Den besked fra stuepigen, at madamen og studenten var kjørt til Alm, havde gjort pastoren rasende, da han vaagnede ørsken og sløv om eftermiddagen. Han havde overøst tjenerne med skjænd, men de tog sig ikke nær af den ting, og smaagutterne rømte unda for hans vrede. Saa var han spaseret ud til slaattefolkene og havde kvikket sig med en eftasværdsdram sammen med dem, og humøret var begyndt at bedre sig, da han saa major Brager og løitnant Wallace fare forbi paa kongsveien — og han vidste, hvorhen de skulde. Visse grunde, der skrev sig fra gaarsdagens kortspil, havde hindret ham i at raabe dem an, og visse grunde var ligeledes til hinder for, at han drog efter til landkræmmeren.
Han ruslede ind igjen. — Aa, som han da havde kjedet sig! De andre var i selskab, de andre sad hyggelig og glade tilhobe; han var alene i den store, tomme præstegaard. Hans hustru var borte, hans barn var borte, og folkene var paa arbeide. Aa, som han kjedede sig! — De var alle uforskammede mod ham, de vyrdede ham ikke.
I sin lomme kjendte han skabnøglen, den Gine havde forsøgt at stikke væk imorges. — — Hvorfor? Hun var bange for sin mand, at han skulde faa lyst paa et glas, nu den voksne søn var hjemme. Det var saadan en fin junker, det. — Vist havde han smagt en draabe ved frokosten for at ordne sin mave, men det var der ikke blevet nogen perial af, det skulde han edelig bekræfte. — — «He, mit hjerte! Du behøver ikke at være bange. Du skal saamæn ikke behøve at blues over din mand, Gine!» Og han vandrede bitter og fortumlet mellem kontoret og dagligstuen og hadede sin kone og den ganske verden og længtede efter selskab og kjedede sig. For hver vending over gulvene saa han paa slaguret. Han svedtede af ærgrelse over de sene minutter. En nervøs mathed magtstjal ham, som han i ensomheden blot hørte lyden af sine egne, ujevne skridt. Det smertede i arme og ben. Dette var ikke til at udholde.
Skabnøglen smat ind i laasen; ølkruset, brændevinsbuteljen og glas sattes frem paa bordet — — Styrke sig maatte man ha lov til, naar man havde været længe oppe om natten, men saamæn om hans Gine skulde behøve at uudse sig for ham for deres voksne søns skyld —
Saa gik timerne, og kvælden sank paa, og pastoren blev beruset. Han hentede blæk og conceptpapir og forfattede et giftigt avertissement til «Norske Intelligentzsedler» om en uforstandig officer, der udkommanderede soldater, som er fattige husfædre og familieforsørgere til midt i vaaraannen at medtage fjorten dages kost og indfinde sig paa eksercerpladsen for at reparere gamle munderingen Mon det ikke havde været billigt, at vaaraannen var bleven afgjort, før arbeidet begyndte, eller arbeidet før vaaraannen. Man har altid mærket, at landets fader, vor konge, har villet bespare familiefædre saameget det har kunnet lade sig gjøre. Det er ellers besynderligt, at vedkommende soldater aldrig har været skræddere — —
Fjærpennen sled sig jamrende henad arket. Se, den skulde majoren have for sine spydigheder. Der vilde blive undersøgelser; der vilde blive bryderi — generalen var nøie paa sligt — ja, der skulde blive ubehageligheder for majoren! — Lind tømte mange drammer paa dette og takkede den iltre rabulist af en bonde, Hans Dahlbye, der havde gjort ham opmærksom paa sagen. Hans Dahlbye var saamæn bedre end sit rygte, trods alt det vrøvl han havde voldt Lind personlig — manden havde et aabent blik for almuens tarv.
Da avertissementet var fuldendt, var pastoren meget drukken. Han skulde ingen aftensmad have, havde han svaret kokkepigen, havde derpaa blundet lidt, og saa var hans kone kommet.
Luften i værelset var tung af harsk tobaksrøg og stanken af spiritus, og for Nicolai kjendtes den dobbelt trykkende ved modsætningen til den dugfriske kvæld udenfor. I det lyse tusmørke saa han tydelig faderens forpjuskede, hvide haar og hans gulblege ansigt, som fordreiedes krampagtig under tungens og tankernes kamp mod fuldskaben.
En dyb skamfuldhed lagde sig over ham. Denne drukkenbolt der, denne forfaldne præst, der gik som et skumpelskud for sin egen menighed, det var hans fader. Letsindighed og forfængelighed og den raa omgangkreds, tænkte Nicolai, havde bragt det saa vidt med faderen, og med svidende anger mindedes han, at han ved forholdet til Laurentze havde knyttet sig til den samme kreds. Han skammede sig, ikke blot over faderen, men ogsaa over sig selv, og skamfuldheden blev til en kvalm fornemmelse, som snørede brystet sammen. Han aarkede det ikke mere —
«Det er sent, far, vi kan heller tale sammen imorgen.»
«Imorgen? Nei, den stille nats fortrolighed, min søn —» hikstede den drukne og bredte armene ud til omfavnelse.
Nicolai ryggede tilbage: «Du skulde gaa og lægge dig, far.»
Præsten reiste sig gnistrende af sinne: «Saa—aa, du undser dig for mig, kaster vrag paa mig, gut — he? Hvor har du været henne idag, du og din moder? — Hos mine fiender har I været — med to heste midt i høkjøringen! — Hos dem, der bagtaler mig, og I har forraadt mig. — Ak, vi skal dog ikke hade vort eget kjød og blod — tilgiv din fader, Nicolai, han tilgiver dig!»
Lind trykkede de udspilede fingre mod aviserne paa bordet og v;ir ulykkelig. — «Nicolai,» mumlede han. «Du bragte mig hilsener fra Kjøbeuhavn — fra personer af anseelse og smag — og de havde taget vel imod dig, fordi de med vemod erindrede mig. De hilsener gjorde mig godt — jeg hørte engang til deres venner, og de nærede store forhaabninger til mig; thi jeg var ogsaa en person af baade kundskaber og dannelse og smag. — Men jeg giftede mig og maatte finde mig et levebrød langt borte fra de steder, hvortil mit hjerte og min aand var knyttede, hvortil de ifølge min natur og udvikling var bundne — — Ser du, jeg giftede mig, og jeg søgte mig did, og jeg søgte mig hid — — — Aa, i Kjøbenhavn var du stolt af mig, da betydelige og anseede mænd nævnte mig, og her undser du dig for mig. — — He, he — har du gjæld, du? Jeg havde gjæld, og jeg har betalt gjæld, og jeg har gjæld igjen! Jeg har paadraget mig den for min talrige families skyld — vel, jeg indrømmer, at noget har jeg selv forbrugt, men mest min familie. — Det er længe siden, jeg giftede mig, og omsider kom jeg hid blandt dette rakkerpak af landkræmmere og majorer og misundelige kapellaner. Hør her, hvad jeg agter at sætte i avisen om det bæst majoren, som spotter mig — — — Nei, manuskriptet ligger i min frakkelomme, og frakken ligger paa kontoret. — Bliv siddende, hent den ikke, det kan være til senere,» sagde han til sønnen, som vilde staa op.
«Bliv siddende, siger jeg, og drik et mindebæger for de kjære venner i Kjøbenhavn!» fortsatte Lind og skjænkede ustøt af buteljen i glasset. «Skaal! — drik først, min dreng, du er voksen nu og kan taale et glas.»
Det rislede koldt gjennem Nicolai; faderen saa ud, som om han skulde gaa helt fra samlingen. «Tak, jeg skal ikke have, du — Gaa og læg dig, er du snil, du har ikke godt af at drikke mer.»
«Ikke godt af det, din — din — noksagt!» hvæsede den drukne. «Du har ingen ærbødighed for din gamle fader —» Han smilte ondskabsfuldt og spurgte med sødladen mildhed: «Betro dig til mig, har du gjæld, Nicolai? Jeg har havt mine tanker ved at se dit fine antræk. Jeg kjender jo saa omtrent dine kaar. — Betro dig til mig! Har du gjæld, og er det derfor, du er vendt hjem? — — Betro dig til mig,» bad han atter, da han intet svar fik, og hældede sig indsmigrende forover. «Jeg spørger dig alvorlig. Vis din fader den fortrolighed! —»
Nicolai sad som paa naaler; han følte, han blev bleg. Det var saa, at han havde gjæld, og at han var kommet hjem for at faa lidt understøttelse til den og til sine studier. Han havde speidet efter en leilighed til at aabenbare det. Men sige det nu —
«Jo, far,» sagde han endelig. «Jeg skylder nogle penge og havde haabet paa lidt hjælp af dig for det og for mine studier.»
Lind sprat op og stødte til bordet, saa glas og butelje røg klirrende i gulvet. Med oprakte arme bøiede han sig nedover sønnen og hylte: «Du vanartede dreng! Du fine junker! Du stratenjunker! — Som vil plyndre din arme fader for hans uselige sidste eiendelel — Du — du — og du undser dig for at være min søn!» Med knyttede næver puffede han efter hodet paa Nicolai, som værgede for sig ved at holde albuen for ansigtet, mens han mærkede faderens hvislende, brændevinsstinkende aandedrag over sig.
— — «Gud, hvad er det? Kjære Lind, lad Nicolai være!» Det var moderen, som stod lige ved ham halvpaaklædt og prøvede at holde faderen tilbage.
Præsten snudde sig: «Der er hun ogsaa! —» Stemmen klikkede en stund for vrede, men saa hylte han op paany: «Du har ogsaa forraadt mig, du har idag ledsaget min vanartede søn til mine fienders hus! Men jeg skal vise Jer!» Og der fulgte en rivende strøm af anklager mod hustruen, som forødte hans gods, og mod sønnen, som vilde plyndre ham, røve hans sidste skilling.
Det gik rundt for Nicolai. Han sandsede sig ikke, før han saa sin fader gribe moderen i skulderen og skake hende, saa hun slingrede hjælpeløst under hans voldsomme tag.
«Rør ikke mor!» satte han vildt i. Det næste sekund fór Lind løs paa ham i en rasende rid, som bragte skummende fraade om hans læber. Ud af huset skulde denne slyngel af en forloren søn, som foragtede sin fader og glemte hans velgjerninger — hans fødder skulde ikke mere betræde dets tærskel, den de besudlede! Kanske han ikke tillige forledede sin moder til ulydighed og det, som værre var? — Kanske ikke smaagutterne havde nye klæder, og hvor var de fra? Troede hun, at hendes mand var blind? Tyveri var det, elendigt tyveri fra den fattige! — Og forøvet for at pynte brødrene for denne lapsede ødeland, som vilde tigge de skillinger, faderen erhvervede i sit ansigts sved!
Nicolai tumlede om i stuen for at undgaa den vanvittiges anfald. Overalt var faderen efter, svingende armene i de hvide skjorteærmer og dængende mod ham med knytnæver.
«Gaa — gaa ud saalænge!» bønfaldt moderen ham. Han sprang ud i gangen, ud paa tunet. Gangdøren blev smældt i efter ham, og de hylende forbandelser stilnede af inde i huset.
— — — Han blev staaende længe, tungt pustende, angst for, at moderen skulde mishandles.
Det varte neppe en halv time — han syntes, det var timer — før hun kom ud paa kjøkkentrappen og bad ham gaa forsigtig op: Lind var i seng og døsede hen. Hun var dygtig forgrædt, men noksaa rolig. Nicolai rystede paa hodet og hviskede til hende ikke at stænge kjøkkenet: Han vilde vente, til han blev mere herre over sig selv.
Han tørrede panden og famlede med at knappe sin vest. Den havde mistet endel knapper — faderen maatte have grebet ham i kraven. Han saa op. En tjenestjente i bare særken gløttede ud af et kammersvindu efter ham. Det taalte han ikke og gik fort ned ad alléen til kirken.
Tankeløst lukkede han grinden op og gik videre tværs over kirkegaarden, idet han bøiede af fra den grusede vei og ind mellem gravene. De var lave tuer, somme med smaa trækors, størstedelen uden. Af og til var der store stenplader med indhuggen skrift. Han sparkede mod dem uden at mærke det og fortsatte sin gang til det borteste hjørne af kirkegaarden, dér kongsveien løb langs muren, som havde en bred, græsgroet kant. Paa den slængte han sig ned med armene under nakken og saa overgit op i luften.
Hvad var det — hvad var det, som var skeet? Hele dagens hændelser — den flirende flok af kluntet konfirmationsungdom, scenen mellem forældrene om formiddagen, besøget hos Orre, haven paa Alm og Laurentze — alt fór gjennem hans hjerne med nagende tydelighed, indtil tankerne stansede foran det værste og sidste og ikke magtede mer: Hans fader var en forfalden præst, et skumpelskud for hvermand, en afsindig delirant, der mishandlede hustru og barn — Hvad havde han forbrudt, at dette skulde vederfares ham! Havde han ikke inderlig elsket og længtet efter sit hjem, og havde han ikke forespeilet sig gjensynet med sine kjære saa smukt, mens han led og stred for at klare sig i Kjøbenhavn, næsten ene overladt til sin egen hjælp i den store by? — Medlidende selvtilfredshed dulmede for en stund oprøret i hans indre. Trætheden seg over ham som søvndyssende taager — —
En kaje svang sig skrigende ud af taarnets svartglugge. Flere flaksede efter. Nicolai vaagnede gysende af kulde og satte sig paa murkanten. Over ham hævede sig en løn med vidgrenet krone, og i dens tunge løv raslede vinden sagte. Den korte nat lakkede til ende.
— — Hvad var det — hvad var det? Hvorfor laa han her? — Laurentze! — Drømmen fra hin morgen, han seilede op under fødelandets kyst, den hvide pige ved pinsebaalet, længselen efter hjemstavnens idyl sluttede sig sammen til en række af latterligt selvbedrag, hvoraf gjensynet med den blonde, forvoksede kvinde, som han nu havde forlovet sig med, og dagens hændelser havde revet ham ud.
Vorherre og skjæbnen var grusomme. Indbildningerne om den pige havde været hans dyreste eie i aarevis. De borte under gravtuerne var kvit sine indbildninger, de. Bedst at have det, som de har det — — Det grøssede i ham. Han var i det hjørne af kirkegaarden, hvor selvmorderne blev begravede. Her i den yderste krog af den indviede jord blev de lagt, og endda undte neppe graveren dem at faa være der — han brugte altid at kaste kvisthauger over tuerne deres — —
Klaprende hestetrav klang fra kongsveien. Han dukkede sig bag muren for ikke at blive opdaget. Det var to karjoler efter hinanden, og de havde hast. I den forreste sad en svær mand i kavaj med hatten trykket dybt ned. Hagen støttede han træt mod brystet; ansigtet var rødsprængt og kjødfuldt. Bagefter en endnu førere, men lavere mand, som var en smule ustø i sædet.
Nicolai kjendte dem: Den forreste var cancelliraad Weydahl, den sidste procurator Høegh paa Gihle. — Ganske rigtig, han huskede, at Wallace havde fortalt, de skulde have et forhør idng, og moret sig over, hvordan de vilde like det efter laget paa Emilienberg.
De var straks ude af sigte. — Saa, slig var cancelliraadcn blevet. Det viste sig paa ham, at han bares med i den samme dur, som de øvrige conditionerede i bygden. Nicolai forstod dem nu. Her boede de, en faatallig flok, hvis aand og hjerte — var det ikke saa, faderen havde sagt — ved natur og udvikling var knyttet til Kjøbenhavn, til stæderne og til deres slandsfæller, spredt paa gaardene, dagsreiser fra nærmeste by, uden at kunne holde vedlige forbindelsen med sine tidligere venner og aandsbeslægtede, der var forblevne «personer af anseelse og smag». Og slutte sig til bønderne — storsnudede folk, der sjelden som gjæsten paa Alm lod sig smigre ved proprietærtitler — dertil savnede de evne, om lysten endog var. Forviste i udlændighed — det blev de tvungne til at være her i egnen, de kunde gjerne være barnefødte her for den sags skyld. Fjernet fra den verden, som de aandelig og legemlig havde levet sig ind i, midt oppe i en samfundstilstand, som bød dem imod i længden, med hvor gode forsætter de saa overtog sine embeder, visnede deres aandelige interesser hen af mangel paa næring, og blev deres legemlige kultur slidt af dem i stadige controverser med en modvillig almue. Henvist til hinandens indbyrdes selskab for den tid, som blev dem levnet fra forretningerne og jordbruget, søgte de sammen paa landsens vis og erhvervede storbønders laster, mens de tabte sine egne dyder. Kun Orre alene var undkommet fra den almindelige fordærvelse, landkræmmeren, hvis familie var tørket ind ved generationers savn, og som stivede sig op med sukkervand og republikanske grundsætninger.
Den, som havde kræfter, kunde maaske staa i det, gjøre sit pligtmæssige arbeide og fylde sin stilling trods det, at han var nødt til at vælge mellem drik og spil og raa svir eller ørkesløs ensomhed og lærd pedanteri og ufrugtbar grublen over fortidens minder for de døgnets timer, som søvn og arbeide ikke slugte. Men en svag mand som hans fader — og han selv? — — —
Nei aldrig i evighed, svor Nicolai, vilde han lade sig binde til denne egn og blive dens offer! — Men om han nu giftede sig med Laurentze? Han var da ikke smedet fast her for det — — Gifte sig og betale gjæld, faa barn og gjøre gjæld, havde faderen ogsaa sagt, og det vilde nok blive vilkaarene for ham da. Embedsmand paa landsbygden maatte han prøve at blive; Laurentze passede ikke i bymæssige forhold. Og enten han blev bygdepave ved en fattigslig vestlandsfjord eller skulde slaas med oplandske storbønder, lige ilde blev det for ham. Det stakkels pigebarn, mumlede han, hun var dog for meget landlig uskyldighed. Han gad ikke forestille sig det, som egentlig fik ham til at grue for et samliv med hende. Han syntes synd paa hende, som muligens havde været saa sikker paa ham i aarevis.
Han plukkede ærgerlig græsstraa fra murkanten og bed i dem. Historien med Laurentze — var den forresten andet end taabelighed, som han ikke behøvede at tage sig nær af, naar han bare kom fri fra den? Hun vilde græde lidt og være lidt enfoldig ulykkelig, dersom han rømte fra det hele. Men det kunde dog ikke fordres af ham, at han skulde forspilde sin fremtid for en barndomsdrøm og for letsindig passiar en aftenstund i en have.
— — Bedst at rømme fra det hele, fra Laurentze, fra bygden, fra landet. Bryde sig bane som saa mange før ham, didop, hvor tilværelsen levedes skjønt og rigt, og kaste alle smaa bekymringer over bord. — Nei, det skulde ikke gaa ham som faderen og majoren og procuratoren og de andre her. Han maatte væk og det straks. Gudskelov, han havde penge til reisen til Kjøbenhavn, og kneb det, fik han laane i Christiania. Moderen og brødrene kunde han ikke være til nogen trøst nu, men dem skulde han visselig ikke glemme.
Han vilde pakke sit tøi, sige farvel til sin moder og lade en af tjenestgutterne kjøre sig til nærmeste skydsskifte, før faderen vaagnede —
Vindens raslen var døet hen i lønnens krone. Bag skogene i øst farvedes den sitrende luft af solens komme. Der gled et blaakoldt skjær over kirkens kalkede vægger, og høit over dens spir hang en ensom sky, hvis bræmmer allerede var tændt, og en tung, flammende glød brændte sig hurtig gjennem dens blygraa masse. Under aasene paa vestsiden laa fjorden, blikstille og grønlig. — Ensteds borte paa jorderne bryntes en ljaa, saa det ljomede. Nicolai kunde ikke se den fyruge kar; det var vel en, som vilde nytte tiden og slaa, mens græsset endnu var sprødt af natteduggen.
Et par timer senere kjørte en stolkjærre fra præstegaarden. I den solvarme morgen hvirvlede veiens støv op under hjulene. Paa sædet hos skydsgutten sad Nicolai. Han vendte sig og svingede hilsende med hatten til en sortklædt kvinde, som stod paa tunet og saa efter ham med tørre, forgræmmede øine.
Nicolai Lind kom ikke mere til bygden. Men omkring 1850 døde den adlede diplomat og geheimeraad Nicolai von Lind i en af de mindre tyske residensstæder. Han havde holdt ord og staaet moderen bi og understøttet sine brødre, skjønt han aldrig havde ladet dem kalde til sig. Han fik det eftermæle af dem, som kjendte ham bedst, at han var kommet frem i verden ikke ved overordentlige gaver og talenter, men ved jevn dygtighed, som stedse var at forlade sig paa, ved et smidigt og indsmigrende væsen, der røbede fin dannelse og megen smag, og fornemmelig ved et heldigt giftermaal med en holstensk comtesse. Han havde været en hjemløs eventyrer af den ufarligste og behageligste art. Han undgik at træffe landsmænd.