I cancelliraadens dage/Den store nød II
Ved Harsjø-osen øverst i Kværndalen var kornmagazinet lagt, forat det kunde være nær ved aasmarken, dér de boede, som mest kunde have brug for understøttelse af det. Bygningen var ikke andet end en gammel udlaave, som var flikket paa, saa den blev tæt for væde. Men der havde været stor stas efter fattig leilighed og megen rørelse blandt den klynge, som havde samlet sig til den første uddeling, da pastor Lind indviede det med en tale om guds barmhjertighed, øvrighedens nidkjærhed og hans majestæts, den allernaadigste konges vise forsorg.
Siden blev der stille ved magazinet, og ingen fler uddelinger fandt sted, skjønt en ny var tillyst til fjortendagen efter. Det var nemlig beliggende i annekset, hvorfor uenighed opstod mellem sognepræsten og kapellan Vamberg, om hvem der tilkom bestyrelsen af det, og kapellanen gav ikke afkald paa en tøddel af sine rettigheder overfor sin foresatte. De to geistlige forsynede døren med hver sin laas og klagede gjensidig over hinanden til amtmand Winterfeldt, der formente, at sagen som et principspørgsmaal af ikke ringe betydenhed burde nøie overveies, erklæringer og continuationserklæringer indhentes, og afgjørelsen udsættes, til det var bragt paa det rene, hvorledes man i andre distrikter havde forholdt sig under lignende omstændigheder. Altsaa blev uddelingerne foreløbig at stanse.
Dette havde pastor Lind tilkjendegivet Palmstrøm og organisten som svar paa deres henvendelse. Præstens hvide haar havde strittet af vrede, han havde klynket og fræset af ærgrelse. Ikke en halvtønde, ikke en pot rug kunde han indrømme. — Nei, det var der ikke mulighed for, saalænge denne misundelige kapellan, denne farisæiske Vamberg ikke blev alvorligen betydet at ophøre med sine forsøg paa at chikanere sin overordnede og sætte splid i menigheden. — Nei, de kunde forlade sig paa det og berette det til hvemsomhelst. — — — Naturligvis uden at gjentage pastorens ord bogstavelig; han udtrykte sig med ligefremhed og oprigtighed til organisten som til den, der ogsaa var knyttet til kirken ved sin stilling. Der var nogen ængstelse hos Lind; thi kapellanen havde i sin ondskab indanket for biskopen tvistigheder, som var opstaaet ved forvrængning af frimodige ytringer.
Nyeberg blev meget tung til sinds ved den besked. Han havde en sygelig kone og et barn og ikke brødsmulen i huset, fordi de havde stolet paa fremtiden og tilsaaet et par smaa jordlapper med alt det korn, de havde. Af mismod og udmattelse seg den lille pukkelryggede krøbling sammen i knæerne for hvert skridt paa hjemturen, og da han skiltes fra Palmstrøm, skjønte denne, hvad der gik af ham. Han var blevet vant til at se forsultne stympere i det senere.
Svensken ruslede alene videre en stund. Saa slængte han sig ned paa veikanten og grundede. Han aandede paa sin tatoverede haand og gned den mod vesten som for at pudse de underlige, farvede linjer. Og han støttede ryggen mod en sten, skubbede hatten nedover øinene og lod, som han sov. Men han var ganske vaagen og tænkte ivrig efter. Under hatteskyggen skimtede han paa andre siden af den støvede landevei — over den skigarden lagde et net af skyggestriber — en lang bakke med en halvmoden, grøn rugaker; den tegnede sig skarpt mod et lag af tunge, blygraa tordenskyer, som trak op over himmelranden. Inde i granholtet bag ham skvatrede trosten, og en hakkespet trommede ihærdig paa en hul træstamme. Det var meget lummert og varmt.
— — Det var for ilde med organisten. Lige siden Palmstrøm kom til bygden, havde han kjendt Peder Nyeberg, som da blot var en gutunge. For en ustuderet mand at være maatte organisten siges at være en af de mest dannede personer, han havde truffet i Norge. Men Palmstrøm havde rigtignok ogsaa selv taget sig af hans opdragelse og indpodet ham oplyste grundsætninger. Og trofast havde de laant hverandre alle de bøger og skrifter, de havde kunnet faa fingre i. Hyggelige stunder havde de tilbragt i hytten oppe i Vestbyaasen under forstandig granskning af det læste. Men ikke havde Palmstrøm forledet sin discipel til overtrædelse af lovens bud, end ikke af de ufornuftigste og af dem, der mindst var at bryde sig om. Han havde været som en fader mod «pojken» — med ham havde han delt det, han havde, det være sig kundskaber, brændevin, livserfaring eller overflødigt gods. Og ikke skulde nogen skylde Peder Nyeberg for at være en hæler; han havde vogtet sig vel for at spørge og vide om, paa hvilken maade de forskjellige sager var erhvervet, som han nød godt af.
Da han naaede til skjels aar og alder, aabenbarede han et taknemmeligt hjerte, det skulde siges. Især havde han været svensken og dennes kjendinger til megen nytte, efterat han som følge af sin skrivedygtighed var funden bekvem til at assistere paa embedsmændenes kontorer, hvorved han fik indblik i mangt, som kunde være bra at have tæften af. Et rosværdigt gemyt og sindelag aabenbarede han, det var sikkert.
Han havde heller ikke gjort det for intet. Palmstrøm havde paa Grundset marked betalt syv rigsdaler sølv for brudekjoletøi til hans kone og før brylluppet foræret hende lærred til lagener og andet udstyr — naa, at det ikke havde kostet synderligt, at majorinden havde vævet og bleget det, gjorde jo ikke noget skaar i den velvillige hensigt.
Gik det nu an at lade Peder Nyeberg og hans kone og barn omkommes af vasvelling og grød af barkemel og ludet rensdyrmose? Den mose maatte han til og med slæbe fra fjeldet paa sin egen pukkelryg! Det havde skaaret svensken i sjælen at tie stille, da organisten skriftede ham sin ynk og nød. Men for djævelen ogsaa, han selv livnærede sig bare saavidt og havde ikke to dages proviant i sin hytte! — Kunde han saa gjøre noget? — — — Kornmagazinet? — — Hvad pokker skulde de med kornmagazinet, naar det ikke brugtes! —
Palmstrøm pudsede igjen linjerne paa sin tatoverede haand, slikkede dem og gned dem. — Præstevrøvl og præstekjævl agtede han ikke. Det vilde være ham en fryd at snyde to trættekjære præster med ét smæk. Men — — — Folk var saa ubarmhjertige og leie for tiden; bonden havde saa sandelig mistet respekten for svartebogen af lutter gjerrighed. Og de øvrige stænder var tvære. Endog Hans Dahlbye havde ymtet om, at de, som ikke var hans sambygdinger, fik nøies med et maaltid i kjøkkenet, mere kunde han ikke give dem. Den fyren var naragtig nok til at holde fast ved det, han havde sagt, uden undtagelse for nogen; det vilde være gagnløst at klænge paa ham, før lunet ændrede sig. Procuratoren paa Gihle lod madamen styre nu, og hun var blevet net og nøie paa det, ja — og Orre var sleip som en aal og gav ikke andre end dem, han likte, og hverken Palmstrøm eller Nyeberg kunde tro, han syntes om dem.
Fanden være ydmyg og gjøre sig lækker for storfolket! Statens korn var det i magazinet — men — — De var blevet saa stride med ransagninger og arrestationer paa slutten. Det var cancelliraaden, som mest voldte det, den snodige buk til at være olm som en stud for det mindste og sætte lensmanden paa sporet, som han var blevet. Og slig en turing og sansesløs drikking, han havde bedrevet, siden husjomfruen iforfjor puttede sig i raaken, vyrdede han ikke længer nogenting, saa hans overbærenhed var ikke at regne paa, og Palmstrøm havde døiet et drøit varsko efter den streg, som blev spillet majorinden med lærredet — — Vaageligt var det, men Peder Nyeberg og hans kone og barn og mosegrøden —
En hund halsede muntert et stykke borte. Hakkespetten skreg arg op, flaksede over akeren og svandt i retning mod de blygraa skyer, som havde løftet sig høiere og nærmet sig solen, saa den alt glødede deres øverste rand.
En mand kom plystrende henad veien. Det var en kjæmpemæssig skikkelse, hvis tykke, runde ansigt skinnede rødt og fornøiet. Han var iført en bredbræmmet halmhat, rødstribet skjorte og lange vadmelsbukser, som fryndsede sig i laser om anklerne, og han havde kluntede næversko paa fødderne. Over skulderen dinglede han en bylt paa en kjæp. En krøllet puddel dansede logrende efter ham.
Palmstrøm sprang op: «Er det ikke dig, kjære bror Petter Wibom? — Og som fin kavaler med pantalons og hund!»
«Nei se, er det ikke gubben Palmstrøm!» svarede den tiltalte paa svensk. «Hvordan lever du i disse forbandede dager? Du er blevet lidt smal i kjakerne —» Mødet var hjerteligt, og kraftige haandtryk vekslede de, idet samtalen blev fortsat paa svensk. Kjæmpen var i det bedste humør. Den flinke «Caro» havde ledsaget ham paa hans lange færd fra Trondhjems stad; den havde sluttet sig til ham paa en furumo, mens han hvilede, og senere ikke forladt ham og var sandfærdigen et morsomt kreatur. Han havde havt nattely hos hesteskjæreren i Kluftsveen; dér var det jo skralt med kosten, men han havde ædt saa fortræffelig til middag paa Stor-Kjelsrud.
Der havde han i venskabelighed bedt om mad og en dram, og Erik, manden, havde skjænket ham en ørliden en, ikke turdet andet tiltrods for den frugtsommelige kjærringen sin, som stod med gnistrende svarte øine og sagde, at han ikke skulde være kujon for geseller. Der var just sat paa bordet baade smør og ost, kjød og flesk og brød, og den ubudne gjæst tog for sig af retterne uden at spørge om forlov. Da vilde Erik Kjelsrud værfe ham ud, men Wibom havde gjort sig morsk i fjæset, snappet hans egen tollekniv fra ham og holdt den for hans bryst, til han skaalede med Wibom i et stort glas brændevin og saa lod ham spise i fred. Men tilslut hev kjærringen glassene i gulvet, skjældte paa manden sin, slog døren op og bad slusken pakke sig til helvede. Og han signede maden og gik, for mæt var han, manden havde han holdt løier med, og hende vilde han ikke ærte mere. Hun var nu engang ikke en almindelig gaardmandskone, men salig kapteinens datter. Men tusen djævler, om han vilde være i Eriks brok bagefter; han havde faaet sig kam til sin bondelug. — De lo og gottede sig. Styret paa Kjelsrud var ikke det fredsommeligste, siden gamle kapteinen seilede af. Høhø, Wibom huskede ham, Satan partere ham, en godslig brumbasse havde det været.
Skybanken havde skygget for solen. Et kjøligt vindkast ruskede haardt i granholtet og jog ilende bølger op igjennem rugakeren. Trostens skvatren stilnede og blev til en ræd, pibende fløiten af og til.
Et langt, blændende lyn rispede skyvæggen. Praten stoppede, de ventede aandeløst. Saa dundrede tordenbraget løs, og mens det rullede hen med dump gjenlyd mellem bakkerne, suste regndraaberne ned, raslede i træerne og satte tæt i tæt af sorte prikker i veiens støv.
«Den, som var lunt under tag!» sagde kjæmpen og skuttede sig.
«En halvfjerdings vei til mig!» raabte Palmstrøm og travede afsted, saa hans side frakkeskjøder daskede ham om laarene. «Kom — jeg har lidt at snakke med dig om!»
I den friske sommernat, som fulgte efter tordenveiret, laa Harsjøen mellem de høie, skogklædte lier med skimrende skjær af den blege, hvidlige himmel. I sivet ved elveoset plaskede en puddelhund knurrende og smaabjæffende omkring.
Der var folk i kornmagazinet. To mænd bar sækker ud og læssede paa en kløvhest. Puddelen blev kjed af sligt vildt som frosk og gro, rystede sin pels, saa vandet skvat, og tassede ind i magazinet. Mændene lukkede dets dør, da de var færdige; de havde hast og slog paa hesten og savnede ikke hunden.
Om morgenen hørte mølleren i kværnhuset lidt længere nede ved elven en hund hyle og jamre sig. Han mærkede, at hylene kom fra magazinet, og ved at se efter, hvad som stod paa, fandt han, der havde været tyve paafærde, og at dyret var indestængt. Han slap det ikke ud, men skikkede straks møllergutten til lensmanden.
Nogle dage efter sad baade Palmstrøm og Wibom bag laas og lukke i arresten. De var seet farende opover Kværndalen i kvældingen med hunden og en hest, som var taget fra kapellanens havnehage.
Rygtet om, at Palmstrøm var knebet, bredte sig rask i bygderne og gjorde stor opsigt. En snes aar havde denne indflyttede svenske lusket om, mistænkt for det styggeste og et redskab til det værste, men skjærmet af den frygt, han indgjød, saa ingen turde lægge haand paa ham og overantvorde ham til straffen.
Folk havde været ræd for ham, fordi han ikke var ræd for noget, hverken for gud eller fanden eller øvrigheden. Der havde staaet som en skaadde af hemmelighedsfuldt djævelskab om ham, og i ly af det havde han kunnet byde almuen, hvad han vilde. Vellært var han i boglige kunster, det havde den skjønt; men ligevel holdt han samkvem med hesteskjærere og tatere og finner og det slags forgiftige mennesker, som en ikke skulde røre ved, fordi de gav sig af med alt det, som forbudt var, og med det samkvem havde han nok sin hensigt. Hans vanhellige og vantro spot vakte den tanke, at han var i forbund med magter, det ikke var heldigt at nævne for den, som havde sin sjæl og salighed kjær. Faa tvilede om, at han havde svartebogen. Og stedse havde han smisket for de conditionerede og kakserne og skaffet sig formaaende beskyttere. Nu havde de altsaa opgivet ham og svartebogen tabt sin kraft. Hans paktes dage maatte være udrundet.
Men de underlige, omvankende væsener, som ikke hørte hjemme nogensteds og levede sit fordulgte liv i skog og mark og paa øde sætervanger i den varme aarsens tid, og som om vinteren tiggede og tvang sig underhold til, der de ikke stjal sig til det, blev slagne med skræk og forfærdelse. Thi Palmstrøm havde været mægtig blandt dem ved raad og daad.
Efter hvert som folk vaagede sig til aabent at drøfte hans misgjerninger, voksede hadet og hevnlysten, og en for en skede nye anmeldelser om hans forbrydelser og skurkestreger, og anklagepunkterne øgede stadig i tal.
Justitssagen mod ham blev langvarig paa grund af anklagens vidtløftighed. Fangerne forhørtes hver for sig. I førstningen var Palmstrøm kjæphøi og stormodig og flommede over af veltalenhed uden at ænse sin defensor, procurator Høeghs advarsler. — Umoralske og løgnagtige personer vilde lottére og beklikke en fremmed, der maaske ved uforsigtighed kunde have blottet sig for avind og træskhed, som lurer overalt, og bag hans ryg søgte de at skjule sine egne skalkestykker. Han bad agtbare borgere om forladelse, dersom han havde forseet sig — at feile er menneskeligt — og takkede for al godhedsbevisning i den lange tid, han havde dvælet i denne dydige og oplyste menighed, hvor han fremdeles inderlig attraaede at ende sin bane. De nederdrægtige var han ingen tak skyldig, men ønskede dem kun forbedring. Han havde tillid til gud og sin uskyldighed og stolede paa at nyde den ret, som loven tilsagde enhver fortrængt undersaat under den milde danske regjering. — Den nye foged, som var kommet efter Jespersen, gik næsten fra besindelsen ved denne frækhed og svor at knække hans forhærdelse med den fortjente afstraffelse, ham selv til anger og ligesindede til afsky.
Det hele tog en uanet vending, efterat cancelliraaden havde betydet delinqventen, at Wibom havde tilstaaet indbrudet, og at organisten for ikke at impliceres i undersøgelsen havde fremleveret en af kornmagazinets sække, som svensken havde bragt til hans hus. I næste forhør var anklagedes samvittighed rørt efter hans eget sigende. Han havde da siddet ugevis i arresten med en træblok om benene, og haandjernene havde gnaget hans haandled.
Han havde haabet og ventet paa hjælp, om ikke til andet saa til at rømme. Alle havde sveget ham, fra patronen Hans Dahlbye til vennen Peder Nyeberg. Blot hemmelige bønner om ikke at være uforsigtig i sine ytringer havde de sendt ham. Ja, lidt at leve af havde de jo ogsaa smuglet ind til ham. — Palmstrøm vilde gaa til fuldstændig bekjendelse, og idet han begyndte med at forlange organisten tiltalt som den, der havde lagt dølgsmaal paa tyvekoster, fremsatte han en række beskyldninger mod saa mange og tildels saa anseede mænd, at det truede med at antænde en retfærdighedens brand, som vilde herje vanærende og ødelæggende i vide kredse. Fornemmelig bar det løs mod Hans Dahlbye; ham vilde han bringe som et sonoffer til den fortørnede øvrighed.
To retsmøder til gik hen. Dahlbye kjæmpede som en helt. Vidnesbyrd førtes mod vidnesbyrd, og mened var der paa begge sider; det var cancelliraaden overbevist om. Farligere og farligere kunde det blive. Og en eftermiddag reiste Weydahl alene til lensmandsgaarden og talte længe i enrum med arrestanten, som siden afsvækkede og tilbagekaldte sine beskyldninger. Den eneste, paa hvem saa meget blev siddende, at videre forfølgning maatte indledes mod ham, var Hans Dahlbye.
Snart efter faldt dommen over Palmstrøm og blev vedtaget. Det var svært saa let, han slap fra det, blev der mumlet om. Fem aars slaveri, og siden skulde han forvises kongens riger og lande.
En hel del havde flokket sig til for at se ham den morgen, han skulde transporteres fra arresten indover til byen. Da han sad paa kjærren, hævede han sine lænkede arme og holdt en tale. Hatten dat af ham, og langt og tjavset hang hans hvide haar ned paa skuldrene, hans øine blinkede vildt. Han kaldte himmel og jord til vidne paa sin uskyldighed og spaaede, at den skriver, som havde dømt ham uretfærdigen, hans mund skulde aldrig mere afsige nogen dom. — Men de flirte bare af ham, endda det var nærved at grøsse i dem. Selv Palmstrøms troldomskunster frygtede de ikke længer, naar han ikke havde kunnet fri sig fra lensmandens klør.
Utak er verdens løn, tænkte han, idet kjærren skumpede afgaarde gjennem den flirende og glanende hob. Han huskede, at det akkurat var syv aar og fem maaneder siden, han en vaarnat plyndrede kirken i Hans Dahlbyes hjemsogn for at ærgre præsten og bespotte den geistlige stand. Dahlbyen selv var ikke med, han hyllede sig som vanlig og havde kun gjort opmærksom paa, at meget sølv og guld forvaredes let tilgjængeligt i den kirke. Men søskendbarnet hans — bare unggutten var det dengangen — var kløvet op i korvinduet og langede varerne ud til svensken og en kamerat. Døbefadet fik de, det fløiels alterklæde og oblatæsken og lysestagerne med. «Mein dænna,» sagde gutten, «vil je sjøl ha tel ein amindels,» og stak kalken i lommen med det samme, han hoppede ned.