Åpne hovedmenyen
P. T. Malling (s. 51-69).

Paa Næsodlandet har jeg adſkillige Gange forſøgt Jagtlykken, men næſten altid med ſlet Udfald. Da jeg ſidſte Gang, efter flere Aars Forløb, var der igjen, havde jeg fremmede, uøvede Hunde og fik ei engang Los; jeg opgav ſnart Jagten og da Sommervarmen paa de ſolbare Stier blev mig trykkende, gik jeg i Baaden og ſeilede med ſagte veſtlig Vind en Times Tid langs Stranden. Saaledes kom jeg til en liden Bugt, hvor Alt var mig ſaa bekjendt fra forrige Dage, at jeg maatte ſtudſe ved den Glemſomhed, der nylig havde bragt mig til at overſee dette beqvemme Landingſted. Pælene ved Stranden, Fiſkerhytten og Faarehuſet paa den grønne Skraaning ſtode der endnu, Aſpelunden paa Næsſet havde ei miſtet et eneſte af ſine Træer; kun Stedets Beboere vare ſkiftede. Mine gamle Venner i Bugten vare forlængſt henflyttede til en anden Egn, og derved havde den Plet for mig tabt ſin væſentlige Interesſe. Men nu fremſtod her med forunderlig Klarhed et Ungdomsminde, der i lang Tid havde været ſaaledes tilbagetrængt i min Erindring, at det kun i enkelte Træk af og til randt mig i Hu. Jeg ſaae atter tydeligt den mærkelige Perſonlighed med hvem jeg i min tidlige Ungdom færdedes her og ſom med næſten uindſkrænket Magt herſkede over mit uerfarne Sind. Hans Skjæbne bevægede engang en liden Kreds af Venner og foer ſom et flygtigt Rygte gjennem den ſtille By, men denne Hiſtorie er ſnart et Snees Aar gammel og jeg er den Eneſte der nogenlunde kjendte den i Sammenhæng. Lad mig da faſtholde den nu, medens den ſaa ſtærkt fornyer ſig i min Erindring. Jeg vil gjengive Billedet ſom det ſtaaer for mig. Den Charakter, jeg i Samlivets Dage ei forſtod at udgrunde, ſkal kun fremtræde i de Træk, ſom jeg umiddelbart har kunnet opfatte.


En Løverdags Eftermiddag i Auguſt ſad jeg alene hjemme og ſaae ud af det aabne Vindue paa Skyerne, der dreve for en ſydveſtlig Vind. Jeg tænkte paa Carl, min Omgangsven, ſom jeg om Formiddagen havde beſøgt og truffet i et Selſkab, der, paa en for mig ſelv uforklarlig Maade foruroligede mig. Den gamle Fiſker fra Næsodden var hos ham og havde denne Gang, ganſke mod Sædvane, ſin Datter med. Carl og jeg tog undertiden paa vore Jagtture ind hos den gamle Hans, og den ſmukke Marie blev beſtandig af os behandlet med en vis omhyggelig Opmærkſomhed. Hun havde været fire Aar i Huſet hos en Oberſtlieutenant H. paa Ringeriget, og hun var der mere bleven betragtet ſom Barn end ſom Tjenende. Dette var vel Grunden til, at hun i ſit Væſen var ſaa forſkjellig fra de Kvinder, Jægerne i Almindelighed træffe paa ſine Udflugter. Min Nærværelſe havde om Formiddagen generet Carl, og jeg havde derfor ſtrax forladt ham. Hvad vilde Hans og Marie hos Carl? Jeg vidſte det ikke. Pigen ſaae bleg og bedrøvet ud, og Carl havde en mærkelig Haſt med at faae mig paa Dør igjen. Jeg havde altſaa nu en ubeſtemt Anelſe, der gjorde mig urolig. Medens jeg ſad i diſſe Tanker, traadte Carl med en Cigar i Munden ind i min Stue. Han nikkede flygtigt og greb ſom han pleiede, naar han havde Fortræd, mechaniſk om mellem de forſkjellige Gjenſtande, der laa paa Bordet. Da Cigaren var udrøgt, kaſtede han den brændende Stump hen paa Snuden af min Hund. Dyret gav en ſagte pibende Lyd og krøb under Ovnen. „Det er ret min Gut,“ ſagde Carl, „lad mig ſee, at du bærer Smerterne hos dig ſelv.“ Han betragtede den logrende Hund med et Slags Medlidenhed, og ligeſom efter en hurtig fattet Beſlutning, vendte han ſig raſk til mig: „Du maa iaften følge med mig til Næsodden; Hans fortalte mig, at der var Vildt omkring hans Hytte.“ „Er ikke det Vildt, du vil ſøge, i ſelve Hytten?“ ſpurgte jeg. Han betragtede mig ſkarpt med ſine mørke Øine og ſagde derpaa med en adſpredt Mine: „Det Vildt, ſom findes der, har altfor ofte ſeet Jægeren. Gjør dig imidlertid færdig; om to Timer venter jeg dig ved Revierbryggen; Baaden ſkal ligge der.“ Han gik uden at oppebie mit Svar.

Jeg vilde ſøge at opdage hvad der tyngde paa Carls Sind; derfor indfandt jeg mig paa det betegnede Sted, da Kl. omtrent var 9. Himlen var overtrukken og det kulede nu ſkarpt for Sydveſt. Carl, der var kommen før mig, ſtirrede hen mod Aſkeraaſerne. „Vi faae et haardt Veir Carl,“ ſagde jeg, da han vilde gaae i Baaden uden at tage Reb i Seilene. „Ja,“ ſagde en gammel Lods, der ſad paa en omvendt Baad, „vil Herrerne komme tørſkindede frem, maae de tage Reb baade i Storſeil og Fok.“ „Jeg er vant til baade at ſvømme og dukke i mit hele Antræk,“ ſagde Carl, „og en vaad Trøie generer mig ikke. Men lad os kun tage Reb ind og ſaa blive klare.“ Da vi ſtødte fra Land, ſmilede Lodſen og ſagde: „Derſom Conſulen, der leiede min Baad til imorgen, faaer et ſaadant Veir, gaaer jeg nok klar af Fortjeneſten.“ — Vinden peb i Seilene, og Maſten bøiede ſig, da Baaden løb over mod Alunværket. Veiret blev mørkt; over Bærums og Aſkers Aaſer var Himlen rødlig ſort. Vi laae over mod Vippetangen, og enkelte ſtore Regndraaber ſloge os i Anſigtet; Fæſtningens Lindetræer ſukkede og bøiede knagende ſine pragtfulde Kroner mod os. Jeg betragtede Carl under det voxende Uveir, men der var ingen Forandring paa hans Anſigt; det bevarede den ſamme jernhaarde, ydre Ro, jeg engang før i et farefuldt Øieblik havde fundet hos ham. „Sæt dig ved Maſten,“ ſagde han, „og pas Fokken, ſaa ſkal jeg ſelv pasſe Roret og Storſeilet.“ Mørket voxede tættere over Fjeldene og Strandbredderne, de ſtore Regndraaber faldt ſkarpere og hurtigere, og nu gik vi førſt Baut ved Brandſkjærene. Vor lette Baad arbeidede tungt i de hule, piſkende Bølger; men endnu holdt den ſig dog godt; mellemſtunder foer vel Rælingen under Vandet, men Carl vidſte da ſtrax at bringe Baaden op i Vinden, ſaaat jeg ei behøvede at øſe. Men jeg frygtede for Natten; det var allerede ſaa mørkt, at vi ikke kunde ſkjelne Omridſene af Ladegaardsøen; Himlen var ganſke overdækket, Uveiret bragede omkring os. „Det er umuligt Carl,“ ſagde jeg, „for os at komme til Hans inat. Vend og ſtyr til Byen.“ „Nei,“ ſvarede han, „det ſkal briſte eller bære; du pleier jo ei være frygtſom, frem ſkal det gaae; jeg maa indløſe mit Ord.“ — Lynilden knittrede hen over Søen, og jeg ſaae Carls Anſigt, der med en faſt og næſten trodſende Mine blusſede i Gjenſkinnet. Tordenen rullede fra Fjeld til Fjeld og Regnen ſtyrtede ned i Strømme. Jeg havde nu nok med at lændſe Baaden for Vand og vi maatte frygte Nærheden af Skjærene, ſom vi dog ei engang kunde ſkimte. Vi krydſede Slag i Slag uden at vide, hvor vi vare; thi Søe og Himmel gik i Eet for vore Øine, naar ikke netop Lynet brød gjennem Skydækket. Carl benyttede ſaadanne Øieblikke med ſtor Beſindighed og ſøgte da at orientere ſig. I korte Mellemrum hørte jeg hans Raab: „Lad Fokken gaae,“ men Hvergang vi ſaa vendte, fik vi Baaden halv fuld af Vand, og jeg øſte alt hvad jeg aarkede. Natten og Uveiret var paa det Højeſte, da et Seil fløi tæt forbi os. „Carl, holloi!“ lød det i ſamme Secund. „Det var Hans,“ raabte Carl, „han er ſeilet os imøde, lad Fokken gaae, vi ſtaae Baut med ham.“ Carls Ord var neppe udtalt, før Fiſkerens Baad atter foer forbi os, og han raabte med en Kraft, ſom kun en Sømand kan give ſin Stemme: „Følg mig!“ men dette var ei let at udføre og Fiſkeren var os ſnart af Syne. Vi laae der igjen, ſom vi troede, enſomme og forladte, da Hans paany ſom en Maage ſkar os forbi og raabte: „Klar til at vende! Kobbernaglen ret forud!“ Dette var os nok. Vi vidſte at Skjæret laae veſten for Næsodden, og at det nu, da vor Baad havde vendt, maatte ligge ſydveſt for os.

Noget over Midnat løiede Stormen en Smule af. Lynilden gik ſjeldnere og Tordenen hørtes mere fjern. Hvert Øieblik foer Hans forbi og raabte til os. Han var vor Ledeſtjerne i denne Nat; uden ham havde vi rimeligviis ſnart været ſtumme ſom Fiſkene. Men iland kunde vi ikke komme, før Morgenen kaſtede ſin førſte Lysning over Fjorden; thi Søen var for oprørt; men vi vare bjergede nu, og krydſede Slag i Slag paa Hans’s Comando. Det var endnu ganſke mørkt, da Fiſkerens Raab: „Gaae Baut og hold øſtlig!“ naaede til os, men vi havde ikke gjort to Slag i denne Cours, før det graanede over Aaſene. Aldrig har jeg med ſaadan Glæde ſom da hilſet Daggryet.

Jeg havde beſluttet at iagttage Carl og Marie ſaa nøie ſom muligt. Da derfor Carl, ſtrax efterat vi vare landede, forlod Bryggen og gik op mod Hans’s Hytte, fulgte jeg ham lige i Hælene. Da jeg kom ind i Stuen, ſaae jeg Marie, der var bleg og urolig; hendes Øine viſte at hun havde grædt. Jeg var ſaa nær ved Carl, at jeg hørte hans Ord: „Rolig, du Kjære, om tre Timer er jeg her igjen!“ Der kom nu et vemodigt, hengivende Udtryk i hendes blide Træk. Det var da klart, hvad jeg aldrig før havde bemærket, at der var en Forſtaaelſe mellem disſe To. Men af hvad Slags? Carl var vild og uregjerlig, men han var brav i Grunden og theologiſk Candidat; dette trøſtede mig.

„Gjør dig færdig,“ ſagde Carl til mig, „lad os komme afſted.“ „Efter denne Nat,“ ſpurgte jeg forundret, „vil du paa Jagt?“ „Ja,“ ſvarede han kort, „ſeer du ikke, at Himlen allerede er blank i Veſt; Veiret bliver godt.“ — Det var dog ikke for Jagten, han vilde ud; thi han indſaae ligeſaa godt ſom jeg, at den var unyttig efter en ſaadan Nat. Det var noget Andet, han vilde, hvori jeg ikke ſkulde være deelagtig. Han havde ſagt: om tre Timer er jeg her igjen! „Vel, jeg ſkal erindre det,“ tænkte jeg, tog min Bøsſe og gik efter ham. Carl havde Ret; Veiret begyndte at blive ſmukt. Fra Veſten aabnede ſig den blaae Himmel, og paa Bærum- og Aſkeraaſerne laae Solens Morgenglands; men vi vankede endnu om i et graat, uveiſomt, gjennemblødet Landſkab, hvor Moſe og Blaabærlyng, Gran-, Fyrre- og Birketræer, kort Alt viſte Spoer af Uveiret. — Det var ikke ualmindeligt, at Carl og jeg paa vore Jagtture adſkilte os og at vi, hver for ſig, gjennemſtreifede Partier, hvor vi troede, at vor Nærværelſe var meeſt gavnlig, da derfor Carl, efterat vi havde været ude omtrent halvanden Time, ikke længere var i mit Følge, vilde dette under andre Omſtændigheder ikke have forundret mig; men ogſaa nu forſtod jeg ſaa meget at han vilde gaae ſin egen Vei og tillige holde mig fjern fra Hyttens Beboere.

Efter flere Timers Omvanken i den enſomme Vildmark, ſatte dog alt det, jeg nylig havde oplevet, mig i en Uro, ſom jeg ei kunde bekjæmpe. Jeg beſluttede at gaae lige til Marie og ſpørge, om hendes Hemmelighed taalte en Trediemand; jeg vilde ſige Carl, hvis jeg traf ham der, at han var mig uſigelig kjær og at hans Vel var mit. Med disſe Tanker ſtod jeg ved Hytten og greb i Dørklinken, — men Døren var aflukket; jeg bankede paa, men Ingen ſvarede mig; jeg gik hen til Vinduet, men Hytten var tom. Mismodig over mit mislykkede Forſøg og næſten fortrydelig over, at jeg var ſtillet udenfor det Hele, gik jeg paa Lykke og Fromme min Vei. Hvor jeg vilde hen vidſte jeg ikke, men jeg fulgte mechaniſk min Hund, der med Snuden i Jorden gik hen ad en Sti. Jeg ſtirrede ned for mig og mine Tanker ſtode, ſom man ſiger, ſtille, da et Par Hundeglam vækkede mig. En Bondekone ſad et Stykke fra mig oppe ved Stien. Jeg ſpurgte hende, om hun havde mødt Hans og Marie. Hun ſvarede, at hun havde ſeet dem i Følge med et ungt Menneſke, ſom hun ikke kjendte; de gik, da hun mødte dem, henad Kirkeveien. Jeg ilede fra hende, og nye Tanker gjennemfore mig. Kirken ligger omtrent en Miil fra Hans’s Plads, men jeg løb mere end jeg gik denne Vei, ſaaat jeg inden halvanden Time var i Nærheden af Kirken. Tjeneſten var endnu ei begyndt; i nogen Afſtand ſaae jeg de førſte Kirkefolk. Jeg indhentede Klokkerens halvvoxne Søn, der ſkulde ringe ſammen, og med en dunkel Anelſe ſpurgte jeg ham om Præſten var i Kirken. „Ja,“ ſvarede han, „min Fader ſagde, da han gik hjemmefra, at han ſkulde være med ved en Brudevielſe.“ Paa Kirkegaarden lagde jeg mit Gevær under en Buſk, koblede mine Hunde og gik ind i Kirken. Der ſtod Carl og Marie for Alteret. Det var et uhyggeligt Optrin. Haſtværksgiftermaalet var kjendeligt i Alt, i Parrets Dragt, i Kirkens Tomhed og i Præſtens ſkjødesløſe Foredrag. Jeg havde ſeet nok, gik ud af Kirken og var juſt i Færd med at efterſee mit Gevær da de Viede nærmede ſig. Carls Blik traf mig faſt og gjennemtrængende. „Hvad har du gjort, Carl?“ ſpurgte jeg. „Min Pligt,“ ſvarede han rolig; „men hvorledes kommer du hid?“ „Det var min Omhu og Hengivenhed for dig Carl,“ ſagde jeg, „der drev mig.“ „Vel muligt, men denne Omhu gjør mig nu Fortræd — dog“ — ſagde han igjen, „jeg bad dig være med, fordi du er mere trofaſt end de Andre. Lad blot intet Ord komme til vore Bekjendte om denne Handling. Naar jeg engang ſom Præſt ſidder paa en øde Strand i Nordlandene, kunne mine ſaakaldte Venner faae Tid nok til at forundre ſig over, at jeg var gift uden at have modtaget Bryllupsviſiter.“

Jeg gik hjem med dem, men endnu var Carl mig en Gaade.

Solen ſank ned mod Fjeldene, og Fjordens rolige Flade ſugede de lange Skygger til ſig, da Carl og jeg forlode Næsodden; det var omtrent paa ſamme Tid om Aftenen ſom vi Dagen før vare tagne fra Chriſtiania; men der var en mærkelig Forſkjel paa igaar og idag„ I Øſten var Himlen ſølvblank, i Veſten glødede den og kaſtede ſit Skjær henover Søen. Nu og da lød en ſagte Tone fra Vinden hen til os, men dette kjærlige, hviſkende Puſt var for ſvagt til at fylde de ſlappe Seil; de bølgede ſig af og til og ſlog atter matte mod Maſten. Vi maatte idag bruge Aarene forat glide frem paa den ſtille Flade. Solen gik ned bag Aaſen og Sommeraftenens Skjær var over Himmel og Søe. Fjordens mørke, ſkovklædte Øer laae ſlumrende paa dette ſkinnende Tæppe. Foran os havde vi Nakholmens nøgne Strand. Vi laae idag ſom igaar midt paa Fjorden, men vor Baad gik nu med en ſagte, gyngende Bevægelſe henover de bløde, neppe mærkelige Bølger og Aftenens ømme Alfer ſtemte vore Hjerter blidt. Kun ſlet pasſede Carl og jeg Aarerne; thi Baaden gled hen under Forneboelandets ſydlige Kyſt. Granerne vare her ſaa grønne og duftfulde, Fyrrenes Stammer ſaa røde og kraftige; det hviſkede og aandede inde i Skovgrunden. Carl lagde ſin Aare op; jeg rettede Baadens Gang og lod den glide langs Landet i ſin Cours. Himlens Lysning faldt paa Carl. Han havde taget Kjolen af, og Aftenſkjæret laae nu ſmukt paa hans lette Lærredsdragt medens han lænede ſig op til Maſten. Over hans mørke, prægtige Anſigt var der et Udtryk, ſom af en kjær Erindring; han ſaae hen over Vandet og ſtod længe ſaaledes med korslagte Arme. „Kjender du,“ ſagde han endelig, Oberſtlieutenant H. paa Ringeriget?“ „En Smule,“ ſvarede jeg. „Der,“ vedblev Carl, „lærte jeg Marie at kjende.“ „Jeg veed det,“ ſagte jeg, „hun var der i Huſet, da du var Lærer der.“ Carl taug og jeg ſaae, at han lagde ſin Pande mod det kjølige Seil. „Har du ſeet Oberſtlieutenantens Datter Henriette,“ ſpurgte Carl med en Stemme, der var næſten hviſkende. „Nei, men hun ſkal have været ſmuk,“ ſvarede jeg. „Ja hun var ſmuk, og bliver ſmuk i al Evighed,“ ſagde han; „jeg glemmer hende aldrig. Jeg vilde glemme hende, derſom jeg kunde, men jeg kan det ikke. Denne Aften kalder hendes Billede med uimodſtaaelig Magt frem for min Sjæl, jeg føler nu og altid at jeg uden hende fører et Skinliv. Hendes Væſen var fiint og let ſom denne Luft; jeg ſeer hende i Alt, hvad der her omgiver mig.“ Jeg havde aldrig hørt Carl tale ſaaledes ſom nu; det var hans indre, for mig og alle Andre ſkjulte Menneſke, der med Eet aabenbarede ſig. Kun den ensformige Lyd af mine Aareſlag forſtyrrede den dybe Rolighed, der herſkede omkring os; jeg bevægede Aaren ſaa ſagte jeg kunde forat lytte til Carl, men han taug og havde ſænket ſit Hoved mod Bryſtet. Jeg vovede ei ved Noget at forſtyrre ham; thi jeg kjendte ham, og vidſte at det vilde være ham ubehageligt.

Et Øieblik ſtod han ſaaledes, ſom for at vække alle ſlumrende Erindringer, derpaa begyndte han igjen: „Henriette er min Couſine, og hun er ligeſaa gammel ſom jeg. Da jeg blev Huuslærer hos min Onkel, havde jeg ikke ſeet hende ſiden hun var et Barn, men jeg kjendte hende igjen, omendſkjønt hun havde forandret ſig meget. Det var dengang ordentlig en Skik og Sædvane, at unge Studenter bortgave deres Hjerte og hele Timelighed, naar de bleve Lærere i Huſe, hvor der fandtes confirmerede Døttre; men jeg rødmede for mig ſelv af Skamfuldhed blot ved Tanken om et ſaadant Skridt, og jeg troede mig vidende om hvad Forſkjel i Vilkaar der er paa en tyve Aars Pige og en Student af ſamme Alder. Men hvor meget jeg end anſaae mit Hjerte for beſkyttet, fik jeg dog ſnart Erkjendelſen af at jeg var dødelig forelſket, ja ganſke fortabt og borte i denne Følelſe. Det var hendes Skyld; thi hun havde et Blik, der ligeſom forſkede og ſpurgte og ſtraalede dertil af uimodſtaaelig Mildhed. Medens jeg ſaaledes følte, hvorledes det higende Liv groede i mig, var det en Aften juſt ſom denne. Hun var gaaet alene ud over Engene ved Gaarden. Et kort Stykke fra den løb der en Elv under nogle løvrige Bakker. Strax nedenfor Gaarden dannede Elven et Vandfald, ſom drev et Sagbrug, der tilhørte hendes Fader. I de rolige Sommeraftener gik hun ofte denne Vei med mig, men jeg var den Aften kommet ſildig hjem fra en liden Reiſe. Jeg gik langs Elvebredden, da jeg ved en Bøining, ſom den dannede, ſaae Henriette ſidde med Hovedet ſtøttet til Haanden i en lille Baad, der laae i Elven. Hun var hvidklædt og havde en Straahat paa Hovedet, hvorover der var kaſtet et Slør. Maanen ſpredede ſine Straaler omkring hende, og jeg maatte tænke paa Elverpigerne, der i maaneklare Aftener dvæle i Aaſkyggerne; hendes Slør viftede om hendes Hoved og Bryſt og gav hendes Former noget Taageagtigt og Uſikkert. Jeg ſatte mig hen i Birkeſkyggen; thi jeg vidſte, at hun ofte ſøgte Enſomhed. Maanen gik bag Skyen, og den Plet, hvor Baaden laae, blev dunkel, indtil en ſagte Vind, der zittrede gjennem Træernes Blade ſtrøg Skyen bort. Mit Blik faldt paa det Sted, hvor Henriette havde ſiddet i Baaden, men denne var forſvunden. Jeg reiſte mig og ſpeidede, men Krumningen af Landet hindrede mig i at finde hvad jeg ſøgte. Jeg ſtod endnu forundret, da Baaden gled frem for mig i Maanens Afglands; Henriette ſad der, ſom det ſyntes, i den ſamme drømmende Stilling ſom for lidt ſiden. Baaden havde ikke været bunden, den ſagte Vind og Elvens Strøm havde drevet den nedover. Jeg raabte til Henriette, thi hun var ikke langt fra Vandfaldet; hun løftede Hovedet og ſaae den Fare, hvori hun ſvævede, og ſom en ſkjælvende Sylphide udbredte hun ſine Arme mod mig og anraabte mig om Hjælp; jeg kaſtede mig ud i Elven og var ſaa heldig at redde hende: Da hun ſtod paa Bredden, tog hun min Haand og trykkede den; hun heldede ſit Hoved mod mit, ſom om hun vilde og maatte give mig et Kys, men min bævende og ydmyge Sjel neiede ſig dybt for denne Lykſalighed, og, hvor forunderligt! jeg turde neppe røre ved hendes Arm, medens jeg viſte hende en kortere Sti mellem Løvet. Da hun en Maanedstid efter reiſte til Kjøbenhavn, græd hun, idet hun ſagde mig Farvel; hun tog atter min Haand, trykkede den og ſagde: „Carl, jeg glemmer dig aldrig;“ thi hun havde dog, det vidſte jeg jo, gjort et Blik i mit Hjerte, og alligevel glemte hun mig, medens mit Væſen kun hang ſammen ved Erindringen om hende. Hendes Fader fik ofte Breve fra hende, men der var ſnart ikke et Spørgsmaal om mig, ikke en ſvag Hentydning paa mit Liv. I et af de ſidſte Breve, bad hun om ſin Faders Samtykke til hendes Forlovelſe med en danſk Officier, der havde Formue. Min Onkel fandt ingen Grund til at nægte hende det, og en Maanedstid efter kom hun atter hjem. Da hun ſaae mig igjen, rødmede hun, men modtog mig med en Venlighed, der vilde have været mig kjær, derſom mit unge Livs Terninger ei havde været kaſtede. Hun var langtfra nogen Coquette, men hendes Hjerte var i Alt, hvad der angik Hengivenhedsfølelſer ſaaledes beſkaffent, at hun maatte have Gjenſtanden for ſin Ømhed under Øinene for ei at glemme den. Min Følelſe for hende var ikke af den Art, at den kunde forandres efter det, ſom blev givet mig igjen, derfor gjemte jeg dybt i mit Hjerte Erindringen om al den Qval og Lykſalighed hun havde tildeelt mig. Det forøgede neppe min Smerte, da jeg ſaae hendes Forlovede komme herop, thi det var en Mand, der var hende værdig; men der var noget Andet, der ſaarede mig dybt, og ſom jeg aldrig kan glemme. Præſtegaarden laae paa den anden Side af Elven, ſom var Grændſen mellem hiin og min Onkels Eiendomme. En Dag vare vi Alle indbudne til at komme derover; jeg modtog ikke Tilbudet; men da jeg var alene, tog jeg min Bøsſe og ſlentrede om i Markerne. Da det lakkede mod Aftenen, drev min Stemnings Veemod mig ned til Elven. Jeg elſkede Partierne om denne Elv fremfor alle de andre Skjønheder paa min Onkels Eiendomme, thi det var ved denne Bred, jeg havde levet mine bedſte Timer. Jeg ſad under en af de ſmukke Høie, ſom omgive Elven. Det var en ſtille, overſkyet Høſtaften, og over Aaſen laae den hvide Taage i forunderlige Skikkelſer. Jeg mindes denne Aften, ſom den igaar. Luften var trykkende og diſig; Maanen var oppe, men dens Straaler kunde ikke trænge gjennem Skyerne, og den kaſtede blot et hvidligt, uſikkert Skjær over Høiene og Sletterne; den eneſte Lyd, der naaede mine Øren, kom fra Vandfaldet længere nede. En ſtille, uſigelig Tungſindighed laae over Træpartierne og Elven. Da jeg havde dvælet der en halv Times Tid, hørte jeg nærved Tonerne af en Sang. Jeg kjendte disſe Stemmer, det var Henriette og hendes Forlovede, der ſang en Barkarole, ſagte Aareſlag blandede ſig med Melodien. Jeg reiſte mig og ſaae hen over Elven; der ſad Henriette igjen i Baaden og ſaae ned for ſig, medens hendes Sang lød hen til mig. Den danſke Mand ſad bøiet mod hende, og hans ſmukke Stemme ſmeltede ſammen med hendes. For hvert ſagte Aareſlag, der førte dem nærmere til mig, bævede jeg; thi jeg vilde ikke have tabt denne underlige Salighed for Meget. Kun paa Henriette og hendes Fremtids Lykke tænkte jeg nu, og jeg vilde have offret mit Livs Tilfredshed forat der aldrig ſkulde lægges en Skye paa hendes Pande. Kun eet egenkjærligt Ønſke blandede ſig med min rene Hengivenhed for hende, og det var, at hun ſkulde holde, hvad hun engang havde lovet, ei at glemme mig; men jeg vidſte, at dette ikke vilde ſkee, og deri laae disſe Øieblikkes Bitterhed. Baaden landede ikke tredive Skridt fra mig, jeg ſaae hvorledes hendes Forlovede tog hende om Livet og hjalp hende op paa Bredden. Hun ſtøttede ſig ved hans Arm, og de vandrede tauſe og ſagte henimod Træerne hvorunder jeg ſtod. „Denne Aften er ſaa rolig,“ ſagde Henriette, „og Elven er her ſaa ſmuk; lad os ſtandſe her et Øieblik.“ Hun lænede ſig til hans Skulder; de talede ikke. Kun kort ſtode de her; da nærmede de ſig den Træklynge, der ſkjulte mig. „Her reddede Carl engang mit Liv,“ ſagde hun, men i en ligegyldig Tone. „Du har fortalt mig det før,“ ſvarede hendes Forlovede, „men hvorfor var han ikke hos Præſtens iaften?“ „Jeg veed det ikke,“ ſagde Henriette. „Carl er god nok, men det er et forunderligt Menneſke, ſom det dog neppe lønner Umagen at beſkjæftige ſig med; han er lidenſkabelig og raae, og han troer ofte — — —“ Jeg hørte Intet mere; de vandrede mig hurtig forbi; jeg ryſtede over mit hele Legeme og mine qvalte Taarer ſtyrtede frem. Luret havde jeg dog ikke. Ak, hun kaldte mig raae! Jeg er blevet det af den Grund, og jeg ſiger Dig, at mit Liv er forſpildt. Et Par Dage efter, forlod jeg min Onkel; Ingen anede hvorfor. Kun Marie græd virkelige Taarer, da jeg forlod hende; jeg havde været dette Barns Lærer. Ud paa Efteraaret giftede Henriette ſig og flyttede med ſin Mand til Kjøbenhavn. Jeg har ikke ſeet hende ſiden. Men jeg fik igaar vide, at hun var kommet hid, og derfor ilede jeg til Fiſkerhytten, thi jeg frygtede Virkningen af et Møde. Jeg veed jo at hendes Indflydelſe paa mit Sind er uberegnelig. Nu kan det, der er gjort igaar, ei forandres.“

Carl taug; thi Taarer qvalte hans Stemme. Disſe Taarer vare de ſidſte, han offrede en varm, dybt miskjendt Følelſe. Hvad Hjertet har omſluttet i ſyv Aar er groet ſammen med det. „Mit Liv,“ vedblev Carl, „blev forbitret og vildt; det er dig nok, naar jeg ſiger, at det var min Pligt at ægte Marie, hvis Svaghed for mig, jeg allerede ſporede, da jeg var hos min Onkel.“

Carl ſtirrede ned for ſig med det egne bitre Udtryk, der var blevet Hovedtrækket i hans ſmukke Anſigt. Vor Baad var gleden frem mod Ladegaardsøen, Maanen lyſte over Frognerkilens ſkjønne Kyſter, og Alt omkring os var nu ſaa roligt og ſtille, at jeg troede at høre Carls Hjerteſlag. En Baad laae med hvide Seil inde i Bugten ved en Brygge, der gik ud fra en af Løkkerne, og underlige lyſe og mørke Skikkelſer ſvævede ned i den. Der ſteg Røg op fra et Hyttetag, og enkelte zittrende Toner af en Gittar naaede nu hen til os. Morilden begyndte at glimre om vor Baad; der laae et magiſk, forunderligt lyſt Tryllerie omkring os, medens vor Baad endnu berørte Skovſkyggen. Sagte Melodier fra hint Selſkab, der nu blev roet over, løde hen til os. Der var noget lokkende i disſe Toner, der ligeſom kom op af det klare natlige Dyb. Jeg talte om et Bads Vederqvægelſe i den deilige Bugt, og medens jeg ſagde dette, ſprang Carl, ganſke ſom han ſtod, med Et overbord. Jeg forundrede mig ikke herover; thi jeg kunde vente mig noget Saadant af hans exalterede Stemning, og det var en gammel Vane hos ham at ſvømme i ſin Sommerdragt. Derfor havde jeg heller ingen Frygt, men jeg holdt blot Baaden rolig, til jeg ſaae ham dukke op over den blanke Flade. Han raabte til mig: „Kaſt dig ud Kammerat, Vandet er deiligt!“ Den anden Baad, der var roet os forbi, vendte da den hørte Carl kaſte ſig i Søen; man troede, at det var ved Uforſigtighed, han var falden ud. Baaden nærmede ſig Carl, der ogſaa, formodentlig af en Fejltagelſe, ſvømmede hen mod den. Jeg ſaae de hvidklædte Damer bøie ſig urolige og forſkrækkede hen mod Carl. Da han var i Nærheden af Baaden, mærkede han nok ſin Fejltagelſe, thi han gjorde en Bøining ſom for at vende ſig fra den; men jeg hørte Lodſen, der igaar havde advaret os for Uveiret, raabe til ham: „De holder det ikke ud,“ og hans Baad ſkjød hen mod Carl, der greb fat i Rælingen. Da han løftede ſit Hoved op hørte jeg en Dameſtemme udbryde: „Gud, det er Carl!“ „Henriette!“ raabte han, og med Anſtrængelſe ſkjød han ſig langt fra Baaden; han nærmede ſig til mig, men da han kun var et kort Stykke fra mig, løftede han ſine Arme i Veiret og lagde Hænderne over Øinene, og med denne Bevægelſe ſank han pludſelig. Baade Lodſen og jeg ſprang ud for at redde ham, men vore Anſtrængelſer vare forgjæves.

Var det hans Kraft, der ſvigtede ham, eller var det Henriettes Billede, der trykkede ham til Bunds? Arme Ven, du fandt et koldt Leie under Ladegaardsøens Strand. Førſt efter din Død, opfyldtes dit Ønſke om at være erindret af din Ungdoms Herſkerinde.

Carl havde miſtet ſine Forældre i en ung Alder, men en ſenere afdød Paarørende havde efterladt ham Formue; denne tilfaldt hans ulykkelige unge Kone, der har en Søn, ſom med Faderens Uforſagthed allerede pløjer Bølgerne paa fjerne Have.



PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.