver han som vort Sprogs rette Særkjende: „Som det Danske Folk i sig selv er saa meget fri for Affectation som nogen Nation, saa er ogsaa Sproget med saadant ikke befænged, lider ingen Extremiteter, og derfor fortiener al den Zirat, al det Arbeyde, man kand anvende derpaa.“ Han fremhæver fornemmelig disse Fortrin i Modsætning til Tysken: „Hvad som i Tydsk er Majestætisk, bliver udi Dansk unaturligt og høytravende,“ og med Hensyn til Sprogbygningen mener han, at naar Tyskerne f. Ex. sætter Verbum i Enden af Sætningen, er dette ikke bedre end at spænde Vognen foran Exprimere, udtrykke. Extremitet, Udskejelse. Hestene „Naar jeg er det Franske og Tydske Sprog lige mægtig, saa kand jeg eengang saa hastig læse en Fransk Bog, hvorudi Dispositionen er naturlig, som en Tydsk, hvor der giøres slige krumme Spring udi Stilen, saasom jeg ikke kand fatte noget af en lang Periodo, førend jeg kommer til Enden, og inden jeg kommer til Enden, har jeg tit glemt Begyndelsen.“
Som alle Forfattere, for hvem den litterære Virksomhed er et Livskald, gav Holberg sig meget lidet af med sproglige Experimenter. Han tog uden videre Sprogstoffet som det laa ham nærmest for Haanden; det vil da under den Tids litterære Armod først og fremst sige det dannede Talesprog. Rigtignok siger han etsteds, at han blandt andet „profiterer udi Sproget ved at samtale med Bønder; „thi jeg lærer af dem gode gamle danske Ord, som udi Kiøbstæderne ere forglemte,“ og de Scener i hans Komedier, hvor Almuesfolk indføres, vidner ogsaa om, hvor fortrolig han var med deres Udtryksmaade – men forresten var det ikke hans Sag at sætte rare Gloser i Omløb; har han f. Ex. havt Valget mellem et ægte dansk eller norsk Ord, som var sjeldent, og et fransk, som var gjængs i den Læsekreds han henvendte sig til, er der ingen Tvivl om at han jo har valgt det sidste. Thi – hvad man ikke kan sige om alle Forfattere – det gjaldt ham fremfor alt andet: at blive forstaaet. Af Germanismer tør man nok sige der findes langt mindre i hans Skrifter end ikke alene hos de fleste samtidige, men ogsaa hos senere Skribenter, som f. Ex. Ewald og Oehlenschläger; med desto større Ugenerthed bruger han franske Ord, som ogsaa ifølge hans hele Udvikling faldt ham lettest i Pennen. – Med Hensyn til Bogstaveringen holdt han sig „til deres Skrivemaade, som mest synes at Disposition, Ordstilling. Germanisme, tysk Udtryksmaade. stemme overens med Fornuft og Analogi,“ og gav ved en Lejlighed sit Ord med i Laget, i endel „Orthographiske Anmærkninger“ (Tillæg til Metamorphosis), hvilke i det Hele taget er forfattede med sund sproglig Takt, men forøvrigt ved sin Overfladiskhed giver det bedste Bevis paa, hvor lidet han i Grunden havde tænkt over saadanne Ting.[11] Han ønsker intet heller end at „visse autoriserede Mænd toge sig for at give orthographiske Regler,“ som han da vilde være den første til at rette sig efter, selv om han i visse Stykker skulde fravige sine egne Meninger; „thi ligesom det er bedre at leve under haarde Love end under Anarchie, saa er det smukkere at alle skrive paa een Maade, skiøndt mindre beqvem, end at enhver bogstaverer ligesom han faaer Indfald til.“
Der var i de Dage, ligesom nu, baade orthografiske Reformatorer og Sprogrensere, skjønt det rigtignok spillede ganske anderledes paa Overfladen end nu er Tilfældet. Men Holberg forholdt sig temmelig ligegyldig ved den hele Bevægelse; der forekom ham at være et unødigt og pedantisk Arbejde, at „tractere Ord og Gloser med samme Majestæt, som de vigtigste Statssager,“ og han affærdiger som oftest disse Sprogforbedrere paa en skjemtende Maade. Puristerne henviser han til alle andre Kultursprogs Exempel: „vi have lige den samme Ret at give fremmede, besynderlig Konst-Ord, Borgerskab, som andre Nationer – og skjemter med Hollænderne, som ere ligesaa føjelige i Henseende til Analogi, Overensstemmelse. Anarchie, Lovløshed. Purister, Sprogrensere, de som ikke vil vide af fremmede Ord. Mennesker, som de ere intolerante i Henseende til Ord, „hvilke de uden Naade drive udi Landflygtighed, naar de ikke kand vise deres Ahner eller Adkomst fra de gamle Bataver.“ Hans egen Uddannelse var for kosmopolitisk til at han skulde kunnet sympathisere med nogen Bestræbelse for at styrke Modersmaalet gjennem en Udvikling indenfra, selv om en saadan Stræben havde ytret sig med større Klarhed og Sikkerhed end da var Tilfældet; det var ham en ligegyldig Ting, om et Ord var fransk eller dansk, naar det kun var gjængs, og „de som optage antiqverede Ord, som ere komne af Brug“ mener han „giøre et Sprog vanskeligt, ikke alleene for Fremmede, men og for et Lands egne naturlige Indbyggere.“ Han anbefaler i den Henseende det gamle Ordsprog man maa tale som de levende, men leve som de afdøde Forfædre, eller som han omskriver det: „Det er en Dyd at efterfølge de gamle Forfædres Sæder, men en Daarlighed at ville tale ligesom Kong Dans Oldemoder.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det vil vel være uventet for adskillige af Folkevennens Læsere
at se endnu mere om Holberg. Men Aarsagen er netop den,
at jeg (og jeg tilstaar oprigtig at det har været mig uventet)
har maattet erfare, at et Par af Folkevennens Tillægshefter
med Udvalg af Holbergs Skrifter have mødt Mishag hos en Del.
Det være langt fra mig at ville trodse Andres Mening og
Tænkemaade; men jeg forestiller mig at Mange, som hidtil
ikke monne have fundet andet end Letfærdighed i den Holbergske
Skjemt, endogsaa vilde kalde det kjært at faa se den
berømte Forfatter i et andet Lys.
Holberg var ikke alene vittig, men lærd, og derhos var
han den Mand, at han brugte baade Viddet og Lærdommen
til et værdigt Formaal, i Sandhedens Tjeneste. Man vil
let kunne bemærke, og Mange ville vel med Flid fremhæve,
at Holberg var af dem, som ikke have Gaver til at opbygge
religiøst; men hvad havde han ikke kunnet rive ned, om han
ikke havde brugt de Gaver, han havde, med sandhedskjærligt
Sind?
Jeg har tænkt mig, at det skulde være et ret Bidrag til
Folkeoplysning og Almendannelse, om vi lidt efter lidt i
Tillægshefter til Folkevennen kunde faa gjøre Bekjendtskab
med alle de udmærkede Digtere og andre Folkeoplysningens
Mænd, som have dannet den dansk-norske Literatur. Men
saa maatte der uundgaaelig gjøres Begyndelse med Holberg:
i Danmark trykkes hans Værker idelig paany, og hans Ry
vil vel bestaa, saalænge den Literatur bestaar, hvis Grundlægger
han ofte kaldes.
Det har jo i ethvert Fald en ren historisk Interesse at se,
hvorledes en berømt Forfatter for hundrede Aar siden havde
det, hvorledes han indrettede sig i sit private Liv, hvorledes
han dømte om Tingene og Begivenhederne omkring ham,
hvorledes han kom til at fremsætte de mange nye Anskuelser,
der saa mægtigt indvirkede baade paa Samtid og Eftertid. Man dømme om Holberg, som man finder ret; men interessant
maa det altid være at se Manden, og jeg synes at se
ham i nærværende Skildring Tænksomhed og Alvor hviler
over Panden, og om Munden spiller sommetider en vis
Egensindighed og sygelig Grættenhed, men mere jevnt et
godmodigt Lune.
Eilert Sundt.
- ↑ Bidrag til en Skildring af Holberg, mest efter hans egne Udtalelser. Af Prof. M. Hammerich. Nordisk Universitets-Tidsskrift. Kjøbenhavn 1858.
- ↑ Angaaende Katholiker, fornemmelig Jesuiter, havde Holberg meget strenge Anskuelser; thi „her handles ikke om større eller mindre Vildfarelser, men om visse Religions Principiis, som stride mod Regieringen.“ Saadanne mener han bør ikke tilstedes Borgerskab, „ikke saa meget af Had som af Frygt,“ ligesom man i en beleiret Stad uddriver endeel Borgere af Frygt for Hunger og Oprør. „Det er dermed en vis Gierning undskyldes, som her tildrog sig i forrige Svenske Krig. En Jyde-Skude mødte udi Søen et Svensk Skib, som var bleven lek og vilde siunke. De Svenske anholdte om Hielp. Jyderne, som vare barmhiertige, bevægedes deraf. Men, da de merkede, at de Svenske vare eengang saa mandsterke som deres egne, foldede de deres Hænder og sagde: Siunker Herrens Navn.
- ↑ „Poeten raader sin gamle Ven Jens Larsen fra at gifte sig.“ Desværre har jeg i det ovenanførte Citat maattet udelade et Par Steder, som er for drøje til at man tør gjengive dem „i vore polerede Dage.“
- ↑ Om Holbergs Levnet og populære Skrifter. Ved C. W. Smith Kjøbenhavn 1858.
- ↑ Efter den heftige Kvægsyge, som hærjede Sjælland i 1745.
- ↑ Først i sine sidste Aar begyndte han at læse Oldnorsk, og gjorde saavidt Fremgang, at han nogenledes forstod Snorre. Forresten har han dog i vore Oldskrifter (forsaavidt de var ham tilgjængelige i Oversættelser) fundet et og andet som interesserede ham. Saaledes saa han i Hirdskraaen et merkeligt Bevis paa at det gamle Norge ikke har været et saa barbarisk Land, som man indbilder sig (Ep. 175), og ved at læse Torfæus’s Historie forbausedes han over „tvende synderlige Ting, som ikke ere fundne hos andre end hos de gamle Norske;“ nemlig de idelige Tronstridigheder, og „at Norge og Island have vrimlet af Poeter. Thi der er fast intet Slag holdet, lidet eller stort, og ingen merkværdig Ting er skeed, at der jo citeres en Poets Vidnesbyrd, som paa samme Tiid haver seet, hvad han udi Vers haver antegnet. Det forunderligste er, at der fandtes utallige Mænd, som giorde Profession af extemporale Vers.“ Men, tilføjer han: „det er vel troeligt, at Poesien haver været derefter.“ – „Ikkedesmindre seer man dog, deraf Nationens synderlige Naturalier og dens Inclination til Digtekonst.“ I en anden Epistel (171) sammenligner han de gamle Nordmænds Stridbarhed og Ustadighed, med den „Bestandighed, Lydighed og Afskye for Oprør, paa hvilken de nyere, lige fra Reformationens Tider, fremfor alle Nationer paa Jorden, vise Exempel.“ Berømmelsen er i al Fald velment.
- ↑ Selv skrev han sine Vers med den største Vanskelighed „Jeg vil heller skrive en stoer Foliant broderet med Citationer, end en Peder Paars igien;“ og „moxen hvert Blad koster mig en dygtig Hoved-Pine og 12 Skilling udi Cafe at jage den paa Dør med.“
- ↑ „Corellis Kompositioner udmerker sig ved letflydende Melolodier, Klarhed og jevn Naturlighed.“ Grendel, Geschichte der Musik.)
- ↑ Ep. ad virum perillustrem. Saa staar der i den gamle Oversættelse; i Originalen heder det med et svævende Udtryk: me libris Gallicis omnia debære.
- ↑ Hans Mangel paa Kjendskab til vort gamle Sprog ytrer sig blandt andet deri, at han anser Former som „Dødsens, Kjødsens“ o. s. v. for at være opfundne af „en uvittig Skribent eller gammel Skolemester, der ikke har været Sproget mægtig.“ Det vilde dog, mener han, være for galt at skrive f. Ex. Kalvekiødsens Smag.“