Det varte længe, før den forhenværende dragonløitnant Juell traf den forhenværende Catharina von Zehren. Fra den selskabelighed, som den nye sorenskrivers komme vakte, holdt han sig unda; thi det var aar siden finanserne paa Romstad blev saa slette, at eieren ikke mere saa nogen udvei til at deltage i det selskabelige liv, naar undtages de vanlige smaa drikkelag med majoren og procuratoren og nogle andre gode venner og naboer. Desuden var cancelliraadinden sygelig — hun led af begyndende svindsot, sagde amtsphysicus Müller — og opholdt sig i Christiania det meste af vinteren. Livet paa landsbygden forekom hende allerede saa altfor misformigt og trist, og cancelliraaden rettede sig i saa henseende efter hendes vilje og fandt sig taalmodig i at være enkemand, naar det ikke anderledes kunde være.
Derfor var det først ud paa vaarparten i majorens aarlige barselgilde, at hun og løitnant Juell mødte hinanden. — Drømmen om de gamle dages Catharina von Zehren var forresten længst gaaet over hos ham. Egentlig var den fordunstet med efterveerne af den rus, som han ianledning af rygtet om hendes ankomst havde hentet sig hos majoren. Drømme og alvorstanker var altid kun snare gjæster hos Lemmich Juell — drømmene, fordi de var talløse og trængtes paa flugt af nye drømme, og alvorstankerne, fordi de var haabløse og saaledes unyttige plager, som maatte fordrives, det være sig nu ved store planer, dem han selv ikke troede paa, og som kun blev fattet for at glemmes, eller ved glad svir, og i sidste fald foreviste han for sine svirebrødre med freidig letsindighed baade tankerne og beslutningerne i al deres pjaltede usselhed og fulgte dem leende tildørs. Ti tomme aar havde dag efter dag gravet det svælg, som skilte ham fra den tid, da han virkelig levede, da drømmen fødte alvor og tanken daad. Naar lunet stak ham, lod han, selv drukken, fortidens liv og fremtidens skygger, ungdomsstærke, jubelfyldte minder og synet af sin egen og sin families nære ruin paradere i spottende, lystige vrængebilleder for drukne venner. Kort sagt, han var den vittigste hund og den gladeste laks i miles omkreds, og dertil gjorde og sagde han alting med en saa overlegen elegance, at gjenskinnet deraf bragte de raaeste drukkenbolter af kapteiner eller proprietærer til i samkvem med ham at synes sig selv fine og velopdragne herremænd.
Majoren forestillede dem for hinanden, idet han tilføiede, at det vistnok var unødvendigt, da han havde hørt sige, de var gamle bekjendte. Fru cancelliraadinden var meget naadig, forsikrede, at hun godt erindrede løitnant von Juell og nævnte i flæng et par huse, hvor de skulde have truffet hinanden baade i Kjøbenhavn og Christiania, men tog tilfældigvis feil af navnene. Lemmich Juell mærkede det ikke. Det indtryk hun gjorde paa ham var, som om han stod overfor legemliggjørelsen af sine rigeste minder fra en hurtig levet og hurtig forspildt ungdom. Hendes dæmpede, bløde danske tonefald, de fornemt beherskede bevægelser, det udtryksfulde lille smil, det udsøgte og moderne i hendes dragt — alt tilsammen var som kjærtegn for hans vansmægtende sanser. Hun var sminket, til megen forargelse for de øvrige tilstedeværende damer, som oppe paa landet gjorde en dyd af nødvendighed, da de ikke formaaede at vedligeholde den slags raffinements. Han kunde have velsignet hende for det, saa vidunderlig vederkvægende var det for ham at se igjen denne kindernes fine og lette kunstige farve.
Han vidste, at hun var over tredve, og han havde straks opdaget et par smaa rynker ved øienkrogene, og hendes buste var temmelig tynd. Men han glemte det igjen, følte det ikke mere. Han var helt fyldt af taknemmelig fryd ved at staa ved siden af og konversere denne fuldendte dame, og som altid prægede Juells stemning hans ord og optræden.
Den høie, slanke mand i den broderede atlaskesvest, den godtsiddende, skjønt noget gammeldagse, blaa kjole og med kniplingskalvekrydset havde fra først af været fru Weydahl paafaldende som en behagelig modsætning til den øvrige mer eller mindre stærkt rustificerede forsamling. Tidligere havde hun med fornøielse iagttaget, hvorledes endog cancelliraadens tungvindte korrekthed stak af mod herrernes manérer. Løitnant von Juell tilhørte den samme verden, som hun havde forladt, og hun lyttede til ham med noget af den samme glæde, det vækker hos en landflygtig at møde en hjemlig sangfugl paa sit forvisningssted. Han interesserede hende og syntes hende et bekjendtskab, som det nok kunde være værdt at dyrke. Da samtalen mellem dem blev livligere, nyttede procuratorens korpulente hustru, der hidtil havde havt det hverv at underholde «hofdamen», som de conditionerede sig imellem kaldte hende, leiligheden til at fjerne sig for at slaa en koselig passiar af med amtsphysicus Müllers madame, som ude i gangen havde hvisket hende noget morsomt i øre om den gale løitnant Wallaces seneste bedrifter.
Inden de skiltes ad fra barselsgildet, havde cancelliraadinden opfordret Juell til ret snart at besøge skrivergaarden for at fortsætte deres gamle bekjendtskab, og cancelliraaden havde rolig og høflig henstillet til ham ikke at vente for længe med at gjøre hans kone den glæde — hun vilde kun sjelden møde tidligere venner nu, og med haanden paa hjertet havde løitnanten forsikret, at det skulde være ham en meget stor ære og fornøielse.
Dengang fornyedes da bekjendtskabet mellem Catharina von Zehren og Lemmich Juell. Men før næste aar var omme, var de begge to døde og begravne, og det gik saaledes til.
Udover vaaren og sommeren var Juell en hyppig gjæst paa skrivergaarden. Hans halvfjollede onkel, justitsraad Hammer, sad hjemme paa Romstad og kjedede sig og undredes over, hvor le cher neveu holdt til, og løitnantens to barn, som han aldrig havde taget sig synderlig af, førte en tilværelse efter sit hjertes ønske i mark og skog og blandt tjenestefolkene.
Om høsten fortalte fru Weydahl ham en dag, at hun havde renonceret paa sin paatænkte tur til byen; blot hun nu ikke kom til at ennuyere sig altfor meget, saa hun maatte angre paa det. Den kvæld kom Juell og bad procuratoren om at faa laane 500 rdlr. Det var ellers uhørt, at Juell laante penge af sine venner. Han vilde ikke sige, hvad han skulde bruge dem til, men procuratoren gav ham dem uden indvendinger, uagtet sikkerheden var slet nok. En rigmand i Christiania havde pant i gaarden til sidste skilling af dens værd, og det var mest krediten hos landkræmmer Orre, som holdt Juell oppe, saalænge det hang.
Men hvad pengene skulde bruges til, det viste sig snart. Madame Nannestad blev hentet. Hun var enke efter en kapellan, som havde været rigtig en madpræst. Efter hans bortgang vilde den lille pension ikke strække til for hende og datteren, og derfor maatte hun som kogekone i bedre huse udnytte de culinariske indsigter, hun havde erhvervet under sit ægteskab. Hende blev det overdraget at ordne alt kjøkkenet vedkommende til et stort lag, som skulde staa paa Romstad om tre uger. I mellomtiden blev der slagtet og brygget og bagt og vendt op og ned paa hele gaarden. Der blev vasket og skuret baade høit og lavt og hele hestelæs af alskens gammelt skrammel stuvet bort i udhusene. Haven blev opryddet og dens gange sandstrøet under tilsyn af justitsraaden, som erklærede, at han agtede at gjøre de uundgaaelige mangler ved arrangementet mere undskyldelige ved at give høitideligheden et anstrøg af fête champêtre, og paa egen haand beordrede han den mand, som blev sendt enkoms til Christiania for at kjøbe ind vin og mangfoldig andet, til at bringe med tilbage flere dusin coulørte lygter til havens belysning. Især gjorde han sig yderlig umage med en forfalden eremithytte bygget af underlig sammenslyngede trærødder og grene, idet den gamle herre kom med mystiske hentydninger til det overordentlig behagelige ved at have et saadant tilflugtssted i nærheden — den fromme eneboer vilde neppe tage det ilde op, om et eller andet elskende par søgte ly i hans hytte. Han forstod sig paa de ting, gjorde justitsraaden, fra de dage, da han endnu ikke havde levet sig sønder og sammen til et vrag, som hjælpeløst var givet sine halvfjollede griller ivold.
Endelig var forberedelserne færdige, og bearmændene gik rundt over fire bygder for at indbyde alt, hvad der fandtes af officerer, embedsmænd og anseede proprietærer til gjæstebud paa Romstad gaard. Fordum var ofte slige sendebud udgaaede fra Romstad til glæde for unge og gamle, men nu var det længe, længe siden, saa ungdommen neppe fattede, hvad de ældre sigtede til, som undrede sig paa, om Lemmich Juell virkelig formaaede at hævde stillingen, naar han nu agtede at forsvare sin slægts storartede traditioner i retning af gjæstebud.
Men allesammen kom de.
Og endnu engang straalede Romstad gaard i sin fordums glans. Endnu engang var bordene dækket i den høitidelig dystre spisestue med det ornamenterede stukloft og de smaa, grønne vinduesruder. Dér faldt vokslysenes skjær paa gamle malede tapeter; de var mørke og sværtede af tiden, men gjæsternes nysgjerrige blikke skimtede dog fremdeles de fyldige, hvidbarmede nymfer, som under løvrige trær drev sin letfærdige leg med fauner og bacchanter. Endnu engang skinnede paa de mønstrede damaskesduge, indvævede med Juellernes vaaben, fint porcellæn og familiens tunge, massive sølvtøi, og endnu engang dansede pyntede skarer i den vældige sal, som var vidtspurgt paa grund af sin størrelse.
Intet var sparet paa at gjøre festen fuldkommen. Egnens dygtigste musikanter var samlet, delvis hentet langveis fra, og de lod fiolinerne klinge og contrabassen brumme og klarinetterne skingre med en lystig ufortrødenhed, som skyldtes rigelig forskudsbetaling og mangt et stærkt glas. Udenfor var haven oplyst med de coulørte lygter, og lidt afsides flammede en ensom fakkel foran eremithytten.
I sideværelserne spillede herrerne kort, naar de ikke dansede. Stemningen rev dem hen, spillet gik ofte høit, og pengene skiftede ofte eiere. Lemmich Juell deltog ikke selv i spillet. Han havde leveret onkelen sine sidste 30 rigsdaler, og nu sad denne og tabte dem med anstand til fogden og generalmajoren. Justitsraaden var i sit allerbedste hjørne. Iført en prægtig orangerød kjole med guldgaloner og en piskeparyk af en slags, der havde været moderne for en snes aar siden, tog han sig ud som en ægte grandseigneur — maaske lidt vel hovmodig nedladende mod fogden, som ingen høiere «charakter» besad, men uden sære griller, saa de, der ikke vidste det, aldrig kunde ane, at denne værdige og sirlige levemand i anfald af storhedsvanvid havde for vane at brænde sine klæder, fordi de var berørte af tjenestefolkenes simple fingre, og at bestige staburstrapper og andre høitliggende steder for at forrette sin nødtørft.
Arrangementet med eremithytten havde ingenlunde hørt til hans faafængte griller. Thi dér sagde Lemmich Juell fru cancelliraadinden, at han elskede hende, og der tilstod hun for ham, at hendes ægteskab havde været en sørgelig vildfarelse: Hun havde i et øiebliks ophidselse taget feil af sit hjertes følelser, og nu var hun saa ensom, ja saa uendelig ulykkelig og ensom vilde hun været i dette barske land, dersom hun ikke havde fundet ham. O, denne dybe sjælenes sympathi mellem dem — af gud var den visselig plantet, den kunde ikke være brødefuld! Løitnant von Juell var den eneste ven, hun havde, hvis hjerte bankede medfølende for hende og hendes kummer. Og hun betroede sin sjæls ven alt dette og laa op til hans bryst og gav ham hundrede kys og fik tusinde ømme ord til svar og vogtede sig vel for at derangere sit toilette og tørrede hurtig de taarer væk, som truede med at ødelægge farven paa hendes kinder.
Imidlertid sad cancelliraaden ved kortbordet og spillede og diskuterede den væbnede neutralitet med alvorlig ligegyldighed.
Festen blev feiret til det graanede af dag, og værten straalede af lykke.
Efterat de fleste af gjæsterne var draget fra gaarden eller havde søgt hvile i dens halvhundrede gjæstesenge, sad procuratoren, pastor Lind, majoren og løitnant Wallace endnu ved schervenselen og bød hinanden op og lurte hinanden, stilfærdige af spænding, bare med en braa latter, hvergang kortene blev slaaet op. De var slappe og rødøiede og halvfulde. De ænste ikke solen, som brød frem over aasene, skinnede paa de forbrændte lygter i haven, straalede freidig ind gjennem vinduerne i den støvede og uryddige sal og lagde en glorie om pastor Linds tynde, strittende haar. Ligesaalidt ænste de en klodset tiaars gutunge i nye klæder, som stod tæt ved dem og gloede dumt paa spillet. Det var Lemmich Juells søn, som glemt af alle var sovnet ind paa en dynge reisetøi, men vækket af lyset, der skar ham i øinene, var gaaet did, han hørte stemmer.
Omsider reiste procuratoren sig, tog sidstslumpen af glasset og saa sig omkring og sagde: «Har du hørt, Lind, hvad Totenpræsten sagde, da han havde ligget syg og først kom til bryllups trediedagen? — Der jeg saa levningerne, maatte jeg græde.»
De lo, sopte pengene sammen og skiltes. Gutten satte sig træt ned, lagde armene paa bordet og sovnede paany.
Snart vidste hele bygden, at løitnant Juell var fru Weydahls elsker. Alle snakkede om det, og alle vidste det, undtagen hendes mand naturligvis. En havde seet fruen spasere opigjennem skogen om morgenen og møde sin kjæreste der; andre mærkede sig, hvordan de vekslede fortrolige ord i krogene, og tjenerne paa skrivergaarden ymtede høilydt om det, de kunde komme til at opdage, naar de overraskede de to inde i stuen under Lemmich Juells hyppige besøg. Som tiest traf han nemlig fruen alene. Cancelliraaden havde det altid travelt paa sit kontor over i folkestuen; men ogsaa der kunde skriverkarlene pludselig tie bom stille og smile forlegent, dersom han uventet traadte ind.
Ingen turde dog komme med hentydninger til cancelliraadinden, bare tjenestefolkene vaagede sig saavidt til; for i den egn tyktes skammen skjæmme hele husstanden, om gaardkonen havde kjærest. Derfor blev de tvære og næsvise mod hende og ærtede kammerpigen, som de skyldte for at være medhjælpen hendes, og mer end en gang, naar Juell kom tilgaards i raadens fravær, maatte han selv sætte hesten ind i stalden, fordi staldkaren holdt sig for god til at gjøre ham den tjenesten. Juell skjønte sammenhængen og fandt sig i det, og fru cancelliraadinden glemte paa grund af omstændighederne at beklage sig synderlig over disse uforskammede nykker hos dette tølperagtige lands uopdragne indvaanere.
Paa den maade gik det vinteren igjennem, til cancelliraaden vendte hjem fra vaartingreiserne. Han havde været borte over en uge.
Det var en straalende solskinsdag i slutningen af marts, at han kjørte nedad lønnealléen. Sneen tinte, saa det dryppede af træerne og tagene, men føret var endnu bra, og som han sad i slæden varmt indpakket i pelsen og var fornøiet over at være hjemme igjen, blev han i godt humør og følte, at han var paa veie til at forsone sig med sin stilling og glemme sine tidligere høitspændte drømme. Et embede at styre, stort nok til at lægge beslag paa det meste af hans kræfter, hus og hjem og en vakker gaard, hvor der var meget at gjøre og meget at rydde — — Og mens han lod blikket glide udover de brede jorder, vaagnede den nedarvede bondenatur i ham til fuld styrke. Ja, her var virkelig meget at gjøre og meget at rydde! Et mønsterbrug skulde her blive. De var statens eiendom disse vidtstrakte marker, og hans arbeide paa dem skulde blive et nyttigt og følge-værdigt eksempel for statens borgere, for de norske landmænd.
Men da han var fremme, mødte ingen for at tage imod hesten. Det var uhyggelig stilt paa gaarden, som sneg alle inde i huset sig lydløst om, og der var hængt hvide lagener for vinduerne paa storstuen.
Han gik ind i gangen og vrængte pelsen af sig. Paa ganggulvet var en stor rødbrun blodflæk; der var tydelig skuret dygtig for at vaske den væk, men faafængt.
Cancelliraaden standsede og saa sig om med en ængstende, uvis følelse af, at der var hændt noget.
«Er der hændt noget, Annette?»
«Hys, hr. cancelliraad, fruen er syg og maa ikke forstyrres, amtsphysicus Müller har forbudt det. — Løitnant von Juell er omkommen ved et ulykkestilfælde.» Og hun listede sig videre.
Cancelliraaden spændte storstøvlerne af og gik ud i kjøkkenet. Der stod en pige ved bænken og vaskede op, en anden laa paa knæ foran peisen og blaaste paa varmen. Ved bordet sad Lars staldkar og to af husmændene, Gudbrand Sveum og Matjas Nordsveen, og aad dugurd. De maatte have hørt ham svinge frem paa gaarden. De saa sky op, da han kom, og tiede bomstille.
«Hvad er paafærde?» — Ingen svarede.
«Jeg spørger, hvad er paafærde? — Er løitnant Juell død?»
«Hænn æ saa, cancelliraad,» sa Lars. «Hænn ha sli hæl sig.»
«Naar og hvorledes skede det?» — Ingen svarede.
«Jeg spørger, hvorledes og naar det skede?»
De gloede paa hinanden. Jenten ved peisen drog sig længere unda.
«Saa svar da i Satans navn, folk!» skreg han. «Naar og hvordan skede det?»
Matjas Nordsveen reiste sig rar og bleg og talte med grødet maal: «Det va inat løtnan datt ned fraa traappen.»
«Inat!» — Cancelliraaden blev underlig gul i ansigtet, aarerne i tindingerne svulmede blaafiolette frem; stemmen skurrede hæst: «Hvad havde løitnant Juell her i nat at gjøre og ovenpaa? Naar kom han tilgaards?»
«Hænn kom dagen før førdagen.» Det var igjen Matjas Nordsveen, som svarede.
«Og hvilken tid paa natten faldt han ned?»
«Det va ved femleite idag tidlig, da'n skulde reise at.» Nu fæstede Matjas blikket ret paa cancelliraaden, som om han ventede, ut han skulde slaa til ham.
Men raaden snudde sig og gik ud. De hørte, han holdt i vrideren en stund paa den andre siden af døren; da han slap den, smaldt det i den.
Weydahl slog op døren fra gangen til storstuen. Gjennem lagenerne for vinduerne faldt solskinnet i lange, dæmpede strimer henover gulvet, og det glimtede mat i møblernes forgyldle sirater. Midt i stuen under lysekronen var stillet en seng, og der laa løitnant Juell i sin prunkende, røde galauniform. Weydahl havde aldrig seet ham i uniform før og studsede ved det. Ansigtet var blegt med en svær rødblaa skramme tværsover panden; haaret var sammenklistret af blod paa den ene side af hovedet; den tynde, krogede næse sprang skarpt frem; hagen var sunket ned, men kjæven holdtes oppe af den høie, stive krave, saa munden bare var halvaaben; de regelmæssige, hvide tænder vistes mellem de farveløse læber. Øienlaagene var lukkede og hænderne foldede over uniformsfrakken.
Weydahl traadte nærmere og stirrede paa ham. Lagenerne for vinduerne blafrede i trækken fra gangen, og han syntes det bævrede i ansigtet. Han bøiede sig ned og satte fingeren paa ligets pande. Den var allerede iskold. Han trykkede haardere til, det gav efter, og han følte en knasen af knust ben.
Saa gik han ovenpaa til fruen. Kammerpigen smuttede ræd forbi ham ud af soveværelset, idet han kom.
Omhængene var trukket for himmelsengen. Bag dem laa hans hustru og stønnede. Han trak dem tilside saa hvast, at han rev en lang flære i dem. Hun laa der sammenkrøben, halvt paaklædt og saa op paa ham med blanke, forfærdede øine og bed i lommetørklædet for at kvæle sin jamren. Uden et ord tog han hende i armen, drog hende ud af sengen og ud paa gangen. Hun fulgte viljeløst med, barfodet, i nattrøie og underskjørter, ned ad trappen og ind paa storstuen til liget.
Han pekte paa den døde: «Du og han — Du og han — — Hvad har der været mellem dig og ham?»
Han slap hende, og hun faldt klynkende sammen foran ham, mens hænderne krampagtig filtrede sig ind i det lange, løse, sorte haar. Øinene hang ved hans og var store af rædsel.
Han løftede armen til slag; men da glimtede de i vanvittig trods mod den stærke, bredskuldrede mand mod det rasende, fortrukne ansigt, og hun hviskede hastig: «Har du noget at takke mig for, Christopher? — Husker du, hvad jeg gjorde for dig? — — I din yderste nød?»
Armen sank ned. «Gid du aldrig havde gjort det,» sagde han. «Gid du aldrig havde bryd dig om mig og hjulpet mig. En burde aldrig hjælpe et menneske i dets yderste nød uden at hjælpe for livet. Det kræver det, ser du; det bliver utaknemligt og fordringsfuldt da, ser du —»
Hun faldt atter sammen, støttede panden mod sengen og begyndte at hoste. Da gik han med raske, haarde skridt, og hun blev alene. Hun tog om sengestolpen og reiste sig træt og sløv; hun ænste ikke den døde, huskede ikke længer Juell eller sin mand eller nogenting og slæbte sig hostende opover trappen til sit soveværelse.
Lidt senere blev Lars staldkar kaldt ned paa kontoret. Der stod raaden ved vinduet med ryggen til ham og sagde kort: «Kjør løitnant Juells lig til Romstad.»
Lars ventede forlegen paa mere besked.
«Hvad venter du paa?» kom det barsk.
«Aa slags kjørdoning ska je bruke? Je lyt fell ta ei sluffe?»
«Tag en langslæde og kast et klæde over liget.»
Saa blev gjort. Langsomt, skridt for skridt, kjørte Lars staldkar løitnant Lemmich von Juells afsjælede legeme til Romstad. Han kvidde sig for sit ærind, for han vidste, at der bare var en halvtomset olding og to umyndige barn til at tage imod liget.