I Sølvlandets Nat/Kapittel 21
Fjeld styrtet hen til den lave kjelderdør. Den var slaat igjen. Han la sine kjæmpeskuldre mot den, og den sprang op med et vældigt knald. En sterk røk slog ham imøte . . . Inde i røken saa han et gulrødt glimt som en brændende cigar i en tunnel.
Uten at betænke sig gik han ret frem mot den glødende masse . . .
Et litet luftdrag feiet et øieblik røken væk. Han saa til sin skræk, at han var kommet forsent. Der var ingen lunte. Den snu meksikaner hadde lavet en liten kanal, som var fyldt med smaa krudtdynger. Ilden sprang fra dynge til dynge med korte, arrige smeld og hadde allerede naadd hen til krudttøndens bund. Det brandt allerede i træverket. Det var intet mere at gjøre.
Fjeld kastet sig tilbake og tumlet ut av døren.
—Væk! skrek han til Delma og Natascha, som kom bærende med en vandbøtte. Han rev dem med sig i farten — tyve skridt, tredve skridt . . . saa kastet han sig næsegrus og trak de to andre med sig . . .
Det var i sidste øieblik. Der skøt en ildslue op av jorden, en het luftbølge sprang ut av taarnet og feiet alt med sig, . . . saa lød der et forfærdelig knald . . . Det gamle taarn, som hadde trodset aarhundreder, hadde faat sit dødsstøt. Det vaklet hit og dit som en drukken mand, saa knak det pludselig sammen, og i en mægtig røksky sank Hacienda de Velascos gamle »Donjon« i grus, medens lange, gulhvite ildtunger slikket opover de store faldende stenblokke.
Men endnu i faldet hørtes en mægtig stemme midt i grushopen. Dypt inde mellem stenblokkene, klemt og søndermaset, sat Abraham Fairfax med sin mitraljøse i armen. Der var ikke et helt ben i hans krop, men det vakre, skarpskaarne yankeehode raket op over ødelæggelsen som et monument i en stenrøs. Og medens dødsskyggerne flakket forbi hans øine, kom der nogen underlige toner ut av hans strupe. Det var et par ynkelige brokker av den marsj, som Virginias forgudede helt, Stonewall Jackson, pleiet at nynne, naar kulene sang omkring ham.
En kulsort røksky væltet op mot himlen, en forfærdelig stenhagel faldt ned over haciendaen, saa blev det stille . . . Og sangen stilnet i Abraham Fairfax’ strupe . . . en sidste gurglende lyd, og det vakre hode med den hvite, blodplettede haarmanke sank ned mot de stene, som hadde dannet den benløse helts herskersæte . . .
— — — —
Fjeld reiste sig med besvær og rystet et tommetykt lag av grus og smaasten av sig. Ved hans side stod Delma og Natascha tilsølet og forvirret. Et litet saar i franskmandens pande efter en faldende sten — ellers var de alle uskadte.
Det blev stille — men stilheten varte ikke længe. Det var, som om eksplosionen hadde vakt alle helvedes aander tillive. Et forfærdelig skrik hævet sig fra den østre port. Og nu, da Fairfax’ mitraljøse ikke mere kunde bestryke murene og sletten, strømmet Zapatas røde horder ind paa pladsen. De hoppet over murene som apekatte, de hadde sine geværer i haanden og sine knive i munden, og hevnlysten og grusomheten dryppet formelig fra de sorte, blodfyldte øine.
Delmas cowboys og indianere forsøkte forgjæves at stanse denne overvældende strøm. Den ene røver efter den anden rullet overende for amerikanernes sikre skud, men lavinen lot sig ikke stanse. Inden nogen minuter var hele haciendaens besætning revet istykker av de rasende banditer.
Deres vildhet og grusomhet var forfærdelig. Alt levende paa deres vei blev hugget ned. De kastet sig over de smaa indianerbarn og slynget dem mot murene, de stak med sine knive i kjør og svin og drak deres blod . . .
Da blev der pludselig en stans i myrderierne. Nogen hule glefs hørtes fra de to lave huse, hvor flyvemaskinen stod fjernt fra ødelæggelsen. Den lille indianske hundepasser hadde slaat døren til hytten paa vid gap og hidset et kobbel av de vildeste meksikanske blodhunde, som nogensinde har sat sine tænder i menneskekjøt, til kamp. De myldret ut, de snublet over hverandre med hæse, hidsige støn, medens de lange ører dasket om de brede, sorte hoder, og de røde svelg dampet av raseri . . .
Et øieblik blev de fortumlet staaende blændet av dagslyset. Men den lille hundepassers ilske skrik hidset dem. Og med et var det, som om de kloke vilddyr hadde forstaat sin opgave, og med underlige lange ulende hyl styrtet de sig imot de fremvældende indianerhorder.
De blodtørstige røvere stanset og flokket sig sammen. Deres læber var hvite av rædsel for disse sorte, glefsende dyr, som med tunge, klodsede sprang og de røde tunger hængende ut mellem de kridthvite tænder kastet sig ind i striden.
Det var en kort, men forfærdelig kamp, som længe vil fortælles blandt mændene paa Perotes fjeldsider, naar vagtbaalene lyser røde i vinternatten.
Tolv hunde, saa sorte som ravnens vinger, sprang med lutende hoder ind paa de røde mænd. Det var som en eneste bølgende linje, som skyllet mot banditerne. Det var raseri mot rædsel.
I næste øieblik væltet mænd og hunde om hverandre. Dyrenes uhyre kjæver hadde fundet de røde mænds struper. Menneskebrøl og dyrehyl skingret mot hinanden, medens de brunrøde og sorte farver blandedes — med purpuret, som vældet ut av de overbidte aarer . . .
—Bruk knivene gutter! skrek en mægtig stemme i røvernes yderste rækker.
Det var, som om denne stemme hadde en magisk virkning paa de rædselsslagne indianere. De samlet sig om sine døende medbrødre, hvis sjæle flygtet under blodhundenes forfærdelige tænder, og en for en sank Jeff Smiths hundekobbel til jorden for dagaens og machetens hurtige snit.
—Gaa løs paa yankeerne! lød stemmen igjen. Ta dem levende. De forbandede gringoer skal faa kjende vore tænger . . . Hurtig, før de flyr sin vei!
Flyvemaskinen hadde allerede sat sig i bevægelse. Propellerne hvinte, og det elegante monoplan danset henover sandet . . . Fjeld sat ved rattet, og de to kvinder bøiet sig ned mellem sæterne for at undgaa kulerne, som suste forbi dem. Men bakerst sat Delma opreist og frygtløs med to svære Nagantrevolvere i hænderne og ryddet med usvikelig ro en blodig vei mellem banditerne. De to cyklejul snublet ret som det var over lik, men Fjeld forstod paa en beundringsværdig maate at holde balancen. Da hævet maskinen sig let og gratiøst, men i samme øieblik svirret en lasso ind mellem propelvingerne, et knæk og et ryk . . . aeroplanet lagde sig paa siden, den ene vinge knak og sopet ned i gruset . . . Saa gjorde maskinen en koldbøtte, og passagererne slyngedes ut . . .
Der lød et svagt knald. En ildsøile stod opover den faldne fugl og fortæret den let og flygtig som en spaan i flammerne.