I Sølvlandets Nat/Kapittel 19
Det var en vidunderlig morgen.
Mondegos monoplan løftet sig høit over de vældige alleer, som betegner de store hovedindgange til gamle Montezumas hovedstad. Tilhøire steg sletterne ved La Estella og Peuon op over horizonten, og vulkanen Ajusco skimtedes saavidt i det fjerne. Men tilvenstre laa Tekscocosjøen som et halvtilsløret speil.
Hver tomme jord langs sjøens bredder har sin blodige historie fra de dage, da Fernando Cortes laa der og skyllet sine blodige sverd i sjøen.
Veien laa klar for dem. Det var den hvite mands erobringsvei, Tekscocodalen. Den lille, vakre by San Antonio svandt under deres føtter, og midt i solglansen hævet solens og maanens pyramider sig — disse eiendommelige bygverker, som maaske er ældre end Keopspyramiden, og som i sin enkle nøkenhet fortæller en underlig historie om Meksikos oprindelse. Her har videnskapen fundet en haard nød at knække.
To gamle staters kultur gjenspeiler sig hos dette lands oprindelige befolkning: Ægypten og Kina. Der maa ha været en bro mellem de store kontinenter, et Atlantis, som har formidlet overgangen mellem øst og vest. Og disse pyramider, hvis mægtige stenvolde skuer utover med aartuseners historie i sit indre, gjemmer en romantik, som endnu ingen klog forskerhjerne har bragt for dagens lys.
Og der — ved de bølgende skraaninger — ligger Otumba, en av verdens blodigste slagmarker, hvor Cortez med sine tro tlaksacalaneres hjælp hugget sig gjennem sine overmægtige fienders skarer og aapnet sig veien til Meksiko.
Fjeld fulgte banelinjen, hvis tynde baand snodde sig igjennem de gulgrønne kaktushøie, forbi San Lorenzo og ut paa de vide sletter.
Lopez sat til at begynde med maalløs og sløv paa sin plads. Men efterhvert tøet han op. Den underlige kjæmpefugls sikre og jevne flugt fyldte ham med beundring, og under sig saa han i det klareste fugleperspektiv hver sti, hver dal, hver høi, han kjendte fra sin lange, slitsomme stimandsfærd.
Pludselig strakte han haanden ut og pekte fremover.
Fjeld fulgte hans blik. Og langt ute i horisonten saa han en sort ildblandet røk stige op imot himmelen.
—Hvad er det? skrek Fjeld for at overdøve motorens larm.
—Det er Jeff Smiths hacienda, svarte meksikaneren. Et av blokhusene har tat ild. Det er nok Zapata, som er ute og gaar, tilføiet han med et skadefro smil. Vil De træffe ham, saa er her god anledning. En europæer mere eller mindre for Emiliano spiller ingen rolle. Men har livet nogen betydning for Dem og frøkenen der, saa gjør en lang omvei, hvor Zapata færdes. Vi maa være halvveis til Vera Cruz nu. Og der er De sikker.
Fjeld svarte ikke.
Med stor hurtighet nærmet monoplanet sig den vakre hacienda, hvis hvite mure skinnet i solen. Et av træhusene hadde fattet ild. Dets skjæbne var beseglet, men det saa ikke ut til, at haciendaens beboere anstrengte sig for at slukke. En svak lyd av geværskud naadde deres ører og fra det store taarn i midten av det mægtige kompleks skimtedes ustanselig hvite glimt, som fulgtes av underlig fræsende knald.
—En mitraljøse, mumlet Fjeld og satte kursen ret over haciendaen.
Kampen var i fuld gang. Der laa mindst et par hundrede mand rundt omkring paa knauserne. Men det saa ikke ut til, at de utrettet stort mot de sterke, fæstningsagtige mure. Beleirernes brandpile hadde rigtignok antændt et av træskurene, men det lot ikke til, at det skulde ha nogen indflydelse paa det lille slags resultat. Det var øiensynlig mænd, som forstod sine saker, der sat mellem skyteskaarene. De skjøt ikke ofte, men de skjøt godt. Og der laa allerede et halvt snes mænd blandt beleirerne paa ryg og stirret ind i evigheten.
Fjeld vendte sig om mot den unge pike.
Hun smilte og nikket. Der var kommet farve i hendes bleke kinder, og det sorte skinnende haar flagret om hende i luftdraget. Og hendes øine hadde faat den rolige, milde glans, som Fjeld hadde set i et andet øienpar, like til døden sluknet den. Han betænkte sig et øieblik. Saa hævet han høideroret, stanset maskinen, og i en lang dvælende glideflugt sank det vakre aeroplan med spilte vinger medover mot haciendaens store og rummelige gaardsplads.
Lopez grep forfærdet i gelænderet og reiste sig halvt paa sædet, saa lukket han øinene . . .
I næste øieblik rullet aeroplanet henover sandet mellem skrikende og flaksende høns og blev rolig staaende et halvt snes meter foran det store taarn.
—Venner eller fiender? skrek en tordenrøst fra taarnet.
—Venner! svarte Fjeld og steg langsomt ut og løftet den unge pike ned paa jorden.
Han saa sig forbauset om. Der var ikke et menneske at se. Men paa en stor græsplæn gik en mængde kvæg og græsset. De kastet et likegyldig blik paa de nyankomne, saa kilte de videre paa med det friske og frodige græs.
Da lød stemmen fra taarnet igjen.
—Gaa ret frem! I venstre taarn finder Dere eieren. Men meksikaneren der maa bli igjen. Jeg syntes, jeg har set det arrede kobbergrin engang før.
Lopez stak likegyldig hænderne i lommen og slentret ut paa pladsen.
—Du kjendte mig godt før i tiden, Abraham Fairfax, ropte han og vendte sit mørke ansigt mot taarnet. Han vilde tilføie noget, men stanset pludselig. Et hundredtunget hyl skar ind i kamplarmen. Det var som om alle helvedes hunde var sluppet løs. Og den gamle skildvagt saa pludselig til sin forfærdelse, hvorledes Zapatas mænd i en halvmaane kom styrtende ind mot haciendaens mure. Hans mitraljøse feiet mange av fienderne ned, men nogen øieblikke efter var de naadd ind under murene, hvor kulerne fra Maxims sprøite ikke kunde naa dem.
Det pludselige angrep syntes at skulde bli skjæbnesvangert for den lille fæstning. Beleirerne hadde stiger med sig sig og klatret ind over det hvite brystvern fra tre sider. Men selve murkanten var beskyttet av et lavt pigtraadgjerde. Og foran denne sidste beskyttelse sank Zapatas mænd over hinanden for den rasende ild fra Fairfax’ forfærdelige vaapen. Men røverne lot sig ikke mere stanse. De hadde faat den desperation i blodet, som ikke ænser noget — det tropiske berserkerraseri, som gjør den røde mand til en fortærende ild, der ødelægger alt som lavaen fra Colimas krater.
Da hørte Fjeld pludselig fra en av de store, firkantede portbygninger lyden av en pumpe. Samtidig ophørte ilden, og en ond haard latter skar ind i larmen. Der blev et øiebliks taushet — en kort rædselens taushet, som avløstes av en hvislende dampstraale, som føk ut fra taket av Smiths hus.
Beleirerne blev forfærdet staaende. Deres blodgriske øine saa ind i en uendelig rædsel, mens de kokhete straaler skollet dem og efterhaanden feiet dem ned som aksene for slaamaskinens kniv. Med ynkelige skrik vendte de sig og ramlet utfor brystvernet. De hylte, de skrek, de løp. To minuter efter var der ingen levende fiende mere at se. Men i den sidste dødsrædsel krøp et snes av Zapatas mænd ind i det evige mørke — blændet og skollet og uten værdighet.
Da saa Fjeld pludselig døren til en av portene aapne sig. En ung mand traadte hurtig ut og kom henimot ham.
Hvor hadde han set denne tætte, lille skikkelse før?
Like bak ham gik en ung pike. Hun var brunet av solen, og de sorte øine skinnet i et ansigt, som Fjeld ofte hadde set i sine drømme.
—Tak for sidst, sa den unge mand. Verden er ikke saa stor, dr. Fjeld. Den er ikke større end at de, som skjæbnen har i sin haand, finder hinanden. Velkommen til os — til mig og min hustru. Vi har ofte tænkt paa Dem, Natascha og jeg.
Fjeld saa fra den ene til den anden.
—De er Jacques Delma, sa han.
Da grep en brun haand hans og trykket den varmt.
—Vi skylder Dem mere end livet, sa den unge pike. Ti vi skylder Dem vor fred og vor lykke. De kommer flyvende til os med vort livs skjønneste minde.