Islændingen Magnus Stephensens Ophold i Norge 1783–1784

Ludvig Daae

Islændingen Magnus Stephensens Ophold i Norge 1783–1784

Historisk Tidsskrift, tredje Række, tredje Bind, 1895 (s. 275-285).

En meget fremtrædende Islænding var i Begyndelsen af vort Aarhundrede Magnus Stephensen, Justitiarius i Landets Overret. Han var bekjendt baade for sin Embedsvirksomhed og sine literære Fortjenester; han var saaledes bl. A. Forfatter af det indholdsrige Verk: „Island i det attende Aarhundrede“, Kbhvn. 1808. Derimod nød hans Charakter ikke ubetinget Tillid og Agtelse. Han gjaldt for en meget rænkefuld Mand med stor Evne til at gaa Regjeringen under Øinene, og han var endog mistænkt for at have spillet under Dække med den berygtede Eventyrer Jørgen Jørgensen under dennes Usurpation i Island 1809.^[1] Magnus Stephensen tilhørte hvad man kunde kalde det islandske Aristokrati, idet hans Fader var en af de meget faa Islændinger, der have drevet det til at blive Stiftamtmænd paa sin Fødeø. Moderen var en Amtmandsdatter, en af hans Brødre blev Amtmand i Island, hans Søster var gift med en Biskop o. s. v. Han var født 1762, blev 1781 Student og døde som Dr. juris 1833. Egentlig havde hans Lyst staaet til at blive Embedsmand i Danmark, hvor han befandt sig særdeles vel, men Faderen havde, allerede før han drog til Universitetet, overtalt ham til at forlove sig med et Søskendebarn, og dette i Forbindelse med andre Omstændigheder bevirkede, at han kom til at tilbringe den største Del af sit Liv i Island.

Han har efterladt en paa Islandsk forfattet Selvbiographi, der dog ikke er fuldstændig og kun omfatter hans Ungdomsaar. Dette Skrift, der for nogle Aar siden er blevet trykt i et hos os saa godt som ubekjendt og lidet tilgjængeligt islandsk Tidsskrift,^[2] er ret interessant, om end vistnok ikke ganske frit for en Smule Selvtilfredshed. Jeg har troet at skaffe norske Læsere en liden Fornøielse ved at meddele i Sammendrag eller fri Oversættelse fra Originalen nogle Blade deraf, der angaa Norge og norske Forhold. De faa Anmærkninger o. s. v. hidrøre, som let vil sees, fra mig selv.

---

I 1783 foretog Magnus Stephensen, dengang Student og Volontair i Rentekammeret, hvor hans berømte og indflydelsesrige Landsmand, den lærde Conferentsraad og Overbibliothekar Jon Erichsen havde faaet ham anbragt, en Reise paa offentlig Bekostning til Island, for som Kammerherre (siden Øens Stiftamtmand) Levetzows Ledsager at udføre et offentligt Hverv. Selv havde han liden Lyst til paa denne Maade at afbryde sit Examensstudium, men fandt sig dog i at reise, da det forlangtes af hans Velyndere. Mellem de Landsmænd, med hvem han havde at tage Afsked før Afreisen, var ogsaa den daværende Medhjælper ved Geheimearchivet (siden selv Geheimearchivar) Grim Jonsen Thorkelin, om hvem man faar den besynderlige Oplysning, at han ved Siden af sin Archivpost drev et Ølbryggeri og derfor kunde forære Magnus 24 Flasker Dobbeltøl til at tage med paa Skibet. Den 11te Oktober 1783 droge Kammerherren og Magnus fra Kjøbenhavn, men Reisen var uheldig. Gjentagne Gange havde de Island i Sigte, men bleve idelig ved Storm fordrevne derfra.

Omsider naaede de sidst i November til „Reykjarfjord“^[3] i det vestlige Norge. Der boede kun faa og dertil fattige Folk, mest Lodser og Fiskere, og der var heller ikke megen Fisk at faa. De to Reisende droge saa Landveien østerover, men i Mandal skiltes de ad. Levetzow drog tilbage til Kjøbenhavn, men Magnus Stephensen havde en Landsmand i Nærheden, der tillige var en gammel Ven af hans Fader, nemlig Lagmanden paa Agdesiden, Etatsraad Thorkel Fjeldsted,^[4] der boede paa Holmegaard^[5] et Par Mile længere oppe ved Mandalselven. Her blev han modtagen paa den hjerteligste Maade og strax indbuden til at tilbringe Vinteren der som Gjest. Han kom her til at leve i en næsten uafbrudt Selskabelighed, dels paa Holmegaard, dels i Mandal og Christiansand, og, som han selv siger, ret til at prøve den norske Gjestfrihed, „der, havde jeg nær sagt, er overdreven.“

Etatsraadinde Fjeldsted,^[6] som stærkt roses for sin Elskværdighed og Dygtighed som Husmoder, havde stor Lyst til Adspredelser og særlig til Dands. Magnus, som var „nys dimitteret“ fra en Dandseskole i Kjøbenhavn, havde medbragt to nydelige Bøger, som hans Dandselærer havde skjænket ham, indbundne i Marmorbind og Guldsnit, af hvilke den ene indeholdt Anvisninger til 60 af de mest moderne Engelskdandse, Contradandse, Menuetter og Valse, og den anden Noder til samme Dandse for Fløite og Violin. Begge Bøger gjorde stor Lykke paa Holmegaard og andensteds, hvor man var meget ivrig for at faa dem tillaans, og Magnus opførte jevnlig de nye Dandse med Etatsraadinden. Etatsraaden og hun havde et eneste Barn, Datteren Johanne, dengang 12 Aar gammel,^[7] som nu strax blev Magnus’s Elev i Dands. Det blev vedtaget, at man paa Holmegaard hver anden Aften skulde for den lille Frøkens Øvelses Skyld have Dands og hver anden spille Lhombre. Det var imidlertid i Regelen ikke muligt at faa mere end tre Par ved disse Baller, nemlig Etatsraadinden, Frøken Johanne, Capellanens Kone, Magnus, Capellanen og Lagthingsskriveren Therkelsen, der siden blev Generalpostkasserer i Kjøbenhavn og mistede dette Embede formedelst nogle Regnskabsmangler, men tilsidst dog blev Byfoged i Stavanger. Men tidt var man buden til Baller i Mandal og Christiansand, og i disse var der desto flere Gjester. I Januar Maaned fulgte Magnus med Etatsraaden til Christiansand, hvor Lagthinget pleiede at holdes, og tilbragte her en halv Maaned. Paa Kongens Fødselsdag var han i Selskab hos Stiftamtmanden, Kammerherre Adeler, hvor der var indbuden en Masse Mennesker, og hvor der beværtedes med kostbare Vine og „med omtrent 60 (sexti) Retter Mad, vist fire Gange saa mange som ved Kongens eget Bord“.

Noget senere reiste Kammerherre Adeler til Holmegaard paa udmærket Slædeføre, ledsaget af en Hoben andre Fremmede paa sex og tyve Slæder med klingende Bjelder. I Følget var en hel Del unge Damer fra Mandal, og alle disse Mennesker tilbragte nu tre Nætter og Dage paa Holmegaard paa den prægtigste Maade (at stórveizlum). Alle Nætter dandsedes til den lyse Morgen, man sov, som man bedst kunde, gik saa tilbords og begyndte at dandse paanyt. Magnus var syg en hel Uge ovenpaa disse „Veitsler“ og Dandse. Hvad denne Fornøielse kostede Etatsraadens, kunde han jo ikke vide, men han forstod nok, at det ikke var saa ganske let for dem at faa Indtægt og Udgift til at ballancere. Kortspil havde Magnus ingen Lyst til, men han fandt det ikke passende at unddrage sig derfra i et Hus, hvor han nød saa meget godt, og hvor man uden ham vilde have vanskeligt for at faa et Spilleparti istand. Om Dagen læste han, naar han fandt Stunder dertil, i juridiske Bøger hos Etatsraaden og lærte meget, der var ham til Nytte for hans Studium, gjennem Samtaler med denne, der var en dygtig Jurist. Etatsraaden og Fruen talte ofte Tydsk og Fransk og droge Magnus ind i sine Samtaler i disse Sprog, hvorved han fik Øvelse i dem. Heller ikke undlod han at gjøre sig bekjendt med Landhusholdningen. Paa Holmegaard havde Etatsraadens 40 Kjør, neppe større end toaarsgamle Kreaturer „her“, og alle i meget slet Huld, da man havde vanskeligt for godt Foder, de melkede heller ikke mere end 10 Middelskjør eller 6 gode Kjør „her“.^[8]

Fru Fjeldsted forstod sig paa alt, som hører til i fornemme Huse (í tignarmannahusum), og holdt alt i en ganske fortræffelig Orden, var en Mester i Madlavning, Ølbrygning og den fineste Vask og Søm, som en høi dansk Embedsmandsfamilie har Brug for. Alle holdt af hende og høiagtede hende, hvor hun kom. Hende tilkommer medrette Æren for en Kogebog, der blev trykt paa Islandsk i Aaret 1800 under salig Fru Assessorinde Martha Stephensens Navn. Thi Magnus havde bedet Etatsraadinde Fjeldsted om Oplysning angaaende alt det madstel, som kunde passe sig baade for „bedre“ (heldri) Folk og for Almuesfolk, hvilket han da denne Vinter havde opskrevet paa Dansk, men som han siden oversatte paa Islandsk, idet han fik sin Svigerinde til at lade hendes Navn sætte paa Titelbladet.

Etatsraad Fjeldsted selv var en vakker Mand, høi og velvoxen, vel begavet og af gode Kundskaber, en Mand af megen Øvelse som Embedsmand, idet han to Gange havde været Lagmand og to Gange Amtmand og dertil i sin Ungdom Advokat ved Høiesteret. Han var blid, munter, veltalende, af et godt og jevnt Sind. Ingen havde nogensinde seet ham vred, og han var den taalmodigste Mand under en mangeaarig Sygdom. Han skrev og talte flere Sprog, hans Breve vare velformede og elegante. Han havde en Personlighed og et Væsen som en Høvding, forstod at indprente, hvad han sagde, i Alles Sjæle.

Denne Vinter var den behageligste i Magnus’s Liv. Begge de to fortræffelige Ægtefolk holdt af ham, som om han havde været deres egen Søn, og behandlede ham bedre, end mange Forældre sine Børn. Da nu Magnus drog bort for at komme ombord paa et Skib, der skulde føre ham til Island, den 28de Februar 1784, vare de begge bedrøvede ved at skilles fra ham. Etatsraaden medgav ham et Brev til hans Fader, hvori det hedte: „Deres kjære Søn, som med Guds Ledsagelse overbringer Dem dette, vil selv bedst kunne fortælle, hvorledes vi i Vinter bleve bekjendte, og kan jeg med sand Fornøielse gratulere Dem med en saadan Søn, som er, uden Undtagelse, det ordentligste og mest haabefulde unge Menneske, som jeg har kjendt, og har lært de solide Videnskaber grundigere, end man efter hans Alders Maade kunde vente. Gud give ham nu en lykkelig Overfart og fremdeles Held til den øvrige Reise, som vist er forbunden med endel Besværligheder.“

Etatsraadinde Fjeldsted udrustede Magnus med rigelig og god Niste og fire Flasker Biskop, som hun vidste var hans Livdrik. Efter en vemodig Afsked kom han samme Dag til Mandal, hvor han strax blev buden i Aftenselskab til den rige Kjøbmand Knudsen,^[9] thi han kjendte jo gjennem Fjeldsteds alle de bedste Folk i Byen. I Mandal fik han en stor Lodsbaad med to Mand for at ro ud til Skibet, der laa 16 norske Mile borte mod Nord, men Vinden blæste lige mod ham, det var koldt, og der blev et stort Snefald. At komme i Land var ikke at tænke paa, og Skibet laa seilfærdigt. Det lykkedes dog den 29de Febr. at komme forbi Lindesnæs, og man naaede i Mørke til Korshavn,^[10] hvor der kun var et ynkeligt Herberge og ingen Mad at faa. Magnus havde dog sin fortrinlige Niste fra Holmegaard og sin Biskop, dertil havde Fruen ogsaa medgivet ham Chokolade, saa at han kunde leve godt. Men for Nattelogis og Melk til chokoladen maatte han ud med 3 Rdlr. Courant. To Dage efter naaede han til Rægefjord og til Skibet, paa hvilket ogsaa Levetzow, der var kommen tilbage fra Danmark, nu var ombord. Ogsaa han havde paa sin Reise maattet overnatte i Korshavn, hvor han med Tjener havde for Nattelogis, to Høns til Aftensmad og 100 Østers maattet betale 10 Rdlr. Courant, hvorover han var temmelig ærgerlig. De havde paa sin Høstreise døiet ondt, fordi Skibet var slet provianteret, og forlangte nu af Skipperen ordentlig Underholdning, og han forsikrede dem ogsaa om, at de skulde faa den, men snart fik de at mærke, at han næsten ingen Mad havde ombord uden Erter, Gryn, saltet Sild, lidt Brød og surt Øl, lidet Smør og slet intet Kjød! Overfarten til Island var skrækkelig, og de led baade af Uveir og Sult. To Flasker havde Magnus endnu tilbage af Grim Thorkelins Dobbeltøl, dem gjemte de som en Trøst i den værste Nød. Omsider naaede de dog til Island.

Da imidlertid Magnus Stephensens Selvbiographi ogsaa udenfor det Afsnit, der helt angaar Norge, indeholder nogle Oplysninger om et Par Islændinger, der senere bleve Embedsmænd i Norge,^[11] benyttes Leiligheden til her ogsaa at meddele disse Træk. .

Magnus’s første Lærer i de lærde Skolevidenskaber havde været Olav Olavsen, som i 1771 var „udskreven“ af Latinskolen i Hole. Han omtaler denne Mand med megen Uvilje og forsikrer, at han er af de meget faa, med hvem han i sit Liv har havt noget udestaaende. Han var Kontorist hos hans Fader (da Lagmand) og skulde tillige undervise Sønnen, men var uduelig og forsømmelig. Siden, da Magnus i 1781 kom til Kjøbenhavn, var denne hans fordums Lærer den første Landsmand, han traf paa, og de mødtes siden oftere hos Jon Erichsen. Olav friede til Erichsens Datter Margrete (siden Admiralinde Jessen), men fik en Kurv, hvorpaa han strax vendte sig til Tjenestepigen i Erichsens Hus, en kjøbenhavnsk Malerdatter, „et for ham fuldkommen passende Menneske, en stor og plump Pige“, idet han sagde, at „siden Frøken Margrete ikke forstod sit eget Bedste, skulde hun siden komme til at misunde sin Tjenestepige“. Erichsen, som ønskede at blive Personen kvit og faa ham bort fra Kjøbenhavn, anvendte sin Indflydelse og fik ham ansat 1783 som Tegnemester og Lector i Mathematik ved Bergseminariet paa Kongsberg, hvor han siden tillige blev Lector i Lovkyndighed, titulær Professor og Auktionsforvalter, indtil han omsider tog Afsked og døde i Christiania som Pensionist og Vasaridder 1832. Magnus Stephensen, der i sin Selvbiographi idelig forfølger Olavsen med utrættelig Uvilje, beretter, at man fra Norge „vidste at fortælle, at hans Kone, Erichsens gamle Tjenestepige, ikke var lykkelig i sit Samliv med ham“. Forøvrigt var Olavsen i Norge bekjendt som latinsk Digter og har ladet adskillige af sine Forsøg i den Retning trykke.

En anden af disse islandske Embedsmænd i Norge, hvem Magnus Stephensen nævner, var John Gisleson, fra 1783 til sin Død 1803 praktiserende Læge og siden Landphysicus i Drammen. Heller ikke ham er vor Forfatter god. Magnus’s Svoger, den lærde Biskop Hannes Finnsson i Skaalholt, havde advaret ham for Gislesons Bekjendtskab i Kjøbenhavn, og han afslog derfor dennes Tilbud om at være hans Læge; han havde ogsaa i Kjøbenhavn „befordret to Islændinger til det evige Liv“.^[12]

En tredie Islænding, Einar Gudmundson fra Vestmannøerne, siden Dr. phil. og Præst i Norge (tilsidst i Løiten, død 1817), omtales med større Velvilje; han var ved sin Ankomst til Kjøbenhavn yderlig fattig, og Magnus fik overdraget ham den „Klosterdaler“ (1 Daler om Ugen af Communitetet), som han selv havde kunnet hæve, om han havde villet det.

Tilsidst kan det bemærkes, at Magnus Stephensen endnu engang kom til at besøge Norge, og atter ufrivillig, idet han paa en Hjemreise fra Kjøbenhavn 1808 led Skibbrud og (25 Sept.) maatte gaa iland i Egersund, altsaa kun et Par Mile fra Rægefjord, hvor han i 1783 maatte søge Tilflugt. Han tilbragte under dette Ophold nogen Tid i Bergen og har i en bevaret Dagbog givet en interessant Beskrivelse af sine Oplevelser her, men herved skulle vi ikke videre dvæle, da hans Dagbog fra den Reise er Almenheden let tilgjængelig i det danske Tidsskrift „Museum“, 1892 I, S. 270–280.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Se bl. a. J. Chr. Berg i Samll. til D. N. F. Spr. og Hist. VI, S. 149.
2. Tímarit hins íslenzka bokmentafólags. Níundi árgangur. Reykjavik 1888. S. 177–268.
3. Vistnok Rægefjord lige ved Ladestedet Soggendal i en yderst gold og uskjøn Egn.
4. Født 1740, 1767 Advokat, 1760 Lagmand paa Færøerne, 1772 Amtmand i Finmarken, 1778 ligesaa paa Bornholm, 1784 Lagmand paa Agdesiden, 1786 Stiftamtmand i Throndhjem, 1796 Meddirecteur ved Generalpostamtet i Kjøbenhavn, hvor han samme Aar døde. Uvillige Bemærkninger om ham i „Af Johan v. Bülows Papirer“, udg. af L. Daae, S. 178 (cfr. S. 16).
5. Om denne Lagmandsresidents se Topogr. Journal for Norge, H. XI, S. 63 flg.
6. En Kjøbenhavnerinde, Anne Birgitte f. Wildenrath, født 1751, („en Obersts Datter“, Moderen en født Kaas), se Erslew, Suppl. I. S. 851.
7. Johanne M. Fjeldsted blev 1793 gift med Contre-Admiral, Kammerherre J. C. von Hoppe, og døde i Kjøbenhavn 1832. Erslew l. c., hvor hun angives at være født 1776, hvilket sidste altsaa ikke er rigtigt.
8. Her sigtes vistnok til den i Norge brugelige Sultefodring, medens Kjørene paa Island fodres godt.
9. Familien Knutzen fra Holsten, besvogret med Familien Gjertsen Nedenes), der i mere end et Aarhundrede var den rigeste i Mandal.
10. I Lyngdals Præstegjeld.
11. Kun meget sjelden kom Islændinger efter Reformationstiden, da Islands politiske Forbindelse med Norge, om end ikke just i Formen, saa dog i Virkeligheden ophørte, og den geistlige helt afbrødes, til at færdes eller bosætte sig i det gamle Moderland. Historieskriveren Torfesen (Torfæus) er uden nogen Sammenligning den betydeligste af saadanne. Ved Adskillelsen i 1814 vare neppe flere end tre Islændinger norske Embedsmænd, nemlig Prof. Olavsen og Præsten Dr. Einar Gudmundson, hvilke her omtales, samt en anden Præst, Gisle Johnson, tilsidst Sognepræst til østre Moland, den nys afdøde Professor Dr. theol. Gisle Christian Johnsons Farfader. Et Par Embedsmænd, der tidligere havde været ansatte paa Island, Grev Trampe og Sorenskriver Koefoed, forbleve i Norge 1814.
12. Se forresten om ham Kiærs „Norges Læger i det nittende Aarhundrede“ samt Fru Dunkers „Gamle Dage“ paa flere Steder, hvor han ikke er fordelagtig omtalt.