Iliaden/Vaabnene smies.
< Iliaden
ATTENDE SANG.
VAABNENE SMIES.
S
aaledes raste som flammende ild deres kampe paa valen.Helten Antilokos ilte imens med bud til Akillevs.
Høvdingen fandt han staaende hist ved de stavnhøie snekker
taus; ti han ante med gru i sin sjæl hvad der nylig var fuldbragt.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Aa, hvi jages saa vildt akaiernes haarfagre sønner
atter til skibene hen i sansesløs flugt over sletten?
Bare nu guderne ei hin sjælekval volder mit hjerte,
den som tilforn min mor har varslet mig, dengang hun meldte,
at myrmidonernes kjækkeste helt, mens jeg end var i live,
skulde for troernes haand gaa bort fra det straalende sollys.
Ja, Menoitios’ kraftige søn er visselig falden.
Slemme Patroklos! Naar branden var slukt og fienden jaget,
bød jeg dig komme til flaaten og sky en tvekamp med Hektor.»
Medens han tumlet i hjerte og sind med saadanne tanker,
se, da nærmet sig raskt hin søn av den herlige Nestor.
Brændende strømmet hans taarer, mens budet, det tunge, han meldte:
«Søn av den kampglade Pelevs! Tilvisse et sørgelig budskap
maa du faa høre. Aa, gid det var saa at det ikke var hændt os!
Falden er helten Patroklos, og nu staar kampen om liket
blottet og bart; ti hans rustning er tat av den straalende Hektor.»
Saa han talte. Da sortnet en sky av sjælekval om ham.
Hænderne fyldte han begge med sværtende støv som han strødde
over sit haar, og han skjæmmet med smuds sit deilige aasyn.
Kjortlen, den prægtige, dækkedes helt av den graasorte aske.
Selv lot helten sig falde og laa med de vældige lemmer
utstrakt i støvet og slet i sit haar med famlende hænder.
Alle de terner han selv og Patroklos tilforn hadde vundet,
jamret sig høit med fortvilede skrik. De styrtet fra teltet
rundt om den tapre Akillevs, og alle med knyttede hænder
slog sig for barm, og de vaklende knær var nær ved at segne.
Ogsaa Antilokos hulket i sorg. Med strømmende taarer
holdt han, mens sukke fra hjertet sig stjal, Akillevs’ hænder,
ræd at han selv med det skjærende staal vilde snitte sin strupe.
Frygtelig skrek han, og Tetis, hans mor, den høie gudinde,
hørte det hist hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Hulkende brast hun i graat. Da flokkedes alle gudinder,
døtre av Nerevs, saa mange som var i dypet til huse.
Glauke kom til. Kymódoke kom og den skjønne Taleia,
Speio, Nesaia, Halía, med deilige øine, og Toe.
Ogsaa Kymôtoe kom med Limnóreia og med Aktaia,
Doto og Mélite var der, og Iaira kom med Agave.
Dernæst Amfítoe, Proto, Dynómene, Férusa, Doris.
Snart kom Deksámene til, Amfínome, Kallianeíra,
Maira, Panope, Nemertes og navngjeten mø Galateía.
Kallianássa kom til og Apsevdes og snart Ianeíra.
Der var Klyméne, og sammen med søsteren kom Ianassa,
saa Oreitya og skjønlokket mø Amateía og alle
døtre av Nerevs saa mange som var i dypet til huse.
Grotten, som skinnet lik lysende sølv, blev fyldt, og i jammer
slog de sig alle for barm, og Tetis begyndte sin klage:
«Søstre, aa, lyt til mit ord, I døtre av Nerevs, saa alle
hører og vet hvad knugende sorg mit hjerte maa rumme.
Ve mig, som fødte den herligste helt, men bare til vanheld,
jeg som har født den gjæveste søn, den vældigste kjæmpe,
ypperst blandt helter. I veiret han skjøt som en rankvoksen stikling.
Da han var pleiet saa ømt, som man pleier en blomst i sin have,
sendte jeg ham til Ilions by paa stavnkrumme snekker,
frem til kampen mot troernes mænd. Dog, favne til velkomst
hjemkommen elskling i Pelevs’ hal forundes mig aldrig.
Nei, og saa længe han lever og skuer det straalende sollys,
knuger ham sorg, og det nytter jo ei, om jeg gaar for at hjælpe.
Dog, nu maa jeg avsted til mit barn for at se ham og høre
sorgen som rammet ham nu, skjønt han holder sig borte fra kampen.»
Saa hun talte og ilte avsted fra grotten. De andre
fulgte i hulkende graat, og rundt dem kløvde sig havets
glitrende bølger, og da de kom frem til det muldrike Troja,
steg de paa land i rad hvor nu myrmidonernes snekker
laa langs havstranden, trukket paa land ved Akillevs’ leirplads.
Hjerteskjærende hulket den værdige mor, da hun traadte
hen til sin sukkende søn og lagde sin haand paa hans hode.
Klagende lød hendes vingede ord, da hun talte til helten:
«Barn, hvi graater du saa? Hvilken sorg har rammet dit hjerte?
Si det, og dølg ikke længer din kval. Av Zevs er jo fuldbragt
det som du tigget ham om tilforn med oprakte hænder,
at de danaiske mænd skulde savne dig haardt, naar de trængtes
sammen ved skibenes stavn, og lide en skammelig medfart.»
Sukkende tungt tok helten, den raske Akillevs, til orde:
«Visselig, elskede mor, har Olymperen fuldbyrdet dette;
men hvad glæde for mig, naar min elskede staldbror Patroklos
segnet i døden, den ven som høiest jeg skattet av alle,
likesaa høit som mig selv. Ham mistet jeg. Hektor, som vog ham,
røvet ham rustningen, vældig og skjøn, et under at skue,
kostelig gave som guderne selv lot bringe til Pelevs,
just paa den dag da de tvang dig i seng hos en dødelig brudgom.
Aa, om du bare var blit i dit hjem blandt havets gudinder
dengang, og Pelevs, min far, hadde fæstet en dødelig kvinde!
Kanske det var forat ogsaa du selv i din sjæl skulde lide
endeløs kval, naar du mistet en søn, som du aldrig skal favne
glad ved hans hjemkomst; ti selv om jeg kunde det, vilde jeg ikke
bjerge mit liv og færdes blandt mænd, saasandt ikke Hektor
først skulde miste sit liv for mit spyd og dyrt faa betale
byttet han tok fra Menaitios’ søn, den ædle Patroklos.»
Svarte da Tetis sin søn, mens taarerne strømmet saa stride:
«Snarlig vil døden dig times, mit barn, om det gaar som du sier.
Straks efter Hektors fald er det dig som loddet skal ramme.»
Sukkende tungt tok atter den raske Akillevs til orde:
«La mig kun straks maatte dø, da jeg ei kunde verne min kjære
fældede ven, som mistet sit liv saa fjernt fra sit hjemland
og maatte savne saa saart min hjælp mot skjæbnen, den grumme.
Nu faar det gaa som det vil, naar jeg ei skal faa komme tilbake,
hjem til mit elskede land og ei fik frelse Patroklos
eller de andre, saa mangen en ven som dræptes av Hektor,
men maa sitte ved flaaten som ørkesløs byrde for jorden,
skjønt ikke en blandt alle akaiernes pansrede helter
veier mig op i en kamp, mens andre er bedre paa tinge.
Maatte der dog blandt guder og mænd bli ende paa bitter
vrede og kiv som volder at selv den sindigste raser,
den som saa tidt med søtere smak end dryppende honning
vokser og vokser i menneskers bryst som en rykende flamme,
slik som han vakte min vrede fornys, hin drot Agamemnon.
Dog, la mig glemme hvad fordum er hændt, saa tungt som det falder,
nødt som jeg er til at kue i barm den flammende vrede.
Nu vil jeg gaa for at møtes med ham, med Hektor som myrdet
vennen jeg elsket, og efterpaa — vel, da tar jeg min dødslod
trøstig den dag det skal ske efter Zevs’ og gudernes vilje.
Ikke Herakles engang, den vældige, flygtet for døden,
skjønt han var elsket som ingen av Zevs, den sterke Kronide,
men han blev kuet av skjæbnen og Heras ustyrlige vrede.
Saaledes skal ogsaa jeg, dersom lignende lod skal mig times,
hvile i ro efter døden, men la mig dog først vinde hæder.
La nu saa mangen en midjesmal mø blandt dardaner og troer
tørre fra dunbløt kind med skjælvende hænder de stride
strømmende taarer og sukke saa tungt for den nød som jeg voldte.
La dem nu merke forvisst, at jeg hvilte mig længe fra kampen.
Stans mig nu ikke med kjærlige ord. Du bøier mig ikke.»
Svarte ham da gudinden, den sølverfotede Tetis:
«Ja, du har visselig ret, mit barn. Det kan ikke lastes
at man i faren vil verne mot truende død sin venner.
Men dine herlige vaaben av malm, de skinnende blanke,
er nu i troernes eie. Den hjelmbuskvaiende Hektor
bærer dem stolt om skuldre; men ei kan jeg tro at han længe
bryster sig kry i sin pragt; ti snart vil han finde sin bane.
Vent dog en stund med at kaste dig ind i de larmende kampe,
indtil jeg vender tilbake og kommer dig atter for øie.
Tidlig i morgen, naar solen staar op, vil jeg gaa til den gjæve
hersker Hefaistos og bringe dig hit den herligste rustning.»
Saa hun talte, og bort fra sin søn, den herlige høvding,
vendte hun sig og talte til søstrene, havets gudinder:
«Skynd jer at dukke paany i havdypets vældige avgrund.
Gaa til vor fars palads for at se til den gamle i dypet.
Meld ham saa alt; men selv vil jeg gaa til det høie Olympen
hen for at gjeste vor navngjetne smed, den gjæve Hefaistos,
om han vil skjænke min søn en straalende, kunstfærdig rustning.»
Saa hun talte. Da dukket de straks i det bølgende havdyp,
medens hun selv, gudinden, den sølverfotede Tetis,
gik til Olymp for at hente sin søn en straalende rustning.
Føtterne bar hende nu til Olymp; men akaiernes sønner
flygtet med larmende skrik for den blodgriske Hektor og stormet
rædde tilbake til skibenes rad og til Hellespontos.
Ei var akaiernes pansrede mænd i stand til at slæpe
drotten Akillevs’ ven, den faldne Patroklos, fra valen,
ti baade fotfolk og vogner var atter naadd frem og tillike
Hektor, Priamos’ søn, saa sterk som en luende flamme.
Helten, den straalende Hektor tok treganger fat i hans føtter,
grisk paa at slæpe ham bort, mens ivrig han troerne egget.
Treganger støtte med stormende kraft de tvende Aianter
høvdingen bort fra den faldne; men stolende trygt paa sin styrke
stormet han snart i tummelen frem, snart stanset han atter,
løftende vældige hærskrik; men aldrig dog vek han tilbake.
Likesom gjæterne ei kan jage den gulbrune løve
bort fra dyret den dræpte paa vang, naar den pines av sulten,
saaledes kunde ei nu de malmklædte tvende Aianter
jage bort Hektor, Priamos’ søn, fra den faldne Patroklos.
Bort hadde helten ham slæpt og vundet uvisnelig hæder,
hvis ei den stormsnare Iris var kommet i hast fra Olympen
ned til Akillevs med bud om at væbne sig. Zevs og de andre
himmelske visste det ei; ti hun sendtes i løndom av Hera.
Gik hun da nær, og med vingede ord hun talte til helten:
«Op nu, Pelevs’ søn, blandt mænd mest frygtet av alle!
Op, for at verge Patroklos, om hvem det rædsomme kampgny
raser ved skibene. Kjæmperne slaar hverandre til døde.
Her vil akaierne verne hans lik; hist søker de grumme
troer at trække det hen til det stormomsusede Troja.
Ivrigst av alle paa valen er selve den straalende Hektor
efter at slæpe ham bort, og det lyster hans hjerte at skille
hodet fra bøielig hals og fæste det høit paa en stake.
Op da, og nøl ikke mer, men skam dig inderst i hjertet,
dersom Patroklos skal vorde til lek for de troiske hunder.
Kommer han hit som et skamskjendet lik, blir skammen din egen.»
Mælte da atter den fotrappe helt, den gjæve Akillevs:
«Iris, si, hvilken guddom har sendt dig hit med dit budskap?»
Atter tok Iris, den stormsnare mø, til orde og svarte:
«Zevs’ stormægtige hustru, den værdige Hera, har sendt mig.
Hverken har Zevs faat nys om min færd eller en av de andre
evige guder som bor paa Olympos’ snedækte tinder.»
Talte da atter Akillevs, den fotrappe kriger, og spurte:
«Kan jeg da gaa til en kamp, naar hine har røvet min rustning?
Ogsaa min elskede mor har bedt mig ikke at kjæmpe
før hun er vendt tilbake og kommet mig atter for øie;
ti fra Hefaistos hun lovet at bringe mig herlige vaaben.
Ikke en eneste vet jeg, hvis rustning jeg selv kunde bære
uten hin Telamons søns, den vældige Aias’ malmskjold.
Dog han færdes vel selv, kan jeg tro, blandt de forreste kjæmper,
svingende barsk sit spyd til vern for den faldne Patroklos.»
Atter tok Iris, den stormsnare mø, til orde og mælte:
«Visselig vet ogsaa vi, at din herlige rustning er røvet;
men du faar gaa som du er og vise dig fremme ved graven.
Kanske vil troerne ræddes og holde sig borte fra kampen,
mens i den ytterste nød akaiernes krigerske sønner
kommer til aande. Et øiebliks hvil kan lette dem kampen.»
Saa hun talte og svandt, den fotrappe straalende Iris.
Reiste sig da Akillevs, hin yndling av Zevs, og Atene
hængte aigiden, det frynsede skjold, om hans kraftige skuldre,
og med en sky som av lysende guld den høie gudinde
kranset hans isse og tændte fra den en flammende lue.
Som naar en røk stiger op fra en by og hvirvler mot himlen
fjernt paa en ø som er kringsat i strid av fiendens skarer
— hele den utslagne dag maa de gaa til de grufulde kampe
ut fra sin by; men naar solen tilsidst om aftenen daler,
flammer utallige luende baal, og lysglansen stiger
op imot himlen til tydelig tegn som skal sees av grander,
om de paa skibe vil seile derut og hjælpe i nøden —
saaledes steg hin glans fra Akillevs’ hode mot himlen.
Frem fra muren til graven han gik, men holdt sig tilbake
fra sine landsmænd og agtet sin mors forstandige paalæg.
Stansende der skrek han i, og særlig lot Pallas Atene
høre sin røst til usigelig skræk for de larmende troer.
Likesaa skarpt som det skingrende skrald fra den gjaldende krigslur
lyder, naar rundt om en by de blodgriske fiender flokkes,
likesaa skarpt lød hærskriket nu fra Aiakos’ ætling.
Men da nu troerne hørte Akillevs’ rungende malmrøst,
bævet de alle i gru, og de mankeflagrende hester
vendte med vognene om; ti de ante en skrækkelig fare.
Kuskene stivnet av gru, da de saa en uskikkelig lue
flamme i skræmmende brand fra den kjække Akillevs’ isse,
tændt av den mægtige guddom, den blaaøide Pallas Atene.
Treganger gjaldet Akillevs’ skrik vidt hen over graven,
treganger tumlet paa flugt baade troer og hjælpere gjæve.
Der fandt tolv av de tapreste mænd sin bane og knustes
under sin vogn eller spiddet sig selv paa lansen; men glade
bjerget akaierne trygt Patroklos’ lik fra den tætte
spydregn og la ham paa baare, mens elskede venner stod om ham
hulkende høit. Dem fulgte den raske Akillevs, og hete
strømmet hans taarer paa kind, da han saa sin trofaste staldbror
ligge paa baaren med gapende saar av det skjærende kobber,
vennen som nys han sendte til kamp med hester og stridsvogn,
men som han aldrig igjen skulde hilse velkommen tilbake.
Hera, den høie gudinde, lot nu den rastløse solgud
gjeste paany Okeanos’ strøm, saa nødig han vilde.
Solen gik ned. Da hvilte tilsidst de gjæve akaier
efter den vældige strid og de blindt ødelæggende kampe.
Men paa den motsatte kant drog ogsaa de troiske stridsmænd
bort fra kampen og spændte fra vogn de fotrappe hester.
Derefter stevnet de samlet til tings, før de tænkte paa maaltid.
Tinget blev sat; men mændene stod under møtet, og ingen
vaaget at sætte sig ned; ti de bævet av frygt, da Akillevs
nu hadde vist sig, hin helt som længe var borte fra kampen.
Først tok Pantoos’ søn, Polydamas, sindig til orde,
han som alene forstod at se baade frem og tilbake.
Drotten var Hektors ven; paa én nat fødtes de begge.
En var mester i ordenes kunst, den anden med lansen.
Venlig tilsinds mot dem alle tok drotten til orde og mælte:
«Tænk jer nu om, mine venner. For min del raader jeg alle
nu ta at stevne til byen og ei til den gryende morgen
vente her ute paa sletten ved skibene, fjernt fra vor bymur.
Medens hin helt var vred paa den høibaarne drot Agamemnon,
faldt det os let at staa i en kamp mot akaiernes sønner.
Selv var jeg glad, naar vi hvilte en nat ved de hurtige snekker,
haabende snart at faa i vor vold de stavnkrumme skibe.
Derimot ræddes jeg nu for den fotrappe høvding Akillevs.
Kjæk, som han er, og ustyrlig av sind, vil han ikke i længden
holde sig ute paa sletten i ro, hvor akaier og troer
møter hverandre paa val og veksler de kraftige sverdhugg;
men han vil gaa til en kamp om vor by og om vore kvinder.
Lyd mig da nu. La os gaa til vor by. Det vil gaa som jeg sier.
Nu er den signede nat brutt frem og har dennegang stanset
Pelevs’ fotrappe søn; men træffer han os, naar han rustet
stevner imorgen til kamp, vil mangen tilvisse faa lære
helten at kjende; ti hvo som kan fly, vil vende med glæde
hjem til det hellige Troja; men hunder og gribber vil æte
troer i mængde. Aa, maatte det ei mig komme for øre!
Men hvis vi derimot lyder mit raad, saa tungt som det falder,
holder vi samlet paa torvet inat vor stridsmagt; men byen
vernes av muren og portenes hvælv, som lukkes med sterke,
vel sammentømrede fløier av glattede, mægtige planker.
Men naar det lider mot dag, skal vi stille os, klædt i vor rustning,
oppe paa taarnene. Da blir det værst for ham selv, hvis han agter
freidig at komme fra skibene hit for at kjæmpe om muren.
Hjem skal han vende til flaaten, naar først han har trættet de sterke
hester i alle slags løp paa sin vildsomme færd under byen.
Modet vil ei strække til til at trænge sig ind, og han øder
aldrig vor by; nei, før blir han rov for de fotrappe hunder.»
Barsk og med rynkede bryn tok den straalende Hektor til orde:
«Nei, Polydamas, raadet du gir os, huer mig ikke,
at vi skal stevne til byen paany og stænge os inde.
Har I da ikke faat nok av at trænge jer sammen bak muren?
Mælende mænd har pleiet tilforn samstemmig at kalde
Priamos’ by den guldrike borg, den malmrike kongsstad.
Hu er husene tømt for de herlige skatte, og meget
arvegods solgtes og kom til Mæoniens yndige egne
eller til Frygiens land, siden Zevs blev vred paa os alle.
Men da den listige Kronos’ søn har undt mig at vinde
hæder ved flaaten og trænge akaierne sammen ved havet,
kom da ei mer, du daare, med denslags tanker paa tinge.
Ikke en troer vil følge dit raad; ti jeg taaler det ikke.
Selv skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Nyt nu jer kveldsmat her i vor leir, enhver i sin deling.
Husk saa alle at gaa til jer vakt og holde jer vaakne.
Den iblandt troernes mænd som ængster sig saart for sit eie,
han kan jo samle sit gods og dele det ut iblandt folket.
Bedre at nogen av vore faar godt av det end en akaier.
La os saa straks, naar det lider mot dag, i panser og plate
vække paany den hidsige kamp ved de stavnkrumme snekker.
Hvis det er saa at Akillevs til kamp har reist sig ved flaaten,
blir det nok værst for ham selv, hvis han føier sin lyst; ti jeg agter
ikke at fly fra den larmende strid, men stille mig mot ham,
enten det nu blir ham selv eller mig som skal seire i kampen.
Krigsguden rammer i blinde og dræpte saa ofte en drapsmand.»
Dette var Hektors ord, og troerne jublet som daarer,
larmende vildt; ti Pallas Atene slog dem med blindhet.
Samstemmig roste de Hektor, hvis plan skulde bringe dem vanheld.
Ingen gav agt paa Polydamas’ raad, som dog var det bedste.
Derefter nøt de i leiren sin mat; men for helten Patroklos
jamret med stønnende suk akaierne natten til ende.
Pelevs’ søn var den første som jamret i hulkende klage,
mens paa sin vaabenbrors bryst han la de hænder som dræpte
mangen en helt, og stønnet saa dypt som den skjeggede løve,
naar fra det løvtætte krat en jæger som lurer paa hjorten,
røvet dens unger. Da vredes den vildt naar den kommer for silde.
Rastløs farer den om fra kløft til kløft for at finde
jægerens spor og ham selv; ti den gripes av rasende vrede.
Sukkende tungt tok han ordet iblandt de tro myrmidoner:
«Aa, for et tankeløst løfte jeg gav hin dag da jeg talte
trøstende ord i vor hal til Menoitios, drotten den gjæve.
Bringe tilbake til Opus hans herlige søn har jeg lovet,
naar han ved Ilions fald hadde vundet sin mandslod av byttet.
Alt fuldbyrdes dog ikke av Zevs, hvad mennesker tænker.
Os to var det beskaaret at farve med blodet, det røde,
selvsamme jord ved Troja; ti jeg skal ei heller i hallen
bydes velkommen av Pelevs, den hestetumlende gubbe,
eller av Tetis, min mor; men her skal jeg bo under mulde.
Nu da jeg sidst av os to skal synke i graven, Patroklos,
vil jeg ei jorde dit lik, før hit jeg kan bære den grumme
Hektors, din banemands, rustning som rov og hans blodige hode,
og før jeg foran dit baal tolv høibaarne troiske svendes
hoder kan skille fra hals i vrede, fordi du blev fældet.
Slik som du er, skal du ligge imens ved de stavnkrumme snekker.
Mangen dardanisk og troisk mø, skjønbeltet og fager,
skal om dit lik maatte hulke i graat baade nætter og dage,
møer vi vandt med det vældige spyd i møisomme kampe,
hvergang vi herjet en by, hvor mælende mænd var til huse.»
Saaledes talte Akillevs og bød sine svende at sætte
over den flammende ild en rummelig trebenet kjedel
forat de snart fra Patroklos’ lik kunde avtvætte blodet.
Hen over ildstedet stillet de straks en badevandskjedel,
øste den fuld av vand, og under den tændte de veden.
Vandet blev varmt, da luerne slog over trefotens runding.
Men saasnart det var kommet i kok i det blankskurte kobber,
tvættet de liket og salvet dets hud med glinsende olje,
fyldte de gapende saar med niaarig salve og strakte
liket paa baaren og svøpte det ind i den fineste linduk
like fra isse til fot og dækket det til med et laken.
Samlet den utslagne nat i kreds om den raske Akillevs
sat myrmidonernes mænd og graat for den faldne Patroklos.
Spottende talte da Zevs til Hera, sin søster og hustru:
«Endelig var du da heldig, du værdige Hera, og vakte
atter den raske Akillevs til daad. Ja, sandelig tror jeg
at du er kjødelig mor til akaiernes haarfagre helter.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ vældige søn, hvor kan du dog føre slik tale?
Mangen en dødelig mand kan tilsidst faa bugt med en anden,
skjønt han er jordisk av æt og ikke i kløkt er vor like.
Hvorledes skulde da jeg, den første blandt alle gudinder
baade av byrd og fordi jeg blir kaldt din hustru og make,
du som er hersker og drot over alle de evige guder,
ei kunne hevne mig vildt paa det troiske folk i min vrede?»
Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Tetis var kommet imens til Hefaistos’ evige bolig,
prydet med stjerner og bygget av malm, blandt gudernes borge
skjønnest av alle. Han reiste den selv, den haltende mester.
Fremme ved bælgene traf hun ham nu, mens han svedende hinket
travelt omkring; ti treføtter smidde han, tyve i tallet,
som i hans fastbygde hal skulde stilles i række langs væggen.
Under dem fæstet han trinser av guld til samtlige føtter,
forat enhver av sig selv kunde rulle til gudernes festsal
frem, og tilbake igjen til hans hal, et under at skue.
Verket var færdig saavidt; ti bare de kunstige hanker
manglet dem endnu; dem naglet han fast med hamrede stifter.
Medens nu guden med sindrikste kløgt hadde travelt med dette,
traadte gudinden ham nær, den sølverfotede Tetis.
Først skred den yndige Charis, den haltende smedeguds hustru,
ut av paladset i skinnende slør og saa hende komme.
Hjertelig grep hun gudinden ved haand, tok ordet og mælte:
«Tetis med sløret det lange, hvi kommer du, værdige guddom
nu som en kjærkommen gjest til vor hal? Det sker jo saa sjelden.
Følg mig nu ind, mens jeg sætter paa bord hvad man byr sine gjester.»
Saaledes talte gudinden og førte den anden til hallen,
bød hende derpaa en stol, beslaat med sølvblanke nagler,
skjøn og arbeidet med kunst, og til føtterne var der en skammel.
Kaldte hun saa paa Hefaistos, den navngjetne kunstner, og mælte
«Skynd dig nu ind, Hefaistos; ti Tetis vil faa dig i tale.»
Straks fik hun svar av sin mand, den navngjetne, armsterke mester
«Visselig gjester os nu en høi og værdig gudinde,
hun som har frelst mig efter mit fald, da jeg pintes av smerter,
voldt av min skamløse mor, som fik lyst til at faa mig av veien,
halt som jeg var. Da hadde jeg lidt utaalelig pine,
hvis ikke Tetis i hast og Evrýnome ømt hadde tat mig
op i sit fang, hint barn av Okeanos’ kredsende havstrøm.
Der har jeg smidd paa det niende aar utallige smykker,
søljer og dreiede spænder og gulddobber fine og halsbaand,
hist i den hvælvede hal, hvor Okeanos’ fraadende strømme
bruste om grotten i endeløst løp. Der fandtes jo ingen
gud eller dødelig mand som visste mit skjul, uten Tetis.
Hun og Evrynome kjendte det vel, de to som har frelst mig.
Nu er hun gjest i mit hus, og jeg skylder den haarfagre Tetis
alt hvad jeg evner at gjøre til tak for min frelse i nøden.
Skynd dig nu ind og sæt frem de herligste gjestebudsretter,
medens jeg lægger tilside mine bælg og hele mit verktøi.»
Saaledes talte det pæsende troll, og op fra sin ambolt
reiste han sig og humpet omkring paa de skindmagre lægger.
Bælgene flyttet han fjernt fra sin ild og sanket sit verktøi
sammen i kisten av sølv, hvert redskap som lettet hans møie.
Derefter vasket han sig med en svamp paa ansigt og hænder,
tvættet den kraftige, senede hals og den haarede bringe,
tok saa sin kjortel og grep den vældige krumstav og humpet
ut fra sit verksted; men støttende gik ved herskerens side
terner av guld, livagtig at se som levende kvinder;
ti de har kløktig forstand i sit bryst og mælende stemme.
Livskraft de har, og kvindelig dont har guderne lært dem.
Hjælpende støttet de møisomt sin drot; men da han var kommet
nær til Tetis, tok herskeren plads paa en straalende tronstol.
Hjertelig grep han gudinden ved haand, tok ordet og mælte:
«Tetis med sløret, det lange, hvi kommer du værdige guddom,
nu som en kjærkommen gjest til vor hal? Det sker jo saa sjelden.
Si hvad du ønsker. Mig byder mit sind at gjøre din vilje,
dersom det staar i min magt, og det som du ønsker, er gjørlig.»
Derpaa tok Tetis til orde og svarte med strømmende taarer:
«Findes der vel, Hefaistos, blandt alle Olympens gudinder
nogen som led i sit hjerte en sorg saa tung som de bitre
kvaler jeg fik av Zevs, av Kronos’ søn, fremfor alle.
Ene blandt havets gudinder blev jeg til et menneske lænket,
Pelevs, Aiakos’ søn, og favntak av dødelig husbond
maatte jeg taale uvillig. Av sørgelig alderdom svækket
ligger han kraftløs i hallen, og mer har jeg nu maattet lide.
Zevs har jo undt mig at føde en søn og fostre en høvding,
ypperst blandt helter. I veiret han skjøt som en rankvoksen stængel.
Da han var pleiet saa ømt som man pleier en blomst i sin have,
sendte jeg ham til Ilions by paa stavnkrumme snekker
frem til kampen mot troernes mænd. Dog, det undes mig aldrig
hjemkommen elskling i Pelevs’ hal at favne til velkomst.
Nei, og saa længe han lever og skuer det straalende sollys,
knuger ham sorg, og det nytter jo ei om jeg gaar for at hjælpe.
Møen, hans hædrende løn, som akaierne selv hadde git ham,
hende har mændenes drot Agamemnon frækt tat tilbake.
Sorg over ungmøen naget hans sjæl; men troernes stridsmænd
stængte akaierne inde ved skibenes bakstavn, og ingen
lot de faa slippe igjennem. Da tigget argeiernes drotter
helten om hjælp og bød ham som løn de herligste gaver.
Selv stod han fast og negtet sin hjælp mot den truende fare;
men han lot vennen Patroklos faa laane sin rustning og sendte
ham til den larmende kamp med talrike stridsmænd i følge.
Hele den dag stred heltene haardt ved den skaiiske byport.
Troernes by var stormet hin dag, hvis Foibos Apollon
ei hadde fældet Menoitios’ søn blandt de forreste kjæmper,
helten som voldte dem ulykke svar, og git seiren til Hektor.
Tryglende kommer jeg nu til dit knæ med bøn om du vilde
skjænke min søn som snarlig maa dø, et skjold og en stridshjelm,
herlige skinner om læg, om anklerne fæstet med spænder;
dertil en brynje. Hans ven, som troerne dræpte, har mistet
alle hans vaaben. Selv ligger han nu paa jorden i tungsind.»
Straks tok den armsterke gud, den navngjetne mester til orde:
«Kjære vær trøstig, og la ikke slikt faa trykke dit hjerte.
Gid jeg saasandt kunde gjemme ham bort fra dødstimens jammer,
naar den skal naa ham, den grufulde lod, saavisst som han snarlig
faar i sit eie en rustning saa skjøn, at enhver som faar se den,
var det end aldrig saamange, maa undre sig høilig ved synet.»
Talende saa forlot han sin gjest og gik til sit verksted,
rettet mot ilden hver eneste bælg og bød dem at blæse.
Ind i esserne blæste da straks de pustende bælger,
tyve i tallet, en susende vind med skiftende styrke,
følgende med i mesterens hast eller sagtnende blæsten,
slik som det fremmet Hefaistos’ verk og det tyktes ham tjenligst.
Ind i flammerne kastet han tin og uslitelig kobber,
derefter sølv og kostelig guld og løftet paa blokken
amboltens vældige vegt. Saa grep han tilsidst i sin høire
hammeren vældig og tung og fattet sin tang med den venstre.
Først tok han paa at smie det sterke og mægtige malmskjold,
hamrende skiven med kunst. En tredobbelt skinnende malmkant
fæstet han rundt og smykket med sølv den prægtige skjoldrem.
Skjoldet blev hamret av fem lag malm, og ytterst paa platen
formet han nu med mesterlig kløkt mangt straalende kunstverk.
Jordskiven formet han først og himlen og derefter havet,
solen som skrider utrættelig frem og fuldmaanens runding;
stjernernes hær som straaler i krans paa himmelens bue,
alle Pleiáder, Hyádernes sverm og den sterke Orion;
bjørnen tilsidst eller himmelens vogn, som den kaldes av andre.
Altid gaar den i ring og speider i angst mot Orion.
Ene blandt stjernerne bades den ei i Okéanos’ strømme.
Derefter hamret han ut med kunst to prægtige byer,
mælende menneskers bo. I den ene var bryllup og gilder.
Brudene førtes fra kamrene ut i faklernes lysskjær
hen gjennem byen i festlig tog til et brudekvads toner.
Svendene traadte den hvirvlende dans mens fløiter og lyrer
klang i de dansendes kreds. I husenes aapnede dører
stillet sig kvinderne frem og saa med beundring paa festen.
Folket var samlet paa torvet til ting. Et tvistemaal reistes.
To av mændene hadde en strid og trættet om skyldig
bot for et manddrap. I almuens kreds forsikret den ene
dyrt at alt var betalt, den anden at intet var mottat.
Begge forlangte de mænd til at avgjøre trætten ved voldgift.
Hjælpere hadde de begge, som støttet med tilrop blandt mængden.
Folket blev bragt til sømmelig ro av herolder. De ældste
sat rundt tingstedets viede kreds paa tilhugne stener
holdende staver som raktes ov klarmælte travle herolder.
Støttet paa dem stod de op efter tur og dømte i saken.
Tvende talenter i guld var stillet til skue i kredsen,
lokkende løn for den, som bedst kunde finde det rette.
Rundt om den anden av byene laa to leirede hære,
rustet i skinnende malm. To vilkaar stillet den ene:
enten at straks den prægtige by skulde jevnes med jorden,
eller at alt hvad den rummet av gods, skulde likelig deles.
Endnu gav ikke forsvarerne tapt, men rustet et bakhold.
Borgernes hustruer stod med umyndige barn og med gubber,
trykket av alderens vegt, paa muren og verget den modig,
medens de andre drog bort med Ares og Pallas i spidsen.
Begge var hamret i guld, og av guld var de skinnende dragter.
At det var guder man saa, var klart, ti skjønne og store
var de i rustningens pragt, mens folket som fulgte var mindre.
Da de nu kom til det sted hvor de agtet at ligge i bakhold
tæt ved en elv hvor alle slags kvæg kom ned for at drikke,
stanset de der og satte sig, klædt i det blinkende kobber.
Tvende av mændene sat som speidere fjernt fra de andre,
ventende paa at faa øie paa lam eller hornede okser.
Snart kom bølingen frem. To gjætere fulgte, som glade
blæste paa fløiter av rør, om bakholdet ante de intet.
Straks de fik se dem, styrtet de frem fra sit gjemsel og røvet
oksernes kringsatte bøling i hast og flokker av vakre
snehvite sauer og lam; men gjæterne tok de av dage.
Derpaa, da fiendens mænd, mens de sat paa sin tingplads i leiren,
hørte en lydelig larm ved okserne, styrtet de hastig
hver paa sin vogn med det travende spand, og snart var de fremme,
fylket sig saa og kjæmpet i slag ved bredden av elven.
Kjæmperne slynget de malmhvasse spyd og rammet hverandre.
Stridens og kamplarmens vætter og dødens den grumme gudinde
færdedes blandt dem. Hun grep snart usaaret kjæmpe, snart saaret,
snart efter føtterne slæpte hun bort et lik gjennem tumlen.
Farvet i mændenes blod var kappen hun bar over skuldre.
Levende mennesker lik fôr krigerne frem og tilbake,
møtte hverandre i kamp og slæpte avsted med de faldne.
Derefter hamret han ut en frugtbar og finmuldet aker,
stor og treganger pløiet. Mangfoldige plogkarer vendte
der sine kraftige spand og kjørte dem frem og tilbake.
Hvergang de efter en vending var kommet til enden av teigen,
kom der en mand som gav dem i haand et bæger med deilig
honningsøt vin. Saa vendte de rundt, og langs efter teigen
skyndte de sig til den motsatte kant av den muldrike aker.
Bak dem blev akeren sort og lignet et virkelig plogland,
skjønt den var laget av guld. Med vidunderlig kunst var den formet.
Videre hamret han ut en gaard med bølgende akre.
Høstfolk meiet det fuldmodne korn med sigden i hænde.
Haandfuld paa haandfuld sank det til jord i bugnende skaarer.
Derpaa kom mænd som bandt det i neg med snoede halmbaand.
Tre av folkene stod der og bandt, mens smaagutter travelt
bragte dem korn som de sanket i armene, fange paa fange,
efter de meiende mænd; men taus stod kongen iblandt dem,
tæt ved skaaren med staven i haand og glad i sit hjerte.
Bortenfor slagtet imens herolder en velfetet okse
under en ek og stelte istand til gilde, mens kvinder
laget for høstfolket maaltid til kvelds av det hviteste bygmel.
Ogsaa en vingaard hamret han ut med bugnende ranker,
skjøn og av lysende guld; men druernes klaser var sorte.
Tæt i tæt stod støtter av sølv i rad og i række.
Rundt den løp der en grav av anløpet staal, og dens gjærde
hamret han til av tin. Til vingaarden førte en fotsti.
Hen over den gik bærernes rad, naar vinen blev høstet.
Gutter og ungmøer bar i kurver av flettede vidjer
glade i hu under latter og spøk de deilige druer.
Midt iblandt bærerne lokket en gut av den klingende lyre
liflige toner og sang med sin spæde og barnlige stemme
Linos’ deilige kvad. De andre sang med, og i jubel
trampet de alle i takt og fulgte paa dansende føtter.
Derefter smidde han sindrik en flok langhornede okser.
Somme var formet av tin og somme av guldet, det røde.
Rautende gik de fra fjøset og løp til de frodige beiter
langsmed en brusende elv, hvor sivgræsset svaiet i vinden.
Gjætere, meislet i guld, kom ut og fulgte sin bøling,
fire paa rad, og med disse gik ni av de rappeste hunder.
Forrest i dyrenes flok hadde just to blodgriske løver
grepet en rautende okse og slæpte den bort. I sin dødsangst
brølte den høit, mens hunder og gjætere hidsig løp efter.
Løverne flænget dens hud og slukte den vældige okses
indvold og slurpet dens blod. Ved tilrop søkte forgjæves
gjæterne ivrig at hidse til kamp de fotrappe hunder.
Rædde for løverne vendte de om, naar det gjaldt om at bite.
Snart gik de paa, snart tok de tilbens under rasende gjøen.
Derefter hamret den armsterke smed og navngjetne mester
vidtstrakte beiter for snehvite lam i den yndige fjelddal.
Der var et fjøs og en indgjærdet kve og tækkede hytter.
Endelig hamret med kunst den armsterke mester en herlig
danseplads, make til den som fordum i storbyen Knosos
Daidalos ordnet saa smukt for den haarfagre mø Ariadne.
Kraftige gutter og blomstrende ungmøer, rike og fagre,
traadte den yndige dans og holdt hverandre ved haanden.
Pikerne bar sine fineste slør, og guttenes kjortler
var av det deiligste tøi og flunkende nye fra væven.
Pikerne smykket med kranser sit haar. Fra guttenes belter
hang der en dolk med skjæfte av guld i en skinnende sølvrem.
Snart svang alle sig rundt og trippet paa øvede føtter,
som naar en mester, som sætter sig ned for at forme et lerkar,
griper om skiven med haand og prøver hvor let den kan løpe,
snart gik de alle paa rad i dansetakt frem mot hverandre.
Tæt stod talrike skarer omkring og frydet sit hjerte
over den yndige dans, mens lydt en guddommelig sanger
løftet til lyren sin røst. Saasnart han begyndte at spille,
traadte to gjøglere frem og slog sine rundkast i kredsen.
Derefter meislet han ut Okeanos’ mægtige havstrøm
rundt om den ytterste rand av det fast tilhamrede malmskjold.
Men da saa endelig skjoldet, det store og sterke, var færdig,
smidde han helten et panser. Mer straalende var det end ilden,
hamret saa hjelmen, den tunge, som passet om høvdingens tinding,
prydet med ypperlig kunst og med hjelmbusk av lysende guldtraad.
Benskinner slog han tilsidst, og av fineste tin blev de hamret.
Men da den navngjetne, armsterke smed hadde formet med omhu
rustningen færdig, da bar han den ind og lagde den varlig
ned for Akillevs’ mor. Fra Olympos’ snedækte tinder
svævet hun ned som en falk med Hefaistos’ blinkende vaaben.