Huldren
Naar Løvet falder,
kan man høre Huldren sukke;
thi snart i Fjeldets Haller
maa hun sig indelukke.
Mens Somren varer,
hun bygger og bor bag Løvet;
ja, tit blandt Sangfugl-Skarer
sidder hun frydbedøvet.
Den første Svale
har hun baaret mildt paa Skuldren;
den fløi til dybe Dale
med Glædesbud fra Huldren.
Fra Fjeld-Altaner
udslaaer hun, naar Jonsok kommer,
Tapeter og Høitidsfaner,
vævde af Løv og Blommer.
Mens Fuglen tier,
og Solen bag Aasen daler,
hun spiller i grønne Lier
de fuldeste Skov-Koraler.
Naar Glædens Dage
henvisne med Birkens Krone,
da la der hun Spillet klage
med sitrende, dæmpet Tone.
Naar Løvet falder,
hun flytter med tunge Sukke
til Fjeldets sorte Haller,
som Jettestenene lukke.
Mens Huldren flytter,
Du maa ei til Fjeldet vandre;
dvæler Du der og lytter.
kan hun dit Sind forandre.
Paa Folkets Munde
bor Sagnet om Spillemanden,
der kom fra visne Lunde
med Kummer-Sky paa Panden.
Han rørte siden
sit Spil over Blomsterenge;
men Suk fra Løvfaldstiden
bævede paa hans Strænge.