I cancelliraadens dage/Paa præstegaarden og hos landkræmmeren I

H. Aschehoug & Co. (s. 41-51).
◄  IV.
II.  ►

De sidste udløbere fra fjeldvidden strakte sig som lave aaser ned gjennem bygden og endte i bratte fjeldknauser og smaa berg. Derpaa sænkede slettelandet sig i bølgende bakker og lange volder mod fjorden. I bakkehældingen et stykke oppe fra stranden var kirken bygget for mange hundrede aar siden.

Nu var den en høireist korskirke med hvide kalkede mure og høit, slankt taarnspir. Fordum havde den været et aflangt, firkantet bygværk med et tykt og trodsigt taarn ridende midt paa tagryggen. Dengang bredte vist skogen sig over det meste af bygden. Vidt var der mellem gaardene, og dér sad endda folk, som ikke alene havde arvet sine minder, men ogsaa sin magt fra smaakonger.

Længe var der bygget paa den, og adskillige skjæbnens omskiftelser var baade den og hele egnen undergaaet, inden kirken stod der i sin færdige skikkelse. Kalken gjorde sit bedste for at skjule det mange slags yrke; men ligevel var det let at mærke, at mens langskibet var omhyggelig opført af svære, hugne blokker, var begge sidefløiene senere føiet til af en slægt, som ikke havde tænkt saa meget paa det faste og varige, men nøiet sig med mindre sten og slettere arbeide, naar den bare fik sin kirke stor nok og staselig at se til.

Lige ved den var præstegaarden, blot skilt fra den ved kirkegaarden og en stump allé af kjæmpemæssige lønner. Rundt tunet laa dens hus, lidet forskjellige fra en vanlig større bondegaards, naar undtages den lave enetages hovedbygning, hvis høie, udoverhængende tag havde afskaarne møner og var tækket med sorte, hollandske teglsten.

Tidligere havde visselig bygningerne været vidtløftigere og rummeligere og maatte have været skikket til at give husrum for mange, eftersom der skulde have været et gjængs hvilested for veifarende folk og især for pilegrime paa deres valfarter til Nidaros. Som en hjælp for præsten til at opfylde sine værtspligter mod alle disse skal et helt dalføre paa den anden side af fjorden være henlagt til kaldet. Men omkring 1700 var husene brændt, og den præst, som lod dem sætte op igjen, havde været nødt til for største delen at gjøre det paa sin egen kostning, og derfor havde han bare skaffet det nødvendige hus og ly for sig og sin familie. Hans efterfølgere havde vedligeholdt og flikket og pudset, saavidt fornødent var, og uden at kaste noget overflødigt bort paa det, som ikke var deres eiendom. Kun de store, hvælvede kjældere var tilbage af den oprindelige katholske præstebolig som et synligt tegn paa svunden herlighed.

Bygden var ellers fattig paa minder og sagn fra den katholske tid. De kapeller og private kirker, som fromme og mægtige mænd havde forsynet sine gaarder med, var forsvundet. Der blev fortalt i usikker almindelighed om ufred og slag og om smaakonger og ildgjerningsmænd, hvis gravhøie endnu paavistes. Men for det meste kjendtes ikke engang deres navn. Om præsterne vidste folk, at de havde præket papistiske vranglærdomme, som var farlige for saligheden og havde ledet sjælene til fortabelse. Ja, saa havde de endvidere maattet forpligte sig til aldrig at gifte sig og stedse at leve som ungkarer, og derfor havde de været slemme efter fremmed kvindfolk, og da de havde kunnet give sig selv aflad, kan en snart skjønne, hvordan det stod til i menigheden, naar de var værst i ugudeligheden, som revse den skulde. — De ensomme katholske geistlige var løst knyttede til egnens slægter, som derfor let glemte dem ud af sine traditioner, og heller ikke gav de sig af med at dyrke egen jord, dér mindet om dem kunde fæste rod.

Helt anderledes sagnrige var aarhundrederne efter reformationen. Og alle fortællinger fra dem samlede sig om præstegaarden og dens herrer. De lutherske geistlige flyttede ind der med kvinder og barn og havde hjemme som husfædre og fast bosatte mænd blandt bønderne. De tog selv del i akrenes dyrkning og sendte sine tjenere for at drive fiske paa grundene langs fjorden. Da kaldet var stort og godt, drog sjelden den præst bort, som engang var kommet did. Og naar han faldt fra, hændte det, at hans sønner og døtre delte arven mellem sig og blev i bygden og giftede sig ind i dens fremste ætter, i hvis saga hans navn og daad saa blev sluttet inde og overgivet til efterverdenen. Desuden forsvandt efterhaanden fra egnen de adelige stormænd, som havde været dens selvskrevne høvdinger. Enten sygnede de legemlig og aandelig hen for til slutning intet afkom at efterlade sig, eller ogsaa forarmedes de og drog bort for andensteds at søge bedre lykke end den, som var dem forundt paa deres hjemsted, eller ogsaa sank de ned blandt den øvrige almue. Den plads, som stod tom efter dem, blev udfyldt af de protestantiske præster. Deres levesæt stillede dem nær til de rige bønder; men ved sin lærdom og dannelse og den myndighed, som deres embede gav dem, faldt det af sig selv, at de ikke alene blev menighedens aandelige, men tillige dens timelige ledere, til dem folk vendte sig for raad og hjælp, og i den mindste som i den største husstand greb jo præsten ind ved sit nærvær, naar det gjaldt de vigtigste ting som ægteskab og barsel og død.

Saaledes blev sognepræsten og præstegaarden midtpunktet i den bygdens historie, som mundtlig overleveredes fra menneskealder til menneskealder.

Mangt og meget kunde glemmes af ydre tildragelser. Uaar og dyrtid, flom og pest, ja endog krig og fienders indfald kunde blot efterlade sig svage, sagnmæssige spor. Men paa de store gaarder, som næsten stedse forblev i de samme ætters eie, havde de ofte fra oldefædrenes dage og nedigjennem rede paa den præst, som havde viet forældrene og døbt barnene, og undertiden var der ogsaa skrivekyndige mænd, som skrev sligt op til efterslægtens nytte og opbyggelse.

Der i bygden delte almuen dens historie efter præsternes levetid, omtrent som oldtidens folk delte sin efter kongernes dynastier.

En underlig skare var det, de forlængst afdøde sognepræster, som paa det vis førte en gjengangertilværelse i almuens forestillinger. De fleste af dem blev omfattet med sympathi og en slags bygdepatriotisk agtelse. Ingen skulde sige det sogn paa, at det ikke havde havt præster, som kunde søge sin make baade vidt og bredt.

Og jo underligere de var, jo vældigere og brutalere deres skikkelser traadte frem, jo mere deres færd syntes at stride mod det fredens og kjærlighedens embede, som de skulde forvalte, desto høiere syntes de at staa i sagnets gunst.

*

Omkring 1795 flyttede pastor Lind med sin familie ind paa præstegaarden. Han kom fra et af de daarlige kald nede i det Christianssandske, som ogsaa var hans egentlige hjemstavn. Det var ikke alene den lange transports skyld, at han ikke førte synderligt flyttegods med sig, og det, han havde, saa temmelig tarveligt ud. Han var endnu forholdsvis ung, en liden velnæret mand med blomstrende ansigtsfarve og rødblondt haar, smidig og rørlig i sin optræden, meget snaksom og yderst elskværdig mod sine conditionerede naboer, dem han med overstrømmende venlighed forsikrede om den glæde, det voldte ham at være kommen fra den fjerne afkrog ved kysten til et distrikt, der talte saa mange dannede og oplyste personer i sin midte.

Om ham er det sagt af en af hans kolleger, at der vil gaa adskillige slægtled hen, førend den skade kan gjenoprettes, som han tilføiede religionen og moralen i sin menighed.

Visselig tiltraadte han sit nye embede med de oprigtigste forsætter om at forvalte det rettelig. Men hanvar af dem, som maa sætte sig selv i forgrunden overalt, og som ynder at nyde larmen af sin egen tilværelse, og hans forfængelighed var steget til det naragtige ved den dominerende stilling han havde indtaget i det ensomme og fattige sogn ved kysten. Som ivrig rationalist var Lind fra først af nidkjær for skolevæsenet og oplysningens fremme. Men uklog og ukjendt med forholdene stødte han straks an overalt og fornærmede storbønderne. Han havde været vant til i sit forrige lille kald at farte om blandt folk, snakke med dem og retlede dem og til stedse at blive modtaget med ærbødighed som et høiere væsen. Dér, hvor han nu var, likte de ikke, at præsten fór rastløst rundt i bygden og faldt med døren ind i huset. De krævede bare af ham, at han skulde besørge sine forretninger med den rette anstand, revse deres synder med den rette strenghed og i helgen overbringe dem guds ord og bud med den rette myndighed — alt for rundelig betaling. Forresten kunde han holde sig i værdig ro og vente, til den, som vilde ham noget, søgte ham.

Hans paagaaende venlighed brød de sig ikke om; de tog den for nedladenhed og blev tvære og uhøflige. Han paa sin side blev skræmt og kjed ved stadig at se sine bedste bestræbelser mødt med uovervindelig mistænksomhed og irriteret ved at træffe ordknap studshed, naar han efter evne prøvede at gjøre vel mod dem, som kunde trænge det. Nei, da havde de fattige fiskere og lodser ganske anderledes forstaaet at sætte pris paa ham, og med bitterhed sandede han, hvad hans høiærværdighed biskopen havde sagt til ham under flytningen opover, idet han advarede Lind om den vanskelige gjerning denne vilde faa at øve mellem Oplandenes rige proprietærer og øvrige indbyggere, der havde bevaret saa sørgelig lidet af de norske bønders oprindelighed og ufordærvede natur.

Desuden var Lind den første rationalistiske præst i den bygd. Vel havde tidens tvil og vantro allerede tidlig faaet indpas hos «de rige proprietærer» og deres omgivelser og fundet en frugtbar jordbund i sindene. Men de moderne aandsretninger var indsmuglet tiltrods for en orthodoks geistlighed, var vokset i styrke og fanatisme ved kampen mod den og ved at sammensmeltes med præstehad, og selv de mest fremskredne af disse landlige fritænkere mente i grunden, det var præstens redelige pligt, den han var lønnet for, at tordne mod dem og tvinge dem tilbage under troens lydighed. Det var ingen stas ved at drive gjøn med dogmer og mirakler, naar ikke præsten tog til gjenmæle og gav spotten et præg af farlig formastelse. — Den enfoldige almue likte ikke, at Lind prækte, saa de syntes han i sine udlægninger vridde og vrængte baade Martin Luthers katekisme og de øvrige hellige skrifter, og den fattede underlige tanker ved at se ham staa paa en venskabelig fod med landkræmmer Hans Orre — ham, gamle præsten havde fordømt som en gudsfornægter, neppe værdig til at begraves i indviet jord.

Før Lind vidste, hvordan det var gaaet til, maatte han indrømme for sig selv, at han og hans menighed aldeles ikke stemte overens. Træt af sine uheldige forsøg paa at vinde bøndernes fortrolighed og tillid, gav han tabt og omgikkes kun med sine standsfeller, de conditionerede, som smaalo af beretningen om reformatorens nederlag og opfattede sagen humoristisk. Til gjengjæld forstod de at sætte pris paa hans selskabelige talenter, modtog ham gjæstfrit i sin afgrænsede kreds og hjalp mer end gjerne den livlige og svage mand til at glemme de hensyn, han skyldte sin præstekjole og krave. Uvant som han var med deres levesæt, aarkede Lind ikke at holde maade og lod sig rive fuldstændig hen af den vilde selskabelighed, som raadede blandt egnens honoratiores. I ring gik det fra gaard til gaard, fra majoren paa Emilienberg til procuratoren paa Gihle, fra kammerraaden paa Stav til Juell paa Romstad og kaptein Tebetmann paa Kjelsrud, med afstikkere imellem til adskillige flere ogsaa udenbygds, og kortspil og punscheboller og dundrende viser var der, hvorsomhelst turen gik.

I denne malstrøm blev Lind værre medfaret end nogen anden. Økonomisk ruineret og legemlig og aandelig svækket af helseslidende svir og nattevaag, kunde han snart ikke mere holde sig oppe og hævde sin værdighed, skjønt han ofte fik mærke, at man syntes, han drev det for vidt til en pastor at være. Han blev en ufrivillig geistlig bajads, og efterhaanden vaagede endog den bande af aldrende, luvslidte løitnanter og forkomne subjekter af bedre familie, der tjente sit naadsensbrød ved at dingle i rigfolks fodspor som en slags hofnarre, at gjøre løier med ham, ligesom deres velgjørere og disses barn gjorde løier med dem selv. Undertiden bragtes han dog til raseri og skaffede sin vrede luft ved chikanøse avertissementer i aviserne om distriktets embedsmænds sportulering og militæres færd, og da han et par gange havde voldt folk ubehageligheder ved dette, blev han ikke mer en velseet gjæst, kun taalt, fordi han nu ikke var til at undgaa.

Men menigheden sagde, at dens præst var en dranker og spiller, som selv ikke troede det guds ord, han forkyndte. Der bares rygter ud om hans ondskab og smaalighed i sit hjem mod kone og barn. Han blev en gjenstand for almen foragt; ingen ydede ham mere, end loven bød. Og i pastor Linds tid blev præsternes magt og anseelse undergravet i den bygd.

Den, som led mest under præstens udskeielser, var hans hustru. Ondt kunde det være for hende, naar han pludselig trak huset fuldt af fremmede, som skulde opvartes og trakteres, mens hun neppe vidste, hvorfra hun skulde tage føden til sig og barnene. Forpint og elendig kunde hun være, naar hun sad oppe om natten og gruede for, at han skulde have tabt meget i kort og lade sinnet og ophidselsen gaa ud over hende; thi spil var den mest ulyksalige af alle Linds laster. Virkelig en lettelse for hende var det undertiden, at manden blev hjulpet ind af skydsgutten saa døddrukken, at han ikke formaaede at ytre en stavelse. — Værst var det dagligdagse samliv med ham, naar han enten sad indestængt paa kontoret og halvsovende spe-kulerede paa udveie fra sine forviklede pengeaffærer og formelig hvæsede og skummede af raseri, dersom nogen forstyrrede ham, eller ogsaa rumsterede ør og grætten omkring i kjøkken og stue besat af det indfald, al husholdningen slugte altfor meget, og skreg op i fortvilelse, skjændte og survede over sin kones uforstandige ødselhed.

Blev saa fruen alene, var barnene stellet om og de øieblikkelige bekymringer ryddede tilside, sad hun timevis inde paa stuen og hengav sig til minderne fra de dage, da de havde det saa godt i det ensomme sogn ude ved kysten. Da havde Lind været saa tilfreds og kjærlig mod hende uagtet deres armod, men nu — at han kunde være bleven slig, som han nu var! — Hun græd og længtede haabløst mod fortiden og hadede i sit hjerte de nye omgivelser, som de var kommet i, og som havde røvet hendes mand fra hende, skabt ham om til en hustyran og et slet menneske. Hun lagde panden mod vindusruden, drømte om udsigten fra deres forrige hjem over det bølgende blaa hav og afskyede dette dorske, graa ferskvand, som f lød der nede i fjorden.

Hun drømte og længtede og græd, indtil hun hørte skridt nærme sig og forstyrret hoppede i veiret, i skræk for, hvad der nu var paafærde igjen.

Hun havde barnene at leve for; men sygdom og død stødte til hendes øvrige sorger. Flere af barnene døde tidlig, saa der blev hele ti aar mellem den ældste søn Nicolai og hans to yngre brødre. Døtre var der ikke.

Om Nicolai samlede hendes moderkjærlighed sig. Hun slæbte og sparede og strævede for hans skyld og underkastede sig savn og ydmygelser for at kunne sende ham paa skole i Christiania. De andre to stakler var smaa endnu, med dem var det foreløbig ikke saa nøie. Gik det Nicolai godt, lærte han noget ordentligt og artede sig vel, blev der altid en raad for dem ogsaa. Gjaldt det ham, brugte hunallehaande listige midler for at skaffe ham det nødvendige. Hun stjalunda det halve juleslagt og skikkede det med en af naboerne til salg i byen, hun kneb paa hver skilling til stas og klæder og lodsmaagutterne gaa barbent om sommeren som fattigunger. Hun forklarede ham det, saa ofte han var hjemme i ferierne, og lagde til, at naar han bare kom frem i verden, vilde hun haabe paa bedredage for dem alle.

Lidt spædde jo pastoren til iblandt, og omsider drog Nicolai til Kjøbenhavn og blev student. Det aar undte hun neppe hans søskende og sig selv det tørre brød. Lind maatte naturligvis have sit ordentlige stel og intet savne.

Tiden gik. I Kjøbenhavn slog Nicolai sig igjennem paa egen haand med nogle dalers understøttelse af og til fra faderen. Han skrev ikke ofte; portoen var saa dyr. For moderen blev han ligesom borte, og da hendes hjælp og umiddelbare omsorg ikke længer kunde naa ham, stod hun ikke i det længer. Hun blev sløv og gammel og mistede kræfterne til som forhen at stræve og mase for familien.

Men vaaren 1804 kviknede hun atter til ved det glade budskab, at Nicolai vilde besøge sine forældre til sommeren. Hun solgte i smug to tønder byg, og for pengene blev der syet nye klæder til gutterne. Betalingen for tøiet lovede landkræmmer Orre at vente med saalænge. Rimeligvis blev den gjældspost aldrig ført ind i hans bøger.