Iliaden/Pakten blir brutt. Agamemnon mønstrer hæren.
< Iliaden
FJERDE SANG.
PAKTEN BLIR BRUTT. AGAMEMNON MØNSTRER HÆREN.
Guderne sat i den guldsmykte hal hos Zevs i det høie,
alle forsamlet til raad, og gudinden den værdige Hebe
skjænket den liflige nektar, og løftende gyldne pokaler
drak hverandre de til og saa paa det hellige Troja.
Straks tok Kroniden til orde og fristet at tirre til vrede
Hera med spydige ord og spøkefuldt eggende tale:
«To av gudinderne hjælper saa ømt sin ven Menelaos,
Hera, som æres i Argos, og Pallas fra Alalkomenai.
Frydfulde sitter de fjernt og ser paa sin kjæmpende yndling.
Men Afrodite, som smiler saa søtt, hun holder sig altid
nær ved den anden og verner ham huldt mot dødens gudinder.
Nu har hun frelst ham paany, da han trodde hans time var kommet
Seiret har nu tilvisse den krigerske drot Menelaos.
La os da drøfte i gudernes raad, hvordan dette skal ende,
om vi paany skal egge til kamp og vække en grufuld,
endeløs strid eller skille dem ad i fred og i venskap.
Dersom det tykkes jer bedst, og alle kan finde det billig,
kunde jo herskeren Priamos' stad bli staaende uskadt,
og Menelaos kan drage med Hélena hjemad til Argos.»
Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene sat taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
«Grusomme søn av Kronos! hvad mente du dog med din tale?
Vil du da spilde mit stræv, og skal jeg ha svedet forgjæves,
dengang jeg trættet mit vælige spand for at samle de mange
stridsmænd mot Priamos' stad til fordærv for ham selv og hans sønner?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.»
Vred tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Si mig, min ven, hvilken tort har Priamos selv og hans sønner
voldt dig saa skjendig og stor at du nu ustanselig higer
efter at herje og lægge i grus det velbygde Troja?
Dersom du gik gjennem byporten hist paa den vældige ringmur
og kunde sluke kong Priamos selv, hans sønner og alle
troer med hud og haar, saa stillet du kanske din vrede.
Gjør som du vil, og la det ei ske at denne vor trætte
senere volder den hatskeste strid imellem os begge.
Men jeg vil si dig et ord, og det skal du lægge paa hjerte:
Dersom jeg selv med tiden faar lyst til at jevne med jorden
just den by, hvor modige mænd som du elsker er fostret,
da maa du ei ville stanse min harm, men frit la mig raade.
Selv har jeg føiet dig nu uten tvang, skjønt jeg gjorde det nødig;
ti av alle de byer hvor jordiske mænd er til huse,
vidt under stjernernes straalende hvælv og solgudens bane,
stod jo ingen mit hjerte saa nær som det hellige Troja
eller som Priamos selv og spydhelten Priamos' stridsmænd.
Adrig blev der mit alter forglemt med et rikelig offer
enten av vin eller duftende damp. Saa hædres jo guder.»
Derefter svarte gudinden, den mørkøide værdige Hera:
«Vel, blandt samtlige byer paa jord er trende mig kjærest:
Argos og Sparta og staden med gaterne brede, Mykene.
Styrt dem i grus den dag de blir dig forhatt i dit hjerte.
Ikke skal jeg formene dig det eller staa dig i veien,
ti hvis jeg undte dig ei deres fald og trodset din vilje,
nyttet mit nei dog intet; ti mig kan du lettelig kue.
Dog, jeg har ret til at kræve at ogsaa min møie blir lønnet.
Selv er jeg ogsaa en guddom; av selvsamme byrd er vi begge.
Jeg er den første i rang av den listige Kronos' døtre,
baade som ældst av aar og fordi jeg blir nævnt som din hustru
viet til dig som alle de evige guder maa lyde.
La os da føie hinanden og villig gi efter i dette,
du for mit ønske, og jeg for dit bud, saa vil nok de andre
evige guder slaa følge med os. Saa byd da Atene
straks at gaa til akaiers og troers forfærdende kampe.
Der skal hun friste de troiske mænd til at bryte paa forhaand
pakten og eden de svor og krænke de stolte akaier.»
Saa hun talte, og han som er far for mænd og for guder,
lød hendes raad og talte med vingede ord til Atene:
«Skynd dig avsted til akaiernes leir og troernes fylking!
Der skal du friste de troiske mænd til at bryte paa forhaand
pakten og eden de svor og krænke de stolte akaier.»
Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Ned fra Olympos' tinder hun for lik en skinnende stjerne,
en som den listige Kronos' søn lar falde fra himlen
enten som jertegn for krigernes leir eller varsel for sjømænd.
— Funklende ildgnister farer i sværm fra den lysende stjerne. —
Saaledes dalte mot jord den herlige Pallas Atene.
Ind mellem mændene sprang hun til gru for alle de mange
troiske kjæmper og malmklædte mænd av Akaia som saa det,
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Nu skal der enten paany bli en frygtelig krig og en grufuld
larmende kamp, eller Zevs lar folkene skilles som venner,
han som alene kan raade for krig blandt menneskers slegter.»
Saaledes talte i kredsen saa mangen akaier og troer.
Men lik helten, den kjække Laódokos, søn av Antenor,
stevnet gudinden i ilsomt løp gjennem troernes skarer.
Pandaros var det hun søkte, en helt som var gudernes like
Høvdingen fandt hun, Lykaons søn, den gjæve og sterke,
staaende midt i sin mægtige hær av skjolddækte stridsmamd,
som hadde fulgt sin drot fra floden Aisepos' strømme.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Dersom du lyder mit raad, du kampglade søn av Lykaon,
vaager du modig at sende en pil mot hin helt Menelaos.
Da kan du vinde dig hæder og tak hos samtlige troer,
mest dog tilvisse hos helten av kongelig byrd, Aleksandros.
Særlig av ham vil du visselig faa de herligste gaver,
dersom han ser Menelaos, den krigerske ætling av Atrevs,
fældet av dig med den dræpende pil bli baaret paa likbaal.
Skyt nu en rammende pil mot den navngjetne drot Menelaos.
Lov den lysfødte gud, den bueberømte Apollon,
herlige ofre av talrike lam, de første i kuldet,
naar du har naadd til dit hjem, den hellige kongsstad Zeleia.»
Saaledes talte Atene, og tankeløs lot han sig daare.
Straks tok helten sin bue, den glattede, gjort av de sterke
horn av den springende buk som engang han rammet i brystet,
just da den steg fra det styrtbratte fjeld. Fra sit lønlige bakhold
traf han den like i brystet, og baklængs faldt den fra skrenten
Seksten haandsbredder vokste dens horn fra det mægtige hoved.
Kunstfærdig føiet en mester de vældige bukkehorn sammen,
glattet dem vel overalt og fæstet til buen en guldkrok.
Pandaros bøiet den krum mot marken, og snoren blev fæstet,
medens hans modige svende omhyggelig holdt sine skjolde
frem til vern, saa akaierne ei kunde storme til anfald,
før Menelaos, den krigerske søn av Atrevs, var rammet.
Derefter aapnet han koggerets lok og valgte en vinget
pil som aldrig var brukt, en kilde til dødsmørke kvaler,
la saa den smertende pil til rette paa snoren og lovet
straks den lysfødte gud, den bueberømte Apollon
herlige ofre av talrike lam, de første i kuldet,
naar han med tiden kom hjem til den hellige kongsstad Zeleia.
Fast om skaftet paa pilen han grep og om oksehudsstrengen,
trak saa strengen mot brystet og spidsen av pilen mot buen,
og da den vældige bue var spændt i den krummeste runding,
klirret den lydt; høit hvinte dens streng, og hen gjennem skaren
ilte hans hvæssede pil paa sin flugt og higet mot maalet.
Dog de evige guder forglemte ei dig, Menelaos,
mindst av dem alle hin datter av Zevs, den herjende skjoldmø.
Foran dig traadte hun frem, og pilen den bitre hun stanset.
Likesaa vart hun skjærmet din hud som en mor, naar hun vifter
fluerne bort fra sit barn, som sødelig sover i vuggen.
Selv hun rettet den dit hvor beltet blev holdt over midjen
fast med en spænde av guld over panserets dobbelte plater.
Pilen den smertende rammet ham midt i det fastspændte belte.
Tvers gjennem beltets forsirede rem blev den drevet med vælde.
Derefter skar den igjennem det kunstfuldt hamrede panser
og gjennem platen som inderst han bar til vern imot spydkast.
Den var hans tryggeste vern; men pilen fik boret sig gjennem.
Ytterst i høvdingens hud den ridset en rift, og det mørke
dampende blod sprang frem og strømmet i hast fra hans vunde.
Som naar en mø fra Maioniens land eller Kariens egne
elfenben farver i purpur til smykke for fotrappe hester.
Inderst i kammeret ligger det gjemt, og mangen en krigsmand
ønsker at eie den herlige skat; men den gjemmes til kongen
baade til pryd for hans hest og til hæder for stridsvognens styrer,
Saaledes farvedes nu, Menelaos, i blod dine skjønne
laar og velskapte lægger og nederst de deilige ankler.
Mændenes mægtige drot Agamemnon for sammen i rædseL
da han fik se at mørkerødt blod fløt ut gjennem saaret.
Ogsaa den krigerske helt Menelaos selv maatte grue;
men da han saa baade snoren og hakerne utenfor saaret,
samlet sig kraften og modet paany i hans bankende hjerte.
Sukkende talte den mægtige drot Agamemnon iblandt dem,
trykkende fast Menelaos' haand, mens vennerne jamret:
«Elskede bror, til bane for dig har jeg sluttet vor edspakt
Ene jeg stillet dig frem som akaiernes vern mot de lumske
troer som rammet dig nu og traadte vor pakt under føtter.
Dog, de vil visselig ei vorde spildt vore eder og ofre,
vinen og lammenes blod og de haandslag som gjorde os trygge.
Ti hvis hin drot paa Olymp ei straks fuldbyrder sin vilje,
gjør han det dog tilsidst, og da skal de frygtelig bøte;
mænd skal miste sit liv og kvinder og barn vorde træller.
Ja, ti jeg føler og vet jo forvisst i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv, og Priamos' stridsmænd.
Da skal Zevs, den himmelske drot som i æteren troner,
ryste imot dem i harme sin grufulde sorte aigide
vred over dette bedrag; ja, saa vil det vorde fuldbyrdet.
Aa, men for dig, Menelaos, vil nagende kummer mig pine,
hvis du skal dø, og loddet er faldt som skal ende din livsvei;
ti som den usleste kom jeg da hjem til det tørstige Argos.
Straks vil akaierne mindes det elskede fædrene hjemland
og la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, og selv vil du raatne i jorden
her ved Troja, og intet av det som du vilde, er fuldført.
Saa vil vel mangen en mand blandt de overmodige troer
si, naar han tramper med haan Menelaos' enslige gravhaug:
«Gid Agamemnon altid som nu maatte mætte sin vrede,
nu da han førte forgjæves en hær av akaier mot byen
og maatte stevne tilsidst med skibene lette og tomme
hjemad til fædrenes land, men la Menelaos tilbake.»
Saa vil de si. Dog, bedre det var om jorden mig slukte.»
Trøstende venlig sin bror tok nu Menelaos til orde:
«Kjære, fat mod og væk ikke frygt i akaiernes hjerter.
Dødelig traf ei den hvæssede pil; men det kunstfulde belte
skjærmet mig ytterst mot døden og derefter brynjen, og inderst
vernet mig platen av kobber, som smedene kunstfærdig virket.»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Elskede bror Menelaos, aa gid det var sandt som du sier!
Nu skal en læge faa se til dit saar og lægge paa vunden
kraftige urter som snart kan stille de sortnende smerter.»
Saa han talte og svenden, den gjæve Taltybios, bød han:
«Skynd dig, Taltybios, hastig avsted og hent os den gjæve
høvding Makaon, hin søn av Asklepios, lægernes mester.
Byd ham at se til min bror Menelaos, Atrevs' ætling,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saa han talte. Ham hørte hans svend og lød hans befaling.
Hen til akaiernes malmklædte mænd han ilte og speidet
skarpt efter helten Makaon og fandt ham staaende rolig
midt i de kraftige rækker av modige skjolddækte kjæmper
som hadde fulgt sin drot fra det gangernærende Trike.
Gik han da nær og med vingede ord han talte til helten:
«Op, Asklepios' søn. Dig kalder vor drot Agamemnon,
at du kan se til hans bror Menelaos, akaiernes fører,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saaledes talte den gjæve herold og rørte hans hjerte.
Ilsomt drog de avsted i akaiernes leir gjennem vrimlen.
Men da de begge kom dit, hvor den lyslette helt Menelaos
stod med sit blødende såar i en ring av de gjæveste fyrster
midt i den samlede kreds, hvor han stod saa skjøn som en guddom,
rykket han straks den smertende pil fra det fastspændte belte.
Begge de hvæssede mothaker brast, da han trak den tilbake.
Varsomt løste han saa det prægtige belte og dernæst
brynjen og platen som smeden tilforn saa kunstfærdig hamret.
Da han fik se hans saar, hvor den smertende pil hadde rammet
suget han blodet av saaret og strødde paa vunden de milde
lægende urter hans far hadde faat som gave av Keiron.
Medens de syslet omkring den høimælte helt Menelaos,
stevnet de skjolddækte troer til kamp i fylkede rækker.
Ogsaa akaierne rustet sig raskt og tænkte paa kampen.
Nølende saa man da ei den herlige drot Agamemnon.
Ei var han krøpet i skjul eller negtet at stevne til kampen.
Nei, han hastet til striden hvor mændene vinder sin hæder.
Dog, han lot hestene staa og stridsvognen, prydet med kobber.
Svenden Evrymedon, søn av Peiraos' søn Ptolemaios,
holdt imens hans prustende gangere fjernt fra de andre.
Strengt han la ham paa hjerte at holde dem rede, naar træthet
lammet omsider hans kraft paa hans ordnende gang gjennem hæren.
Mønstrende vandret han derpaa tilfots gjennem mændenes rækker.
Saa han danaiske helter som tumlet med iver sit tvespand,
stanset han glad og styrket med venlige ord deres kampmod:
«Tapre argeier, aa slap ikke av i det stormende kampgny.
Alfader Zevs gir aldrig sin hjælp til dem som har løiet.
Nei, de voldsmænd som først har krænket den hellige edspakt,
dem skal gribbene æte og flænge de kraftige kropper;
men deres hustruer og deres barn, som de elsket saa saare,
dem skal vi føre paa skibene hjem, naar byen er falden.»
Saa han derimot mænd som gruet for krigstumlens farer,
brukte han haanende ord og talte dem myndig til rette:
«Mundhelter! Feige argeier! Hør, føler I slet ingen blygsel?
Si mig, hvi staar I i raadvild angst som skjælvende raadyr,
som naar de trættes i ilsom flugt over endeløs slette,
stanser i hjælpeløs rædsel og eier ei mod i sit hjerte.
Saaledes staar I lammet av gru og tør ikke kjæmpe.
Kanske I venter til troerne naar eders stavnhøie snekker
der hvor I trak dem paa land langs stranden ved havet det golde,
saa I kan se om Kronos' søn vil verne jer naadig.»
Saaledes ilte han ordnende om gjennem mændenes rækker.
Hen til kreterne stevnet han først gjennem kjæmpernes vrimmel.
Samlet i kreds om sin drot Idomenevs rustet sig folket.
Selv stod han modig og sterk som et vildsvin forrest i skaren,
medens Meríones egget til kamp de bakerste rækker.
Men Agamemnon, den mægtige drot, blev glad, da han saa dem.
Straks til Idomenevs rettet han nu sin venlige tale:
«Høiest, Idomenevs, skatter jeg dig av alle danaer
baade i krigernes daad og i alleslags kongelig idræt
og ikke mindst i det festlige lag, naar akaiernes fyrster
blander den ædleste funklende vin i den skinnende bolle.
Ti naar de øvrige haarfagre mænd i akaiernes gilde
drikker sit fastsatte maal, staar altid det funklende bæger
fuldt for dig som for mig. Vi drikker saa meget vi lyster.
Op da, og skynd dig til kamp saa kjæk som du viste dig fordum!»
Straks tok Idomenevs, kreternes drot, til orde og svarte:
«Atrevs' søn! Din fuldtro ven skal jeg visselig være
nu som tilforn efter løftet jeg gav med nik og med haandslag.
Prøv nu at egge de andre akaiske haarfagre helter,
saa vi kan kjæmpe i hast; ti troerne krænket jo pakten.
Engang vil alle forvisst som løn for sit troløse edsbrud
pines av nagende kvaler og hente sig døden den visse.»
Saa han talte, og Atrevs' søn blev glad i sit hjerte.
Videre gik han i skaren og kom til Aianternes fylking.
Heltene væbnet sig just i en sværm av myldrende stridsmænd.
Som naar en gjæter kan øine en sky fra den høieste varde
— jaget av Zefyros iler den hen over skummende havdyp —
sortere tykkes den ham end bek, naar han ser den fra varden
komme i hast over havet med øsende regn i sit følge.
Gjæteren gruer ved synet og driver sit smaafæ til hulen.
Saaledes stevnet i hast i Aianternes følge de sorte
rækker av kraftige svende i tætsluttet fylking til striden,
dækket av skjoldenes rad og rustet med blinkende lanser.
Mændenes drot Agamemnon fik se dem og glædet sig saare.
Venlig han hilste og talte med vingede ord til dem begge:
«Hil jer Aianter, I drotter for malmklædte kjæmper fra Argos!
Jer har jeg intet at byde. Det sømmer sig ikke at hidse
helter som egger saa mandig til kamp sine kraftige svende.
Aa, maatte Zevs, vor far, og Apollon og Pallas Atene
skape i hvermands bryst et sind saa tappert og trofast!
Da skulde herskeren Priamos' by inden kort vorde bøiet
dypt i støvet med stormende haand og jevnes med jorden.»
Saa han talte og ilte fra dem til andre i skaren.
Derefter øinet han Nestor, den høimælte taler fra Pylos.
Raskt han ordnet sin hær og egget den ivrig til kampen
sammen med Pelagon, kjæmpen, og Kromios og med Alastor,
Haimon, den mandige drot, og Bias, hin folkenes hyrde.
Forrest stillet han helter tilvogns med hester og vogner.
Bakenfor ordnet han rækker tilfots av talrike stridsmænd,
tryggeste vern i en kamp. De feige blev stillet i midten,
forat de der skulde kjæmpe av tvang, saa nødig de vilde.
Stridsvognstyrerne nævnte han først og bød dem at holde
hver sine hester tilbake og ei tørne sammen i tumlen:
«Ikke maa nogen i lit til sin vognstyrerkunst og sin manddom
søke at kjæmpe alene mot troerne foran de andre.
Likesaa litt skal han vike; ti da vil I alle bli svækket.
Men naar en mand fra sin karm kan naa en troer paa stridsvogn,
da skal han strække sig frem med sit spyd; ti det er det bedste.
Saaledes herjet en krigshær tilforn baade byer og borge.
Saaledes var de tilsinds, og saaledes tænkte de alle.»
Manende talte han saa, den graanede krigsvante høvding.
Mændenes drot Agamemnon blev hjertelig glad, da han saa dem.
Hilste han da med vingede ord den værdige olding:
«Gamle, aa gid dine knær kunde følge dig villig som modet
endnu er friskt i dit bryst, ja gid du var kraftig som fordum!
Dog, du knuges av alderens vegt, som ingen kan undgaa.
Gid den trykket en anden og du var en av de unge»!
Nestor svarte ham straks, den gamle gereniske vognhelt:
«Visselig ønsker jeg, Atrevs' søn, at være som fordum,
dengang hin herlige helt Erevtalion faldt for min lanse;
dog, vi mennesker faar ikke alt av de evige guder.
Ung var jeg dengang og sterk; nu kuer mig alderens byrde.
Endda vil jeg dog færdes i strid med raad og formaning;
ti for de gamle er dette et hædrende hverv; men de yngre
pligter at slynge sin lanse med kraft, de helter som tæller
færre av aar end jeg og forlater sig trygt paa sin styrke.»
Saa han talte, og glad var Atrevs' søn, da de skiltes.
Derefter øinet han Peteos' søn, den raske Menestevs.
Stille han stod i en kreds av atenere, vældige kjæmper.
Nærmest ved ham stod helten, den kløktige kriger Odyssevs,
ledig midt i de tro kefalleneres mægtige rækker.
End hadde stridslarmens gny ei lydt for mændenes ører;
ti først nu skred akaiernes hær og troernes fylking
frem til det blodige stevne; nu stod de i taushet og ventet
indtil en tætsluttet trop av andre akaiiske stridsmænd
først skulde storme avsted til en kamp mot troernes skare.
Refset da mændenes drot Agamemnon dem strengt, da han saa det.
Haanende lød hans vingede ord, da han stanset og talte:
«Hør mig, du Peteos' søn, hin konges som guderne fostret!
Hør ogsaa du som er mester i svig og lurer paa vinding!
Si, hvi staar I og gjemmer jer bort og venter paa andre?
Sømmelig var det om I som de første i krigernes rækker
stillet jer frem og vaaget en kamp hvor den raser som hetest;
ti naar akaierne holder et lag for de gjæveste fyrster,
da er det jer som jeg først lar byde til gjest ved vort gilde.
Da er det brunstekte kjøt eders fryd og de bredfulde bægre.
Vinen den liflige drikker I da saa meget I lyster.
Men nu saa I vist helst at ti akaiiske hære
foran jer selv kunde storme til kamp med det grusomme kobber.»
Harmfuld svarte Odyssevs og sendte ham trodsige blikke:
«Atrevs' søn, hvi slipper du slikt over tændernes gjærde?
Kan du faa sagt, jeg er slap i en kamp, naar akaiernes sønner
haster til skarpeste strid mot de hestetumlende troer?
Dersom du finder det umaken værd, og har lyst, skal du snarlig
se at Telemakos' far tør kaste sig ind blandt de første
troiske kjæmper tilvogns. Du taler jo rent borti taaken.»
Smilende svarte paany den mægtige drot Agamemnon,
straks da han merket hans harm, og han tok sine haansord tilbake:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartenkte, kloke Odyssevs!
Litet jeg har at laste dig for og litet at kræve.
Visst jeg vet at du mener det godt, og at du av hjerte
under mig vel; ti av sind er vi ens, og i tanker vi møtes.
Gaa nu avsted, og saafremt noget ondt er sagt, skal vi siden
prøve at gjøre det godt. Maatte guderne gjøre det usagt!»
Saa han talte. De skiltes i hast, og han ilte til andre.
Traf han saa Tydevs' søn, den modige helt Diomedes,
staaende høit paa sin prægtige vogn med forspændte hester.
Stenelos, Kapanevs' herlige søn, stod like ved siden.
Refset da mændenes drot Agamemnon ham haardt, da han saa ham.
Spottende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Skam dig, søn av den krigerske drot, av vognhelten Tydevs!
Si, hvi gjemmer du dig! Hvi speider du ræd efter kampen!
Ei var det Tydevs' skik at krype i skjul, men at kjæmpe
mandig mot fienders flok langt foran de trofaste venner.
Saa fortalte de mænd som saa ham i kampen; ti aldrig
saa jeg ham selv; men de sa at ingen var høvdingens like.
Engang han kom paa fredelig færd som gjest til Mykene,
fulgt av den herlige drot Polyneikes. De kom for at samle
folk, da de stevnet paa tog mot det murkranste hellige Teben.
Ivrig de bad os at sende til hjælp vore kjækkeste helter.
Alle var villige straks til at gi dem alt hvad de bad om.
Zevs forhindret det dog ved at sende advarende jertegn.
Men da de begge drog bort og kom paa sin møisomme hjemfærd,
dit hvor Asopos flyter med sivkranste grønklædte bredder,
sendte akaierne Tydevs avsted til staden med budskap.
Villig han gik og traf mangfoldige gjæve kadmeier
samlet i hallen til fest hos den vældige helt Eteokles.
Skjønt som en fremmed han kom, den hestetumlende Tydevs,
gruet han ei, skjønt ene han var blandt mange kadmeier.
Freidig han æsket dem ut til en dyst, og altid han seiret
lekende let; ti Atene var selv hans hjælper i kampen.
Vrede blev da kadmeiernes mænd, de vognkjæmper gjæve,
og da nu høvdingen gav sig paa hjemveien, lagde de listig
femti svende i skjul, og som førere sendte de tvende,
Maion, en søn av Haimon, saa kjæk som en gud, og hans fælle
helten Avtonoos' søn, den krigerske drot Polyfontes.
Dog, ogsaa disse blev fældet med skam av Tydevs. Han dræpte
alle de andre; kun en lot han vende tilbake til hjemmet.
Maion sendte han hjem i lit til gudernes jertegn.
Slik var Tydevs, aitolernes drot; men en søn har han avlet,
ringere langt i kamp; men rappere bruker han tungen.»
Saaledes talte han barsk. Diomedes svarte ham ikke.
Skamfuld bar han de refsende ord fra den værdige konge.
Da tok den navngjetne Kapanevs' søn til orde og svarte:
«Lyv ikke, Atrevs' søn, naar du godt kunde sige det sande.
Trygt tør vi rose os selv som gjævere end vore fædre.
Teben, den mægtige stad med portene syv, har vi stormet,
skjønt med en ringere hær vi drog mot de trodsige mure.
Dog vi stolte paa gudernes tegn og Alfaders bistand,
mens vore fædre forvoldte sit fald ved ugudelig hovmod.
Ros dem da ei som mønstre for os i manddom og hæder».
Misnøid, med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Stille, min ven, du faar lyde mit raad og holde dig rolig.
Ikke forarger det mig at mændenes drot Agamemnon
egger til skarpeste strid de malmklædte mænd av Akaia.
Ham vil jo hæderen følge, saafremt akaiernes sønner
vinder med troerne bugt og stormer det hellige Troja.
Selv vil han føle den bitreste sorg, hvis akaierne fældes.
Derfor velan, la os tænke paa kamp og storme til striden.»
Saa han talte og sprang fra sin vogn i skinnende rustning.
Frygtelig klang om herskerens bryst, da han hoppet til jorden,
panserets plater av malm. Den modigste helt kunde grue.
Likesom bølgerne ruller fra sjø mot den brusende strandbred
jaget av Zefyros frem og pisket av vældige byger
— Langt tilhavs de topper sig først; men derpaa de brytes
mægtig mot stranden med tordnende larm, og krummet om pynter
løfter de kammene høit og sprøiter det skummende saltvand —
Saaledes stormet danaernes hær i endeløs række
fremad til strid, og lydt klang førernes rop gjennem skaren.
Men deres folk gik tyst; ei skulde man tro at de mange
stridsmænd som fulgte sin drot hadde røst og mæle i brystet.
Førerne fulgte de lydig og tyst, og straalende lyste
blinkende brynjer om krigernes bryst, hvor rækkerne stevnet,
Troerne derimot skrek lik faar som i talløse flokker
staar i den myldrende kve paa rikmandens vang for at melkes,
mens de ustanselig bræker, naar lammenes stemmer de hører.
Saaledes gjaldet de larmende skrik fra den mægtige fylking;
ti deres tungemaal var ikke ens eller talen den samme.
Blandet var mændenes maal; fra mangfoldige land var de budsendt
Krigsguden egget nu disse til kamp, men Pallas de andre
sammen med Deimos og Fobos og møen, den stridslystne Eris,
søster av Ares, den blodgriske gud, og hans trofaste fælle.
Først er hun liten av vekst, naar hun aksler sin rustning; men siden
støtter hun issen mot himlen, mens frem over valen hun skrider.
Nu gik hun ogsaa omkring i de vrimlende hære og saadde
likelig ufredens sæd og øket de kjæmpendes møie.
Da de omsider kom frem og møtte hverandre paa valen,
tørnet de modige pansrede mænd med skjoldene sammen.
Lanserne slyngedes ut, og de vældige buklede skjolde
støttes mot skjolde med kraft, og stridslarmen drønet saa vide.
jamrende stønnen blev hørt og pralende rop fra de mange
kjæmper som fældte og faldt, og blodstrømme flommet paa jorden.
Som naar i høstflommens tid to elver som strømmer fra fjeldet,
møtes og styrter som vældigste fos i den kokende fjeldkløft
ned ifra kildernes mægtige væld langt inde i skaret —
Gjæteren hører den tordnende larm fjernt borte paa vidden —
saaledes drønet de stønnende rop, da de møttes i kampen.
Fældte da helten Antilokos først en høibaaren troer,
som blandt de første gik frem, Talysios' søn Ekepolos.
Like i skjærmen paa høvdingens hjelm med hestehaars busken
rammet han midt i hans pande, og malmspydet trængte med vælde
tvers gjennem benet, og dødsnattens mulm omhyllet hans øine.
Krigeren faldt som et styrtende taarn i den vældige tummel.
Grep da om høvdingens fot den modige helt Elefenor,
Kalkodons søn, den mægtige drot for de kjække abanter.
Bort fra spydregnet trak han hans lik; ti han agtet at røve
rustning og vaaben i hast; men brat var hans higen til ende;
ti da den kjække Agenor fik se at han slæpte den faldne,
jog han ham spydet i siden, som blottedes helt bak hans malmskjold,
just da han bøiet sig ned, og han lammet de segnende lemmer.
Saaledes lot han sit liv; men over hans lik blev der kjæmpet
vildt av akaier og troer. De styrtet som glubende ulver
ind paa hverandre, og mand vog mand i det blodige stevne.
Aias, Telamons søn, vog først en blomstrende yngling,
helten Antemions søn, Simoeisios. Hist ved de grønne
bredder av Simoeis fødte hans mor, da hun vandret fra Ida.
Begge forældrene fulgte hun dit, da de saa til sit smaafæ.
Derfor fik sønnen sit navn Simoeisios; men hans forældre
fik ikke løn for at fostre sit barn; ti kort blev hans livsvei,
nu da han segnet for Aias' spyd blandt de forreste kjæmper.
Like i brystbenet traf han ham haardt ved vorten til høire.
Tvers gjennem skuldren trængte den malmhvasse lanse, og helten
styrtet i støvet til jord saa tungt som en segnende poppel
hist paa den lavlændte grund, hvor den vokste ved fugtige myrer,
glat over stammen, men kranset med løv og grener i toppen.
Mesteren hugger den om med det blinkende staal for at bøie
veden til fælger om rullende hjul paa den prægtige stridsvogn.
Stammen blir liggende strakt for at tørke ved bredden av elven.
Slik Simoeisios faldt, Antemions søn, for den kjække
Aias' haand; men Antifos, klædt i det glitrende panser,
søn av kong Priamos, slynget sit hvæssede spyd imot helten.
Dog, han traf ikke Aias; men Levkos, en ven av Odyssevs,
traf han i lysken, da høvdingen trak den faldne til side.
Tvers over manden han faldt, og liket gled ut av hans hænder.
Harmfuld i hu over vennen som faldt blev helten Odyssevs.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber,
stanset saa nær ved sin ven og sigtet med lansen den blanke,
speidende rundt med sit blik, og troerne vek, da han svinget
lansen til kast. Ei slynget han ut sit vaaben forgjæves.
Priamos' frillesøn traf han, Demokoon som fra Abydos
nylig var kommet, hin by hvor fotrappe hopper blev fostret
Vred for sin fældede ven tok Odyssevs sit sigte og slynget
lansen mot høvdingens tinding med kraft, og gjennem den anden
trængte den malmhvasse odd, og dødsmørket slørte hans øine.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Alle de forreste kjæmper og selve den straalende Hektor
vek, mens argeierne jublet og slæpte de faldne fra valen.
Videre stormet de frem; men Apollon som saa det fra borgen,
harmedes saare og egget med rop den troiske fylking:
«Fremad, I troiske kjæmper, og vik ei tilbake i striden,
feigt for argeiernes hær; ti hverken av jern eller graasten
er deres hud saa de taaler et hugg av det skjærende kobber.
Husk, han kjæmper ei mer, hin søn av den haarfagre Tetis.
Hist ved skibene sitter han nu i nagende vrede.»
Saaledes ropte fra borgen den harmfulde gud; men Atene,
Alfaders herlige barn, gik om i akaiernes fylking,
eggende alle til kamp hvor hun saa dem slappe i striden.
Rammet av skjæbnen blev først Amarynkevs' ætling, Diores;
ti over læggen til høire ved ankelens led blev han truffet
haardt med en skarpkantet sten. Det var trakernes fører som traf ham,
Peiroos, Imbrasos' søn, som var kommet til Troja fra Ainos.
Begge hans sener og ankelens ben blev knust av den haarde
grusomme sten. Paa ryggen han faldt i støvet og rakte
hænderne bedende frem mot de elskede venner, mens livets
svindende aandepust vek. Hans banemand Peiroos stormet
frem og i navlen han støtte sit spyd, saa tarmene vældet
ut paa den blodige jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Men da han atter gik paa, blev han dræpt av aitoleren Toas,
rammet i brystet ved vorten saa spydet sat fast i hans lunge.
Toas gik frem og stillet sig nær og rykket sin lanse
ut av hans bryst, og dragende ut sit hvæssede slagsverd,
gav han ham midt over buken et hugg og voldte hans bane.
Rustningen fik han dog ei; langhaarede trakiske svende
stillet sig rundt sin segnede drot med fældede lanser,
og skjønt Toas var vældig og kjæk og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han vek fra den faldne.
Saaledes laa de side om side henstrakt i støvet
trakernes mægtige drot og de malmklædte gjæve epeiers
mandige fører, og talrike stridsmænd segnet omkring dem.
Der skulde ei nogen mand kunne laste de kjæmpendes idræt,
dersom han, skjærmet mot hugg og mot stik av det hvæssede kobber
færdedes blandt dem i tumlen, og Pallas Atene ham førte
venlig ved haanden og vernet ham trygt mot lanser og piler;
ti paa hin ulykkesdag blev mange akaier og troer
strakt paa sit ansigt i støvet og laa der side om side.
alle forsamlet til raad, og gudinden den værdige Hebe
skjænket den liflige nektar, og løftende gyldne pokaler
drak hverandre de til og saa paa det hellige Troja.
Straks tok Kroniden til orde og fristet at tirre til vrede
Hera med spydige ord og spøkefuldt eggende tale:
«To av gudinderne hjælper saa ømt sin ven Menelaos,
Hera, som æres i Argos, og Pallas fra Alalkomenai.
Frydfulde sitter de fjernt og ser paa sin kjæmpende yndling.
Men Afrodite, som smiler saa søtt, hun holder sig altid
nær ved den anden og verner ham huldt mot dødens gudinder.
Nu har hun frelst ham paany, da han trodde hans time var kommet
Seiret har nu tilvisse den krigerske drot Menelaos.
La os da drøfte i gudernes raad, hvordan dette skal ende,
om vi paany skal egge til kamp og vække en grufuld,
endeløs strid eller skille dem ad i fred og i venskap.
Dersom det tykkes jer bedst, og alle kan finde det billig,
kunde jo herskeren Priamos' stad bli staaende uskadt,
og Menelaos kan drage med Hélena hjemad til Argos.»
Saa han talte. Da fnyste av harm baade Pallas og Hera.
Nær ved hinanden de sat, og troerne ønsket de vanheld.
Dog, Atene sat taus og mælte slet intet, skjønt argest
hatskhet hun følte mot Zevs, sin far, og den vildeste vrede.
Hera var ikke istand til at tøile sin harme, men svarte:
«Grusomme søn av Kronos! hvad mente du dog med din tale?
Vil du da spilde mit stræv, og skal jeg ha svedet forgjæves,
dengang jeg trættet mit vælige spand for at samle de mange
stridsmænd mot Priamos' stad til fordærv for ham selv og hans sønner?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.»
Vred tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Si mig, min ven, hvilken tort har Priamos selv og hans sønner
voldt dig saa skjendig og stor at du nu ustanselig higer
efter at herje og lægge i grus det velbygde Troja?
Dersom du gik gjennem byporten hist paa den vældige ringmur
og kunde sluke kong Priamos selv, hans sønner og alle
troer med hud og haar, saa stillet du kanske din vrede.
Gjør som du vil, og la det ei ske at denne vor trætte
senere volder den hatskeste strid imellem os begge.
Men jeg vil si dig et ord, og det skal du lægge paa hjerte:
Dersom jeg selv med tiden faar lyst til at jevne med jorden
just den by, hvor modige mænd som du elsker er fostret,
da maa du ei ville stanse min harm, men frit la mig raade.
Selv har jeg føiet dig nu uten tvang, skjønt jeg gjorde det nødig;
ti av alle de byer hvor jordiske mænd er til huse,
vidt under stjernernes straalende hvælv og solgudens bane,
stod jo ingen mit hjerte saa nær som det hellige Troja
eller som Priamos selv og spydhelten Priamos' stridsmænd.
Adrig blev der mit alter forglemt med et rikelig offer
enten av vin eller duftende damp. Saa hædres jo guder.»
Derefter svarte gudinden, den mørkøide værdige Hera:
«Vel, blandt samtlige byer paa jord er trende mig kjærest:
Argos og Sparta og staden med gaterne brede, Mykene.
Styrt dem i grus den dag de blir dig forhatt i dit hjerte.
Ikke skal jeg formene dig det eller staa dig i veien,
ti hvis jeg undte dig ei deres fald og trodset din vilje,
nyttet mit nei dog intet; ti mig kan du lettelig kue.
Dog, jeg har ret til at kræve at ogsaa min møie blir lønnet.
Selv er jeg ogsaa en guddom; av selvsamme byrd er vi begge.
Jeg er den første i rang av den listige Kronos' døtre,
baade som ældst av aar og fordi jeg blir nævnt som din hustru
viet til dig som alle de evige guder maa lyde.
La os da føie hinanden og villig gi efter i dette,
du for mit ønske, og jeg for dit bud, saa vil nok de andre
evige guder slaa følge med os. Saa byd da Atene
straks at gaa til akaiers og troers forfærdende kampe.
Der skal hun friste de troiske mænd til at bryte paa forhaand
pakten og eden de svor og krænke de stolte akaier.»
Saa hun talte, og han som er far for mænd og for guder,
lød hendes raad og talte med vingede ord til Atene:
«Skynd dig avsted til akaiernes leir og troernes fylking!
Der skal du friste de troiske mænd til at bryte paa forhaand
pakten og eden de svor og krænke de stolte akaier.»
Saa han talte og egget end mer den higende Pallas.
Ned fra Olympos' tinder hun for lik en skinnende stjerne,
en som den listige Kronos' søn lar falde fra himlen
enten som jertegn for krigernes leir eller varsel for sjømænd.
— Funklende ildgnister farer i sværm fra den lysende stjerne. —
Saaledes dalte mot jord den herlige Pallas Atene.
Ind mellem mændene sprang hun til gru for alle de mange
troiske kjæmper og malmklædte mænd av Akaia som saa det,
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og mælte:
«Nu skal der enten paany bli en frygtelig krig og en grufuld
larmende kamp, eller Zevs lar folkene skilles som venner,
han som alene kan raade for krig blandt menneskers slegter.»
Saaledes talte i kredsen saa mangen akaier og troer.
Men lik helten, den kjække Laódokos, søn av Antenor,
stevnet gudinden i ilsomt løp gjennem troernes skarer.
Pandaros var det hun søkte, en helt som var gudernes like
Høvdingen fandt hun, Lykaons søn, den gjæve og sterke,
staaende midt i sin mægtige hær av skjolddækte stridsmamd,
som hadde fulgt sin drot fra floden Aisepos' strømme.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Dersom du lyder mit raad, du kampglade søn av Lykaon,
vaager du modig at sende en pil mot hin helt Menelaos.
Da kan du vinde dig hæder og tak hos samtlige troer,
mest dog tilvisse hos helten av kongelig byrd, Aleksandros.
Særlig av ham vil du visselig faa de herligste gaver,
dersom han ser Menelaos, den krigerske ætling av Atrevs,
fældet av dig med den dræpende pil bli baaret paa likbaal.
Skyt nu en rammende pil mot den navngjetne drot Menelaos.
Lov den lysfødte gud, den bueberømte Apollon,
herlige ofre av talrike lam, de første i kuldet,
naar du har naadd til dit hjem, den hellige kongsstad Zeleia.»
Saaledes talte Atene, og tankeløs lot han sig daare.
Straks tok helten sin bue, den glattede, gjort av de sterke
horn av den springende buk som engang han rammet i brystet,
just da den steg fra det styrtbratte fjeld. Fra sit lønlige bakhold
traf han den like i brystet, og baklængs faldt den fra skrenten
Seksten haandsbredder vokste dens horn fra det mægtige hoved.
Kunstfærdig føiet en mester de vældige bukkehorn sammen,
glattet dem vel overalt og fæstet til buen en guldkrok.
Pandaros bøiet den krum mot marken, og snoren blev fæstet,
medens hans modige svende omhyggelig holdt sine skjolde
frem til vern, saa akaierne ei kunde storme til anfald,
før Menelaos, den krigerske søn av Atrevs, var rammet.
Derefter aapnet han koggerets lok og valgte en vinget
pil som aldrig var brukt, en kilde til dødsmørke kvaler,
la saa den smertende pil til rette paa snoren og lovet
straks den lysfødte gud, den bueberømte Apollon
herlige ofre av talrike lam, de første i kuldet,
naar han med tiden kom hjem til den hellige kongsstad Zeleia.
Fast om skaftet paa pilen han grep og om oksehudsstrengen,
trak saa strengen mot brystet og spidsen av pilen mot buen,
og da den vældige bue var spændt i den krummeste runding,
klirret den lydt; høit hvinte dens streng, og hen gjennem skaren
ilte hans hvæssede pil paa sin flugt og higet mot maalet.
Dog de evige guder forglemte ei dig, Menelaos,
mindst av dem alle hin datter av Zevs, den herjende skjoldmø.
Foran dig traadte hun frem, og pilen den bitre hun stanset.
Likesaa vart hun skjærmet din hud som en mor, naar hun vifter
fluerne bort fra sit barn, som sødelig sover i vuggen.
Selv hun rettet den dit hvor beltet blev holdt over midjen
fast med en spænde av guld over panserets dobbelte plater.
Pilen den smertende rammet ham midt i det fastspændte belte.
Tvers gjennem beltets forsirede rem blev den drevet med vælde.
Derefter skar den igjennem det kunstfuldt hamrede panser
og gjennem platen som inderst han bar til vern imot spydkast.
Den var hans tryggeste vern; men pilen fik boret sig gjennem.
Ytterst i høvdingens hud den ridset en rift, og det mørke
dampende blod sprang frem og strømmet i hast fra hans vunde.
Som naar en mø fra Maioniens land eller Kariens egne
elfenben farver i purpur til smykke for fotrappe hester.
Inderst i kammeret ligger det gjemt, og mangen en krigsmand
ønsker at eie den herlige skat; men den gjemmes til kongen
baade til pryd for hans hest og til hæder for stridsvognens styrer,
Saaledes farvedes nu, Menelaos, i blod dine skjønne
laar og velskapte lægger og nederst de deilige ankler.
Mændenes mægtige drot Agamemnon for sammen i rædseL
da han fik se at mørkerødt blod fløt ut gjennem saaret.
Ogsaa den krigerske helt Menelaos selv maatte grue;
men da han saa baade snoren og hakerne utenfor saaret,
samlet sig kraften og modet paany i hans bankende hjerte.
Sukkende talte den mægtige drot Agamemnon iblandt dem,
trykkende fast Menelaos' haand, mens vennerne jamret:
«Elskede bror, til bane for dig har jeg sluttet vor edspakt
Ene jeg stillet dig frem som akaiernes vern mot de lumske
troer som rammet dig nu og traadte vor pakt under føtter.
Dog, de vil visselig ei vorde spildt vore eder og ofre,
vinen og lammenes blod og de haandslag som gjorde os trygge.
Ti hvis hin drot paa Olymp ei straks fuldbyrder sin vilje,
gjør han det dog tilsidst, og da skal de frygtelig bøte;
mænd skal miste sit liv og kvinder og barn vorde træller.
Ja, ti jeg føler og vet jo forvisst i mit sind og mit hjerte:
Engang skal komme den dag da det hellige Ilios falder,
Priamos selv, hin spydsvinger gjæv, og Priamos' stridsmænd.
Da skal Zevs, den himmelske drot som i æteren troner,
ryste imot dem i harme sin grufulde sorte aigide
vred over dette bedrag; ja, saa vil det vorde fuldbyrdet.
Aa, men for dig, Menelaos, vil nagende kummer mig pine,
hvis du skal dø, og loddet er faldt som skal ende din livsvei;
ti som den usleste kom jeg da hjem til det tørstige Argos.
Straks vil akaierne mindes det elskede fædrene hjemland
og la Priamos selv og troerne pralende eie
Hélena, kvinden fra Argos, og selv vil du raatne i jorden
her ved Troja, og intet av det som du vilde, er fuldført.
Saa vil vel mangen en mand blandt de overmodige troer
si, naar han tramper med haan Menelaos' enslige gravhaug:
«Gid Agamemnon altid som nu maatte mætte sin vrede,
nu da han førte forgjæves en hær av akaier mot byen
og maatte stevne tilsidst med skibene lette og tomme
hjemad til fædrenes land, men la Menelaos tilbake.»
Saa vil de si. Dog, bedre det var om jorden mig slukte.»
Trøstende venlig sin bror tok nu Menelaos til orde:
«Kjære, fat mod og væk ikke frygt i akaiernes hjerter.
Dødelig traf ei den hvæssede pil; men det kunstfulde belte
skjærmet mig ytterst mot døden og derefter brynjen, og inderst
vernet mig platen av kobber, som smedene kunstfærdig virket.»
Straks tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Elskede bror Menelaos, aa gid det var sandt som du sier!
Nu skal en læge faa se til dit saar og lægge paa vunden
kraftige urter som snart kan stille de sortnende smerter.»
Saa han talte og svenden, den gjæve Taltybios, bød han:
«Skynd dig, Taltybios, hastig avsted og hent os den gjæve
høvding Makaon, hin søn av Asklepios, lægernes mester.
Byd ham at se til min bror Menelaos, Atrevs' ætling,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saa han talte. Ham hørte hans svend og lød hans befaling.
Hen til akaiernes malmklædte mænd han ilte og speidet
skarpt efter helten Makaon og fandt ham staaende rolig
midt i de kraftige rækker av modige skjolddækte kjæmper
som hadde fulgt sin drot fra det gangernærende Trike.
Gik han da nær og med vingede ord han talte til helten:
«Op, Asklepios' søn. Dig kalder vor drot Agamemnon,
at du kan se til hans bror Menelaos, akaiernes fører,
hvem nu en mesterlig skytte, en lykier eller en troer,
rammet med pilen til hæder for sig, men til sorg for os andre.»
Saaledes talte den gjæve herold og rørte hans hjerte.
Ilsomt drog de avsted i akaiernes leir gjennem vrimlen.
Men da de begge kom dit, hvor den lyslette helt Menelaos
stod med sit blødende såar i en ring av de gjæveste fyrster
midt i den samlede kreds, hvor han stod saa skjøn som en guddom,
rykket han straks den smertende pil fra det fastspændte belte.
Begge de hvæssede mothaker brast, da han trak den tilbake.
Varsomt løste han saa det prægtige belte og dernæst
brynjen og platen som smeden tilforn saa kunstfærdig hamret.
Da han fik se hans saar, hvor den smertende pil hadde rammet
suget han blodet av saaret og strødde paa vunden de milde
lægende urter hans far hadde faat som gave av Keiron.
Medens de syslet omkring den høimælte helt Menelaos,
stevnet de skjolddækte troer til kamp i fylkede rækker.
Ogsaa akaierne rustet sig raskt og tænkte paa kampen.
Nølende saa man da ei den herlige drot Agamemnon.
Ei var han krøpet i skjul eller negtet at stevne til kampen.
Nei, han hastet til striden hvor mændene vinder sin hæder.
Dog, han lot hestene staa og stridsvognen, prydet med kobber.
Svenden Evrymedon, søn av Peiraos' søn Ptolemaios,
holdt imens hans prustende gangere fjernt fra de andre.
Strengt han la ham paa hjerte at holde dem rede, naar træthet
lammet omsider hans kraft paa hans ordnende gang gjennem hæren.
Mønstrende vandret han derpaa tilfots gjennem mændenes rækker.
Saa han danaiske helter som tumlet med iver sit tvespand,
stanset han glad og styrket med venlige ord deres kampmod:
«Tapre argeier, aa slap ikke av i det stormende kampgny.
Alfader Zevs gir aldrig sin hjælp til dem som har løiet.
Nei, de voldsmænd som først har krænket den hellige edspakt,
dem skal gribbene æte og flænge de kraftige kropper;
men deres hustruer og deres barn, som de elsket saa saare,
dem skal vi føre paa skibene hjem, naar byen er falden.»
Saa han derimot mænd som gruet for krigstumlens farer,
brukte han haanende ord og talte dem myndig til rette:
«Mundhelter! Feige argeier! Hør, føler I slet ingen blygsel?
Si mig, hvi staar I i raadvild angst som skjælvende raadyr,
som naar de trættes i ilsom flugt over endeløs slette,
stanser i hjælpeløs rædsel og eier ei mod i sit hjerte.
Saaledes staar I lammet av gru og tør ikke kjæmpe.
Kanske I venter til troerne naar eders stavnhøie snekker
der hvor I trak dem paa land langs stranden ved havet det golde,
saa I kan se om Kronos' søn vil verne jer naadig.»
Saaledes ilte han ordnende om gjennem mændenes rækker.
Hen til kreterne stevnet han først gjennem kjæmpernes vrimmel.
Samlet i kreds om sin drot Idomenevs rustet sig folket.
Selv stod han modig og sterk som et vildsvin forrest i skaren,
medens Meríones egget til kamp de bakerste rækker.
Men Agamemnon, den mægtige drot, blev glad, da han saa dem.
Straks til Idomenevs rettet han nu sin venlige tale:
«Høiest, Idomenevs, skatter jeg dig av alle danaer
baade i krigernes daad og i alleslags kongelig idræt
og ikke mindst i det festlige lag, naar akaiernes fyrster
blander den ædleste funklende vin i den skinnende bolle.
Ti naar de øvrige haarfagre mænd i akaiernes gilde
drikker sit fastsatte maal, staar altid det funklende bæger
fuldt for dig som for mig. Vi drikker saa meget vi lyster.
Op da, og skynd dig til kamp saa kjæk som du viste dig fordum!»
Straks tok Idomenevs, kreternes drot, til orde og svarte:
«Atrevs' søn! Din fuldtro ven skal jeg visselig være
nu som tilforn efter løftet jeg gav med nik og med haandslag.
Prøv nu at egge de andre akaiske haarfagre helter,
saa vi kan kjæmpe i hast; ti troerne krænket jo pakten.
Engang vil alle forvisst som løn for sit troløse edsbrud
pines av nagende kvaler og hente sig døden den visse.»
Saa han talte, og Atrevs' søn blev glad i sit hjerte.
Videre gik han i skaren og kom til Aianternes fylking.
Heltene væbnet sig just i en sværm av myldrende stridsmænd.
Som naar en gjæter kan øine en sky fra den høieste varde
— jaget av Zefyros iler den hen over skummende havdyp —
sortere tykkes den ham end bek, naar han ser den fra varden
komme i hast over havet med øsende regn i sit følge.
Gjæteren gruer ved synet og driver sit smaafæ til hulen.
Saaledes stevnet i hast i Aianternes følge de sorte
rækker av kraftige svende i tætsluttet fylking til striden,
dækket av skjoldenes rad og rustet med blinkende lanser.
Mændenes drot Agamemnon fik se dem og glædet sig saare.
Venlig han hilste og talte med vingede ord til dem begge:
«Hil jer Aianter, I drotter for malmklædte kjæmper fra Argos!
Jer har jeg intet at byde. Det sømmer sig ikke at hidse
helter som egger saa mandig til kamp sine kraftige svende.
Aa, maatte Zevs, vor far, og Apollon og Pallas Atene
skape i hvermands bryst et sind saa tappert og trofast!
Da skulde herskeren Priamos' by inden kort vorde bøiet
dypt i støvet med stormende haand og jevnes med jorden.»
Saa han talte og ilte fra dem til andre i skaren.
Derefter øinet han Nestor, den høimælte taler fra Pylos.
Raskt han ordnet sin hær og egget den ivrig til kampen
sammen med Pelagon, kjæmpen, og Kromios og med Alastor,
Haimon, den mandige drot, og Bias, hin folkenes hyrde.
Forrest stillet han helter tilvogns med hester og vogner.
Bakenfor ordnet han rækker tilfots av talrike stridsmænd,
tryggeste vern i en kamp. De feige blev stillet i midten,
forat de der skulde kjæmpe av tvang, saa nødig de vilde.
Stridsvognstyrerne nævnte han først og bød dem at holde
hver sine hester tilbake og ei tørne sammen i tumlen:
«Ikke maa nogen i lit til sin vognstyrerkunst og sin manddom
søke at kjæmpe alene mot troerne foran de andre.
Likesaa litt skal han vike; ti da vil I alle bli svækket.
Men naar en mand fra sin karm kan naa en troer paa stridsvogn,
da skal han strække sig frem med sit spyd; ti det er det bedste.
Saaledes herjet en krigshær tilforn baade byer og borge.
Saaledes var de tilsinds, og saaledes tænkte de alle.»
Manende talte han saa, den graanede krigsvante høvding.
Mændenes drot Agamemnon blev hjertelig glad, da han saa dem.
Hilste han da med vingede ord den værdige olding:
«Gamle, aa gid dine knær kunde følge dig villig som modet
endnu er friskt i dit bryst, ja gid du var kraftig som fordum!
Dog, du knuges av alderens vegt, som ingen kan undgaa.
Gid den trykket en anden og du var en av de unge»!
Nestor svarte ham straks, den gamle gereniske vognhelt:
«Visselig ønsker jeg, Atrevs' søn, at være som fordum,
dengang hin herlige helt Erevtalion faldt for min lanse;
dog, vi mennesker faar ikke alt av de evige guder.
Ung var jeg dengang og sterk; nu kuer mig alderens byrde.
Endda vil jeg dog færdes i strid med raad og formaning;
ti for de gamle er dette et hædrende hverv; men de yngre
pligter at slynge sin lanse med kraft, de helter som tæller
færre av aar end jeg og forlater sig trygt paa sin styrke.»
Saa han talte, og glad var Atrevs' søn, da de skiltes.
Derefter øinet han Peteos' søn, den raske Menestevs.
Stille han stod i en kreds av atenere, vældige kjæmper.
Nærmest ved ham stod helten, den kløktige kriger Odyssevs,
ledig midt i de tro kefalleneres mægtige rækker.
End hadde stridslarmens gny ei lydt for mændenes ører;
ti først nu skred akaiernes hær og troernes fylking
frem til det blodige stevne; nu stod de i taushet og ventet
indtil en tætsluttet trop av andre akaiiske stridsmænd
først skulde storme avsted til en kamp mot troernes skare.
Refset da mændenes drot Agamemnon dem strengt, da han saa det.
Haanende lød hans vingede ord, da han stanset og talte:
«Hør mig, du Peteos' søn, hin konges som guderne fostret!
Hør ogsaa du som er mester i svig og lurer paa vinding!
Si, hvi staar I og gjemmer jer bort og venter paa andre?
Sømmelig var det om I som de første i krigernes rækker
stillet jer frem og vaaget en kamp hvor den raser som hetest;
ti naar akaierne holder et lag for de gjæveste fyrster,
da er det jer som jeg først lar byde til gjest ved vort gilde.
Da er det brunstekte kjøt eders fryd og de bredfulde bægre.
Vinen den liflige drikker I da saa meget I lyster.
Men nu saa I vist helst at ti akaiiske hære
foran jer selv kunde storme til kamp med det grusomme kobber.»
Harmfuld svarte Odyssevs og sendte ham trodsige blikke:
«Atrevs' søn, hvi slipper du slikt over tændernes gjærde?
Kan du faa sagt, jeg er slap i en kamp, naar akaiernes sønner
haster til skarpeste strid mot de hestetumlende troer?
Dersom du finder det umaken værd, og har lyst, skal du snarlig
se at Telemakos' far tør kaste sig ind blandt de første
troiske kjæmper tilvogns. Du taler jo rent borti taaken.»
Smilende svarte paany den mægtige drot Agamemnon,
straks da han merket hans harm, og han tok sine haansord tilbake:
«Høibaarne søn av Laertes, du snartenkte, kloke Odyssevs!
Litet jeg har at laste dig for og litet at kræve.
Visst jeg vet at du mener det godt, og at du av hjerte
under mig vel; ti av sind er vi ens, og i tanker vi møtes.
Gaa nu avsted, og saafremt noget ondt er sagt, skal vi siden
prøve at gjøre det godt. Maatte guderne gjøre det usagt!»
Saa han talte. De skiltes i hast, og han ilte til andre.
Traf han saa Tydevs' søn, den modige helt Diomedes,
staaende høit paa sin prægtige vogn med forspændte hester.
Stenelos, Kapanevs' herlige søn, stod like ved siden.
Refset da mændenes drot Agamemnon ham haardt, da han saa ham.
Spottende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Skam dig, søn av den krigerske drot, av vognhelten Tydevs!
Si, hvi gjemmer du dig! Hvi speider du ræd efter kampen!
Ei var det Tydevs' skik at krype i skjul, men at kjæmpe
mandig mot fienders flok langt foran de trofaste venner.
Saa fortalte de mænd som saa ham i kampen; ti aldrig
saa jeg ham selv; men de sa at ingen var høvdingens like.
Engang han kom paa fredelig færd som gjest til Mykene,
fulgt av den herlige drot Polyneikes. De kom for at samle
folk, da de stevnet paa tog mot det murkranste hellige Teben.
Ivrig de bad os at sende til hjælp vore kjækkeste helter.
Alle var villige straks til at gi dem alt hvad de bad om.
Zevs forhindret det dog ved at sende advarende jertegn.
Men da de begge drog bort og kom paa sin møisomme hjemfærd,
dit hvor Asopos flyter med sivkranste grønklædte bredder,
sendte akaierne Tydevs avsted til staden med budskap.
Villig han gik og traf mangfoldige gjæve kadmeier
samlet i hallen til fest hos den vældige helt Eteokles.
Skjønt som en fremmed han kom, den hestetumlende Tydevs,
gruet han ei, skjønt ene han var blandt mange kadmeier.
Freidig han æsket dem ut til en dyst, og altid han seiret
lekende let; ti Atene var selv hans hjælper i kampen.
Vrede blev da kadmeiernes mænd, de vognkjæmper gjæve,
og da nu høvdingen gav sig paa hjemveien, lagde de listig
femti svende i skjul, og som førere sendte de tvende,
Maion, en søn av Haimon, saa kjæk som en gud, og hans fælle
helten Avtonoos' søn, den krigerske drot Polyfontes.
Dog, ogsaa disse blev fældet med skam av Tydevs. Han dræpte
alle de andre; kun en lot han vende tilbake til hjemmet.
Maion sendte han hjem i lit til gudernes jertegn.
Slik var Tydevs, aitolernes drot; men en søn har han avlet,
ringere langt i kamp; men rappere bruker han tungen.»
Saaledes talte han barsk. Diomedes svarte ham ikke.
Skamfuld bar han de refsende ord fra den værdige konge.
Da tok den navngjetne Kapanevs' søn til orde og svarte:
«Lyv ikke, Atrevs' søn, naar du godt kunde sige det sande.
Trygt tør vi rose os selv som gjævere end vore fædre.
Teben, den mægtige stad med portene syv, har vi stormet,
skjønt med en ringere hær vi drog mot de trodsige mure.
Dog vi stolte paa gudernes tegn og Alfaders bistand,
mens vore fædre forvoldte sit fald ved ugudelig hovmod.
Ros dem da ei som mønstre for os i manddom og hæder».
Misnøid, med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Stille, min ven, du faar lyde mit raad og holde dig rolig.
Ikke forarger det mig at mændenes drot Agamemnon
egger til skarpeste strid de malmklædte mænd av Akaia.
Ham vil jo hæderen følge, saafremt akaiernes sønner
vinder med troerne bugt og stormer det hellige Troja.
Selv vil han føle den bitreste sorg, hvis akaierne fældes.
Derfor velan, la os tænke paa kamp og storme til striden.»
Saa han talte og sprang fra sin vogn i skinnende rustning.
Frygtelig klang om herskerens bryst, da han hoppet til jorden,
panserets plater av malm. Den modigste helt kunde grue.
Likesom bølgerne ruller fra sjø mot den brusende strandbred
jaget av Zefyros frem og pisket av vældige byger
— Langt tilhavs de topper sig først; men derpaa de brytes
mægtig mot stranden med tordnende larm, og krummet om pynter
løfter de kammene høit og sprøiter det skummende saltvand —
Saaledes stormet danaernes hær i endeløs række
fremad til strid, og lydt klang førernes rop gjennem skaren.
Men deres folk gik tyst; ei skulde man tro at de mange
stridsmænd som fulgte sin drot hadde røst og mæle i brystet.
Førerne fulgte de lydig og tyst, og straalende lyste
blinkende brynjer om krigernes bryst, hvor rækkerne stevnet,
Troerne derimot skrek lik faar som i talløse flokker
staar i den myldrende kve paa rikmandens vang for at melkes,
mens de ustanselig bræker, naar lammenes stemmer de hører.
Saaledes gjaldet de larmende skrik fra den mægtige fylking;
ti deres tungemaal var ikke ens eller talen den samme.
Blandet var mændenes maal; fra mangfoldige land var de budsendt
Krigsguden egget nu disse til kamp, men Pallas de andre
sammen med Deimos og Fobos og møen, den stridslystne Eris,
søster av Ares, den blodgriske gud, og hans trofaste fælle.
Først er hun liten av vekst, naar hun aksler sin rustning; men siden
støtter hun issen mot himlen, mens frem over valen hun skrider.
Nu gik hun ogsaa omkring i de vrimlende hære og saadde
likelig ufredens sæd og øket de kjæmpendes møie.
Da de omsider kom frem og møtte hverandre paa valen,
tørnet de modige pansrede mænd med skjoldene sammen.
Lanserne slyngedes ut, og de vældige buklede skjolde
støttes mot skjolde med kraft, og stridslarmen drønet saa vide.
jamrende stønnen blev hørt og pralende rop fra de mange
kjæmper som fældte og faldt, og blodstrømme flommet paa jorden.
Som naar i høstflommens tid to elver som strømmer fra fjeldet,
møtes og styrter som vældigste fos i den kokende fjeldkløft
ned ifra kildernes mægtige væld langt inde i skaret —
Gjæteren hører den tordnende larm fjernt borte paa vidden —
saaledes drønet de stønnende rop, da de møttes i kampen.
Fældte da helten Antilokos først en høibaaren troer,
som blandt de første gik frem, Talysios' søn Ekepolos.
Like i skjærmen paa høvdingens hjelm med hestehaars busken
rammet han midt i hans pande, og malmspydet trængte med vælde
tvers gjennem benet, og dødsnattens mulm omhyllet hans øine.
Krigeren faldt som et styrtende taarn i den vældige tummel.
Grep da om høvdingens fot den modige helt Elefenor,
Kalkodons søn, den mægtige drot for de kjække abanter.
Bort fra spydregnet trak han hans lik; ti han agtet at røve
rustning og vaaben i hast; men brat var hans higen til ende;
ti da den kjække Agenor fik se at han slæpte den faldne,
jog han ham spydet i siden, som blottedes helt bak hans malmskjold,
just da han bøiet sig ned, og han lammet de segnende lemmer.
Saaledes lot han sit liv; men over hans lik blev der kjæmpet
vildt av akaier og troer. De styrtet som glubende ulver
ind paa hverandre, og mand vog mand i det blodige stevne.
Aias, Telamons søn, vog først en blomstrende yngling,
helten Antemions søn, Simoeisios. Hist ved de grønne
bredder av Simoeis fødte hans mor, da hun vandret fra Ida.
Begge forældrene fulgte hun dit, da de saa til sit smaafæ.
Derfor fik sønnen sit navn Simoeisios; men hans forældre
fik ikke løn for at fostre sit barn; ti kort blev hans livsvei,
nu da han segnet for Aias' spyd blandt de forreste kjæmper.
Like i brystbenet traf han ham haardt ved vorten til høire.
Tvers gjennem skuldren trængte den malmhvasse lanse, og helten
styrtet i støvet til jord saa tungt som en segnende poppel
hist paa den lavlændte grund, hvor den vokste ved fugtige myrer,
glat over stammen, men kranset med løv og grener i toppen.
Mesteren hugger den om med det blinkende staal for at bøie
veden til fælger om rullende hjul paa den prægtige stridsvogn.
Stammen blir liggende strakt for at tørke ved bredden av elven.
Slik Simoeisios faldt, Antemions søn, for den kjække
Aias' haand; men Antifos, klædt i det glitrende panser,
søn av kong Priamos, slynget sit hvæssede spyd imot helten.
Dog, han traf ikke Aias; men Levkos, en ven av Odyssevs,
traf han i lysken, da høvdingen trak den faldne til side.
Tvers over manden han faldt, og liket gled ut av hans hænder.
Harmfuld i hu over vennen som faldt blev helten Odyssevs.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber,
stanset saa nær ved sin ven og sigtet med lansen den blanke,
speidende rundt med sit blik, og troerne vek, da han svinget
lansen til kast. Ei slynget han ut sit vaaben forgjæves.
Priamos' frillesøn traf han, Demokoon som fra Abydos
nylig var kommet, hin by hvor fotrappe hopper blev fostret
Vred for sin fældede ven tok Odyssevs sit sigte og slynget
lansen mot høvdingens tinding med kraft, og gjennem den anden
trængte den malmhvasse odd, og dødsmørket slørte hans øine.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Alle de forreste kjæmper og selve den straalende Hektor
vek, mens argeierne jublet og slæpte de faldne fra valen.
Videre stormet de frem; men Apollon som saa det fra borgen,
harmedes saare og egget med rop den troiske fylking:
«Fremad, I troiske kjæmper, og vik ei tilbake i striden,
feigt for argeiernes hær; ti hverken av jern eller graasten
er deres hud saa de taaler et hugg av det skjærende kobber.
Husk, han kjæmper ei mer, hin søn av den haarfagre Tetis.
Hist ved skibene sitter han nu i nagende vrede.»
Saaledes ropte fra borgen den harmfulde gud; men Atene,
Alfaders herlige barn, gik om i akaiernes fylking,
eggende alle til kamp hvor hun saa dem slappe i striden.
Rammet av skjæbnen blev først Amarynkevs' ætling, Diores;
ti over læggen til høire ved ankelens led blev han truffet
haardt med en skarpkantet sten. Det var trakernes fører som traf ham,
Peiroos, Imbrasos' søn, som var kommet til Troja fra Ainos.
Begge hans sener og ankelens ben blev knust av den haarde
grusomme sten. Paa ryggen han faldt i støvet og rakte
hænderne bedende frem mot de elskede venner, mens livets
svindende aandepust vek. Hans banemand Peiroos stormet
frem og i navlen han støtte sit spyd, saa tarmene vældet
ut paa den blodige jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Men da han atter gik paa, blev han dræpt av aitoleren Toas,
rammet i brystet ved vorten saa spydet sat fast i hans lunge.
Toas gik frem og stillet sig nær og rykket sin lanse
ut av hans bryst, og dragende ut sit hvæssede slagsverd,
gav han ham midt over buken et hugg og voldte hans bane.
Rustningen fik han dog ei; langhaarede trakiske svende
stillet sig rundt sin segnede drot med fældede lanser,
og skjønt Toas var vældig og kjæk og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han vek fra den faldne.
Saaledes laa de side om side henstrakt i støvet
trakernes mægtige drot og de malmklædte gjæve epeiers
mandige fører, og talrike stridsmænd segnet omkring dem.
Der skulde ei nogen mand kunne laste de kjæmpendes idræt,
dersom han, skjærmet mot hugg og mot stik av det hvæssede kobber
færdedes blandt dem i tumlen, og Pallas Atene ham førte
venlig ved haanden og vernet ham trygt mot lanser og piler;
ti paa hin ulykkesdag blev mange akaier og troer
strakt paa sit ansigt i støvet og laa der side om side.