I Sølvlandets Nat/Kapittel 20
—Hvad er det for en stor opgave, som har drevet Dem over Atlanteren, dr. Fjeld? spurte Delma . . . Er De kanske paa jagt efter resterne av »de sorte gribbe«?
Fjeld svarte ikke med en gang.
Der laa en trykkende stilhet over landskapet, og solen stod som en rødglødende ballon paa den skyfri himmel. Kun en dæmpet jamren fra en av Zapatas skollede soldater lød ind til den lille gruppe. Og pludselig var det som forutanelsen om en eller anden kommende rædsel slog ned i ham. Han følte, hvorledes koldsveden sprang frem paa hans pande . . .
—Er De syk, doktor? spurte Natascha.
Fjeld rystet paa hodet.
Hans øine fløi fra det ene til det andet: Ebba Torell sat endnu i flyvemaskinen, som Lopez hadde trukket hen i skyggen av den store veranda. De fem cowboys stod mellem skyteskaarene og ventet paa et nyt angrep. Og Abraham Fairfax sat som en søile i sit taarn og ventet bak sit farlige vaapen . . . Alt syntes at aande fred og ingen fare. Og dog . . .
Saa tok han sig sammen og vendte sig mot Delma og Natascha.
—Jeg har en ganske merkelig mission, sa han muntert. Det er en liten transaktion med røverhøvdingen Zapata. Sandt at si har det kostet mig adskillig bryderi at naa saalangt. Men nu later det til, at den gode mand ikke er saa mange hundrede meter fra os. Og jeg maa absolut tale med ham. Bare han nu ikke er blandt de skoldede! . . .
—Neppe! lo Delma. Zapata er jo general. Han holder sig å baktroppen, og saavidt jeg skjønner, er han det seigeste mandfolk, som lever av mord her i Meksiko. Men det vil neppe lønne sig at avlægge ham en visit. Han holder daarlig paa formerne. Han serverer altid sine gjester den samme ret: de smaa blaa bønner, som synger fra hans mænds karabiner. Opgiv det besøk . . .
Fjeld saa alvorlig paa den unge bleke franskmand med det rolige og kloke ansigt.
—Det ligner ikke Josias Saimlers elev at tale slik, sa han efter en kort pause. Men kanske De har leket saa længe med døden, at livet har faat en vis tillokkelse for Dem.
Delmas kinder fik en dypere farve. Han kastet et blik paa Natascha, hvis store og varme øine hang ved hans læber.
—La os ikke tale om det, mumlet han og lekte nervøst med haandtaget paa sin revolver. Natascha og jeg har set solen gaa op over en anden verden, hvor der ikke er plads for hat . . . I den verden vil vi leve, i den verden vil vi dø . . . Forstaar De nu, hvorfor vi ærer Deres minde, hvorfor vi vil gjøre alt, hvad vi kan for Dem?
Fjeld saa bevæget fra den ene til den anden.
—Tak, sa han enkelt . . . Jeg skal aldrig glemme dette øieblik paa den meksikanske høislette. Det har styrket og befæstet min tro paa den eneste magt i verden, som gjør mænd til mænd og kvinderne til kvinder. Der er ikke mere at si om den ting. Alt dør og visner, men kjærligheten lever.
Han vendte sig hurtig om for at skjule sin bevægelse . . .
Min mission her? fortsatte Fjeld i en anden tone. Den er ganske enkel. Jeg søker efter en mand, som fædrelandet sætter pris paa. Han reiste hit for at greie med Norges affærer i Meksiko. Men han kom bort paa veien. Med andre ord: han blev stjaalet av Zapata, som værdsætter den brave diplomat til 2 millioner dollars. Den 24de mars skal pengene være betalt, ellers vil ministeren bli heist op i den første og bedste telegrafstolpe. Jeg er sendt ut for at akkordere med røverhøvdingen.
Delma lo.
—Det er en pudsig historie. Jeg synes prisen er vel stiv. Er manden politiker?
—Selvfølgelig. Han er »partifælle«.
—Da vilde jeg la manden gaa tilveirs. Vi har altfor mange politikere nu for tiden. Snakket regjerer i Europa. Og hver hængt storsnakker betyder økonomisk set en vinding.
—Det er meget mulig, sa Fjeld. Men jeg liker at handle. Og hvis manden er ilive endnu, saa er det min hensigt at vove det yterste for at redde ham uten altfor stor utgift for den norske stat. Jeg har en fyr med mig, som skal vise mig veien til Zapatas skjulesteder . . .
—Det er unødvendig. Fangen befinder sig en fjerdingsvei herfra ved Perotes hellige kilde. Det vet alle her. Saken er den, at jeg var vidne til Zapatas lille tyveri. Jeg saa ministeren bli stjaalet ut av toget ved Oriental. Det blev gjort paa enkleste maate. Og her er hans hue . . .
Fjeld saa forbauset paa den stripede reisehue, som Delma hadde trukket op av lommen. William Schmidt, Kristiania, stod der. Den kunde ikke lyve sig væk fra sin nationalitet . . . Han vilde si noget, men stanset pludselig.
Atter kom denne forunderlige angst over ham. Det var som om en tung haand grep ham om halsen og forsøkte at kvæle ham. Den sterke mands læber skalv . . . Han husket denne underlige følelse fra de store, skjæbnesvangre stunder i sit begivenhetsrike liv.
Nu viste han, der var fare paafærde. Den lurte paa hans liv like for hans øine. Det var som om hele hans sterke fysik reagerte mot denne forfærdelige hændelse, som modnedes et sted i hans nærhet. Han merket knokkelmandens raslende trin bak sin ryg, — han saa bleke skygger danse ind imellem de hvite solstraaler . . .
Og hør . . .?
Midt inde i stilheten lød der en svak, fræsende lyd som en slanges hvislen. En tynd blaalig røk slog ut av kjelderen i Abraham Fairfax’ taarn. Og en mand med bøiet hode snek sig forsigtig over pladsen. Det var Lopez.
Der lød et haardt og skarpt skud fra taarnet. Et skrik, og meksikaneren sank i knæ. Han forsøkte at reise sig, saa faldt han overende, medens en let blodfraade samlet sig om hans læber. Han løftet haanden mot taarnet, sparket ut med benene og døde.
Da lød Abraham Fairfax’ kjæmperøst fra taarnet.
—Skynd dere bort, skrek han. Der er lagt en lunte til krudttønderne i kjelderen. Det er Lopez’ verk. Den helvedeshund skal ikke gjø mere. Og hils hjemme i Virginia og fortæl folk der, at Abraham Fairfax gik til himmels med haanden paa sin kanon og uten frygt i sit hjerte.
——Der gik nogen sekunder . . .