Hverdagslivets ensformighed faldt atter over skrivergaarden. Store forandringer skede der ikke.
Cancelliraaden gik hver morgen ned i kontorbygningen, sad der hele dagen med sine forretninger, taus og tung og næsten uden et ord til de to kontorister, som rørte sig saa uhørlig de kunde, mens han var tilstede, og saa forskrækket paa hinanden, naar fjærpennen skrabede altfor skrigende mod papiret. Han havde afskediget Annette, betalt hende resten af aarslønnen og sendt hende til byen.
Fruen kom aldrig mere ned fra sit soveværelse, og hendes mand saa aldrig til hende, spurgte aldrig efter hendes befindende.
Af og til kjørte den tykke, gemytlige amtsphysicus ind paa gaarden. Han havde tidligere været en af Weydahls yndlinge. Nu talte raaden ikke med ham, lot ham komme og gaa og traktere paa stuen uden at vise sig for ham.
Bygdesladderen havde en stund havt det meget travelt med tildragelserne ved Juells død. Det hed sig først, at det kanske ikke var saa sikkert, at ikke raaden selv havde havt en haand med i ulykken. Men tjenestefolkene vidste saa altfor god besked, og tilfældet var interessant nok alligevel. Omsider stilnede sladderen, da man saa sjelden fik se nogen af «tragediens hovedpersoner», som majoren udtrykte sig. Det løb ogsaa af uden overvættes opsigt, at der ud paa forsommeren af kredilorerne tillystes en tredages auktion over Romstad gaard med alt indbo og løsøre. Det var nemlig bare, hvad enhver havde troet vilde finde sted. Auktionen varte forresten ugen igjennem, saa meget var der at sælge, da de rodede op i det.
Forinden var det bestemt, at justitsraaden og Lemmich Juells barn skulde i huset til formuende slægtninge længer syd paa. Landkræmmer Orre lod dem skydse did i sin bedste vogn.
Begge barnene maatte sætte sig hos kusken. Stolt som en fyrste paa reise tronede justitsraaden alene paa bagsædet. En hvidskjægget, krokrygget stakkar stod ved veikanten og tog grinende luen af for ham. Det var Otto Valdemarssøn Skaktavl, som tænkte paa, at løitnant Juells oldefar for hundrede aar siden havde fordrevet hans slægt fra Romstad.
Saaledes drog de sidste af familien Juell fra bygden.
Oppe paa sit værelse laa fru Catharina. De tunge, røde gardiner var trukket for, og lyset sivede kun svagt ind, blev stanset af et høit grønt skjærmbræt foran sengen og spillede i matte gjenglimt i natbordets medicinflasker. Bag himmelsengens omhæng var det næsten helt mørkt.
Mellem skjærmbrættet og sengen var stillet en stol, og der sad omtrent dagstøt kapellan Vamberg en times tid og talte med hende.
Som hun havde ligget alene døgn efter døgn og hostet og lidt, var sløvheden svundet fra hende, og tankerne paa fortiden og paa det frygtelige dødens øieblik, hvis trudsel hun for første gang i sit liv følte, havde trængt sig ind paa hende, vokset som spøgelser ud af tusmørket og ikke villet vige. Hun sendte bud efter præsten.
Pastor Lind kom, høflig og smilende, førende med sig en duft af fransk brændevin. Udbredte sig geskjæftig om livets sorger, der rammede alle, om guddommens uendelige naade og barmhjertighed og om, at det oplyste menneske — takket være sin høiere erkjendelse — jo ingenlunde behøvede at fortvile. Hans skingrende stemme og sødladent trøstende gebærder pinte hende, hans ord gled forbi hende, og hun sattes i febrilsk uro ved hans besøg.
Derfor maatte sognepræsten taale den tort, at kapellanen blev hentet til fruen i hans sted.
Gul og lang, alvorlig og forlegen tog Vamberg plads foran hende. Han hilste; hun svarede neppe, foldede blot de magre, nervøse hænder over tæppet og saa op paa ham med brændende øine, som var skjæmmede og blodsprængte af graad og hoste.
Han spurgte, hvad hun helst ønskede at tale med ham om. Hun mumlede, at hendes attraa kun var at vinde fred, fred. Da foregik der noget underligt med kapellanen. Længe siden var det, at en i fuld, alvorlig oprigtighed havde vendt sig til ham i sin dybeste sjælekval. Han nænnede ikke at mindes det, han vidste om denne kvindes tidligere liv og syndefulde gjerninger. Hviskende, smaasnakkende begyndte han at tale til hende om den trøst, han neppe selv stolte mere paa. Hvad der ved mangfoldige andre sygeleier alene havde været en pligt, han udførte paa embeds vegne, blev overfor hende til det ene ulykkelige menneskes stræben efter at udtrykke sin deltagelse for det andet, som er endnu ulykkeligere. Han blev længe ved og holdt ikke op, førend hans hæse, stedse anstrengte stemme slog klik. Mens han tørrede sveden af sin spidse, glatte pande greb han sig i at undres over, hvad han egentlig havde sagt, og stak forskrækket fingrene ned i vestlommen efter snusdaasen, men stansede paa halvveien. Det vilde være usømmelig adfærd at tage sig en pris i fru cancelliraadindens nærværelse. Han renoncerede paa den.
Hun laa med lukkede øine. Endelig rakte hun haanden mod ham. Han greb den, og hun takkede ham og bad ham komme snart igjen.
Og han kom igjen ofte. Ikke alene for hendes skyld, men ogsaa for sin egen. Han længtede efter og holdt af de timer, da han sad ved siden af hendes seng og talte om alt, som var mildt og godt baade for hende og ham.
Paa hjemveien lod han gjerne hesten rusle afsted foran karjolen, som den vilde, og drømte vagt hen for sig. Den halvgamle, indtørrede og ugifte kapellan kunde mærke øinene fugtes, naar han tænkte paa saadanne smaating som, at den døende, af smerte forpinte, forhenværende hofdame virkelig pyntede sig med nystrøgen natkappe og fine kniplinger om haandledene i forventningen om hans besøg. Han blev under alt dette snillere i sit hjem og medgjørligere og mindre nærig mod de bønder, som havde med ham at gjøre.
Fru Catharina sov sundt og rolig ind, hver gang kapellanen var reist. Men en kvæld ved midten af august hændte det sig, at hun ikke vaagnede, da Beata stuepige kom larmende ind til hende med aftensmaden. Fruen lod sig ikke vække. Hun var død.
Hun fik en staselig begravelse, som det sig anstod cancelliraad Weydahls hustru. Amtmanden og generalmajoren var tilstede, og pastor Lind forrettede uklanderlig ved graven.
En maaned eller to senere lod cancelliraaden kontoret flytte tilbage op i hovedbygningen og begyndte at se indom til majoren og procuratoren og de til ham igjen. Da var han ikke saa afmaalt og tilbageholden som tidligere, skjønt han altid forstod at holde folk tre skridt fra livet. Men hyggeligere var han blevet, der han sad bred og tryg ved kortbordet som herre i sine egne stuer.