Huldrens Lokken
En Yngling vandrer blandt Skogens Træer,
Han smiler saa glad i Sinde,
Imorgen skal han sin Hjertenskjær
Den hellige Brudekrands binde.
Han lytter til Fuglenes Sang saa fro,
Imedens han vandrer til hendes Bo
Gjennem Skogen.
Men tys! fra Klippen en underlig Sang
Saa lokkende, blød at høre,
Med Et dybt ned gjennem Dalen klang
Og naaed hans lyttende Øre.
Han standsede brat sit ilende Fjed,
Og speidende rundt hans Øie gled
Gjennem Skogen.
Da skued han øverst paa Klippens Skrænt
En tryllende Huldre sidde,
Paa Luren blæser hun klagende, vént,
Med Blik saa koglende, blide;
Frem bølger i Luften fra Fjeld til Fjeld
Det tifold gjentagne Tonevæld
Gjennem Skogen.
Brat gribes han af en Længsel stor,
Han farer afsted som i Drømme,
Han glemmer Alt, baade Himmel og Jord,
Men Tonerne kan han ei glemme.
Han stirrer derop med Haand over Bryn
Og iler afsted mod det sælsomme Syn
Gjennem Skogen.
Da hører han bag sig en kaldende Røst,
Han vender sig om og skuer
Sin Moder stande med bankende Bryst.
Alvorlig hun mod ham truer;
‘Min Søn, o hør ei den falske Sang!
Du iler til Død og til Undergang
Gjennem Skogen!’
Men stærkere lokker Tonernes Væld,
De atter ham mod sig drage;
Han iler opover mod sælsomme Fjeld
Og lader sin Moder tilbage:
‘Min Søn, ak hør ei den falske Sang!’
Med Taarer hun raaber endnu en Gang
Gjennem Skogen.
Da viser sig for ham hans unge Brud,
Mens Taarerne trille paa Kinden,
Mens Lokkerne flagre i Luften ud
I hvirvlende Leg for Vinden.
‘O stands! o, se dog min blege Kind,
Du styrter dig midt i din Ulykke ind
Gjennem Skogen!’
Men Tonerne voxe alt mer og mer
Og døve den kjærlige Stemme,
Han bortstøder haanligt sin Brud og ler,
Snart er han til Toppen fremme.
Han ser, hvor Huldren ham vinker med Haand,
Han farer afsted med blussende Aand
Gjennem Skogen.
Da se! En Engel midt for ham staar,
Hvis Ansigt som Himmelen lyser,
— En Isnen igjennem hans Legem gaar,
Med Angst han tilbage gyser:
‘Vend om!’ det lyder, ‘jeg frelser dig,
Erindre Gud paa din syndige Vei
Gjennem Skogen!’
Han standser, han vakler, alt vender han sig; —
Da Tonerne drage ham atter,
At huske sin Gud det mægter han ei,
Og Klippens Rand han omfatter.
Men Engelen svinder med Graad paa Kind,
Alvorlig og sukkende drager en Vind
Gjennem Skogen.
Og Ynglingen stander paa Klippens Rand
Han staar alt ved Huldrens Side. -
O, se! da forsvinder det Alt paastand,
Han ser kun en Sky bortglide.
En haanende Latter ifra den lød,
Mens hurtigt forbi den i Luften flød
Gjennem Skogen.
Da blegned med Rædsel hans blussende Kind,
Og Gysen gik gjennem hans Lemmer,
Han styrted sig dybt ifra Klippens Tind
Og svandt blandt Afgrundens Gjemmer.
Men over hans blegnende, knuste Lig
Sang Vinden sukkende, underlig
Gjennem Skogen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |