Landsmaalet i Sønderjylland
Det danske Bondemaal, der ligesom vort i Mangt og Meget skiller sig fra By- og Bogmaalet, deeles af Hr. Dyrlund (i hans Prøver af danske Sprogarter) i Østdansk og Vestdansk. Til det førstes Omraade regnes Hovedøerne og de tilliggende Smaaøer, Bornholm og de gamle danske Lande paa vor Halvø (Halland, Skaane og Blekinge, hvor Almugemaalet fremdeles er dansk i Grunden, omend med svenske Indblandinger og Let). Vestdansken raader paa Fyns Vestside, Øerne i Kategat, Samsø, Anholt, Lesø og i Jylland, undtagen i Sydlandet mellem Slien og Eideren, som har plattysk Talemaal og udgjør omkring en Tredjedel af Hertugdømet Slesvig, og i Halvdelen af det snevre sønderjydske Vesterland mellem Hvidaaen og Husum, som teller omkring 30,000 nordfrisiske Indbyggere, hvis Maal dog staar Dansk langt nærmere end Højtydsk.
Dette vestdanske Landsmaal deler sig igjen i 2 store Hovedgreene, den nordøstre og den sydvestre, hver med mangfoldige Greene og Kviste, Hereds- Sogne- og Bygdemaal. Hine Hovedgreene have sit Landemerke langs Højderyggen og Vandskillet fra Horsens Fjord vester om Vensyssel og øster om Viborg opp over Limfjorden, mod Nordvest:
Hovedmerkerne, der adskille disse to Maaldømer, ere efter Varmings Bog om det jydske Folkesprog følgende:
1) Nordøstjyderne sette ligesom alle andre Nordboer det bestemte Kjendeord den og det, naar intet Tillegsord komer imellem same og dets tilhørende Navneord eller Substantiv, efter dette sidste og rige: Manden, Huset. Men Sydvestjyderne have holdt fast ved den gamle Sed, der finnes igjen i de eldste germanske Boglevninger og derfor synes at vere den oprindelige, at sette det bestemte Kjendeord fremfor Navneordet. Dette Kjendeord heeder hos dem „æ“ eller „e,“ og de sige saaledes: æ Mann, æ Hus.
2) Sydvestjyderne skyde en meere eller mindre merkelig Mellemlyd eller et Forslag af „i“ imellem en Selvlyd og ll, ld, lt, nn, nd, nt, og det enten hin forudgaaende Selvlyd fra Først var kort eller lang. Ogsaa Thrønderne gjøre aldeles det Same i første Tilfælde og sige Kajll, Vojll, Sailt, Mainn, Haind, Faint; Jyderne som sagt ogsaa efter korte Selvlyd, som Kjeild for Kilde osv.
3) Vesterjyderne have ikke Bøjnings-Endelsen er i Gjerningsordenes Nutidsform, naar Ordets Rod gaar ud med de flydende Tungelyd l, n, r og s, men sige: e løs (leser), ber, tel, finn, spør, sel, stel, ligesom de gamle Norske og Islendingerne, naar de tale i første Person (jeg).
4) De s. k. svage Gjerningsord, eller de, der have Bøiningsendelsen ede, de eller te i Fortiden, som gjorde, malede, tenkte, slugte, kaste dette de og te bort, saaat Fortiden i disse Ord er lig Nutiden. Det heeder saaledes: e gyr’ (jeg gjorde), e tin’ (for jeg tjente). I de sterke Gjerningsord, som ikke faae Tilleg i Fortiden, men ikkun skifte Selvlyd, som tog, stakk, fandt, have ogsaa Vesterjyderne denne Adskillelse imellem begge Tider, som vi.
5) Et andet Skillemerke er Ordelaget, naar der tales om Ejendom. De sige vel, som sine Landsmend: de Hus er æ Mains, de Ban er æ Kuns, naar Ordene, som staae i Ejeforhold til hverandre, skilles ad. Men settes de samen, da omskrives den sedvanlige Ejeform paa s (Mandens) med det paa ethvert Sted nødige Stedord (min, vor, hans, deres); Ejeren faar intet s til sit Navn, men Stedordet paa hans Vegne, og det heeder da: e Main, hans Hus, „(Manden, hans Hus), e Kun’, hinner eller henner Baan, (Konen, hendes Børn) e Frow, vinner Kjerrest, e Høn’, hinner Kywlinger, e Pigger (Pigerne), djer (deres) Løn, e Prest, sin Kjepp. Denne Talemaade har noget Tilsvarende i norskt Bondemaal, naar der siges: f. Ex. Hatten hans Ola (uden Ejeformen s i Enden), Datter hennars Ingeborg, Søn hans Helle osv.
Men foruden Jydemaalets ovennevnde Lengde-Deeling i Nordøst- og Sydvestjydsk, deeles det for andre Aarsagers Skyld paa tvers i Nord- eller Nørrejydsk og Sønderjydsk. Grensen imellem disse 2 Afdeelinger daner ikke Landemerket i mellem Nordjylland og Hertugdømet Slesvig, men en Tverlinie, dragen fra Gjeldsaaens Os i Vesterhavet ligeover til Haderslevfjordens Munding i lille Belt i mod Øster. – Det, som En bedst kjender Nordjyden paa, er følgende Hovedmerker:
a) Nordjyden udtaler h meget sterkt, baart og lydeligt fremfor v og j, hvass, hjem, hvile, Hjord, og nærmer sig i denne Udtale den, der høres i mange norske Bygdemaal, som dog have den endnu hvassere, næsten som k.
b) Skjønt det danske Bondemaal, ligesom norskt og svenskt, meer eller mindre tydeligt skvder ind et j efter k og g, naar disse kome fremfor bløde Selvlyd, som æ, e, ø, i og y, saa treder dog denne blødere Udtale ingen Steder mere kjendeligt frem end i Nordjydsk, der i saa Henseende næsten lyder som Norsk. Nordjyden siger saaledes ikke „kær, gør, igen, men fjær, gjør, igjen eller næsten ijen, – ligesom vi østen- og nordenfjelds.
c) Naar V staar som første Bogstav i et Ord, lyder det paa Nordjydsk bløtt, næsten som engelsk W. Denne Sed skal ogsaa finnes i Dalerne i Sverige.
d) Nordjyderne holde fremdeles fast ved det bløde d, Oldnorsk ð, i Enden af Ord, som Krud, Blod, stod, god, der som vi for det Meste lade det hvile.
e) Nordjyderne holde paa A-lyden, men Sønderjyden elsker meere E-lyden, og altid sige hine a for jeg (svensk jag, kjøbenhavnsk jaj), men Sønderjyden e. For Løjers Skyld have derfor Some kaldt Nørrejydsken Amaalet, og Sønderjydsken E-maalet.
Ville vi nu kjenne, hvad som ere mest eeget for Sønderjyden, saa maae vi merke oss Følgende:
a) Han lader h hvile fremfor v og j og siger: vile, ligesom vort By- og Bogfolk.
b) Men saa udtaler han igjen v haardt, som første Bogstav og vv i Enden, (der det gjerne staar for g, Davv, Skovv, Plovv, for Dag, Skog, Plog);
b) det bløde d lyder i hans Mund oftest som rr; saa siger han sverrer for svider, verr for veed osv. I nogle Endelser høres j istedenfor bløtt d, som Guj for Gud, Huj for Hud, iser i Sydangel.
d) gg i Enden af Ord herdes i flere mitlandske Bygdemaal til k: Skjegg, Egg, Vegg, lyde næsten som Skek, Ei, Vek. Det er meest paa Als, at Sligt høres.
e) Enkelt p i Enden af Ord, som i Nordjydsk gjerne er ligt v isteden for By- og Bogmaalets b. Skav for Skap og Skab, gaar i Sønderjydsk heller over til f; dog have fleere angelske Sognemaal fremdeles det gamle p, som Boskop, Herskop osv. Jfr. Aasens Gram. §§ 94 og 95.
f) Medlydene høres i det Heele haardere og Selvlydene skarpere i Sønderlandet end i Nordlandet.
g) Som ovennevnt, siger Sønderjyden e for Nordjydsk1⁄2 a.
Enda er en stor Mengde Merker, Mellem- og Overgange baade imellem Nordøstjydsk og Sydvestjydsk paa den eene Leed og imellem Nord- og Sønderjydsk paa den anden Leed, især i Selvlydenes Udtale. Men det vilde vere for drygt at gaae stort lengre i denne Sag her og vi maae vise dem, der attraae nærmere Oplysning om dette Emne, til førnevnde Bøger og de Skrifter, der serlig omtale Sønderjyllands Folkelighed, især Allens Hovedverk (det danske Sprogs Historie i Sønderjylland 2 Bind med 4 Sprogkaart og mange Maalprøver), Hagerups om Angelmaalet, Marckmanns Udtog af Allens Bog o. s. v.)
I vestdanskt Landsmaal lyder l fyldigt, næsten som vort østlandske, og gaar i de sønderjydske Bygdemaal næsten i Eet med r, ligesom i nogle østnorkske Dølemaal. R udtales paa Sønderjydsk ogsaa meget fyldigt med et Slag af den tykke Tunge opp imod Gomen; Nordjyden udtaler dette Bogstav med Tungkodden imod Tenderne eller Formunden og med en haard, rullende Lyd.
Nord- og Sønderjyderne ere jevngode med vore Thrønder om at hugge af den tonløse Selvlyd i Enden af Ord og sige kjør’, lær’, int’, ilt’, ligg’, kast’, den lang’, lengst’, yngst’, Pæeng’. Saaledes kaste de bort e’t i Enden af Ord paa els; og sige: Bakkels, Vekkels, Smørels, Yssel (Yrsel).
Det tydske Maal, der tales i en Tredjedeel af Landet, er ikkun medfødt Modersmaal for Folket i den gamle Udmark søndenfor Slien og Danevirke og imellem Egernfjord og Treenen, som for største Deelen først er ryddet, dyrket og bygd i de sidste 500 Aar. Men Tydskmaalet har deels ved den indflyttede holsteinsle Adels Vold og Magt, deels ved List og Lokkelse faaet Overtaget mod Vest i det gamelfrisiske Landskab Eidersted og mod Nordøst over den 412 □ store Halvø Svansø, som var oprindelig dansk og nu teller omkring 10,000 Indbyggere. Paa den anden Leed har Dansken vunnet et nytt Omraade derved, at 10 nordfrisiske Sogne med i det mindst ligesaa mange Indbyggere som Svansø, af sig selv have gaaet over til Dansk. Der tales saaledes i hele Jylland med et Folketal af 1,113,720 Indbyggere Tydsk af en Ottendeel eller 130 til 140,000 og Frisisk af 30,000, men Dansk af 943,000 Indb. (i Sønderjylland selv af omkring 240,000 Indbyggere eller rettere 255,000 naar man regner med de Ud- og Indøer (Enclaver) som høre til kongerigske Hereder. Tydsk har 13 i Tid, Rum og Tal).
For at Leserne kunne see, hvorledes vort Nordmaal har hevdet sig i sit søndre Grenseland under den mangeaarige Strid med en overmægtig Granne, give vi nedenfor nogle Maalprøver, som vi troe, skulle sanne det, at Maalet i sit Væsen og i sin Grund er nordisk. Maalemnet, det er Ordene; Udtalen og Bøininger skifte i hvert Tungemaal med Tid og Sted, ligesom Bogmaalets Retskrivning. – Bedst er det at lese højt opp for sig disse Maalprøver, da de see meget mere fremmede ud for Øjet, end de lyde for Øret.
Aller, aldrig. Arl, aarle. Aabod. Age, og (agede). Amon, (i Morgen, jfr. oldnorskt à Morgun). Adelvej, Hovedvej. Aussel (Tilvext af oldnordisk oexl). Bryn’, bryne, hvesse. Boskop, Buskap. Bæsning, Spiltoug, af Baas. Baan, Børn. Buend, (gamelnordisk Buandi), Fleertal Buende, Bonde. Bond, Bund, ber, bær, bedre, bet. Davre, Dovver (Dagord, Dugurd). Forholdsordet aa settes gjerne isteden for Bogmaalets paa, baade for sig selv og i Samsetning. Dygd, (Dyd). Drytt og Drøtt, (drygt). Dvelsk (af dvelja, langsom, dorsk, nedrig). Dyft (djupt). Ærrel, Arveøl. Eld, (Ild). Ettenon. Etter (stundum = atter, jfr. oldn. apter), elavv (ved Lag, ved den Tid, da). Fikke (Lome, jfr. gammelnorsk fiki), fatte (oldn. faatoekr, fattig), fige (fykjastt) deraf nyfigen; feig, Dødsens; faakynnelle (faakunnugr); kraa, fra; folksom, framele; framsom; faasinn, sjelden (Oldn.) og jessin (ett sinn). Gliks (af glikr, Oldn. jfr. Tydsk gleich). Gjald, Gjeld; gild; génst (sv. genast, strax); Gæfning, en Gjeft, saameget, som gives Fæ i eet Et-Maal; Grandestevne, Kongegrand (Stændersamling); hvórt (oldn. hvaart, hvad af flere); Hansel, Overdragelse (jfr. oldn. handselja), hallen (om trøsket Træ), til Hjælper (oldn. til hjaalpar), hægen (af oldn. hagr) behagelig, som falder lett osv. Hjønn, Horn, howsom, (høvisk), houroe eller hugroe sig, more sig, høtt, (oldn. haatt, højt), hvenner (hvenær) naar. jatte (oldn. jaata, samtykke), javn, jevn, enne (oldn. eingi, ingen). Karm. Kløve (Afbyg, en Kove i et Hus). Loft (oldn. Lopt, udt. Loft). kvonner, Koner (Kvennær). Kuen’, Kone. Kaalgaard (Hauge), kaut (kaatr), knøv (knoefr) villig, rask, Kaad (Kot), Kaadner, Husmand, Inderst. Kol (Kul), Pong (Pung), Kold (Kuld), Knyste, Smaahoste. Kungen, Kongen. Kelde, (Kilde, Brønn). Listle, varlig Løggel (Æykill) Nøgle. Lind, linne, smidig. Løsot (Ladhed). Lowning (Lunhed, af Logn). Leev, Leeve (leif, Brødleev). Lime; Lite, E-liggen (at likum) alligevel. Lildom, Lidenhed, ogsaa Lilling; Maal (svenst Moln, tykk Sky). mude, (muta) bestikke. Mold, Muld; mulle (mylre); merksom; møgel (mykill), megen, ogsaa møjel. Mjøll, Mjølk, Mjelk. Nærhands, næsten. Nadver (ulige Former). Nannest (Namnest). Nuster (af gnesta), en lynsnar Rdrelse. Rywling (Rivelse). Rennel (sv. rennill) Renne; rowe sig (roe sig, more sig), role. Stavn (Hovedgaard, Hovedparcel af en Ejendom) Sognefast, (hjemstavnsberettiget) stout; svimle; Svarrir (Drejer, af oldn. sverfa, jfr. Svensk og N. Svarver), sønne (oldn. synja, afslaa), synnen, (kkostbar, tilbageholden), Solrøst (af røst, Rast, Hvile). Dagset, spilsom, Staakel (Stafkarl). Resel (Reiseøl); raj (oldn. hradr, snar, rask) for rad. Slidning, Langdrag, snutte (af snøtr) vittig, snu. Sankels, Samenkomst, skill-a-grawes, skill-a-kend, (serskilt graven, kjend, adskild), slægen (af slagr), sløj, langsom, sløv; sansom; satt (jfr. oldn. saddr) mett; Svønn, Svenn; Svalle, sval; ósættes (usams, oldn. ósáttr); ow, of, settes ligt det norske ov, oldn. of som øgende, ss. owstor osv. Tótt (þótti) tyktes; Teje (tage); Tæl (Tele), tridi (oldn. þridi) tredje. Tøjs (oldn. tysvar) to Gange. Tawn’ (oldn. þagna, vorde taus) holde opp at græde, tvære, (tver). Svirre, (svide). Verr, vaad; Svarr, svær. Ver (oldn. verdr, vorder, i Fortid = vu, vard); voss, oss; vante (oldn. vanta), mangle. Vurren (vorren) s. s. bjergvorn osv.; ven (opt. af Plattydsk) naar. Yssen (oldn. Yxn) Øxne. Unne (oldn. Undorn, Eftermiddagsmaal); vetten eller vitten, vittig, (vitr); ur (ud, af, over); øver og øvver (oldn. yfir); oll (jfr. oldn. øll i Hunkjøn og Fleertal af allr) alle; awle og øwle (oldn. øflugr af Afl, Styrke); ville (villig) fremelig. Anter (jfr. norsk anten, sv. antingen). Endvidere kunne merkes brott, brutt; Lu’en (oldn. Lufa) tykt Hovedhaar. Tust, Dust, Støv. Ast (aast, Kjærlighed). Snø, Sne, kvikk; eerre (oldn. erja, pløje, jfr. Ard; Arbeide); skjenn (løbe løbsk); Avn, Agn. skott, skutt. Jedd (oldn. jeta, Krybbe); Spaj (Spað, Suppekjød). Vol (oldn. vølr, Vaand), kræpp, svag (oldn. krappr, trang); batt (oldn. batna), bedres. Hós (oldn. haus) Svinehoved. Aj’el (oldn. at, Snaus) Møding = Vand; yrke (oldn. yrkja); kære, møjsom; vrangle. Toke (tokat, sv. tosset); verren (af verje) dygtig, verjsom. øvve (raabe, gamelnorsk oepa) og mange fleere.
Er gott Vidnesbyrd om Folkemaalets Elde i et Land er Egennavnene. I Sønderjylland holder Almugen for det Meste fast ved den gamle Sed, at kalle sig med Fadersnavnet som Efternavn, Noget, der ikke er sedvanligt i Tydskland uden blandt Jøder. Fornavnene ere deels oprindelig jødiske og latinske, men omsatte paa nordisk Vis, som Peder, Jeppe, (Jacob), Jon, (Johannes), Nils, (Nicolaus), Magnus, Mogens, Jørgen osv., deels af norrøn Rod, som Ole, Iver, Adser, Gunner, Arent, Bør, Broder, Bonde, Enevold, Frelle, (Fridleif), Ingvar, Svenn, Ove, Thyge, Thosten, Thoste, Truels, Thorkell, Laue (Lage), Erik, Tjelluf, Ebbe, Hagen, Ketil, Knud, Kalle (Karl), Thor(d), Bodil, Thyre, Gunnil, Gyde, Valborg.
Ogsaa Stednavnene ere af norrøn Rod og Danelse i alt Sønderjylland ind til Egernfjord i Syd og til den sydvestre Jæder, som Nordfriserne have inde, men som dog har mange danske Navne. Endog lige ind i den Vraa, som Eideren daner yderst mod Syd, finnes endeel Navne, der vidne om, at danfke Nybyggere i sin Tid have deeltaget i denne Grensebygds Opdyrking.
Blandt Stednavnene ville vi her merke oss følgende: Bondeaa, Thveedaa, Bæverø, Sverdrup (Thorp), Sødrup (Sudathorp), Karlum (Karlheim), Dal, Daler, Dalby, Risum, Riseby, Eskris (Askeris), Eegholt, Agerskov, Dybvad, Hestevad, Eegholt, Heegaard, Øgaard, Hvidkilde, Lysholm, Grimsnes, Bregneryd, Bøgerød (rud), Ry(d)-Kloster, nordre, søndre og østre Løgum (Vandhjem) af Løg (Lougen), Røgen, Husby, Kværn, Medelby, Møgel (det gamle mykil, stor) = Tønder, Runtoft (af det gamle runnr – Busk –), Gamellund, Fruerlund, Birkennakke, Sigerssted, Ringsted, Steenbjerg, Dybbøl, Nybøl, Nykirke, Kirkeby, Vig, Storhøj, Hvidaa, Sundeved, indved (ved-Skog), Sandager, Stubbum, Foldevraa, Rønhage, Eskilsmark, Ulfsbjerg, Ravnekjær (tjærn), Udmark, Søvang, Gelthing, Aarøsund, Mjøsund, (fordum Mjøsund af mjor, gamelnorsk = smal); mange Ord ende paa – lev (det gamle lejfd ɔ: Arv) Tollelev – (Thorleifs Arv) og en heel Deel ere nevnde efter vore gamle Guder, som Haderslev (Høders Arv), Ballerslev (efter Balder), Ballerup (Balders Thorp), Vonsbek (efter Odin), Frøstrup (Freys Thorp), Frørslev; Tyslund og Tysstrup efter Tyr og en Mengde efter Thor, saasom Thorskilde, Thorshage, Thostrup, Thorsted osv. Om Odin minne Stednavnene mest i Nordlandet, om Balder og Frey i Mitlandet og om Thor i Sønderlandet; paa Grensen ved Danevirke trenges ogsaa mest den norrøne Kraft imod Utgardeloke og Jøtunerne.[1] Landet er ogsaa paa gamelnordisk Vis deelt i Herreder og fordum i Sysler.
Vi skulle nu meddeele nogle Maalprøver, deriblandt følgende fra vort Nordmaals yderste Sydgrense, „Treja Sogn, der har været sterkt udsat for tydsk Paavirking. Det er en Samtale imellem en Kone i Bondebyen Grøft og hennes Prest.
Presten. God Dag, Moer Henriksen!
Konen. God Davv, vor Prest!
Presten. Naa, hvor staar det til?
Konen. Aa, de’ e men kon ring me’ me; fo’ æ ha saa slim Bjen, de Docter sejer, æ ha Vassersuot (Vattersot), aa de kan aasse ver, fo’ min Bjen bli saa svær. Ska’ æ hint min Main? Ve ha(n) snakk me han?
Pr. Nej, jeg komer bare for at tale litt Dansk, og det kan I ogsaa.
K. Ja, æ ka nok snakk Dansk, aa de’ e gott, fo’ e ska’ si ham, ven de Soldater va’ her i Grøft, saa va di saa glai (glade) ve’ me, for e kunn makt Dansk. Di kom her øver te me, aa saa sa (de) di ve’ me aa Faer aa snakked Dansk, aa saa va di saa fornøjt.
Pr. Bonnesen fikk sin Gaard gott solgt?
K. Ja ha’ kom gott væk, de ka e fortæl ham, so ha(n) ha(r) slett int Gjald meer, aa der gær møel (møgel, meget) me, sees (6) Daler æ Davv; de e itt novve. Han ska ha e Glas Mjølk eno’n (endnu), de veer (veed) e; ha ska it ver saa synne (af synja, oldnorsk, afslaa). Ska ha no gaa hjim te sitt Folk? Farvel, vor Prest! hjels hans Kuen: ha ka gaa gjemel æ Kalgaard (Kaalgaarden). Si dær vat ve de rø(de) Kvie, te Markvord gikk te Vains (Vands); der e døgte dyft.
En Kveldsbøn fra Mellemangel i Flensborg Amt lyder saaledes:
Kjære Guj (Gud), æ takker dæ
fo den hjer (den her) go Davv,
Men hast Do itt hjulpen mæ,
hvo var æ bløvven (bleven) af?
Stur’-Las aa Lill-Las di va samle henn’ aa plovv. Stur Las ha tre Stu, aa Lill-Las ha jin. Stur-Las han holdt æ Plov, aa Lill-Las, han drøv. Som Lill-Las no drøv te, saa so han: „Huj’. Oll min!“ Hva e de do sir? so Stur-Las; den jin’ Stu e’ jo dog kon din.“ „Ja æ vil itt si et bet’.“ – Som Lill-Las nu drøv te, saa sa han ’gjen: „Huj! Oll min’.“ De’ vu Stur-Las vre aa renn’ hen aa sló Lill-Lasses Stu ihjel. Lill-Las tov æ Huj’ a en aa gikk te Stajs mé aa saal, aa der fekk han een Skjepp Pæeng fo’. Som han sin kom hjim, saa gikk han om te Stur-Las aa vild laan hans Skjepp. „Hva uit Do mé den? so St. L. – „Den vil æ mæ min Pæeng me.“ – „Hvo hæ Do komen ve oll di Pæeng?“ saa St. L. „Dem hær æ fónn for æ Huj’ a min Stu.“ – Saa gikk St. L. hen aa slo oll hans Stu ihjel. Som hin kom æ Staj aa vild sæl Hujje, saa stien di ham ur a æ Staj. De vu St. L. saa vreed, te han vild slaa Lill-Las ihjel, aa de fékk Lill-Las aa vé. Stur-Las vidst nok, te Lill-Las laa aa ær Avn om Natt; men Lill-Las, han so te hans Muer: „E Natt kan I ligg’ aa ær Avn, fó den é jo varm, øver vi hæ bo’ggen é davv.“ Saa kom Stor-Lars om Natt aa slø Lill-Lasses Muer ihjel. Om Morne gikk Lill-Las om te Stur-Las. – „Hva, so Stur-Las, kømer Do nu her?“ „Ja, Do ha jo sla’n min Muer i hjel énatt!, – „Tøss kon, so Stur-Lars, æ vel gi’ De een Skjepp Pæeng.“ Som han si’n va væk, so tint Stur-Las: „No é Lill-Las saa rig; de é vel best aa drukn’ ham.“ Saa fekk Stur-Las Lil-Las i een Sekk aa bar av me ham ne’r te a Hav. Som han der kom nier me ham, saa vu han i Tænken aa, te ban bo fogjet een Stang te aa sky’ ham vijer u’ me’. E’lavv Stur-Lars si’n gikk hjim etter een Stang te aa sky’ ham vijer u’ me’, saa laa Lill-Las i æ Sækk aa skreg: „æ skal i æ Himeri’ – æ vil itt; æ skal i æ Himer,’ – æ vil itt’. Der kom een gamel Mann me’ en Flokk Stu.“ Ak, so den gamel Mann, æ vild gjern i Himeri!“ „Ja, so Lill-Las, da kom kon aa kryf i æ Sekk.“ Saa krøv den gamel Mann i æ Sekk, o Lill-Las javver av me æ Stu. Saa kom Stur-Las me een Stang aa tovv æ Sekk aa sme’r ur i æ Hav, aa si’n skø ham vijer ud me’ æ Stang. Som Stur-Lars si’n va gott hjimkomen, saa kom Lill-Las me’ een stuer Flokk Stu. „Hvo hæ Do fonn dem?“ saa Stur-Las. „De gik ved Havsens Bond,“ so Lill-Las. – „Da vil æ aa ha novve,“ sa Stur Las. Saa krøf Stur-Las i en Sekk, aa Lill-Las sme ham ur i æ Hav, men han e’ itt komen bet.
Store-Lars og Lille-Lars, de vare samen henne at pløje. Store-Lars havde 3 Stude, og Lille-Lars havde een. Store-Lars, han holdt paa Plogen, og Lille-Lars, han dreev (paa Hestene). Som Lille-Lars nu dreev paa, saa sagde Han. Huderne! Alle mine! – Hvad er det Du siger? sagde Store-Lars; den eene Stud er jo dog kun din. Ja jeg vil ikke sige bedre. Som Lille-Lars nu dreev til, saa sagde han igjen: Huder! Alle mine! – Da vard Store Lars vreed og rente hen og eg ihiel Lille-Lars’s Stud. Lille-Lars tog Huden af den og gikk til Staden dermed og solgte den, og der fikk han en Skjeppe Penge for den. Som han siden kom hjem, saa gikk han om ad Store-Lars, og vilde laane Skjeppen hans. Hvad vil Du med den? sagde Store-Lars. Den vil jeg maale Pengene mine med.“ – „Hvor har Du komen til alle de Penge?“ sagde Store-Lars. – „Dem har jeg faaet for Huden af Studen min “ – Da gikk Store-Lars hen og slog ihjel alle Stude hans. Som han siden kom til Staden og vilde selje Huderne, saa steenede de ham ud af Staden. Da vard Store-Lars saa vreed at han vilde slaa Lille-Lars ihjel, og det fikk Lille-Lars at vide. Store-Lars vidste nok, at Lille-Lars laa ovenpaa Ovnen om Natten. Men Lille-Lars sagde til Moder sin: „I Natt kan I ligge ovenpaa Ovnen, Mo’r, for den er jo varm, siden vi have baget i Dag.“ Saa kom Store-Lars om Natten og slog ihjel Moder til Lille-Lars. Om Morgenen gikk Lille-Lars over til Store-Lars. – „Hvad, sagde Store-Lars, komer Du nu her?“ – „Ja, Du har jo slaget ihjel Moder min i Natt.“ „Tys, tys, sagde Store-Lars, jeg vil give Dig en Skjeppe Penge.“ Da han siden var borte, saa tenkte Store-Lars: „Nu er Lille-Lars saa rig, det er vel bedst at drukne ham“ Saa fikk Store-Lars Lille-Lars i en Sekk og bar af med ham ned til Havet. Som han der kom ned med ham, saa rann det ham i Hug, at han havde glemt en Stang til at skyde ham videre ud med. Da nu Store-Lars gikk hjem efter en Stang at skyde ham videre ud med, saa laa Lille-Lars i Sekken og skreeg: „Jeg skal i Himerig, – jeg vil ikke, jeg skal i Himerig, – jeg vil ikke.“ Der kom en gamel Mand med en Flokk Stude. „Ak, sagde den gamle Mand, jeg vilde gjerne i Himerig.“ – Ja, sagde Lille-Lars, saa kom ikkun og kryb i Sekken.“ Saa krøb Gamelen i Sekken og Lille-Lars jager af med Studene. Saa kom Store-Lars med en Stang og tog Sekken og smed den ud i Havet og skød ham siden videre ud med Stangen. Saasnart som Store-Lars siden var vel hjemkomen, saa kom Lille-Lars med en stor Flokk Stude. „Hvor har Du funnet dem?“ sagde Store-Lars. „De gikk ved Havsens Bond,“ sagde Lille-Lars. Da vil jeg og hen og have mig nogle,“ sagde Store-Lars. Saa krøb Stere-Lars i en Sekk og Lille-Lars smed ham ud i Havet; men han er ikke komen igjen.
Ordtag. Den, de graver en Grav for Anner, faller titt sjel i en. – De er besk aa smej’, imens Jæned er varm. – Hvem der int’ vover, han int’ vinner. – No har igjen Jin (Een) sin Skje uppsett, siges, naar Ligklokken lyder. – De e’ en skitt Kuen, der laster sin egen Kaal. – Der gær lyste, soj Tordenskjold, da peev æ Kuller (Kuglerne) ham om æ Ører. – Li’som En øvver i æ Skou, saa fær En Svar te. – De er for sild, aa spar’ aa a Bond. (Kan siges om Modersmaalet, naar vi lade de tydske og franske Ord overgroe det). – Træed ska bøvves (bøjes), imens de’ er ungt. – Nø’ gjenner naagen (naken) Kuon te aa spinn. – Den Daar (Dør) er itt gue aa hold lutt, som Hverr har Løggel te’ – Saan har et sitt, sa æ Pig’, hun sott (syde) æ Skor samel.
Om Avtne (Aften), ven æ i Seng gær,
saa manne Gujs Engle for me’ stær,
to ve mit Høj,
to ve min Før’r,
to ve min byr Si’,
to ve min vinftr Si’,
to te aa dekk’ mé,
to te aa vekk’ mé,
to, dè mé Vej vis
uri den himelsk Paradis.[2]
Om Autne, ven æ i min Seng gær,
Guis Ko’s æ fo’ me slær,
som Vo herr sje’l gyr
mé hans to Hend’r,
mé hans ti Fingr.
Alt undt vist’ han fraa sé,
saa gjør æ aa fraa mé,
i Navn Gujfa’r
i Navn Gujsøn,
i Navn Guj Helle Aand.
„Sov, Ban, sov’,
din Fa’r è hen aa plovv’,
din Mor è hen aa gi æ Gris;
søver Du itt’, fær do a æ Ris.
Vi have nu seet, at det danske Nordmaal i Sønderjylland endnu har saa meget af gamel Malm, at det vel kan dane et levende Danevirke imod Sønden. Det har lidt Meget. Tydske Lensfyrster, Adel, Øvrighed, indflyttet tydsk Borgerskab have gjort Alt muligt med Tvang, Lokkelse og List for at rykke det danske opp med Roden og sette Tydsk isteden. Modersmaalet trengtes ud af Thinget, Kirken, Skolen. Ingen kunde i Angel vorde confirmeret og naa borgerlig Rett eller Giftermaal uden han kunde tale tydsk; Presterne optendtes af et blindt Had mod det Danske, og forbandede og forfulgte det lige ind i Huslivet som Djævelskab, som Hindring for og Fiende af Oplysning og Kristendom, fordi Sognefolket ikke kunde skjønne den udenad lærde tydske Børnelærdom. Modersmaalet haanedes og traadtes under Føder, alle Klager holdtes tilbage, alle Kongebud til dets Frelse lagdes hen. Skolelærerne oplærdes udelukkende paa Tydsk, alle lærde og Borgerskoler vare tydske; Dansk lærdes ikke i dem; Studenterne maatte gaae til Kiel og vere der i 2 Aar. Bønderne gjorde vel mange og iberdige Skridt for at faae igjen Modersmaalet, og dermed sin egen aandelige Frihed. Men først efter Treaarskrigen, som de sønderjydske Stridsmend toge Deel i med saa megen Troskab og Hæder – fikk Landsmaalet endeel af sin gode Rett. Dog end høre 8 Sogne af Angel langs Slien og 6 danskfrisiske Sogne under det tydske Bogmaals Eenevelde. – Men der ere nu fleere lærde Skoler med dansk Maal; i Flensborg Skole nyttes Dansk jevnt ved Siden af Tydsk i hvert sit Emne. Studenterne have faaet Lov til at gaae til Kjøbenhavn og de allerfleste gjøre det. Skolelærerne faae dansk Danelse i Tønder. – I Røding er en dansk Bondehøiskole. Et slesvigsk Folkeskriftselskab, der staar i Sambaand med vort Samfund, udgiver danske Bøger, deriblandt fleere Sagaer. Fleere fedrelandssindede Mend i Kjøbenhavn have igjennem en Fylgd af Aar deelt ud over 70,000 danske Bøger, som Gaver i Mellemslesvig, og Bønderne, især de yngre, have taget imod dem med Lyst og Glede.[3] Fleere tusind danske Bibler seljes og uddeeles aarlig i Sønderjylland.[4] – Naar Holstein skilles ud af Sambaandet og det gamle danske Rige snart vorder frit og heelt igjen til Ejderen, da vil ogsaa en bedre Dag grye for Folkemaalet. Det fødes igjen med Børnene, voxer med Ungdomen og har atter en fager Fremtid for sig. Saa siger ogsaa det sønderjydske Sagn om Holger danske, at han skal rejse sig af sin Haug og drive Fjenden af Lande med en Her af 12 Aars Svenner.
G. A. Krohg.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Vie er sandsynligvis = i Veum, Helgedom, jfr. Vebjørg (Viborg) og Odinsvè – nu Odense.
- ↑ Jfr. følgende søndmørske Kveldsbøn
E gjæ me te sengjum
me tolv Gussengle,
tvo te hande aa tvo te fot,
tvo te kvart eitt lidemot;
tvo ska’ min sengjastokk vere,
tvo ska’ me te Gussheim bere,
tvo ska’ me tekkje,
tvo ska’ me vekkje,
kors i Jeses Navn, kors i Jeses Navn,
kors i Jeses Navn!
- ↑ Almugen i Syd- og Mellemslesvig, som ikke havde kjent det nyere danske Bogmaal, fikk nu Syn for, at deres Bygdemaal var danskt og ikke tydsk, som Schleswigholsteinerne havde bildt dem ind. Fædrelandssagaen, som i den sidste Tid havde staaet for dem i tydsk Skikkelse, lærde de nu at see i sitt rette Lys; de fikk Kjendskab og Kjærlighed til Danmarks store Minner og gjordes deelagtige i de ypperlige Aandsverker, som danske Skalde og Sagamænd have skrevet. – Folkeaanden vaagner saaledes litt efter litt atter af sin Dvale, og da det højtydske Maal er saa fremett endog for Plattydskerne og end meer for de Danske, at begge have størst Møje med at skjønne og tilegne sig det, er der saameget større Vaan til det, at Nordmaalet skal vinne igjen sin Rett i Folkets Hug og Tale, at det kan gaae med Sejr og Hæder ud af den lange Strid med Overmagten og i sin Tid vil naa Eideren.
- ↑ I 1858 vare 103 danske Sognebogsamlinger grundlagde. I Nordslesvig er Lov- Rets- Kirke- og Skolemaal danskt; i Mellemslesvig er Skolemaalet danskt, men i Kirken predidikes skiftevis tydsk og dansk, skjønt Dansk er Folkets Modersmaal. I flere Bygder havde Prester og Øvrighed kuget Foreldrene til at tale Tydsk med Børnene, for at disse kunde kome nogen Vej i Skolen. Men Ungdomen taler heller Dansk, og siden Modersmaalet fikk sin Rett i Skolen, har det ogsaa taget igjen sin Mon i Huslivet.