Pastor Lind kjørte til annekset søndag morgen. Gjennem et skogsnar, dér sneen bøiede bartræernes grene, førte veien brat opover. Haaken sad bag paa og smaaduppede, endnu ikke rigtig udsovet; præsten styrede selv tømmerne. Det gik traat, indtil de naaede høiden, og skogen sluttede. — Saa strakte sig til begge sider langsomt skraanende bakker og brede jorder. De hvide flader skinnede og glitrede i formiddagssolen. Af skigarden stak bare staurene frem og kastede blaa skygger henover sneen. Hist og her var klynger af rimfrossen bjørk. Paa bakkekammene laa gaardene store og tunge, med graasorte, svære udhus rundt om hovedbygningerne. Overalt steg piberøgen ret op i den stille luft. Øverst stod aaserne med mørk og tagget granskog mod den lyse, frostklare himmel. Det syntes snart, at annekset kanske var den rigeste del af bygden.
Præsten keg forud langs hesten. Nede i dalsøkken agede en skyds sagtelig afsted med en enslig klingende bjelde. Nu saa han ryggen og luen til manden i slæden. Jo—jo —, det var lensmanden. Han slog paa for at tage ham igjen, og det bar strygende udfor.
Lensmanden ryggede hesten til høire for at lade dem passere forbi, men præsten sagtnede farten jemte med ham.
«Godmorgen, lensmand, — skal De ogsaa til annekset idag?»
Lensmanden snudde sig halvt om i sædet. Mellem den opbrættede pelskrave og den lodne skindlues sorte vadmels ørelapper viste sig et høitideligt, rynket ansigt med store hornbriller.
«Godmorgen, hr. pastor — pr, pr vil du staa, blakken! — Jeg skal saa, men jeg agter mig desværre ikke til kirke. Min tid er disponeret søndag som hverdag. Pro tempore gjælder det en inquisition eller ransagelse hos nogle kanaljer i Vestbyaasen. Saadanne personer er i regelen helst at antræffe om søndagene; at de skulde være blandt den kirkesøgende almue, er som regel ikke at befrygte for. Hehe!»
«Det er bra, De er ivrig, lensmand, det behøves saamæn. Der indfandt sig én hos selve skriveren for ikke længe siden» — pastoren brød sig ikke om at sige igaar — «og skræmte pigerne. Jeg var der tilfældigvis om aftenen, og paa hjemveien var knægten fræk nok til at springe op paa meierne hos mig. Han forsvandt ellers, næsten før jeg blev opmærksom paa ham, — skjønte vel feiltagelsen, at det ikke var en almindelig bondeskyds.»
Haaken fortrak ikke en mine ved at høre sin beretning om nattens hændelser gjenfortalt paa denne maade.
«Skulde én have hørt sligt satans spel! Hm, hm, jeg ber — Rakkets impertinents er i stadig stigende, hr. pastor, men jeg skal knibe dem, dersom kun —»
«Jaja, gjør Deres bedste. Men jeg er vist sent ude,» afbrød præsten.
«Jeg skal straks undersøge —.» Og lensmanden rodede indenfor pelsen efter klokken, men før han var færdig, smældte den andens svøbe, hesten skjød forbi i fuldt firsprang, og lensmanden blev siddende igjen og stirre efter ham. Han puttede klokken tilbage i vestelommen, strøg betænksomt et næsedryp bort med lovaatten og smaalo: Saa, pastoren var efter udseendet at dømme ikke reist fra cancelliraaden før inat —
Blakken ruslede videre. Det havde ingen hast for justitsens haandlanger; kanaljerne i Vestbyaasen sov om søndagen, saa syndede de da ikke i helgen.
Tæt ved kirken laa klokkerboligen, hvor præsten altid tog ind, naar der var messe i annekset. I kjøkkenet solgte konen kaffe til almuen til en pris af en kobber-toskilling for koppen. Den forretning havde ikke lønnet sig rart i det sidste; kirkesøgningen blev mindre og mindre aar for aar. — Inde paa stuen pleiede præsten at iføre sig ornatet, da det var altfor koldt og uhyggeligt i sakristiet, og at modtage dem, som havde noget at afhandle, før tjenesten begyndte.
Omkring vangen havde hver større gaard sin stald, i den satte gaardbrugeren hest og kjørdoning fra sig under messen. Staldene var tømmerskur, byggede i række og rad og aabne paa den side, som vendte mod kirken. Det lod ikke til at være mange folk idag; der var neppe et halvt snes hester.
Ved præstens komme havde det alt ringt første gang. Klokker Haagensen stod liden og tyk i døren til sit hus, modtog vadsækken med kjolen og kraven af skydsgutten og bar den ærbødig efter sin overordnede ind i stuen. Den var liden og trykkende varm, og ovnen var glohed. Skjønt kjøreturen havde kvikket præsten op efter ugens svir, følte han sig uvel, og han blev kvalm og skjælven ved den lummert beske damp af kaffen, som konen bragte.
— — Tak, han skulde ikke have. Var der ingen, som vilde ham noget? Naa, nogle særdeles forretninger var der jo ikke. Om Haagensen vilde være saa god at række ham ornatet?
Klokkeren fordristede sig til at minde om, at elleve personer havde ladet sig antegne til altergang.
Altergang? Skulde der være altergang idag? Det havde han saa sandelig ikke erindret. Der fandtes vistnok hverken vin eller brød. — «Aa se efter i vadsækken, om Gine skulde have husket paa det. — — Ikke? Saa, der staar vi.» — Præsten kastede ærgerlig kjolen om sig.
— De skulde ikke tilfældigvis have vin i huset? Nei, naturligvis ikke. Men nadverden kunde maaske udsættes til næste prækensøndag?
Haagensen bemærkede underdanig, at enkelte af de antegnede var aasmarkinger og havde særdeles lang kirkevei, endog flere mile.
«Det var da som —» Tanken paa kapellanens sladdervorrenhed og den forestaaende bispevisitats foruroligede præsten. Der var stedse nok af uleilighed og taabelig misfornøielse. Den som bare vidste raad — kanske Haagensen vidste noget?
Klokkeren snød sig agtelsesfuldt: Dersom den ellers var anvendelig, saa vilde ingen kunne gjøre forskjel paa hans hustrus ribssaft og den sædvanlige altervin.
Lind grundede — dette var resikabelt. Dog, nød bryder alle love.
«De indser, Haagensen, erindringsmaaltidet er ikke af Christus knyttet til en bestemt drikkelig substans; vinens art er ikke nærmere angivet i skriften. Men det usyrede brød —?»
«Med hr. pastorens permission, i det saakaldte tyndbrød bruges ikke surdeig, samt kan det brydes i stykker eller beter.»
Beter? Et lynsnart billede af nattens uheldige kortspil fløi gjennem Linds trætte, forvirrede hjerne. Han kniste nervøst: «Nu, saa er vi ikke bet, min kjære Haagensen! Men hør her,» fortsatte han og lagde haanden fortrolig paa klokkerens arm, — «hvad vi som oplyste mænd kan diskutere os imellem, bør ikke spredes ud blandt den menige almue. Det kunde vække unødig forargelse hos de enfoldige. Forøvrigt er der paa min ære ikke noget galt deri. Bring saa kun det fornødne.»
Klokkeren snød sig atter og ilte med at hente en flaske af sin kones ribssaft og et stykke tyndbrød. Pragten hægtede imidlertid kjolen igjen.
«Faa det bare i orden. Lad mig dog først smage saften — den er temmelig syrlig; kom til en sikkerhed en del stødt sukker deri. — — Aa hjælp mig lidt med kraven. Saa tak! — De bringer altsaa det fornødne hen i sakristiet, og jeg stoler paa Deres diskretion — —»
Mens præsten vandrede til guds hus, klemtede kirkeklokkerne ud over den skinnende hvide, søndagsstille bygd. De taug en liden stund, saa tog de fat paany for at ringe sammen, og nu først strømmede ind i kirken den ventende skare, som ikke var meget talrig.
Da Lind steg paa stolen, kjendte han pludselig smagen af den draabe saft, han havde drukket, skarpt og ækkelt; den brændte ham i halsen. Hans hænder var klamme, rent vaade, og han følte en irriterende prikken i fingrene. Det tynde, graa haar klæbede svedigt til panden, og der var røde flækker paa hans hule kinder. Det forekom ham, at de skidne, kalkede mure rykkede paa sig, og sænkede han blikket ned mod gulvet, hvor halvhundrede mennesker sad spredt — folk fra hver gaard i hver sin lukkede stol, ligesom deres hester udenfor var stillet i hver gaards stald — saa svimlede det for ham. Det var nok gaaet vel stærkt til hos cancelliraaden.
Endelig fugtede han læberne med tungespidsen og læste dagens evangelium med svag, bævende røst. Det var om Jesus, der lærer som barn i templet. Han kunde i øieblikket ikke faa gjort noget ud af den tekst. Talte lidt frem og tilbage om de selvkloge skriftlærde og det enfoldige barn, stansede og hostede og fandt ikke fortsættelsen. Men prækenen maatte gjøres længere.
Han tog sig krampagtig sammen, mindedes uvilkaarlig sin dimispræken nede i Kjøbenhavn for mangfoldige aar siden, gjorde en brat overgang, og før han selv vidste om det, repeterede han den høit og tydelig. Dens tema var det geistlige læreembedes betydning.
Forsamlingen nede paa gulvet studsede; den var ikke vant til at høre sin præst udtrykke sig saa flydende og lyttede andægtig til hans ord.
— — Der gives nu for tiden ikke faa, der sige, vi behøve hverken præster eller andre geistlige embedsmænd, saasom de hverken forskaffe os brød eller kjød eller anden nødvendig føde eller bistaa os i at drive vore forretninger eller i at vælge retskafne hustruer eller bringe os penge eller arbeide.
Saaledes begyndte han, gjendrev dernæst den paastand og viste, at den havde sit udspring i letsindighed og vankundighed, og skildrede kirkens oplysningsarbeide som en fortsættelse af skolens; thi hvor børneopdragelsen har lagt en god grundvold, dér bygger kirkens prædiken videre og søger ved aabenbaringens og fornuftens lys at rense sindene, at befri sjælens ædle metal for dets slagger. Endelig udviklede han den virksomme geistliges pligter med hensyn til den rette forvaltning af sacramenterne og de øvrige kirkelige forretninger.
Men af meget større betydning end alt dette er det dog, at præsten tillige for hvert lem af sin menighed skal være en forstandig ven og raadgiver, der ikke alene i sin prædiken betoner menneskehedens høie bestemmelse, der opfyldes ved den rene menneskeligheds udfoldelse hos ethvert individ og ved sjælens daglige forberedelse til evigheden hos gud. Han forkynder borgerdyds og veldædigheds skjønhed og begribeliggjør for sine tilhørere virksomheds, fredsommeligheds og fordrageligheds store værd og nytte. Thi dette er lærdomme, hvilke, naar de bære frugt i menighedens livsførelse, forjage raahed, grumhed og træg dovenskab samt smelte overtroes og ufordrageligheds haarde isdække ved mild menneskekjærligheds varme foraarssolstraaler og udvikle baade hjertet og fornuften.
Men forsvinder i menigheden uvidenheds og vankundigheds nat for oplysningens morgen, og bliver gudshuset for landmanden en sand helligdom, hvori han forglemmer nag og vrede og med rørt hjerte rækker naboen haanden til forsoning, og hvor tvedragt og had give plads for broderlig enighed, da haver præsten høstet den skjønneste løn for sin gjerning, da er han støttet og løftet af menighedens agtelse og kjærlighed —
Traaden glap for Lind, han stoppede med ét; bent nedenfor ham sad den rige Jørn Mæhlum og kaldflirte. Ham skyldte han paa tredie aaret for seks tønder byg fra den høst, han spilte bort kornavlingen sin til landkræmmer Korslund fra vestsiden.
Slutningsbønnen blev fremmumlet uforstaaelig. Han gik ned elendig mat og tør i munden.
Under altergangen rystede kalken i hans haand, og han pintes af den skrigende og uharmoniske salmesang. Det var tildels hans egen skyld. Efter den evangeliskkristelige salmebog, som Lind havde faaet indført i menigheden, istemte klokkeren salmen:
Du Jesu bød mig i dit ord
at møde ved dit nadverdbord;
her jeg skal ihukomme dig
saa vist du ihukommer mig.
Men i en stol for sig selv sad to gamle tunghørte jenter fra Aasmarken med en storstilet, skindbundet Kingo, og de vidste ikke bedre end at lete frem den salmen, som fordum præsten Adler støt brugte ved altergangen:
Til Herrens bord i Jesu navn
jeg agter mig at gange
til hjertetrøst og sjælegavn,
til salighed at fange.
Men ak, jeg ved,
hvor ond og led
jeg er i synd og usselhed,
hvorfor min sjæl er bange.
Versene var længer for dem, og de gjorde en pause for hvert nyt, mens klokkeren kilte ufortrødent paa, saa da menigheden var naaet til det femte vers:
Ak, da jeg kommer ei ihu,
hvor svag jeg er, hvor naadig du,
let glemmer jeg her pligt og kald
og synker dypt fra fald til fald —
da sang de gamle jenter paa det tredie:
Gud rydde af mit hjertes rod
alt ukrudts vilde grene!
Gud bøie det til sig i bod
og eie det saa ene!
Gud naadig tag
fra mig hver dag
al synd og skam og nid og nag,
gjør mine tanker rene.
De havde ikke mer end tre vers, og fordi folk rundt om dem fremdeles holdt bøgerne i veiret og rørte munden, tænkte de sig først lidt om og tog i sin enfoldighed fat forfra endnu en gang, og idet Haagensens skingrende trompetstød, fulgt af menighedens summen, triumferende førte niende og sidste vers tilende, kom de efterpaa klagende:
Men ak, jeg ved,
hvor ond og led,
jeg er i synd og usselhed,
hvorfor min sjæl er bange.
Efter gudstjenesten sad pastoren alene i sakristiet. Han var dygtig medtaget af formiddagens anstrængelser. Hjertet hamrede, alt i et fløi der smaa skyer for hans øine, det bævede og rykkede i alle kroppens fibrer og suste for ørene. Foran ham stod den halvtømte saftflaske og kalken, hvori der var en slant igjen efter uddelingen af sacramentet. Skjælvhændt slog han den ud, tørkede det hellige kar omhyggelig af med kjolen, heldte i af flasken og drak. Den syrlige, kolde drik læskede kun for et minut: Den rumlede i maven, lagde sig paa tungen, blev ligesom siddende fast i halsen og vilde op igjen.
Klokkeren kom og spurgte, om pastoren ønskede middag.
«Hils Deres kone og sig mange tak, men jeg skal ikke have idag — jeg reiser hjem med det samme. Jeg tror, jeg har forkjølet min mave paa turen. Aa hør, Haagensen, De skulde vel ikke kunne skaffe mig en lille dram?»
Jo, han var istand til det, saafremt simpelt kornbrændevin kunde gjøre det. Og dermed skyndte præsten sig med Haagensen i hælene hen til klokkerboligen. Folk paa kirkebakken tog luerne af, og de hilste igjen med tause nik.