Det var i slutningen af forrige aarhundrede en kvæld ved midtsommerstid, at cancelliraad og sorenskriver Weydahl kom til bygden.
Længe forud var han og hans forhold blevet meget omtalt og drøftet hos alle egnens conditionerede familier. Ved et krus hjemmebrygget øl havde pastor Lind forhørt sig hos procurator Høegh, som bestyrede embedet under ledigheden; men denne vidste imidlertid ingenting. Saa havde han været hos majoren paa Emilienberg, og fru majorinden betroede ham ved et glas parfaite amour af egen lavning, at fru cancelliraadinden var født Catharina von Zehren, men cancelliraaden selv kjendte hun ikke. Aldrig havde hun hørt hans navn nævne, da hun sidst var i Christiania for tre aar siden, og det var ved gud mærkeligt, siden han allerede havde cancelliraads rang, og hun mente sig dog at være vel inde i alle landets bedre familier. Dansk hørtes jo navnet ikke ud for at være. Forresten havde hun al sin kundskab fra residerende kapellan Vamberg, som havde hørt familien nævne, da han vendte hjem afvigte jul fra sin reise til Kjøbenhavn for at sollicitere — den gode kapellan solliciterede jo saa ofte, han bare havde raad dertil — om pastoren ikke vilde henvende sig til ham?
Men pastoren blinkede med de tynde øienlaag og smilte stramt med forsikring om, at kapellanen igrunden sandsynligvis lidet eller intet vidste, for kapellan Vamberg stod ikke paa den bedste fod med sin sognepræst.
Derfor lod sognepræsten alle undersøgelser fare, indtil han paa vaartinget hørte foged Jespersen ved punschebollen den tredie tingdag paa sit brede trøndersk fordømme sig paa, at nu skulde de igjen faa mere af hofkryb og skjørteregimente inden distriktet. Fogden var allerede paa en høi perial og magtede ikke at give nogen yderligere forklaring. Men da strøg pastoren sin lille spidse næse og lugtede «piquante Sachen», og dagen derpaa satte han sig ud over alle hensyn, besøgte kapellan Vamberg, smøgede forsonligen en pibe daarlig tobak med ham, roste hans sidste prædiken om uforstandig ødselhed og slet udnyttelse af guds gaver som meget svarende til den overdaadige menigheds tarv og fik til gjengjæld nyde den lange, gulbrune kapellans stilfærdige og galdesyge ondskabsfuldheder om den nye skriver.
Jovist, det var desværre skjørteregimente og aldeles ikke, det turde han sige, mandens fortjenester eller hensynet til statens bedste, der havde skaffet cancelliraaden saavel hans nuhavende embede som hans titel. — Desværre var der atter begaaet en uretfærdighed; baade den og den skulde have havt bedre grunde i sine ansøgninger. Men hans majestæts omgivelser kunde blot altfor ofte forblinde landsfaderens øie og poussere den urette frem til det urette sted. Desværre, desværre ja —
Hvad fru cancelliraadinden angik, havde hun mangehaande forbindelser, sagdes der, og disse forbindelser, der ikke netop skulde være af de reneste, havde — fremdeles efter sigende — skaffet distriktet den nye sorenskriver, man nu skulde have at trækkes med. For manden selv var det nærmest en retrætpost. Han havde tidligere i Kjøbenhavn indehavt en velaflagt sekretærstilling hos en meget høitstaaende person, men var falden ganske i unaade — aarsagen var nok, at han havde indladt sig paa utilbørlige intriger — havde saa giftet sig, og straks, lige straks efter sit ægteskab med frøken von Zehren var han bleven udnævnt til sit nuhavende embede.
Desværre, meget lod sig slutte af et saadant avancement.
Mere vidste aabenbart ikke kapellanen, som derfor paa den blideste maade advaredes om ikke overilet at dømme sin næste, hvilken formaning han ydmygt døiede, idet han stilfærdig fremhvislede en tak for sin overordnedes velmente raad. Desværre var det saa let at feile, ikke alene i tanker og ord, men ogsaa i vandel —
Pastor Lind tog hurtig afsked for paa hjemveien at se indom løitnant Juell paa Romstad, hos hvem der stedse var en mugge stærk punsch og et livligt kortenspil at finde, da hans onkel, den halvtullede justitsraad Hammer, der henlevede sin alderdom i hans hus, endnu lod sig bruge som trediemand.
Løitnanten mødte pastoren paa tunet og hjalp ham ud af karjolen. — Alting var forfaldent paa Romstad. Af den lange, vidtløftige toetages hovedbygning saa kun første stokværk ud til at være beboeligt. Fjøs og laavetag var betænkelig sadelryggede, og i haven voksede syrenbusker og kirsebærtrær vildt, og ældgamle apaler strakte sine krogede grene op mod himmelen, som bønfaldt de om plads og luft.
Løitnant Juell var en høi, fintbygget mand mellem tredve og firti, med blegt ansigt, magre træk og søvnige øine. Hans høire arm var lammet ved et uheld under felttoget i 1788, hvis aarsag han havde kvitteret kongens tjeneste og trukket sig tilbage til den sidste gaard, som var ham levnet af slægtens tidligere vidtstrakte eiendomme.
Nu lod han nødtvungen verden skjøtte sig selv og fem være lige og levede paa stumperne, saa godt han kunde. Hans hustru var død for en del aar siden og havde efterladt ham to smaa barn, en gut og en pige, der undervistes af kirkesangeren eller sommetider af en tilfældig opsnappet huslærer og forøvrigt voksede op i ubunden frihed.
Ikke før var pastoren kommet tilsæde paa kanapéen inde i stuen og ordre givet til den varme punsch, før han krammede ud med sine nyheder. Da han nævnte cancelliraadindens pigenavn Catharina von Zehren, kom der liv i Juells søvnige øine. Han kjendte hende, kjendte hende flygtig fra Kjøbenhavn og bedre fra Christiania, hvor han havde truffet sammen med hende i hine glade dage, da kronprinsen og den norske hærs generalissimus prins Carl af Hessen opholdt sig der efter seiren ved Kvistrum bro.
Løitnanten var dog lidet villig til at tale om hende, skjønt han indrømmede, at det var muligt, hun kunde have hjulpet sin mand frem, endog reddet ham ud af en noksaa slem knibe. Hun var i det hele taget et storartet fruentimmer — saa smuk, helt vidunderskjøn hun havde været i de dage.
Det var alt, pastoren fik ud af ham. Bud efter justitsraaden, som mest sov dagen hen paa sit kammers, blev der ikke sendt, noget kortenspil blev der ikke af, og værten bad ikke sin gjæst vente, da punschemuggen var tømt. Og neppe var pastoren vel afgaarde, saa sadlede enkemanden, den i naade og med ret til fremdeles at bære hans majestæts uniform afskedigede dragonløitnant Lemmich v. Juell til Romstad sin brugbareste hest og red sig en lang tur over mark og enge uden at agte paa vaarregnet, som piskede ham om ørene. Catharina von Zehrens navn havde kaldt de gamle glade tider tilbage i hans erindring. Saa svært langt tilbage laa de nu ikke, kun fulde ti aar, og dog saa fjernt, saa fjernt — — — Catharina von Zehrens kokette pigeskikkelse ledede hans drømme til sirlige fester i tvillingrigernes hovedstad, og atter traadte han dansen ved hendes side i Christiania-patriciatets statelige sale — dengang var hun varmere, stærkere, men end mere smægtende deilig — —
Længe drømte han og længe red han, til hans brugbareste hest blev halt af det uvante jag, og han vaad som en kraake maatte gjøre holdt hos major Brager paa Emilienberg, hvor de to krigsmænd udvekslede fredelige minder om bedrifter i Amors lystige strid, alt imedens de drabelig dyrkede gud Evan og sang dertil, og omsider ud paa natten blev samlede op og bragte tilsengs af majorindens og stuepigens øvede hænder.
Det var altsaa sent en kvæld omkring sanktehans at cancelliraad Weydahl kom til bygden.
Fra kongsveien kjørte vognen knagende og knirkende ned ad lønnealléen til skrivergaarden. Løvet suste raslende i nattevinden. I den svage skumring laa husene tunge og mørke, stængende for alleen og udsigten til fjorden. I hovedbygningens salsvinduer blinkede et gulligt skjær fra den lysere himmel i vest.
Paa det fremste vognsæde sad kusken og smeldte sagte med svøben. Bagi sad cancelliraaden høi og svær i sin reisekavai med en bredbræmmet hat paa hovedet. Efter vognen skranglede to almindelige skydskjærrer. I den ene var skydsgutten og et par haandværkere, som var bragt med fra byen for at underkaste gaardens huse de nødvendige reparationer inden fruens ankomst; den anden var læsset med alslags sager, som kunde trænges til deres gjerning.
Forbi gaasedammen og blegehytten svingede kusken ind paa gaardspladsen. Der laa paa den ene side stalden og fjøset, saa laaven i ret vinkel med disse ligeoverfor hovedbygningen. Paa den fjerde side laa et gammelt forfaldent hus, som brugtes til folkestue. Mellem det og laaven saaes en trekantet snip af fjorden og aaserne bortenfor den.
Der kom ingen ud for at tage imod. Intet forbud var sendt, og den forrige skrivers familie var fraflyttet stedet. Cancelliraaden steg ud af vognen og ruskede i gangdøren. Den var stængt. Han bankede paa, men ingen svarede, og han havde alt givet kusken ordre til at søge efter folk i fjøset, da det rørte sig inde i gangen, og døren gik op.
En trivelig kone i nattrøie og underskjørt viste sig, saa forskræmt paa den høie mand i kavaien, skjønte, hvem det maatte være, neiede gjentagne gange og forklarede endelig, at hun var madame Nannestad, og at det var overdraget hende at passe gaarden, indtil den nye sorenskriver kom. Da saa cancelliraaden havde erklæret, at han var rette vedkommende, trak hun sig neiende tilbage.
Cancelliraaden hængte kavaien og hatten fra sig og gik ind i stuen. Der stod kun et stort slagbord og nogle træstoler, ellers var der tomt. Han satte sig træt ned og ventede.
Ude paa gaarden hørte han et par søvndrukne tjenestekarer snakke med kusken og haandværkerne og staa dem bi med at spænde hestene fra og leie dem til stalden. Lidt senere bar de trampende hans reisekufferter ind i gangen. Saa lød haandværkernes stemmer fra kjøkkenet, de var alt i prat med jenterne.
Om en stund neiede madamen sig ind igjen med et blafrende talglys i hver haand og en hvid dug over armen. En ti-tolv aars lyshaaret pige trippede efter og bar et bræt med tallerken og glas. Forsigtig hviskende listede de sig frem og tilbage mellem kjøkkenet og stuen og dækkede bordet, mens de skottede ærbødig hen paa den fremmede, der sad og saa ud, som han sov.
Det var en sværlemmet, skulderbred skikkelse i mørk frakke, knappet helt op til halsen med perlemorsknapper. De kraftige hænder hvilte paa hans knær; en ring med stene glitrede paa den høire.
Som han sad der foroverbøiet med hagen sunken ned paa brystet, syntes ansigtet uhyggelig graablegt i tveskjæret fra den lyse nat udenfor og de blafrende praaser paa bordet. Kindbenene stod stærkt ud; munden var stor med fyldige læber, næsen bred og fremspringende, øienbrynene meget buskede og panden høi og hvælvet. Det mørkeblonde haar var graasprængt ved tindingerne. Ansigtets magerhed passede ikke til de stort skaarne træk. Han kunde være henimod de femti, men kunde ogsaa være ældet før tiden.
Madame Nannestad vaagede sig frygtsomt til at spørge, om cancelliraaden vilde tage tiltakke, og tilføiede, at der var redt seng til ham i kammerset ved siden af, og om der var mere, han havde at befale.
Han nikkede og takkede med dyb, lidt hæs stemme. Det var ikke mer han vilde, og madamen trak sig atter tilbage fulgt af den trippende jentunge.
Cancelliraaden tog for sig af maden som en skrubsulten mand, smagte tilsidst prøvende paa det hjembryggede øl i trækanden og tømte den saa helt. Da han var færdig, gik han ud af stuen, som for at se sig om i huset. Han steg op ad trappen til anden etage, skred gjennem et par tomme værelser og ind paa en stor sal, som rak tværsover den ene ende af bygningen. Den havde paa hver side mange vinduer med smaa ruder. Han stansede ved et af vinduerne mod fjorden og stod længe og stirrede ud.
Lysningen i vest var blegnet og himlen jevnt graalig, som om det trak op til regn. I syd sænkede sig mod vandet en aasryg med mørk naaleskog isprængt med lysere flækker af løvtrær. Den endte i et næs med lang, bar strand. Ret for skraanede grønne akre nedover, gjennemskaaret af lønnealléen, som fortsattes fra den anden side af gaarden. Mod nord løp akrene over i lave bakker med birkekrat. Bagom det saa han kirkens hvide mure med det høie taarnspir; det tegnede sig som en sort skygge mod den graa himmel. Fjorden laa blank og stille. Hinsides den hævede sig skogvokste lier med hus og dyrkede marker hist og her nedenunder.
Cancelliraaden stod længe og stirrede udover egnen. Saa knyttede han pludselig næverne mod den. Ansigtet fortrak sig, han skar tænder. Den svære mand dirrede af raseri. I nattestilheden sneg det sig overvældende ind paa ham, at her skulde han ende sine dage, henleve resten af sit liv. Større og mægtigere havde han seet fremtiden for sig for kun faa maaneder siden. Høiere havde han da kunnet sætte sine haab end at ende som en landsens skriver i Norge. Han bøiede sig i kvide under forudfølelsen af det uvirksomhedens og tomhedens liv, han her var fordømt til.
Saa lo han kort og indædt. Aa nei — han, klokkersønnen fra Romerike, fik nu vel være fornøiet med det, han havde bragt det til. Stod han ikke her i besiddelse af et af fødelandets bedste embeder? Han fik være glad til og takke den, som tak skulde have. Ja, takke, ja — den som reddede ham fra det med frelst skind og ære, da han gik med for tunge skridt over glatte gulve.
Han lo igjen.
Ensteds i huset tog et ur til at slaa. Slagene gjenlød med syngende klang gjennem de øde rum.
Han vendte sig og gik tilbage til stuen, slukkede talglysene paa bordet og aabnede døren til soveværelset. Det var lummert og kvalmt derinde; madame Nannestad havde nok rømmet sit eget sengkammers for hans skyld.