Inga af Varteig og hendes ættlegg
I historisk tid har egnene omkring Kristianiafjorden aldrig gjennemgaaet en stærkere, mere omfattende og dybere nedtrængende folkebevægelse end den, som i de sidste aar af det 12te aarhundrede fremkaldtes ved Bagler-partiets kampe mod kong Sverre. Den kan i vor middelalderske historie overhovedet kun sammenlignes med den bevægelse blandt de norden- og vestenfjeldske bønder, som i 1030 førte til slaget ved Stiklestad og nationalhelgen-kongens fald. Navnlig danner den vældige bondereisning, der fandt sted i den første uge af marts 1200, en overbevisende maalestok for den indædte forbitrelse, hvormed den søndenfjeldske befolkning betragtede Sverre og alle hans gjerninger og alt hans væsen. Paa hele strækningen fra Svinesund i øst til Thelemarken i vest og Romerike i nord var man gaaet saa at sige hver mand af huse, og de om morgenen den 6te marts omkring Oslo sammenstrømmende skarer skildres saa tætte som skogene. Ikke desto mindre led de et ynkeligt nederlag. Sverres taktiske krigskunst og Birkebeinernes djærve vaabendygtighed bragte dengang som vanligt seiren hjem. Men selvfølgelig blev ikke befolkningens stemning Sverres kongedømme gunstigere for det. Og heller ikke bedredes den ved det hævn- og herjetog, som han ud paa sommeren samme aar foretog, og som ikke mindst gik ud over kystbygderne mellem Svinesund og Glommen. I de nærmestfølgende aar maa det især i egnene omkring Sarpsborg have sydet og boblet i folkedybet. De fleste har havt nære eller fjernere paarørendes fald at beklage, og for mange var gaardene brændt. At efterretningen om Sverres død i marts 1202 under disse omstændigheder er bleven modtagen med inderlig tilfredshed, er selvsagt, og ligesaa, at det omvendt fremdeles var med den yderste grad af modstrittende følelser, at man i 1203 saa sig nødt til i kraft af det mellem den nye konge og bisperne afsluttede forlig paa Borgarthing at hylde Haakon Sverresson. Men indtrykket af det overvældende nederlag ved Oslo 3 aar forud har endnu været for friskt, til at man har vovet en ny reisning.
Blandt de anseeligere bondeætter, som har baaret og bevaret denne forbitrelse i sindene, har øiensynlig ogsaa været de saakaldte Varteig-mænd fra omegnen af Sarpsborg. De førte sin betegnelse efter gaarden Varteig, en større, senere udstykket landeiendom, paa hvis grund sognets kirke oprindelig har staaet, og som derfor ogsaa har givet sognet, det nuværende Varteig herred, navn (jfr. Rygh, Gaardnavne, I s. 280). »Varteigingerne« har havt gode slægtsforbindelser. Bl. a. skjønnes de at have været i skyldskab med den myndige biskop Ivar skjaulge af Hamar, der var særlig bekjendt for sit fiendskab ligeoverfor Sverre-ætten. Man kan derfor lettelig forestille sig, med hvilken stram og afvisende misbilligelse Varteig-mændene ud paa høsten 1203 har erfaret, at en af deres egne, Inga, selve datteren paa Varteig, havde indladt sig i et elskovsforhold med Sverre-ættens daværende repræsentant kong Haakon. Bekjendtskabet var skeet paa den maade, at Inga havde opholdt sig i besøg hos sin frænde Audun i Borg, der maa have været en af Sarpsborgs mest anseede mænd. Her har hun havt anledning til at se og træffe kongen, der tilbragte en lang tid af sommeren og høsten i Sarpsborg, vistnok fordi det efter de forudgaaende aars uroligheder har vist sig nødvendigt at reorganisere og sikre det hele Birkebeiner-styre i syslerne deromkring. Paa sin side har Inga af Varteig tydeligvis endnu været for ung til at ofre politiken og slægtshadet til Sverre-ætten en tanke, men har i Haakon kun seet den unge, vakre, kjekke og personlig vennesæle konge, som han var. Naar Munch nemlig (N. F. H. III s. 429, jfr. 196–97) tænker sig Haakon født paa Færøerne senest 1173, om ikke et eller to aar før, og altsaa i 1203 mindst 30 aar gammel, støtter han sig til de saakaldte færøiske sagn om kong Sverres ungdom, hvilke af Gust. Storm er godtgjorte at være ganske apokryfe. Haakon er øiensynlig, som hans fra kongeætten hentede navn viser, i modsætning til hans paa Færøerne fødte ældre halvbror Unas, der først senere fik navnet Sigurd efter den paastaaede farfar, født i Norge, efterat Sverre var optraadt som tronkræver, altsaa tidligst i 1178. Dette stemmer ogsaa nogenlunde med, at han først i 1197 nævnes som deltager i krigsbegivenhederne, omend dette, naar det gjaldt kongens egen søn, heller kunde tyde paa, at han var endnu yngre og først født f. eks. efter 1180. Yngre endda har formodentlig Inga været. Hendes alder ved sammentræffet med Haakon i 1203 kan maaske helst sættes til omkring 18 aar, saaledes at hun har været født omtrent 1185. Desto mindre har hun formaaet at ane, at hun ved at indlade sig paa et saadant eventyr gjorde sin livsskjæbne til en af de mest bevægede og romantiske i hele den norske sagatid.
Forholdet mellem hende og kongen blev snart aabenbart for hans omgivelser og har selvfølgelig heller ikke længe kunnet holdes skjult for Audun i Borg eller Ingas øvrige slægt. Efter kongens afreise har hun derfor visselig gjennemgaaet onde dage, og værre maa det være blevet, da det, formentlig henimod juletider, ligesaalidt kunde forblive en hemmelighed, at hendes forbindelse med den forhadte Sverre-ætt ikke vilde blive uden frugt. Ikke længe efter maa det desuden være rygtedes, at hendes ufødte barns far, den unge konge, allerede var død ottende dag jul (1ste januar 1204), en efterretning, som vel til at begynde med har været nær ved at knuse den ulykkelige. Hendes nærmeste har da nu ogsaa ganske slaaet haanden af hende og nødt hende til i sine fortvivlede omstændigheder at søge sin tilflugt hos fremmede. Ved at veie sagaens beretning skjønnes det tillige, at det navnlig har været Ingas far, fra hvem den haarde behandling er udgaaet. Skjønt man nemlig ellers er noksaa godt underrettet om navnene paa fædrene til de mere bekjendte kongelige friller i vor middelalder, undgaar Haakon Haakonssons saga omhyggelig at give os navnet paa denne konges morfar. Et par af Ingas brødre omtales leilighedsvis under navn, og naar farens navn ikke desto mindre haardnakket forties, maa dette have sin grund i, at erindringen om ham var særlig ubehagelig for kongeætten.
At Inga valgte at ty til det et par mil længere oppe ved Glommen liggende herred Eidsberg, eller som det dengang hed Heggen, har øiensynlig havt sin bestemte, i sagaen ligeledes kun antydningsvis berørte grund. Paa gaarden Huseby i Heggen boede nemlig den eneste bonde paa lang leid, der var bekjendt for at være en ven af kong Sverres ætt. Erlend af Husebø roste sig af at nedstamme fra hin Guthorm Graabarde, som var far til den af Harald Gilles friller, der blev mor til Sverres paastaaede far, kong Sigurd Mund. Langt ude, men nær nok til i hine tider at regnes med, ansaa Erlend sig derfor i slægt med denne gren af kongeætten. Maaske har Inga under kong Haakons ophold i Borg ogsaa havt anledning til ved hirden at se Erlend paa skyldigt hilsebesøg hos kongen. I ethvert fald maa det have været haabet om hans hjælp, som har bragt hende op i hans nærhed. Heller ikke han har imidlertid fundet det trygt at optage hende i sit hus. Dertil var vel hans Birkebeiner-sympathier for velkjendte. Mindre opsigt og mistanke vilde det derimod vække, om hun kunde faa ophold hos hans ven og nabo, præsten Thrond paa Folkensborg, der rigtignok ligeledes stod paa Birkebeinernes side, men formodentlig som præst i Bagler-bispen Nikolas’s stift har været forsigtig nok til ikke at lade dette blive videre bekjendt. Det maa desuden erindres, at de allerfleste norske landspræster endnu paa denne tid paa en eller anden maade var gifte, hvilket ogsaa for Thronds vedkommende var tilfældet. Ud paa sommeren 1204, formentlig omkring Sankthans, fødte da Inga paa Folkensborg et guttebarn, der som vanligt, naar faren var død, opkaldtes efter denne.
Medens Inga vedblev at opholde sig paa Folkensborg, antog forholdene i landet atter et stedse mere forvirret præg. Endnu sommeren 1204 døde barnekongen Guthorm Sigurdsson, den sidste dengang kjendte mandlige ættling af Sverre, og fulde af nyvakte forhaabninger reiste Baglerne sig paany med Erling Steinvegg som partikonge. Rigtignok indfandt Birkebeinernes nye konge, Inge Baardsson af Rein, sig sommeren 1205 i Viken og tiltvang sig hylding baade paa Haugathing ved Tønsberg og paa Borgarthing; men til gjengjæld opnaaede Erling Steinvegg det samme i Nidaros paa selve Ørethinget, og overhovedet kom partikampene atter i fuld gang. Under disse omstændigheder var det farligt at sidde med en Birkebeiner-konges søn midt inde i den mest birkebeiner-fiendtlige del af Viken. Der gik lumske rygter om aarsagerne til de to uventede kongedødsfald i Sverre-ætten i løbet af et og samme aar, og hvad der kunde tiltroes de intrigerende faktioner ved Birkebeinernes egen kongehird i Nidaros, kunde med endnu større sandsynlighed i Viken tiltænkes de forbitrede Bagler. Da julen 1205 nærmede sig, ansaa præsten Thrond og Erlend af Husebø i det hele taget stillingen saa vanskelig, at de besluttede sig til at bringe barnet og dets mor op til dets nærmeste frænder og partihøvdingerne i Throndhjem. Munch har (II s. 484–85) opkastet det spørgsmaal, hvorfor de ikke heller valgte ved kong Inge Baardssons nærværelse paa Borgarthing sommeren 1205 allerede da at overgive barnet i hans varetægt. De forklaringer herpaa, som Munch selv søger at tilfredsstille sig med, synes imidlertid alt andet end indlysende. Sagen har vel simpelthen været den, at man ikke vovede at lade Inga paany vise sig i Sarpsborg eller dens nærmeste omegn, hvor hvert andet menneske kjendte hende, og hvor hendes slægtninge kunde anvende sin ættemyndighed til i al stilhed at skaffe sig barnet i sin magt. Det lader derfor virkelig til, at sagaen har ret, naar den fortæller, at foruden Erlend og Thrond var det blot præstens hustru og to sønner, som vidste, hvem hun og barnet var. Hendes slægtninge paa Varteig og i Borg maa have svævet i uvidenhed om, hvor der var blevet af hende. I længden var det dog klarligen umuligt at bevare en saadan hemmelighed, og det har vistnok været paa høie tid, da Erlend og Thrond henimod jul 1205 paa vinterføret drog nordover med mor og det da halvandet aar gamle kongsemne.
Som sit nærmeste maal havde det lille følge stillet sig Hamar for øie. Her sad der to uf Birkebeinernes sysselmænd, fra hvis side de mente at kunne vente baade god modtagelse og virksom hjælp for den videre reise. Men de to krigshøvdinger befandt sig selv i knibe. Trods de anseelige flokke af stridsmænd, som de omgav sig med, levede de i stadig frygt for overfald fra de ogsaa rundt om paa Oplandene huserende Bagler. Afse nogen større eskorte til kongesønnens ledsagelse over fjeldet turde de derfor ikke. Ei engang julefred formaaede de at berede flygtningerne. I saa henseende havde disse ikke regnet tilstrækkelig med biskop Ivar og den skarpe udkig, han holdt med sine fiender, de to Birkebeiner-sysselmænds gjøren og laden. Han fik straks greie paa, hvad det var for et magtpaaliggende barn, som det paa selve juleaften til Hamar sydfra indtrufne følge medbragte, og benyttende sig af sit slægtskab med gutten, indbød han med tilsyneladende velvilje mor og barn til at tilbringe julehelgen hos sig. Da det er udelukket, at det kan have været paa Sverre-ættens side, at den nævnte ætt saa fiendtlig sindede Hamar-bisp har været beslægtet med Haakon Haakonsson, maa slægtskabet have knyttet sig til dennes mor, altsaa Inga selv. Til dette punkt vil jeg forhaabentlig ved en anden leilighed kunne komme tilbage. I nærværende forbindelse er det nok at fremhæve, at Inga og hendes ledsagere straks var fuldt paa det klare med, at frænde her var frænde værst, og allerede anden dag jul befordredes følget med barnet i al hemmelighed videre opover til Lillehammer, medens man søgte at afholde biskopen fra yderligere skridt ved at stille ham i udsigt, at følget, naar de efter julen følte sig udhvilte, vilde benytte sig af hans gjæstfrihed. At tage over fjeldet fra Gudbrandsdalen til Østerdalen og videre over Dovre paa de korte midtvintersdage, var dog ikke at tænke paa. Man oppebiede lysere dage paa senvinteren. Indtil fastetidens indtrædelse laa følget i al stilhed veirfast paa en liden gaard ved Lillehammer, og da det endelig brød op, havde det, formodentlig ved sysselmændenes foranstaltning, faaet flere Birkebeiner med sig; det kan ikke engang med sikkerhed sees, om Thrond præst og Erlend ikke nu skiltes fra Inga og kongsemnet og drog tilbage til sit hjem i Heggen. Paa den anden side er det vist nok, at biskop Nikolas tilsidst uden tvil gjennem sin embedsbroder og partifælle paa Hamar havde faaet nys om færden og dens foranledning og havde underrettet de i Tønsberg overvintrende Bagler-høvdinger derom. Men inden den af disse udsendte, betydelige hærafdeling, anført af hele 8 sveitehøvdinger, der havde befaling til at bemægtige sig den kongebaarne gut, var naaet op til Hedemarken, var følget allerede kommet ned i Østerdalen og paa vei videre nordover. Overgangen fra Faaberg havde været frygtelig. Som det synes allerede den første dag efter opbruddet kom de ud for en voldsom snestorm, der tvang følget til at dele sig og sende barnet i forveien med et par dygtige skiløbere, som med nød og neppe bragte det i ly i en udlade. Overhovedet pleiede samtiden at sammenligne denne Ingas farefulde flugt med sin lille søn med den i sagnet saa berømte undvigelse, som Olaf Tryggvasons mor Astrid under lignende møie og farer blev nødt til at foretage for at redde sit kongebarn fra dronning Gunhilds efterstræbelser.
Efter fremkomsten til Østerdalen – hvilken bygd kan ikke af beretningen sees – var imidlertid for Inga faren forbi. Befolkningen tog sig her med iver og varme af hende og hendes ledsagere og eskorterede dem nordover. Ved efterretningen herom fandt da ogsaa den udsendte Bagler-styrke at burde vende om igjen fra Hedemarken af.
I Nidaros siges det forudilende rygte om ankomsten af et nyt kongsemne i begyndelsen at have vakt uro ved kong Inge Baardssons hird; men da det viste sig at være en søn af Haakon Sverresson og altsaa den eneste mandlige efterkommer af kong Sverre, blev han af Birkebeinerne modtaget med jubel og inderlig tilfredshed. Ogsaa kong Inge selv viste sig meget venskabelig og lod mor og barn bo i kongsgaarden. Inga skal forøvrigt straks efter sin ankomst have tilbudt sig at bære jern til vidnesbyrd om rigtigheden af sin angivelse om sønnens kongelige herkomst, et tilbud, som hun dog først langt senere fik anledning til at indfri. Saaledes endte det første mærkelige afsnit i Inga af Varteigs liv.
Det var imidlertid langt fra, at hermed for Inga al uro var forbi. Neppe var endnu to maaneder hengaaede efter hendes ankomst til Nidaros med sin søn, da Baglernes ligesaa uforudseede som blodige overfald paa Birkebeinerne fandt sted natten til den 22de april. Som bekjendt feiredes dagen forud et fornemt bryllup ved hirden, og trods en varslende underretning, som indløb om aftenen, blev der af de drukne mandskaber intet vagthold ordnet. Følgen var, at Baglerne ud paa natten sværmede om i hele byen, inden de fortumlede Birkebeiner kom sig op og ud. Et stort antal af deres første mænd blev nedhuggede, og det var kun med den yderste nød, at kongen selv og hans brødre reddede sig. Ved denne frygtelige anledning har sagaen intet at berette om kongesønnen Haakon og hans moder. De synes under den almindelige forstyrrelse at være bleven glemte baade af fiende og ven. Anderledes kan det vanskelig forklares, at Baglernes høvdinger, som for kort tid siden havde været saa ivrige efter at faa fat paa Haakon, ved denne leilighed ikke særlig sørgede for at bemægtige sig ham. Men selvfølgelig har Inga paany gjennemlevet en forskrækkelsens nat. Hun maatte jo hvert øieblik vente at se barnet revet ud af sine arme. Hvilke forholdsregler hun greb til, ved vi ikke; men lykkeligvis synes Baglerne ikke at have gjort byens kvinder fortræd, og saa er hun vel med den lille gut sammen med saa mange andre sluppet ubemærket bort (saaledes ogsaa Munch III s. 495–96).
Det følgende aar (1206–7) tilbragte Inga af Varteig med sin søn ved jarlen Haakon galens hird. Han var som bekjendt kong Inges halvbror og dattersøn af kong Sverres foregivne far Sigurd Mund. Hans grunde til saa varmt at tage sig af det unge kongsemne kan vel have været forskjellige. I ethvert fald greb han ofte anledningen til at fremhæve guttens fortrinsret til tronarvefølgen. Inga maa derfor have følt sig nogenlunde tryg i hans nærhed, om man end øiner, at hendes forhold til jarlens svenske hustru Kristine Nikolasdatter, en søsterdatter af Sverres efterlevende dronning, den svenske kong Erik den helliges datter Margrete, ikke har været de bedste.
Det varede imidlertid ikke længe, før Inga for sit barns skyld paany skulde udstaa en haard tid. Hun blev i sandhed ikke sparet for at erfare, hvorledes det i hine tvedragtens dage var at vide sig som mor til en vordende konge.
Da kong Inge og Haakon jarl vaaren 1207 drog sydover med sin flaade for at bekjæmpe Baglerne, tog de for sikkerheds skyld de kvindelige medlemmer af kongeætten med sig og deriblandt ogsaa Inga af Varteig med hendes sen. I Bergen efterlodes damerne og kongsemnet paa borgen Sverresborg, som det tryggeste sted, hvor de kunde anbringes. Medens Inge og Haakon drog længere syd og østover og ud paa sommeren beseirede Baglerne ved Tønsberg, lykkedes det imidlertid en anden afdeling af disse under den nye Bagler-konge Filip af Stovreims egen befaling at tvinge Sverresborg til overgivelse. Ved denne leilighed kom da virkelig den lille Haakon Haakonsson med sin moder i Baglernes vold. Erkebiskop Thore befandt sig imidlertid ligeledes i Bergen, og da han ved underhandlingerne om borgens kapitulation havde gaaet imellem parterne, som et slags tillidsmand for begge, har han benyttet sig heraf til at forlange sig udleveret baade de kongelige damer og kongsemnet, en anmodning, som er blevet ham indrømmet. Øiensynlig har kong Filip, da det kom til stykket, ikke ment at burde gjøre stærkere brug af det tilfælde, der havde ført Birkebeinernes kongesøn i hans magt; dels har i saa henseende erkebiskopens forestillinger virket, dels var Filip ikke i Bergen under direkte indflydelse af en saa kraftig herskernatur som broren, biskop Nikolas. Følgen blev, at da Baglerne kort efter atter maatte rømme Bergen for den sig østfra nærmende Haakon galen, fandt denne gutten og Inga i god behold i erkebiskopens værge. Jarlen kunde dog kun forblive ganske kort i Bergen, men maatte atter ile sin bror kongen, der fremdeles opholdt sig i Tønsberg, til undsætning. Det af Baglerne nedbrændte og nedbrudte Sverresborg tillod han sysselmanden Dagfinn bonde paany at lade opføre og overgav ligeledes det unge kongsemne i hans varetægt. Om Inga tales der ved denne anledning ikke; formentlig forblev dog vel ogsaa hun i byen. Men i denne urolige sommer saa kong Filip og Baglerne atter sit snit til at overfalde Bergen. Dagfinn bonde trak sig med en liden besætning paa 25 mand ind i den bare halvt gjenopbyggede borg, hvor han ogsaa tog kongesønnen med sig. Ved denne leilighed har Inga saaledes maattet finde sig i at skilles fra sit barn; thi under de daværende omstændigheder at medtage kvinder paa borgen, kan der neppe have været tale om. Baglerne satte da ogsaa alt ind paa igjen at tvinge borgen til overgivelse. Dagfinn forsvarede sig rigtignok længst mulig; men da Baglerne gjorde forberedelse til stormanfald, søgte han i ethvert fald at redde den treaarige Haakon. I en kurv lod han ham heise ud over borgmuren med bøn om, at man vilde skjænke gutten livet; i kurven lagde han tillige et kostbart sværd, bestemt for Dagfinns egen svoger, Gyrd skjaalge, der var en af Baglernes høvdinger. Denne gik straks frem og tog imod baade barnet og sværdet. Samme dag fik forøvrigt Dagfinn selv og hans mænd fri udgang af borgen, som paany blev nedrevet. Men kongesønnen Haakon var nu saaledes for alvor kommen i Baglernes vold.
Hvilken idelig uro Inga af Varteig under disse omskiftende trængsler har maattet svæve i, kan enhver mor sige sig. Og nu maatte hun da ogsaa opleve, at de fiender, som lige fra først af havde efterstræbt hende og barnet, virkelig havde faaet tag i dette. Ganske vist havde de forrige gang vist sig lempelige mod gutten; men dengang var det dog som nævnt egentlig i erkebiskopens værge, han havde befundet sig, medens han efter sin anden tilfangetagelse skal have været hele 3 maaneder hos Baglerne selv. Hvilke vekslende stemninger disse kunde blive gjenstand for ligeoverfor Sverre-ættlingen, var naturligvis ikke let at beregne. Livet havde de nu imidlertid skjænket ham, og da hans kjække, vindende barnlighed snart ogsaa indtog mange af Baglerne for ham og der begyndte at fortælles smaa historier om hans morsomme svar og bemærkninger, var nogen fare for ham i ethvert fald ikke overhængende. Ikke mindst har Baglerne formodentlig vurderet ham som en god gidsel, der ved given leilighed kunde vise sig nyttig. Tildels opstod der endog andre tanker hos dem. Deres partikonge, Filip af Stovreim, der blot kunde paaberaabe sig slægtskab med kongeætten gjennem kvindeled, havde kun efter adskillig modstand fra krigshøvdingernes side opnaaet hylding, og han omfattedes overhovedet bare med lunken respekt. Det faldt derfor en af partiets ledende mænd, den bekjendte Vikværing, Reidar Sendemand, ind, at Baglerne ved at udraabe barnet Haakon Haakonsson til konge og lade Filip gaa tilbage til jarleværdigheden, som han før havde baaret, kunde sikre sig et stort tilløb fra de tætte rækker blandt Birkebeinerne. Saa fint udtænkt dette paa sæt og vis var, danner planen, der fra Reidars side synes at have været alvorlig ment, samtidig et mærkeligt vidnesbyrd om de aldeles oprevne, helt opløste partiforhold, hvori Norge nu var gledet ud. For at forsyne Baglerne med et virkelig brugbart kongsemne, var en af deres mest indflydelsesrige høvdinger villig til at hylde erkefienden Sverres sønnesøn, Birkebeinernes store fremtidshaab! Sandt nok var Reidar selv en af dem, der i sin tid som kong Sverres fange personlig var bleven særdeles vel behandlet af ham. Baglernes øvrige i Bergen tilstedeværende befalingsmænd synes ligeledes at have overveiet den fremkastede tanke; dog kunde de ikke enes om at iværksætte den. Kong Filip selv kan derimod ikke da have opholdt sig i Bergen. Formodentlig har Munch ret i den antagelse, at det det netop var, medens han tidlig paa høsten gjorde et snartog til Nidaros for at lade sig hylde som konge paa Ørething, at disse mere mærkelige end vigtige samtaler mellem Reidar og hans partifæller fandt sted. Maaske er Munch ligeledes paa rigtigt spor, naar han gjætter paa, at den fremkastede plan efter Filips tilbagekomst til Bergen er kommen ham for øre og har paaskyndet kongesønnens tilbageleverelse til Birkebeinerne. Hos disse befandt han sig i ethvert fald tilbage i god behold senhøstes («Seløhøsten» 1207), og jarlen Haakon galen skal ved hans modtagelse have takket Gud for at have faaet ham igjen og lovet, at han aldrig oftere skulde slippe ham fra sig[1].
Efter Bergens-begivenhederne 1207 omtales den unge Haakon aldrig mere som befindende sig i sin mors varetægt. Haakon galen maa øiensynlig have taget sig sin selvpaalagte pligt som guttens værge alvorlig og ikke ladet ham slippe ud af sine nærmeste omgivelser; ogsaa hans hustru fru Kristine tog sig af ham, men dog med adskillig lunefuldhed.
Til at fjerne Inga af Varteig fra hendes kongebaarne søn maa det tillige i væsentlig grad have bidraget, at hun paa denne tid giftede sig. At dette var tilfældet, er nemlig sikkert Hun kaldes senere i sagaen leilighedsvis fru Inga, og hun havde en søn Olaf, der i den første del af Haakon Haakonssons regjering som kongens halvbror nød megen forfremmelse, og til hvem jeg nedenfor kommer tilbage. Heller ikke kan det være gjenstand for berettiget tvil, at den mand, hun giftede sig med, var den senere bekjendte Birkebeiner-høvding Vegard Væradal. Denne kaldes nemlig udtrykkelig i Haak. Haak. s. k. 59 (Flatøb.) kongens maag, og da det ved omstændighederne er ganske udelukket, at han kunde være den unge konges svigerfar, svoger eller svigersøn, saa kan ordet maag her kun betegne stedfar, hvilket er den fjerde af de anvendelser, hvori ordet bruges. Munch har da ogsaa i denne forbindelse gjættet paa Vegard (N. F. H. III s. 664 i noten), men udtaler sig herom med en, som det synes mig, ganske utidig usikkerhed. Den omstændighed, at Vegard var den unge Haakons stedfar, forklarer da ogsaa tilfulde den særlige iver og autoritet, hvormed han senere tog sig af Haakons sag. Men det forstaaes ogsaa, at hans hus ikke ansaaes fornemt nok som opholdssted for kongesønnen, der derfor efter Haakon galens død i januar 1214 fik tilhold hos kong Inge selv.
Ingas giftermaal kan ifølge sagaens omtale af hende ikke have fundet sted før efter de nævnte begivenheder i Bergen sommeren 1207; men det kan heller ikke sættes stort senere, da hendes søn omtales som voksen og deltagende i krigsfærd allerede 1223. Han maa da netop være bleven myndig, d. e. have fyldt 15 aar. Han har altsaa endda været noksaa ung for at bære vaaben; men han sættes da ogsar under en morbrors tilsyn og kommando, og som kongens halvbror var han selvskreven til at tages tidlig med.
Selvfølgelig var det ikke bare kjærlighed til det unge kongsemne af Sverre-ætten, som bragte Haakon jarl og senere hans halvbror, Reinsættens repræsentant, kong Inge til at tage sig saa omhyggelig af den unge Haakon Haakonsson. Tvertimod laa det lige i dagen, at de ved at lade ham opdrage ved hirden, hindrede, at han gjordes til centrum i en anden kreds og blev gjenstand for direkte indflydelse fra folk, som kunde ønske med den populære kongesøn imellem sig at reise en ny oprørsflok. At frygten herfor ikke var helt ugrundet, viste sig klart nok under de sammenstød af modstridende interesser, som den sidste halvdel af Inge Baardssons hofhistorie er saa rig paa. Det første af disse intrigespil fandt sted, da geistligheden, formodentlig i 1212, paany søgte at faa fastslaaet egte fødsel som betingelse for arvefølgeret til tronen; herved vilde nemlig den unge Haakon direkte udelukkes fra at blive konge. Det paa grundlag af en saadan arvefølge sluttede forlig bortfaldt imidlertid allerede i begyndelsen af 1214, da Haakon jarl døde; men i hans sted optraadte nu kongens unge egtefødte bror, Skule Baardsson, som bærer af det samme program, og Haakon Haakonssons tilhængere synes at have følt sig urolige paa sit kongsemnes vegne. Det siges, at den unge konges »frænder« endnu samme aar henvendte sig til kong Inge for at bevæge ham til at indrømme Haakon et len, hvorved han kunde underholde sig og sine »frænder«. Munch opkaster (III s. 561 i noten) det spørgsmaal, hvilke disse frænder kan have været. Den omstændighed, at Andres Skjaldarband ved denne leilighed var frændernes ordfører, synes i ethvert fald delvis at gjøre den slutning af Munch berettiget, at der ved frænderne kan sigtes til enkelte med kong Sverres færøiske slegtninger forbundne personer; thi da Andres Skjaldarband kaldte sin søn Peter, maa det antages, at enten han selv eller kanske hans hustru Ingebjørg har været barn af en af dem blandt de færøiske slægtninger, der netop bar navnet Peter (Peter Steyper eller Peter Roason). Paa den anden side tyder den omstændighed, at lenet tænktes at skulle tjene til underhold ikke alene for Haakon selv, men ogsaa for frænderne, hen paa, at disse maa have staaet Haakon saa nær, at han maatte ansees at have direkte forsørgelsespligt ligeoverfor dem. Og i san fald maa man jo i første rekke tænke paa hans mor og stedfar, der vistnok har fundet det pynteligst at lade Andres frembære andragendet for dem. At det imidlertid var Vegard Væradal selv, der var den egentlige ophavsmand til forslaget, bestyrkes yderligere ved den omstændighed, at det paatænkte len skulde være Jemteland; thi da Jemtelands veiforbindelse med det øvrige Norge netop gik gjennem Værdalen, som var Vegards hjembygd, har han høist sandsynlig havt gode forbindelser netop i det nævnte landskab, og i tilfælde af en reisning vilde Jemteland og Værdalen have kunnet danne en meget brugbar oprørsbasis. Andragendet om et len blev imidlertid afslaaet. Kong Inge fandt det tryggest fremdeles at beholde gutten ved hirden. Frænderne gav sig dog ikke dermed; de fik sit unge kongsemne mellem sig og opfordrede ham, atter med Andres Skjaldarband som ordfører, paa det stærkeste til at flygte med dem og lade sig udraabe til konge for en flok. Denne gang skal deres anslag have strandet paa den 10-aarige guts egen sindighed; han negtede at lade sig bruge i en saadan plans tjeneste. Naar sagaen imidlertid ved hele denne beretning saa diskret undgaar at nævne andre af de her medvirkende »frænder« end Andres Skjaldarband, tør ogsaa dette vidne om, at det egentlig var den senere konges egen mor og hendes mand Vegard, der stod bag. Det sagde sig da ogsaa selv, at disse maatte have været de første til at deltage i Haakons undvigelse fra hirden. Det er derfor mere end sandsynligt, at den skarpe modsætning, som senere traadte frem mellem Reinsættens virksomste repræsentant, Skule, paa den ene side og Inga af Varteig med søn og mand paa den anden, allerede har udviklet sig i det første aar efter Haakon jarls død.
Den afgjørende kamp mellem begge fraktioner kunde dog først komme til udbrud ved kong Inges død i april 1217. Og nu optraadte Vegard Væradal aabent som Haakons nærmeste beskytter. Navnlig var det ham, som under det frivillig sammentraadte hirdstævne paa hirdens vegne forlangte kongehyldingen fremskyndet uanseet erkebiskopens fravær, og som derpaa dagen efter paa det da sammenkaldte almindelige thing gjentog det samme krav og derved bevirkede, at hyldingsthinget indkaldtes med en maaneds varsel. Og da der paa der samme thing blev fremsat tilbud om, at Inga at Varteig skulde aflægge jernbyrd til bevis for sin søns kongelige herkomst, maa det ligeledes have været Vegard, som bragte dette tilbud til antagelse. Rigtignok strandede jernbyrden denne gang paa geistlighedens modstand: men som bekjendt fremmedes sagen aaret efter paa et rigsmøde i Bergen. Og atter var det her Vegard Væradal, som sammen med Andres Skjaldarband følte sig forpligtet til personlig at værne om den unge konges og naturligvis ogsaa hans moders sikkerhed (Haak. Haak. s. k. 34 og 36).
Forøvrigt gik intrigerne omkring Inga og hendes søn ogsaa ved denne leilighed i høie bølger. Det var denne gang netop fra Skule jarls og geistlighedens side, at ønsker om Ingas jernbyrd blev fremsat, øiensynlig i det stille haab, at den skulde mislykkes. Hvad der laa bag dette haab fra Skules side, viste sig i ethvert fald glimtvis, da en i hans tjeneste staaende Flamlænder tilbød Inga og hendes venner at lære dem et ufeilbarligt middel til sikrelse af et heldigt udfald. Et tilbud, som dog klogelig blev afslaaet. Efter evne og leilighed søgte partierne saaledes ogsaa denne gang at overliste hinanden, og Skules tilhængere trak atter det korteste straa: men det er paa den anden side ret eiendommeligt, at den samme kong Haakon, der nu gav sig udseende af saa freidigt at stole paa Guds dom i sagen, senere fandt sig foranlediget til at give sit minde til afskaffelsen af al jernbyrd.
At Ingas jernberd løb meget heldig af, ansaa forøvrigt samtidens brede lag naturligvis som et stærkt bekræftende Guds under; men det gjorde ikke Skule jarls stemning ligeoverfor hende og hendes mand blidere. Tvertimod maa jarlen fra nu af have sat sig i hovedet, at baade Vegard og Andres, saasnart leilighed dertil gaves, burde fjernes saa langt fra kongens person, at de ikke idelig skulde kunne krydse hans egne planer. En saadan leilighed fandt han dog først under hirdens ophold i Nidaros vinteren 1219–20. Den unge konge havde da allerede siden vaaren forud været trolovet med jarlens datter Margrete, og det fredeligere forhold, der vel som følge heraf for øieblikket herskede mellem dem, har jarlen benyttet sig af til at faa Vegard og Andres udnævnte til sysselmænd i Haalogalands nordligste del. At jarlen herved tillige forfulgte et andet endnu mere personligt formaal, viste senere hans utilladelige forbindelse med Åndres’s i Nidaros vistnok efterladte hustru Ingebjørg.
Jarlen nøiede sig imidlertid ikke med at fjerne Vegard fra kongen. Vaaren 1221 kom der fra Haalogaland den sørgelige efterretning, at Vegard Væradal lumskelig var bleven dræbt paa Andres Skjaldarbands foranstaltning. Andres indfandt sig kort efter selv og bekræftede sin udaad. Saavel af hans egne meddelelser som af andre omstændigheder, der var datiden bekjendte, maa det imidlertid noksom være fremgaaet, at den egentlige anstifter af drabet ingen anden var end Skule jarl, omend forfatteren av kong Haakons saga af let forstaaelige hensyn til jarlens efterkommere paa den norske throne her har undladt at udtale denne sigtelse ganske tydelig. Sammenhængen var i ethvert fald for kongen saa klar, at at han undlod at straffe Andres med andet end at berøve ham den kongelige andel i sysselen. Men til gjengjæld fik han jarlens andel.
Inga kongemoder blev imidlertid paa denne maade saa at sige for anden gang enke, og hendes søn Olaf, som paa denne tid har været omtrent 13 aar gammel, maa have modtaget et stærkt indtryk af moderens sorg ikke mindre end af hendes forbitrelse mod den mægtige jarl. To aar efter, i 1223, nævnes Olaf, som anført, første gang: i egenskab af deltager i krigsbegivenhederne. Da 15-aarsalderen som bekjendt i dette tidsrum dannede terminen for myndighedens indtrædelse hos den unge mand, tør hans fremtræden vidne om, at han just da havde naaet denne alder. Paa toget mod Ribbungerne i det nævnte aar sattes han dog under opsigt og overbefaling af morens bror, Bjørn af Varteig. Han maa imidlertid have vist sig kjæk og brugbar; thi to aar efter, i 1225, betroedes der ham det magtpaaliggende hverv, sammen med to andre, i paakommende tilfælde at forsvare Slotsberget ved Tønsberg mod Ribbungerne. Endelig anføres han vinteren 1227, formodentlig da 19 aar gammel, som en af befalingsmændene paa et særlig vigtigt togt, som kong Haakon dengang afsendte fra Oslo mod de i Ranrike optrædende Ribbunger. Senere nævnes han derimod ikke. Rigtignok var tilstanden i landet i det følgende ti-aar saavidt fredelig, at der neppe var opfordring for særlig at omtale ham. Men under kampene mod Varbelgerne 1238–40 kunde kongens halvbror vanskelig have undgaaet at spille en fremtrædende rolle, hvorfor han maa antages i forveien at være afgaaet ved døden, altsaa før han naaede 30-aarsalderen.
Det lille, som vi saaledes ved om Ingas søn Olaf, kan imidlertid fuldstændiggjøres ved rimelige og tildels bindende formodninger.
Først og fremst har det ikke kunnet undgaaes, at Olaf fra opvæksten af har anseet sig selv og af andre, ham nærmere eller fjernere staaende, er bleven udpeget som moralsk forpligtet til at hævne sin faders drab. Vi ved jo, ikke mindst af kong Haakons egen lovgivning (særlig de i Frostathingslovens saakaldte indledning indtagne retterbøter), hvor stærk og indgroet pligten til blodhevn endnu indgik i folkets retsopfatning, og hvor almindelig den udøvedes. I følelsen af, at denne pligt paalaa ham, man derfor ogsaa Olaf Inguson være vokset op, og herved maa der igjen, da han naaede skjels aar og alder, have udviklet sig et overmaade spændt eller rettere sagt fiendtlig forhold mellem Olaf og hans mor paa den ene side og Skule jarl paa den anden. Da Skule imidlertid fra 1225 af var Ingas anden søn kong Haakons svigerfar, maa dette forhold være faldt kongen tungt for brystet, eller af ham endog være betragtet som indebærende nærliggende fare for freden inden hans nærmeste omgivelser. I forbindelse hermed staar det vistnok allerede, at Andres Skjaldarband i 1229 drog paa en pilgrimsfærd til det Hellige Land, hvorfra han aldrig vendte tilbage. Men hovedanstifteren af drabet paa Vegard forblev hjemme i sin mægtige stilling. Paa den her omhandlede tid, aarene nærmest før og efter 1230, var kongens og jarlens gjensidige stilling imidlertid nogenlunde god. Og det maatte være kongens opgave saavidt muligt at fjerne spirer til nye forviklinger i hans egen nærmeste kreds. For at klarlægge, hvorledes kongen har søgt at løse vanskeligheden med Olaf Ingusons forhold til Skule jarl, maa redegjørelsen dog tage fat fra en anden kant.
I den sidste trediedel af det 13de aarhundrede spiller en stormand ved navn Olaf af Stein en noksaa fremtrædende rolle i landet og var overhovedet en høit anseet mand. Han nævnes første gang 1274, da han blandt flere andre anvendtes i en hædrende og vigtig sendelse til Sverige. Men han synes dengang allerede en rum tid at have beklædt det høie embede som en af kongens stallarer. Da en stallare som bekjendt blandt andre forretninger særlig ogsaa havde den at optræde paa kongens vegne paa thingene og derfor maatte være en i lov og ret dreven mand, maa Olaf af Stein have faaet en halvveis lærd opdragelse. Heller ikke kan han, naar hensees til hans nævnte stilling, i første halvdel af 70-aarene længere have været en ganske ung mand. Antagelig kan hans fødsel nærmest henlægges til første halvdel av 30-aarene. I 1276 var han ved forligsmødet mellem den svenske kong Valdemar og hans broder Magnus Ladelaas en af de af Valdemar opnævnte voldgiftsmænd. I de skarpe stridigheder, som efter kong Magnus Lagabøters død brød løs mellem baronerne og geistligheden, nævnes Olaf af Stein, skjønt han ogsaa var kong Eriks stallare, ikke som deltagende; formodentlig har hans standsfællers voldsomme optræden ikke huet ham. Derimod udsaaes han, vistnok netop derfor, 1287 af kong Erik til at fungere som kongelig udsending og mægler paa Island i den der udbrudte strid mellem biskop Arne og de verdslige magthavere om kirkegodserne. Fra dette hverv skilte han sig i løbet af 1988 ved sin sindighed og personlige autoritet saa vel, at baade biskop Arne og hans hovedmodstander Ravn Oddsson henskjød sin sag under kong Eriks voldgift og begav sig til Norge. Herved forberedtes et slags forlig i tvisten.
Olafs død, der ansaaes vigtig nok til at blive anført i de Islandske Annaler, indtraf i 1299, samme aar som kong Erik Magnussons.
Hvem var nu denne Olaf af Stein? At han har været en høibyrdig mand, fremgaar allerede af den omstændighed, at han beklædte embedet som stallare; thi denne stilling forudsatte saa megen belevenhed i optræden og kjendskab til hoffets skikke og sæder, som under datidens forhold blot kunde erhverves ved opvækst og opdragelse i en særlig god ætt. Hvilken hans herkomst var, har imidlertid hidtil ikke kunnet paavises; han syntes forsaavidt at staa ganske enslig. Om den gaard Stein, hvorefter han benævntes, udtaler (Munch IV, 1 s. 480), at det er umuligt at sige, hvilken af de mange gaarde af dette navn det har været. En ledetraad har man dog: Olaf kaldes gjentagende Ragndidarson, og dette betyder ifølge datidens navneskik, at hans mor har været en meget høitstaaende dame, siden han førte tilnavn efter hende istedenfor efter faren. Men i Norges høieste aristokrati i begyndelsen af 30-aarene, da Olaf som sagt maa antages at være født, fandtes der kun en dame af dette navn, nemlig Skule jarls datter Ragndid (navnet skrives ogsaa Ragnrid eller Ragneid og stammede fra Skules mor Ragndid af Kviden i Valders). Ragndid af Rein kaldes under omtalen af begivenhederne i 1240 frue og var altsaa da gift eller enke[2]. Hun deltog ligeledes i kroningshøitidelighederne 1247. Hun og ingen anden maa have været stallaren Olaf af Steins mor. Munch (III s. 981 i noten) gjætter rigtignok paa, at Ragndid en tid lang har været abbedisse i Reins kloster; men herfor fører han ikke skygge af bevis, og et andet sted (IV,2 s. 122 i noten) medgiver han selv muligheden af, at Ragndid Skulesdatter har været Olaf af Steins mor. Med hvem har hun imidlertid været gift? Der var meget faa saa høitstanende mænd i landet, at de kunde anholde om jarledatterens haand. Til at besvare dette spørgsmaal har vi foreløbig intet andet holdepunkt end den omstændighed, at hun har kaldt sin søn Olaf. Efter hvem er denne søn opkaldt? Ved at gaa igjennem de mere høibaarne herrer i Norge i aarhundredets første trediedel (f. eks. paa registret i Ungers udgave af Haakon Haakonssons saga), vil man finde, at navnet Olaf paa den tid var noksaa sjeldent i de fornemmere norske ætter udenfor selve kongeætten. Der var dog en mand, som baade hed Olaf, og hvis samfundsstilling var fremtrædende nok til, at han kunde byde sig frem som frier i Reinsætten, og det var kongens halvbror Olaf Inguson. Og at det netop er ham, der har været gift med Ragndid af Rein, bestyrkes derved, at Olaf Ingusons far Vegard havde sin hjemstavn i Værdalen, og at der just i denne bygd fandtes en ret anseelig gaard af navnet Stein. Denne gaard har derfor vistnok været Vegards ættegaard og er gaaet i arv til hans sønnesøn Olaf af Stein. Dette bliver dog ikke mere end en nogenlunde sandsynlig gjætning; men der er en liden omstændighed til, som synes at fylde indiciebeviset. Paa Haakon Haakonssons tog til Skotland i 1263 faldt der nemlig blandt dem, hvis navne sagaen har fundet vigtige nok til at burde optegnes, ogsaa en hirdmand Haakon af Stein, der visselig har været en ældre bror af Olaf af Stein. Disse to kongenavne Haakon og Olaf paa et par brødre, hvis mor hed Ragnhid, og hvis navne vi forud gjenfinder hos kong Haakons og dronning Margretes to ældste Sønner, Olaf og Haakon, ikke mindre end hos Inga af Varteigs tvende sønner. Haakon og Olaf, saavelsom atter hos to af kong Magnus Lagabøters sønner, tyder saa stærkt paa en sammenhæng med kongeætten, at de i forbindelse med de øvrige nævnte forhold maa erkjendes at gjøre sandsynligheden til vished. Her er for mange sammenstødende omstændigheder til, at deres sammentræf kan bero paa et tilfelde. Haakon af Stein, der maa have været den ældste søn i Olaf Ingusons egteskab med dronningens søster, er øiensynlig opkaldt efter sin farmors kongelige elsker, Haakon Sverresson, hvis forbindelse med hende hele hendes ættlegg skyldte sin stilling. Den yngre bror Olaf af Stein maa derimod, som opkaldt efter sin far, være fodt efter dennes død; ogsaa dette passer imidlertid fortræffelig; thi som ovenfor anført maa Olaf Inguson være død, før han naaede 30-aarsalderen og formentlig i femaaret efter 1230, just da Olaf af Steins fødsel antages at falde.
Tør vi saaledes gaa ud fra, at den her opførte slægtrække er rigtig, falder der tillige et overraskende streiflys over kong Haakons kloge familiepolitik. Han havde grund til at frygte det aabne misforhold mellem sin mor og hendes søn Olaf paa den ene side og paa den anden sin hustrus far Skule jarl, anstifteren af drabet paa Vegard Væradal. For at rydde dette frø til farlige stridigheder i hans nærmeste omgivelser op med roden, har da kong Haakon faaet istand et giftermaal mellem sin halvbror og sin dronnings søster. Den sikreste vei altsaa, der efter datidens betragtningsmaade førte til endeligt forlig.
Overskuer vi nu i sin helhed Inga kongemoders levnetsløb, griber det unegtelig ved sine mange og farverige omskiftelser. Først hendes ungpigeforelskelse i den unge konge for det fiendtlige parti, saa denne hendes høitstillede elskers pludselige død, saa hendes forstødelse fra hjem og slægt, fødselen af hendes barn hos fremmede, dernæst hendes berømte flugt midt par det haardeste af vinteren fra Borgesyssel til Throndhjem, først under Baglernes forfølgelse, siden i livsfarligt uveir, videre hendes og barnets begeistrede modtagelse i Nidaros fra de gamle Birkebeiners side, saavel som deres venlige optagelse i kong Inges og jarlen Haakon galens omgivelser, saa det frygtelige blodbad paa Birkebeinerne i Nidaros hin bryllupsnat vaaren 1206, da mor og barn atter maa have svævet i den største fare, saa de dramatiske begivenheder i Bergen sommeren 1207, der tilsidst bringer kongebarnet i Baglernes vold, guttens paafølgende gjenoptagelse i Haakon galens og Birkebeinernes flok samme aars høst, Ingas omtrent samtidige giftermaal med Vegard Væradal, senere en aarrække tilbragt i Throndhjem fuld av oprivende intriger mellem kongesønnens og Reins-ættens tilhængere, endende med Haakons udraabelse til konge ved kong Inges død, igjen nye intriger mellem den unge konges og Skule jarls partier ved hirden, Inga kongemoders jernbyrd til fordel for sønnen, hendes mand Vegard Væradals fjernelse fra kongens omgivelser ved hans ansættelse som sysselmand længst nord i Haalogaland, hans drab foranlediget af hans egen nærstaaende ven og embedsbroder paa anstiftelse af Skule jarl, fremtrædelsen af Ingas og Vegards søn som ung deltager i krigsbegivenhederne under virksom protektion af hans halvbror kongen, kongeættens og Reins-ættens tilsyneladende forlig ved egteskabet mellem kong Haakon og Margrete Skulesdatter, senere styrket og fulgt ved Olaf Ingusons egteskab med Ragndid Skulesdatter, Ingas opnaaelse af bedstemorværdigheden ved fødselen af fire sønnesønner, nemlig Olaf og Haakon i det førstnævnte egteskab, Haakon og Olaf i det sidstnævnte, endelig Olaf Ingusons visselig meget beklagede død i sin ungdoms bedste kraft. Et bevæget og rigt liv har i sandhed Inga af Varteig ført. Hendes skjæbne bragte med sig en række træk saa egte middelalderske, at de aldrig kunde falde i en nutidskvindes lod at opleve. Da hun i 1235 døde, neppe længe efter sin søn og formodentlig lidt over 50 aar gammel, har hun trods alt kunnet forudse sine efterkommeres videre skjæbne fremad i haabets lyse farver. Spørger vi efter hendes karakter og sjælsanlæg, maa svaret derimod selvfølgelig blive usikrere, idet sagaen ingen bestemte holdepunkter giver for slutninger herom. At hun formaaede i sit livs vigtigste øieblikke at optræde med beslutsom og seig handlekraft, tyder imidlertid paa en høi grad af resolut spænstighed og viljestyrke, medens den omstændighed, at de talrige omskiftelser i hendes livsførelse ikke synes at have gjort hende mod- og kraftesløs, vidner om en vis freidighed i livsopfatningen. De samme egenskaber møder vi ogsaa igjen hos hendes søn kong Haakon, hvis rolige beslutsomhed hans saga saa ofte giver eksempler paa. Ingas ættlinger gjennem kong Haakon vedblev længe at sidde paa Norges trone, og i hendes ikke fyrstelige efterslægt udmærkede stallaren Olaf af Stein sig som sagt som en høit anseet og af landet fortjent mand. Hvad særlig denne sidste angaar, er yderligere kun at tilføie, at han var gift med Magnhild, datter af baronen Hallkell Agmundsson Krøkedans og altsaa udsprungen af en af rigets anseeligste ætter, hjemmehørende, som det synes, paa ættegaarden Skjelbred i Andebu paa Vestfold. Dette egtepars datter var Brynhild, gift med den endnu under Haakon den 5te levende baron Aslak Ragnvaldsson, fra hvem igjen den thrønderske gren av ætten Bolt kan skjønnes at stamme. Paa den anden side turde den mellem 1309 og 1345 fremtrædende ridder og rigsraad Haakon Agmundsson have været Olaf af Steins sønnesøn[3].
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Overhovedet maa jeg efter nøiagtig prøvelse uf Munchs redegjørelse for begivenhederne sommeren og høsten 1207 erkjende, at han synes at have truffet den rette sammenhæng, medens der er uoverensstemmelser mellem Haakon Haakonssons og Inge Baardssons sagaer; se især noten hos Munch III s. 522–24,
- ↑ Naar Munch ved denne leilighed kalder hende jomfru, følger han et enkelt mindre paalideligt haandskrift (Eirspennill). De bedre haandskrifter har alle her »fru«.
- ↑ Aslak Ragnvaldsson og Brynhild Olafsdatter af Steins søn maa det raadsmedlem Ragnvald Aslaksson have været, der døde som rig mand i Bergen 1320, og hvis efterladenskab omhandles i adskillige diplomer; se herom Munch, Unionsperioden I s. 28, 32, 398, II s. 185. Ragnvald forbeholdt sig og sin hustru gravsted i Nidaros domkirke, vistnok fordi han gjennem sin mor har anseet sig som Thrønder og arvet besiddelser i det Throndhjemske. Han regnes forøvrigt af Munch (anf. st. I s. 398 samt slægtstavlen i II) til den thrønderske gren af ætten Bolt, hvilket vistnok er rigtigt. Den i hans bo optrædende ombudsmand for arvingerne var den da og senere meget anseede ridder og rigsraad Haakon Agmundsson. Hos Munch opføres denne som tilhørende den søndenfjeldske gren af Bolterne, se nævnte slægtstavle a. Men dette maa bero paa en uagtsomhed fra dens side, der har udarbeidet slægtstavlerne; thi som af Munch selv I s. 398) fremhævet, maa Haakon have tilhørt Ragnvald Aslakssons nærmeste slægt; og da han fører Bolternes vaaben, maa det være den thrønderske gren af denne familie, ogsaa han tilhører. Munch mener, at han var Ragnvalds brorsøn: men vistnok med uret. Ragnvald Aslaksson nævnes ikke før i 1316, da han var et vistnok meget ungt raadsmedlem, medens Haakon allerede nævnes i 1309 som hirdmand, omend formodentlig da ligeledes temmelig ung. Han kan derfor neppe have tilhørt en senere generation end Ragnvald. Forbindelsen af navnene Haakon og Agmund i hans navn jævnført med den omstændighed, at han var Ragnvalds nære slegtning, tyder imidlertid stærkt paa afstamning fra stallaren Olaf af Stein. Jeg gjætter, at Haakons far Agmund var søn af Olaf af Stein, og altsaa bror til Ragnvalds mor Brynhild. Jeg tænker mig da, at Olaf af Stein har opkaldt sin søn efter sin hustrus bedstefar Amund Krøkedans, formentlig fordi hustruens far endnu levede ved guttens daab. Navnet Haakon for sin søn har saa Agmund nærmest hentet fra sin paa Skottetoget fallne farbror Haakon af Stein. Da Haakon Agmundsson som sagt var hirdmand allerede i 1309, er han derimod født adskillige aar før sin farfar Olaf af Steins død i 1299 og kunde følgelig ikke opkaldes efter ham. Haakon bliver paa denne maade Ragnvalds fætter. Maaske er det blot som en af arvingerne efter Ragnvald, at han, skjønt paa mandssiden tilhørende en anden ætt, har optaget de thrønderske Bolters vaaben.