Iliaden/Møtet mellem Hektor og Andromake.
< Iliaden
SJETTE SANG.
MØTET MELLEM HEKTOR OG ANDROMAKE.
Guderne svandt fra akaiernes strid med troernes helter.
Kampene raste dog vildt over slagmarken frem og tilbake,
medens de møtte hverandre i strid med de malmhvasse lanser
midt mellem Simoeis' strøm og Ksantos' hvirvlende vande.
Først brøt Aias, akaiernes vern, hin Telamons ætling,
vei gjennem troernes hær, og vennerne bragte han redning;
ti han fik fældet en helt som var trakernes ypperste høvding,
Akamos, vældig og sterk, en søn av den gjæve Evsoros.
Først fik han ram paa hans hjelm med den flagrende hestehaars hjelmbusk
like i skjærmen. I panden han traf, og tvers gjennem benet
boret sig kobberets odd, og dødsmørket slørte hans øine.
Derefter fældte den høimælte helt Diomedes den kjække
Aksylos, Tevtras' søn, hvis hjem var det skjønne Arisbe.
Rik var manden paa kostelig gods og av mennesker elsket;
ti i sit hus ved den alfare vei var han gjestmild mot alle.
Dog der var ingen av disse som stillet sig frem for at verne
helten mot jammerfuld død. Diomedes fik fældet dem begge,
baade ham selv og hans væbner Kalesios, svenden som styrte
hestenes vælige spand. Nu styrtet de begge til jorden.
Men for Evryalos' spyd Ofeltios segnet og Dresos.
Derefter vog han Aisépos og Pedasos, brødre som nymfen
Abarbarea tilforn den gjæve Bukolion fødte.
Helten Bukolion selv var Laomedons søn, og den ældste
var han av høvdingens barn, men hans mor hadde født ham i dølgsmaal.
Dengang han vogtet paa vang sine faar, hos nymfen han hvilte.
Snart hun følte sig mor og fødte ham tvillinger kjække.
Dog, deres kraft blev brutt og de straalende lemmer blev lammet
nu av Mekistevs' søn, og han rev deres rustning av skuldre.
Drotten Astyalos faldt for den krigerske helt Polypoites;
men av Odyssevs blev dræpt Pidytes, en helt fra Perkote,
rammet av kobberets odd. Aretaon blev fældet av Tevkros.
Nestors søn Antilokos vog med den blinkende lanse
helten Ableros, og mændenes drot Agamemnon fik fældet
Elatos, drotten hvis hjem var i Pedasos, fjernt ved den klare
Satnioeis' bred; men Leitos støtte paa flugten
Fylakos ned. Evrypylos tok Melantios' rustning.
Men Menelaos, den høimælte drot, tok helten Adrastos
uskadt til fange; ti sky løp hestene hen over sletten
tørnende haardt mot en gren av en tæt tamarisk, saa de knækket
stangen for stridsvognens buede karm. Saa for de til byen,
dit hvor ogsaa de andre ustyrlige hester tok flugten.
Selv blev han slynget fra vognen og faldt paa sit ansigt i støvet
forover like ved hjulet; men Atrevs' søn Menelaos
skyndte sig hen til den faldne og svang sin vældige lanse.
Tryglende favnet Adrastos hans knæ og bad ham om naade:
«Spar mig Atrevs' søn, og ta mine skatte som løsning!
Meget og kostelig gods har min grundrike far i sit eie,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænket min far dig herlige gaver til gjengjæld,
hvis han fik spurt at du sparte mit liv ved akaiernes skibe.»
Bedende talte han saa og rørte hans hjerte i barmen.
Just vilde høvdingen byde sin svend at føre den fangne
hen til akaiernes snekker; men folkenes drot Agamemnon
skyndte sig ilsomt imot ham og refset ham haardt i sin tale:
«Aa Menelaos, min ven, hvor kan dog fiender vække
ynk i din sjæl? Forvisst i dit hjem har troerne øvet
priselig verk. Maatte ingen av dem kunne fly for den bratte
død for vor haand, nei ikke engang hvad en mor under hjerte
bærer av mandkjøn. Selv fostret maa dø! Ja maatte de alle
ryddes av Ilios ut, ujordet og synke i glemsel.»
Saaledes talte han myndig sin bror til rette og vendte
straks hans tanker og sind, og han støtte med haanden ifra sig
helten den gjæve Adrastos, og mændenes drot Agamemnon
gav ham i lysken et støt. Han faldt paa sin ryg, og Atreiden
satte sin hæl paa hans bryst og trak ut sin asketræs lanse.
Lydelig ropte nu Nestor til alle argeiernes stridsmænd:
«Venner, danaiske helter, I Ares' stridsvante svende!
Ingen av jer maa kaste sig grisk over byttet og dvæle
bakerst, for selv at bringe den rikeste vinding til leiren.
Nei, la os først slaa mændene ned, saa kan I jo siden
plyndre i ro og mak de fældedes rustning paa sletten.»
Saa han talte og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
jaget avsted paa feigeste flugt bak Ilions mure,
hvis ikke Hélenos, Priamos' søn, hin mester i sandsagn,
straks hadde skyndt sig med manende ord til Aineias og Hektor:
«Hør mig, Aineias og Hektor; ti troers og lykiers kampe
hviler jo tungest paa jer. I alt hvor det gjælder et tiltak,
er I de bedste av alle, i kamp og i kløktige planer.
Stans nu her! Gaa om overalt og sørg for at holde
folket tilbake ved porten, før atter de flyr og umandig
synker i kvindernes arme til spot for fienders skarer.
Men saasnart I har egget til kamp vor samlede fylking,
saa skal vi andre forsvare os her mot danaernes rækker,
selv om de trænger os haardt; ti vi drives av nøden den tunge.
Skynd dig saa, Hektor, til byen imens og tal med vor fælles
mor og byd at hun straks skal samle de høibaarne kvinder
hist paa vor kneisende borg ved den blaaøide Pallas' tempel.
Der skal hun aapne med nøklen den hellige tempelhals dører,
og paa den haarfagre Pallas' fang skal hun lægge som gave
ydmyg det slør som hun tykkes er størst og yndigst av alle,
det som hun høiest har skattet av dem som hun gjemmer i hallen.
Saa skal hun love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, saafremt hun vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder, og verne
Ilions hellige by mot Tydevs' søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Sterkest er han, tør jeg si, av alle akaier; ti aldrig
gruet vi saa selv ei for hin vældige høvding Akillevs,
han som skal ha, som man sier, til mor en gudinde; men denne
stormer som rasende frem, og i styrke er ingen hans like.»
Saa han talte, og Hektor, hans bror, tok raadet tilfølge.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for han om overalt gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Troerne vendte sig raskt og holdt stand mot akaiernes fylking,
medens akaierne vek og stanset med blodige manddrap.
Visselig trodde de nu at en gud fra den straalende himmel
netop var kommet til troernes hjælp. Saa kjækt de sig vendte.
Ropte da Hektor med rungende røst til troernes fylking:
«Modige troer, og I, vore hjælpere, navngjetne helter!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa de stormende kampe,
medens jeg stevner til Troja med bud til de graanede gubber
hjemme i raadet og til vore hustruer. Dem vil jeg byde
fromt at trygle om gudernes hjælp og love dem ofre.»
Saaledes talte den hjelmbuskvaiende Hektor og ilte
hastig avsted. Mot hans hals og mot anklerne tørnet den sorte
ytterste skindklædte rand som løp om det buklede malmskjold.
Glavkos, Hippolokos' søn, og Tydevs' søn Diomedes
stormet nu kamplystne frem mellem begge de kjæmpende hære.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
talte den høimælte helt Diomedes først til den anden:
«Hvem kan du være blandt menneskers barn, du mandige høvding?
Aldrig tilforn har jeg set dig i kamp, hvor hæderen vindes.
Nu har du vaaget dig frem langt forut for alle de andre,
dristig som faa, naar du trodser saa kjækt min vældige lanse.
Ve de arme forældre, hvis sønner tør møte min styrke!
Men hvis du er av guddommelig æt og er kommet fra himlen,
agter jeg ikke at stevne til kamp mot himmelske guder;
ti selv Dryas' søn, den vældige kjæmpe Lykurgos,
fik kun et kortvarig liv, da han stred mot de evige guder,
helten som jaget den rasende gud Dionysos' ammer
over Nyseïons hellige fjeld, saa de alle til jorden
kastet sin tyrsosstav; ti den mordlystne kjæmpe Lykurgos
slog dem med pigkjeppens brodd. Dionysos selv i sin rædsel
kastet sig ned i det bølgende hav, og Tetis' arme
favnet den skrækslagne gud; ti han skalv for den vældiges trusler,
Dog han var siden forhatt av de sorgløst levende guder.
Kronos' søn slog kjæmpen med blindhet. Ikke blev livet
længe ham undt, da han egget til hat de evige guder.
Nei, jeg fordrister mig ei til en kamp mot de salige guder.
Men er du dødelig mand og næres av markernes grøde,
kom mig da nær! des før skal du møte din skjæbne og falde.»
Da tok Hippolokos' straalende søn til orde og svarte:
«Tydevs' modige søn, hvi spør du mig om mine frænder?
Likesom trærnes vekslende løv er menneskers slegter.
Vindene hvirvler til jord de visnede blade; men skogen
klær sig i løv og blomster paany, naar det stunder mot vaaren.
Saaledes spirer en slegt av mænd, mens en anden maa visne.
Dog, hvis du ønsker besked, skal du faa den, saa du kan vite
alt om min slegt, og mange er de som kjender den nøie.
Inderst i Argos, det hestrike land, er byen Efyra.
Der var Sisyfos konge, den klokeste hersker som levde,
Sisyfos, Aiolos' søn, og han avlet en søn som het Glavkos.
Glavkos avlet en søn, den herlige Bellerofontes.
Ham gav guderne skjønhet og skjænket ham elskelig manddom.
Dog, kong Proitos la lumskelig raad mot helten og drev ham
bort fra hans land og hans folk; ti den mægtigste var han av alle
Argos' mænd, da Zevs hadde bøiet dem under hans scepter.
Proitos' viv, den skjønne Anteia, brændte av længsel
efter at vinde hans elskov i løn; men hun fik ikke daaret
helten saa ædel av sind, den krigerske Bellerofontes.
Derefter løi hun for kongen, sin mand, og talte til Proitos:
«Proitos, dø eller dræp den skamløse Bellerofontes,
han som med vold vilde ta mig i favn, da jeg verget min ære.»
Saa hun talte, og kongen blev vred over det som han hørte.
Dog, han vilde ei dræpe ham selv; ti han gruet for blodskyld.
Fjernt til Lykien sendte han ham med grufulde runer.
Ridsende mangt et dødssvangert tegn paa sammenlagt tavle
bød han ham vise dem frem til hans maag, saa han selv kunde dræpes.
Hen til Lykien drog han, og vernende guder gik med ham.
Men da han kom til Lykiens land og den strømmende Ksantos,
hædret det vidtstrakte Lykiens drot ham venlig og feiret
gjesten ni samfulde dage i træk. Ni okser han slagtet.
Men da for tiende gang den rosenfingrede Eos
skinnet i øst, da spurte han ham og bad ham at vise
tegnet han jo skulde bringe som bud fra hans svigersøn Proitos.
Men da han fik de dødssvangre tegn som hans maag hadde ridset,
bød han ham først at dræpe det grufulde udyr Kimaira.
Ei var hun runden av dødelig rot; men stammet fra guder,
fortil en løve, i midten en gjet og baktil en slange.
Frygtelig spydde hun flammende ild i vældige luer.
Utysket dræpte han modig i lit til gudernes varsler.
Derefter stred han i kamp mot solymernes navngjetne helter.
Det var den haardeste strid med mænd som han visste at nævne.
Tredjegang vog han i kamp amazonernes mandige skarer.
Da han kom hjem, hadde kongen paany lagt snarer for helten;
ti fra det vidtstrakte lykiske land lot han lægge de bedste
kjæmper i bakhold. De vendte dog ei til hjemmet tilbake.
Alle som en blev de dræpt av den herlige Bellerofontes.
Dog, da han skjønte tilsidst at helten var gudernes ætling,
holdt han sin gjest tilbake og gav ham sin datter til egte,
gav ham saa dertil av kongelig magt og hæder det halve.
Men av det lykiske folk fik helten til odel og eie
særskilt den herligste gaard med frodige marker og lunde.
Dronningen fødte sin mand, den krigerske Bellerofontes,
arvinger tre, Isandros, Hippolokos og som den tredje
Laodameia. Hos hende har Zevs den alvise hvilet.
Fødte hun da den malmklædte helt, den gjæve Sarpedon.
Dog, ogsaa han blev forhatt av samtlige guder og vanket
vildsomt og ene omkring paa den øde aleiske slette
naget av tærende tungsind, og menneskers stier han skydde.
Sønnen Isandros blev dræpt av Ares, den mordlystne krigsgud,
just som han kjæmpet i strid med solymernes navngjetne helter.
Artemis, møen med tøiler av guld, blev datterens bane.
Jeg er Hippolokos' søn; fra ham er jeg stolt av at stamme.
Selv har han sendt mig til Troja og faderlig lagt mig paa hjerte
altid at te mig som helt og hæve mig over de andre,
aldrig at volde min slegt nogen skam, de fædre som altid
pristes som gjævest av alle i Lykiens land og Efyra.
Dette er hele min slegt Deres blod er jeg stolt av at eie.»
Saa han talte, og glad blev den høimælte helt Diomedes,
ned i den mangenærende jord han støtte sin lanse.
Derefter talte han venlige ord til folkenes hyrde:
«Sandelig er du min gjesteven kjær fra fædrenes dage.
Oinevs har huset som gjest den herlige Bellerofontes
fordum og holdt ham paa tyvende dag tilbake paa borgen;
ja, og de skjænket hinanden de herligste gaver til avsked.
Oinevs gav ham et belte som skinnet i glødende purpur,
og en pokal av guld gav Bellerofontes til gjengjæld.
Hist paa min hjemlige borg fik den staa, da jeg gav mig paa færden.
Tydevs erindrer jeg ei. Han lot mig tilbake i hjemmet
endnu et barn, da akaiernes mænd maatte segne ved Teben.
Vel; men saa er jeg din gjesteven kjær derhjemme i Argos.
Du er i Lykien min, naar jeg gjester dig der i dit hjemland.
La os i tummelen sky at møte hinanden med lansen.
Selv har jeg troer og hjælpere nok at fælde i kampen,
dem som en gud mig under at naa paa føtterne rappe,
og for dig selv er der nok av akaiske mænd du kan dræpe.
Men la os nu bytte rustning, saa ogsaa de andre kan skjønne
grant at vi stolte fra fædrenes tid kan kalde os venner.»
Saaledes talte de to og hoppet saa begge fra vognen,
trykket hinanden i haand og lovet ubrødelig troskap.
Visselig røvet nu Zevs den forblindede Glavkos forstanden,
saasom han byttet med Tydevs' søn sine vaaben og mottok
kobber for guld, ni oksers værdi for hundrede oksers.
Men da nu Hektor var naadd til den skaiiske port og til eken,
sanket sig troernes døtre og hustruer om ham i klynge.
Ængstelig spurte de ham om sønner og brødre og frænder
og sine mænd. Da bad han dem en efter en om at trygle
guderne ydmygt om hjælp. Dog, sorg skulde times saa mange.
Derefter kom han til borgen, til Priamos' herlige kongsgaard,
bygget med svalgang av skinnende sten, og indenfor pranget
femti herlige kamre med vægger av straalende marmor,
opbygget nær ved hverandre paa rad. Der hvilte de gjæve
sønner av Priamos, hver hos sin ærbare viede hustru.
Men for hans døtre var reist, ret overfor disse mot gaarden,
høienloftskamrene tolv av skinnende marmor og bygget
nær ved hverandre paa rad. Der sov kong Priamos' gjæve
svigersønskare, enhver hos sin ærbare viede hustru.
Inde i forgaarden kom hans gavmilde mor ham imøte
ledende ind Laodike, den skjønneste blandt hendes døtre.
Fast hun grep og trykket hans haand og spurte ham kjærlig:
«Hvi er du kommet, min søn, fra de hidsige kampe paa valen?
Visselig trænger akaiernes folk, som jeg hater at nævne,
haardt vore mænd i kamp om vor by. Dit hjerte har higet
efter at komme og løfte mot Zevs dine hænder fra borgen.
Vent, mens jeg henter dig kvægende vin, saa først du kan bringe
offer til alfader Zevs og alle de evige guder.
Derefter kan du da læske dig selv med et styrkende bæger.
Vinen gir mangefold styrke og mod, naar manden er mødig,
slik som du selv er træt av at verne i kamp dine landsmænd.»
Derpaa tok helten, den hjelmbuskvaiende Hektor, til orde:
«Hent ikke kvægende vin, ærværdige mor; ti du kunde
svække min kraft og jeg selv kunde glemme mit mod og min styrke.
Ofre den funklende vin til Zevs med urene hænder
gruer jeg for; ti det sømmer sig ei at be til den høie
skysamler, Kronos' søn, for den som er blodig og smudsig.
Nei, du maa skynde dig hen til den herjende Pallas' tempel,
bringende røkelse med og fulgt av de høibaarne kvinder,
og paa den haarfagre guddoms fang skal du lægge som gave
ydmyg det slør som tykkes dig størst og yndigst av alle,
det som du høiest har skattet av dem som du gjemmer i hallen.
Saa maa du love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, om gudinden vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder og verne
Ilions hellige by mot Tydevs' søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Gaa da i hast til den byttesamlende Pallas' tempel.
Selv vil jeg ile til Paris og be ham at komme til kampen,
om han maaske vil høre mit ord. Aa, maatte dog jorden
sluke ham straks; til sorg har Olympos' hersker ham fostret
baade for troernes folk og for Priamos selv og hans sønner.
Dersom jeg maatte faa se at han snart fik vandre til Hades,
tror jeg forvisst at min sjæl vilde glemme den grufulde jammer.»
Saa han talte, og straks gik hun ind i hallen og kaldte
ind sine terner. Da samlet de straks de høibaarne kvinder
rundt i byen; men selv steg hun ned i det duftende kammer.
Der laa yndige mønstrede slør, sidoniske kvinders
kunstfulde verk som tilforn den gudskjønne helt Aleksandros
bragte fra Sidon paa vaagelig færd over storhavets vidder
førende Hélena med til sit hjem, den ætstore kvinde.
Ett av disse tok Hékabe med som skjænk til Atene,
det som var størst og virket med kunst i det deiligste mønster.
Ret som en stjerne det straalte og gjemtes paa bunden av kisten.
Derefter gik hun avsted, og talrike kvinder slog følge.
Men da de naadde til borgen, til Pallas' straalende tempel,
aapnedes tempelets hellige dør av den skjønne Teano,
Kissevs' datter, den gjæve Antenors ærværdige hustru;
ti av troernes folk var hun valgt til Atenes prestinde.
Jamrende løftet nu kvindernes flok sine hænder mot Pallas.
Derefter tok den skjønne Teano sløret, og ydmyg
la hun det ned paa Pallas' fang, den haarfagre guddoms.
Inderlig bad hun en bøn til den mægtige Alfaders datter:
«Høie Atene, vor hjembygds vern, du stolte gudinde!
Knæk Diomedes' spyd, og und os at selv han maa falde
hist ved den skaiiske port paa sit ansigt. Da skal vi ofre
her i dit hellige tempel tolv aarsgamle kvier som aldrig
dreves med pigkjeppen frem under aak, saasandt du vil ynkes
over vor by, over troernes barn og vernløse kvinder.»
Saaledes bad hun; men ei blev hun hørt av Pallas Atene.
Men medens kvinderne bad til den vældige Alfaders datter,
hadde den straalende Hektor naadd frem til Paris' skjønne
kneisende hus som han selv hadde reist med mestre som dengang
skattedes høiest for ypperlig kunst i det frugtbare Troja.
Høienloftskamre og hal og forgaard hadde de bygget
oppe paa borgen og nær ved Hektors og Priamos' bolig.
Ind gjennem porten gik Hektor, hin yndling av Zevs, og i haanden
bar han sin lanse med elleve alens skaft, og ytterst paa stangen
straalte en spydodd av malm, og om skaftet var fæstet en guldring.
Inde i kammeret fandt han sin bror. Sine herlige vaaben
prøvet han nøie, sin brynje, sit skjold og den krummede bue.
Hélena, kvinden fra Argos, som sat blandt de tjenende terner,
holdt dem til flittig at sysle med kunstfuld kvindelig gjerning.
Straks da Hektor fik se sin bror, tok han haanlig til orde:
«Kjære, det er ikke smukt at du nærer slikt nag i dit hjerte.
Kjæmpende rundt vor by og dens kneisende mure maa folket
segne i døden, og du har forskyldt at hærskrik og kampgny
raser om denne vor stad. Selv vilde du refse en anden,
dersom du saa at han viste sig feig i de grufulde kampe.
Op da, saa ikke vor by skal herjes av flammende luer!»
Derefter svarte igjen den straalende helt Aleksandros:
«Hektor, din haan er forskyldt; du refser mig ikke ubillig.
Ti vil jeg gi dig et svar. Læg du det paa sinde og hør mig:
Ikke saa meget av vrede og nag imot troiske landsmænd
sitter jeg her i mit kammer, men lammet av trykkende tungsind.
Nu har min hustru formant mig med venlige ord og har atter
egget mit mod til at stevne til kamp. Selv tykkes jeg ogsaa
nu at dette er bedst. Mellem stridsmænd veksler jo seiren.
Vent nu en stund, mens jeg aksler til kamp min krigerske rustning,
eller gaa foran, saa kommer jeg snart. Jeg tror jeg skal naa dig.»
Saa han talte. Den herlige Hektor svarte ham ikke.
Hélena vendte sig nu med venlige ord til sin svoger:
«Svoger av mig, jeg frække, som voldte jer vanheld og sorger.
Aa, hadde selvsamme dag som min mor hadde født mig til verden,
stormende vindbyger revet mig bort paa susende vinger
hen til et fjeld eller ned i de skummende bølger paa havet!
Da hadde bølgerne blit min grav, før dette var kommet.
Men siden guderne selv vilde volde mig al denne jammer,
burde jeg dog ha faat en ædlere mand til min husbond,
en som gav agt paa menneskers hat og sviende haansord.
Denne har ei i sit sind nogen manddom og fasthet, og aldrig
faar han det heller. Han høster vel snart, kan jeg tro, som han saadde.
Dog, træd indenfor, svoger, og sæt dig til hvile paa stolen.
Du er jo den som maa bære den bitreste kvide og bøte
haardest for al min skamløse færd og for Paris' brøde.
Os har Zevs git en sørgelig lod; ti de kommende slegter
vil gjennem tiderne synge om os sine spottende viser.»
Derefter svarte den høie, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Hélena, bed mig dog ei saa venlig at sitte. Jeg kan ei.
Alt forlængst staar hele min hu til at verne i kampen
troernes mænd, som savner mig saart, naar jeg ei er tilstede.
Faa du nu denne avsted, og selv maa han skynde sig ivrig
saa han kan træffe mig snart, mens jeg endnu er inde i byen;
ti jeg vil skynde mig hjem til mit hus for at se til min unge
elskede hustru, mit barn og alle derhjemme i huset.
Ja, for jeg vet jo ei visst om jeg atter skal vende tilbake,
eller om guderne vil jeg skal dø for akaiernes hænder.»
Saaledes talte den straalende helt og ilte mot hjemmet.
Snart var han fremme og kom til sit hus med de prægtige haller.
Dog han traf ei den skjønne Andromake hjemme i salen;
men med sin elskede søn og fulgt av en langsløret terne
stod hun i klage og hulkende graat paa vakttaarnets tinde.
Men da han ei kunde finde sin herlige hustru i hallen,
gik han paa terskelen frem og talte til ternernes skare:
«Hør mig I tjenende kvinder, og si mig den skjæreste sandhet:
Hvor gik Andromake hen, min straalende viv? Er hun vandret
hen til en langsløret søster av mig eller kjær svigerinde,
eller maaske til Pallas' tempel, der hvor de andre
haarfagre troiske kvinder formilder den barske gudinde?»
Da tok den ferme husholderske straks tilorde og svarte:
«Hektor, siden du kræver mig strengt til regnskap, saa gik hun
hverken avsted til en søster av dig eller kjær svigerinde,
eller til Pallas' hellige tempel, der hvor de andre
haarfagre troiske kvinder formilder den barske gudinde;
men hun har skyndt sig til Ilions taarn, da hun nylig fik høre
at vore troer var slaat og akaiernes overmagt vældig.
Nu har hun visselig naadd den kneisende mur; ti hun ilte
rent som i ørske, og ammen er med og bærer den lille.»
Saa hun talte; men Hektor gik raskt avsted fra sin bolig
atter den selvsamme vei igjennem de prægtige gater.
Men da han saa paa sin gang gjennem hjembyen naadde den høie
skaiiske port, hvor hans vei maatte gaa, naar han skulde til sletten,
ilte hans rikt velsignede viv Andromake kjærlig
helten i møte, den høibaarne drot Eëtions datter.
Fjernt ved skogrike Plakos' fot, i det plakiske Tebai
hørte Eëtion hjemme, kilikernes mægtige fyrste.
Hektor, den kobberpansrede helt, hadde vundet hans datter.
Nu kom hun ilende hen til sin mand, og ternen som fulgte,
bar ved sin duftende barm deres barn, den uskyldige lille,
Hektors bedaarende søn, som lignet en smilende stjerne.
Hektor kaldte ham selv Skamandrios; men av de andre
blev han Astyanaks kaldt; ti Hektor var Ilions forsvar.
Kjærlig han saa paa sin søn, og smilte i taushet til barnet.
Men Andromake traadte ham nær og med taarer i øiet
grep hun og trykket med ømhet hans haand og talte saa bønlig.
«Hektor du slemme! Dit mod blir din død. Du ynkes jo aldrig
over dit spæde, uskyldige barn og mig arme, som snarlig
vorder din enke; ti snart vil alle akaierne styrte
mot dig og volde din død. Aa, mister jeg dig, var det bedre
om jeg fik synke i muld; ti senere finder jeg aldrig
lindrende trøst eller haab, naar du har fundet din bane;
nei kun sorger. Ei far eller mor har jeg længer i live.
Dræpt blev vor elskede far av helten den stolte Akillevs
dengang han herjet kilikernes by med de kneisende porte,
Tebai den prægtige stad. Eëtion faldt for hans lanse.
Rustningen tok han dog ei; ti han gruet for det i sit hjerte.
Nei, men han brændte hans lik i den skinnende rustning og reiste
haug over høvdingens ben, og aigissvingerens døtre,
nymfer fra bjergene, plantet av alm en lund om hans gravhaug.
Og mine brødre, de syv som var født i de hjemlige haller,
vandret i følge paa selvsamme dag til Hades' bolig.
Alle blev dræpt av den fotrappe helt, den stolte Akillevs,
medens de vogtet de snehvite faar og de langsomme okser.
Ja, og min mor, som hersket saa vidt om det skogrike Plakos,
førte han voldelig bort med alt sit øvrige hærfang.
Dog, han gav hende fri mot herlige skatte som løsning;
men hun blev dræpt i sin fars palads av Artemis' piler.
Hektor, saa maa du da nu være far og mor for din hustru.
Du er min bror, og du er min elskede mandige husbond.
Ynkes da over mig nu og bli her oppe paa taarnet.
Gjør ei din søn til et faderløst barn og din hustru til enke.
Stil dine mænd ved fikenen hist, hvor fienden lettest
trænger sig ind i vor by og hvor murene lettest kan stormes.
Treganger fristet tilforn de tapreste helter at storme.
Begge Aianterne kom i drotten Idomenevs' følge,
likesaa Atrevs' sønner og Tydevs' søn Diomedes,
enten de fulgte et vink av en som er kyndig i varsler,
eller de egges og drives avsted av sin rasende kamplyst.»
Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Alt hvad du sa, min elskede, tænker jeg selv; men jeg blyges
saare for troernes mænd og for troernes langslørte kvinder,
dersom jeg nu skulde flygte fra kamp som en skjælvende usling.
Nei, til slikt staar ikke min hu; ti jeg lærte at kjæmpe
altid som tapreste helt i troernes forreste rækker,
vernende stedse vort glimrende ry, min fars og mit eget.
Dog, jeg føler og vet det saa vel i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag, da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv og Priamos' stridsmænd.
Dog, jeg gruer ei saa for troernes kommende jammer
eller for Hékabe selv og for Priamos, drotten i Troja
eller for alle de mange og herlige brødre som alle
engang skal segne i støvet for grusomme fienders vaaben,
som jeg maa ængstes for dig, naar omsider en malmklædt danaer
fører dig graatende bort og røver dig frihetens dage.
Da maa du staa ved din væv for en kvinde i Argos og bære
vand fra Messeïs' rislende bæk eller fra Hypereia,
meget imot din lyst, men tvunget av nøden den haarde.
Mange vil visselig si, naar de ser at du svømmer i taarer:
«Denne var Hektors viv. Blandt troiske kjæmper paa stridsvogn
var han den tapreste helt da de kjæmpet om Ilions mure.»
Saa vil de mangengang si, og din kummer blir ny, naar du længter
efter saa tapper en mand til at fri dig fra trældommens dage.
Maatte jeg da være død og gjemmes forlængst under mulde
førend jeg ser at de slæper dig bort, og hører dit angstrop.»
Saa hadde Hektor talt, og han rakte sig frem efter sønnen.
Skrikende klynget den lille sig ind til sin amme og gjemte
ansigtet ved hendes barm, av gru for sin far; ti han frygtet
kobberets blændende glans og den vaiende hestehaars hjelmbusk
nu da han saa den nikke saa barskt der oppe fra hjelmen.
Baade den kjærlige far og den værdige mor maatte smile.
Straks tok Hektor, den straalende helt, fra sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og la den ned paa den nærende jordbund.
Derefter kysset han sønnen og vugget ham paa sine arme,
bad saa en bøn til Zevs og alle de evige guder:
«Zevs, og alle I guder! aa und mig at denne min lille
elskede søn maatte bli som jeg selv, den første blandt troer,
likesaa kraftig og sterk og herske med vælde i Troja,
Maatte det engang bli sagt: «Ja sandelig! denne er større
helt end sin far,» naar han kommer fra kamp med sin fældede uvens
blodige rustning, og maatte hans mor bli glad i sit hjerte.»
Saa han talte og la sin søn i hustruens arme.
Ind til sin duftende barm hun trykket den lille saa kjærlig,
smilende blidt gjennem taarer. Da ynkedes saart hendes husbond.
Klappende ømt sin hustru paa kind tok han kjærlig til orde:
«Elskede, føl ikke sorgen saa trykkende tungt i dit hjerte.
Ikke skal nogen mot skjæbnen faa sendt mig til Hades' bolig;
men jeg tør si at aldrig en mand har flydd for sin skjæbne,
ingen som fødtes paa jord, hverken herligste helt eller niding.
Skynd dig tilbake til hjemmet og gaa til din daglige syssel.
Sæt dig til væv eller ten og la dine tjenestekvinder
gaa til sin huslige gjerning. Vi mænd skal tænke paa kampen
alle som en, men mest jeg selv blandt Ilions sønner.»
Saaledes talte den straalende helt og løftet fra jorden
hjelmen med hestehaars busk; men hustruen vandret mot hjemmet.
Ofte hun vendte sig om, og taarerne strømmet saa stride.
Snart var hun fremme og kom til den heltedræpende Hektors
skjønne palads, og inde i kamrene traf hun de mange
trofaste terner, og klage og graat hun vakte hos alle.
Kvinderne graat i hans hjem over Hektor som end var i live,
saasom de trodde han ei skulde komme tilbake fra kampen
frelst fra akaiiske fienders vold og kraftige hænder.
Paris forblev ei længe i ro i sit høienloftskammer;
men da han først hadde akslet sin herlige rustning av kobber,
ilte han stolt gjennem byen i lit til de hurtige føtter.
Likesom hingsten som æter sit byg fra krybben i stalden,
sliter sit baand og stormer i dundrende trav over sletten
vant til det kjølende bad i de speilklare vande i elven —
— Stolt den løfter sit hode og kaster med nakken. I løpet
vifter om bogen den flagrende man, og kry av sin skjønhet
farer den let paa foten til hestenes velkjendte beiter —
Slik for Priamos' søn Aleksandros stolt i sin rustning
ned ifra borgen i glitrende glans som et straalende solglimt.
Høit han jublet, og føtterne bar ham let, saa han snarlig
naadde den herlige Hektor, sin bror, da han just skulde haste
bort fra det sted hvor han nys hadde talt saa ømt med sin hustru.
Først tok den straalende helt Aleksandros tilorde og mælte:
«Elskede bror, forvisst har jeg sinket din hast og har nølet
hjemme for længe. Jeg kom ikke frem i betids, som du bød mig.»
Derefter svarte igjen den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Kjære, tilvisse kan ei nogen mand som vil være retfærdig,
laste din færd i en kamp; ti du eier de herligste kræfter.
Dog, du er slap, og ingenting vil du; men i mit hjerte
føler jeg nagende sorg, naar jeg hører dig haanet av alle
troernes kjæmpende mænd, som døier saa meget for din skyld.
Kom, la os gaa. Den sak kan vi efterpaa broderlig drøfte,
dersom da Zevs os under at sætte i hjemlige haller
frihetens bolle paa bord som skjænk til de evige guder,
naar vi har jaget fra Troja akaiernes malmklædte skarer.»
Kampene raste dog vildt over slagmarken frem og tilbake,
medens de møtte hverandre i strid med de malmhvasse lanser
midt mellem Simoeis' strøm og Ksantos' hvirvlende vande.
Først brøt Aias, akaiernes vern, hin Telamons ætling,
vei gjennem troernes hær, og vennerne bragte han redning;
ti han fik fældet en helt som var trakernes ypperste høvding,
Akamos, vældig og sterk, en søn av den gjæve Evsoros.
Først fik han ram paa hans hjelm med den flagrende hestehaars hjelmbusk
like i skjærmen. I panden han traf, og tvers gjennem benet
boret sig kobberets odd, og dødsmørket slørte hans øine.
Derefter fældte den høimælte helt Diomedes den kjække
Aksylos, Tevtras' søn, hvis hjem var det skjønne Arisbe.
Rik var manden paa kostelig gods og av mennesker elsket;
ti i sit hus ved den alfare vei var han gjestmild mot alle.
Dog der var ingen av disse som stillet sig frem for at verne
helten mot jammerfuld død. Diomedes fik fældet dem begge,
baade ham selv og hans væbner Kalesios, svenden som styrte
hestenes vælige spand. Nu styrtet de begge til jorden.
Men for Evryalos' spyd Ofeltios segnet og Dresos.
Derefter vog han Aisépos og Pedasos, brødre som nymfen
Abarbarea tilforn den gjæve Bukolion fødte.
Helten Bukolion selv var Laomedons søn, og den ældste
var han av høvdingens barn, men hans mor hadde født ham i dølgsmaal.
Dengang han vogtet paa vang sine faar, hos nymfen han hvilte.
Snart hun følte sig mor og fødte ham tvillinger kjække.
Dog, deres kraft blev brutt og de straalende lemmer blev lammet
nu av Mekistevs' søn, og han rev deres rustning av skuldre.
Drotten Astyalos faldt for den krigerske helt Polypoites;
men av Odyssevs blev dræpt Pidytes, en helt fra Perkote,
rammet av kobberets odd. Aretaon blev fældet av Tevkros.
Nestors søn Antilokos vog med den blinkende lanse
helten Ableros, og mændenes drot Agamemnon fik fældet
Elatos, drotten hvis hjem var i Pedasos, fjernt ved den klare
Satnioeis' bred; men Leitos støtte paa flugten
Fylakos ned. Evrypylos tok Melantios' rustning.
Men Menelaos, den høimælte drot, tok helten Adrastos
uskadt til fange; ti sky løp hestene hen over sletten
tørnende haardt mot en gren av en tæt tamarisk, saa de knækket
stangen for stridsvognens buede karm. Saa for de til byen,
dit hvor ogsaa de andre ustyrlige hester tok flugten.
Selv blev han slynget fra vognen og faldt paa sit ansigt i støvet
forover like ved hjulet; men Atrevs' søn Menelaos
skyndte sig hen til den faldne og svang sin vældige lanse.
Tryglende favnet Adrastos hans knæ og bad ham om naade:
«Spar mig Atrevs' søn, og ta mine skatte som løsning!
Meget og kostelig gods har min grundrike far i sit eie,
kobber og guld og jern, som smedene kunstfærdig hamret.
Visselig skjænket min far dig herlige gaver til gjengjæld,
hvis han fik spurt at du sparte mit liv ved akaiernes skibe.»
Bedende talte han saa og rørte hans hjerte i barmen.
Just vilde høvdingen byde sin svend at føre den fangne
hen til akaiernes snekker; men folkenes drot Agamemnon
skyndte sig ilsomt imot ham og refset ham haardt i sin tale:
«Aa Menelaos, min ven, hvor kan dog fiender vække
ynk i din sjæl? Forvisst i dit hjem har troerne øvet
priselig verk. Maatte ingen av dem kunne fly for den bratte
død for vor haand, nei ikke engang hvad en mor under hjerte
bærer av mandkjøn. Selv fostret maa dø! Ja maatte de alle
ryddes av Ilios ut, ujordet og synke i glemsel.»
Saaledes talte han myndig sin bror til rette og vendte
straks hans tanker og sind, og han støtte med haanden ifra sig
helten den gjæve Adrastos, og mændenes drot Agamemnon
gav ham i lysken et støt. Han faldt paa sin ryg, og Atreiden
satte sin hæl paa hans bryst og trak ut sin asketræs lanse.
Lydelig ropte nu Nestor til alle argeiernes stridsmænd:
«Venner, danaiske helter, I Ares' stridsvante svende!
Ingen av jer maa kaste sig grisk over byttet og dvæle
bakerst, for selv at bringe den rikeste vinding til leiren.
Nei, la os først slaa mændene ned, saa kan I jo siden
plyndre i ro og mak de fældedes rustning paa sletten.»
Saa han talte og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
jaget avsted paa feigeste flugt bak Ilions mure,
hvis ikke Hélenos, Priamos' søn, hin mester i sandsagn,
straks hadde skyndt sig med manende ord til Aineias og Hektor:
«Hør mig, Aineias og Hektor; ti troers og lykiers kampe
hviler jo tungest paa jer. I alt hvor det gjælder et tiltak,
er I de bedste av alle, i kamp og i kløktige planer.
Stans nu her! Gaa om overalt og sørg for at holde
folket tilbake ved porten, før atter de flyr og umandig
synker i kvindernes arme til spot for fienders skarer.
Men saasnart I har egget til kamp vor samlede fylking,
saa skal vi andre forsvare os her mot danaernes rækker,
selv om de trænger os haardt; ti vi drives av nøden den tunge.
Skynd dig saa, Hektor, til byen imens og tal med vor fælles
mor og byd at hun straks skal samle de høibaarne kvinder
hist paa vor kneisende borg ved den blaaøide Pallas' tempel.
Der skal hun aapne med nøklen den hellige tempelhals dører,
og paa den haarfagre Pallas' fang skal hun lægge som gave
ydmyg det slør som hun tykkes er størst og yndigst av alle,
det som hun høiest har skattet av dem som hun gjemmer i hallen.
Saa skal hun love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, saafremt hun vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder, og verne
Ilions hellige by mot Tydevs' søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Sterkest er han, tør jeg si, av alle akaier; ti aldrig
gruet vi saa selv ei for hin vældige høvding Akillevs,
han som skal ha, som man sier, til mor en gudinde; men denne
stormer som rasende frem, og i styrke er ingen hans like.»
Saa han talte, og Hektor, hans bror, tok raadet tilfølge.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for han om overalt gjennem hæren,
eggende alle til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Troerne vendte sig raskt og holdt stand mot akaiernes fylking,
medens akaierne vek og stanset med blodige manddrap.
Visselig trodde de nu at en gud fra den straalende himmel
netop var kommet til troernes hjælp. Saa kjækt de sig vendte.
Ropte da Hektor med rungende røst til troernes fylking:
«Modige troer, og I, vore hjælpere, navngjetne helter!
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa de stormende kampe,
medens jeg stevner til Troja med bud til de graanede gubber
hjemme i raadet og til vore hustruer. Dem vil jeg byde
fromt at trygle om gudernes hjælp og love dem ofre.»
Saaledes talte den hjelmbuskvaiende Hektor og ilte
hastig avsted. Mot hans hals og mot anklerne tørnet den sorte
ytterste skindklædte rand som løp om det buklede malmskjold.
Glavkos, Hippolokos' søn, og Tydevs' søn Diomedes
stormet nu kamplystne frem mellem begge de kjæmpende hære.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
talte den høimælte helt Diomedes først til den anden:
«Hvem kan du være blandt menneskers barn, du mandige høvding?
Aldrig tilforn har jeg set dig i kamp, hvor hæderen vindes.
Nu har du vaaget dig frem langt forut for alle de andre,
dristig som faa, naar du trodser saa kjækt min vældige lanse.
Ve de arme forældre, hvis sønner tør møte min styrke!
Men hvis du er av guddommelig æt og er kommet fra himlen,
agter jeg ikke at stevne til kamp mot himmelske guder;
ti selv Dryas' søn, den vældige kjæmpe Lykurgos,
fik kun et kortvarig liv, da han stred mot de evige guder,
helten som jaget den rasende gud Dionysos' ammer
over Nyseïons hellige fjeld, saa de alle til jorden
kastet sin tyrsosstav; ti den mordlystne kjæmpe Lykurgos
slog dem med pigkjeppens brodd. Dionysos selv i sin rædsel
kastet sig ned i det bølgende hav, og Tetis' arme
favnet den skrækslagne gud; ti han skalv for den vældiges trusler,
Dog han var siden forhatt av de sorgløst levende guder.
Kronos' søn slog kjæmpen med blindhet. Ikke blev livet
længe ham undt, da han egget til hat de evige guder.
Nei, jeg fordrister mig ei til en kamp mot de salige guder.
Men er du dødelig mand og næres av markernes grøde,
kom mig da nær! des før skal du møte din skjæbne og falde.»
Da tok Hippolokos' straalende søn til orde og svarte:
«Tydevs' modige søn, hvi spør du mig om mine frænder?
Likesom trærnes vekslende løv er menneskers slegter.
Vindene hvirvler til jord de visnede blade; men skogen
klær sig i løv og blomster paany, naar det stunder mot vaaren.
Saaledes spirer en slegt av mænd, mens en anden maa visne.
Dog, hvis du ønsker besked, skal du faa den, saa du kan vite
alt om min slegt, og mange er de som kjender den nøie.
Inderst i Argos, det hestrike land, er byen Efyra.
Der var Sisyfos konge, den klokeste hersker som levde,
Sisyfos, Aiolos' søn, og han avlet en søn som het Glavkos.
Glavkos avlet en søn, den herlige Bellerofontes.
Ham gav guderne skjønhet og skjænket ham elskelig manddom.
Dog, kong Proitos la lumskelig raad mot helten og drev ham
bort fra hans land og hans folk; ti den mægtigste var han av alle
Argos' mænd, da Zevs hadde bøiet dem under hans scepter.
Proitos' viv, den skjønne Anteia, brændte av længsel
efter at vinde hans elskov i løn; men hun fik ikke daaret
helten saa ædel av sind, den krigerske Bellerofontes.
Derefter løi hun for kongen, sin mand, og talte til Proitos:
«Proitos, dø eller dræp den skamløse Bellerofontes,
han som med vold vilde ta mig i favn, da jeg verget min ære.»
Saa hun talte, og kongen blev vred over det som han hørte.
Dog, han vilde ei dræpe ham selv; ti han gruet for blodskyld.
Fjernt til Lykien sendte han ham med grufulde runer.
Ridsende mangt et dødssvangert tegn paa sammenlagt tavle
bød han ham vise dem frem til hans maag, saa han selv kunde dræpes.
Hen til Lykien drog han, og vernende guder gik med ham.
Men da han kom til Lykiens land og den strømmende Ksantos,
hædret det vidtstrakte Lykiens drot ham venlig og feiret
gjesten ni samfulde dage i træk. Ni okser han slagtet.
Men da for tiende gang den rosenfingrede Eos
skinnet i øst, da spurte han ham og bad ham at vise
tegnet han jo skulde bringe som bud fra hans svigersøn Proitos.
Men da han fik de dødssvangre tegn som hans maag hadde ridset,
bød han ham først at dræpe det grufulde udyr Kimaira.
Ei var hun runden av dødelig rot; men stammet fra guder,
fortil en løve, i midten en gjet og baktil en slange.
Frygtelig spydde hun flammende ild i vældige luer.
Utysket dræpte han modig i lit til gudernes varsler.
Derefter stred han i kamp mot solymernes navngjetne helter.
Det var den haardeste strid med mænd som han visste at nævne.
Tredjegang vog han i kamp amazonernes mandige skarer.
Da han kom hjem, hadde kongen paany lagt snarer for helten;
ti fra det vidtstrakte lykiske land lot han lægge de bedste
kjæmper i bakhold. De vendte dog ei til hjemmet tilbake.
Alle som en blev de dræpt av den herlige Bellerofontes.
Dog, da han skjønte tilsidst at helten var gudernes ætling,
holdt han sin gjest tilbake og gav ham sin datter til egte,
gav ham saa dertil av kongelig magt og hæder det halve.
Men av det lykiske folk fik helten til odel og eie
særskilt den herligste gaard med frodige marker og lunde.
Dronningen fødte sin mand, den krigerske Bellerofontes,
arvinger tre, Isandros, Hippolokos og som den tredje
Laodameia. Hos hende har Zevs den alvise hvilet.
Fødte hun da den malmklædte helt, den gjæve Sarpedon.
Dog, ogsaa han blev forhatt av samtlige guder og vanket
vildsomt og ene omkring paa den øde aleiske slette
naget av tærende tungsind, og menneskers stier han skydde.
Sønnen Isandros blev dræpt av Ares, den mordlystne krigsgud,
just som han kjæmpet i strid med solymernes navngjetne helter.
Artemis, møen med tøiler av guld, blev datterens bane.
Jeg er Hippolokos' søn; fra ham er jeg stolt av at stamme.
Selv har han sendt mig til Troja og faderlig lagt mig paa hjerte
altid at te mig som helt og hæve mig over de andre,
aldrig at volde min slegt nogen skam, de fædre som altid
pristes som gjævest av alle i Lykiens land og Efyra.
Dette er hele min slegt Deres blod er jeg stolt av at eie.»
Saa han talte, og glad blev den høimælte helt Diomedes,
ned i den mangenærende jord han støtte sin lanse.
Derefter talte han venlige ord til folkenes hyrde:
«Sandelig er du min gjesteven kjær fra fædrenes dage.
Oinevs har huset som gjest den herlige Bellerofontes
fordum og holdt ham paa tyvende dag tilbake paa borgen;
ja, og de skjænket hinanden de herligste gaver til avsked.
Oinevs gav ham et belte som skinnet i glødende purpur,
og en pokal av guld gav Bellerofontes til gjengjæld.
Hist paa min hjemlige borg fik den staa, da jeg gav mig paa færden.
Tydevs erindrer jeg ei. Han lot mig tilbake i hjemmet
endnu et barn, da akaiernes mænd maatte segne ved Teben.
Vel; men saa er jeg din gjesteven kjær derhjemme i Argos.
Du er i Lykien min, naar jeg gjester dig der i dit hjemland.
La os i tummelen sky at møte hinanden med lansen.
Selv har jeg troer og hjælpere nok at fælde i kampen,
dem som en gud mig under at naa paa føtterne rappe,
og for dig selv er der nok av akaiske mænd du kan dræpe.
Men la os nu bytte rustning, saa ogsaa de andre kan skjønne
grant at vi stolte fra fædrenes tid kan kalde os venner.»
Saaledes talte de to og hoppet saa begge fra vognen,
trykket hinanden i haand og lovet ubrødelig troskap.
Visselig røvet nu Zevs den forblindede Glavkos forstanden,
saasom han byttet med Tydevs' søn sine vaaben og mottok
kobber for guld, ni oksers værdi for hundrede oksers.
Men da nu Hektor var naadd til den skaiiske port og til eken,
sanket sig troernes døtre og hustruer om ham i klynge.
Ængstelig spurte de ham om sønner og brødre og frænder
og sine mænd. Da bad han dem en efter en om at trygle
guderne ydmygt om hjælp. Dog, sorg skulde times saa mange.
Derefter kom han til borgen, til Priamos' herlige kongsgaard,
bygget med svalgang av skinnende sten, og indenfor pranget
femti herlige kamre med vægger av straalende marmor,
opbygget nær ved hverandre paa rad. Der hvilte de gjæve
sønner av Priamos, hver hos sin ærbare viede hustru.
Men for hans døtre var reist, ret overfor disse mot gaarden,
høienloftskamrene tolv av skinnende marmor og bygget
nær ved hverandre paa rad. Der sov kong Priamos' gjæve
svigersønskare, enhver hos sin ærbare viede hustru.
Inde i forgaarden kom hans gavmilde mor ham imøte
ledende ind Laodike, den skjønneste blandt hendes døtre.
Fast hun grep og trykket hans haand og spurte ham kjærlig:
«Hvi er du kommet, min søn, fra de hidsige kampe paa valen?
Visselig trænger akaiernes folk, som jeg hater at nævne,
haardt vore mænd i kamp om vor by. Dit hjerte har higet
efter at komme og løfte mot Zevs dine hænder fra borgen.
Vent, mens jeg henter dig kvægende vin, saa først du kan bringe
offer til alfader Zevs og alle de evige guder.
Derefter kan du da læske dig selv med et styrkende bæger.
Vinen gir mangefold styrke og mod, naar manden er mødig,
slik som du selv er træt av at verne i kamp dine landsmænd.»
Derpaa tok helten, den hjelmbuskvaiende Hektor, til orde:
«Hent ikke kvægende vin, ærværdige mor; ti du kunde
svække min kraft og jeg selv kunde glemme mit mod og min styrke.
Ofre den funklende vin til Zevs med urene hænder
gruer jeg for; ti det sømmer sig ei at be til den høie
skysamler, Kronos' søn, for den som er blodig og smudsig.
Nei, du maa skynde dig hen til den herjende Pallas' tempel,
bringende røkelse med og fulgt av de høibaarne kvinder,
og paa den haarfagre guddoms fang skal du lægge som gave
ydmyg det slør som tykkes dig størst og yndigst av alle,
det som du høiest har skattet av dem som du gjemmer i hallen.
Saa maa du love tillike at bringe i templet som offer
tolv utæmmede aarsgamle kjør, om gudinden vil ynkes
over vor by, over troernes barn og kvinder og verne
Ilions hellige by mot Tydevs' søn, mot den barske
lansesvingende helt, hin kjæmpe som slaar os med rædsel.
Gaa da i hast til den byttesamlende Pallas' tempel.
Selv vil jeg ile til Paris og be ham at komme til kampen,
om han maaske vil høre mit ord. Aa, maatte dog jorden
sluke ham straks; til sorg har Olympos' hersker ham fostret
baade for troernes folk og for Priamos selv og hans sønner.
Dersom jeg maatte faa se at han snart fik vandre til Hades,
tror jeg forvisst at min sjæl vilde glemme den grufulde jammer.»
Saa han talte, og straks gik hun ind i hallen og kaldte
ind sine terner. Da samlet de straks de høibaarne kvinder
rundt i byen; men selv steg hun ned i det duftende kammer.
Der laa yndige mønstrede slør, sidoniske kvinders
kunstfulde verk som tilforn den gudskjønne helt Aleksandros
bragte fra Sidon paa vaagelig færd over storhavets vidder
førende Hélena med til sit hjem, den ætstore kvinde.
Ett av disse tok Hékabe med som skjænk til Atene,
det som var størst og virket med kunst i det deiligste mønster.
Ret som en stjerne det straalte og gjemtes paa bunden av kisten.
Derefter gik hun avsted, og talrike kvinder slog følge.
Men da de naadde til borgen, til Pallas' straalende tempel,
aapnedes tempelets hellige dør av den skjønne Teano,
Kissevs' datter, den gjæve Antenors ærværdige hustru;
ti av troernes folk var hun valgt til Atenes prestinde.
Jamrende løftet nu kvindernes flok sine hænder mot Pallas.
Derefter tok den skjønne Teano sløret, og ydmyg
la hun det ned paa Pallas' fang, den haarfagre guddoms.
Inderlig bad hun en bøn til den mægtige Alfaders datter:
«Høie Atene, vor hjembygds vern, du stolte gudinde!
Knæk Diomedes' spyd, og und os at selv han maa falde
hist ved den skaiiske port paa sit ansigt. Da skal vi ofre
her i dit hellige tempel tolv aarsgamle kvier som aldrig
dreves med pigkjeppen frem under aak, saasandt du vil ynkes
over vor by, over troernes barn og vernløse kvinder.»
Saaledes bad hun; men ei blev hun hørt av Pallas Atene.
Men medens kvinderne bad til den vældige Alfaders datter,
hadde den straalende Hektor naadd frem til Paris' skjønne
kneisende hus som han selv hadde reist med mestre som dengang
skattedes høiest for ypperlig kunst i det frugtbare Troja.
Høienloftskamre og hal og forgaard hadde de bygget
oppe paa borgen og nær ved Hektors og Priamos' bolig.
Ind gjennem porten gik Hektor, hin yndling av Zevs, og i haanden
bar han sin lanse med elleve alens skaft, og ytterst paa stangen
straalte en spydodd av malm, og om skaftet var fæstet en guldring.
Inde i kammeret fandt han sin bror. Sine herlige vaaben
prøvet han nøie, sin brynje, sit skjold og den krummede bue.
Hélena, kvinden fra Argos, som sat blandt de tjenende terner,
holdt dem til flittig at sysle med kunstfuld kvindelig gjerning.
Straks da Hektor fik se sin bror, tok han haanlig til orde:
«Kjære, det er ikke smukt at du nærer slikt nag i dit hjerte.
Kjæmpende rundt vor by og dens kneisende mure maa folket
segne i døden, og du har forskyldt at hærskrik og kampgny
raser om denne vor stad. Selv vilde du refse en anden,
dersom du saa at han viste sig feig i de grufulde kampe.
Op da, saa ikke vor by skal herjes av flammende luer!»
Derefter svarte igjen den straalende helt Aleksandros:
«Hektor, din haan er forskyldt; du refser mig ikke ubillig.
Ti vil jeg gi dig et svar. Læg du det paa sinde og hør mig:
Ikke saa meget av vrede og nag imot troiske landsmænd
sitter jeg her i mit kammer, men lammet av trykkende tungsind.
Nu har min hustru formant mig med venlige ord og har atter
egget mit mod til at stevne til kamp. Selv tykkes jeg ogsaa
nu at dette er bedst. Mellem stridsmænd veksler jo seiren.
Vent nu en stund, mens jeg aksler til kamp min krigerske rustning,
eller gaa foran, saa kommer jeg snart. Jeg tror jeg skal naa dig.»
Saa han talte. Den herlige Hektor svarte ham ikke.
Hélena vendte sig nu med venlige ord til sin svoger:
«Svoger av mig, jeg frække, som voldte jer vanheld og sorger.
Aa, hadde selvsamme dag som min mor hadde født mig til verden,
stormende vindbyger revet mig bort paa susende vinger
hen til et fjeld eller ned i de skummende bølger paa havet!
Da hadde bølgerne blit min grav, før dette var kommet.
Men siden guderne selv vilde volde mig al denne jammer,
burde jeg dog ha faat en ædlere mand til min husbond,
en som gav agt paa menneskers hat og sviende haansord.
Denne har ei i sit sind nogen manddom og fasthet, og aldrig
faar han det heller. Han høster vel snart, kan jeg tro, som han saadde.
Dog, træd indenfor, svoger, og sæt dig til hvile paa stolen.
Du er jo den som maa bære den bitreste kvide og bøte
haardest for al min skamløse færd og for Paris' brøde.
Os har Zevs git en sørgelig lod; ti de kommende slegter
vil gjennem tiderne synge om os sine spottende viser.»
Derefter svarte den høie, den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Hélena, bed mig dog ei saa venlig at sitte. Jeg kan ei.
Alt forlængst staar hele min hu til at verne i kampen
troernes mænd, som savner mig saart, naar jeg ei er tilstede.
Faa du nu denne avsted, og selv maa han skynde sig ivrig
saa han kan træffe mig snart, mens jeg endnu er inde i byen;
ti jeg vil skynde mig hjem til mit hus for at se til min unge
elskede hustru, mit barn og alle derhjemme i huset.
Ja, for jeg vet jo ei visst om jeg atter skal vende tilbake,
eller om guderne vil jeg skal dø for akaiernes hænder.»
Saaledes talte den straalende helt og ilte mot hjemmet.
Snart var han fremme og kom til sit hus med de prægtige haller.
Dog han traf ei den skjønne Andromake hjemme i salen;
men med sin elskede søn og fulgt av en langsløret terne
stod hun i klage og hulkende graat paa vakttaarnets tinde.
Men da han ei kunde finde sin herlige hustru i hallen,
gik han paa terskelen frem og talte til ternernes skare:
«Hør mig I tjenende kvinder, og si mig den skjæreste sandhet:
Hvor gik Andromake hen, min straalende viv? Er hun vandret
hen til en langsløret søster av mig eller kjær svigerinde,
eller maaske til Pallas' tempel, der hvor de andre
haarfagre troiske kvinder formilder den barske gudinde?»
Da tok den ferme husholderske straks tilorde og svarte:
«Hektor, siden du kræver mig strengt til regnskap, saa gik hun
hverken avsted til en søster av dig eller kjær svigerinde,
eller til Pallas' hellige tempel, der hvor de andre
haarfagre troiske kvinder formilder den barske gudinde;
men hun har skyndt sig til Ilions taarn, da hun nylig fik høre
at vore troer var slaat og akaiernes overmagt vældig.
Nu har hun visselig naadd den kneisende mur; ti hun ilte
rent som i ørske, og ammen er med og bærer den lille.»
Saa hun talte; men Hektor gik raskt avsted fra sin bolig
atter den selvsamme vei igjennem de prægtige gater.
Men da han saa paa sin gang gjennem hjembyen naadde den høie
skaiiske port, hvor hans vei maatte gaa, naar han skulde til sletten,
ilte hans rikt velsignede viv Andromake kjærlig
helten i møte, den høibaarne drot Eëtions datter.
Fjernt ved skogrike Plakos' fot, i det plakiske Tebai
hørte Eëtion hjemme, kilikernes mægtige fyrste.
Hektor, den kobberpansrede helt, hadde vundet hans datter.
Nu kom hun ilende hen til sin mand, og ternen som fulgte,
bar ved sin duftende barm deres barn, den uskyldige lille,
Hektors bedaarende søn, som lignet en smilende stjerne.
Hektor kaldte ham selv Skamandrios; men av de andre
blev han Astyanaks kaldt; ti Hektor var Ilions forsvar.
Kjærlig han saa paa sin søn, og smilte i taushet til barnet.
Men Andromake traadte ham nær og med taarer i øiet
grep hun og trykket med ømhet hans haand og talte saa bønlig.
«Hektor du slemme! Dit mod blir din død. Du ynkes jo aldrig
over dit spæde, uskyldige barn og mig arme, som snarlig
vorder din enke; ti snart vil alle akaierne styrte
mot dig og volde din død. Aa, mister jeg dig, var det bedre
om jeg fik synke i muld; ti senere finder jeg aldrig
lindrende trøst eller haab, naar du har fundet din bane;
nei kun sorger. Ei far eller mor har jeg længer i live.
Dræpt blev vor elskede far av helten den stolte Akillevs
dengang han herjet kilikernes by med de kneisende porte,
Tebai den prægtige stad. Eëtion faldt for hans lanse.
Rustningen tok han dog ei; ti han gruet for det i sit hjerte.
Nei, men han brændte hans lik i den skinnende rustning og reiste
haug over høvdingens ben, og aigissvingerens døtre,
nymfer fra bjergene, plantet av alm en lund om hans gravhaug.
Og mine brødre, de syv som var født i de hjemlige haller,
vandret i følge paa selvsamme dag til Hades' bolig.
Alle blev dræpt av den fotrappe helt, den stolte Akillevs,
medens de vogtet de snehvite faar og de langsomme okser.
Ja, og min mor, som hersket saa vidt om det skogrike Plakos,
førte han voldelig bort med alt sit øvrige hærfang.
Dog, han gav hende fri mot herlige skatte som løsning;
men hun blev dræpt i sin fars palads av Artemis' piler.
Hektor, saa maa du da nu være far og mor for din hustru.
Du er min bror, og du er min elskede mandige husbond.
Ynkes da over mig nu og bli her oppe paa taarnet.
Gjør ei din søn til et faderløst barn og din hustru til enke.
Stil dine mænd ved fikenen hist, hvor fienden lettest
trænger sig ind i vor by og hvor murene lettest kan stormes.
Treganger fristet tilforn de tapreste helter at storme.
Begge Aianterne kom i drotten Idomenevs' følge,
likesaa Atrevs' sønner og Tydevs' søn Diomedes,
enten de fulgte et vink av en som er kyndig i varsler,
eller de egges og drives avsted av sin rasende kamplyst.»
Hektor, den hjelmbuskvaiende helt, tok ordet og svarte:
«Alt hvad du sa, min elskede, tænker jeg selv; men jeg blyges
saare for troernes mænd og for troernes langslørte kvinder,
dersom jeg nu skulde flygte fra kamp som en skjælvende usling.
Nei, til slikt staar ikke min hu; ti jeg lærte at kjæmpe
altid som tapreste helt i troernes forreste rækker,
vernende stedse vort glimrende ry, min fars og mit eget.
Dog, jeg føler og vet det saa vel i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag, da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv og Priamos' stridsmænd.
Dog, jeg gruer ei saa for troernes kommende jammer
eller for Hékabe selv og for Priamos, drotten i Troja
eller for alle de mange og herlige brødre som alle
engang skal segne i støvet for grusomme fienders vaaben,
som jeg maa ængstes for dig, naar omsider en malmklædt danaer
fører dig graatende bort og røver dig frihetens dage.
Da maa du staa ved din væv for en kvinde i Argos og bære
vand fra Messeïs' rislende bæk eller fra Hypereia,
meget imot din lyst, men tvunget av nøden den haarde.
Mange vil visselig si, naar de ser at du svømmer i taarer:
«Denne var Hektors viv. Blandt troiske kjæmper paa stridsvogn
var han den tapreste helt da de kjæmpet om Ilions mure.»
Saa vil de mangengang si, og din kummer blir ny, naar du længter
efter saa tapper en mand til at fri dig fra trældommens dage.
Maatte jeg da være død og gjemmes forlængst under mulde
førend jeg ser at de slæper dig bort, og hører dit angstrop.»
Saa hadde Hektor talt, og han rakte sig frem efter sønnen.
Skrikende klynget den lille sig ind til sin amme og gjemte
ansigtet ved hendes barm, av gru for sin far; ti han frygtet
kobberets blændende glans og den vaiende hestehaars hjelmbusk
nu da han saa den nikke saa barskt der oppe fra hjelmen.
Baade den kjærlige far og den værdige mor maatte smile.
Straks tok Hektor, den straalende helt, fra sit hode den blanke
stridshjelm av kobber og la den ned paa den nærende jordbund.
Derefter kysset han sønnen og vugget ham paa sine arme,
bad saa en bøn til Zevs og alle de evige guder:
«Zevs, og alle I guder! aa und mig at denne min lille
elskede søn maatte bli som jeg selv, den første blandt troer,
likesaa kraftig og sterk og herske med vælde i Troja,
Maatte det engang bli sagt: «Ja sandelig! denne er større
helt end sin far,» naar han kommer fra kamp med sin fældede uvens
blodige rustning, og maatte hans mor bli glad i sit hjerte.»
Saa han talte og la sin søn i hustruens arme.
Ind til sin duftende barm hun trykket den lille saa kjærlig,
smilende blidt gjennem taarer. Da ynkedes saart hendes husbond.
Klappende ømt sin hustru paa kind tok han kjærlig til orde:
«Elskede, føl ikke sorgen saa trykkende tungt i dit hjerte.
Ikke skal nogen mot skjæbnen faa sendt mig til Hades' bolig;
men jeg tør si at aldrig en mand har flydd for sin skjæbne,
ingen som fødtes paa jord, hverken herligste helt eller niding.
Skynd dig tilbake til hjemmet og gaa til din daglige syssel.
Sæt dig til væv eller ten og la dine tjenestekvinder
gaa til sin huslige gjerning. Vi mænd skal tænke paa kampen
alle som en, men mest jeg selv blandt Ilions sønner.»
Saaledes talte den straalende helt og løftet fra jorden
hjelmen med hestehaars busk; men hustruen vandret mot hjemmet.
Ofte hun vendte sig om, og taarerne strømmet saa stride.
Snart var hun fremme og kom til den heltedræpende Hektors
skjønne palads, og inde i kamrene traf hun de mange
trofaste terner, og klage og graat hun vakte hos alle.
Kvinderne graat i hans hjem over Hektor som end var i live,
saasom de trodde han ei skulde komme tilbake fra kampen
frelst fra akaiiske fienders vold og kraftige hænder.
Paris forblev ei længe i ro i sit høienloftskammer;
men da han først hadde akslet sin herlige rustning av kobber,
ilte han stolt gjennem byen i lit til de hurtige føtter.
Likesom hingsten som æter sit byg fra krybben i stalden,
sliter sit baand og stormer i dundrende trav over sletten
vant til det kjølende bad i de speilklare vande i elven —
— Stolt den løfter sit hode og kaster med nakken. I løpet
vifter om bogen den flagrende man, og kry av sin skjønhet
farer den let paa foten til hestenes velkjendte beiter —
Slik for Priamos' søn Aleksandros stolt i sin rustning
ned ifra borgen i glitrende glans som et straalende solglimt.
Høit han jublet, og føtterne bar ham let, saa han snarlig
naadde den herlige Hektor, sin bror, da han just skulde haste
bort fra det sted hvor han nys hadde talt saa ømt med sin hustru.
Først tok den straalende helt Aleksandros tilorde og mælte:
«Elskede bror, forvisst har jeg sinket din hast og har nølet
hjemme for længe. Jeg kom ikke frem i betids, som du bød mig.»
Derefter svarte igjen den hjelmbuskvaiende Hektor:
«Kjære, tilvisse kan ei nogen mand som vil være retfærdig,
laste din færd i en kamp; ti du eier de herligste kræfter.
Dog, du er slap, og ingenting vil du; men i mit hjerte
føler jeg nagende sorg, naar jeg hører dig haanet av alle
troernes kjæmpende mænd, som døier saa meget for din skyld.
Kom, la os gaa. Den sak kan vi efterpaa broderlig drøfte,
dersom da Zevs os under at sætte i hjemlige haller
frihetens bolle paa bord som skjænk til de evige guder,
naar vi har jaget fra Troja akaiernes malmklædte skarer.»