Åpne hovedmenyen
P. T. Malling (s. 28-50).

Det var en tidlig Morgenſtund i Midten af October. Jeg ſad alene med min Bøsſe, omgiven af Nordmarkens mørkladne Aaſer. Mine Hunde havde jeg hverken hørt eller ſeet ſiden jeg ſlap dem, jeg var ubeſkjæftiget nu og følte Trykket af den tunge døſige Luft. Over Skoven rugede Taagen, og en fiin gjennemtrængende Støvregn lagde ſin matte Emaille over Træer og Blade. Gjertrudsfuglen bankede paa de tørre Grene og ſkreg efter mere Væde; Fosſen bruſte dødt og mat i ſit Indelukke, og Puſtet fra dens Fald formaaede neppe af og til for et Øieblik at løfte det tunge Taagedække op til de nærmeſte Grantoppe. Den høie Aas, der ſtrækker ſig fra Forkjernbraaten Nord over forbi Indſøen Helgern op mod Hakkloen, var i ſin Octoberdragt og under den gik Elven mellem Løvtræer, der ſtille drysſede ſine gule og rødlige Blade ud over dens Strømme.

Over den Braateflæk, hvor jeg ſad, ludede den ſkovklædte Aas ſteil og vild med ſine ſkjæggede Graner og høſtſpraglede Løvtræer; men Taagen hang over Aaſens Skuldre; Skodden drev i Dalen om mellem Træernes Toppe og hyllede dem ind ſnart i et luftigere Slør, ſnart i tunge, folderige Gevandter, og hindrede Blikket fra at trænge ud i dette uendelig triſte Landſkab. Her hørtes ingen Lyd uden Gjertrudsfuglens og Fosſens. Her var intet Liv, ingen Klang, intet Ekko fra Skoven og Fjeldet. Alt var ſaa dødt; ſelv naar jeg ſkreg til mine Hunde, kunde jeg høre, hvor Jagtſkriget naaede kort og tomt ud i Veiret, og naar den matte Lyd var gaaet over Læben, rugede atter Eenſomhedens Gru om denne Plet.

Herfra til Forkjernbraaten kunde der vel neppe være halvanden Fjerding Vei og til Hakkloen en halv Miil. Helgern maatte ſtrække ſig ſydlig op mod denne Braate og bag Aaſen i nordlig Retning laa Hakklovandet; men med Beſtemthed at beregne, hvor man ſtod og gik, var en Umulighed i dette Veir, hvor man ei engang kunde ſkimte de ſtore Vande førend man var lige ved deres Bredder. Det var ingen Hygge at ſidde paa denne Plet, uden at høre et Glam af Hundene, og disſe Omſtreifere ſloge gjerne en Fjerding ud, naar de ikke fik Fod i Nærheden.

Betragtning eller Ligegyldighed havde lagt mig Haanden under Kinden, da jeg ikke langt fra mig hørte en Steen glide ned i Elven. Gjennem Taagen ſkimtede jeg to Børn, der kom langs Elven paa den modſatte Side. Det var en Gut paa en ti, tolv Aar og en Pige, der ſaae ud til at være et Par Aar yngere. Gutten havde ikke andet paa end Skjorte og et Par pjaltede Buxer, der naaede ham lidt nedenfor Knæerne, Jentens Dragt var ikke rigere, da den ikke beſtod i andet end en kortærmet Strieſærk og et ſtumpet Skjørt. Begge vare de barføddede. Drengen havde en Næverſkrukke og Pigen en Bærkurv i Haanden, og det var klart at de ſøgte efter et Sted, hvor de kunde komme over Elven.

„Pas dig nu Lars, hvordan du gaaer til,“ ſagde Jentungen til Gutten da han ſprang ud paa en Steen, der ombruſedes af Elven.

„Jeg lyt nok bære dig paa Ryggen min, Aaſe. Du er vel ikke god for at gaae over ſelv!“ ſagde han, idet han gik ind igjen, ſatte ſig paa Huk og tog Aaſe, ſom holdt Næverſkrukken og Kurven foran ham, paa Ryggen, og bar hende paa denne Maade over Elven, der næſten gik Drengen til Skrævet. De kom op imod mig, men Gutten ſtandſede førſt nogle Skridt fra Elven og afrev en Deel Bjørnemoſe, ſom han lagde i ſin Skræppe. Pigen ranglede lidt omkring og ledte vel efter Tyttebær, men her fandt hun ingen. Førſt da de havde nærmet ſig til mig paa ti Skridt fik de Øie paa mig, ſtandſede og ſtirrede, ſom ſaadanne Børn beſtandig gjøre, halv forundrede halv forſkrækkede, tauſe og alvorlige paa mig.

God Dag! ſagde jeg. I har vel hjemme i Forkjernbraaten?

Nei, ſvarede Gutten, efter en liden Stunds Betænkning.

Kanſkee I er fra Hakkloen?

Nei, ſvarede han langtrukket.

Hvad hedder Pladſen du er fra da?

Je veit inte.

Hvad hedder din Fader?

Han Faer er dau.

End din Moder?

Hun Moer boer paa den andre Siden af Aaſen.

Det maa være ſlemt at finde Veien over Aaſen i ſligt Veir, ſom i Dag?

Jaha.

Har du hørt eller ſeet et Par Bikjer da du gik herover?

Nei, ſvarede Gutten, og begyndte at ruſle afſted, da Samtalen formodentlig kjedede ham. Aaſe, der udentvivl var hans Søſter, fulgte med nordover Braaten og ſnart kunde jeg gjennem det graae, fugtige Taageſlør, der nu hang ned, ſelv over de nærmeſte Træer og Stubber og oprevne, i Veiret ſtrittende Rødder, hverken ſee Gutten eller Jentungen, hvis Fader var „dau,“ og ſom ikke vidſte hvad Pladſen hed, hvor deres Moder boede.

Men det led allerede ud paa Formiddagen, jeg maatte op over Aaſen for at ſøge efter mine Hunde. Skjønt jeg kjendte denne Mark og vidſte at man ſjelden træffer en Sti, naar undtages de Veie, ſom føre mellem og til Pladſerne, fulgte jeg dog Elven et Stykke for om muligt at træffe en Fugleſti, der kunde lette mig Gangen over den uvejſomme Aas, men forgjæves. Elven optog den mørke Skygge af Fjeldet; Oretræerne hang med deres gule, vaade Løv over dens Bredder. Hiſt og her laae en enkelt halvraaden Kavle ſlængt ud over Bredden, medens Elven ſtrømmede om de ſtore Stene, der vare kaſtede omkring i dens Løb, og man maatte ſpringe fra den ene til den anden af disſe for at komme over eller forbi de ofte fremſpringende Fjeldſider, der i min Nærhed traadte ſammen og begyndte at blive ſaa bratte, ſom om Bjerget vilde lukke ſig over mit Hoved. Jeg beſluttede derfor at gjøre Ende paa denne Uvished og ſtikke lige op over Aaſen, der truende og vildt hævede ſig over mig med ſine ſteile Styrtninger, ſine Masſer af Vindfald, mægtige, knækkede og fortørrede Stammer og oprevne Rødder, hvis blottede Grene bredte ſig ud ſom Hovederne af et Knippe ſammenviklede Kjæmpeſlanger. Gangen var tung og møiſom i dette Vildnis, men jeg havde altfor ofte vandret i denne Mark til ikke at kjende den Møie, der ventede mig. Da jeg havde vundet et Stykke op, var det ſom om Taagen hævede ſig lidt; den fine Støvregn tiltog og faldt ſtærkere; men naar jeg ſaae opad, kunde jeg hverken ſee Høiden eller Toppen af Aaſen. Derimod aabnede der ſig en Smule Udſigt til det lavere Skov-Landſkab paa den anden Side af Elven.

Den Aas, jeg arbeidede mig opover, kaldes Falkenbjerget, og Trakten heromkring er en af de vildeſte i Nordmarken: kjæmpeſtore Stene ligge overalt henkaſtede paa Aaſens Skraaninger eller ſammenhobede i Urer; dybe Revner ſkille Klipperne ad, ſtyrtende Præcipicer kaſte ſig lige ned til Elven. Overalt, hvor den finder Rodfæſte, hæver Granen ſig med en ſjelden Kraft og Høide paa Aaſens Sider, men dens Krone er ſtrøget væk, og her ligge endnu uhyre Masſer af halvforraadnede Vindfald efter den bekjendte Maiſtorm, der i 1832 gik hærjende gjennem Skovene her; kun enkelte mægtige Furruer hæve ſig paa ſine Steder ſom Jetter fra en henfaren Tid mellem de ſunkne Graner og ſtrække ſine knudrede Grene ud over den øde Hei. — Alt ſom jeg brød mig Vei gjennem denne ligeſom forvittrede Egn, tiltog Regnen, og Væden ſildrede overalt ned over den bratte Fjeldſide; men det var ſom om Skodden gik foran mig; den kolde Vind, der ſtødviis foer ſukkende mellem Granerne, havde den allerede i ſin Magt og førte den mere og mere tilveirs. Da jeg kom op paa Aaſen hang kun den vandige mørkegraae Himmel over det ubeſkrivelig melancholſke Landſkab. — Her havde man en viid men trykkende Udſigt. Forkjernbraaten var jeg nærmere, end jeg havde troet, og denne romantiſk beliggende Plads laae ſom en grøn og venlig Oaſe i de mørke Skoves Ørken, der overalt mødte Øiet. En ſortladen Fordybning betegner Elveløbet, der hiſt og her fra ſine Fosſer kaſter Støvſkyer op mellem Granerne. Til Venſtre i Øſt ligger Helgerns mørke Flade; der lyder en Bruſen op fra dette Vand ſom et dæmpet Suk fra Egnens tungſindige Alfer. Over de fjernere Aaſer hænger Regnen ſit vaade Tæppe. Intet vexlende Lys bringer Nuance ind i dette Landſkab. De eneſte Gjenſtande, ſom Øiet hviler ved og ſom bringe Afvexling ind i denne triſte Eensformighed, der vidt og bredt udfolder ſig, naar man paa en regnfuld Oktoberdag fra et høit Stade ſeer ud over Skovſtrøget, ere Forkjernbraaten med dens grønne Vold og lille Indſø og dernæſt Helgerns grankrandſede dybe Speil. Men i Forgrunden oppe paa Høiden er Afvexlingen ſaameget rigere: Terrainets ſønderrevne Beſkaffenhed, med dets Chaos af Steenblokke og Vindfald, hvor Regnbækkene ſkumme ud fra fløielsſkinnende Moospartier mellem de ſaftiggrønne Smaagraner, der ſkyde op under de gamle af Stormen omſtyrtede Stammer og Rødder, kunde forſyne et halv Snees Landſkabsmalere med de rigeſte Forgrundsſtudier. Men de Folk, ſom færdes her, ere kun Fiſkere, Jægere og Tømmerhuggere; dog kommer Fiſkeren ſjelden over disſe Høider, og Tømmerhuggeren har ikke ſynderligt at gjøre her; thi Stormen er kommet ham i Forkjøbet. For mig var ogſaa Gangen forgjæves: her var ingen Hunde at ſee eller høre, og vidtom rørte ſig ikke et Livstegn. Jeg lokkede og ſkreg mig næſten hæs; men Hundene maatte ikke kunne høre min Lokning. Et Skud vilde gjøre godt; men Ladningen, der havde ligget i Løbet ſiden jeg gik ud fra Forkjernbraaten om Morgenen var vaad, og førſt efter at jeg havde ſlaaet et Par Knaldhætter af, rullede Skuddet mat ned over de ſkovrige Lier under Aaſen: Røgen drev tungt og langſomt hen over Skoven, medens jeg forgjæves anſtrænget lyttede efter et Glam. Naar jeg en enkelt Gang troede at høre Ljomet (Ekkoet) af Hundene, overbeviſtes jeg ſnart om, at det kun var Fosſens matte Bruſen i det Fjerne, der ſkuffede mig. Paa denne aabne Hei, hvor der ikke var noget Læ, var det ikke at tænke paa at lade Geværet igjen, jeg maatte længer ned i Lien, paa den Side af Aaſen, der vender mod Hakkloen; de tætte Grene dannede her et Tag mod Regnen. Men det var yderſt ubehageligt at gaae i den vaade Moſe. Rørlyngen, Enerbuſkene og Tytebærlyngen ſlog hvert Øjeblik fugtigt og koldt over Benene. Ved at følge de Fugleſtier, der fandtes lidt længere ned i denne Helding, undgik jeg tildeels disſe Ubehageligheder, men fra oven ſtyrtede Regnen tung og tæt, og naar jeg blot kom nær en Green, drysſede Vandet isnende og gjennemtrængende ned. Dertil hindredes og beſværliggjordes Gangen ved alſkens Fremſtaaenheder, Fordybninger, Stene og de evindelige Vindfald. — Før havde der neppe været en Stok at ſee, nu var der opreiſt Fugleſtokke overalt i Draagene, Stierne og Trangene; der var ikke en Fugl at ſee i dem, men det var ikke nogen uſandſynlig Formodning, at en Stok kunde have knækket Nakken paa en af mine Hunde. Efterſom jeg kom længer frem i Skovbreden blev det mig mere og mere paafaldende, med hvilken djævelſk Kunſtfærdighed disſe Stokke og Snarer vare oprejſte. Det er ingen Sjeldenhed, hiſt og her at træffe paa enkelte Stokke raat oprejſte og uden ſynderlig Indſigt i Fuglenes Levemaade og Vaner og ikke deſto mindre fange de Vildt. I disſe fandtes der ſom ſagt ikke en Fugl og dog vare de opſtillede ſaaledes og i en ſaadan Mængde, at Fuglen umulig kunde undgaae dem. Ved nedfældede Smaagrene, der for et uøvet Øie ſyntes at ligge aldeles tilfældigt, ved oprejſte Kviſtgjerder gjennedes Fuglene til at følge Stierne og gaae lige i Stokkene; i Fordybningerne, Draagene og Trangene, hvor der ikke var Plads for Stokke, ſtode Snarer og ventede Vildtet. Der var mig Ingen bekjendt i disſe Egne, ſom beſad en ſaadan Kundſkab i Vildtfangeriet, ſom den, der havde viiſt ſin Duelighed i Anordningen af disſe Fangeredſkaber. Vel kjendte jeg et Par ſlige Ræve, men de havde ſine Huler flere Mile herfra.

Jeg kom netop til et Sted, ſom en almindelig Vildtfanger rimeligviis havde forbigaaet, men ſom nu var benyttet med megen Kyndighed. Der var nedimod Foden af Aaſen, ſom paa dette Sted gik brat og ſkovklædt op, en liden mørk og dyb Dal; en Vei, der rimeligviis gik ned til Hakklovandet, var en Smule bredere end de korte og afbrudte Fugleſtier, der hiſt og her fandtes inde i Tætſkoven. Et Par ſaadanne neppe kjendelige Fugleſtier ſtødte til den bredere Vei, men ſtrax foran laae et mægtigt Vindfald med ſine knudrede ſammenvoxne Rødder ſlængt ud over Veien. At kunne benytte og ſtænge disſe tre Stier paa en Gang var en overordentlig Fordeel. Men Vindfaldet vilde nøde Fuglene til at tage til Vingerne, og en enkelt Stok foran det vilde være til liden Nytte. Stokken ſtod alligevel ſtrax foran; til Høire mod Aaſen var der nedfældet en Gran, ſaaat Gangen paa den Kant var hindret; til Venſtre var der under Vindfaldet en tre, fire ſmaa Aabninger, ſom ſyntes ganſke tilfældige og fremkomme uden Svig; men i hver af disſe Aabninger var anbragt en Snare, ſaa at Fuglene, der ſaare nødig bruge Vingerne paa denne Aarstid, nødvendigviis vilde foretrække, at gaae igjennem dem og — fanges.

Det kan være tilgiveligt om en Jæger bliver utaalmodig, naar han i Raaveir ſkal gaae den halve Dag omkring i et vildſomt og tungt Terrain, uden hverken at høre eller ſee ſine Hunde, uden at fornemme anden Lyd end Regnens Fald og det monotone Fosſeſus. Hans Stemning modtager ſin Skygning af den mørke Natur, og den ſtumme Tungſindighed, der hviler over det arme Landſkab, trykker ſelv et freidigt Sind.

Jeg var ingenlunde vel tilmode, da jeg gjennemblødet til Skindet, ſlentrede fremover og havde kun lidet Haab om at træffe „Feiom“ og „Klinge.“ Jeg fulgte Stien, uden at forſtyrre eller ødelægge Stokkene og Snarerne. Men under denne Vandring hørte jeg tydeligt en Stoks Fald og Vingeſlag af en Fugl. I ſamme Øieblik ſuſede en Ungtiur imod mig og ſlog ſig ind i en af de nærmeſte Grantoppe. At fælde den var kun et ſimpelt Skud, og Fuglen laa flaxende paa Bakken, men fjernt og længe kunde jeg nu høre Knaldets Ekko rulle hen mellem Aaſerne. Længer hen i Stien laa en Røi med Halſen under Stokken og de guult og bruunt ſpraglede Vinger udbredte til Siderne. Den var endnu ganſke varm, men uden Livstegn da jeg løftede Stokken af den og lagde den ovenpaa, for at Den, der ſaa godt forſtod denne ødelæggende Kunſt kunde erfare, at han denne Gang kunde været ſkilt ved ſit Bytte.

Længer frem antog Landſkabet en anden Charakter ved Aaſens ſteilere Styrtninger, ſom en Regnbæk ſtyrtede ud over, og dennes Bruſen var den eneſte Lyd, der naaede Øret. Under Styrtningen udbredte ſig en ſtørre Flade, fuld af Smaabuſke og Rognetræer, der hang fulde af ſine røde Frugtklaſer. Det forekom mig ſom om jeg her hørte en af mine Hunde, men da jeg kom nærmere mærkede jeg, det var Øxehug. Jeg gik efter Lyden og kom atter ind mellem høie, ranke Graner. Her ſtod en Tømmerhugger; hans Øxe faldt ſkarpt og hvinende i Granlæggen, og det klang i Veden for hvert Hug. Det var en ſtærk, bredſkuldret Karl i ſine bedſte Aar. Ovenpaa en islandſk Uldtrøie bar han en graa Rundtrøie, der engang havde været Kjole, men ſom var bleven afſkaaren efter Taſkelommerne. Et Par korte Beenklæder, der ſlubrede ham om Læggene, vare ſaa ſtoppede og ſaa beſatte med forſkjellige Lapper, at det oprindelige Stof vanſkelig kunde beſtemmes. Han havde ſtore Begſømſko paa de ellers nøgne Fødder og bar paa Hovedet en gammel forklemt og afſlidt Hat, ſom han lettede lidt paa, da jeg nærmede mig. Hans Anſigt bar tydelige Mærker af ſtrengt og haardt Arbeide under aaben Himmel, Haaret hang ham ned i Panden og bidrog til at udhæve det ved Uveiret og Arbeidet fremkomne Udtryk af Slaphed, der rimeligviis ikke var eiendommeligt for ham, naar han var udhvilet. Da jeg havde gjengjældt hans Hilſen, ſagde han, idet han ſpyttede i Næven og fortſatte ſit Arbeide:

„Det er ondt Veir at jagte i idag.“

„Det er ikke værre at jagte i end at hugge i,“ ſvarede jeg. „Men hvad mener du, om vi tog os en Dram i ſligt Veir,“ tilføiede jeg for at indlede en Pasſiar med ham.

„De ſkulde ikke give bort Brændevinet Deres,“ ſagde han, idet han rettede ſig fra ſit Arbeide, løftede Hatten og ſtrøg ſig med Bagen af Haanden over den vaade Pande; „De kunde have det nødig ſelv i Dag.“

„Jeg ſkal ogſaa tage mig en; jeg tænker, vi kunne have den nødig Begge. Men ſiig mig, ſpurgte jeg, idet jeg rakte ham Jagtflaſken, hvem eier alle de Stokke og Snarer, ſom nu ſtaae her?“

„Ja, De maa nok undres paa det,“ ſvarede han, da han havde taget en dygtig Slurk af Flaſken,“ han er nok ikke ſtort kjendt her over Marken, men ellers er det denne Hjerpe-Hans, ſom har ſat op al denne Djævelſkaben og alle disſe Greierne bort over al Marken. Der ſkal ikke blive megen Fugl tilovers for Trehørningskarlene nu ſkal jeg troe.“

„Hjerpe-Hans? Ham har jeg aldrig hørt tale om før. Boer han her i Nordmarken?“

„Nei Gu, han er da fra Ringerige; men ellers kalde de ham ogſaa for Hvervingen og Hans Kampen; han har mange Navne den Karlen; men hid kommer han kveltræt og gaaer herfra morgentung.“

„Hvad mener Du med det?“ ſpurgte jeg, idet jeg forundrede mig over, at Hans Kampen, ſom jeg kjendte meget nøie, og ſom netop var En af dem, der var allerværſt til at ødelægge Vildtet med Stokke og Snarer, — gik fra Krogſkoven og hid for at fange Fugl.

„Hvad jeg mener? jeg mener han gaaer og frier her, veed jeg. Han gaaer brave Folk i Veien baade paa den ene og paa den anden Maade, han. Fuglen taer han bort, ſaa der meſt ikke er en Fjær at ſee i Skoven og han gjør megen anden Ugreie ogſaa.“

Under den ſidſte Replik havde Tømmerhuggeren ſat ſig paa en nedfældet Gran. Det var let at forſtaae at den mig velbekjendte Hans gik ham i Veien i Kjærlighedsanliggender.

„Alle Fugle har han dog ikke taget endnu, her ſeer du en, jeg ſkjød ſtrax her henne,“ ſagde jeg idet jeg tog Tiuren ud af min Taſke, „og nu netop gik der en Røi i en af hans Stokke næſten paa ſamme Sted. — Men hvem er det Hans Kampen gaaer paa Frieri til?“

„Aa det er til en Jente, ſom hedder Mari. Store Rigdommen ſkal der nok ikke blive at faae for ham, om han faaer Jenten. Selv maa hun tjene, og Moer hendes eier ikke Straaet hverken til ſig ſelv eller til de andre Ungerne. Men med Forlov, hvor agter den Karlen ſig hen til Natten?“

„Det er ikke godt at ſvare paa,“ ſagde jeg, „jeg har miſtet begge mine Hunde, og jeg maa ſee om jeg kan træffe dem igjen. Du ſkulde vel ikke have hørt eller ſeet dem idag?“

„Seet dem har jeg ikke, men ſtrax idag Morges hørte jeg en grov og en fiin Hund jage langt Nord paa her. Jeg hørte det ſkjød ogſaa, og ſaa blev det ſtilt,“ ſvarede Tømmerhuggeren.

„Det er vel Hans Kampen, ſom er ude igjen da?“ ſagde jeg.

„Nei Gu er han ikke nu alligevel. Han gik til Byen igaar med en Børd af Fugle ſaa ſvær ſom et Heſtelæs, og han pleier gjerne blive borte en to tre Jævndøgn,“ ſvarede han.

Jeg udſpurgte ham nøiere om mine Hunde, men han kunde ikke give mig anden Underretning, hvorpaa jeg ſagde, ham, at jeg vilde gaae nordover og huſe mig i Hakkloen.

„Aa ja,“ ſagde han, „det er nok godt at faae Tag over Hovedet i ſligt Veir, men ellers er det ſaa fuldt i Hakkloen af Tømmerhuggere og Pargas, at de ligge meſt paa hinanden.“

„Hvor huſer du dig henne?“ ſpurgte jeg.

„Jeg finder vel en Krog etſteds jeg ogſaa. Ja Gud bevares, det er nok ikke rare Taget, men det er altid lidt ligere end at ligge ude, og bedre end at være i Hakkloen,“ ſvarede Tømmerhuggeren.

„Kanſke du ogſaa kunde ſkaffe mig Huus der?“ ſpurgte jeg.

„Det kommer ſig an paa om De kan hæle (holde ud) der; ellers kan De nok faae være der. Saa kan De faae ſee hende, ſom Hans gaaer til nu, for ved Mikkelsmesſe tog hun fra Konditionen og flyttede til Moer ſin for at hjælpe hende med de andre Smaaungerne.“

Dette Tilbud modtog jeg, men da det endnu var tidlig paa Eftermiddagen vilde jeg, ſkjønt med ringe Haab, gaae lidt omkring for om muligt at træffe mine Hunde. Jeg ſagde tillige til Tømmerhuggeren, at jeg vilde gaae tilbage for at hente den Røi, ſom Hans havde faaet i Stokken, og at han kunde ſige ham, hvem der havde taget den, for at han kunde komme ind og faae den betalt næſte Gang han kom til Byen.

„Huf,“ ſagde Tømmerhuggeren, da jeg reiſte mig for at gaae; „det er bleven koldt, mens vi have ſiddet her; det er ikke Veir til at ſluntre i nu. Hun øſer brav ned.“

„Jeg mener det er bedſt, du faaer Lidt at varme dig ved,“ ſagde jeg, og rakte ham min Flaſke. Da han havde drukket en Slurk, tog han ſin Øxe, gik mod Veiret og begyndte at kviſte Granene, der med ſine prægtige Grene laa henſlængt paa det fløielsbløde Moos.

Jeg gik ned i Dalen langs med Elven. Tømmerhuggerens Øxeſlag tabte ſig ſnart ved Elveſuſet. En Eenſomhed, ſom om Ingen aandede her, ſom om Alt var ſkjult og hemmeligt, var atter lagt over den vilde Skovegn. Her kunde man friſtes til at glemme, at man et Øieblik før havde talt med et levende Væſen. Her ſtrakte Oretræerne ſine ſidſte Løvgrene ud i Elven, og et enkelt guulnet Aſpetræ ſaae ſin falmede Pragt i det mørke Væld. En mosbegroet Kjæmpeſteen laa i Strømmen; rundt omkring den ſkummede Elven hvid, men antog ſnart den mørkegrønnne Farve, der lidt længere ned blev ſaa mørkladen ſom en Nat. Denne regnfulde Dag begyndte allerede at ſkumre. Da jeg kom op til Hans Kampens Stokke og havde lagt Røien i min Jagttaſke var det vel endnu lyſt, men Aaſerne og Granſkoven ſaae mørkere og ſkumlere ud end for en Time ſiden, og jeg gik lige tilbage til Tømmerhuggeren, ſom atter var ifærd med at fælde en Gran af mere end almindelig Høide. Paa den ene Side var Skuren allerede færdig, og der manglede ikke mange Hug paa den anden Side førend dette ranke Træ vilde ſtyrte. Naar Øxen bed i Granlæggen, ſkjælvede Træet og det begyndte ſaa ſmaat at ſvaie med ſin Krone.

„De faaer ikke ſtaae paa den Siden,“ ſagde Tømmerhuggeren, idet han ſaae op efter Granen, „for jeg har lagt hende did.“

Han gjorde endnu et Par Hug, og Træet bevægede ſig et Par Sekunder, ſom om dets Fald endnu var ubeſtemt. Et Øieblik var det ſom om det ved ſin egen Tyngde ballancerede paa Stubben, men ganſke ſagte bøiede det ſig forover mod den Side, hvor jeg havde ſtaaet. Da Ballancen var tabt, ſtyrtede det ned med Brag; Smaagraner, der ſtode foran det knækkedes, og Granens øverſte Grene ſplintredes i Faldet.

„Det bli’er en med tolv Tommers Top,“ ſagde Tømmerhuggeren, og ſatte ſin Øxe faſt i Stubben. „Men nu faaer vi ruſle paa os, ſkal vi komme frem i Lyſe.“

Under endeel Grankviſte fremtog han to andre Øxer, en Næverſkrukke og en Træflaſke.

„Jeg ſkulde have lidt Mad, før vi gik i Veien,“ ſagde han; „men kanſke De heller vil ſtryge ſtrax, De?“

„Spiis du,“ ſvarede jeg, „ſaa ſkal jeg ogſaa tage mig et Stykke, og ſaa kan du ſmage paa min Niſte med det ſamme“

Da vi havde endt vort Maaltid, ſtak Tømmerhuggeren Næverſkrukken og Træflaſken paa Øxeſkafterne, ſom han lagde over Skulderen og gik nordover.

„Det er ikke rar Vei her,“ ſagde Tømmerhuggeren, idet han gik foran og bøiede tilſide Grenene, der ryſtede ſit overflødige Vand ned over os;„vi faae holde os efter Leden (Leia.)

„Det varer ikke længe,“ ſagde jeg, „før vi ikke kunne kjende Aaſerne. Derſom det er langt at gaae, kommer Mørket paa os.“

„Det kan ſaa være det,“ ſvarede Tømmerhuggeren; „men jeg har gaaet denne Veien ſaa mange Gange, at jeg meſt kjender Granen, naar jeg tager paa den.“

„Jeg ſynes det bliver mere og mere ulændt, jo længer vi gaae,“ ſagde jeg, idet jeg var paa Veien til at ſnuble over nogle Trærødder.

„Nei da,“ ſvarede Tømmerhuggeren, „men det er ſaa artigt i Skumringen; En ſeer ikke rigtigt, hvorledes En ſætter Benene. Men ſee Dem for i Bækken; De faaer træde midt paa Stenene, for de ere ſlibrige nu, og det er braadybt nede ved dem.“

„Hvad er dette for en Bæk?“ ſpurgte jeg, da vi vel vare komne over det ſkummende og bruſende Vandløb.

„Aa, de kalde den Aurkjernsbækken,“ ſvarede Tømmerhuggeren. „Det er ikke ſtore Bækken om Sommeren, ſkal jeg troe; da kan En gjerne gaae den tørſkoet, men i ſligt Veir ſom i Dag, kan det hende, den bruger ſig; nu kunde den gjerne drive baade Kværnebrug og Saug.“

Efterſom vi fortſatte vor Gang faldt Mørket mere og mere paa og Regnen ſtyrtede ned i Strømme. I hver Fordybning og Huling var der Damme og Vandanſamlinger, ſom vi hvert Øieblik plaſkede ud i; thi ſelv de nærmeſte Gjenſtande kunde vi nu ikke ſkjelne, kun naar vi ſaae mod Himlen, mærkede vi en Lysning mellem Granerne. Omendſkjønt Tømmerhuggeren gik lige foran, ſaae jeg ham dog ikke anderledes, end ſom en bevægelig ſort Skygge, og ſelv for ham var Gangen nu møiſommelig. Jeg maatte næſten friſtes til at troe hans Ord, at han kjendte Granen, naar han tog paa dem; thi hvert Øieblik kunde jeg ſkimte hans Arm, der famlede efter Træerne; om det var for at ſtøtte ſin Gang, eller om han virkelig havde Mærker paa dem, ſkal jeg lade uafgjort. Maaſke havde han før været ude i lignende Veir, og derfor hugget ſig Tegn i Træerne.

„Hun er ſtyg i Qveld,“ ſagde han.

„Ja du har Ret i det,“ ſvarede jeg; „jeg angrer næſten, at jeg ikke fulgte Veien til Hakkloen.“

„Vi har ikke langt igjen nu,“ ſagde han.

„Men det maa dog være et Stykke; vi ere endnu ikke komne til Lykkegjordet.“

„Lykkegjordet ſkal ikke hæfte os,“ ſagde han, idet han ſtandſede.

Her fornam jeg Lugten af friſk Røg, hvilket jeg gjorde Tømmerhuggeren opmærkſom paa.

„Ja, jeg kjender den nok,“ ſvarede han; „men jeg ſaae, om jeg ikke ſkulde kunne ſee Varme, for her ſkulde det være.“

„Her,“ ſpurgte jeg forundret, og ſaae mig rundt omkring, men jeg fornam ikke andet end Nattens og Skovens Mørke.

„Ja Gu ſkulde det være her, og her er det ogſaa, der kan De ſee, at det lysner nede under Dem.“

„Jeg ſaae, at der nede under mig trængte en Lysſtraale ud iden ſorte Nat. Det var ikke længer borte, end at man kunde ſee, Lysningen trænge ud mellem to Baghun, der ikke ſluttede godt ſammen.

For at komme ned til denne for mig ſælſomme Bolig, maatte vi gjøre en liden Omvei paa en 50 Skridt. Omendſkjønt Natten laae ſaa ſort og mørk over hele Egnen, forekom det mig dog ſom om den ved mine Fødder var tykkere og tættere end lige ud for mig. Jeg ſagde til Tømmerhuggeren, at Aaſen her viſt gik lige ned.

„Ja, hold Dem bare vel ind til Venſtre,“ ſagde han: „det er ikke ſaa fælende dybt ſom det ſeer ud til nu; men, Gud bevares, det var ingen Hygge at falde ned her.“

Da vi vare komne et Stykke frem jævnede Terrainet ſig noget, vi gjorde en Vending lidt nedover, og kom ind i et trangt Dalføre eller „Draag,“ ſom Bønderne kalde ſlige trange Smaadale, der paa begge Sider indſluttes af ſteile Vægge. Her var det ſaa mørkt, at vi ikke kunde ſee en Alen foran os, men vi kunde heller ikke gaae os bort. Lysglimtet, ſom jeg for kort ſiden havde ſeet, da vi vare over Dalen, kunde jeg nu ikke mærke; men et Øieblik efter, trængte en fem ſex Glimt imod os, og her laae den elendigſte Menneſkebolig, jeg har ſeet. En Deel Baghun og korte Tømmerſtokke vare paa Skraa ſtillede mod den bratte Fjeldvæg. De vare bedækkede med Moſe, Næver og Granbar, for, ſaavidt muligt, at hindre Regnens Indtrængen. Øverſt oppe mod Fjeldvæggen var i det ene Hjørne et Hul, hvorigjennem Røgen trængte ud tilligemed en Lysſøile, der udbredte et ſtærkt Skin over de nærmeſte Gjenſtande. Ved begge Ender var en Tværſtok, hvorimod der ogſaa var opreiſt Baghun og Tømmer, ſom vare belagte med Granbar.

Da Tømmerhuggeren ſtandſede ved den nærmeſte Ende og var ifærd med at tage et Par Baghun tilſide, ſpurgte jeg ham, om der boede Folk her.

„Aa ja,“ ſagde han, „vi har hjulpet Kjærringen at ſætte op dette Skuret, for en Barhytte var for liden for hende maatro.“

Da han havde udtalt, var han ogſaa færdig med at faae Aabningen ryddig, og en Lysmasſe fra et flammende Baal blændede os, der kom fra det tætte Mørke. Damp, Røg og Os af vaade Klæder, der hang om Ilden bidrog ogſaa ſit til at hindre mig i at ſkjelne de forſkjellige Gjenſtande og Perſoner, der fandtes herinde. Det førſte jeg imidlertid fik Øie paa var Hans Kampens høie, jernhaarde Skikkelſe, der ſad med Ryggen vendt mod Indgangen. Han var i Skjorteærmer og ſad med nøgne Been, ſom han varmede ved Ilden. „Jeg kunde meſt tro, det var dig, ſom var ude i dette vakkre Veiret, da jeg fik høre Feiom og Klinge jage ved Hakklodammen i Dag,“ ſagde han, idet han reiſte ſig og rakte mig Haanden.

Om det Indvendige af denne uſle Hytte kan man neppe gjøre ſig nogen Foreſtilling. Det var et Skuur i Form af en efter Diagonalplanet gjennemſkaaren Terning. En Fjeldhelle dannede for en ſtor Deel Gulvet, og i den ene Ende af dette var Arneſtedet afdeelt ved nogle ſtørre og mindre Kampeſtene. Omtrent to Alen op fra Ilden gik der en Tværbjælke, ſom med ſin ene Ende laa faſt i en Fordybning i den eneſte lodrette Væg, ſom fandtes, nemlig den af Sod og Væde glindſende Fjeldſide, den anden Ende af Stokken gik ud gjennem Taget eller Skraavæggen, hvad man nu vil kalde den; thi efter hvad ovenfor er anført, beſtod dette Rum kun af Taget, en Væg og et Gulv. Paa denne Stok var alſkens Klæder, der frembragte den dampende og oſende Atmosfære, hængte. I Hjørnet, ikke langt fra Ilden var der opſtablet en ſtor Bunke med tørret Moſe og Granbar, ſom mod Væde beſkyttedes ved ſtore Næverflader.

To, halvanden Alen lange Krakke, et Par Kubber, ſamt nogle Trækjørler, Næverſkrukker og Øxer, der vare ſtablede ſammen, udgjorde det hele Huusgeraad. Under dette Tag vare nu ſamlede i det Hele 7 Menneſker. Foruden os var der nemlig „Kjærringen,“ ſom Tømmerhuggeren kaldte hende, den omtalte Mari, ſamt Lars og Aaſe, ſom jeg før havde talt med ved Elven.

„Gud bedre os, hvordan ſkal vi huſe Jer i Nat,“ ſagde Konen til mig, da jeg havde ſat Bøsſen og Jagttaſken fra mig, og var i Færd med at ſkille mig ved nogle af mine vaade Klæder.

„Aa, den Karlen er vant ved at lide Ondt,“ ſvarede Hans Kampen for mig; han har nok været ude for ſligt før. „Men,“ vedblev han, „du har nok flere Kjendinger her, jeg faaer vel faae frem Bikjerne til dig.“ Enhver, der har været i lignende Tilfælde, vil kunne ſætte ſig ind i den Glæde, der overkom mig, da Hans bag den ſtore Moſebunke trak mine Hunde frem, ſom gabede og ſtrakte ſig, og logrede med Halen, da de fik mig at ſee. Hans Kampen var en gammel Ven og Bekjendt af Feiom og Klinge, og da han om Morgenen var kommen fra Byen, havde han hørt dem jage; han havde ſkudt Hare for dem, og ſiden havde Hundene ſlaaet Følge med ham.

„Du kunde dog have prøvet at træffe mig igjen, min kjære Hans,“ ſagde jeg en Smule ærgerlig; „du vidſte at ingen Anden havde mine Hunde.“

„Hvad ſiger du, Karl?“ udbrød han med den Varme, der overkom ham, da han følte at han fik en ufortjent Bebrejdelſe. „Har ikke jeg ſøgt nok over Aaſer og Marker; jeg gik lige tilbage til Gaaſlungen og frem igjen rundt Helgern; jeg har ſkreget mig hæs og ſkudt bort Alt mit Krudt, men Fanden tage den, der hørte eller ſaae Noget til dig!“

„Ja, lad det være godt, Hans, jeg troer dig nok. Jeg faaer vel ogſaa betale dig for din Umage,“ ſagde jeg, idet jeg gik hen til min Jagttaſke og trak Røien frem. „Er du fornøiet med den,“ vedblev jeg og kaſtede Fuglen hen til ham. Han betragtede den kun et Øieblik, men da han ikke ſaae Skud paa den, ſmilte han og ſagde:

„Aa ja, jeg ſkjønner nok dette, men jeg faaer vel gjøre Bytte med Dem.“ Han fremtog derpaa af en gammel Læderrandſel, ſom ogſaa laae bag Mosbanken, to ſkinnende hvide Harer. „Den ene ſkjød jeg idag Morges,“ ſagde han; „den anden tog jeg i Bjerg her i Nærheden. Jeg ſlap at ſkyde den, for jeg eiede ikke Krudtkornet igjen.“



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.