Skovene
Paa flere Steder omkring Christiania skal man have ondt ved med Bestemthed at afgjøre hvor det dyrkede Land ophører og hvor den vilde Skov begynder. Den egentlige opdyrkede Bygd blander sine grønne Enge og gule Agre med tilstødende Skovpartier, og i saadanne Halvskove træffer man igjen afsondrede Smaagaarde, indtil man uden selv at vide hvordan, er kommen ind i de mægtige Skov- og Fjeldstrøg, hvis Charakter man vel tydeligst kan forestille sig, naar man seer de smukke, bølgeformige Bærum- og Askeraaser. Herfra begynde disse Skove, der strække sig gjennem Lier, Bærum, Ringeriget ned igjen til Sørkedalen, Hakedalen og Hadeland og over til Sigdal og Krødsherred.
Denne ubestemte Grændse mellem Skov og Bygd er især paafaldende i vestre Bærum. Bygden trænger sig mellem Kulsaas og Værksaasen paa den ene Side og Askeraaserne paa den anden Side, i en spids Vinkel op til Finskoven, der tilhører Bærum. Gaarden Vøien er ligesom Hjertet i denne — jeg havde nær sagt — hovedløse Bygd. Den sidste egentlige Gaard i denne Trakt er Isi, men herfra og en Miils Vei i Omkreds vrimler der af smaa Skovpladse. Lidt nedenfor Vøiensæteren, der er at betragte som Vinkelens Toppunkt, har man en vid Udsigt, der om Dagen, naar Solen kaster sit fulde Straalelys over Landskabet, er for riig og afvexlende til Emne for et Malerie og næsten trættende for Øiet; men en Qvelstund, naar Maanen har hævet sig op over det fjerne Egeberg og gyder sine Sølvstraaler over de slumrende Partier, da er det deiligt at dvæle her. De mørke Aaser tage trofast, men dog saa blidt det lavere Landskab i sine Arme og dække med sine lange, usikkre Skygger de mindre smukke og altfor regelmæssige Gaarde, der ligge under Aaserne. De Partier, hvorover Maanen nu breder sit gjøglende Lysteppe, ere derimod vel skikkede til at modtage denne eventyrlige Klarhed. Grundenes vexlende Charakter i Høider, Flader og Bugter frembyder skjønne Overgange af det milde Lys og den dybe Skygge. Her sortner Naaleskoven og hist falder Skinnet paa Grupper af store Løvtræer. Sandvigselven, der langt herfra, ovenfor Syd- og Nysæteren, har sine Kilder, strømmer gjennem Landskabet og man seer Straalebruddet i de hurtige Elvbølger. Men den Ro, der saaledes hviler over dette Feldt, er dog ikke at ligne ved de tætte Skoves hemmelighedsfulde og trygge Stilhed; det er som om disse duftige, maanelyse Egnes Naturaand hviskede til mig at Freden er kortvarig, og at Morgenrøden hæver Trylleriet. Da har Landskabet tabt sin stille Pragt, og da er denne Taushed byttet med Travlhed og Vindskiblighed. I Solbelysningen viser dette udstrakte Feldt sig saa broget og udstykket, at man snarere ledes til at udvælge sig et enkelt Punkt for Betragtningen end til at dvæle ved Overskuelsen af det Hele. Skovene, der sees fra denne Høide, danne for en stor Deel usammenhængende Strøg og Flækker, mellem hvilke de storagtige hvide Proprietair-Huse med røde Teglsteenstage, paa en meget forstyrrende Maade, gjøre sig gjeldende; thi den mørke Naaleskov beholder i enhver Omgivelse Noget af sin alvorlige Vildhed, der kun slet stemmer med en overfladisk Culturs Puds og Pyntelighed, medens Løvtræernes smidigere Natur og huusvante Vext forstaaer at finde sig i Alt. Jeg hvilede engang paa en klar Sommermorgen under Vøiensæterens største Hængebirk. Egnens ypperste Fuglejæger, den gamle Thorbjørn Bestum, sad hos mig og pegede ud i Landskaber paa en ny Rydning, hvor enkelte afqvistede Graner endnu ragede i Veiret. Der tømredes allerede paa de øverste Omfar af et stort Vaaningshuus og der steg Røg op af et Par løst opsatte Bræddehytter i Skovbrynet. „Der skal vel blive gjævt nu,“ sagde Thorbjørn, „og byagtigt Stel i alle Maader; men bedre og ligere var det da Fuglelegen stod paa derover i sorte Skoven. Skov skal være Skov som Gud vil, men Storfanten vil have det anderledes.“ Med disse Ord løftede han Haglriflen, der laae paa hans Knæ, og sagde fortrydelig: „Det er snart ude med os To; du faaer saa aldrig mere Sigte paa slig en Røi, som den du hentede ned fra Ekorngranen, der nu ligger i Bjelkelaget hos Proprietairen.“ — Der er vel ei Mange som ville dele Thorbjørns Anke, men der er ingen Mangel paa Steder, hvor han som her kunde fristes til at anbringe den. I Lierskoven, i Finskoven, i Krogskoven sees og høres Arbeidet, og Vildtet fortrænges mere og mere. Denne Sysslen vil maaskee om hundrede Aar have erobret mange Maal Jord fra Finskoven og Folk vil da sige: „I gamle Dage var her ogsaa Skov,“ og dette er maaskee Trøst og Erstatning for den vilde Hugst i alle de andre Skove. Naar Granen har naaet en Arms Tykkelse hugges den til Kulved, brændes og kjøres ned til Bærums Jernværk; men Vandreren mindes at næsten alle disse Skovstrækninger eiedes af ham, der fjernt fra de norske Graner lukkede sine kloge og milde Øine. En Bondejæger bemærkede engang, at Krogskoven, Hadeland og Hakedalen kunne de aldrig ødelægge; thi baade Landskabernes Bygning og den Skovbund der er i disse Strækninger ville hindre den værste Fremfærd. Dette er vel saa. Men Bymanden, der søger hid af Kjærlighed til Skovlivet, trøster sig især ved Vegetationens Kraft paa dette Feldt. Om ogsaa Skoven fældes, voxer den dog frodigt igjen; om end ikke Granerne staae til de blive dygtige Tømmertræer, udbrede de alligevel over disse Egne en Skovduft, som Øxen tildeels har fjernet fra Lier og Bærum. Og denne Skovduft bliver friskere og mere gjennemtrængende naar man gaaer nordover og kommer ind i Høidemarkerne i Hakedalen og Hadeland. Disse Marker ere ganske forskjellige fra de sydlige og vestlige Skovstrækninger. Naar man fra Brække i Maridalen lader sig sætte over Vandet, er man snart inde i de vildeste Fjeldtrakter, der paa sex, otte Miil findes omkring Christiania. Her ere Fjeldene mere udstrakte og uvejsomme end noget andet Sted, og hvor Skoven afbrydes, hindre Søer og Elve, Urer og Styrtninger Gangen. Gjennem de andre Skove, som jeg har omtalt, tyder Branden og Kulbunden paa Hugst og Drift; men her findes ingen saadanne Aabninger. Ødemarkerne ere adspredte og sees meest paa Høiderne; thi først efterat Vinden har fældet Granen, har Øxen skildt den fra Roden, og over Rødder og Vindfald og mellem gamle Graner skyder den nye Skov frodigt i Veiret. Et Høstprospekt er værdt at betragte her. Fjeldene hæve sine graalige Isser nøgne op mod Himlen, den vaade Lyng hænger grædende over den haarde Skrænt, men længere nede i Lierne og Dalene staaer Skoven endnu mørk og stærk; den stride Bæk styrter sig ned af Aasryggen og enkelte Partier af Rognetræer have hist og her indsprengt deres røde Pragt i den mørke Skov. Ravneflokken flyver ustadigt i Lien, og nede i Dalen ved Bredden af et Kjern, stiger Røgen op af Hytten paa den ensomme Gaard.
Buraas, Lørenskoven, Laskerud og Øretfiske ere Smaagaarde, der alle ligge langs Greveveien; men til Kampenhoug, Gaaslungen, Liggeren, Tomte, Forkjernsbraaten, Hakkloen, Trehørningen, gaaer Veien gjennem den vildeste Mark, jeg har vandret i, og alligevel boer der Folk paa disse Steder, der skjule sig dybest inde i Skovene. Den Fremmede, der første Gang færdes her i Granernes Tykning, venter allemnindst at træffe paa Menneskeboliger; han troer sig i Nærheden af en halvslukt Kulmile, naar han seer den tynde Røg trække hen mellem Stammerne, men da staaer han pludselig ved den beboede Plet, hvor Hytten ligger fattig og veirslidt, hvor Eng og Ager see ud som Rester af opgivne Dyrkningsforsøg. Ikkedestomindre finder man stundom en talrig og broget Samling af Mennesker i og omkring en saadan Bolig. Arbeidet i Skoven, et overhængende Uveir eller andre tilfældige Aarsager har da ført dem did, og da er den ensomme Vandrer bragt ud af de romantiske Illusioner, hvortil han nylig havde hengivet sig. I disse Menneskers Sprog, Sædvaner og Dragt, mærker han Byens Nærhed. Midt i den vilde, alvorlige Natur føler han sig indhentet og standset af Forstædernes Smuds og Daarligheder.
Men Jægeren, der er kjendt her, kan, naar han vil, let undgaae saadanne Møder, og oppe paa Aasryggene er han i ethvert Tilfælde sikker. Først naar man kommer paa de høieste Punkter kan man overskue disse Marker og Pladse, men staaer man ved Bredden af Kjernet og betragter dets Omgivelser da har man kun den mørke og dødstille Skov at dvæle ved. Fjeldformerne ere dog med al deres Vildhed afrundede her. Den hele Strækning ligner et oprørt og størknet Hav, som Stormen dog igjen kan bringe i Bevægelse, naar den farer henover Skovkronerne. Og hvor man seer hen og hvor man vandrer ligger der ogsaa Mærker efter saadant Veir. Det var den 7de, 8de og 9de Mai i Aaret 1832, da disse Aaser maatte undgjelde fordi Skoven her stod høi, stolt og frodig. Aftenen før den 7de var Veiret klart, men den nordvestlige Himmel flammede som Ild og enkelte Suk lød mellem Granerne. Men alt som det leed over Midnat, blev Himlen i Østen svovelguul og det stønnede i Aaserne. Træerne neiede dybt, men rettede atter sine Kroner; det var dog kun et Øiebliks Hvile. Da foer Stormen mod Fjeldet saa Granen sank, og nu var det ikke godt at være i Skoven. Siden frembød disse Marker et jammerfuldt Syn. Skoven var strøgen bort og Fjeldets Isser stode nøgne; thi Nordenvinden havde pidsket Mosen af og henveiret hvert et Straae; der hvor Granerne nylig havde hævet sig stolte og frodige, der laae de nu optaarnede paa hverandre med Baret nedhængende og under disse Ruiner brusede Bækkene frem for at finde nye Leier. Hele milelange Strækninger var et forvildet Chaos af omstyrtede Træer og hvor Granerne ikke vare oprykkede med Roden, der vare dog Kronerne knækkede, Rødderne løsnede og inden Høsten kom, vare disse Træer henvisnede. Flere tusinde Tylter Tømmer ere siden den Dag hensmuldrede i denne Skovtrakt; thi Markerne vare ufremkommelige og man kunde ikke redde en Fjerdepart af det, Vinden havde fældet. For at komme frem maatte man paa mange Steder, næsten have en Linedandsers Færdighed: man gik over de sammenstyrtede Granhobe som paa Huusmøninger. Alligevel var jeg paa Jagt i disse forstyrrede Egne, og jeg glemmer ikke min første Udflugt hid efter Stormen i Slutningen af Mai. Jeg var dengang i Følge med en livsglad og dygtig Jæger, fra hvem jeg nu i lang Tid har været adskilt. Aftenens Dunkelhed laae over Fjeldene da vi kom til Maridals Hammeren, og, medens vi gik op ad Stien, der fører til de Pladse, jeg før har nævnet, sank Mørket ned over os, men min Ledsager vidste at Stien var opryddet. Natten var blank og deilig; Himlen lyste kun med sine utallige Stjerner, thi Maanen var ikke oppe. Min Kammerat var mod Sædvane taus; Alt omkring os var tyst og Natten kold. Aaserne dukkede afrundede og sorte op mod Himlen. Vore nærmeste Omgivelser vare fast ukjendelige, og Stien løb mange Steder forvirret, derfor blev vor Gang langsom. Fra Kampenhoug til Gaaslungen er Veien især slem og Fjeldene ludede her mørke over vore Hoveder. Nu og da faldt der Stjerneskud, og dette var ogsaa i lang Tid den eneste Afbrydelse af den Ensformighed, der omgav os. Men høiere oppe i Kleven skreg Bjerguglen og ligesom for at overdøve den begyndte min Ledsager en Sang med sin klare Stemme. Det klang fra alle Aaser; thi han havde just det stærke Mæle, der kunde fremkalde Fjeldenes forborgne Røster. Det susede mellem Træerne og mørke Huldrer og Alfer, alle Nattens Aander foer os forbi med nikkende Hoveder. Der var dog Ro i Alt dette; thi Stemningen var uforstyrret og over os hvælvede sig den stille, glimrende Himmel. Vi gik langs Bredden af en Sø, og den optog i sit Speil den rige Stjernepragt. Min Ledsager blev atter taus idet han betragtede denne vidunderligt skuffende Afspejling. „Hvor fredeligt er dog Alt nu,“ sagde han efter nogle Øieblikke, „Vildheden, der omgiver os, er ligesom tæmmet paa disse Bredder af det lemfældige Stjernelys; men det er en Overgang som alt andet. Det Sentimentale kan ei holde sig i denne Trakt, der ret synes anlagt til en Valplads for kjæmpende Naturkræfter. Har Du været her siden Stormen?“ „Nei. Aftenen før var jeg paa Hammeren, men da Veiret ikke vilde give sig maatte jeg vandre hjem igjen.“ „Vel,“ sagde han, „imorgen skal Du see Forandring her,“ og han sang atter ud i den dunkle Nat. Da vi kom i Nærheden af Gaaslungen blandede hans Stemme sig med Fossens Brusen. Det hvide Skum faldt som Snee paa det mørke Klippebryst og omkring os laae den taageagtige Damp. Stokken, vi skulde gaae over, var slibrig; Sangeren taug og kuns det eenstonende Fossefald sang omkring os. Da vi kom ind i Pladsen, sagde Folkene: „Vi vidste nok hvem der kom, siden det lød saa vakkert i Aaserne.“
Om Morgenen, da vi gik ud … Ak, hvor forandret! Taagen svævede først over Dalføret og kun de nøgne Fjeldtoppe og enkelte afqvistede Graner ragede frem af Dampene. Over Engen foran Pladsen gik Elven stille og sort, og de enkelte lavere Klynger af Løvtræer, der stode ved dens Bredder, graanede hen i Taagemasserne. Der viste sig over den steileste Fjeldryg en liden Plet af bar Himmel, men alt som Dagen skred frem, klarnede Luften, Taagen svandt mere og mere og Landskabets dybe Forvirring kom for Lyset. Ja, der var Sorg her, det saae man afpræget paa Alt. Hervar saa stille; der var ingen Fuglesang og ingen Luurtone mellem de nøgne Graner. Kun den sorte Gjertrudsfugl fløi pibende fra den ene tørre Stamme til den anden. Det var paa den Aarets Tid, da vore Graner faae det lysegrønne nye Bar, og hele den nedfældte Skov, der laae sammenhobet, havde skudt svage Knupper; men jeg vidste hvad denne Stræben har at betyde hos et Liv, der er oprykket med alle sine Rødder; derfor undrede det mig ikke ved Midsommertid, da Solen brændte hedt, at see alt dette dødt og henvisnet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |