H. Aschehoug & Co. (s. 89-108).
◄  IV.
I.  ►

Det tog til at grønnes langs skigarder og husvægger og de steder, dér sneen var gaaet tidlig bort.

Palmstrøm stod i haven paa Gihle og sagede en gren af en apal, som skulde podes. Han gjorde det omhyggelig og net, og hans knoklede, krumme fingre fattede ømt om grenen, for gamlingen havde selv plantet træet, ligesom han havde plantet alle de andre trær og busker rundt om. Det var mer for sin egen fornøielse, eftersom han her fik lov at raade sig, som han vilde, end for den tak og løn, han høstede, at Palmstrøm stelte med dette arbeide, da procuratoren ikke brød sig meget om den slags ting.

Ingen skulde tro, at der boede conditionerede folk paa Gihle, saa lidet var der ændret og pudset, siden procurator Høegh kjøbte gaarden af den bonde, som før eiede den. De graa, umalede hus laa nede i en dalsøk. Lange bakker med sort pløieland, der vintersæden endnu ikke var spiret, stængte udsigten til fjorden. Bagenfor husene kom først haven og en flad myr; saa hævede lien sig med aker og eng og gaarder og skog opover mot aasmarken. Kongsveien løb midt over tunet forbi den tømrede brønd med dens høie, knirkende vippestang.

Vaarsolen stegte gjennem hvide, uldne skyer, og det dampede af myren. Palmstrøm strøg sig over panden, og mens han tog sig en hvil, morede han sig over to uskyldige, fornøiede linerler, som hoppede om ved bredden af blegedammen; den laa grumset og brun lige ved havegjærdet og saa dyb ud.

Det bankede paa kontorvinduet; han saa op. Procuratoren selv stod og vinkede til ham. Han tørkede endnu engang svedten af sig, hægtede sin frak ned af kvisten, han havde hængt den paa, og lystrede vinket.

Han skrabede godt af fødderne paa dørstenens granbar og steg ind paa kontoret. Skriverkarlen var ude, og procuratoren sad der alene, blegfed og magelig, i sin karmstol med armene overkors paa den høie skraapult mellem vinduerne. De lyseblaa, godmodige øine fæstede sig rolig paa Palmstrøm, som blev staaende ærbødig ved døren med hatten i haanden. Procuratoren skjøv en bunke akter væk: «Du farer og poder om dagen ser jeg, Palmstrøm?»

Han gjorde saa. Der var nok enkelte nymodens mennesker, som tænkte, det helst burde gjøres om høsten, men han holdt nu paa sit og paa vaaren som den tid, naturens safter flød rigeligst i alle dens skabninger, ogsaa i træerne.

Samtalen gled et par minutter om podning og frugtavl, og om at Palmstrøm vel tilkom noget for sit stel i haven. Han stod og grundede paa, hvad meningen var med dette; procuratoren var ellers ikke den, som gav sig af med smaatterier, og som bød betalingen før en spurgte efter den. Gudbevars, da fik en den ogsaa paa første ordet.

Saa skiftede Høegh emne: «Du skulde ikke være kjendt oppe i Romstadmarken, Palmstrøm?»

Ja, han havde været paa de fleste kanter af bygden, men særskilt kjendt deroppe var han ikke. — Procuratoren var jo eier af den nu, siden han havde ladet den slaa til sig af Juells bo?

Høegh reiste sig og drev frem og tilbage med hænderne i bukselommerne. Han likte ikke spørgsmaalet. Saa satte han sig ned og fæstede atter øinene paa Palmstrøm; men der var kommet et haardt, hvast blink i dem, da han igjen talte.

Han eiede desværre Romstadmarken, ja — og han havde haabet at faa eie den i fred. Men en daarlig handel var det, for nu skulde han rage i proces for dens skyld. Palmstrøm havde hørt om hadelændingen, som ifjor kjøbte Hoff i Kværndalen? En læser og et hængehode var det, som hverken undte sig selv eller tjenerne sine føden, fordi han æslede alt til vorherre. Den kroppen vilde have mere, end hans var, og ægle sig ind paa folk med processer og krangel. — Sagen var, og Høegh vilde sige det lige ud, at han havde budt saa meget for Romstadmarken, som han havde, i den tro, at den strakte sig op til Lokbækken, der den faldt ud i Hoffselven, men hadelændingen paastod, at skogen var hans helt til Gjeitlokbækken halve fjerdingen nedenfor. Og til sommeren blev der aastedssag om det. — Derfor vilde gjerne procuratoren have fat i vidner, som var bra kjendt i de trakter, og som kunde vidne det rette. Forresten fandtes der dokumenter for, at grænseskjellet var ved Lokbækken. —

Palmstrøm saa ned for sig med et gløgt grin om mundvigerne. Naar det gjaldt en saa venlig og snil patron som procuratoren, da skulde han gjøre sit bedste og høre sig for hos alle dem, han vidste, som kunde formodes at være istand til at vidne til naadigherrens fordel. — Han snakkede svensk af iver, bøiede sig og lagde sin tatoverede høire haand paa hjertet.

Der blev stilt en stund. Høegh trak akterne hen til sig og bladede i dem. Palmstrøm ventede; endelig vaagede han minde om, at der var nævnt lidt betaling for havearbeidet.

Procuratoren drog en sølvdaler op af pungen og lagde den paa pulten. «Her har du den saalænge,» sagde han. Saa slog han haardt i pulten: «Men kan du skaffe to vidner paa det rette i aastedssagen — to vidner, skjønner du, paa at grænseskjellet er ved Lokbækken, skal du faa fuldt opgjør for puslerierne dine i haven og halvhundre daler atpaa, saa vist som jeg sidder her.»

Palmstrøm stak mynten til sig, bukkede ydmygt, mumlede mangfoldige taksigelser og vred sig baglængs ud af døren. Grinet var stivnet om hans mund. Uden at ænse ham fordybede procuratoren sig i akterne.

Kontoret vendte mod nord, og der trængte aldrig en solstraale derind. Luften var indestængt og fugtig og fyldt af muggen dunst fra den mængde gammelt papir, som havde dynget sig op i reolerne rundt væggene i de aar, der var henrundet, siden procurator Høegh nedsatte sig i bygden. Møblementet var tarveligt. Nogle simple stoler med gult skindtræk for de besøgende, den grønmalede dobbelte skraapult med en høi karmstol paa hver side og i en krog et bredt egetræsskab med jernbeslagne døre. Der var uryddig og utrivelig, og paa reolerne laa støvet i jevne graa lag. Madamen havde syv barn og et stort hus at skjøtte, saa det maatte holdes hende tilgode, om hun ikke vandt med at sørge for rengjøringen paa kontoret.

Procuratoren sad med akterne foran sig og læste og læste op igjen, men han bladede ikke om, for han saa bare ordene, fattede ikke indholdet. Han kunde ikke faa Romstadmarken ud af tanke.

— Det var en vanskelig affære, ikke grei at komme vel fra, og han var aldeles ikke taknemlig mod den, som havde rodet ham op i den. Og det var cancelliraad Weydahl. Kunde nu ikke han havt nok alligevel, om han ikke ogsaa havde grepet efter Romstadmarken. I en god hensigt var det forresten skeet. Der var lidet af tømmerdrift i egnen, uagtet der ikke manglede skog. Folk syntes, den var en risikabel forretning og høvde sig bedst for dem oppe i dalene, som ikke havde saa sikre næringsveie som agerbrug og kornavl. Men naturligvis — dersom skogen var tilstrekkelig billig og ikke transporten altfor besværlig, kunde tømmeret bære baade hugsten og flødningen og sælgeren putte et pent udbytte i lommen, enten han saa var oplænding eller døl.

Slig havde cancelliraaden ræsonneret, dengang han foreslog procuratoren at gaa halvt om kjøbet af Romstadmarken, som sandelig var blevet billig nok, saafremt den naaede alt til Lokbækken. Høegh havde tvilt paa det, for han vidste, at stakkars løitnant Juell neppe havde troet, at grænsen var saa vid. Men Weydahl havde kort og studs forsikret ham om, at skjellet mellem Romstad og Hoff ifølge gamle dokumenter dannedes af Lokbækken, og da skjønte han, at saa skulde det være. Sorenskriveren maatte jo have rentekammerets bevilgning for at erhverve jordegods, og derfor stod procuratoren som kjøber. — Hvad fanden kom denne skinhellige hadelænding paa Hoff ham ved? Hvis fyren havde nogen ret, kunde han værsgod forsvare den.

Javist — ja, og denne salmesyngende indflytter, som var den eneste gaardbruger i bygden, der havde villet huse den skamløse omstreifer og prædikant Hans Nielsen Hauge, havde været halstarrig nok til at gaa i kast med proces mod ham, saa nu fik det skure. Synderligt tab kunde det ikke blive, men altid ærgerligt for den, som ikke blot havde sig selv at stræve for, men pligtede at lægge sig lidt op for sine syv uforsørgede ungers skyld.

Weydahl havde nylig ymtet noget om de ønskelige vidner. Det havde bidt sig fast i procuratoren, og derfor havde han snakket til Palmstrøm, som han havde seet og hørt vidne tilbedste for Hans Dahlbye i en af denne berygtede storbondes mange sammenstød med justitsen. Dengang grøssede det i Høegh, som var anklagedes defensor, da Palmstrøm og en til svor. Falsk ed var det, men Hans Dahlbye blev frifunden og skulde senere have skrydt af, at hele stasen bare havde kostet ti rigsdaler. — Procuratoren blev ildrød i hodet og kjendte det, som han skulde kvæles: Noget af hvert kunde han have paa samvittigheden før, men dette — — Han og Hans Dahlbye, nu var de lige bra, de — og han var den af dem, som Palmstrøm tjente mest paa!

Han hug næven i pulten, saa blækhus og fjærpenner dansede: «Gud forsyne mig, er ikke cancelliraaden en kjæltring!»

Han havde sagt det høit og saa sig forskrækket om. Og saa hev han sig paany over akterne med indædt flid.

Procurator Høegh og cancelliraad Weydahl var venner paa en vis. Ingen af dem kunde kaldes pratsomme, og den sidste især ytrede sjelden en stavelse udover det nødvendige. De var begge svære, stærke mænd og lignede hinanden noget i det ydre; men procuratoren var ikke saa høivoksen og førere og tyngre. Han var den mest aabne og omgjængelige af dem. Cancelliraaden syntes trods sin ligefremhed altfor barsk og indesluttet. Paa fremmede gjorde han let det indtryk at være tungsindig og ligesom hærdet i sorg, og folk satte ofte hans væsen i forbindelse med historien om fruens død. De, som mindedes ham fra før den tildragelse, søgte nøglen til hans karakter længere tilbage i tiden.

Han havde vakt megen opsigt ved at skabe et mønsterbrug av sorenskrivergaarden. Mange bønder kom langveis fra for at se de forbedringer, han havde indført, og lærte af dem, og amtmand Winterfeldt havde sendt indberetning til Kjøbenhavn om cancelliraad Weydahls fortjenester med hensyn til agerbruget i det østenfjeldske Norge: Han havde anskaffet engelske ploger, havde prøvet sig frem med nye metoder for grøftning, havde drevet staldfodring i stor stil og meget andet. Ogsaa den nyttige rodfrugt kartoffelen eller poteten havde han viet sin opmærksomhed, men det oplandske jordsmon var befundet for tungt og ganske utjenlig til dens dyrkning.

Man syntes i førstningen det var rart, at cancelliraaden kunde afse de betydelige udlæg, som hans lidenskab for landvæsenet krævede. Det var ikke bekjendt, at han eiede formue, og da han ingen barn havde havt med sin hustru, arvede han intet efter hende. Men snart holdt man op med at tale om dette; sagtens viste hans foretagender sig lønsomme. Han erholdt gjentagne gange rentekammerets tilladelse til at erhverve mindre eiendomme, der laa i nærheden af skrivergaarden, saa at han foruden denne efterhaanden fik et helt lidet gods at styre. Folk sagde, at i virkeligheden havde nok cancelliraaden altid været en rig mand, og det blev da slaaet fast som sandheden.

Den eneste, som havde leilighed til at se dybere i forholdene, var Høegh. Ikke alene havde han som en erfaren landmand staaet Weydahl bi med raad under hans første, famlende forsøg, men ogsaa skudt penge til, naar det kneb med kontanterne. Stedse havde laantageren dog stillet ordentlig sikkerhed for laanene. Nu trængtes ikke laan længer. Nu gled cancelliraadens foretagender videre af sig selv; renterne flød rigelig ind for det, de havde vaaget paa det uvisse, og procuratoren samlede i lader til sine syv uforsørgede barn, som han sagde.

Begge havde de følt sig tiltalt af hinanden, straks de mødtes; mens de arbeidede sammen, blev de venner. Som den svagere gav procuratoren sig snart under cancelliraadens ledelse. Han blev mellemmand og lod sit navn bruge i de spekulationer, hvor Weydahl i egenskab af sorenskriver og dommer personlig burde holdes udenfor. Det havde nemlig hændt, at deres midler ikke var de reneste. Da havde Høegh af og til været urolig tilmode, men han blev draget med af den anden.

Weydahl var aldeles ikke gjerrig. Han var rundhaandet og gjæstfri, og det var heller ikke let at forstaa, til hvis gavn hans arbeide omsider skulde blive, for han havde selv sagt, at han neppe vidste, hvem der vilde faa arven efter ham, saa fjern var den slægt, han havde.

Baaret frem af omstændighederne og af cancelliraadens viljestærke attraa efter altid mere jord, mere rigdom og mere magt inden den snevre krog af verden, der skjæbnen havde forundt ham at give sine kræfter frit spillerum, var procuratoren ogsaa kommet op i affæren med Romstadmarken. Og lidt efter lidt skjønte han, at Weydahl nok paa forhaand maatte havt rede paa grænseskjellet, det Høegh i grunden ikke nærede tvil om var ved Gjeitlokbækken. Kanske han vilde have ladet processen falde, saafremt ikke modparten havde været denne indflytter og skinhellige hadelænding paa Hoff.

*

Det var gaaet stormbyger over skogen ved middagsleite. Saa havde veiret bedaget sig, og flæmgede skyer seilede henad blaa himmel; snart skyggede de for solen, og snart kom den frem igjen og lyste op over den dystre skvaldrede afsted ned til Hoffselvens dalføre i smaa, skummende fossefald, indtil den sagtnede paa farten og hvilte sig ud i lange, stille loner, dér veien til aasmarken skar den. Her var slaaet en klop af svære granstammer. Den var bred nok til at kunne kjøres, og der var hjulspor i veien, som bugtede sig gjennem ulændet, slig naturen og færdselen havde laget den. Bare paa de allerværste steder havde menneskene hjulpet til ved at hugge trær bort eller vælte sten i myrhuller.

I hældningen paa nedersiden af bækken laa Lonstuen, en rydningsplads paa den frasolgte del af Romstadgaarden. Oprindelig havde den været en finnebraate, og derfor var den bygget paa et sæt, som afveg fra bygdens vanlige, idet fjøs og stue var bragt under samme torvtækte tag, saadan som én ellers kunde træffe det paa de øverste sætrer, dér det var vanskeligt for tømmer. Omkring en ussel akerflæk og græsvolden nærmest huset var der gjærdet mod skogen, og paa bakken stod vældige hængebjørker, hvis kvister med nysprunget løv svaiede seigt i vaarvinden.

I Lonstuen boede tvillingbrødrene Bernt og Mons. De var halvgamle og ugifte og skræddere af profession. De gik lidet om paa gaardene, som bygdehaandværkerne almindelig pleiede, men drev sit arbeide hjemme. Aarsagen til det var baade, at deres fleste kunder var tjenere og smaakaarsfolk, som ikke godt kunde have dem hos sig, og at de i fjøset aatte en ko og en gris, som skulde have sit tilbørlige stel. Var det nødvendigt for dem at forlade stuen, maatte de budsende sin nærmeste nabo i skogen, Tobaans-Mari, om hun vilde tage sig af kreaturerne saalænge. Hun gjorde dem gjerne den villighed, for der var ikke en eneste levende skabning, som holdt hende bundet, siden ungerne hendes var blevet voksne og havde givet sig ud paa fantestien. Men det kunde hænde, hun ikke var til at faa tag i, naar hun fartede om i sit kald som klog kone og signekjærring.

Der var rummeligere hos brødrene, end nogen skulde tro, som saa deres bolig udenfra. Den indeholdt foruden et temmelig stort kjøkken ogsaa et lidet kammers.

Idag havde de besøg. De selv sad og syede ved et bord under kjøkkenets eneste vindu, en smal glugge, og gjennem dens fire ruder i blyindfatning sivede dagslyset sparsomt ind. De var meget lige hinanden, var smaa af vækst, havde runde, glatte ansigter med blankrød hud, tyndt sort haar og sløve, brune øine. De aandede hørlig med halvaabne munde og talte med søvnig, sprukken stemme.

Foran peisen tørkede den fremmede sine klæder; han havde været i skogen under uveiret. Det var Palmstrøm. I et traug ved siden af ham glinsede endel fede fjeldørretter, som han omhyggelig ordnede i lag og strøede salt paa. Ret som det var, maatte han se efter en kaffekjedel, som surrede over ilden. Svensken havde selv bragt med sig bønner til kogningen.

De fiskene, fortalte han, havde han taget oppe i Bjønnsjøen og skulde forære dem til procuratoren paa Gihle. Ikke for betaling. Procuratoren var slig en gild og bra kar, som rigtig skjønte paa, at én vilde gjøre det mindste til gjengjæld. Og ørretten var blevet borte fra Gihletjernet, siden de satte karusser i det. Det var med de dyrene som med sau og svin, de trivdes ikke i samme havnehagen.

Kaffen blev kogt og skjænket op i spølkummer og sysagerne ryddet væk fra bordet. Mens de, drak, lagde Palmstrøm ud om processen angaaendes Romstadmarken, og saa ilde det var, at hadelændingen paa Hoff vilde vælte sig ind paa procuratoren — ham roste han over al maade. De jattede med i maapende forundring over, at nogen turde by sig saa uvettig frem mod storfolket i bygden.

Han æskede deres mening om grænseskjellet. De drog paa svaret; Bernt saa paa Mons og Mons paa Bernt. Men da Palmstrøm spurgte, om ikke Lonstuen hørte under Romstad, vidste de det, endda Juell aldrig af dem havde krævet hverken pligtarbeide eller leie for den. Det var procuratoren, som nu aatte pladsen og kunde fordre afgiften, oplyste svensken. Det vidste de ogsaa og blev ligesom betænkelige ved det.

Efter en stund spurgte Mons, om Palmstrøm havde aareladebilerne sine med. Han havde det. Brødrene hviskede lidt sig imellem, og Mons bad, om svensken ikke vilde være saa inderlig snil at aareslaa ham — det var fjorten maaneder, siden han sidst havde faaet det gjort, og han kjendte, han trængte det, for han havde været saa krimfuld og gigtbrudden om vaaren; der sad vist nogle syge blodsdraaber fast i ham en steds. Men betaling kunde han ikke byde —

Jo, Palmstrøm var villig. Anbelangendes betalingen, saa havde han bekommet et vestetøi hos Orre; det fik de sy for ham ved leilighed.

Mons brættede skjorteærmet op til skulderen og satte sig paa en stol midt i stuen. Bernt stillede et lerfad med vand paa gulvet, og svensken trak op af frakkelommen en skindpung, i den han havde nogle smaa blankpudsede staaltingester omviklede med et langt uldbaand. Det surrede han fast om den nøgne arm, vaskede den nedenfor surringen, og efterat han med fingeren havde fundet aaren, stak han hul paa den med den skarpeste av bilerne. Blodet sprøitede frem, og alle tre fulgte andægtig den tynde, røde strøm, som silrede ned i fadet.

Ingen snakkede, førend Mons troede, at nu kunde det være nok; han følte sig saa lettet for bringen.

Da blev saaret forbundet, og de bænkede sig ved bordet, og Bernt dækkede op med fladbrød, smør, spegeflesk og sur myseblande. De aad kvældvorden, og Palmstrøm tog atter fat paa processen om skogen. Den blev ikke saa ligetil, endda dokumenterne var til procuratorens fordel. Der skulde bli aastedssag og vidneførsel ude i marken. Og det ord kunde han sige, at gaves der to, som vidnede det, at de ved Lokbækken stod paa Romstads jord, vilde de faa tyve rigsdaler, saavist som han sad her.

Bernt mente, det var en vanskelig ting at gjøre sin ed paa. Mons lydde efter, bleg og mat, med feberglans i blikket. Tyve rigsdaler var mange penger for en fattigmand; havde en dem, kunde det bli raad for to kjør i fjøset. Han skottede bort, naar nogen saa paa ham.

Svensken slog over til en løierlig historie, som var passeret en herremand fra Lenvik-sokn i Sverige. Den gjaldt netop en aastedssag. Under den havde vidnerne fyldt skoene med muld fra patronens gods og svoret paa, at de stod paa hans jord, og da havde de jo sin samvittighed i behold; for ingen kunde negte, at de saa gjorde. Han skratlo selv af historien og opfordrede brødrene til at være ligesaa fiffige, om de vilde blive tyve rigsdaler rigere. De lo sprødt med.

Kort efter sagde han, det var sent at gaa til bygden tilnattes og bad om husly. Det fik han straks. Men skjønt de bød ham sengen i kammerset, vilde han heller ligge i høet paa fjøshjellen. Han vilde ikke uro dem mer end nødvendig.

Han laa længe vaagen og smaabandte og spyttede i høet. Tvillingtomsingerne var vel ikke værre tomsinger, end at de kunde bruges til at gjøre en ed — —

Da Palmstrøm gik i dagbrækningen, fulgte Mons ham et stykke, og før de skiltes, var det aftalt, at brødrene var villige til at sværge paa, de ved Lokbækken stod paa jord unda Romstad, dersom de tyve daler leveredes dem kvælden forud. Men gud naade dem, hvis de ikke holdt sit løfte; saa vilde procuratoren jage dem fra hus og grund.

*

En klar og stille septembermorgen skred brødrene over kloppen. De var stevnet til at møde i aastedssagen og klædt i fuld helgepuds. De var lidt usikre paa foden som folk med klemmende sko. Tobaans-Mari skulde se efter grisen og koen, om de ikke slap fra til kvælds. De tog veien op igjennem skogen, der høsten alt havde mærket løvtræernes klynger mellem de ensformige graner.

Der blev foretaget en omstændelig aastedsbefaring i dagens løb, og de maatte traske med hele tiden. Endelig fandt den afsluttende vidneførsel og edfæstelsen sted paa en liden slette i lien ovenfor Lokbækken.

Solen sank bag aaskammen i nordvest som en gnistrende ild mellem fjerne træer. De skraa straaler lyste gyldent over slanke furustammer og slettenes magre, afsvidde græs og blindede næsten skriverkarlen, som førte protokollen paa en stor sten i et hjørne af pladsen. Dystre skygger leirede sig i bunden af dalen; saa steg de opad lien, slukkende alle dagens farver, indtil der vidt om, saalangt synet rak, bare laa tung, blaanende skog.

Tusmørket øgede hurtig, og det blev kjøligt.

Cancelliraaden stod høi og mægtig ved siden af protokolføreren. Han havde drevet paa i et kjør fra morgenen af, og procuratoren og lagrettesmændene sad rent udasede paa bakken i nærheden. De reiste sig møisommelig naar vidner blev edfæstede, og da hørte de dommeren af lovbogen læse edens forklaring haardt og tydelig, saa de frygtelige ord om menederens timelige og evige fordærvelse lød som en truende forudforkyndelse i ødemarken.

Først paaraabtes hadelændingens vidner. De var mest hans husmænd og tjenere og flokkede sig om sin husbond, som sad paa en stubbe ydmyg, med foldede hænder og rørte læberne til sagte bøn for hans sjæl, hvergang én traadte hen til stenen. Mange af dem vaklede i angst for den strenge formaning og ændrede sine tidligere udsagn. Alt i alt kunde de lidet forklare, uden det andre havde sagt dem, og det gjengav de ustøt og stammende. Sorenskriveren havde besvær med at faa deres rettelser og tilføielser ordentlig ind i protokollen, saa at det skrevne blev vagt nok til at kunne vedtages af dem.

Sidst kom Bernt og Mons Lonstuen frem. Edens forklaring blev læst for dem ogsaa, men da var vist Weydahl endelig blevet træt af at tale. Hans røst var hæs, han kremtede og fortsatte lavt og uklart. — Brødrene syntes skræmt alligevel. De svarede forvirret og var et øieblik ganske forfjamset. Men da cancelliraaden søgte at greie spørgsmaalene for dem, saa fast og bydende paa dem og spurgte, om de vidste sig at staa paa Romstads jord eller ikke, svarede de begge hastig, at paa jord unda Romstad stod de, dér de nu stod. Det svar havde de ofte givet under forretningen, og paa det svor de sin saligheds ed.

Retten erklæredes dermed hævet og sagen udsat til domsafsigelse om fjorten dage. Lagrettesmændene underskrev protokollen, glad over at være færdig. En kunde ikke sove i ro, støt én sad lagrette, det kunde de love for, som havde maattet klyve om som gjætergutter i mange timer uden at smage vaadt eller tørt.

De tilstedeværende haandhilste paa øvrigheden til afsked, uagtet de endnu skulde følges med den til Hoff, hvor de havde sat fra sig hestene sine. Men de fra Lonstuen maatte skille lag straks for at gaa benste. Hadelændingen sagde blidt og sagtmodig godkvæld til dem. Procuratoren saa ikke paa den kant, de var. Han bød drammer rundt af en lommelærke og brummede stygt over, at sligt et mas var hele Romstadmarken sandelig ikke værdt.

*

Brødrene vandrede alene hjemover. I førstningen skridtede de raskt afsted, næsten i kapgang. Men snart sagtnede de farten; for sæterveien var slem at gaa i mørke. Ofte sparkede de mod rødder og sten, og Bernt ømmede sig — det gjorde ondt i fødderne. Mons bed tænderne ihop og gav sig ikke, endda han ret som det var snublede og var nær ved at falde. De taltes ikke ved og holdt sig paa hver sin kant af veien, som var de ræd hinanden.

Stien gik langs Hoffselven. Dalen var trang med bratte sorte aaser til begge sider. Over dem var høstnattens himmel høi og blaa. Der funklede enkelte blege stjerner.

Før de naaede halvveis, stod fuldmaanen op. Da stansede Bernt og løste skoremmene sine. Mons skyndte sig videre bort fra ham, indtil han med et brød igjennem olderbuskerne ned til elven, som der strømmede rolig i bred bagevje. Saa løste han ogsaa remmene, satte sig og tog skoene af. Han løftede dem den ene efter den anden og rystede dem over vandet; jord og sand tømtes raslende ud. Og han vrængte hoserne af sig. De klistrede fast, havde store huller og var stive af størknet blod. Det, som havde været i skoene, havde skuret huden af under fodbladene.

Han stak benene ned i vandet, som isnede ham om læggene, og plaskede forsigtig frem og tilbage. Maanelyset faldt klart paa elven, og store hvide skumtapper flød sagte forbi.

Mons græd sutrende — ikke for det gjorde vondt, men for han og Bernt havde svoret falsk ligevel. Aa, saa rart, saa rart det havde været: han skalv, da han kom hen til raaden, som læste op af bogen, og havde ikke det været, at procuratoren ligesom passede paa ham med øinene, havde han aldrig gjort nogen ed. Ikke han og heller ikke bror hans. — — Det var bare djævelens paahit og udflugter at have jord i skoene, og Palmstrøm havde været den lede fristers udsending. Altid havde han igrunden tænkt det, men sligt skjønte en ikke rigtig før bagefter —

Det var græsseligt, det raaden læste op. Skal tro, det var af bibelen eller en hellig skrift? — Han var nu alt det, som blev sagt, og lige ilde var det med Bernt, bror hans.

Han huskede ordene, fordi de saa mange gange blev gjentaget for hadelændingens vidner. Han skulde som en modvillig haardnakket overtræder og synder blive straffet evindelig udi helvede, udi helvedes afgrund til evig tid, hvor slet ingen forløsning er, blive fortabt og fordømt med liv og sjæl — — — Blive svart i kjæften og paa tungen kanske ogsaa, dersom folk fortalte sandt om menederne.

Han trak benene op af vandet og krøgte sig ihop med hagen mellem knæerne. De hvide skumtapper seilede stadig foran ham. Dump fossedur bares høiere oppe fra, det suste i skogen, det skvulpede og skvulpede mod elvebredden — som en eneste lang lyd strøg det gjennem dalen, voksende og svindende, men uafbrudt, saa det stadig hørtes.

— — Ropte nogen paa ham? — Han klemte haandfladerne mod ørene og sagde enstonig pipende: «Den herre Jesus være mig paa den yderste dag en streng dommer, der mig for mine misgjerningers skyld dømmer og fordømmer med sin strenge dom til evig pine og antvorder mig helvedes bøddel ivold at pines evindelig.» — Havde han lært det i katekismen, da han stod paa kirkegulvet til konfirmation, da havde han vist ikke svoret idag. Men det var ikke trykt i katekismen, det — han kunde bogen sin udenad, og præsten havde rost ham for det. Aa, at han skulde have stelt sig saa galt!

En skygge gled forbi ham. Han væltede overende af rædsel, stødte albuen sin og reiste sig. Det var Bernt.

Mons klædte ilsomt paa sig. Broderen ventede taus. «Ha du vaske beina dine, du, Bernt?» spurgte Mons undselig. Den anden nikkede.

De fortsatte sin gang. Det subbede i skoene til Bernt for hvert steg; han havde vasket dem med. Om en stund hukede han sig ned og stønnede: «Je aarke itte ta i' skredt mer! — Krampa dræg mig i læggom —»

Mons greb ham i frakkekraven. «Kjære dig, kjære dig! prøv lite grænn tel — naa æ ve trast heme!» — I maanelyset saa broderens ansigt ud som et ligs. Han hjalp ham op igjen, støttede ham under armene og slæbte ham med sig. Bernt gik med krumme knær som en, der bruger krykker, og mumlede: «Det va du, som helst vilde — det va du, som helst vilde — Dom sætt øss itte paa slaveri — Ingen veit om det, aa prokkeratern vilde det — Det va du, som helst vilde —»

De kom over kloppen ved Lonstuen, og Bernt kviknede til; men da segnede Mons. Han fik ogsaa krampe i læggene. Som han laa i lyngen, tog han til at tale vildt: «Gudherren straffer os for vor overtrædelse og straffer os paa vore fødder, eftersom vi især haver syndet med dem! Han slaar os med lammelse og pestilense paa vore fødder — se, vi skulle ei mere træde derpaa!» — Han ramsede ud af sig bibelsprog og salmevers. Bernt kunde ikke begribe, hvor han havde det alt fra og blev fælen. De var begge rammede af en plage og havde begge gjort en synd, var straffedommen alt over dem? — —

Mons pegte paa stuen og jamrede: «Dæ æ itte værdt aa kjøpe aakke ku hell kælv, ve faa itte nyte dom aakkesaa — — Forbandet være alt det, jeg i denne verden eier og haver, forbandet være min jord, ager og eng, mit kvæg, mine bæster og mine faar og min ko og min gris, saa jeg aldrig af dem nyder nogen frugt eller grøde, saa at de aldrig efter denne dag trives eller lykkes for mig! Forbandet og fordømt være jeg i alt det, jeg tager mig for, fordømt med liv og sjæl! — —»

Bernt tyssede paa ham, lagde sig over ham og trykkede ham ned i lyngen, saa hans skrig stilnede. Der blev han liggende og klynke: «Stakkars kua — stakkars grisen» — til krampen var over.

De krøb jevnsides op til huset og kom sig indad døren. De famlede efter fyrtøiet, fik slaaet ild og tændt varme paa peisen. — Tobaans-Mari var der ikke; men kvældsmelken var heldt i en bunke paa bordet. Tørstig drak de af den, drak turvis til sidste draaben.

Bernt hev sig paa kjøkkensengen, Mons paa den i kammerset. De sovnede straks og vaagnede ikke før høgstdags. Bernt stod op og vilde kige ind til Mons, men han maatte støtte sig paa en stol, for benene var støle og svigtede. Da han kom saa langt, saa han broderen sidde i sengen og række tungen ud og speile sig i en stump af et gammelt speil.

Lonstueskrædderne levede i mange aar siden. De sad støt hjemme og syede og kunde slet ikke gaa om paa gaardene, eftersom de var lamme i benene. De maatte humpe afsted paa krykker, og derfor mistede de koen og grisen, som de ikke længer magtede at skaffe det tilbørlige stel. Det var ligevel ikke saa værst med dem. De svarede ingen afgift af pladsen og klarte at drive sit haandværk, og de døde før de trængte fattighjælp. — Skogen helt op til Lokbækken tildømtes procuratoren.