Vilter lærkejubel fyldte luften, fra alle kanter kom den, rislende som en regn af kvidrende toner fra den skyfrie, soltindrende himmel. Endda det var tidlig paa formiddagen, lagde alt varmedisen sig over egnen, graalig og dæmpende høisommerens stærke farver. Aaserne paa vestsiden speilede sig mørke og violette i den grønblanke fjord. Det var rigtig et drivende veir for mark og eng. Men mangesteds laa akrene brak, og frodigt ugræs søgte faafængt at skjule den sorte jord med myldrende blomster. Og dér, de var tilsaaet, spirede sæden med tyndt i gisne striber og med store, bare flækker. Folk havde nok havt det snaut med korn til udsæd den vaar.
I skyggen bag kirkevæggen stod Palmstrøm og organist Nyeberg og snakkede med Lars graver, som rodede paa bunden af en næsten færdig grav. Organisten var svært mager, og pukkelen ragede spids og kantet frem mellem skuldrene. Hans hvidlige ansigt var sløvt og tankeløst, og han saa ud, som han frøs trods varmen.
«Det steger godt nu,» sagde Palmstrøm.
Lars langede en spade med grus op, rettede sig pæsende og tog hatten af sit skaldede oldingehoved. Hans svage øine, som ingen bryn havde, dølgede sig lyssky under slappe øienlaag. Næsen var liden og flad; et net af blaarøde aarer grenede sig fra dens spids over de fede kinder. Det lange, hvide skjæg gjemte munden.
«Fan veit, aaffer folk kænn ha det saa trabelt med aa døi om sammarn,» svarede han. «Det leite syndig paa den, som ska stræva med aa faa dom i jorda. — Ve slit øss reint ihæl i denni steikheita baade je aa saan min.»
Nyeberg smilte ynkelig: Han vidste vel ogsaa, hvad de, som ikke døde, skulde leve af i sommer — — «Men du har det gildt med fortjenesten, du Lars.» Han saa bortover kirkegaarden — der var mange hauger med frisk muld, og der gabte seks sorte svælg af graver, som endnu var tomme.
Det var ikke værst med fortjenesten, ja — men det havde slig en helvedes hast med dem som skaffede den.
«Han synes vist præsten ogsaa, deres hastværk er uhøveligt,» sagde Palmstrøm. «Han venter jo med jordpaakastelserne, til han kan besørge adskillige i ét kjør.»
Han forrettede tyve her om torsdagen, oplyste graveren og brugte paany spaden. De andre satte sig paa en ligsten og taltes sagte ved. De agtede sig til pastor Lind for at bede om, at Nyeberg kunde bekomme lidt understøttelse af kornmagazinet, som skulde være under sognepræstens bestyrelse. Graverens spade hug og skrabede og slængte grus og smaasten i veiret. Men snart gjorde den en stands, og de hørte en klukkende lyd, som om der blev drukket af en flaske nede hos ham.
Nyeberg sukkede. «Ringerdrammene flyder jevnt for tiden,» sagde han høit.
Hovedet til Lars viste sig over randen af graven: «Aa — ofte skjæms dom itte før aa kommaa brændvinslause i taarnet; dom seje, dom ha itte raad.»
Nyeberg mente, det sikkert rev i halsen, det, som netop blev drukket, og der var et graadigt glimt i hans blik.
Graveren forsvandt igjen og tuslede en stund for sig selv. Saa keg han op: Vilde organisten have en slurk kanske? —
«Tak, som byder.» Nyeberg gik hen efter flasken, som blev rakt ham, bøiede sig tilbage og drak dygtig. — «Bi lidt!» raabte Palmstrøm.
«Svensken vil aa ha,» sagde Lars.
Organisten tog flasken fra munden; der var noget som skranglede i den, og han rystede paa den. «Hvad er dette?»
Graveren kneb øinene helt sammen. «Værsgod svenske, om du itte vil forsmaa —»
«Hvad er det, som er paa buteljen?» Palmstrøm granskede den mistænksomt.
Det var ikke farligere stoffet. Han havde bare puttet nedpaa en liden bensplint, det skulde være godt for modsot, og han tænkte Nyebergen kunde trænge det —
Organisten satte sig mat paa ligstenen. Han blev kvalm, og den kolde sved brast frem paa hans pande. «Dit stygge bæst!» skjændte han. Palmstrøm skraslede: «Nei, piske mig, forsmaar jeg ikke drammen din allikevel, om jeg saa ikke havde vanet brændevin før i mit liv.» Graveren lo tørt og greb igjen til spaden.
En gutunge kom springende gjennem kirkegaardsgrinden og skreg: «Bessfar, bessfar! Her æ’n kar fraa Nerlin — — Færda æ ælt hittafør skrivergarda!» En duknakket mand i helgepuds og med trøien paa armen fulgte efter.
Lars kløv op av graven. «Jasaa. Ve ha dom trast da.»
«Hvem er død i Nerlien?» spurgte Palmstrøm. Manden svarede, det var den ældste sønnen og datteren.
«Aa nei da, to stykker af ungerne! Jeg undres, hvad han Gubrand tænker om det, jeg,» sagde svensken medlidende. «Men vi maa skynde os til pastoren, Nyeberg — — — Han skal rimeligvis forrette med det samme, siden de er fra en storgaard.»
Graveren gik til kirkedøren, stak en underlig, diger nøgle i laasen og vred den rundt, saa det peb, og slog de jernslaadde fløidøre tilside. Den duknakkede, som var med ham, saa nysgjerrig ind i det øde, skumle midtskib. Gallerier med udskaaret træværk tog af for lyset, som faldt gjennem smale vinduer i tykke mure, og svære, kalkede pillarer kastede skygge.
De steg op vindeltrappen til taarnet. Dens høie trin var glatte af slid, og mændene holdt sig godt fast i det taug, som tjente til handtrev, for ikke at glide. Gamlingen, som var kjendt, krabbede fort af sted; men Nerlikaren maatte være varsom med, hvor han satte benene. Saa krøb de tvekroget henad det lange, lave loft, stødte paa en stige, som gav sig knirkende under dem, og endelig var de i det firkantede taarnrum hos klokkerne.
Der var skymt, men Lars rev lemmerne fra gluggerne, og dagen strømmede stærkt og blændende ind. Dybt nede laa bygden i rig solglans, med store gaarder og vide, dyrkede marker. Slaataannen var i fuld gjænge, og paa engene drev folk flittig paa med høbergingen. Som smaa dværger vandrede svensken og organisten over præstegaardens tun. — I øst var et bælte med milebred skog; mod nord strakte fjorden sig trang og grønlig, men mod syd bredte den sig blaanende ud; i vest stængte mørke aaser og fjerne fjeld for synet.
Nerlikaren lagde trøien fra sig og trak en flaske og et stetløst glas frem af lommen. Han skjænkede i og bød; siden drak han selv. Skulde det ikke ligesaa gjerne være en støit til straks? De var enige om det. — Og saa blev flasken stillet i en krok, dér det var en dynge af glasskaar og flasker før.
Der var vel flere lig ivente? spurgte karen.
Syv idag, men de tre var fra husmandsstuer, svarede Lars. Han saa færden i Væltbakken nu —
Saa tog de fat i rebene og halte til; klokken rørte svingende paa sig, det drønnede døvende mellem taarnets snevre vægger og kimede og klang og sang langt udover gjennem gluggerne.
Og klokken kimede, den klang og den sang, og de undte den liden hvile. Efter en færd fulgte den næste, og slig blev det ved, indtil den syvende og sidste for den dag havde faaet sit ærinde udført. Den ene kar afløste den anden i taarnet hos Lars graver, og selv de fra husmandsstuerne havde flasker med. Han holdt ud; thi øvelse gjør mester, og han var fra ungdommen af blevet hærdet mod ringerdrammer, og de rykkede ham ikke rebet af næven, skjønt de rigtignok ingensinde før havde været saa talrige, og skjønt sønnen om kvælden brugte at fire gamlingen ned trappen, da han ikke turde lide paa fodfæstet til far sin.
Og klokken kimede og klang og sang udover med malmrøst: Sulten suger, og soten slaar — nød i Norge! Den sommer forkyndte alle kirkeklokker det samme i alle bygder. Der var landsdele, som nu paa sjette aaret lyttede til denne forkyndelse; men did til egnen var dens budskab tidligere ikke naaet i sin fulde tyngde.
Dér havde de klaret sig hidtil, og længe havde de klaret sig bra. Overflødige avlinger var afsat med megen fordel, og aldrig havde bønderne været saa kry og umedgjørlige paa markederne, som efterat krigen havde spærret indførselen og friet dem fra kappestriden med danskekornet.
Ogsaa naar høsten var daarlig, solgte de. Den store vinding lokkede, og de fleste havde efter skik og brug et aars oplag paa staburene at ty til. Men stabursbingerne tømtes efterhaanden, og folk gjemte ikke for meget til udsæd: den minkede for hver vaar. Folk nyttede de høie priser, mens de var der, og haabede paa gode aaringer, og at krigen ikke kunde vare evindelig.
Amtmand Winterfeldt paalagde præsterne at forhandle med sine sognebørn om oprettelse af kornmagaziner ved frivillige bidrag. Det var forgjæves. I somme præstegjæld eggede bønderne sig op; de vilde ikke danse efter øvrighedens pibe mere, end loven tvang dem til, og det skulde vist ikke hænde, at de ikke avlede nok til sig og sine og endda havde tilovers til salg; smaafolk og husmænd magtede kanske undertiden ikke at brødføde sig selv, men da søgte de hos den mere velstaaende og husbonden den hjælp, som aldrig blev negtet dem. Sommesteds var de føieligere; magazinet skulde de bygge, dersom tømmeret frit kunde hugges i kongens almenning, men ikke vilde de enfoldig sløse korn væk til at lagre i det. I én bygd vilde de tinge med øvrigheden: villighed var villighed værd; de skulde skaffe baade magazin og korn, naar amtmanden havde lyst paa det, saafremt det blev gaardbrugerne naadigst forundt at brænde det brændevin, som de trængte til husbehov. — Præsterne gav sig rent over og indberettede, at deres bestræbelser havde været uden resultat.
Saa oprandt vaaren 1812. Da akrene var tilsaaet, var kornbingerne omtrent tomme. Nogle faa tønder havde de vel i behold hist og her for ikke at sættes i forlegenhed, forinden den nye avling kunde bringes til kværnen; men det var ogsaa alt.
Sommeren var regnfuld, og det blev ikke rart med slaatten. Folk trøstede sig med, at rugen stod lovende og vakkert. Men en kvæld ved midten af august lagde taagen sig saa tæt over egnen, at det for dem, som boede oppe i aaserne, tog sig ud, som var fjorden vokset til en vældig sjø og havde skyllet over det lavere land, saa bare de høieste knauser og berg svømmede som øer paa dens vande. Lidt over midnat lettede det pludselig, og himmelen blev klar. Men da solen randt, tog det til at dampe af fjorden, og nu var det frosttaage, som kom.
I den tidlige morgen traadte menneskene ud af sine hus. De kjendte den klamme, isnende kulde og saa markerne hvide af rim. De skyndte sig bort paa jorderne, plukkede aks og prøvede dem nøie. Naar de klemte paa frøet, tød en liden blank draabe ud. De vidste, hvad det havde at sige, og plukkede fler aks. Frosten havde mærket hvert eneste et. Dagen blev varmere. De gik timevis fra aker til aker og prøvede. Ikke én flæk havde natten skaanet.
Avlingen var skadet, men værre fór den siden. Kulden drog nedbør efter sig. Skikkelig lotørk blev det ikke tale om, og tilslut var sneen der, mens rugen endnu stod paa stør.
Da gav mange sig til at lede efter de smaabøger og hefter, som ængstelige og bekymrede patrioter havde uddelt til almuen, men som de forhen havde leet af og slængt ulæste væk. For i de bøger var der skrevet om, hvordan den skulde berge sig, som ikke havde mel nok til mad eller maatte greie sig med det, som var fordærvet. Den vilde snart være bra rustet, som forstod sig paa de ting. De havde vel ofte brugt kneb for at drøie melet; men nu blev der neppe forslag i sligt.
Tærskningen blev omhyggeligere gjort end nogensinde. Paa laaverne blev sliren svunget af fortvilede arme, der hamrede løs, som haabede de at tvinge føde frem af den morskne, halvraadne halm.
En kvæld lige under jul sopte Matjas Nordsveen ihop paa laavegulvet det korn, han havde faaet paa husmandspladsen sin; han brugte limen godt og skrabede med baade avner og frø og lyste efter med tyristikker, forat der ikke skulde ligge noget igjen. Det blev en pose fuld. Han løftede paa den og veiede den i én haand, bar den ud paa tunet og stirrede fortænkt op mod himmelen. «Kjære dig, vorherre,» sagde han, «ha du ti storslompen, kænn du jamen ha resten med!» og hev posen i veiret, saa det, som i den var, føg for vinden, gik ind til kjærringen sin og bad hende koge rømmegrød af sidste meldusten, de havde.
Dette kunde altids Matjas Nordsveen gjøre, for cancelliraadens folk de svalt ikke ihjel. Hos ham blev flere hjulpet end de, som hørte skrivergaarden til. De conditionerede og alle, der havde evne til det, understøttede jo dem, som var fra deres nabolag. Men nogle steder var der hjælp at faa, om én ogsaa var langveis fra, og sikrest for ikke at gjøre faafængt reise var den, som drog til raaden eller Hans Dahlbye. Paa Dahlbye var stellet det gamle i det længste, saa en kunde forundre sig over, hvor manden tog det fra, som han sløsede bort. Men ved paasketider sagdes det, at han i byen havde solgt det meste af sit sølvtøi for rug, og at han slagtede besætningen foreinings ned til kjødmad. Det var, som om ulykken hidsede Hans Dahlbye til at overgaa sig selv i letsindig ødselhed. Og liden tak høstede han; ingen syntes igrunden han skyldte den noget, som ikke selv lod til at vyrde sine velgjerninger.
Paa skrivergaarden gik det ordentligere til. Vinteren igjennem var der travel færdsel i dens kjøkken. I førstningen søgte bare husmænd og fattige stakkarer did. Helst i skumringen sad de tæt rundt væggene med smaa sækker og spand, som de gjemte under krakker og stoler. De fik efter sine kaar og efter sin husstand; stort var der ikke til hver, men ligevel saa meget, at de havde mætten for en kort stund, hvis de spædde passelig paa med barkemel og rensdyrmose og den slags. Efterhaanden kom der ogsaa selveiendes folk, som ikke pleiede at klage over armod. Men hvad gagnede det dem, at de havde sølvdalere paa kistebunden, naar der ikke var korn tilfals for penge? Det traf sig, at kakser hængte skræppen paa ryggen og traskede til naboen for at laane mel til en grødgryde eller en brødleiv. Naboen havde det sjelden bedre end han, som vilde laane, og da sneg han sig skamfuld ned til raaden og andre af dem, som han ellers ikke vilde have vendt sig til, fordi de ansaa sig for hans overmænd, og spurgte, om dér kunde være bistand at finde; ikke for sin egen skyld gjorde han det, men for deres, som ventede paa ham hjemme.
Det Weydahl gav, kunde vel ikke række langt; men han vidste udvei paa forskjellig sæt. Han overtalte endel mænd til at gjøre turen helt nord i Romsdalen for at handle fisk. Han formaaede dem, som havde penge, til at slaa sig sammen med landkræmmer Orre og ham og ved Orres forbindelser i Christiania og sydpaa foretage indkjøb af kornvarer, som blev fragtet opover, saasnart føret blev fremkommeligt, og som for intet uddeltes til de mest trængende og mod løfte om tilbagebetaling in natura til dem, der havde jord at bruge. Men paa hvilestederne maatte kjørerne om nætterne holde god vagt over læssene; der var fler end nok af dem, som lurte paa den fragt. Og der skede røveriske overfald paa landeveiene for en rugsæk og indbrud paa staburene for en halv skjæppe byg.
Værst rammede elendigheden de talløse omstreifere, taterne og fanterne og dem, som nøden havde drevet fra deres egen hjemstavn. De fristede kanske den letteste skjæbne, som omkom i snefonnerne, mens de slæbte sig afsted paa jagt efter føden. Før havde tiggeren været tryg paa bondens gaard, endda der var bøder for at huse omvankende og pasløse personer uden at melde dem. Nu undsaa ingen sig for at fakke dem og trække dem til øvrigheden. Bonden var mod betleren som den hund, der gnaver et kjødben, mod den, som vil nappe det fra den. Lensmændene jamrede sig over massen af arrestanter, som de vanskelig kunde skaffe rum til og slet ikke det foreskrevne daglige brød. Regjeringen fandt paa raad; den ombyttede fangernes ration med en bestemt underholdningsgodtgjørelse i penge; saa havde den gjort sit, og det blev rette vedkommendes sag at sørge for resten. Men der kunde hverken koges eller bages af kobber og sedler. Mellem dem, som blev sat fast, var besynderlig ofte vanvittige drenge, der flakkede om forladt af sine forældre.
Under den mørke kolde vinter, mens nød og kummer herskede, holdt farsotten sit indtog i bygderne. Længe havde den sneget sig omkring i fjelddalene, især østover mod svenskegrænsen, dér den sagdes at ligge igjen efter hæren i otte og ni. — I førstningen var det en overvættes dødelighed blandt barnene. De taalte ikke kosten, blodgang tærede dem hen og pinte dem tildøde. Amtsphysicus Müller talte geskjæftig om «usunde surrogater». Lidt senere brød smitsom feber ud blandt de voksne. Den gik fra grænd til grænd og lagde lig efter sig paa gaardene. Det var stille med julegilder og lag hos bønderne. Selv hos de rigeste, hvor sulten ikke kunde trænge sig ind, og hvor savnet bare saavidt gløttede paa døren, var der tyst i de store stuer og listede kvinderne sig paa hosesokker i gangene; thi sotten og døden lod sig ikke stænge ude.
Men sømmelig i jorden skulde den, som var af bra folk, og de overlevende vilde ikke sætte den skam paa den henfarnes minde, at der skulde være noget at sige paa hans ligfærd, og endog de, som led bitter nød, samlede det gran, de aatte, for at unde en slægtning et pent gravøl.— «Tak, je leve bære væl je, dama,» sagde Jon Bearmand, de spurgte ham, hvordan det stod til. «Je ha vøri i tre gravel denni vikua.»
Og som om ulykkerne ikke allerede var haarde nok, bragte kvægpæst hestene til at styrte i stalden og kjørene i fjøset.
Da aaret lysnede, og da ungerne løb i flæksneen og sankede syljuknop, som de aad, ikke just fordi den var sød, men fordi den fyldte saa godt i maven, saa det slemt ud med at faa markerne pløiet og tilsaaet paany. Der manglede hester til plogen og folk til spaden og korn til udsæd. Men alle virkede, det de kunde; myndighederne anstrængte sig til det yderste — endog kornmagazinerne blev nu oprettet. Modet voksede, eftersom vaaren gryede, og paa sæt og vis blev det nødtørftigste arbeide gjort. Og veiret blev efter ønske, saa folk kunde haabe paa det bedste udbytte af det vesle, de havde havt at ofre paa akrene. Men fremmede, som kom til egnen, saa med undring, at lidelserne havde været saa store her; de havde ment, at tilstanden maatte have været forholdsvis bedre end paa andre kanter, og forstandige mænd spaaede, at lang tid vilde trænges, inden den atter vilde vinde sin fordums velstand tilbage.
Vanskelig var det at stille hungeren, mens kornet spirede og modnedes, og farsotten vilde ikke slippe folket, og døden ikke vige fra gaardene, og kirkeklokkerne kimede og klang og sang udover højsommeren: Sulten suger, og sotten slaar — nød i Norge!