Julegaven
Det var Dagen før Juleaften, at et stort Grantræ med en fyldig Krone blev baaret ind i Storstuen paa Gaarden Svarstad. Husmoderen, en tækkelig middelaldrende Kone, hendes Husjomfru og en liden Tjenestepige paa 13 Aar var de eneste i Stuen. Børnene havde faaet en Kjøretur for at være fraværende.
Jomfruen og lille Anne hjalp Tjenestegutten med at faa Træet ind igjennem Døren, og lukkede den efter ham. Saa satte han Træet midt i Stuen paa den firkantede Fod, der var malet grøn, og saa gik han ud efter Havetrappen. Paa denne steg han op, og fastbandt 3 Flag paa høje Stænger i Toppen af Træet, og Anne sprang med Hyssing og Sax imellem ham og Damerne, der bandt Voxlys paa Grenene. Saa blev der hængt gule og røde Æbler paa, og Kager i lange Næt og smaa Papirskurve. Rosiner og Mandler bleve trukne paa Traade og hang i lange Guirlander derimellem, og det Hele saa nydeligt ud.
Anne stelte med Fodstykket og lagde Mos derpaa. En pen Dukke til den mindste Datter blev sat der, og lænede sig imod Stammen. Rundt omkring den stod Æsker og andre Smaasager imellem Mosen; og det saa ud, som om Dukken sad der for at falbyde Gaverne, thi den strakte begge Arme stivt ud, som om den pegte derpaa. Træet blev istandsat denne Eftermiddag, fordi Fruen om Juleaften ventede sin Søster i Julebesøg. Det var en Enke med 5 Børn. Tilsidst blev der hængt Foræringer til alle Børn, baade Husets Børn og de Fremmede; det var fordetmeste Smaapakker af forskjelligfarvet Papir, og der stod skrevet udenpaa: „Fra Mor til Helga“, „Fra Far til Julie“ osv.
Da Tjenestegutten og Jomfruen havde forladt Stuen, sagde Fru S. til Anne:
„Du husker vel, Anne, hvorfor det er, at vi Alle glæde os saa ved Julen, og saa gjerne ville glæde andre Mennesker“?
„Ja“, svarte Anne, „Jesus er født om Julenatten“.
„Det er rigtigt, det er det største Gode, der er hændet os arme Mennesker, at Jesus er kommen til Verden, og har forløst os fra vore Synder, saa at vi kunne haabe engang at komme ind i hans herlige Rige, naar vi kun bestandig holde os til ham, som vor eneste Hjælper. Der er mange Mennesker, Anne, der kun glæde sig ved Julen, fordi de leve godt og kunne vente Fornøjelser; men Du vil tænke paa vor kjære Frelser og glæde Dig ved ham. Ikke sandt“?
„Jo det vil jeg“, svarte Anne trohjertig.
„Nu ville vi gaa herfra, og jeg tager Nøglen af Døren, saa at ingen af Børnene skulle kige herind; de have større Moro deraf, naar de først faar Træet at se i al sin Herlighed. Men jeg vil levere dig Nøglen, Anne, saa at Du kan passe Ovnen her i Morgen. Jeg ved, at jeg kan stole paa Dig“. Anne smilte over sit hele Ansigt ved sin Madmoders Tillid; men hun var tillige noget ængstelig over saa vigtigt et Hverv.
Sorenskriver S. og hans Kone havde taget Anne til sig, da hun som ganske liden mistede sine Forældre, og hun elskede dem, som om hun havde været deres eget Barn. Isærdeleshed var hendes Kjærlighed til Fru S. stor. Der var ikke et saadant Menneske til paa Jorden for Anne, som Mor, og det var hendes største Glæde og Ære at kunne udrette hendes Grinder og Smaaforretninger nøiagtigt og vel.
Anne skulde opdrages til Stuepige; hun sov derfor hos Pigerne og spiste med Tjenestefolkene. Men hun lærte alle simple og nyttige Ting sammen med Børnene, at skrive, regne, læse Skrift m. m. Forresten var hun til Fruens specielle Tjeneste, og gik meget inde. Hun var næt, men tarvelig klædt, og gode Venner med Børnene.
Samme Aften, da Forældrene vare gangne ind i deres Soveværelse, blev Anne kaldt op til Smaapigerne.
„Anne“, sagde Helga, den ældste, „Mor har taget Nøglen af Storstuedøren. Ved Du, hvor den er“?
Anne blev rød; men svarte ikke.
„Du ved det Anne. Jeg ser det paa Dig. Kanske Du har den“?
„Det kan være det Samme, hvem der har den“, svarte Anne.
„Nej, det er ikke det Samme, for vi have Foræringer til Far og Mor og til Tante, og vi ville hænge dem paa Juletræet. Du maa slippe os ind“.
„Kjære! bed mig ikke om det. Mor har sagt, at jeg skulde ikke“.
„Men der er da intet Ondt i det, din Nar. Mor vil selv have Moro deraf, naar hun faar se Foræringerne“.
„Jeg skal bede Mor, om jeg maa lade Dig komme ind“.
„Du er rigtig en Tosse! Saa var det jo ingen Overraskelse “.
„Hvad skal jeg gjøre“? sagde Anne bedrøvet.
„Dersom Du vilde love os at hænge dem pent op, saa skulde Du faa gjøre det alene“.
„Ja det skal jeg gjøre, det kan Du lide paa“, sagde Anne glad. Og ned i hendes Forklæde kom mange Smaapakker. „Fra Helga til Far“. „Fra Julie til Tante“. „Fra Thora til Mor“ osv., og alle bade i Munden paa hverandre, om endelig at hænge hendes Pakke rigtig pent op.
Anne tændte et Lys, satte det i en Lygte, og begav sig til Storstuen. Den kolde, øde Stue saa saa trist ud, og Træet var saa spøgelseagtigt ved den svage, usikkre Belysning af Lygteskinnet, der kastede dets store Skygge saa mørkt op i Loftet. Hun var paa Vej til at lægge alle Pakker fra sig til næste Dag, og ile ud igjen. Men hun havde lovet at hænge dem op i Aften, og Anne var meget samvittighedsfuld. Hun begyndte da sit Arbejde, og alt som hun hæftede Pakkerne, saa tænkte hun:
„Ak! dersom jeg ogsaa var Mors Datter! saa kunde jeg vel brodere noget Pent, og hænge her. Og saa skulde der staa, „Fra Anne til Mor“, saa vilde hun klappe mig paa Kinden og sige „Tak kjære Anne“. Og saa vilde hun se saa blidt paa mig med de vakkre Øjnene sine. Ja saa dandsede jeg med de Andre om Træet og sang“.
Jo mere hun tænkte herpaa, jo herligere forekom det hende at være som de andre Smaapiger, og saa foldede hun sine Hænder, og sagde ved sig selv:
„O, gid jeg dog en Gang, bare en Gang kunde være blandt Smaapigerne en Juleaften, og have Noget at hænge paa Juletræet til Mor. „Fra Anne til Mor“. Hun var næsten paa Vej til at nedknæle, og at bede Gud om at skjænke hende denne store Glæde. Men saa erindrede hun sin Madmoders Ord: „Vi skulle ikke saa meget bede Gud om jordiske Ting; men vi skulle fremfor Alt bede ham om, at han for sin kjære Søns Skyld vil tilgive os vore Overtrædelser, og hjælpe til at blive hans fromme lydige Børn“.
„Ja, det vil jeg gjøre, tænkte hun, det faar være det samme med det Andet“.
Og Anne faldt nu virkelig paa Knæ, og bad af et fuldt Hjerte om at blive rigtig from og god.
Hun blev saa vel tilmode efter denne Bøn, og vilde forlade Stuen. Men saa hang en af Pakkerne skjævt og vilde glide ud, det maatte rettes paa. For at faa Knuden op, maatte hun se bedre; hun tog da Lyset ud af Lygten, og holdt det nær til; men vips tændte Granbaret, og Anne blev gruelig bange. Hun fik det slukket med sin Haand, og brød sig ikke om, at hun brændte den: men i Forskrækkelsen havde hun kastet Lyset saa hurtigt ind i Lygten, at det faldt om og sluktes. Der stod hun da i Bælmørke, og hvis ikke den inderlige Bøn havde styrket hende, vilde hun vist været rent ude af sig selv. Nu derimod tabte hun ikke Besindigheden, hun lod Pakken hænge som den kunde til næste Morgen, og famlede sig frem til Døren, som hun omhyggelig lukkede, og stak Nøglen ind paa sit Bryst. Dog var hun glad, da hun atter stod i det stærkt oplyste Kjøkken.
„Hvor er det du strejfer om henne i Kvel da Anne“? sagde Kokkepigen. „Skal Maden staa her og slænge efter dig kanske“.
„Tak, jeg skal ingen Mad have“, svarte Anne.
„Aa nej, du har vel været inde og sneget dig til Noget igjen, kan jeg tænke“.
Anne var vant til slige Beskyldninger. Hun svarede Intet og gik strax i Seng; men hun kunde ikke, som ellers, sove ind, saasnart hun havde læst sit Fadervor.
Hun havde bundet Stuenøglen i sit Strømpebaand om Halsen, og hun syntes, at det uldne Baand stak og kvælte hende; men hun tog det ikke af, hun turde ikke lægge Nøglen fra sig. Saa var hun saa hed, og saa oprørt i sit Sind. Det store mørke Træ stod bestandig for hendes Øjne, naar hun lukkede dem, og saa saa truende ud.
Omsider faldt hun dog i Søvn, og da drømte hun, at Stuen blev aabnet, og Træet lyste i al sin Pragt. En hel Flok smaa Børn dandsede omkring det i en stor Ring, men hun stod i Krogen og saa paa.
Saa vrimlede Børnene om hverandre, og begyndte at plukke Træet, og da kom ogsaa Fruen, og hun tog en stor Pakke hvidt Papir, der var lidt krøllet, og paa Pakken stod: „Fra Anne til Mor“. „Hvad mon Anne har til mig“? sagde Fruen, og aabnede det yderste Papir. Der var et indenfor; hun rev det op, der var atter et, og saaledes vedblev hun med en halv Snes Papirer lige til det inderste, og – det var tomt. Hun slængte det ærgerlig fra sig, det foer hen i et Lys og tændte, og saa brændte Grenen og hele Træet blev til et stort Flammehav.
Børnene fore om hverandre og skrege, og kastede sig paa Gulvet i Krogene. Hun blev selv revet med og faldt om. Men saa kom Sorenskriveren selv, og han var endnu højere end i Virkeligheden. Han ruskede i hende og sagde: „Det er din Skyld, hvad skulde du med at hænge Noget paa Juletræet“?
Da vaagnede Anne. Det var Stuepigen, der ruskede i hende, og sagde: „Staa op naa, Anne“!
Hun var ganske sved af Angst, og kunde ikke strax besinde sig, hvordan Alt var. Vel blev hun glad ved Tanken om, at det var en Drøm; men Ængstelsen sad hende endnu i Blodet, hun var mere tankefuld end ellers.
Da det var bleven lyst, gik hun ud for at hente Ved til at lægge i Storstueovnen; men i Vedskuret blev hun siddende paa Hug med nogle Vedstykker paa Armene og faldt atter i Tanker.
„Det var saa underligt, at der ikke var Noget indeni min Pakke“, tænkte hun. „O ja, jeg har jo Ingenting heller. Vidste bare Mor, hvor gjerne jeg vilde kunne sy noget Pent til hende“.
Da kom ogsaa den gamle Lægdekone, Marthe, og skulde hente sig lidt Ved. Hun blev staaende en Stund, og saa paa Anne, inden denne mærkede det.
„Kjære, sidder du der saa betænkt du da Anne? Det er ikke ligt dig det. Ingen maa være sørgmodig om Julekvællen, ved du. Og jeg har hørt en Fugl synge om et nyt Tørklæde til Anne, jeg“.
„Aa, jeg drømte saa lejt i Nat“, sagde Anne og rejste sig. Hun maatte fortælle sin Drøm.
„Det skal du aldrig bryde dig om, Barn. Det gaar altid tvert imod Drømme, og det er just godt at drømme om Varme. Vi faa spurgt noget godt Nyt i Julen, skal du se“.
De gik hver sin Vei Anne til Storstuen, og den Gamle til Folkestuen. Men da Anne havde lagt i Kakkelovnen, gik hun atter ud efter mere Ved.
Hun var endnu tankefuld. „Ak, tænkte hun. Hvis Julekvellen faldt ind paa Sommeren, saa skulde jeg plukke nogle vakkre Blomster og binde paa Træet. Mor skjønte nok, at det var fra mig – eller jeg kunde finde nogle Bringebær, dem liker Mor saa godt, og dem skulde jeg hænge i en Papirkurv. Men nu er der bare Is og Sne“.
Ved at se sig omkring, faldt hendes Øjne paa en liden Forhøjning af Is under Sovekammervinduet. Ved et Tøvejr om Natten og Dagen forud var Sneen smeltet af, og den saa skidden og styg ud.
„Fy“! sagde Anne, „det er stygt af Ingeborg at slaa Vadskevandet ud af Vinduet, naar Mor saa mange Gange har forbudt hende det. Det vil jeg aldrig gjøre, naar jeg bliver Stuepige. Isen er saa løs nu, tænkte hun videre, jeg skal rigtig tage en Hakke og faa det Meste bort, saa Mor ikke skal have det Stygge at se paa om Julekvellen“. Og Anne gjorde, som hun havde tænkt, og Isen skilte sig let i Stykker, da den var bleven skjør.
Men hvad var det, hun saa? Noget blankt Gult glimtede inde i en Isklump. Anne turde neppe tro sine Øjne; men det var en Ring; det var virkelig Fruens Forlovelsesring, som hun havde baaret i saa mange Aar, og som hun havde tabt for et Par Maaneder siden. Fruen havde været saa bedrøvet derover, og Anne havde søgt paa de utroligste Steder uden Held, den var formodentlig tabt i Vaskevandet og slaaet ud her.
Anne var saa lykkelig hun turde ikke lade Nogen se sit Fund, men gjemte Isklumpen i sit Tørklæde, og saa gik hun ind i Drengestuen, der nu var tom, og smeltede Isen paa en Tallerken paa den hede Kakkelovn; saa tørrede hun den vel af, og saa var hun saa sjæleglad og tænkte: „Jeg har dog ogsaa Noget til Mor. Hun vil nok like den Gave“. Saa gjemte hun Ringen paa sit Bryst, medens hun ryddede Isstykkerne bort.
Anne havde adskillige Forretninger denne Formiddag, og først efter at de Fremmede vare modtagne, fik hun Anledning til at vinke Helga ud i Enrum.
„Tænk Helga! jeg har fundet Mors Ring“, sagde hun. „Skal jeg levere hende den, eller – hun blev meget rød, – tør jeg hænge den paa Juletræet“?
„Ja det skulle vi gjøre“, sagde Helga. „Det vil være det Kjæreste, Mor faar i Aften, tror jeg. Vil du, at jeg skal lægge den ind i en Pakke, eller hænge den i et Baand“?
Anne tænkte paa den store Pakke, der brændte.
„I et Baand, saa er du snil“, sagde hun. Og Helga tog et rosenrødt Baand og trak i Ringen, og saa skrev hun paa en Strimmel Papir „Fra Anne til Mor“.
Ja, det stod der virkelig, og saa heftede Helga Strimmelen til Baandet, og sagde:
„Se nu kan Du selv hænge den paa Juletræet, naar du er inde med Jomfruen og tænder Lysene“.
Men Anne kunde ikke bie saalænge; hun gik strax ind i Stuen og bandt Ringens Baand til en Gren, og saa gik hun baglænds for at se, hvorledes det tog sig ud, og hun længtes svært efter Aftenstiden.
Endelig var der ringet ind til Højtiden, og Kl. 6 blev Døren til Storstuen aabnet. Børnene stormede ind med Jubel, og Træet var virkelig pragtfuldt og straalende.
Husets Børn toge de Fremmede imellem sig, og dandsede rundt i en stor Ring. Anne var bedt om at komme ind og se paa, hun stod i en Krog med bankende Hjerte.
Enken sad i Sofaen og tørrede sine Øjne. Enhver Højtidelighed bringer den Bedrøvede til Taarer.
„Ak“, sagde hun, „hvor Børn dog er underlige! Nu dandse og synge de saa glade, som om de ikke havde tabt en Fader“.
„Det var godt“, svarte hendes Søster, „om vi Store ogsaa kunde kaste alle Sorger fra os i Aften, og kun tænke paa vor himmelske Faders Kjærlighed“.
Men nu kom Tiden til at plukke Træet. Kager og Æbler strøg først. Saa gik man omkring og søgte efter sit Navn. De Store tog ned til de Mindre, og sagde: „Her er Noget til Dig – her er Noget til Dig“, og man takkede og beundrede.
Den lille Laura havde allerede grebet sin nye Dukke og havde ikke Øje for Andet i lang Tid.
„Her er en Ring“, sagde en af Sønnerne. „Der staar: „Fra Anne til Mor“. Det var da løjerligt“.
Anne kunde neppe aande.
Fruen greb Ringen skyndsomt. „Min Ring! min egen Ring“, udbrød hun glad. „Det var da en kjær Gave. Har du fundet den, Anne“?
Og Anne maatte frem og fortælle, hvorledes hun fandt Ringen. Hun stod der med nedslagne Øjne og blussende Kinder, og Børnene flokkede sig om hende. Her var jo en Begivenhed. „Jeg vilde hakke Isen bort under Mors Vindue“, sagde hun lidt bævende i Stemmen, „den var saa styg og sort, og saa laa den indeni Isen“.
„Og det gjorde du af Velvilje for mig, min tro Anne“ svarte Fruen. „Vor Herre har villet lønne din Troskab; thi det glæder dit lille Hjerte at kunne bringe mig den, det ved jeg“.
Anne saa op paa sin Frue med et talende Blik, men hun kunde ikke sige et Ord; thi da maatte hun have grædt.
„Hun spurte mig, om hun turde hænge den paa Juletræet“, sagde Helga.
„Ja vist, Anne, det var just morsomt. Nu Børn, maa I dandse endnu engang om Juletræet, og tage Anne med i Ringen“. Og Børnene dandsede og sang:
Her dandse vi Børn saa glade i Sind
om Træet, der straaler med klare Skin,
Vor Herre i Himlen vil se derpaa.
Vi ved, at han elsker saa ømt de Smaa;
Og Alt hvad i Julen vi glædes ved,
Det faa vi jo gjennem hans Kjærlighed.
„Ja“, sagde Fru S. til sin Søster, „kun gjennem ham have vi Glæde og Salighed. Og“, tilføjede hun, idet hun trykkede Søsterens Haand, og kastede et Blik paa sin Ring, „engang vil han skjænke os det tabte Klenodie tilbage“.
Anne var saa lykkelig denne Aften. Hun sad saa op- rømt ved Julebordet i Folkestuen, og sang Bordsalmen med høj Røst. Og da hun havde lagt sig, og læst sit Fadervor, tænkte hun: „Dette var da en dejlig Juleaften. Det var besynderligt! det gik næsten Altsammen, som jeg ønskede mig, og jeg bad dog ikke derom; men Gud var saa god imod mig alligevel“.
Havde Anne været mere bekjendt med Skriftens Ord, saa havde hun vist erindret det Sprog hos Matthæus: „Søger først Guds Rige, og hans Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder“.
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |