Huldrens Løfte
Stranden er steil, og Fjorden er trang,
dens Bølger gaae for en sagte Vind;
Bonden synger en gudelig Sang,
og styrer sin fattige Baad derind.
Da vaagner Huldren i Klippens Vraa,
og nynner for Bonden et andet Kvad:
„O, havde Du Skatten, jeg sidder paa,
din Stakkel, da blev Du vist meget glad!“
„Har Du vel hørt om den gamle Drot,
der sad heroppe i Gildehuus?
Mjødhornet brugte han altfor godt;
de brændte ham inde under hans Rus.“
„Men Ringe og Plader af fagert Guld
faldt glødende ned paa min Kjelderbund.
Det skinner saa lyst i den sorte Muld;
læg hid til Stranden, og tag det kun“!
Og Bonden holder mod Stranden hen,
og stirrer paa Uren saa stivt han kan;
da gaaer der et hvinende Kast fra den,
da hvirvler Søen som Støv og Sand.
Da er han i Vinden, da krænger hans Baad,
han bjerger Seilet med megen Nød;
hans lappede Kofte er drivende vaad,
hans Davrepose er lagt i Blød.
Da siger han alle de Bønner, han veed,
og synger paany en gudelig Sang;
men Huldren raaber fra Fjeldet ned:
„Jeg driller Dig dog hver eneste Gang!“