Vaaren var kommet braat paa folk, og de havde faaet det travelt med at gjøre sig istand til aannen.
Solen glitrede paa sneen, som endnu dækkede skrivergaardens jorder i hældingen mod fjorden. Men nedad lønnealléen silrede smaabækkene over blank holke, og langs veikanten stak torven frem med gult, fjorgammelt græs. Mellem de bare strandsten og den skiddengraa, ufarbare vei var en rende aabent, blaat vand, dér en flok ænder svømmede som sorte prikker.
Cancelliraaden stod bag fjøset og saa paa gjødselen kjøres ud. Han havde brættet hatteskyggen ned og knyttet et uldtørklæde om halsen, for det blaaste skarpt, saa brask og halmstraa dansede i vinden. Den vide, langdskjødede vadmelsfrakke naaede til kraven paa hans støvler. Overkroppen tog paa at blive for svær for benene, og han støttede sig til en sølvknappet stok.
Han var grætten og i daarligt lune. Den forbandede Palmstrøm, som han af sine grunde havde baaret over med i længste laget og mer end det, havde øvet den streg at stjæle blegelærredet fra majorinde Brager. Det maatte være Palmstrøm, baade fordi frækheden lignede ham, og fordi han var seet snusende omkring Emilienberg i skumringen. Dette var for drøit. Fuglen skulde nappes denne gangen, især da lensmanden havde udtalt sin mistanke i uforblommede ord.
Karene, som maakede i halvmørke inde i den høie, murede kjælder, skottede ud paa ham og skjønte, at husbond ikke var blid, og holdt paa saa ivrig de kunde. Langslæde efter langslæde kjørte opover bakkeknæggen til fjøset, svingede bort til kjælderdøren, blev læsset paa og drog igjen. Meierne skurede gnissende mod marken.
«Hui du! — Vil du med dig — saa, hui!» gneldrede en opløben, rødhaaret gut i stemmeskiftningen til en spræk unghest, som ikke vilde rygge tilbage ved døren. «Naada, blakken — hut!» sled han hidsig i tømmerne.
«Hvordan er det, du kjører, Jens Sveum?» irettesatte Weydahl. «Vil du værsgod fare pent med hesten.»
«D’ æ’n svinegamp,» svarede gutten kjapt. «Hænn æ saa stivkjæfte, at —» Og han rykkede paany uvorrent i tømmerne. Hesten steilede, saa den sørpede, brune søle skvat, og satte det ene bagben udenfor skjækerne.
«Kom hid!» tordnede raaden. «Fort dig lidt og lei hesten med dig.»
Gutten lystrede tvært.
«Du har sælet galt paa ogsaa, din slusk!» skjændte Weydahl og rappede sint til ham med stokken over ryggen. «Se paa høvret — det ligger skakt og bryder hesten. Tag sælen af!»
Jens nøiede sig med at lette paa høvret. «D’ æ’n skarvesæla,» mukkede han.
«Tag sælen af, har jeg sagt!» — Det skede, men trevent og sendrægtig. Det kogte i raaden. Med den ene haand rev han hovedlaget af, med den anden fattede han Jens i nakken og klemte til. Gutten svaiede frem og tilbage under hans greb og gabte stort af skræk og smerte: «Au!—a—a!»
«Jeg skal lære dig at kjøre, jeg — fare slig med det stakkars dyret!» Weydahl tvang mundbitet ind i gabet paa ham, viklede remmerne om næven og ruskede til, mens han dunkede ham mellem skuldrene med stokkeknappen. «Jeg skal lære dig! — Er det bedre for øget, din satans dreng, end for dig kanske?»
Han løsnede taget, og gutten tumlede halvkvalt og tutrende overende. Da han reiste sig og grædende luskede unda var han blodig ved mundvigerne.
De i kjælderen havde sluttet at maake; de, som kjørte, havde standset nedenfor bakkeknæggen. Nu fik de fart i sig paany.
Raaden klappede hesten, som var blank af svedte: «Har de været slemme mod dig da, blakken? — Har de det?»
Madklokken skranglede i og ringte ind til middags. — «Aa, du Mathias!» raabte han. «Sæt blakken paa stalden og stel den godt.»
Klokkerne fra de andre gaarde i grænden stemte i med; de rettede sig alle efter den paa skrivergaarden. Det ljomede udover i den vaarfriske dag.
Om eftermiddagen inspicerede atter cancelliraaden gjødselkjøringen. Han lagde særdeles vægt paa gjødselens behandling; den var maaske det vigtigste kapitel i det fornuftige landbrug, burde være en del af landmandens katekismus saa at sige. Han var i bedre humør. Det var vist gjørligt at spare Palmstrøm alligevel — forhørene kunde blive ubehagelige for mange — men jamen maatte den forhærdede gavtyv hytte sit skind herefter.
Vinden var taget til, og det var ikke frit for at snoen kjendtes bidende kold. Alléens trær kastede lange, blaa skygger henover sneen. Lyset faldt skraat ind gjennem kjælderdøren, og Weydahl gav nøie agt paa Jens Sveum, som nu var med og maakede og ikke mere skulde betroes nogen hest for det første. Den slyngel kunde trænge en ordentlig overhaling af og til, saafremt der skulde blive en brugbar krop af ham.
Med ét slap Jens grebet og karede med foden i dyngen. «Je ha fønni naa rart, je!» sang han op.
«Hvad er det, min dreng ?» spurgte Weydahl.
«D’ æ itte ’n kælv — — — Je tru mest, d’ æ eit ongelik, je —»
«Et barnelig?» — Cancelliraaden skrævede over dammen foran døren og keg ind i kjælderen. De to mænd, som var der, gik bort til gutten. Varsomt løftede en af dem i veiret den fundne gjenstand, som skimrede hvidlig, og bar den udenfor. Det var et barnelig.
Det blev lagt paa sneen og tørket af med en gammel sæk, som Jens hentede. Mændene stod tause og saa paa det. Det var liget af et nylig født, fuldbaaret barn, derom kunde ingen tvil være, og en blaalig stribe rundt halsen røbede tydelig nok, hvordan det var kommet af dage.
En slæde arbeidede sig langsomt opad bakkeknæggen. Da kremtede cancelliraaden og sagde: «Den sag maa undersøges. Bring det hen i vognskjulet og stæng for døren.» — Saa gik han. Der var et underlig stivnet udtryk over hans ansigt, og han bed tænderne haardt sammen. Karene skridtede efter med liget tullet ind i sækken. Bagerst diltede Jens Sveum og gren ondskabsfuldt.
— — —
Cancelliraaden holdt undersøgelse. I det store kjøkken samledes alle gaardens voksne kvinder og de fra husmandspladsene med. Det var en halv snes stykker. De vidste, hvad det gjaldt. Nogle unge jenter var blyge og rædde, som om de var bange for, én skulde tro dem skyldige. De ældre var roligere og sikre i sin sag; for én kunde vel ikke mistænke dem.
Weydahl sad ved bordenden taus og mørk. Han havde i forveien talt i enrum med husjomfruen. Hun skulde bistaa ham ved undersøgelsen. Hun gik fra kvinde til kvinde, aabnede deres kjoleliv og kjendte paa deres bryster, om der var melk i dem. Hun var overmaade bleg og talte ikke. Raadens øine fulgte med fra den ene til den anden; de syntes, hans blik ikke var til at undgaa.
Der var varme paa peisen, og ilden brændte sprakende. En kaffekjedel, som var hængt paa, var afglemt, og tilslut kogte den over, saa vandet randt hvislende og dampende ned i gløderne. En gammel, indskrumpet huskjærring havde ikke hjerte til at taale dette; rask løftede hun kjedlen af og sagde, det var da synd for den gode kaffeen! — Ordene skar igjennem stilheden; men der var ingen, som brød sig om dem.
Turen kom til hende. Hun lo med sin tandløse mund: «Hi, hi — jomfru, ska du aat mig aa? — Hi, hi!» og vred sig væk. Raaden vinkede utaalmodig og bydende; og saa hegtede hun selv trøien op, men harmen og skammen sydede i hende.
Undersøgelsen var endt og den skyldige ikke opdaget — var altsaa ikke dér fra gaarden. Raaden gav tegn til, at kvinderne kunde fjerne sig. Men da fór den gamle frem: «Æ ve rænsaka vørtne, ælle ve andre, ska jagu jomfrua telpers aa!» — Hendes magre klør huggede sig fast i jomfruens kjoleliv og sled det op. Julie Nannestad satte i en hvinende jamren og vaklede og styrtede baglængs over en krak, saa hun blev liggende med ryggen mod bordkanten. Hendes særk var vaad foran under brysterne.
«Dér ser du sugga, som grisen aatte!» skreg kjærringen hæst — —
Det underlig stivnede udtryk lagde sig atter over raadens ansigt. Han tog jomfru Nannestad ved armen og reiste hende op. Hun gik med ham gjennem stuen, hvor dugen endnu laa paa spisebordet fra middagen, og til sit værelse. Det var det samme kammers, som hun og moderen havde havt, da de passede huset, før den nye skriver kom — han, som fra hendes barndom af havde været den største og mægtigste, hun vidste.
Hun kastede sig paa sengen. Cancelliraaden stillede sig ved vinduet og saa ud. Bag aaserne paa vestsiden dalede solen i flammende brand. Skyggerne bredte sig mørke over isen; men vandet i raaken langs stranden var som blod. Gjenskinnet fra den straalende himmel faldt stærkt og rødt ind i kammerset.
«Weydahl — hjælp mig! Hjælp mig, Weydahl!» — Hun sad og saa efter ham uden at græde, men hvid af rædsel.
«Jeg maa sende bud efter lensmanden. Jeg kan ikke hjælpe dig stort nu.»
«Aa, hjælp mig — hjælp mig!» tiggede hun igjen og borede hovedet ned i puderne.
«Jeg skal gjøre, hvad jeg kan, men det er ikke meget. — — Julie, du skulde have fortalt mig det før — før kunde jeg have hjulpet dig.»
«Jeg fortalte dig det, cancelliraad,» hviskede hun.
Han huskede det. En gang havde hun nævnt, hvorledes hun troede, det var fat med sig — en kvæld, hun havde været svært træt og trist og havt dybe, blygraa ringer under øinene. — «Du sagde det bare en gang, og jeg tænkte, du havde taget feil, siden — —»
Hun hulkede, løftede øinene og stirrede forvildet paa ham, og han rev vinduet op som for at faa frisk luft. — Han havde kviet sig for synet af hende og havde hele tiden staaet med ryggen til; nu vendte han sig og saa fast og tungt paa hende. «Jeg maa sende bud efter lensmanden,» sagde han utydelig. «Men jeg behøver kanske ikke lade nogen holde vagt over dig inat. Jeg laaser døren, og du vil vel helst være alene — — Jeg maa sende bud efter lensmanden imorgen. Det er for sent ikvæld.»
Han slog vinduet i og strævede længe med den ene haspe, som han satte paa, for haanden skalv. Hun trykkede igjen ansigtet mod puderne og hørte, at han laaste døren efter sig. Hun laa uden at røre sig, mens gjenskinnet fra solnedgangen svandt, og tusmørket sneg sig ind til hende.
Naboerne ventede faafængt paa, at skrivergaardens madklokke skulde ringe tilkvælds. Den hang stille. Omsider vaagede en sig til at begynde ringningen selv, men de første slag klang usikre og undselige. De andre studsede; saa skyndte de sig ogsaa at ringe. Men den dag aad de kvældvorden en time for sent dér i grænden.
Natten var sort og maaneløs. — Om morgenen drev fint duskregn over fjorden og landet. Lønnetræerne sprikte med nøgne grene i den graa, slørende taage. Da var jomfru Nannestad rømt. Vinduet i kammerset stod paa vid væg. De lette efter hende og fandt hende i raaken saa nær stranden og paa saa grundt vande, at det var klart for alle, at hun havde holdt sin dødsens vilje fast helt indi den sidste kamp.