Iliaden/Menelaos' heltegjerninger.
< Iliaden
SYTTENDE SANG.
MENELAOS’ HELTEGJERNINGER.
E
i blev det skjult for Atrevs’ søn, hin helt Menelaos,at under kampen Patroklos var dræpt av troiske kjæmper.
Rustet i glitrende malm gik han frem blandt de forreste stridsmænd.
Rundt om liket han skred som en klynkende kvie om kalven,
naar den for første gang bar og før ikke visste av fødsel.
Saaledes skred om Patroklos’ lik Menelaos, den blonde.
Foran ham holdt han sit spyd og det kredsrunde skjold, og han higet
efter at fælde enhver som truende gik ham i møte.
Pantoos’ søn, den mandige spydhelt, glemte ei heller
helten, den dræpte Patroklos, men trædende nær til den faldne
talte han truende ord til den krigerske drot Menelaos:
«Atrevs’ søn, Menelaos, gudfostrede fører for stridsmænd,
væk med dig! Bort fra hans lik, og rør ei den blodige rustning!
Ingen blandt troers og hjælperes flok har rammet med lansen
helten Patroklos før jeg i kampenes vældige tummel.
Und mig at vinde et hædrende ry blandt troernes stridsmænd.
La mig ei naa dig med spyd og røve dig livet, det søte.»
Harmfuld svarte ham da den lysblonde drot Menelaos:
«Alfader Zevs! det sømmer sig ei at skryte saa skamløst.
Ei er en panter saa trodsig og glupsk, ei heller en løve
eller et vildsvin saa rasende grumt, naar det huser i brystet
fyrigste mod og bryster sig stolt av sin vældige styrke. —
Ingen tør braute saa kry som Pantoos’ spydvante sønner.
Dog, Hyperenor, hin vognstyrer sterk, fik ei nogen glæde
mer av sin ungdom og kraft, da han trodset mig nys og med haansord
kaldte mig uslest i kamp av alle danaernes drotter;
men jeg tør si at han ei paa sin fot fik vende tilbake
uskadt og glæde sin elskede viv og de ømme forældre.
Slik skal jeg ogsaa faa lammet din kraft, saasandt du til tvekamp
vaager dig frem. Nu er det mit raad at du viker tilbake,
ind mellem mængden og vogter dig vel for at gaa mig i møte,
førend det gaar dig for ilde. Av skade blir daarerne kloke.»
Saa han talte, men rokket ham ei; ti ynglingen svarte:
«Nei, Menelaos, du høibaarne drot, nu skal du tilvisse
bøte for ham, som du nævner med haan, min bror som du dræpte,
du som i nybygget sal har gjort hans hustru til enke,
og som har voldt hans forældre unævnelig jammer og klage.
Visselig bragte jeg nu de arme en lindring i sorgen,
dersom jeg kom med dit hode og førte din blodige rustning
hjem og til Pantoos gav den som skjænk og den værdige Frontis.
Fristen skal visselig ikke bli lang, før dysten er prøvet.
Snart skal den kjæmpes til ende og bringe mig flugt eller seier.»
Saa han talte og rettet et støt mot malmskjoldets runding.
Kobberet brøt dog ikke hans vern; ti spidsen blev bøiet
krum i det malmsterke skjold; men Atrevs’ søn Menelaos
stormet da frem med sit spyd og bad til Zevs i det høie,
og da han ræd vilde fly, traf Atrevs’ søn ham med lansen
nederst i strupen, og stolende trygt paa sin kraftige næve,
støtte han til, og spidsen gik tvers gjennem halsen, den bløte.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om manden.
Haaret, saa deilig og bløtt som skjønhetsgudindernes lokker,
flettet og smykket med guld og med sølv, blev vætet av blodet.
Som naar en mand har plantet det rankeste skud av et frodig
oljetræ fjernt paa den fredede mark hvor bækkene risler —
prangende skyter det op og i svalende luftninger svaier
kronen i alle slags vind, og det bugner av snehvite blomster.
Men naar en storm bryter løs og raser med heftige vindstøt,
river den træet med røtterne op og slaar det til jorden —
saaledes vog Menelaos den herlige spydhelt Evforbos,
Pantoos’ søn, og røvet i hast hans straalende rustning.
Som naar en fjeldfostret løve i lit til sin vældige styrke
røver en ko i den beitende flok og vælger den bedste —
gripende grisk sit bytte med kraftige tænder om nakken,
knækker den først dets hals; saa slurper den blodet og sluker
hele dets indvold, mens hunder og gjætere flokkes omkring den,
hujende vildt fra det fjerne med truende skrik; men de vaager,
ikke at gaa den tillivs; ti de gripes av blegnende rædsel —
saaledes vaaget ei nu nogen mand med kampmod i barmen
freidig at møte paa val den navngjetne helt Menelaos.
Let hadde Atrevs’ søn kunnet vinde Evforbos’ skjønne
rustning som bytte; hvis ei Apollon i nag hadde egget
Hektor imot ham saa vældig i kamp som den stormende Ares.
Grant han lignet den mandige drot for kikonernes stridsmænd,
Mentes ved navn, og med vingede ord til Hektor han talte:
«Hektor, nu jager du frem mot en pris som du aldrig kan vinde,
selve den kamplystne helt Akillevs’ hester. For brysomt
blir det for dødelig mand at tæmme og styre dem. Ingen
magter det uten Akillevs som har til mor en gudinde.
Nu har Atrevs’ søn, den krigerske drot Menelaos,
vernet imens Patroklos og dræpt den ypperste troer,
Pantoos’ søn Evforbos og stanset hans stormende angrep.»
Derpaa gik guden paany til mændenes møisomme kampe.
Hektor blev mørk i hu og følte en knugende smerte.
Speidende løp hans blik mellem mændenes rækker, og hastig
saa han ham røve med vold den herlige rustning, mens helten
hvilte paa jorden og blodstrømmen randt fra den gapende vunde.
Rustet i funklende malm fôr han frem med rungende kamprop
mellem de forreste rækker med kraft som Hefaistos’ vilde
luende ild, og Atrevs’ søn fik høre hans hærskrik.
Tungt han sukket og talte da saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! ti dersom jeg flyr og lar ligge den herlige rustning
eller Patroklos som segnet paa val for at vinde mig hæder,
gruer jeg for at enhver danaer som ser det, vil harmes.
Men skal jeg kjæmpe mot Hektor og troernes skarer alene,
drevet av skam, da kringsætter snart de mange den ene.
Hektor, den straalende, fører da hit sine samtlige troer.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Vaager en mand trods gudernes bud at kjæmpe mot helten
som har en guddom til vern, da velter sig ulykken mot ham.
Derfor vil ingen danaer som skuer min færd, kunne harmes,
dersom jeg viker for Hektor; han kjæmper jo skjermet av guden
Bare jeg kunde faa spurt hvor Aias, den vældige, færdes,
kunde vi begge paany vende om og tænke paa kampen,
selv om vi trodset en gud, om vi kanske fik reddet den faldne
hjem til Akillevs. Av det som er ondt, var dette det bedste.»
Medens han stod med grublende tvil i sind og i hjerte,
rykket de troiske fylkinger frem med Hektor som fører.
Men Menelaos forlot den faldne og trak sig tilbake.
Dog, han vendte sig ofte og tidt som den skjeggede løve,
naar baade hunder og mænd, med lanser og larmende hujen,
jager den bort fra et fjøs. Av frygt maa dens modige hjerte
stivne i bryst, og saa nødig den vil, maa den vike fra kveen.
Saaledes vek Menelaos, den lyslette helt, fra Patroklos.
Dog, han vendte sig om, da han kom til vennernes skare,
speidende rundt efter Telamons søn, den vældige Aias.
Snart blev han høvdingen var; ti han styrket paa valen tilvenstre
svendenes mod og egget paany sine stridsmænd til kampen;
ti med usigelig gru var de slagne av Foibos Apollon.
Ilsomt løp han avsted og stillet sig hos ham og mælte:
«Aias, min ven, la os skynde os hen til den faldne Patroklos!
Kom, la os friste at bære hans lik til Akillevs’ leirtelt.
Nakent det er; ti hans rustning er tat av den straalende Hektor.»
Saa han talte og rørte den kampglade Aias’ hjerte.
Gjennem de forreste rækker han skred og med ham Menelaos.
Hektor, som just hadde røvet Patroklos’ herlige rustning,
slæpte ham bort for at hugge med skjærende malm fra hans skuldre
høvdingens hode og slænge hans lik for de troiske hunder.
Da traadte Aias ham nær med det taarnhøie malmskjold paa armen.
Atter vek Hektor tilbake til vennernes skare, og ilsomt
styrtet han op paa sin vogn. Til troerne gav han den skjønne
rustning at bære til byen, ham selv til uvisnelig hæder.
Dækket da Aias Menoitios’ søn med det mægtige malmskjold.
Fast han stod som en løve som vogter saa vart sine unger,
naar den har vaaget sig ut med de smaa, og jægernes skare
gaar den i møte i skogen. Da trodser den vildt paa sin styrke.
Truende sænker den dypt sine bryn, saa øinene skjules.
Saa gik Aias paa vakt om helten, den bolde Patroklos.
Atrevs’ kraftige søn, den krigerske drot Menelaos,
stod paa den motsatte side med nagende kummer i hjertet.
Glavkos, Hippolokos’ søn, de mandige lykiers fører,
skjendte paa Hektor med rynkede bryn og haanende tale:
«Hektor, som fagreste helt er du skapt; men du svigter i kampen.
Feig, som du er, har du ikke fortjent det ry du har vundet.
Nu faar du se til at redde din by og borgen alene,
du og de troiske mænd som er født inden Ilions mure;
ti for at verge jer by skal ingen av Lykiens stridsmænd
gaa mot danaer i kamp; ti vi fik ingen tak for at kjæmpe
evig og altid i endeløs strid mot fiendens skarer.
Hvorledes skulde en usling som du ville frelse i stimlen
ringere mand, naar du nylig har latt din gjesteven trofast,
vennen Sarpedon, bli bytte og rov for argeiernes stridsmænd,
han som saa ofte har hjulpet din by og dig selv, mens han levet,
medens du nys ikke vaaget at verge hans lik imot hunder?
Derfor, hvis nogen av Lykiens mænd vil lyde min tale,
vender vi hjem, og brat vil undergang nærme sig Troja;
ti dersom troerne huset i barm urokkelig kampmod,
freidig og kjækt, som det vaakner hos mænd som strider den tunge
møisomme kamp for sit fædrenehjem mot fiender grumme,
slæpte vi straks Patroklos’ lik bak Ilions mure.
Dersom han kom, hin fældede helt, til Priamos’ stolte,
kneisende by, og vi slæpte ham bort fra striden paa valen,
sendte argeierne straks den rustning de tok fra Sarpedon,
frit tilbake, og høvdingen selv fik vi føre til Troja;
ti vi har fældet en ven av den helt som av alle argeier
selv er den bedste ved flaaten og fører de tapreste svende.
Dog, du vaaget jo ikke engang i kampen at møte
Aias, den mandige helt, og se ham freidig i øiet
eller gaa frem til en dyst; ti av jer er det ham som er sterkest.»
Barsk, med rynkede bryn tok Hektor til orde og svarte:
«Glavkos, hvi fører en kjæmpe som du saa selvgod en tale?
Aa, jeg trodde saa visst at i kløkt stod du høiest av alle
helter som bor i det lykiske land med de frugtbare marker.
Nu maa jeg derimot laste dit ord som saare uvittig,
naar du kan si at jeg ikke tør staa mot den vældige Aias.
Nei, jeg gruer nok ikke for kamp eller stampende hester.
Dog, det er altid den tordnende Zevs, hvis vilje er mægtigst,
han som skræmmer den sterkeste mand og røver ham seiren
lekende let og egger ham snart paany til at kjæmpe.
Kjære, saa nærm dig da nu! Kom hit og se paa min kampfærd.
Se om jeg viser mig feig, som du paastaar, dagen tilende,
eller om snart jeg faar stanset saa mangen en kraftig danaer,
naar han med vildeste mod vil verne den faldne Patroklos.»
Saa han talte og egget med rop de troiske stridsmænd.
«Troer og lykiske mænd og tapre dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner,og tænk paa det stormende kampmod,
medens jeg spænder om bryst den bolde Akillevs’ rustning,
kostelig bytte jeg vandt, da jeg vog den sterke Patroklos.»
Saa han talte, og helten, den hjelmbuskvaiende Hektor,
ilte fra kampenes gny og fulgte paa lynrappe føtter
raskt sine svende og naadde dem snart, før langt de var kommet,
medens de førte til byen Akillevs’ herlige vaaben.
Stansende fjernt fra den graatsvangre val sin rustning han byttet,
rakte saa troernes kamplystne mænd sin egen at bære
hjem til det hellige Troja og akslet Akillevs’ skjønne
himmelske skrud, som Uranos’ æt, de evige guder,
skjænket til Pelevs, hans far, og den aldrende gubbe til sønnen.
Ei skulde søn efter far faa graane i rustningens plater.
Men da den mægtige skysamler Zevs fik se i det fjerne
helten som spændte om bryst den stolte Akillevs’ rustning,
talte han saa til sit hjerte og rystet i medynk sit hode:
«Stakkar! du huser visst ei i din sjæl nogen tanke paa døden,
skjønt den er nær. Du spænder om bryst det himmelske panser,
tat fra den tapreste helt, for hvem ogsaa andre maa grue.
Nys har du fældet hans ven, en kraftig og vennesæl høvding.
Ham har du revet med haan fra hode og skuldre hans rustning.
Dog, jeg skal skjænke dig seirende kraft for at bøte dit vanheld;
ti du skal ei vende hjem fra din strid, og Andromake løser
aldrig fra husbondens bryst Akillevs’ herlige brynje.»
Kronos’ søn hadde talt og nikket med brynene sorte.
Rustningen passet om Hektors bryst, og den mordlystne krigsgud
Ares tok bo i hans sjæl og fyldte med kjækhet og styrke
alle hans lemmer, og ind blandt de herlige hjælperes fylking
skred han med rungende rop, og klædt i det skinnende panser
tyktes han alle grandgivelig lik den tapre Peleide.
Rask gik han om til enhver og egget dem alle til kampen,
Mestles og helten, den gjæve Tersilokos, Glavkos og Medon,
Kromios, drotten Hippotoos bold og Asteropaios,
Forkys, Deisenor og Ennomos, kyndig i fuglenes varsler.
Manende talte han vingede ord og egget dem alle:
«Hør mig, hjælpende mænd fra talløse naboers stammer.
Ikke fordi det var mængder av mænd jeg søkte og trængte,
samlet jeg jer og stevnet jer hit, enhver fra hans hjemby,
men for at alle med freidigste mod skulde skjerme mot ufærd
troernes kvinder og vernløse barn mot de grumme akaier.
Derefter higer jeg nu, naar jeg trykker mit folk med de tunge
skatter til gaver og kost for at øke jert freidige kampmod.
Derfor mot fienden frem hver mand! hvad enten os times
fald eller frelse. I leken paa val er det slik det maa ende.
Den som kan slæpe det avsjælte lik av den dræpte Patroklos
hen til de troiske vognkjæmpers flok, saa Aias maa vike,
ham skal jeg gi som hans del det halve av byttet og eie
halvdelen selv; da vinder han seiersry stort som mit eget.»
Saa han talte. Da trængte de haardt med løftede lanser
frem mot danaernes hær og haabet saa sikkert at trække
bort fra Aias, Telamons søn, den fældede kjæmpe.
Daarer de var; ti ved liket han vog mangfoldige stridsmænd.
Ropte da Aias i hast til den høimælte helt Menelaos:
«Aa, Menelaos, min høibaarne ven, nu tror jeg det neppe
mere vil times os to at vende tilbake fra kampen.
Dog, jeg gruer ei saa i min sjæl for den faldne Patroklos,
han som vel snart skal mætte de troiske hunder og fugler,
som for mig selv og for dig jeg bæver i angst, at en ufærd
rammer os snart; ti vidt over slagmarken sænker jo Hektor
krigsskyen mørk. Nu trues vi to av døden, den bratte.
Kald da de bedste danaer med rop, om nogen kan høre.»
Saa han talte, og drotten, den høimælte helt Menelaos,
lød ham og ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet,
I som hos kong Agamemnon og mig, hos Atrevs’ sønner,
drikker paa folkets bekostning den ædleste vin, og som byder
hver over stridsmænd; ti Zevs forlener jer hæder og ære.
Vanskelig falder det mig, saa vildt som krigsluen flammer,
nøie at skjelne hver eneste drot blandt de førende fyrster.
Kom da, enhver av sig selv, og harmes av inderste hjerte,
dersom Patroklos skal vorde til lek for de troiske hunder.»
Hørte da grant Oilevs’ søn, den fotrappe Aias,
høvdingens ord og ilte ham først i møte i striden.
Dernæst Idomenevs selv og Idomenevs’ kraftige væbner,
helten Meriones, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Dog, hvo eide vel kraft i sin sjæl til at nævne de andre,
alle som derefter samlet til strid akaiernes sønner?
Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor.
Som naar ved munding av flommende elv den vældige bølge
bryter mot strømmen med brusende larm og ute fra havet
brottsjøer droner mot kneisende kyst med fraadende skumsprøit,
slik gik troerne larmende frem; men akaiernes stridsmænd
stod som en mur om Menoitios’ søn med enige hjerter,
dækket med gjærde av malmtunge skjold, mens Alfader sænket
over de blinkende hjelmer et slør av den tætteste taake,
saasom han aldrig tilforn Menoitios’ søn hadde hatet,
medens han levet og fulgte som ven den gjæve Akillevs.
Derfor han taalte ei nu at troiske hunder fik flænge
høvdingens lik, men egget til vern hans trofaste venner.
Først jog troerne bort akaiernes blaaøide sønner.
Liket forlot de og flygtet i hast; men de modige troer
fældte dog ikke en mand, hvor vildt de end raste med lansen.
Dog, de trak med sig hans lik; men akaierne skulde ei længe
holde sig fjernt; ti de vendte sig snart, formanet av Aias,
kjæmpen som baade i skabning og vekst og i daadskraft bar prisen
fremfor de andre danaer næst efter den bolde Peleide.
Gjennem de forreste rækker han skred med kraft som det sterke
vildsvin som vender sig gang efter gang og lettelig splitter
hunders og kraftige jægeres flok i fjeldenes kløfter.
Saaledes fôr nu Telamons søn, den vældige Aias,
ind mellem troernes rækker og splittet dem let, da de stormet
rundt om Patroklos’ lik og trodde saa trygt at de snarlig
skulde faa trukket ham hjem til sin by og vinde sig hæder.
Helten Hippotoos var det, en søn av pelasgeren Letos,
som efter foten trak liket avsted med en rem som var knyttet
fast om hans sener ved anklen; ti Hektors og troernes yndest
haabet han sikkert at vinde; men skjæbnen, den grufulde, rammet
snarlig ham selv, og ingen ham hjalp, saa gjerne de vilde.
Telamons søn fôr ind paa ham straks gjennem vrimlen og traf ham
like i malmhjelmens bøiede skjerm som dækket hans kinder.
Rammet med kraft av det vældige spyd i den kraftige næve,
revnet den hestehaarsmykkede hjelm for det hvæssede kobber.
Langs efter spydsodden sprøitet fra gapende vunde hans hjerne
blandet med blod. Brat løstes hans kraft, og fra lammede hænder
slap han den tapre Patroklos’ fot, og den segnet til jorden.
Nær ved styrtet han selv paa ansigtet hen over liket
fjernt fra Larissas velsignede jord. Sine kjære forældre
lønnet han ei for pleie og tugt; ti kort blev hans livsvei,
nu da han segnet paa val for den modige Aias’ lanse.
Hektor tok sigte paa Aias og slynget det blinkende malmspyd.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes.
Skedios, Ifitos’ kraftige søn, traf helten i stedet,
fokernes ypperste helt, som fjernt i det stolte Panopevs
hadde sit hjem og hersket som drot over talrike stridsmænd.
Under hans nøkleben rammet han ham, og tvers gjennem manden
trængte det skjærende spyd med malmodden nederst ved skuldren.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Rammet da Aias Fainops’ søn, den kampglade Forkys
midt i hans buk, da Hippotoos’ lik han søkte at verne.
Panserets plater han brøt, saa spydet fôr ind i hans indvold.
Ned i støvet han faldt og grep med sin næve i jorden.
Vek da de forreste kjæmper og selve den straalende Hektor.
Høit argeierne skrek, og Hippotoos slæpte de med sig
sammen med Forkys’ lik og rev deres rustning av skuldre.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
drevet i hast paa feigeste flugt bak Ilions mure.
Nu hadde Argos’ mænd trods Alfaders bud kunnet vinde
hæder ved egen umaadelig kraft; men selve Apollon
egget Aineias, av skikkelse lik herolden, den gjæve
Perifas, Epytos’ søn som op i de graanende dage
tjente hans aldrende far som herold og raadet ham trofast.
Lignende ham tok Alfaders søn, Apollon, til orde:
«Hvordan, Aineias, kunde vel I paa trods av en guddom
verne det kneisende Troja? Jeg saa dog fordum at andre
hærmænd stolte saa trygt paa sin vældige kraft og sin manddom
og paa de skarer de selv hadde reist, skjønt folket var litet.
Zevs forunder jo os langt mer end danaernes helter
seierens pris; men I skjælver jo feigt og gruer for kampen.»
Saa han talte; men straks da Aineias saa ham i øiet,
kjendte han fjernskytten Foibos og skrek over valen til Hektor:
«Hektor og I som gaar foran i troers og hjælperes fylking,
visselig blir det en skam om vi slagne av feighet skal jages
atter til Ilios hjem av akaiernes krigerske helter;
men da en gud som traadte mig nær, har sagt mig at endnu
Zevs, den høieste hersker, vil hjælpe os naadig i striden,
la os da gaa mot danaerne frem, saa de ei skal faa slæpe
helten, den faldne Patroklos, i mak til de hurtige snekker.»
Saa han talte og ilte forbi de forreste kjæmper.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Drotten Aineias fik fældet med spyd Lykomedes’ kjække
væbner og ven, den gjæve Leiókritos, søn av Arisbas.
Men Lykomedes, den kampglade helt, skred frem til den faldne,
grepet av medynk, og slyngende kjækt sin blinkende lanse,
rammet han Hippasos’ søn, den mægtige drot Apisaon,
like i leveren under hans bryst og lammet hans lemmer.
Fjernt fra Paioniens muldrike land var høvdingen kommet,
og næst Asteropaios var han den tapreste kjæmpe.
Asteropaios, den krigerske helt, maatte ynke den faldne.
Selv fôr han frem for at prøve en dyst mot danaernes helter.
Dog, hans møie var spildt; ti tæt omgjærdet av skjolde
stod de om helten Patroklos’ lik med fremstrakte lanser.
Aias gik om til hver eneste mand og egget dem ivrig.
Ingen akaier fik lov til at vike tilbake fra liket,
eller at gaa til en dyst som forkjæmper, foran de andre.
Kjæmpe i nærkamp skulde enhver og verne om liket.
Saa var den vældige Aias’ bud. Da farvedes jorden
rød av det strømmende blod, og rækkevis sank de i døden
baade fra troernes flok og fra modige hjælperes skarer
og fra danaer; ti ogsaa blandt dem fløt blodet i strømme.
Dog, langt færre av disse der faldt; ti de glemte dog aldrig
midt i den vildeste strid at verge hverandre mot døden.
Saaledes raste som ild deres kamp, og ei kunde nogen
tro at sol eller maane sit lys over jorderig spredte;
ti av det tætteste mulm var alle de tapreste helter
dækket paa val, saa mange som stod om den faldne Patroklos.
Alle de øvrige troer og benskinneklædte akaier
kjæmpet i mak under himmelens blaa, mens blendende solskin
bredte sig vide, og hverken paa fjeld eller vidt over sletten
saa man en sky, og skiftevis fik de en hvil under kampen
vikende let til siden for spyd og for smertende piler,
spredt som de stod, mens derimot alle de tapreste kjæmper
hist i den midterste kreds maatte kjæmpe med møie i taaken,
pint av det grusomme kobber; men to av de herligste helter,
drotten Antilokos, Nestors søn, og hans bror Trasymedes
visste ei endnu Patroklos’ fald, men trodde at helten
end var i live og stred mot troernes forreste fylking.
Fjernt stod begge i kampen og vogtet de trofaste venner
ivrig mot fald og mot flugt, som Nestor fornys hadde budt dem,
dengang han sendte dem begge til kamp fra de tjærede snekker.
Frygtelig raste den vældige strid og det grufulde kampgny
dagen tilende. Hver eneste mand var lammet av træthet.
Nedover knær og lægger og føtter og hænder og øine
strømmet den smudsige sved, mens begge de kjæmpende hære
stred om den fotrappe helt Akillevs’ trofaste staldbror.
Som naar en husbond gir sine mænd den vældige okses
avtrukne hud at strække, naar først med fett den er indsmurt —
mændene tar den og stiller sig rundt om huden og trækker
kraftig, saa smurningen trænger sig ind og fettet blir borte
medens de haler i flok, og den tøies i hele sin længde —
saaledes trak paa det trangeste rum de kjæmpende stridsmænd
frem og tilbake hans lik; ti troerne haabet at slæpe
helten til Ilions by, men akaierne hen til de hule,
stavnhøie snekker, og rundt ham raste med frygtelig vildskap
striden, saa end ikke Ares, den eggende gud, og Atene
selv i den vildeste harm kunde laste den kamp som de skuet.
Saa lot Zevs ved Patroklos’ lik de grufulde kampe
rase hin dag mellem hester og mænd; men den stolte Akillevs
visste ei endnu at vennen, den ædle Patroklos, var falden;
ti under troernes mur og fjernt fra de hurtige snekker
kjæmpet de nu, og han haabet saa trygt i sit hjerte, at vennen
ikke var død, men snart skulde naa til porten og vende
levende hjem; ti han visste jo godt at han ei skulde øde
troernes by, hvad enten han selv var med eller ikke.
Dette var ord som ofte i løn hans mor hadde sagt ham,
naar hun fik bringe ham bud om Zevs, den almægtiges, tanker.
Dennegang hadde dog ikke hans mor fortalt om den svare
ulykkens gru som var hændt, at hans kjæreste staldbror var falden.
Knugende hvæssede lanser i haand i ustanselig nærkamp
stred de om høvdingens lik og fældte hverandre for fote.
Mælte da mangen en malmklædt helt i akaiernes rækker:
«Venner, forspildt er hæder og ry, om vi vender tilbake
hjem til de stavnhøie snekker. Nei, før maatte jorden, den sorte,
aapne for alle sit svelg! Slikt baadet os visselig bedre,
dersom vi finder os i at de hestetumlende troer
slæper ham bort til sin by og vinder sig straalende hæder.»
Men blandt troernes modige mænd var der mange som mælte:
«Venner, om end det skal vorde vor lod at falde tilhobe
her om hans lik, maa ingen av os dog svigte i kampen.»
Saa de talte og egget enhver til modig at kjæmpe.
Saaledes kjæmpet de hist, og mot himmelens malmfaste hvælving
steg fra det klirrende staal et skrald gjennem luften den golde.
Fjernt fra den blodige val stod Aiakosætlingens hester,
fældende taarer, saasnart de forstod at den elskede styrer
segnet i støvet for Hektors, den mordlystne fiendes lanse.
Vistnok forsøkte Avtomedon tidt, den vældige kjæmpe,
søn av Diores, at piske dem frem med den eggende svepe,
snart med venlige ord og snart med truende tale.
Hverken til skibene vilde de gaa, hvor de laa ved den brede
strøm Hellespontos paa rad, eller dit hvor akaierne kjæmpet;
men som en støtte av sten, som fast og urokkelig kneiser
høit paa en haug, hvor mand eller mø er lagt under mulde,
saaledes stod de og rørte sig ei for den herlige stridsvogn.
Bøiet mot jorden de stod med lutende hode, og hete
taarer fra øinene strømmet til jord; ti i jamrende kvide
savnet de begge sin styrer, og frem under halsringens puter
gled under aaket den flagrende man og slæptes i støvet.
Kronos’ søn blev grepet av ynk, da han saa deres jammer.
Talte han da til sit hjerte, mens lindt paa sit hode han rystet:
«Stakkars usalige spand! Hvi gav vi en dødelig hersker,
Pelevs, saa kostelig skjænk, som hverken kan dø eller ældes?
Mon for at lide den kval, som usalige mennesker frister?
ti iblandt alt som er skapt og aander og røres paa jorden,
findes ei væsen saa tynget av nød som menneskers slegter.
Ei skal dog Hektor, Priamos’ søn, for den straalende stridsvogn
styre jert vælige spand. Til slikt gir jeg aldrig mit minde.
Er det ei nok at han bryster sig stolt i den røvede rustning?
Nu vil jeg skjænke jer kraftige knær og modige hjerter,
saa I kan føre Avtomedon frelst til de rumstore skibe,
bort ifra kampen; ti troernes mænd forlener jeg endnu
hæder og kræfter til drap, til de naar til de toftede snekker,
engang naar solen gaar ned, og det hellige mørke sig breder.»
Saa han talte og blæste dem mod og kræfter i bringe.
Støvet fra mankerne rystet de straks til jorden og sprængte
raskt med den rullende stridsvogn ind blandt akaier og troer.
Helten Avtomedon fôr, skjønt trykket av sorg over vennen,
kjæmpende frem med sit spand som en grib efter flygtende vildgjæs.
Lettelig flygtet han bort fra troernes larmende kampgny.
Lettelig stormet han frem gjennem fiendens tætteste vrimmel.
Dog, han kunde ei fælde de mænd som han fulgte paa flugten.
Ene han var paa den sterkbygde vogn og kunde ei magte
baade at slynge sit spyd og styre de fotrappe hester.
Da blev omsider hans ven Alkímedon, søn av Laerkes,
Haimons sønnesøn, høvdingen var, og trædende hastig
bakved Avtomedons vogn tok helten til orde og mælte:
«Kjære Avtomedon, si hvilken gud har lagt dig paa sinde
slike unyttige tanker og røvet dig ganske forstanden,
siden du ganske alene og midt i de forreste rækker
kjæmper mot troernes mænd, mens vennen er fældet, og Hektor
bryster sig stolt, og selv har Akillevs’ rustning om skuldre?»
Straks tok Diores’ søn Avtomedon ordet og svarte:
«Hvo av akaierne kunde som du, Alkímedon, tæmme
slikt et udødelig spand og styre de vælige hingster
uten Patroklos, en høvding saa kjæk som de evige guder,
medens han levet; men nu har døden og skjæbnen ham rammet.
Ta nu svepen i haand og grip de straalende tøiler,
medens jeg selv stiger ned fra min vogn for at kjæmpe paa valen.»
Saa han talte. Alkimedon sprang paa den rullende stridsvogn.
Svepen og tøilerne grep han i hast i de kraftige næver,
medens Avtomedon hoppet fra karm. Men den straalende Hektor
merket det straks og ropte paa nærmeste hold til Aineias:
«Gjæve Aineias, du fyrste og helt blandt de pansrede troer!
Hist kan jeg se den fotrappe helt Akillevs’ hester
komme til syne paa val med kraftløse svende paa vognen.
Dem tør jeg haabe vi faar i vor vold, saafremt i dit hjerte
selv du er villig; ti dersom vi to vil storme imot dem,
vaager de neppe at staa i en nærkamp ansigt til ansigt.»
Saa han talte, og helten, den modige søn av Ankises,
lød ham, og begge gik frem med skuldrene dækket av tørre
mægtige oksehuds skjold, beslaat med plater av kobber.
Kromios, helten saa gjæv, og Arétos, saa sterk som en guddom,
fulgte dem begge til kamp, og de haabet saa trygt i sit hjerte
baade at fælde dem selv og fange de vælige hester.
Dog, det var daarskap; ti rødmende blod skulde flyte i strømme,
førend de hjem fra Avtomedon slap. Til Zevs i det høie
bad han, og hjertet, det mørke, blev fyldt med urokkelig kampmod,
og til Alkímedon talte han straks, sin trofaste fælle:
«Hør mig, Alkímedon! Hold ikke nu mine hester paa frastand,
men saa jeg faar deres pust i min ryg; ti jeg tænker at Hektor,
Priamos’ søn, ei under sig ro, før selv han har steget
op paa Akillevs’ vogn med de herlige hester og fældet
begge os to og jaget paa flugt argeiernes rækker,
eller han selv har fundet sin død blandt de forreste kjæmper.»
Kaldte han da til hjælp Menelaos og begge Aianter:
«Hør mig, argeiiske fyrster, Aianter og du, Menelaos!
Sandelig, nu maa I la vore tapreste høvdinger slutte
ring om den faldne og verne ham trygt mot fiendens rækker.
Selv maa I frelse fra jammerfuld død os tvende som lever;
ti hist stormer med frygtelig magt i graatsvangre kampe
troernes tapreste mænd, Aineias og Hektor imot os.
Dog, end hviler jo dette i gudernes skjød; ti en lanse
slynger jo ogsaa jeg selv, og Zevs faar raade for heldet.»
Saa han talte og slynget med kraft den vældige lanse
rammende midt i det kredsrunde skjold som dækket Aretos.
Malmskjoldet vernet ham ei; ti kobberet boret sig gjennem,
kløvde hans skinnende belte og flænget ham nederst i buken.
Likesom naar med skarpslepen øks den kraftige yngling
rammer bak hornenes par en velnæret okse og hugger
senerne over — da gjør den et sprang og styrter til jorden —
saaledes hoppet han frem og segnet paa ryggen, mens spydet
dirrende hang i hans buk med sin odd og lammet hans lemmer.
Slynget da Hektor med kraft mot Avtomedon spydet det blanke;
dog han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsodd.
Forover bøide han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft, saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Nu hadde begge med hvæssede sverd gaat frem mot hinanden,
dersom Aianterne ei hadde skilt de fnysende kjæmper.
Ti da de hørte sin landsmands rop, gik de frem gjennem skaren.
Nu blev Aineias og Hektor og Kromios, gudernes like,
slagne av rædsel for disse og vek. Den faldne Aretos
lot de bli liggende der hvor han faldt for den flængende lanse.
Helten Avtomedon, modig og kjæk som den fotrappe Ares,
slet ham hans rustning fra kroppen og ropte i haanende jubel:
«Saa! nu lettet jeg dog min sjæl en smule for sorgen
over Patroklos’ fald, skjønt manden jeg vog var en stymper.»
Saaledes lød hans ord, og han slængte den blodige rustning
op paa sin vogn, og selv steg han op med føtter og hænder
vaate av blod, lik løven, naar glupsk den slukte en okse.
Frygtelig raste paany de møisomme graatsvangre kampe
rundt Patroklos’ lik, og striden blev vakt av Atene.
Ned fra himlen hun steg; ti den tordnende Zevs hende sendte
ned for at egge danaernes mænd; ti hans hu hadde vendt sig.
Som naar Zevs fra sin himmel til tegn for menneskers slegter
spænder den purpurne regnbues bro til varsel om krige
eller om vinterens isnende regn som stanser de travle
menneskers virke paa jord og plager det frysende smaafæ,
saaledes vandret hun, skjult i en purpurstraalende taake,
ind i akaiernes flok og egget hver eneste kriger.
Først til Atrevs’ søn, den kraftige helt Menelaos,
talte hun manende ord; ti han stod nærmest i kredsen.
Slaaende lignet hun Foiniks av vekst og rungende malmrøst:
«Skjendsel og skammelig tort vil det vorde for dig, Menelaos,
dersom den gjæve Akillevs’ ven og trofaste fælle
hist under troernes mur skal slæpes av fotrappe hunder.
Hold dig nu tapper og kjæk og egg den samlede fylking.»
Talte da straks den høimælte helt Menelaos og svarte:
«Foiniks, vor gamle ærværdige far, hvis Pallas Atene
skjænket mig kraft og vernet mig trygt mot fiendens spydkast,
visselig hastet jeg da med glæde avsted for at verge
helten Patroklos; ti dypt hans fald har grepet mit hjerte.
Aa, men Hektor har kraft som en herjende lue, og aldrig
hviler hans flængende spyd, og Zevs forlener ham seier.»
Saa han talte. Da frydet sig høit den blaaøide Pallas
over at høvdingen først blandt samtlige guder til hende
vendte sin bøn, og hun skjænket ham kraft i knær og i skuldre.
Vaagemod pustet hun helten i barm lik fluens som stadig,
selv om den jages fra menneskers hud utallige ganger,
søker at stikke paany; ti paa menneskers blod er den lysten.
Saaledes fyldte hun nu med mod hans natmørke hjerte.
Kjækt skred han hen til Patroklos og slynget den blinkende lanse.
Men blandt troerne var der en rik og høibaaren høvding,
Podes, Eetions søn. Ham hædret den straalende Hektor
høiest blandt folket som kjærkommen gjest ved det festlige maaltid.
Rammet da nu den lyslette drot Menelaos ved beltet
helten som just vilde fly og jog ham sin lanse i livet.
Drønende faldt han til jord; men Atrevs’ søn Menelaos
slæpte hans lik fra troerne bort til vennernes skare.
Eggende nærmet Apollon sig nu til Hektor og lignet
Fainops, Asios’ søn, hin helt som Hektor blandt alle
fremmede mest hadde kjær. I Abydos var han til huse.
Lignende ham tok straks fjernskytten Apollon til orde:
«Hektor, hvo ræddes vel længer for dig blandt alle akaier,
naar du nu skyr i angst Menelaos, som fordum i spydkamp
gjaldt for en stymper, men nu fra troernes fylking alene
slæpte som lik den fældede drot, din trofaste fælle
Podes, Eetions søn, hin helt blandt de forreste kjæmper.»
Saa han talte. Da sortnet en sky av sjælekval om ham.
Rustet i skinnende malm gik han frem i de forreste rækker.
Da grep Kronos’ søn sit skjold, den blinkende aigis,
smykket med talløse kvaster, og hyllende Ida i skyer
slynget han lynet med vældige skrald og rystet aigiden.
Troerne skjænket han seier; akaierne slog han med rædsel.
Nu tok først boioternes drot Peneleos flugten;
ti da han stadig fôr frem, blev han rammet av streifende spydsodd
øverst i skuldren, og helten Polydamas’ mægtige lanse
flænget ham like til benet; ti nær han stod, da han kastet.
Hektor gik paa og rammet i haandroten like ved leddet
Léitos, helten Alektryons søn, og stanset hans kampfærd.
Ængstelig flakket hans blik, og han vek, ti han trodde han aldrig
mer skulde kjæmpe med lansen i haand mot troernes skarer.
Men da Hektor fôr ilsomt avsted efter Léitos, rammet
drotten Idomenevs panserets hvælv i brystet ved vorten.
Forrest ved malmodden brast dog hans spyd, og troerne jublet.
Men mot Devkalions søn Idomenevs oppe paa vognen
slynget nu Hektor sit spyd; men det feilet og rammet en anden,
Koiranos, helten Meriones’ svend, som styrte de rappe
gangeres tøiler og fulgte sin drot fra det velbygde Lyktos;
ti paa sin fot var Idomenevs selv fra de gyngende snekker
ilet til kamp, og seier han nu hadde troerne skjænket,
hvis ikke Koiranos rask hadde bragt ham de fotrappe hester.
Frelsende kom han og vernet sin drot mot jammerens time.
Selv maatte ynglingen miste sit liv for den mordlystne Hektor.
Ret under kjæven og øret han traf, og spidsen av lansen
fôr mot hans tænder og støtte dem ut og kløvde hans tunge.
Ned fra vognen han faldt, og tøilerne slap han paa jorden.
Helten Meriones bøide sig ned og snappet fra marken
hestenes tøiler i haand og skrek til Idomenevs høilydt:
«Bruk nu din pisk, til du frelser dig frem til de ilende snekker!
Ogsaa du selv maa forstaa at akaierne ikke skal seire.»
Saa han talte. Da pisket Idomenevs gangernes tvespand
hen til de stavnhøie snekker; ti selv var han slagen av rædsel.
Klart maatte nu Menelaos og helten, den modige Aias,
se at den vekslende seier av Zevs blev troerne skjænket.
Først tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Aa, nu maa jo enhver, om han end var den blindeste taape,
skjønne at Alfader Zevs selv hjælper de troiske stridsmænd.
Altid rammer jo nu deres spyd, hvad enten en stymper
eller en kjæmpehaand slynger dem ut. Zevs styrer dem alle.
Men er de slynget av os, da falder de kraftløst til jorden.
La os da selv finde ut det kløktigste raad, saa vi baade
bjerger vor landsmands lik og selv kan vende tilbake
frelste fra kampen til fryd for elskede venner, som stirrer
hit i sin angst og tror at vi ei i længden kan stanse
drapsmanden Hektors ubændige kraft og farlige hænder;
men at vi snart maa styrte ombord paa de tjærede snekker.
Aa, om her fandtes en ven som straks kunde bringe en melding
over til Pelevs’ søn; ti ei kan jeg tro at han endnu
hørte det grufulde bud at vennen, den kjære, er falden.
Ingensteds øiner jeg dog en slik i akaiernes rækker.
Baade de selv og hestenes spand er gjemt i en taake.
Alfader Zevs, aa frels akaiernes sønner fra mørket!
La det dog klarne, og und os et blik med seende øine.
Dræp os, men gjør det ved høilys dag, naar saa er din vilje.»
Saa han talte, og Alfader Zevs blev rørt ved hans taarer.
Skymulmet spredte han straks og jaget den fugtige taake.
Solglansen straalte paany, og vide man saa over valen.
Talte da Aias i hast til den høimælte helt Menelaos:
«Speid, Menelaos, du høibaarne drot, om du endnu kan øine
helten Antilokos, søn av den modige Nestor, ilive.
Byd ham at skynde sig hen til den tapre Akillevs og melde
at han er falden paa val, hin ven, som han elsket saa saare.»
Saaledes lød hans ord, og den høimælte helt Menelaos
hørte ham villig og skyndte sig bort som en løve fra kveen,
naar den omsider er træt av at slaas med mænd og med hunder
som er paa vakt den utslagne nat, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages.
Saaledes gik fra Patroklos den høimælte drot Menelaos
saare uvillig; ti helten var ræd at akaiernes sønner
vilde i skammelig flugt la vennen bli fiendens bytte.
Tryglet han dog Meriones først og begge Aianter:
«Hør mig, Aianter og du Meriones, fyrster i Argos.
Mindes nu alle som en den arme Patroklos’ mildhet.
Vennesæl var han og visste saa vel at tækkes os alle,
medens han levet; men nu er han død, og skjæbnen har naadd ham.»
Saaledes talte den lyslette helt Menelaos og ilte
speidende om overalt lik ørnen som sies at eie
skarpeste syn av alle de vingede himmelens fugler.
Svæver den aldrig saa høit, den øiner dog haren, den rappe,
liggende gjemt under løvrike busk, og ned over byttet
slaar den og griper det hastig i klo og røver det livet.
Saa, Menelaos, speidet nu du med de straalende øine
rundt overalt i den talrike flok av trofaste venner,
om du saasandt kunde øine hin søn av Nestor i live.
Snart fik han øie paa helten som stod paa valen til venstre,
styrkende vennernes mod og eggende alle til kampen.
Gik da den lyslette helt Menelaos imot ham og ropte:
«Kjære Antilokos, høibaarne drot, kom hit for at høre
sørgelig budskap. Aa, gid det var saa, at det ikke var hændt os!
Ventelig har du vel set det forlængst og selv maattet skjønne
at en udødelig gud mot danaerne velter en ufærd.
Troerne seirer, og nu er akaiernes kjækkeste stridsmand
fældet, Patroklos, en helt som danaerne bittert vil savne.
Skynd dig nu straks til skibene hen for at melde Akillevs
tidenden, om han da snart kan faa frelst hans lik til sit langskib
blottet og bart; ti hans rustning er tat av den straalende Hektor.»
Saaledes ropte han lydt; men Antilokos kvakk ved hans budskap.
Længe forstummet han maalløs av sorg, og høvdingens øine
fyldtes med taarer, og ikke et ord kom over hans læber.
Dog, han vanskjøttet ei Menelaos’ manende paabud.
Ilsomt løp han; men rakte Laódokos først sine vaaben,
vennen den gjæve, som styrte hans vogn og stod ved hans side.
Føtterne bar den hulkende helt fra den larmende valplads
hen til Akillevs, til Pelevs’ søn, med det sorgtunge budskap.
Dog, det var ikke din agt, gudfostrede drot Menelaos,
her at stanse til vern for Antilokos’ dødstrætte svende,
nu da han gik og savnedes saart av de pyliske kjæmper.
Disse til hjælp lot han kalde den herlige helt Trasymedes.
Selv fôr han atter tilbake til helten Patroklos og stanset
foran de tvende Aianter sit løp og talte til begge:
«Nu har jeg sendt hin høvding avsted til de hurtige snekker,
hen til Akillevs, den fotrappe helt; men ei tør jeg haabe
at han vil komme, hvor vred han end er paa den herlige Hektor.
Kjæmpe mot troerne kan han vel ei, naar han mangler sin rustning.
La os da selv finde ut det kløktigste raad, saa vi baade
bjerger Patroklos’ lik og selv kan fly fra den grumme
larmende strid mot troernes mænd og frelses fra døden.»
Svarte da høvdingen, Telamons søn, den vældige Aias:
«Vel er det talt hvert ord du har sagt, Menelaos, du bolde.
Skynd jer nu du og Meriones straks at løfte paa skuldre
liket og bær det fra kamptumlen bort, mens bak jer vi tvende
møter i kampen de troiske mænd og den herlige Hektor,
vi som er like i sind og har selvsamme navn og som fordum
ofte holdt stand i den skarpeste strid med den anden ved siden.»
Saa han talte, og høit over jord i kraftige arme
løftet de liket; men bak dem skrek de troiske stridsmænd,
da de fik se at akaiernes mænd gik bort med den faldne.
Straks gik de rasende paa, lik hunder som gjøende farer
foran de kraftige jægeres flok mot det saarede vildsvin.
Glupsk de løper avsted for at rive sit bytte i stykker.
Men naar da vildsvinet vender sig om i lit til sin styrke,
farer de hastig tilbake og spredes i skjælvende rædsel.
Saaledes fulgte nu stadig de troiske stridsmænd i flokke,
fegtende vildt med sverd og dobbelthvæssede lanser.
Men naar Aianterne stanset og vendte sig hastig imot dem,
skiftet de farve, og ikke en mand turde vaage at storme
videre frem for at prøve en dyst om den faldne Patroklos.
Saaledes bar de ihærdig i hu den faldne fra kampen
hen til de stavnhøie snekker; men bak dem raste den vilde
strid lik en ild som fænger i hast og i knitrende stormgang
hyller i flammer en folkerik by. I det lysende ildhav
segner da hus efter hus, mens luerne jages av stormen.
Saaledes fulgte med døvende larm i endeløs række
hester og lansesvingende mænd deres fjed over valen.
Som naar av ytterste evne et spand av kraftige muldyr
trækker med møie paa ubanet sti fra fjeldet en bjelke
eller den mægtige kjøl til et skib. Da hamrer i brystet
hjertet av træthet og sved, mens de lægger sig ivrig i aaket.
Saaledes bar de med iver den faldne Patroklos; men bak dem
stanset Aianterne fiendens vold, som den skogklædte aasryg
stanser en flommende elv, naar den strækker sig tvers over sletten.
Endog den vildest herjende strøm i de mægtigste elver
dæmmer den op og tvinger dem straks til at vike til siden
ut over sletten. Ei strideste flom kan bryte dens vælde.
Saaledes drev Aianterne nu de kjæmpende troer
stadig tilbake. De fulgte dem dog og særlig de tvende,
helten Aineias, Ankises’ søn, og den herlige Hektor.
Likesom naar en myldrende sværm av stær eller kraaker
flyver med angstfuldt jamrende skrik, naar de ser i det fjerne
svævende høk som bringer fordærv over smaafuglers skare,
saaledes flygtet akaiernes mænd for Aineias og Hektor
vildt under angstfulde rop og glemte den modige kampfærd.
Rundt om voldgraven slængte paa flugt saa mangen akaier
fra sig de herlige vaaben, og ei fik de hvil under kampen.