Irlands gamle Aandskultur
Nordens Historie begynder med de sidste Aar af det 8de Aarhundred. Flere Spor i irske Skrifter tyder paa, at Nordmænd alt i første Halvdel af 7de Aarhundred har fæstet fod paa Shetland. Men kort forud for 800 træder Mænd fra vort Norden for første Gang paa Britanniens Øer klart frem for Europas Øine. De kommer med Mord og Brand, med Ran og Vanhelligelse. Men denne blodige Fremtræden aabner en Tid, som faar en bestemmende Indflydelse paa hele Vesteuropas Skjæbne, ikke blot til Nedbrydning, men til Hærdelse og Forfriskelse, til Grundlæggelse af nye Institutioner og nye Stater. Denne Tid fører Nordmænd og Daner ind i Verdenshistorien, og af den gaar Nordboerne, der før har været et ubestemmeligt Led af den germanske Folkegruppe, ud med sit eget individuelle Præg klart mærket paa Panden.
I Aaret 793 den 8de Juni, fortæller en angelsaksisk Krønike, ødelagde hedenske Mænd Guds Kirke paa den lille Ø Lindisfarne ved Northumberlands Østkyst. Næste Aar gjorde Vikinger et Anfald paa Englands sydlige Kyst, og en anden Optegnelse i samme Krønike beretter, at disse kom paa tre norske Skibe fra Hordeland. I Aaret 795 brænder Normanner Helligdommen paa en liden Ø ved Irlands Østkyst. At ogsaa de Nordmænd, som først her jede paa Irland, var fra Hordeland, derom vidner det ældste irske Navn paa Norge, Hirotha, det er Harudaland, Hordeland.
De røverske Overfald, jeg her har nævnt, er de første Hærtog, vi sikkert kjender, af Nordboer til England og Irland. Siden hin Tid er Samfærselen mellem England og Norden aldrig fuldstændig bleven afbrudt. Vi har en klar Erkjendelse af Englands Indflydelse paa vor Kultur i Fortid og Nutid.
Men den nære Forbindelse mellem Norden og Erins grønne Ø afbrødes tidlig, og med den svandt Bevidstheden om denne Forbindelses Betydning. Det er, som om Mindet om keltiske Folks og særlig om Irernes Indflydelse paa den nordiske Kulturs tidligste Vekst, ja paa hele Europas Udvikling var sunket i Havet. Irlands Selvstændighed ophørte, dets Sprog sank ned til et Almuemaal, og Irernes egne Lærde forstod næsten ikke de Sange, som deres gamle Barder havde sunget.
Dog er dette Folks gamle Kultur, allerede seet fra et europæisk Standpunkt, vel værd at kjende. Og for os maa det staa i et sæereget Lys. Nordboernes Haand har i mer end 200 Aar hvilet tungt paa Irland og har derved trykket uudslettelige Mærker i irsk historie. Paa den anden Side tør det siges, at et irsk Element har virket med til at skabe den norsk-islandske Kultur i Oldtiden.
I den sidste Tid er Irlands gamle Litteratur dukket alt mer og mer frem. Den sydtyske Lærde Caspar Zeuss stillede først det vanskelige irske Sprog i fuldt historisk Lys. Videnskabsmænd fra alle de store Kulturlande kappes nu med Irlænderne selv om at løfte den sunkne Skat; blandt dem skal her nævnes den unge Tysker Heinrich Zimmer. Jeg har troet, at det kunde have nogen Interesse, om jeg iaften gav Dem nogle flygtige Meddelelser om disse undersøgelser.
Irland har aldrig været romersk Provins og er ikke blevet overskyllet af Folkevandringens Bølger. Derfor kunde dets Indbyggere ned i Middelalderen bevare ældgamle Eiendommeligheder som Druidevæsen og primitive Retsregler vidt forskjellige fra de øvrige europæiske Folks. Allerede i 3dje og 4de Aarhundred blev Kristendommen forkyndt og med Tolerance udbredt i Irland af britanniske Missionærer. Omkring 500 var det et fuldstændig kristent Land, oversaaet med Klostre. Kristelig og klassisk Kultur fandt i 5te og 6te Aarhundred paa den grønne Ø et Ly, og fra 7de til 10de Aarhundred stod Irerne i første Række blandt dem, som overførte denne Kultur til germanske og romanske Nationer. De irske Klostre blev Centra for en Videnskabelighed, som dengang var fremmed for Italien. I dem læstes ikke blot Virgil ved Siden af de latinske Kirkefedre, men gjennem Kjendskab til græsk Sprog havde de irske Geistlige Adgang til Kilder, som for det øvrige Vesteuropa var saagodtsom skjulte.
Vandrelyst og ubetvingelig Trang til at forkynde Kristendommen for Hedningerne eller til som Eneboere at leve i hellig Askese drev Irerne ud til fjærne Strande. Anachoreter søgte fra Erins Ø lige til Færøernes og Islands Ensomhed. Irske Munke virkede som Missionærer helt fra Skotland til Italien, overalt optrædende med glødende Veltalenhed, tarvelige og flittige. De reiste Klostre rundt om. Irske Stiftelser som St. Gallen i Alemannernes Land og Bobbio ved Foden af Apenninerne har havt vidtrækkende Betydning for Udbredelse af Dannelse og Videnskab. Irerne blev Vesteuropas Lærere i alle dengang kjendte Videnskaber, ja tillige i Musik, Skulptur og Miniaturmaleri. Det tyske Bogværk begynder fra det, at irske Munke lærer Tyskerne at læse og skrive. Angelsakser og Franker søgte til Irland som til et Videnskabens Høisæde. Den irske Lægmand Johannes Scotus Erigena, der levede ved Karolingernes Hof, gjælder for det 9de Aarhundredes første Tænker og lærdeste Mand.
Om hans Landsmænd end ikke har ryddet nye Veie for den menneskelige Aands Erkjendelse, saa er det visselig dem, der fremfor alle andre i den tidlige Middelalder har lagt Grundvolden til Vesteuropas Aandsdannelse.
Dog falder der allerede i hin Tid over det irske Folk stærke Skygger. Der manglede Irerne den organiserende og centraliserende Evne, som kunde skabe en indad og udad stærk Stat. Der manglede dette fantastiske Folk den reale Sans, som skulde gjøre dem dygtige ligeoverfor de nærmeste Opgaver i det praktiske Liv. En Overkonge i Temar uden anden Magt end den, hans Huskarle gav ham, stod overfor Smaakonger i 5 eller 6 Landskaber. Indenfor disse større Inddelinger splittedes Indbyggerne igjen efter Stammer, Slægter og Familier. Før Vikingetiden er der altid fortsatte Kampe mellem Stammerne eller mellem Overkongen og en eller flere Smaakonger. Blodhævnen lader Sværdet aldrig hvile. I det praktiske Liv, i Handelsomsætning og økonomisk Samfærsel med andre Nationer stod Folket langt tilbage.
Skjønt de irske Eneboere dristig vovede sig ud paa det vilde Ocean, havde Irerne kun primitive Farkoster, og optagne af Partikampe fik de ingen Flaade til sit Lands Forsvar bygget. Vikingernes Skibe seilede derfor uhindrede gjennem de brede, seilbare Elve dybt ind i Landet, saa der snart i hele Irland ikke fandtes en Sjø, en Dal, et Fjeld, hvortil Nordboerne ikke var komne.
Nationalfølelse, forstaaet som en praktisk virksom Sympathi med alle irsktalende Folk, var Irerne et fremmed Begreb. Dette traadte klart i Dagen, efterat Nordboerne havde fæstet Fod i Irland. Da forbandt snart en, snart en anden af de irske Smaakonger sig med de Fremmede for at bekjæmpe sine Landsmænd.
Vi faar da en klar Forestilling om, hvor lidet den kristelige Dannelse kan have gjennemtrængt det irske Folk. Thi fra denne periode har vi forfærdelige skildringer af, hvorledes paa mange Steder blandt Irerne alle Baand sprænges. En utrolig Raahed, Grusomhed og Sanselighed griber om sig.
Irland havde Iænge før Vikingetiden en rig Digtning og en skreven Litteratur. Denne var samlet i Klostrene.
Da Nordboerne kom, plyndrede de første og fremst Kirker og geistlige Stiftelser. Bøgerne blev brændte eller Kastede i Vandet. I alle Dele af Øen skjænde og brændte de. Først da Kong Brian i 1014 havde vundet Seiren ved Clontarf nær Dublin, blev Nordboernes Magt brudt, og fra Begyndelsen af det 12te Aarhundred, da Magnus Barfod var falden, fik Irland en Stund Ro. De kristnede Nordboer smeltede sammen med Irerne.
Heraf er det at forklare, at medens man fra Fastlandet kjender over 200 Haandskrifter, skrevne i den tidlige Middelalder af irske Munke, er der i Irland selv af Bøger ældre end Slutningen af 11te Aarhundred kun bevaret fire. Den rige Skat, som engang der fandtes, har Nordboerne ødelagt.
Efter Vikingetidens Ophør begyndte i Irland en travl litterær Virksomhed. Man sankede sammen alle Stumper og Stykker, som Nordboerne havde levnet. De blev afskrevne, omredigerede og udvidede. Paa Grundlag af de gamle Fortællinger opstod nye Behandlinger at de hjemlige Sagn. Paavirkning fra nordiske Vikinger eller fra den almeneuropæiske Litteratur førte den irske Produktion ind paa nye Veie.
Disse Frembringelser blev nedskrevne i talrige Samlehaandskrifter, Sidestykker til den islandske Flatøbog. Den ældste endnu bevarede af disse Bøger er skreven omkring Aar 1100.
Hvad der i denne gammelirske Litteratur først og fremst maa vække vor Oppmærksomhed, er Heltesagnet.
Hos Germanerne var den ældste nationale Form for Behandlingen af Heltesagnet den episke Digtning i rytmisk Form. Hos Kelterne var det anderledes. Ved de keltiske Smaafyrsters Hoffer var siden umindelige Tider Barder ansatte.
De var lyriske Digtere, som til et Instruments Toner sang dels lovprisende Digte over Personer, Begivenheder eller Steder, dels Spotteviser, men de reciterede ikke episke Heltekvad. Derimod var Prosafortællingen den nationale keltiske Form for Meddelelsen af det episke Sagn. Kun de lyriske og dramatike Elementer i Sagnet træder frem i bunden Form som Monolog eller Dialog, enten saa at Strofe svarer til Strofe eller i smaa Digte, som bestaar af flere Strofer. Til den episke Digter hos de gamle Germaner svarer Kelternes Fortæller eller Sagamand.
Af det irske Heltesagn træder to store Sagnkredse frem. Den ældste Sagnkreds er nord-irsk, hører hjemme i Ulster. I den rager som den ypperste Kjæmpe Ulsterhelten Cachulinn frem. Sagnet grupperer sig om ham, om Ulsters Konge Conchobar og om Herskerparret i Connacht Ailill og Medb. Bærerne af denne Cyclus skal have levet omkring Kristi Fødsel. Sagnene om dem havde alt i 7de Aarhundred sluttet sig sammen til større episke Fortællinger og var blevne fæstede ved Skrift.
Den historiske Baggrund for Cuchulinn-Sagnet dannes først af den ældste kjendte Periode at Irlands Historie, da Folket ikke tog nogen Del i det øvrige Europas Rørelser og da Klanhøvdingers Kampe udfyldte Irernes Liv. Den gang kunde en prægtig brun Tyr sætte alle i Bevægelse. Men en Afglans paa denne Sagnkreds falder ogsaa fra den følgende Periode, der strækker sig fra det 4de Aarhundred indtil omkring Aar 600. Da udfoldede det irske Folks Kraft sig udenfor Øens Grænser og Høvdinger fra Ulster udbredte sit Herredømme i Skotland. Sagnkredsen havde ikke optaget utilhyllet irsk Hedendom, men ethvert kristeligt Element manglede i dens oprindelige Form. Over denne Fortælling bruste saa fra Slutningen af 8de Aarhundred af Vikingetidens Storme. Da føiedes Træk fra det germanske Epos, som Irer lærte at kjende af Nordboer, Angelsakser og andre Germaner, ind i det nord-irske Heltesagns allerede fast formede Fortælling. Nordiske Vikinger, dem Irerne skildrer som uhyre Kroppe, kom til at optræde i denne. Man lod nu Conchobar faa Hjælpetropper fra hele Norden. Man gav en af Cuchulinns Modstandere, ligesom Tyskernes hornede Seifrid, en Hornhud.
Det er den krigerske Dygtighed, som i det irske Sagn forherliges. Ikke blot den vidunderlige Legemsstyrke, men Færdigheden i at bruge Sværd og Spyd, i at springe og kaste, en Færdighed, som opøves fra Barndommen af. Helten rider ikke, men kjører som Iliadens Helte i Stridsvogn. Ved hans Side staar Vognstyreren. Kvinder spiller i dette Sagn en fremtrædende Rolle. Dronning Medb fremstilles som Kong Ailill overlegen i Klogskab og Energi. Det er hende, som styrer Begivenhedernes Gang.
Den krigerske Aand udarter til Vildskab, som undertiden faar et næsten forfærdeligt Udtryk. Det heder: Cuchulinn tog om sit Hoved Slagets og Kampgnyets Kamhjælm. Fra hvert dens Hjørne, fra hver dens Kant gjalded der Skrig af hundrede Helte i vedholdende Hyl, og Skrig gjalded igjen fra Aander og Trolde, fra Dalens Alver og Luftens Dæmoner foran ham, over ham, omkring ham, da han gik for at udøse Krigernes Blod.
Her et andet Træk. Det fortælles om Cuchulinn, at han alt som syvaars Gut, da han havde været i Kamp, maatte sættes i tre forskjellige Kar med iskoldt Vand, kor at hans Raseri skulde kjøles. Det første Kar sprængtes af det sydende Vand. I det andet boblede og kogte det. Først i det tredje blev Våndet lunkent.
Den anden store irske Sagnkreds er kjendt under Ossians Navn. I Aaret 1760 udgav Skotlænderen James Macpherson Ossians Digte, som vakte en Storm af Begeistring i Europa. I disse Digte troede man at høre de Naturtoner, efter hvilke Gemytterne, som var gjennemtrængte af Rousseaus Ideer, tørstede. Goethe lod den unge Werther skrive: «Ossian har i mit Hjærte fortrængt Homer.»
Snart vaktes en bitter Pennefeide mellem Skotter paa den ene Side, Englændere og Irer paa den anden. Macpherson paastod, at de af ham udgivne Digte var fra 3dje Aarhundred efter Kristus, da Ossian skulde have levet. Men Macphersons Modstandere kaldte ham en Bedrager og sagde, at han selv havde fabrikeret disse Digte. Denne Strid er nu stilnet. Det er sikkert, at Macpherson i den skotske Tradition har forefundet Fortællinger og Digte, som knyttede sig til Navnene Fingal og Ossian. Disse kar han selv omdigtet og forbundet ved egne Tildigtninger. Denne Sagnkreds er i sin Oprindelse ikke skotsk; den er sent i Middelalderen overført fra Irland til Skotland. Sagnets oprindelige Hovedhelt er Fingal, rettere kaldt Finn Cumals Søn. Finns Søn er Ossian eller rettere Ossin, i hvis Mund der er lagt Digte, som berette om hans Skjæbne. Ossins Søn er Oskar.
I den irske Digtning fra 15de Aarhundred fremstilles Finn som øverste Feltherre over et staaende Krigerkorps fiann, hvoraf Navnet Fenier kommer. Dette Korps skulde forsvare Irland mod fiendtlige Indfald. Naar Krig ei stod paa, var Jagt og Elskovseventyr Finns og hans Feniers vante Syssel. Deres Magt blev knust af den irske Overkonge i et Slag, som henlægges til Aaret 283 efter Kristus.
Over de irske Fortællinger og Vers om Finn hviler ikke det mystiske Slør som over Macphersons Digtning, det der fremkaldte Stemninger, som Goethes Werther har udtrykt i følgende Ord: «Hvilken en Verden, hvori den herlige fører mig ind! At vandre over Heden omsust af Stormvinden, som i dampende Taager bærer Fædrenes Aander ved Maanens dæmrende Lys.» Dog kan i det irske Sagn over Egnen hvile en Taage, som Trolddom har bredt ud, som vilder Foden og lamslaar Menneskets Kraft.
I de irske Fremstillinger fra 15de Aarhundred finder vi altsaa Ossiansagnet i et helt andet Lys end hos Macpherson. Men dette Sagn kar nvlig under Zimmers Argumentation undergaaet en ny og endnu mere overraskenden Metamorphose.
I de ældste irske Kilder fra Begyndelsen af 12te Aarhundred er, siger Zimmer, Finns Krigerskare fiann, Fenierne, ikke et Korps oprettet for at værge Irland mod fiendtlige Indfald, og et saadant Korps har aldrig existeret i den irske Historie. Fianna betyder i Irsk oprindelig Vikinger, nordiske Vikinger; det er efter Zimmer vort norske Ord Fiender, hvorom jeg tvivler. Finn Cumals Søn er i de ældste Sagn fremstillet som en Smaakonge fra Leinster, idealiseret efter de nordiske Vikingehøvdingers Forbillede.
Finn-Sagnet er opstaaet i Sydirland og har navnlig i 11te Aarhundred udviklet sig under stærk nordisk Indflydelse, der ogsaa viser sig i rent formel Henseenede. Thi i Modsætning til Cuchulinn-Sagnet har her de enkelte Episoder overveiende faaet rytmisk Form og optræder under Paavirkning af det germanske Heltedigt som Kvad.
Finn har ikke levet i 3dje Aarhundred. Hans historiske Forbillede er efter Zimmer den norske Vikingehøvding Caittil finn, d. e. Ketil hvite, som i 857 med sine Mænd, der halvt var Irer, halvt Nordboer, blev fældet af den dublinske Vikingekonge Olav.
Skal vi nu paa den anden Side faa Øie paa, hvad Irlands Kultur og Litteratur har virket paa Norden og særlig paa Norge og Island, saa maa vi først se for os den store Forskjel i de ydre Forhold mellem før og nu.
I Nutiden er Irland skilt fra os ikke alene ved Hav, men derved at hele det pulserende Livs Rørelse har taget en anden Retning. I Vikingetiden derimod strakte der sig en Række af norske Nybygder Landene imellem: først var der en i Irland selv, saa paa Suderøerne, Orknøerne og Hjatland. Til den ene Side over Færøerne til Island; paa den anden Side i Skotland og Nordengland. Disse Nybygder var som Sten lagt ved Sten til Støtte for den Havets gyngende Bro, som forbandt Folkene. I mangt og meget maatte da det ældre Kultursamfund virke paa det yngre. Allerede den ydre Historie fortæller os om, hvorledes dette traadte frem. Og naar jeg her nærmest kun taler om den gamle Digtning, maa jeg dog fremhæve, hvorledes den irske Indflydelse, som kan spores ved den, kun er et enkelt Led af Virkninger, som kan iagttages ved alle Livets Former, stærkest paa Island, dernæst i det vestlige Norge. Saaledes allerede ved den ydre Kultur. Sproget vidner om, at Islands Besætning af Husdyr, af Okser, Øg og Hunde for en Del kom fra Irland, og oppe i det Trondhjemske kalder man endnu en Indhegning for Fæet med et irsk Ord Kru. Vor Kornavl er bleven hjulpen frem ved disse Forbindelser. Tærskestaven kaldes ikke alene vestpaa, men helt ind i Gudbrandsdalen og Hallingdalen, med det irske Ord Tust. Ordet Saann, der i Værdalen betegner en Ovn, hvori Kornet tørres, tilhører det samme Sprog. Fra et beslægtet Omraade nævner jeg, at en Lavart, hvoraf der udvindes en blegrød Farve, kaldes Korke. Den var i Middelalderen Udførselsartikkel fra Norge til Britannien. Ordet Korke er det latinske purpura, Purpur, der i Irsk blev til corcur, og over Skotland kom til Norge som Korke.
Paavirkning fra Irland kan findes i Moder, Klædedragt og Vaaben. Her kunde nævnes Forhold ved Husenes Bygning og Indredning. Ved Kunst og Ornamentik er paavist en stærk irsk Indflydelse paa hele Norden. Vigtigere for Digtning og Litteratur er det, at Kristendommen i Norden blev forberedt ved Forbindelser i Vesten med kristne Folk og derved at kristne eller halvkristne Mænd fra Skotland og Irland paa Island boede sammen med hedenske Nordmænd. Paa denne Lund vokste den norrøne Digtning op.
Naar det nu spørges, hvad Virkning Irlands Kultur og Litteratur har havt paa denne, saa staa vi foran en Række af Problemer, som endnu neppe er formulerede, end sige løste.
Saameget synes allerede nu at turde siges, at endog den ældste Digtning, som vi hos Nordmænd og Islændinger kjender, er bleven til under en bred Strømning af nye Forestillinger, Fortællinger og Kunstformer, der slog dem imøde paa de britiske Øer. De Grundfaktorer, der forklarer den islandske Litteraturs Særmærke, er, at Øen histude i Nordhavet under nye Naturomgivelser og særegne Samfundsforhold har samlet en Befolkning, hvis store Flertal stammede fra det vestlige Norge, men hvis Eiendommelighed ved fysisk og aandelig at optage keltiske Elementer havde udviklet sig til en ny, kraftig Vækst.
Hvor den norsk-islandske Digtning forudsætter historisk Sammehæng med den irske, viser den overalt original Nyskabning, aldrig uselvstændig Efterligning.
Ved Begyndelsen af Nordmændenes og Islændingernes historiske Liv optræder Digtningen hos dem paa en væsentlig anden Maade end i den ældre germanske Verden. Ved deres Kongers og Høvdingers Hird finder vi en Række af Skalde. Harald Haarfagre skal have havt seks Hirdskalde, som han hædrede mest af alle sine Hofmænd. Islandske Skalde optræder ved Hoffer rundt om i Norden, ogsaa i England og Irland.
Digtningen har faaet en indviklet Teknik, som kræver Oplærelse og Studium. Den er bleven en Idræt, ved hvilken Hovedsagen er den ydre Form: Udtrykket, der pranger med storslagne Billeder og med Hentydninger til dunkle Myther det i alle Enkeltheder fast regulerede Versemaal.
Det gamle germanske episke Kvad førte Sagnets Helte fra en forgangen Tidsalder frem. Vikingetidens Skald kvæder om den Fyrste, ved hvis Hof han lever; priser hans Daad og Kraft, hans Guld og hans Mildhed.
Denne Digtningens og Digtere forandrede Stilling skyldes høist sandsynlig Indflydelse af irske Forhold. Fra ældgammel Tid af var der ved de irske Kongers Hoffer en Skare af Digtere. De dannede en egen Stand med mange Grader. De ypperste indtog en meget høi Rang, og de yngre oplærtes af ældre Mestre i sin Kunst. Denne øvedes undertiden, ligesom hos Nordmænd og Islændinger, ogsaa af Kvinder.
Digtene var tildels Lovkvæder over levende eller afdøde Fyrster, ligesom de norrøne Skaldes. De Udtryk, hvori den irske Digter priser Høvdingen, har mange Berøringspunkter med den islandske Skalds. Det heder: Fyrsten har mættet utallige Ulve; han har udøst Blod med sit Spyd; han har holdt sit Skjold fast i hver en Kamp. Kongen betegnes baade i det norske og i det irske Digter sprog som «Vildsvinet». Dette Dyr fandtes i Vikingetiden ikke i Norden, men i stor Mængde i England og Irland: et slaaende Bevis for, at dette Digterudtryk er skabt i Britannien.
De gammelirske Digte er ofte Spottedigte, der rammer bestemte Personer. Disse svarer til Islændingernes Nidviser. Irerne tillagde Nidvisen en magisk Virkning, saa at den til Skade for den, mod hvem den var rettet, kunde forrykke Naturens faste Orden. Den samme Forestilling findes paa Island, blandt andet hos Skalden Kormak, som bærer et irsk Navn, og hvis vigte ved flere irske Ord vidne om hans Æts Forbindelse med Irland.
De irske Digtes metriske Form var meget indviklet og varieret efter Stavelsestal, Rim og Alliteration. Man har fundet det sandsynligt, at de norrøne Skaldes Kunstige Versemaal skulde være paavirkede deraf. Dette er usikkert. Ialfald slutter den nordiske Digtnings Nydannelse sig metrisk som en organisk Udvikling til de gamle fra Fædrene bevarede Former.
Paavirkning fra irsk Digtning kan ikke modbevises ved de ældste Skaldekvæders Tid. Den islandske Traditions Vidnesbyrd herom er mindst 300 Aar yngre end det, hvorom den fortæller, den kan derfor isoleret ikke staa til Troende. Efter den skal Brage den gamles Digte, der gjælder for de ældste, vi har tilbage, være forfattede af en Nordmand i første Halvdel af 9de Aarhundred. Men de faa Ord, som Irerne har optegnet af vort Sprog fra Tiden omkring 800, godtgjør, at Brages Digte er yngre. Jeg holder det for vist, at de er fra en Tid, da hele den overvældende Strøm al nye Forestillinger ikke alene var trængt ind fra Vesten, men ogsaa havde faaet fast Form.
Om den islandske Saga har den irske Lærde Todd allerede i 1867 udtalt den Formodning, at den er en Efterligning af irske Frembringelser.
Om egentlig Afhængighed kan her ikke være Tale. Der er en mangesidig Forbindelse mellem den nedskrevne Saga og den mundtlige Tradition, om end denne ikke har havt en enebestemmende Indflydelse paa den skrevne Form. Og vi har Grund til at tro, at Fortællekunsten nar været udviklet i typisk Form hos Nordmændene, inden den kan være bleven paavirket fra Irland. Ogsaa træder de to Folkestammers forskjellige, ja i flere Henseender modsatte Naturanlæg tydelig frem i de skrevne episke Prosafremstillinger.
De mest eiendommelige af de irske er Sagnene om Cuchulinns Kreds, men disse har en langt mindre historisk Karakter end de islandske Ættesagaer. I de bedste af disse har vi ædlere Kunstværker, en mere sand menneskelig Fremstilling af Personligheder. Navnlig staar de høiere i Anskueliggjørelse af det sjælelige.
Det er vistnok høist sandsynligt, at den islandske Saga som Kunstform forudsætter Indflydelse, snarest gjennem mundtlig Tradition, af den irske Litteraturs episke Fortællinger eller, som man nu ofte kalder dem, Sagaer, men denne historiske Sammenhæng er vanskelig at godtgjøre, fordi Berøringspunkterne mellem dem for største Del er af altfor almindelig Art til at kunne være bevisende.
Baade den irske og den islandske Behandling af Emnet er objektiv. Personerne fremstilles væsentlig gjennem Handling. De fortalte Begivenheder er for en stor Del ensartede, som Feider, Drab, der voldes ved Kvinders Skinsyge, og Blodhævn; der berettes hos begge Folk om Gilder og Forsamlinger. De spændende Konflikter løses tillige hos Kelterne oftest tragisk. Ogsaa her kan en næsten grusom Humor glimte frem paa mørk Bund.
Fremstillingen er hos begge Folk episk-dramatisk. Den irske som den islandske Forælling anskueliggjør Handlingens Skueplads, lader os faa vide, paa hvad Dagstid den foregik; hvordan Veiret var; hvordan de optrædende personer var klædte. Ogsaa den irske Saga kjender Vei og Sti, hvor Helten færdes, og nævner bestemte Stedsnavne. Men den islandske Saga er her overalt mere knap; meddeler kun, hvad der kan gjøre Handlingen mere anskuelig. Den irske Fremstilling ynder derimod gjennem en lang Række af sidestillede farverige Udtryk at dvæle ved Detaljerne. Den nordiske Fremstilling er overhoved mere maadeholden og behersket. Saavel hos Irer som Islændinger er i Fortællingen indsprængt talrige dialogiske Partier. Men Replikerne falder paa Islandsk i al deres Knaphed mere træffende. De irske Dialoger er ikke saa energiske og livfulde.
En vigtig Overensstemmelse er det, at Strofer i begge Folks Fortællinger jevnlig er flettede ind. Disse danner hos Irer som hos Islændinger Led af Dialogen eller er lagt i en af de optrædende Personers Mund. Her tør man neppe betvivle den historiske Sammenhæng, og at Irerne er de paavirkende, Nordboerne de modtagende.
Enkelte karakteristiske Optrin i de to Folks Sagaer er væsentlig de samme. En Unggut, som intet ved om sin Faders Drab eller Banemand, færdes sorgløs i Flokken paa Legepladsen og viser sig de andre overlegen i Styrke. Da udtaler en Røst i Flokken: «Bedre var det, du tænkte paa din Faders Drab,» og denne Røst vækker den Unge til Daad.
Enkelte typiske episke Udtryk er nær beslægtede. I den islandske Saga heder det, naar Uvenner skilles: Ikke er det fortalt, at de skiftede Hilsener. I den irske: Han skiltes fra dem og gav dem ingen Velsignelse og fik ingen af dem. I begge Folks Fortællinger indføres undertiden Taler, hvis Ord bestaar af Gaader og Ordspil, som kun en, der er klogere end andre, forstaar.
De typiske Motiver og Sagntræk er ofte beslægtede hos Irer og Irlendinger: at en Mand ved et Løfte er forpligtet til at hævne en Vens Død. At Ulykke varsles ved, at Vaaben klinger. At et Vaaben angriber af sig selv. Og saa fremdeles. Men ved de fleste af disse Motiver vil først Fremtidens Granskning kunne afgjøre, hvorledes Forholdet historisk skal oppfattes.
Ved de islandske Fortællinger, som nærmest ikke gjengiver virkelige Tildragelser i det menneskelige Liv, men er Fantasiens Skabninger, lader det sig sikrere paavise, at deres Indhold er paavirket af Nordboernes Ophold i Irland. Jeg vælger et Exempel fra Thorsmythen. Thor er en ægte germansk Gud. Saalangt vor Kundskab rækker tilbage, dyrkede de vestgermanske Folk en Gud, hvem de gav Tordenens Navn. De forestilte sig ham som uhyre stærk og væbnet med en Hammer eller Slægge, der havde viende Kraft, og de saa i ham Wodans, Odens Søn. Men saaledes som vi i Norden fra Vikingetiden af finder Thor i Folkets Tro, Digtning og Dyrkelse, er det tydeligt, at hans Kultus har faaet langt større Omfang end tidligere, men ikke overalt i Norden ligelig; at der er fremkommet en Række af Sagn og Eventyr om Guden, som før ikke kjendtes, og at hans Personlighed i Folkets Bevidsthed baade med Hensyn til ydre Fremtræden og indre Eiendommelighed er bleven rigere, klarere, dybere udformet.
Før Vikingetiden kjender vi i Norden Navnene paa omtrent 90 forskjellige Mennesker. Ikke et eneste af disse Navne er sammensat med Guden Thors Navn. Men slaar vi efter i den gamle Fortegnelse over de Mænd, som fra Slutningen af 9de Aarhundred af tog Land paa Island, saa vrimler det af Navne, som er sammensatte med Thor: Thorstein, Thorolv, Halldor o. s. v. Her finde vi altsaa et tydeligt Udtryk for Thors-Kulturens større Omfang fra Vikingetiden af. Ser vi saa efter, hvorfra disse Mænd, som skylder Thorsdyrkelsen sit Navn, er komne, saa finde vi, at mange hører hjemme i det vestlige Norge, men at disse Navne særlig har været yndede blandt Nordboerne i Vesten. I Irland optræder de tidligst. Den første Normand, som nævnes i Irland, heder Turgeis eller Thorgisl. Baade islandske og irske Skrifter vidner om, at Thor særlig blev dyrket af de nordiske Vikinger i Irland. Jeg minder om Helge magre, en Søn af Eivind Austmann og af en Datter af den irske Konge Kjarval. Helge troede paa Kristus, men paakaldte Thor, naar han drog til Havs eller til Kamp. Da han fik Island i Syne, spurgte han Thor om, hvor han skulde tage Land.
De irske Annaler omtaler Thor under den ældre Form Thonar (Tomar). De kalder den nordiske Kongeæt i Dublin Thonars Stamme. Denne eiede en hellig Thonars Ring. Tæt ved Dublin var en hellig Lund af Hasseltræer, som kaldtes Thonars Lund.
Mange islandske sagn om Thor har derfor sikkerlig tidligere været fortalte af nordiske Vikinger i Irland. Jeg nævner som et Exempel Sagnet om Thor hos Utgardeloke, til hvilket vore Fædre lyttede gjennem Øhlenschlägers Vers. Dette Bagn er avtegnet paa Island tidlig i 13de Aarhundred, men gamle Digte viser, at det fortaltes omtrent ligedan 200 Aar tidligere.
Jeg skal her fremhæve Sceneriet i dette Sagn. Thor med sine Følgesvende kommer fra Havet. De vandrer ind i Landet mod Øst i et Par Dage. Veien gaar gjennem store Skove, og disse Skove bestaar ialfald tildels af Eg. Utgardelokes Borg ligger omgiven af Sletter. Den er saa høi, at de for at se over den maa bøie Hovedet tilbage i Nakken. Dette Sceneri er ikke betinget ved Utgardelokes mythiske Karakter, og maa derfor gjengive den Virkelighed, der omgav Fortælleren. Dette Sceneri er hverken islandsk eller norsk. Derimod kan det passe til Nordengland eller endnu bedre til Irland. Her laa Borge, hvori irske og nordiske Høvdinger satte sig fast, inde i Landet paa Høie med vid Udsigt over store Sletter. Irland var i gamle Dage dækket af Skove, hvor Svinehyrderne drev sine Dyr, som mæskedes med Egetræernes Olden. Sagnets Handling indeholder ogsaa et Motiv, som henviser til Irland. Utgardeloke har ved sin Trolddomskunst bundet Nisteposen saa fast, at Thor ikke kan faa Baandet op. Og da han giver Thor Besked herom, siger han, at han har bundet det med gres-Jærn. Dette Ord maa altsaa betegne Jærn, der ved magisk Kunst er gjort vidunderlig haardt og seigt. Det er ikke et nordisk men et irsk Ord: grés betegner paa Irsk Kunst og brugtes særlig om de Kunster, Smeden anvendte for at gjøre Jærnet blankt, hvast og haardt.
Det vilde kræve for megen Tid her at undersøge dette Thor-Sagns Oprindelse i sin Helhed. En saadan Undersøgelse maa løse ud dets enkelte Elementer og paavise det Livssyn, som har forenet dem i en eneste harmonisk Fortælling.
Som jeg længst har dvælet ved det irske Heltesagn, saa skal jeg afslutte disse Meddeleleser om Forbindelser mellem Irland og Norden i Digtningens Verden med et Exempel fra det norrøne Heltedigt. Man har kaldt Island, som Sagaskrivningens Land, for Nordens Attika; men ligesom Homers Sange skabtes paa Asiens Strand, saaledes fik det norsk-islandske Heltedigt sin typiske Form i de nordiske Nybygder i Britannien.
Den ældre Eddas Samling af Heltekvad begynder med et morgenfriskt Digt om Smeden Valund. Denne Sagnfigur har været kjendt ikke alene rundt om i Norden, men ogsaa hos de vestgermanske Folk, som kaldte ham Weland. Han var den ypperste Smed. Han havde smedet de bedste Sværde og de prægtigste Kvindesmykker. Han kom til en fremmed, grusom Konge, som lænkebandt ham hos sig ved at overskjære hans Knæsener. Kunstneren hævnede sig ved at myrde Kongens Sønner og vanære hans Datter. Saa fløi han bort paa Vinger, han selv havde arbeidet.
Dette episke Sagn er sandsynlig skabt af en frankisk Digter i 6te Aarhundred etter græsk-romerske Fortællinger om Vulcan, Dædalus og Theseus. Det vandrede i Digtform til England, hvor vi finder Digtets Indhold fremstillet paa et Skrin af northumbrisk Arbeide sandsynlig fra 8de Aarhundred.
Eddakvadet om Valund maa være digtet af en Nordmand fra Norges nordligste Bygd i Haalogaland. Han har hørt det nordengelske Digt og deretter selvstændig behandlet det gamle Sagn.
Han gjør Valund og hans Brødre til Finnekongens Sønner. Lader dem staa paa Ski og leve af Jagten som Finnerne der nordpaa. De bor ved en Sjø inde i Landet, hvor der er fuldt af Ulve og Bjørne. Der vokser Furu og Birk, som endnu i de indre Bygder af Finmarken. Digteren har deroppe seet Sangsvanen om Sommeren bygge sit Rede ved den øde Skogsjøs Bred.
Kvadet aabnes med Strofer, der fortæller, at de Svanemøer, der blev Valund og hans Brødres Hustruer, kommer flyvende.
Møer fra Sønden
fløi gjennem Mørkskog
i Svaneham unge
at fuldbyrde Skjæbnen.
Paa Sjøens Strand
sig satte til Hvile
de sydlandske Kvinder,
spandt kosteligt Lin.
De to af Svanemøerne var Døtre af Kong Lodve. Det vil sige en af de frankiske Karolinger af Navnet Ludvig. Den tredje Svanemø siges at være en irsk Mø og en Datter af Kiar af Valland. Han er Kong Kjarval i det sydlige Irland, som levede i anden Halvdel af 9de Aarhundred.
Denne Konge kjæmpede gjennem en Række af Aar snart sammen med de nordiske Vikinger, snart mod dem og døde 887. Flere af hans Døtre blev gift med Nordmænd.
Naar den norske Digter har gjort en at Svanemøerne til Datter af Kjarval, hvem han aabenbart ikke har kjendt paa nært Hold, saa har vi heri en vigtig Tidsbestemmelse for hele denne Digtnings Tilblivelse. Kjarval, som døde 887, kan ikke vel tidligere end omkring 900 saaledes være tagen i Digtningens Tjeneste. Ældre er altsaa dette Digt ikke.
Men i et kvad af den nordlandske Skald Eivind Skaldaspiller ser vi, at Sagnet om Vaiund var kjendt deroppe omkring 965. Digtet om Valund er altsaa blevet til i første Halvdel af 10de Aarhundred. Sagnet kan være bragt til Nordland med en af de Mænd, som sammen med Ottar fra Haalogaland var ved den engelske konge Alfreds Hof. Digtet om Valund er det ældste eller et at de ældste bevarede heroiske Kvad. Hele denne Digtning forudsætter altsaa den rige Indflydelse fra Britannien som allerede begyndt.
Det Billede, hvormed Kvadet om Valund aabnes, viser hen, hvor Sommeren kommer en Dag fra Syd efter Storm og Bølgeslag braadt og overvældende, med Lys og Varme, med duftende Blomsterspind paa grønne Enge, med Fugleflokkes Vingesus over løste Vande, med Livets fulde Pulsslag til Høinordens Søn.
Dette Billede ved Indgangen til vor gamle heroiske Digtnings Hal peger tilbage paa Vikingetidens Betydning for os. Denne Tid var for vort Folk det første store Vaarbrud.[1]
- ↑ Det meste af første Afsnit er hentet fra Zimmers Afhandlinger. Det meste af andet Afsnit er selvstændigt.