Svenske Almuebibliotheker
I Karlstad Stift i Sverige (Vermeland og nogle andre Bygder op imod den norske Grændse, fra Fredrikshalds- til Kongsvinger-Kanten) er der 139 Kirke-Sogne, og ikke mindre end 113 af disse have hvert sit Almue-Bibliothek.
Indtil 1835 var der ingen saadan Anstalt. Men i det Aar blev der i Stiftets Hoved-By, Karlstad, dannet et eget Selskab med det Formaal at fremme Folkeoplysning i Stiftet, dette Selskab har virket med Taalmodighed indtil nu, og den synlige Frugt af denne Virksomhed er den Mængde Bogsamlinger, som siden hin Tid er voxet op.
Byens og Egnens første Mænd have været med i denne Sag og navnlig Biskopperne, deriblandt den som Videnskabsmand berømte Agardh. Den nuværende Biskop Milén interesserer sig varmt for Sagen.
I Begyndelsen prøvede Selskabet ogsaa paa at faa forfattet og udgivet gode Folkeskrifter. Men snart satte man sig som eneste Formaal at befordre Udbredelsen af Skrifter, som vare eller bleve udgivne af Andre.
Eller endnu mere bestemt: man satte sig for at faa oprettet Sogne-Bibliotheker, og det paa den Maade, at man tilbød en vis Gave af Bøger til hvert Sogn, som ved Sammenskud eller paa anden Maade tilveiebragte et lignende Beløb i Penge, til Grundlag for et Bibliothek.[1]
Hvert Aar opregnes det i Aarsberetningerne, hvor mange Sogne der nu have faaet sine Bibliotheker, og der stirres hen mod den (nu vist ikke fjerne) Tid, da der ikke længer er noget Sogn, som staar tilbage. Naar dette første Maal er naaet, da glæder man sig til at fortsætte paa den Maade, at man søger at udvide Bibliothekerne ved at skaffe dem flere Bøger.
Er dette en almindelig Ting i Sverige? Jeg tror det ikke; jeg har en Formodning om, at Vermeland danner en Undtagelse i dette Stykke – „denne Provinds, som synes at have en bedre Jordbund for alle ædle Ideers Udvikling end for Kornets Væxt.“
Dette Udtryk saa jeg i en Tale, som Biskop Agardh holdt i et af Selskabets Aarsmøder. At Vermeland er en Provinds med skarp naturlig Jordbund, det kunne vi Norske skjønne deraf, at netop fra disse Bygder maa saa mange fattige Arbeids-Svensker hver Sommer søge her ind til os for at faa tjene sig nogle Skillinger ved Jordarbeide. Men siden vi altsaa have saa meget med Almuesfolk derfra at gjøre, vil det være os mere kjært at vide, at der arbeides saa vakkert for deres Oplysning og Dannelse. Jo mere hint Selskab faar sin Sag fremmet, des bedre Folk vil den svenske Grændse-Provinds have at sende til Norge.
Grændse-Provinds! Just med Tanke paa Naboskabet var det mig af en særegen Interesse, da jeg for en 14 Dage siden paa Gjennemreise kom til Karlstad. Jeg standsede der nogle Timer, blandt andet netop for at tale med Sekretæren i dette Selskab, Magister Schenson, Adjunkt ved Latinskolen.
Medens han fortalte mig, hvorledes det svenske Selskab med mangeaarig Flid havde stræbt at paavirke den hele Egn, Sogn for Sogn, helt op til den norske Grændse, maatte jeg tænke paa, hvorledes vi herhjemme ogsaa have et Folkeoplysningsselskab, som ligedan søger at faa Indgang overalt her paa vor Side, helt op mod den svenske Grændse. Men det ene Nabo-Selskab har ikke vidst af det andet!
I de svenske Almue-Bibliotheker er der neppe en eneste norsk Bog at finde, og naar jeg herhjemme kaster et Øie paa de Bogfortegnelser, jeg netop har liggende hos mig fra mange af vort Land Almue-Bibliotheker, saa finder jeg Anton Bangs Fortællinger for Folket, Folkevennen, Siegw. Petersens Norges-Historie, Maus Fortællinger – og alle de andre norske og danske Bøger, som have Norge og Folket og Almuen i Munden, de samme og de samme – men ingen svenske.
Dobbelt underligt lige ved Grændsen! I Vermeland fandt jeg baade Landets Udseende og Almuens Sprog mere og mere beslægtet med det norske, eftersom jeg fra Karlstad af drog hjemover. Det smeltede sammen her. Jeg passerede Rigsgrændsen uden at vide af det, og om min sidste Skydsguts Tale maatte jeg sige ved mig selv, at den meget vel kunde gjælde for en norsk Almue-Dialekt.
Nu vel, jeg fortalte Hr. Schenson om vort Folkeoplysningsselskab og Folkevennen, og særskilt om den lille Afdeling af Folkevennen, som har til Overskrift: Videnskab og Kunst, og som blandt Andet er indrettet med den Hensigt, nu og da at faa underrettet Almue-Bibliothekers Forstandere om gode Folkeskrifter – og saa opfordrede jeg ham til at sende mig til Trykning her en liden Opsats med Forklaring om svenske Folkeskrifter, f. Ex. en Opregning af et halvt Snes af de Bøger, som ere blevne mest yndede blandt de svenske Almuer, og som han selv, som svensk Mand, helst kunde ønske at se udbredte og kjendte her i Norge.
Eilert Sundt.[2]
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Nu paa en Tid har det været saa, at Selskabet har udlovet en Gave af Bøger af 30 Rdlrs. Værdi til hvert Sogn, som selv yder et mindst ligesaa stort Beløb. 30 Rdlr. (Rmt.) er 712 Spd. i norske Penge.
- ↑ Jeg griber Leiligheden til at faa sagt et Ord om en Sag, som trykker mig. For et Aars Tid siden eller mere fik jeg sendende Indberetninger fra mangfoldige, maaske de fleste Almuebibliotheker i Landet, om deres Tilblivelse og Trivsel. Indberetningerne vare indsendte paa Opfordring af Folkeoplysnings-Selskabets Bestyrelse, og det var Meningen, at jeg skulde gjøre et Uddrag af dem, saa vi kunde faa en Oversigt over dette Anliggendes Stilling. Men i dette Aar har Arbeidet hobet sig op for mig, saa jeg ikke har kunnet faa Alt fra Haanden, navnlig formedelst en længere Reise, som kom paa, og som ikke var tænkt paa før. Det er mig som en Lettelse at have sagt dette, saa Vedkommende dog skulde vide, at jeg ikke har gjemt Sagen i Glemmebogen. Min første længere Fristund skal være for det Arbeide.