Det havde stridregnet om natten. Paa morgensiden havde nedbøren givet sig, men himlen hang endnu disig og graa over den graablaa fjord, og solen magtede ikke komme sig helt frem; dens straaler sivede kun med blændende hvidlig glans gjennom skydækket mod syd.
Liden og elegant antrukken stod Nicolai Lind paa præstegaardens tun, med ryggen støttet mod havestakittet og lod blikket følge aaserne hinsides fjorden. Ellers syntes de en sammenhængende fjeldkjæde, men nu lagde taagedotterne sig ned i hver dalsøk og kløft og løste kjæden op i runde koller og berg. Han strakte sig dovent og morgengrættent, bøiede det omhyggelig friserede hoved tilbage og keg over lønnernes grønne kroner opad det vaadblanke, sorte kirkespir mod fløien. Vinden var sprunget om til nordvest. Han smilte lunt: Godt veirvarsel — — han havde da ikke glemt al sin hjemlige og landlige viden nede i Kjøbenhavn. Men svalerne troede nok ikke, vinden var at stole paa. Pilsnart slap de sig ud af rederne under takskjægget og skar i store buer gjennem luften lige over marken, i rastløs jagt efter føden, uden kvidren — bare naar de vendte tilbage til redet og raslende smuttede ind under tagstenene, satte de i smaa travle skrig.
Ved den anden ende af hovedbygningen, mellem den og laavebroen, saa han en snes halvvoksne gutter og jenter, som havde klumpet sig ihop om kjøkkentrappen. Det var ungdom, som skulde indskrives til konfirmation. Af og til skiltes et par stykker ud af flokken, traskede langsomt opover trappen og forsvandt i huset. Præstens kontor var nemlig ved siden af kjøkkenet. Lind havde givet dem ordre til at indfinde sig turvis, mens de øvrige ventede udenfor. Han vilde ikke have dem inde hos sig alle paa én gang.
Paa den brede, flade saltsten midt paa tunet sad to mænd med ryggen mod Nicolai. Den ene var gammel; under hatteskyggen stak langt graat haar frem i nakken. Den anden var pukkelrygget og havde en kaskjet paa.
Nicolai kjendte dem. Den gamle var en svenske, som kaldte sig Palmstrøm, en halvstuderet røver, og sagdes rømt fra sit fødeland for en forbrydelse. Han havde opholdt sig i bygden, saalænge Nicolai kunde mindes, og ernærede sig som en slags tusenkunstner, der kunde udrette hvadsomhelst, man satte ham til. Han var lige flink som snedker, tømmermand, kvaksalver og barbér eller smed. Bedst likte han sig, naar han fik lov til at fungere som gartner, plante og pode frugttrær og anlægge haver. Forresten havde han ikke noget godt ord paa sig, og det blev almindelig troet, at han snarere var en heksekunstner end en tusenkunstner, og selv om han ikke havde svartboka, holdt han i hvert fald samkvem med finner og hesteskjærere og alskens omvankende pak, især blandt sine indvandrede landsmænd. Han havde bygslet en plads oppe i Vestbyaasen, den værste taterkrok i bygden, og kunde alene takke sin evne til at gjøre sig nyttig paa de conditioneredes gaarde for, at ikke øvrigheden havde gaaet ham stærkere paa klingen, end han sandsynligvis vilde have synes om.
Den pukkelryggede var organisten, en stakkar, gamle præsten havde taget sig af for hans legemlige skrøbeligheds skyld, ladet oplære i musik og derved skaffet ham hans nuværende levebrød.
Nicolai slentrede hen til dem og hilste: «Naa goddag, Palmstrøm. Hvorledes staar det til?»
Palmstrøm reiste sig hurtig, rev hatten af og bukkede dybt: «Nei se, er det ikke den unge hr. Lind? Er den herren atter paa disse kanter og er saa gemenslig og venlig at huske en gammel bekjendter? Ak ja, det er længe, siden vi sidst mødtes. — Takker saa meget for forespørgselen. Befindendet er ellers som venteligt for én i mine ringe kaar.»
Han talte rapt med lidt svensk sving paa ordene og søgte at fortrække sit magre, rynkede ansigt til et blidt smil, men det blev til et smiskende grin, for den store høgenæse sprang altfor bistert frem, og de smaa øine blinkede uophørlig. Mens han talte, fegtede han ivrig med den høire haand, som var tatoveret med underlige tegn i rød og blaa farve.
Imidlertid stod organisten beskeden og taus med kaskjetten i næven hele tiden.
«Godmorgen, Nyeberg,» sagde Nicolai. «Saa sæt da huen paa, mand! Jeg er da ingen konge heller. — Har I noget ærinde hos præsten idag?»
Det var Palmstrøm som svarede: «Jeg ledsager min kjære ven Peder Nyeberg for at se om orgelet, som trænger lidt reparation eller pudsning, og saa tænkte jeg med det samme at melde mig til alters.» Han satte hatten paa og lagde fromt hænderne overkors.
Nicolai lo. «Det glæder mig det, Palmstrøm, at du beflitter dig paa et gudfrygtigt levnet paa dine gamle dage —»
«Hm — ja, og saa var det attesten for at have søgt herrens bord,» sagde svensken snedig og lagde hænderne paa ryggen.
Borte ved kjøkkentrappen stimlede ungdommen tættere sammen. En tykfalden, lyshaaret jente var kommet grædende ud fra kontoret og fortalte noget, sint og hulkende. De andre hyssede paa hende og prøvede at trøste.
Nicolai snudde sig nervøst mod dem. Der var noget galt fat, og faderen havde været hos majoren igaar og var altid slem efter flasken og hidsig om morgenen, naar han havde nydt noget om kvælden. Han drev ind uden at ænse de to mere.
Svensken skjød munden tænksomt frem og satte sig igjen. Organisten ligesaa.
«Den unge Lind lader til at være en oplyst person,» snakkede Palmstrøm med et lumsk sideblik til sin kamerat. «Det var ilde, jeg glemte at spørge om nyt fra Danmark. — Jeg fik mærkelige tidender, da jeg var over hos Hans Dahlbye forleden.»
Organisten røbede ikke spor af nysgjerrighed. Han trommede med fingrene paa stenen og var optaget af ungdommen. «Det æ dotter hass Gubrand Nerlin, som staa aa græt,» sagde han.
«Det var virkelig rart nyt,» mente Palstrøm. «Et mærkeligt vidnesbyrd om voksende forstandighed hos vore stormægtige styrere og regjerere, skjønt det er nok dem, som ikke vil like det. Kanske det kunde være artigt at vide for dig og, Nyebergen —»
«Hvad er det da?» spurgte Nyeberg ligegyldig. Han var fremdeles optaget af den tudende jente, som nu i følge med en til fjernede sig fra flokken og blev borte bagom laavebroen. «Neiggu, tru je itte præsten ha ærte henni Berte Nerlin, saa a stryk like hem aat far sin!»
«Ja, bryr du dig ikke om det, kan det være det samme med det,» sagde svensken studs. «Jeg tænkte, jeg burde sige til en kjær ven det, som bent ud kommer hans embede ved, idetmindste hans geistlige overordnede.»
«Je bry mig om det, høre du! — Er det nyt orgel til kirken?» brød han over i bogsprog.
«Ikke orgelet, men organisten angaar det,» svarede Palmstrøm vægtig og blev ved, som læste han op af en bog: «Eftersom Hans Dahlbye berettede, vil der snart ske store forandringer med kirkestasen. For nu er det kommet fra cancelliet, at ofringerne skal ophøre i kirkerne. Brudevielserne skal ligeledes blive afskaffede paa det sæt, at de forenede ægtefolk tager med sig tvende vidner til sorenskriveren og der gjøre ægtenskabscontract samt indføres i protokollen. — Naa, min ven! Hvad synes du?»
Nyeberg kneiste stolt: «Det maa jeg sige, er en orden, som hviler paa fornuftige grundsætninger.»
«Jaha, du —,» gryntede Palmstrøm og kløede sig under hagen, «— dermed er brylluppet, præstepengene og meget mere i en hast betalte. — Men — men — ofringerne du? Hehe — jeg mener fedtet bliver noget slappere paa den geistlige stand herefterdags! Men — men — —»
«Aa, det er liden grund til at ynke den — præstesækken bi da itte tom og træng itte fattighjælp aakkesaa,» svarede organisten skarpt.
Svensken klappede ham faderlig paa pukkelen. «Ikke præsten nei — men jeg maa ret ynke mig over den hæderlige klokkerstand og organisterne med. Det bliver ikke saa svært meget at lægge sig til bedste af de kornskjæpperne og dalerne, du faar for helgemusiken din. Smaaskillingerne og markstykkerne for bryllupsspillet kommer godt med, de og. Men hvad skal nu du og klokkeren faa i denne Eders fremholdne haand — he, Nyebergen? Jeg mener en lort, jeg,» sluttede han hovedrystende.
Blodet steg op i den pukkelryggedes blege ansigt: «Du morer dig over en vens armodsdom, du Christian Palmstrøm!»
«Nei slettes ikke! — For al del, tro ikke saa daarligt om mig, kjære ven! Jeg glædes blot ved fornuftens seir i kirkeritualet, fast det end bedrøver mig, at det gaar ud over dig!» protesterede Palmstrøm og løftede besværgende sin tatoverede næve. «Men se dér du! Hvad er paafærde dér?»
Fra ungdomsflokken lød undertrykt latter og ivrig prat. Den stimlede sammen og syntes at raadslaa om noget. Palmstrøm stod op og skridtede henimod den; men Nyeberg nappede ham i den langskjødede frak og vilde have rede paa, om Hans Dahlbyes etterretning var sand og viss. Men svensken kunde intet forsikre og angrede bare paa, han ikke havde spurgt sig for hos den unge Lind, og bedrøvet traskede organisten efter.
Gutterne veg unda, da de nærmede sig. Jenterne slog ring om den tykke lyslette, som nu havde trukket et blomstret tørklæde ned over panden og skottede sky hen paa dem. Mens gutterne knæggede, og jenterne kniste, fik Palmstrøm ud af dem, at præsten ikke havde villet antegne Berte Nerlien til konfirmation, fordi han laa i krangel med ham Gubrand, far hendes, om tienden, og havde afvist hende som uværdig. Men da de havde mærket, at han var ugrei og dimmen paa synet og slig, at han nok ikke vilde komme ihu til imorgen det, han gjorde idag, havde Berte byttet klæder med en anden og skulde gaa ind paa kontoret paany og sige sig at være fra Øverlien, der brugeren ikke havde noget udestaaende med præsten. De var ikke rædde for at tro sig til Palmstrøm, for naar han var paa bondegaardene, pleiede han at lægge ud om præster og religion af bøger, som var mere lærde end baade forklaring og postille.
De to mænd ymtede hverken noget til eller fra, men gav taal saalænge, til de saa, at Bertes paafund lykkedes.
Imidlertid sad Nicolai alene inde i stuen. Han sad borte ved vinduet, støttede albuen mod karmen og saa melankolsk ud i haven, der alting var vaadt, græsset og de vantrevne apaler med de mosgroede stammer og ribsbuskene, hvis blade rynkede sig til smaa skaaler fulde af blankt vand.
Det stod vist værre til hos forældrene, end han havde anet. Han var kommet hjem iforgaars, og faderen havde holdt sig ordentlig de to dagene, men inat havde han tuslet ustøt om i gangen, da han vendte tilbage fra majoren. Og idag var det nok rent ilde. Brændevinsbuteljen stod halvtømt paa frokostbordet, da Nicolai spiste klokken ni — det kunde muligens ikke kaldes saa tidlig efter landsens vaner. At en præst ikke skulde gidde passe sig — til og med, naar der var indskrivning af konfirmanter!
Men maaske var forholdene ikke saa daarlige alligevel. Smaagutterne havde jo baade støvler og nye, gode klæder, og gud ved, de pleiede at være barbente og fillede, naar han havde seet dem i ferierne. Der havde heller ikke været pengejammer at høre, endnu da —
Møblementet i stuen var forresten det gamle, svært tarvelige: Det store rødmalede slagbord, som brugtes til spisebord. Sofaen bag det var trukket med rudet værken ligesom stolene; for længe siden havde der været mørkegrøn damask, huskede han. Paa væggen over sofaen hang silhouetterne af faderen, moderen og ham selv og en af de døde søskende — de var klippede i Christianssand af en snurrig franskmand. Joho, det var en franskmand, og fiks med fingrene var fyren. — Speilet med den udskaarne og forgyldte ramme var kjøbt paa auktionen efter gamle provsten. Saa var der det birketræs spillebord ved tværvæggen, pibehylden med de sølvbeslagne merskumshoder, det brune skatol i krogen og det hvidlakerede, høie slagur, som rak næsten helt til taget, og som havde kunnet vise baade dato og aarstal. Det var i grunden for prydeligt til de andre ting. — Han blev siddende og stirre paa den skinnende messingtalskive. Ovenover stod der indgraveret i snirklede træk «Even Hagensen Weelang 1778». Datoviseren havde Nicolai som barn revet løs og faaet sine fortjente ris for det. Der var et stort hul efter den fremdeles. Drømmende og søvnig lyttede han til urets tikkende gang. «Ikke noget nyt — ikke noget nyt,» klang det. «Trænges ikke — trænges ikke — greier sig nok —»
En vældig spyflue svirrede lige forbi øret paa ham og klaskede mod ruden. Han vaagnede braat i: — Saamæn var der ikke noget nyt, jo! — Halvklare gardiner for vinduerne, de fandtes ikke før. De var nystrøgne, altsaa til ære for ham.
Spyfluen løftede sig igjen og surrede iltert rundt under tagbjælkerne. — Taget kunde de gjerne have hvidtet paany; svartere og mere tilrøget blev det for hver tid.
I kjøkkenet sprakede varmen paa peisen. Der var de alt i kast med middagsmaden. Moderen kom stille ind og satte sig ved slagbordet. Nicolai havde straks ved det første gjensyn undret sig over, at hun var blevet saa meget forandret. Nu slog det ham endnu mere. Hun var blevet fyldigere, og skjønt hun ikke var syg, var hendes bevægelser matte og trætte. Haaret var graanet stærkt, og den sammenknebne og indsunkne mund røbede, at hun havde mistet flere tænder. De brune øine, som havde kunnet være saa muntre og livlige, og som han havde været kry af, at folk sagde lignede hans egne, havde et besynderlig fraværende, ligesom forvaaget udtryk.
Hun hentede et strikketøi frem, og mens hun vanemæssig knyttede maskerne, begyndte hun omstændelig og monotont at spørge ham ud om hans liv nede i Kjøbenhavn, om hvorledes han havde det med hensyn til mad og klæder, om slægtninge og bekjendte fra dengang, hun havde fulgt sin mand did for to og tyve aar siden, om hans studier, og naar de kunde ventes afsluttede, om kongen var lige gal endnu og meget andet. Han havde svaret paa det meste før et par gange, men hun syntes at have glemt det, og han fortalte sagtmodig opigjen al slags smaatterier og vigtigere anliggender om hinanden.
Til gjengjæld ledede han passiaren hen paa bygdens folk og forhørte sig angaaende hver enkelt af den gamle omgangskreds og spurgte, om der var kommet nye familier. — Jo, der var den nye sorenskriver. — Ny sorenskriver? Hvem var det? — Det var raaden, cancelliraad Weydahl, rettede hun sig. — Saa naa, men det var mindst fire aar siden han kom, og ham havde Nicolai seet, forinden han reiste til Kjøbenhavn. — Saa var der ingen nye da; cancelliraaden var den sidst komne. De omgikkes ham ikke meget; det vil sige, Lind traf ham undertiden. Men han indbød aldrig damer til sine selskaber, efterat fruen var død. — Nicolai erindrede ogsaa fruens død. Landkræmmer Orres paa Alm, besøgte hun ikke dem ofte? — Det var saa vanskeligt, betroede hun ham hviskende, Lind skyldte vist Orre en større sum. — Nicolai rynkede panden og saa dybsindig paa sprækkerne i vindueskarmen.
Bevares, Orre havde ikke været paagaaende med at kræve dem; han havde i det hele taget ikke gjort det, troede hun. Men det var nu saa, at Lind vistnok kviede sig for at møde Orre —
Det var tydeligt, at moderen sjelden kom ud af sit eget hus. Hun kunde ikke give bedre besked om, naar hun sidst havde været borte, end at det var, da den mindste hos major Brager blev døbt, og den var snart aaret.
Nicolai vuggede sig paa stolen. «Mor,» sagde han, «du har ikke godt af at sidde saa meget inde. Vil du som jeg, gjør vi to visit hos Orres i ettermiddag. Jeg maa da se om dem, mens jeg er hjemme.»
Hun smilte til ham: «Begge smaapigerne er hjemme, du var rigtig venner med dem i gamle dage.» Men hun stansede og strøg forlegent nedover sin tarvelige, sorte kjole og sukkede tvilende. Den var hendes peneste, og hun havde taget den paa i anledning af sønnen, men det kunde være spørgsmaal, om den var fin nok til at gaa bort i. — Han opfattede hendes miner: «Vist er du fin nok,» sagde han. «Vi skal bare paa en snarvisit, det er ikke noget selskab, det gjælder.»
Hun mente kanske sit ved hans forslag, og saa lod hun sig overtale, endda det var lidt vanskeligt med skydsen — —
Det lysnede op i stuen. Solen glitrede frem over havens apaler og ribsbusker og duggede græs.
Moderen lod strikketøiet synke ned i fanget: «Nei, nu klarner det!» Nicolai aabnede døren paa vid væg og gik ud i gangen.
Solskinnet strømmede gyldent og rigt over lysegrønne, bølgende kornakrer, over fjorden, som krusede sig for godveirsbrisen, og over aasene paa vestsiden, der taagedotterne var feiet væk, saa de atter syntes en sammenhængende blaa fjeldkjæde. Ungdomsflokken havde forladt gaarden. Der var ingen andre end smaagutterne og et par husmandsunger, som i skyggen under laavebroen var i færd med at ødelægge et hvepsebol og gik løs paa det med smældende stenkast og viltre skrig.
Katten kom listende forsigtig mellem vandpytterne paa tunet, smøg sig om Nicolais støvler, skjød ryg og mó1, saa det durede, og gav sig til at lege med det ophakkede briskebar, som ganggulvet var strøet med.
«Her er vakkert — vakkert — vakkert —,» tænkte Nicolai og mjauede lokkende til katten. «Det bliver godveir i eftermiddag, pus — paa turen til Alm.»
Da lød fra stuen Linds stemme gjennem den aabne dør. Den var opirret og misfornøiet og med en stærk, skingrende næselyd. Indimellem hørtes moderen, beroligende og ængstelig, som forsvarede hun sig.
Nicolai gik ind. Henne ved hjørneskabet stod faderen. Med de yderste fingerspidser kneb han sin kone i armen og rystede hende. «Mit hjerte, mit hjerte! Den er ikke til at finde! Den var her imorges, Gine! Og hvor er den saa, mit hjerte? Hvem har brugt den? Har jeg ikke forbudt dig at røre den? —»
«Hvad er det, far?» spurgte Nicolai skarpt. Han saa, at moderen krympede sig af smerte. Lind slap taget, vendte sig overrasket og genert for sønnen. Han havde røde flekker paa kinderne, og øinene var stive og blanke, og han havde aabenbart drukket. Han gjorde sig venlig: «Det er bare skabnøglen, min dreng — den er ikke til at finde.»
«Du har vel forlagt den paa kontoret,» afbrød madamen ham. «Jeg skal se ad —»
Hun skyndte sig ud, som om hun ikke vilde forklare sig videre, og Lind fulgte efter.
Nicolai satte sig igjen ved vinduet. Han mærkede ikke mere til solskinnet udenfor. — Det var svært saa gammel faderen var blevet — hvid i haaret og mager. Og saa var det en ækkel vane, han havde, at kalde moderen ved kjælenavne, naar han var slem mod hende.