Indbydelsen til Folkeoplysnings-Selskabets Stiftelse
Folkets Oplysning er en Betingelse saavel for den Enkeltes som for det Heles Velvære. Kun den Oplyste indseer, at hans Vel er uadskillelig forenet med det Heles Vel. For at kunne blive en god og nyttig Borger maa man altsaa være oplyst, og kun det Samfund, i hvilket Oplysningen er almindelig udbredt, kan blive et lykkeligt Samfund. Det er derfor Statens Pligt at drage Omsorg for Oplysnings Udbredelse i Folket. Denne Pligt erkjender ogsaa vor Stat og den søger paa mange Maader at gjøre dens Krav Fyldest. Det vigtigste Middel, som den benytter og kan benytte, er Skolen, for hvis Udvikling til større Fuldkommenhed der ogsaa hos os er gjort Meget, om end Mere staar tilbage at gjøre. Men om Skolen indrettes nok saa fuldkomment, saa er dog dens og navnligen Almueskolens Virksomhed kun forberedende. Den kan umulig meddele al den Kundskab, al den Indsigt, som betinger sand Oplysning, ja den maa endog ansees for at have løst sin Opgave, naar den har aabnet Lærlingens Blik for de forskjellige Sider af Tilværelsen og derved vakt Sands for aandig Virksomhed og Higen efter større Indsigt. Heraf følger da, at der er overordentlig Meget at gjøre for Individets Oplysning, efterat det har forladt Skolen. For den religiøse Oplysning skeer det ogsaa paa forskjellige Maader, især fra Kirkens Side. Og med Hensyn til de øvrige Grene af Folkeoplysningen maa det vistnok erkjendes, at selve Livet i Nutiden har et ganske anderledes rigt Indhold end tidligere Tiders, idet Videnskabens beundringsværdige Fremskridt og de politiske Forholdes Udvikling have fremkaldt en Mængde nye Forestillinger og de fuldkomnere Meddelelses- og Befordringsmidler have bevirket, at disse nye Forestillinger ogsaa have trængt ned i Folkenes Masser. Men deels er dog denne Livets egen Fuldstændiggjørelse af Skolens Underviisning usikker og ufuldstændig og deels forudsætter den for at kunne fattes og anvendes en større Fordannelse, end Almueskolen, om den end er noksaa fuldstændig indrettet, vil kunne skjænke. Det er derfor allevegne af høi Vigtighed at skaffe Folket udenfor Skolen Anledning til at fortsætte den i Skolen begyndte Gjerning. Men intetsteds gjælder dette i den Udstrækning som hos os. Medens nemlig her de lokale Forholde lægge større Hindringer iveien end andetsteds baade for Skolens og for Livets Underviisning, tjene de samme Forholde paa den anden Side til at fremkalde en høiere Grad af Sindets Alvor og Trang til aandig Virksomhed, for hvilken vor Almues Livsvilkaar og nedarvede Sædvaner ogsaa yde mere Tid og ydre Foranledning, end Tilfældet er i de fleste andre Lande. Vor Landalmue boer paa fjernt fra hverandre liggende Gaarde og Pladse, og medens denne Omstændighed hindrer det indbyrdes Samkvem og den levende Udvexling af Ideer og Forestillinger, vender den ogsaa Blikket indad og giver Familielivet en større Betydning, og denne Sjælens Retning er derved bleven til et stærkt udpræget Træk i Nationalcharakteren. Den rette Vei til at give Folkeoplysningen et kraftigt Stød fremad er derfor at aabne Kanaler, gjennem hvilke et rigere og bedre Indhold kan tilstrømme Familielivet. At dette før en væsentlig Deel kan skee gjennem Skolevæsenets høiere Udvikling behøver her kun at nævnes; men det kan ogsaa skee ved at sprede forædlende og nyttig Læsning ud blandt Folket. Og her er det just, at Landets naturlige Forholde og Folkets derved fremkaldte Sædvaner komme Oplysningens Sag tilgode. De lange Vinteraftener, som tilbringes i sluttet Kreds og i stille Virksomhed omkring Arnen, fremkalde en gemytlig Stemning og megen Modtagelighed for aandig Underholdning, og naar man kun sørger for, at Kundskabens Kilder ledes hid, vil der ikke mangle higende Sjæle, som med Begjærlighed ville øse af dem. Det maa imidlertid erkjendes, at det er vanskeligt for Staten her at kunne udrette Noget, og i Regelen vil dens Virksomhed i denne Retning kun bestaa i at fjerne Hindringer. Det maa altsaa hovedsagelig overlades ti private Kræfter at understøtte Individets og Familiens Bestræbelser for at fortsætte Skolens Gjerning. Men skulle private Kræfter kunne udrette Noget i et Anliggende af et saa stort Omfang, maa de ikke virke enkeltviis og spredte, men samles og forenes for med sin hele Styrke planmæssigen at anvendes paa de vigtigste Punkter. Det er disse Betragtninger, ved hvilke saavel Undertegnede som den pædagogiske Forening i Christiania, fra hvem Opfordringen til at udsende denne Indbydelse er udgaaet til os, ere blevne ledede til den Erkjendelse at Folkeoplysningens vigtige Anliggende paa den meest tidsmæssige Maade, forsaavidt private Kræfter kunne gjøre sig gjældende, vil kunne fremmes ved Stiftelsen af et Selskab for Folkeoplysningens Fremme.
Det Formaal, for hvilket Selskabet skal virke, er tilstrækkelig betegnet ved dets Navn. Maaden, hvorpaa, og Midlerne, hvorved Selskabet i den kommende Tid skal arbeide for dette Formaal, kunne ikke fra først af betegnes, da de betinges af enhver Tidsalders Forholde, af dens Anskuelser og dens Trang. Om de Midler, som efter vor Formening hensigtsmæssigst kunne anvendes i den nærmeste Fremtid, maa vi dog allerede nu udtale os. I denne Henseende ville vi gjøre den Bemærkning, at hvad det hos os først og fremst gjælder om er at udvikle Folkets Selvbevidsthed. Det vigtigste Middel hertil er Kundskab om Folkets Udvikling gjennem Tiden og navnlig gjennem den Tid, da det endnu var et selvstændigt Folk, og her maa vi prise vort Folks Lykke, idet vi i vore Kongesagaer have Historiebøger af en saadan Betydning for Folket, at i denne Henseende neppe nogen anden Literatur har Magen. Men vort Folk har ikke blot Sands for Sagaen og Handlingen, det elsker ogsaa Sagnet og Poesien; men i Mangel af sund Føde for Phantasi og Følelse griber det nuomstunder altfor ofte til den usunde, som gjennem forskjellige Kanaler tilstrømmer det. Det er derfor af dobbelt Vigtighed at skaffe Folket en Læsning, som kan styrke og belive dets poetiske Sands. Som Exempel paa hertil tjenligt Stof ville vi nævne historiske Sange, Kjæmpeviser og lignende.
Hvad der næst efter disse Bestræbelser for at udvikle Folkets Selvbevidsthed ved at vende dets Blik mod dets Fortid og mod Udtrykket af dets eget indre sjælelige Liv maa stille sig som Selskabets Opgave er at lede Folket til at kjende og fatte den det omgivende Natur med dens i Livet mægtig indgribende Kræfter. I denne Henseende maatte Selskabets Virksomhed bestaa i at lade forfatte og udbrede i Landet Skrifter om Naturen og dens Kræfter, som, forfattede i et folkeligt Sprog og i en iøvrigt isandhed folkelig Form, kunde blive en kjær Læsning for Folket, hvis Aand derigjennem vilde frigjøres for mangen Fordom og Overtro.
Medens Udgivelsen og Udbredelsen blandt Folket af Skrifter i de betegnede og andre Retninger vel til enhver Tid vil blive det vigtigste Middel, hvorved Selskabet kan virke for sit Formaal, vil det naturligvis ogsaa med Held kunne anvende andre Midler. Navnlig vil det levende Ord, det bedste Vækkelsesmiddel overalt, hvorhen det kan naa i sin fulde Inderlighed og Kraft, kunne faa en ikke ringe Anvendelse, naar der paa de forskjellige Steder i Landet dannede sig Underafdelinger af Selskabet, som hovedsagelig vilde virke for det fælles Formaal ved dette Middel, som paa een Gang har den mindste Virkekreds og den største Virkekraft.
(Her forbigaøes Forklaringen om en paatænkt Godtkjøbs-Udgave af Snorre Sturlasson.)
De Grundtræk af Selskabets Love, som ikke kunne forandres af Generalforsamlingen, der dog altid kun vil omfatte en liden Deel af de over det hele Land spredte Medlemmer, ere, at ethvert Medlem erlægger et aarligt Bidrag af mindst 1 Spdlr., at man ikke kan udtræde, inden de to første Aar fra Selskabets Stiftelse ere tilende, medens at en Udtrædelsestermin for Fremtiden bestemmes i Selskabets Love, og endelig at ethvert Medlem erholder uden Betaling et Exemplar af ethvert Værk, som udgives af Selskabet, medens han er Medlem af det.
Ledede af de ovenfor fremsatte Anskuelser, opfordre vi nu vore Landsmænd til at indtræde i „Selskabet for Folkeoplysningens Fremme“, idet vi nære den sikkre Overbeviisning, at vor Opfordring vil blive imødekommet med Velvillie over det hele Land til Gavn for Oplysningens vigtige Anliggende, til Held og Velsignelse for vort Fædreneland.
- Christiania, den 23de April 1850.
| J. L. Arup, | J. C. Berg, | Christ. Boeck, | Th. Broch, |
| Biskop. | Justitiarius. | Professor. | Capitain. |
| Joh. Friis, | F. H. Frølich, | Hansteen, | C. A. Holmboe, |
| cand. magist. | Kjøbmand. | Professor. | Professor. |
| C. Holt, | J. Kaurin, | R. Keyser, | Chr. Knudsen, |
| Almueskolelærer. | Professor. | Professor. | Almueskolelærer. |
| Kock, | L. Kyhn, | P. T. Malling, | M. J. Monrad, |
| Snedkermester. | Expeditionssekretær. | Bogtrykker. | Lektor. |
| P. A. Munch, | Hartvig Nissen, | Mart. Nissen, | H. Rasch, |
| Professor. | Skolebestyrer. | Amanuensis. | Lektor. |
| A. N. H. Stenersen, | Eilert Sundt, | F. L. Vibe, | J. H. Vogt. |
| Præst. | cand. theol. | Rektor. | Statsraad. |
| Wexels, | R. Winderen, | ||
| Præst. | Gaardbruger. | ||
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |