Lang tid blev ikke cancelliraaden rolig i bygden dengang. Han besøgte bare procurator Høegh paa Gihle, som bestyrede embedet. Derpaa fór han, neppe ugesdagen efter han var kommet, sydover til byen igjen, og det spurgtes, at han paa veien havde været indom hos amtmanden og fogden, men ellers hos ingen.
Men haandværkerne var blevet igjen paa gaarden og rumsterede baade høit og lavt, saa fler end de gamle huskjærringerne undre de sig over, det de tog sig for.
Kontoret blev flyttet borti folkestuebygningen, men i hovedbygningen blev der gildere end gildest. Fra kjøkken til sal blev der pyntet og pudset. Malet blev der overalt, nogensteds grønt og nogensteds blaat. Allerpenest blev der paa storstuen, for den blev tapetseret med gule damaskestapeter. Lyspeisen blev revet, og hele to læs med ovner fra Bærums værk ført tilgaards. Al den bekostning blev gjort for fruens skyld, som skulde være saa fint vant. Hun havde da ogsaa færdes i kongens slot, sagdes det, og de conditionerede smilte til hinanden og rystede paa hovedet derved, men igrunden følte de sig stolte ved at skulle faa den dame iblandt sig.
Først ud paa høsten, da rugen stod gul og skjær, vendte cancelliraaden tilbage, betalte haandværkerne uden at prutte og sendte de fikse bykarer væk til megen sorg for tjenestjenterne.
En svær fragtebaad fra Eidsvold lagde samtidig til ved stranden, og alle seks husmænd blev tilsagt at hjælpe mandskabet med losningen. De bar og de sled, og de kjørte tilgaards, fra solen randt og til den sank, den ene kassen og den ene pakken efter den andre. For det, som ikke var i kasser, var tullet ind med halm og sækkestrie. Paa gaardspladsen stod cancelliraaden i skjorteærmer og kommanderede og pakkede ud, rød i skolten og drivvaad af svedte. Og alt det, som dengang blev bragt for dagens lys, glemte vist ingen af husmændene i sin livsens tid. Der var bøgetræs stoler med udskaaret vaaben paa ryggen; der var sofaer med silktøis træk og ben vridde som tyrirødder, og speil saa høie som dører i forgyldte rammer med snirkler i toppen, og kommoder og skattoller med snurrige rundinger og buger, og bord med plader af indlagt ved eller hvid marmelsten, og guld og lakering var der paa det meste. Det rareste var et tungt møbel paa fem ben, næsten som et bord at se til, og som flere mand maatte bære. Raaden fulgte selv med dem, og saasnart de havde sat det fra sig, gik han bort til det. Der var laag paa det; han løftede det op og tog indunder, og da gav det en særs pen laat fra sig, for der var nok musik i det.
Madame Nannestad gik rundt i værelserne med den vesle datter sin og et halvt dusin jenter og stillede alting i række og rad rundt væggene som det staa skulde.
Bare en skeifærd hændte i dagens løb, og det var, at Matjas Nordsveen stødte et speil mod handtrevet, saa glasset sprak. Han stygbandte af skræk. I det samme kom raaden og blev hvid af sinne. Først sagde han ikke et ord, men tog speilet og hev det i gulvet, saa ramme og glas føg i stumper og stykker, og det endda rammen var lige god og glasset ikke værre faret, end der godt kunde gjøres to mindre speil af det. Efterpaa knyttede han næven til han Matjas og fordømte ham ind i det inderste helvede, og han Matjas var mest ræd for, at raaden skulde have rørt ved ham, saa han havde maattet tage igjen. Men det skede nu ikke.
En time efter var raaden lige blid, og lod madamen skjænke drammer til dem, som ved arbeidet var, til Matjas ogsaa.
Da de gik hjem til nattes, var alle husmændene enig om, at den nye skriveren var en staselig kar, men fælt hidsig af sig, og slettes ikke saa net og nøie paa det, som præster og andre conditionerede folk pleiede være. I saa maade lignede han næsten procuratoren paa Gihle — —
Andre dags kvælden derefter var der hængt hvide gardiner paa tværs over vinduerne i alle værelser undtagen i storstuen — der hang de paa langs og var røde med hvide dusker. Mange lys var tændt.
Da kom fru cancelliraadinden kjørende i kareth. Cancelliraaden traadte hende imøde og løftede hende ud af karethen. Han kyssede hende paa begge kinder, og han førte hende ind i huset. Bagefter trinede en mamsel i kort stak med tynde lægger og smaasko.
Madame Nannestad stod i døren i fuld stas med nystrøgen strimmelhue og neiede dybt. Hun saa en høi og bleg, omtrent tredveaars dame, som nikkede naadig med halvlukkede øienlaag og spurgte hende om noget paa dansk, som madamen ikke skjønte. Men cancelliraaden svarede for hende. Fruen nikkede paany uden at række haanden frem til hilsen, og han fulgte hende ovenpaa til hendes værelse. Bagefter trinede mamsellen.
Ti minutter senere kundgjorde denne noget paa dansk oppe fra trappen om, at herskabet intet ønskede til aftens, kun en kop the paa fruens værelse. Madamen forstod endelig, at mamsellen maatte være fruens kammerpige og med tungt hjerte bar hun ud af bordet hele sin forsmaaede opdækning; thi paa den havde hun anvendt stor kunst og flid, ligefra det delikate bedekjød à la Maintenon til mandelpuddingen.
Nyhederne fra skrivergaarden var det, som mest blev talt om i bygden den høst. Under skaaraannen stansede folkene op midt paa akeren og lagde ud om det, og naar en jente havde en ny trøie eller en huskjærring et nyt skaut, havde de det ordtag, at hun var finere end skriverfruen. Dybest indtryk havde kammerpigen gjort; før vidste de bare om to slige i den egn, hos amtmand Winterfeldt og hos generalmajor de Place — den paa skrivergaarden var nummer tre. Madame Nannestad blev bedt bort snart til den ene og snart til den anden af de conditionerede familier, og fruerne grov og spurgte, saa hun blev rent træt i kjæverne af at fortælle.
Paa Gihle kom procurator Høegh før og svær ud i kjøkkenet efter aftens for at faa fyldt paa ølkanden. Der sad tjenestjenterne og procuratormadamen selv med vesle Julie Nannestad ved siden af sig og spandt hver ved sin rok. Men ret som det var stod hjulene stille eller røg traaden af, for alle agtede mindre paa arbeidet end paa vesle Julie, som ivrig og rød og raptunget fortalte om raaden og fruen og karethen og stuen med de gule silkedamaskestapeter. For sig selv paa peiskrakken ludede en gammel skaldet mand med langt graat skjæg. Det var indlægkallen. Han lod, som hørte han ikke paa noget, og kardet uld, saa totterne føg.
Procuratoren lænede sig mod peismuren og lydde efter. «Du ser ud, som havde du hørt orn større stas før, du gamlen,» sagde han. «Og du mindes sagtens ogsaa dengangen, da kong Christian den sjette drog gjennem bygden.»
«Det gjør jeg nok altids,» svarede kallen. «Men saapas som dette har jeg kanske hørt om helless og.»
«Gammel mand kan berette mangt. Skjønt det var nu vel hos kongen af England og ikke her i bygden det, som du har hørt om,» mente procuratoren.
«Det var baade her i bygden og i flere bygder med, det,» sagde kallen og drev paa lige flittig med kardingen. «Raaden og fruen hans, de kjører i kareth, de, men jomfruen paa Græfsum hun kjørte til kirke i vogn med seks hester og med ridende tjenerer for og efter. Gaarder eiede hun i alle bygder, og demmersaa hørte hun messen bare en gang om aaret i hvert kirkesogn, og da mødte hele almuen op for at hilse paa hende og se paa stasen.»
«Aakken er det, som har lært dig den ræglen da?» spurgte kokkepigen.
Han lagde karderne væk og stirrede frem for sig. «Aa, bedstefar min fortalte mig, at bedstefar hans brugte sidde i vognen ved siden af jomfruen paa Græfsum den tiden.»
Procuratoren lo, rev af en lang skraa og rakte kallen, som takkede og tog imod. «Du er kry du, men saa hedder du heller ikke for ingenting Otto Valdemarssøn Skaktavl.»