Karl Marx og Friedrich Engels indtil 1848/4

Valborg Sønstevold

Karl Marx og Friedrich Engels indtil 1848

Det Norske Arbeiderpartis Forlag, 1920 (s. 68-98).

IV. Tankeutvekslingen begynder.

(„Die Heilige Familie“ — „Lage der arbeitenden Klasse in England“.^[1]

Brevvekslingen mellem Marx og Engels maa efter Marx’s eget utsagn være begyndt under forberedelsen av «Deutsch—Französischer Jahrbücher» eller umiddelbart efterat de var utkommet. I september 1844 kommer Engels til Paris, hvor han tilbringer ti dage sammen med Marx. Det første brev som Engels sender sin ven fra Barmen efter hjemkomsten fra Paris, viser ogsaa at de ti dage har været tilstrækkelige til at grundlægge et varmt og inderlig venskap mellem de to: «Lev nu vel, kjære dig, og skriv rigtig snart. Jeg har ikke siden været saa glad og saa menneskelig stemt som jeg var de ti dage jeg tilbragte hos dig.» Slik ender dette første brev.

De ti dages samvær i Paris har sikkert været ind­holdsrike dage for de to venner. Hvad de har talt om, kan man bare ane, og derfor gaar en vigtig kilde til for­holdet mellem Marx og Engels tapt. Men sandsynlig er det at de to under samværet i Paris ikke har git hinanden noget nyt utover det de begge har leveret i «Deutsch—Französischer Jahrbücher,» men at de paa grundlag av dette har kommet hinanden saa nær at de begge har hat følelsen av at de arbeidet mot det samme maal. For ikke bare er det rent personlige menneskelige venskap mellem dem etableret gjennem dette samvær, men ogsaa et «  Ideegemeinschaft»^[2] De har opdaget at de har et princip sammen. I Wupperthal fortæller Engels — der hvor han hører hjemme — har forholdene forandret sig saa meget i de aar han har været væk. Industrien har tat et vældig op­sving: «Hier bereitet sich ein prächtiger Boden für unser Princip vor,»^[3] sier han. Hvilken andel Marx og Engels hver for sig har i dette princip, og hvad dette princip gaar ut paa, maa en undersøkelse av de verker kunne vise som Marx og Engels hver for sig utarbeidet efterat Engels var kommet hjem til Barmen.

Allerede under samværet i Paris var det direkte sam­arbeide begyndt, idet de ta planla en brosjyre mot sine tidligere meningsfæller Bruno Bauer og konsorter. Disse utgav et tidskrift «Allgemeine Literaturzeitung», en ørken av tysk abstraktion og «blodløs aand, som bare i sin ind­bildning har aand, som istedenfor det virkelige individuelle menneske sætter «selvbevisstheten» eller «aanden». «Det er denne karikatur av spekulationen vi bekjæmper i den Bauerske kritik,» sier Marx i forordet til denne brosjyre som kom ut under titelen «Die Heilige Familie oder Kritik der kritischen Kritik»^[4]. Engels hadde allerede under opholdet i Paris utarbeidet sin part av boken, en ganske forsvindende del av det hele, som vokste ut over alle rimelige grænser for et saa polemisk verk.

Engels synes allerede meget snart at ha hat en følelse av at boken nok kunde bli et slag i luften. Alt i det første brev til Marx antyder han dette ganske forsigtig: «Om Bauers hører man ingenting her, ikke et menneske vet nogenting om dem» — et lite vidnesbyrd om Engels’s nøkterne og praktiske syn, mens det faktum at brosjyren ikke alene kom til at se dagens lys, men at den fik et saa uforholdsmæssig stort omfang, fortæller om hvor Marx var blind for alle praktiske hensyn, naar han hadde fundet et stof som han kunde bøie under sin tanke.

Paa samtiden virket den da ogsaa som star staahei for ingenting; saa meget mere som Bruno Bauers «Allgemeine Literaturzeitung» imidlertid var avgaat ved døden. Men for den som vil studere veksten i Marx’s historiske syn, har den som Mehring saa sterkt betoner, den største betydning, og ikke mindst for den som vil studere dette med henblik paa i hvor høi grad Engels har virket ansporende paa Marx fra det første øieblik han traadte ind i hans liv gjennem av­handlingerne i «Deutsch—Französische Jahrbücher» og gjen­nem samværet i Paris.

Marx holder her avregning med sin filosofiske fortid, og det nye syn vokser sig sterkt i ham, idet han slaar det gamle ihjel. Og mens han drar paa felttog mot ab­straktionens ytterste forposter, sitter Engels hjemme i Bar­men og skriver «et sandt synderegister for det engelske bourgeoisi» i sin bok «Die Lage der arbeitenden Klasse in England». «Die Heilige Familie» og denne Engels’s bok som er skrevet nogenlunde samtidig og umiddelbart efterat den første mundtlige tankeutveksling mellem dem har fundet sted og den skriftlige har antat en regelmæssig karakter, maa man da paa forhaand anta vil aabenbare dette «unser Prinzip»^[5] som Engels taler om i sit første brev til Marx efter samværet i Paris. Paa bakgrund av det idégrundlag «Deutsch—Französischer Jahrbücher» byr os saavel for Marx’s som for Engels’s vedkommende, vil man da kunne konstatere om de to allerede paa dette tidspunkt, altsaa gjennem «Deutsch—Französische Jahrbücher» og ved sam­været i Paris, har virket ansporende paa hinanden, og i hvilken grad og i hvilken retning den gjensidige ind­flydelse har gjort sig gjældende.

«Die Heilige Familie» er merkelig ved det mangeartede stof den beskjæftiger sig med. Det er karakteristisk for Marx at han lager en bok, et verk, med trods al mang­foldighet, en meget sterk enhetlighet — over et saa spredt og tilsyneladende tilfældig stof. Stoffet er jo nemlig saa tilfældig som «Allgemeine Literaturzeitung» frembyr det. Enhetligheten i det er hans egen tankes ubøielige tendens, og denne bok viser mere end noget hvorledes hele hans aandskraft var rettet mot et helhetssyn paa verden og alle dens foreteelser, hvor hver liten ting skulde kunne ind­ordnes som ledd i en eneste ubrytelig konsekvent tanke­række. Boken behandler da ogsaa saa vidt forskjellige emner som f. eks. en berigtigelse av «Allgemeine Literatur­zeitungs» ubevisste fordreielse av Proudhons lære, og en kritik av karaktererne i Eugen Sues moderoman «Paris’s hemmeligheter.»

Det er i den del av verket som beskjæftiger sig med Proudhon at Marx faar anledning til at gi sit historiske syn i den form det paa dette tidspunkt har tat for ham. Vi faar proletarteorien i ny skikkelse: «Privateiendom­men,» sier han, «driver vistnok i sin nationaløkonomiske bevægelse mot sin egen opløsning, men bare ved en utvik­ling uavhængig av den selv, som foregaar ubevisst for den og mot dens vilsje og bare betinges av sakens egen iboende natur, nemlig bare idet den frembringer proletariatet som proletariat, den elendighet som er sig sin egen aandelige og fysiske elendighet bevisst. Proletariatet fuldbyrder den dom som privateiendommen fælder over sig selv, likesom det fuldbyrder den dom som lønsarbeidet fælder over sig selv, idet det frembringer den fremmede rigdom og sin egen elendighet.

Naar proletariatet seirer, er det derved paa ingen maate blit til den absolute side av samfundet, for det seirer bare idet det ophæver sig selv og sin motsætning. Da vil likesaavel proletariatet som den motsætning som betinger det, nemlig privateiendommen, være forsvundet. Naar socialistiske forfattere tilskriver proletariatet denne verdenshistoriske rolle, saasker det ikke fordi de anser proletariatet for guder, tvertimot, fordi i proletariatets livsbetingelser er alle det moderne samfunds livsbetingelser i deres aller mest umenneskelige form sammentrængt, fordi mennesket i det har mistet sig selv, men tillike vundet ikke bare den teoretiske bevissthet om dette tap, men ogsaa umid­delbart er blit tvunget til oprør mot denne umenneske­lighet ved den absolut bydende nød som ikke mer kan avvises, og denne nød er det praktiske uttryk for nødven­digheten. Derfor kan og maa proletariatet befri sig selv. Men det kan ikke befri sig selv uten at ophæve sine egne livsbetingelser, og det kan ikke ophæve sine egne livs­betingelser uten at ophæve alle umenneskelige livsbetin­gelser i det moderne samfund. Hvad den ene eller anden proletar eller endog hele proletariatet tænker sig som maalet, har i denne forbindelse ingenting at si. Hvad det gjælder er hvad det selv er og hvad det ifølge denne væren historisk er tvunget til at gjøre. Dets maal og dets historiske rolle er slaaende og ugjenkaldelig forutsagt i dets egen livssituation som i det nuværende borgerlige samfunds hele organisation»^[6].

Marx finder det ikke nødvendig at fremstille, hvor­ledes en stor del av det engelske og franske proletariat allerede er sig i sin historiske opgave bevisst og stadig arbeider paa at bringe denne bevissthet til fuld klarhet.

I sin ovenfor omtalte bok spør Gustav Steffen efterat han har gjennemgaat proletarteorien i dens oprindeligste form i «Deutsch—Französische Jahrbücher»: «Hvilken kjender av «Det kommunistiske manifest» kan læse disse linjer uten at undre sig over overensstemmelsen ikke bare i tankegangen, men endog i selve uttrykkene mellem dette rent filosofiske indlæg av 1844 og det agitatorisk-politiske av 1847—48. Først ved at studere aktstykket av 1844 forstaar man rigtig hvad uttrykkene i manifestet av 1847 egentlig indebærer. Særlig betydningsfuldt er det at iagtta hvorledes Marx i sin Hegelkritik av 1844 deducerer frem begrepet «proletariat» ved hjælp av en rent hegelsk metode. Marx mangler endnu de omfattende og fordypede nationaløkonomiske kundskaper, gjennem hvilke et proletariat­begrep i fuld overensstemmelse med virkeligheten kan vindes. Aar 1844 «konstruerer» han proletariatet som den rent logiske motsætning til alle klasser i det bor­gerlige samfund og dermed som den rent logiske motsæt­ning til det borgerlige samfund overhode.»^[7]

Steffen har den blinde tro paa den empiriske metode som den eneste vei til sandheten. I et saa indsnevrende syn paa livet skrumper en mand som Marx ind til noget meget ubetydelig. Der skal ikke nogen overdreven belast­ning av logisk skarpsindighet til for at faa en slik reduk­tion til at virke meget overbevisende, hvis ikke Marx’s egen personlighet stillet sig op som et motargument man ikke uten videre kan komme forbi.

Kanske er det farlig — som Steffen synes at ha gjort — at komme fra det grundige kjendskap til Hegel, hans metode, hans system og til Marx’s skrifter. Han ser ikke først og fremst Marx selv, hans personlighet, hans maate at møte livet paa, hans trang, hans maal, hans livsvilje, men Hegel, Hegels metode, Hegels former. Og Marx blir en liten scholastiker, hans virke blir en lek med former for formernes egen skyld, et uværdig pusleri, et tidsfordriv som kanske kan stilles paa høide med det at lægge kabaler.

Ifølge Steffen brukte «denne ildsjæl» hele sit liv til at faa den kabal til at gaa op som han la efter den Hegelske metode. Historien vilde være en forunderlig komedie om en saa lavtliggende, en saa primitiv ærgjer­righet skulde bli historisk bevægende. Det er vanskelig rent logisk at bevise at Steffen ikke har ret. Men for­søksvis kan man gaa en anden vei ved studiet av Marx og hans system: Veien fra Karl Marx’s personlighet til hans lære. Man kan i de Hegelske former bare se skal­lene om det indhold som Marx ifølge sin personlighet maatte lægge i dem, man kan gjennem skallet føle geniets anelsesfulde oplevelse av dets egen samtid, dets fortid og fremtid. Werner Sombart deler videnskapsmændene i «Naturforscher» og «Menschheitsforscher» og han sier: «Menneskeforskeren behøver ikke at være nogen stor regne­mester, nogen stor abstrahist. Men han maa være en stor oplever. Livets elv maa strømme gjennem ham. Han maa levendegjøre menneskeverdenen inde i sig selv og maa gjenopvække den i os ved sin fremstillingskraft, saa den ogsaa for os blir en oplevelse. Derfor maa der flyte blod og ikke blæk i hans aarer.»^[8] Det er slik reaktionen mot Steffens syn paa Marx tar form i en, og man forstaar at den kommer mer uhildet til studiet av Marx som ikke kjender Hegel saa godt at han ikke hører Marx’s hjerte banke «durch alle mystische Hegelei, durch alle verzopfte Systembildung, durch alle scholastische Dogmen­registrirung.» Det er ogsaa Werner Sombart som stiller den største sociale tænker sammen med den største sociale digter: Karl Marx — Emile Zola. Og om Zola for­tælles det at hans mesterlige skildring av spillebulens liv ikke som man skulde tro, har en grundig indlevelse i spillelivet som grundlag, men et eneste flygtig glimt ind gjennem en spillebules aapne dør en sen kveldstund. Dette glimt var for geniet nok til at gi ham oplevelsen av spille­bulens sjæl. Slik var det ogsaa med Marx. Flygtige glimt av tidens liv, aabenbaret ham noget av tidens sjæl. Steffen sier: «Først gjennem at studere aktstykket av 1844 forstaar man rigtig, hvad uttrykkene i manifestet indebærer», men jeg tror man kommer sandheten nærmere ved at snu op ned paa denne paastand og si: Først ved at studere manifestet forstaar man hvad uttrykkene i aktstykket av 1844 indebærer. De indebærer nemlig en oplevelse, endnu saa dunkel og anelsesfuld at formen kanske spiller mester og gir det utseende av at der ligger intet levende liv i den. Men jo flere glimt desto intensere oplevelse, desto klarere utsyn, desto mere glødende per­sonlighetspræget form, desto mere ubrytelig sterk konse­kvens. Og det er disse flere glimt, denne sterkere rent erfaringsmessige oplevelse som ligger mellem aktstykket av 1844 og manifestet. Manifestet gir høidepunktet av den oplevelse som var begyndt i Marx i aktstykket av 1844.

Der er mellemstationer mellem aktstykket av 1844 og manifestet av 1847—48. En av dem er proletarteorien i den form den har i «Die Heilige Familie» og som jeg ovenfor har gjengit. At Marx i tiden mellem «Deutsch—Französische Jahrbücher» og «Die Heilige Familie», har faat glimt av noget som har gjort hans indre oplevelse av hans egen tid klarere og mere detaljeret, er ikke vanskelig at paavise, og det turde være sandsynlig at det er Engels som har holdt døren paa gløt for Marx og dermed for­midlet Marx’s forsterkede oplevelse av tidsalederens in­derste liv.

«Saavidt jeg vet,» sier Steffen, «kjender vi ikke til­strækkelig arbeidsforholdene i Tyskland 1840—44 til at kunne avgjøre om Marx fra dem kunde hente stof til en saa pessimistisk proletarteori som den ovenfor formulerede (i «Die Heilige Familie»). Marx bemerker jo selv at pro­letariseringen ikke endnu hadde naadd saa langt i Tysk­land som i de mer industrialiserte vesteuropæiske lande. I England, og bare i England, hadde stoffet været at finde. Men kjendte Marx i 1844 noget nærmere og gjennem egne studier det engelske proletariats stilling? Engels’s «Lage der arbeitenden Klasse in England» utkom 1845.»

Men Engels’s kritik av nationaløkonomien utkom i mars 1844 — og det ti dages samvær mellem Marx og Engels i Paris fandt sted i september 1844, umiddelbart før Marx begyndte utarbeidelsen av «Die Heilige Familie». Og mens han skrev paa den, gik brevvekslingen — «den skriftlige tankeutveksling» — som Marx kaldte det, livlig mellem dem. Og Engels var ogsaa «ein grosser Erleber»^[9]. Ikke bare artiklerne i «Deutsch—Französische Jahrbücher» vidner om den intense oplevelse, men ogsaa — ja i kanske endda høiere grad — hans bok «Die Lage der arbeitenden Klasse», «dette synderegister Engels skrev for det engelske samfund», denne anklage mot det engelske bourgeoisi for mord, rov og alle andre forbrydelser, denne statistik stillet sammen med en slik levende og glødende ungdommelig harme at tallene gjør revolution i en og faar raseriet til at koke i en, slik som det maatte koke i Engels da han selv skrev dem ned. Han fortæller selv i et brev fra 18. januar 1844 at de avskyelige historier fra det engelske samfund som han daglig maa registrere i sin bok, holder hans raseri paa kokepunktet. Det var denne store oplever Marx var kommet i kontakt med i Paris i september 1844 og hadde tilbragt ti dage sammen med, — denne unge mand som kom direkte fra sine oplevelsers forum, sikkert fyldt til randen av dem. Og hvem vet om han ikke har latt det bruse over. Sikkert har Marx været lydhør naar Engels snakket om England. Den ene store oplever har oplevet gjennem den andens oplevelser. Den gjensidighet har ganske sikker været noget karakteristisk for venskapet mellem Marx og Engels. Marx kalder Engels’s kritik av nationaløkonomien «den geniale skisse». Bare dette ene lille, sterke uttryk skulde tyde paa at den har betydd noget i Marx’s utvikling. Samme sted fortæller Marx at den skriftlige tankeutveksling mellem ham og Engels be­gynder straks efter offentliggjørelsen av denne skisse i «Deutsch—Französischer Jahrbücher». Det synes at vise at det er Marx som har tat initiativet til brevvekslingen, og at det er skissen som har gjort ham opmerksom paa En­gels, og at det er Engels som har aapnet hans blik mot England.

Mellem den nye formulering av proletarhypotesen i «Die Heilige Familie» og den gamle i «Deutsch—Franzö­sische Jahrbücher» ligger en tydelig vekst hos Marx hen­imot en større indsigt i det eksisterende samfunds love, og det tør være sandsynlig at det er en «Anregung» fra Engels som har næret denne vekst. Steffen paastaar at Marx i slutningen av 1844 ikke kjendte de engelske sam­fundsforhold gjennem egne studier. Men der findes et mellemledd mellem de to formuleringer av proletarteorien, som viser at Steffen ikke kan ha saa ganske ret i dette, og som ogsaa synes at styrke den antagelse at det maa være Engels som har aapnet Marx’s øine for England. Det er en artikel av Marx: «Kritische Randglossen zu dem Artikel «Der König von Preussen und die Sozial­reform» offentilggjort i «Pariser Vorwärts»^[10] i begyndelsen av august 1844. Væveropstandene i Schlesien har frem­kaldt den artikel Marx her polemiserer mot. Dens for­fatter Ruge mener at i et upolitisk land som Tyskland kan fabriksdistrikternes partielle nød ikke føles som et fælles anliggende og langt mindre som en grundskade paa hele vor civilisation. Marx vil i sin artikel blandt andet vise at man ikke kan forklare den forkjærte opfatning av arbeidsnøden ut fra den eindommelighet ved Tyskland at det er et upolitisk land. For England er et politisk land, det vil alle medgi; men i England hvor arbeids­nøden, pauperismen er universel, der er opfatningen ak­kurat like saa forkjært som i Tyskland. «Det mest av­gjorte uttryk for den engelske indsigt i pauperismen — vi taler altid om det engelske bourgeoisis, den engelske regjerings indsigt — er den engelske nationaløko­nomi, det vil si den videnskabelige gjenspeiling av de engelske nationaløkonomiske tilstande.» «En av de bedste og mest berømte engelske national­økonomer,» sier Marx videre, «som kjender nutidens for­hold, og som maa sitte inde med et helhetssyn paa det borgerlige samfunds bevægelser, en elev av den kyniske Ricardo, Mac Culloch, vover endog i en offentlig fore­læsning, og vover det under bifaldsytringer, at anvende paa nationaløkonomien hvad Baco sier om filosofien: Det menneske som med sand og utrættelig visdom venter med sin dom, trinvis skrider fremover, overvinder den ene hindring efter den anden der som bjerge stiller sig i veien for hans studium, vil med tiden naa videnskabens top, hvor man nyder roen og den rene luft, hvor naturen i sin fulde skjønhet utfolder sig for ens øie, og hvorfra man ad en svakt heldende sti kan stige ned til praksisens sidste detaljer.» «God ren luft — de engelske kjelderboligers pestatmosfære. Stor naturskjønhet — de engelske fattig­folks fantastiske filleklædninger og kvindernes visne sam­menskrumpede legemer, som er uttæret av arbeide og ele­dighet. Barna som ligger paa gjødselhaugene, misfostrene som overarbeide ved fabrikkernes ensformige mekanik frembringer! Praksisens allerkjæreste sidste detaljer: pro­stitutionen, mordet og galgen!»^[11].

Og Marx gaar videre: Han viser hvordan det engelske bourgeoisi, selv den del av det som ser pauperismens fare, ikke alene opfatter det paa en partikulær maate, men sim­pelthen barnagtig og dumt. En viss dr. Kay har saaledes fundet ut at det hele skriver sig fra arbeidernes forsømte opdragelse. Paa grund av manglende opdragelse forstaar nemlig arbeiderne ikke «handelens naturlige love» — love som nødvendigvis frembringer fattigdommen. Andre har set grunden til pauperismen — denne Englands «na­tionalepidemi» — i feil i forvaltningen, og den engelske stat har indført en ny fattigadministration; atter andre har set den i fattigloven selv, idet det lovlige middel mot det sociale onde «veldædigheten» bare fremmer det sociale onde. Ti fattigdommen er ifølge Malthus en «evig naturlov».

Det vilde føre for vidt at gaa nærmere ind paa denne artikel og dens stilling til væveropstanden i Schlesien, skjønt det kunde være fristende nok, da den som intet andet viser at Marx ikke bare er en «bøkernes» mand, at han er vaaken som faa for sin tids tildragelser, at glim­tene gir ham utsyn saa vide at der næsten i alle hans fremsyn er perspektivfeil, og den blir netop her et sterkt bevis paa at der bak Marx’s filosofiske formler ligger en oplevelse av virkeligheten. Den viser at Marx forlængst hadde begyndt selvstudiet av det engelske samfund, da han formulerte sin teori i «Die Heilige Familie». Og den viser hvad der her er av den største vigtighet, at den «geniale skisse» i «Deutsch—Französische Jahrbücher» maa ha slaat ned i Marx som et lyn — maa ha været noget av en aabenbaring for ham.

Om man nu med bestemthet visste, hvad det var ved Engels’s skisse som Marx har fundet genialt, var man hjulpet langt, naar man skal finde arten og rækkevidden av den «Anregung» den maa ha været form ham. Men det er kanske mulig gjennem «Die Heilige Familie» at finde frem til det. Det «geniale» maa ha virket absolut overbevisende paa Marx. Det har sandsynligvis, kanske ubevisst for ham selv, øieblikkelig glidd ind i hans be­vissthet og har smeltet sammen med hans eget historiske syn, har indgaat en kemisk forbindelse med det. Engels’s skisse er paa en gang en anklage mot bourgeoisisamfundet, og en forstaaelse av det, paa en gang et agitationsskrift og en upartisk videnskabelig undersøkelse. Det er det meningsløse, motsigelsesfyldte, det umoralske menneske­samfund, Engels vil ophæve. Det er nødvendigheten av at ta et slikt skridt han først og fremst vil indprente menneskene: «Producer som mennesker, ikke som split­tede atomer uten samfundsbevissthet!» Det er det som er formaalet med hans artikel. Men i det han anklager bourgeoisisamfundet med al dets gruopvækkende forfærde­lighet, begaar han det forunderlige at han forstaar dette samfund. Han ser dets historiske bevægelse, netop det at privateiendommen som er bourgeoisisamfundets grundvold, i sig gjemmer love som med uavviselig nødvendighet vil føre samfundet mot en katastrofe, en social revolution, hvis ikke menneskene sætter disse naturlove ut av funktion og lar aandens lov regjere. Vi skal siden se at dette hvis ikke følger Engels ind i hans næste arbeide, «Die Lage der arbeitenden Klasse» og kanske endda længer. Vi vil ogsaa faa se at det karakteristiske for Marx er at han ikke har dette «hvis ikke», at han aldrig har hat det og aldrig fik det. Det som har slaat Marx ved Engels’s skisse, er saaledes sikkert hans syn paa det revolutionerende i bourgeoisisamfundets love. Det bærer i sig spiren til en revolution, som maa komme. Men det som for Engels er noget som ikke skulde være slik, en feil man skulde rette paa, noget som hænger sammen med menneskenes synd og derfor noget umoralsk, det er for Marx det ene store, den uavviselige nødvendighet. Slik er det og slik maa det være. Og det er godt at det er slik, for netop nutidens elendighet er drivkraften mot det nye som maa komme.

Proletariatet kan og maa befri sig selv, sier Marx i teorien fra «Die Heilige Familie». Det maa befri sig selv fordi det tvinges til det av den absolut bydende nød, det praktiske uttryk for nødvendigheten. Og det som frembringer denne nød, er privateiendommen, som i sin nationaløkonomiske bevægelse driver sig selv mot sin egen opløsning, idet den frembringer proletariatet som proletariat, den elendighet som er sig sin egen aan­delige og fysiske elendighet bevisst.

Hvad den ene eller anden proletar eller endog hele proletariatet tænker sig som maalet har i denne forbindelse ingenting at si. Hvad det gjælder er hvad det selv er, og hvad det ifølge denne væren historisk er tvunget til at gjøre. Dets maal eg dets historiske rolle er slaaende og ugjenkaldelig forutsagt i dets egen livssituation som i det nuværende borgerlige samfunds hele organisation.

Paa dette punkt skulde man ha lov til at spore Engels’s indflydelse. Marx viser sig her som en konsekvent histo­risk determinist. Og denne determinisme har han baade lært og ikke lært av Engels. I Engels’s skisse løper saa at si to livssyn parallelle. Det ene fordømmer det andet. Det ene hersker i bourgeoisisamfundet; det er laissez-faire livssynet, som lar naturlovene raade, naturlovene som frem­bringer det forunderlige forhold at et folk sulter av idel overflod og rigdom. Engels fordømmer det livssyn som taaler et slikt samfund. Menneskene skal med sin aand gripe ind og ødelægge naturlovene. Aandens lov skal herske. Marx bygger videre paa det som Engels for­dømmer, fordi det er dette som er, og hvad det gjælder er hvad noget er, og hvad det ifølge denne væren er tvunget til at gjøre. Bourgeoisisamfundet bærer i sig spiren til det nye samfund, og dette nye samfund maa komme fordi det gamle er.

Det er sikkert ikke tilfældig at det er det Engels for­dømmer som Marx smelter ind i sit historiske syn, at det er den deterministiske linje, den ifølge Engels umoralske linje i den historiske utvikling, som Marx bygger videre paa. Man kan kanske si om Marx at han var determinist av natur, at han ifølge sine anlæg var forutbestemt, natur­ligvis ikke med hensyn til sit livsvirke, med med hensyn til sit livssyn. Om Engels kunde man tænke sig at han muligens kunde havnet ved et andet livssyn end det han blev hængende ved. Men det er sandsynlig at Marx selv bevisst har følt: Ifølge det jeg selv er, tvinges jeg til at tænke slik som jeg tænker. Der maa ha været en sterk overensstemmelse mellem hans eget livssyn og hans histo­riske syn. Han maa ha oplevet historien paa sig selv. Kanske er det det som er hemmeligheten ved den under­lige overbevisningens magt som ligger gjemt i disse hans ofte saa tunge og vanskelige filosofiske formler, og derfor er det vel at man, naar man har levet sig ind i Karl Marx’s personlighet, kan forutsi hvad han maa vælge, og hvad han maa vrake av det som møter ham i form av «paavirk­ning». Om Marx tør man kanske si: han paavirkes ikke, han bare oplever det han ifølge sin natur er tvunget til at opleve. Og like saa sandsynlig som det er at Marx vilde blit det han blev uten Hegel, like saa sandsynlig er det at han vilde blit det han blev uten Engels, kanske bare ad flere omveie, gjennem flere kampe. For i Marx’s liv har Engels virket som noget av en forløser. Han har utløst bundne kræfter i ham, kræfter som før eller senere paa en eller anden maate maatte ha løst sig ut.

Mens Marx sat i Paris og skrev «Die Heilige Familie» sat Engels som sagt i Barmen og skrev «det engelske sam­funds synderegister», «Die Lage der arbeitenden Klasse in England», utkommet efter 17 mars 1845, den dato som forordet til de engelske arbeidere bærer. «Die Heilige Familie» maa ha kommet i trykken noget tidligere, da En­gels i et brev av 18. mars fortæller at han endelig har opdrevet et eksemplar av boken, og gir den sin anerkjen­delse og sin kritik. — Fra «Die Heilige Familie» til «Die Lage der arbeitenden Klasse» kan der altsaa ikke være tale om nogen paavirkning. Den eventuelle paa­virkning fra Marx til Engels kan saaledes ikke ha noget andet grundlag end artiklerne i «Deutsch—Französische Jahrbücher» og samtalerne i Paris i september 1844.

Engels vil i sin bok som i artiklerne i «Deutsch—Französische Jahrbücher» agitere. I den færdige Marx­isme er det tanken som agiterer ved sin egen konsekvens. Her er det følelsens intensitet som meddeler sig spontant til læseren, og den tanke følelsen er støpt i, har man uten at vite det faat med paa kjøpet. — Men det faktum at Engels ikke har skrevet boken med koldt hode, er kanske en av grundene til at vi i den finder den samme uklarhet i tankegangen som skissen om nationaløkonomien har. Bare med den forskjel at det her ikke længer er mulig at følge to klare linjer. Den ene griper ind i den anden. Den ene gjør den anden uklar. Det er mulig at Engels ikke er sig dette bevisst, det er ogsaa mulig at han er sig det bevisst og bruker det som et journalistisk knep. Den artikel som ovenfor er benyttet, skrevet av Engels i «New Moral World» viser tydelig at han var kommunist før han hadde tilløp til historisk eller økonomisk determinisme. Han er blit agitator for et nyt samfund før han er klar over muligheterne for, nødvendigheten av dette samfunds komme. Og det er kanske den dypeste grund til uklar­heten i hans standpunkt. Marx kommer til kommunismen gjennem den historiske determinisme. Han blir ikke kom­munist før han ser at kommunismen nødvendig maa komme ifølge det som er, ikke før han maa bøie sig ind under tanken.

Engels driver ingen maskeret agitation. Det viser tilegnelsen til de engelske arbeidere: «Arbeidere! eder tilegner jeg et verk i hvilket jeg har prøvet at forelægge mine tyske landsmænd et sandt billede av eders stilling, av eders lidelser og kampe, av eders haab og utsigter. Jeg har levet længe nok blandt eder til at kjende litt til eders forhold, jeg har viet dem min aller sterkeste op­merksomhet, jeg har studeret de forskjellige officielle og uofficielle dokumenter, saa langt jeg var istand til at faa tak i dem. Jeg har ikke nøiet mig med det, jeg vilde ha mere end et abstrakt kjendskap til mit emne, jeg vilde se eder i eders egne hjem for at kunne iagtta eder i eders daglige liv, jeg vilde prate med eder om eders forhold, om eders sorger, jeg vilde være vidne til eders kampe mot eders sociale og politiske undertrykkere. Jeg har gjort det: Jeg forsaket middelklassens middagssel­skaper, deres portvin og champagne, og viet næsten alle mine fristunder til omgang med jevne arbeidsfolk; jeg er baade glad og stolt fordi jeg har gjort det; glad fordi jeg paa den maaten kom til at tilbringe mangen lykkelig stund med at lære livets realiteter at kjende, mangen en stund som jeg ellers vilde kastet bort med konventionelt snak og kjedelig etikette; stolt fordi jeg fik anledning til at øve retfærdighet mot en undertrykt og ulykkelig men­neskeklasse.»

Og Engels fortsætter med at ildne arbeiderne mot deres undertrykkere, fortæller dem at de har ret, fuldkommen ret naar de ikke venter nogensomhelst støtte av dem: «Hvad de end sier, deres handlinger griper dem i løgn. Middelklassen har intet andet maal end at berike sig selv ved eders arbeide, saalænge de kan sælge dets produkter, og at fordømme eder til sultedøden, saasnart de ikke kan tjene paa denne indirekte handel i menneskekjød.

Hvad har de gjort for at vise eder den velvilje de snakker om? Har de nogensinde ofret eders lidelser nogen alvorlig opmerksomhet? Har de gjort noget andet end at betale utgifterne ved et halvt dusin undersøkelseskom­missioner, hvis voluminøse indberetninger er dømt til en evig slummer blandt makulatur paa hylderne i «Home­office»?^[12] Har de gjort saa meget som av disse blaa­bøker at sætte sammen en eneste læseværdig bok, hvor hvemsomhelst paa en letvindt maate kunde faa litt kund­skap om de forhold det store flertal av «free-born Britons»^[13] lever under? Nei — de har overlatt det til en utlæn­ding.»

Dette forord gir os straks oplevelsens intensitet hos Engels, hans lidenskap for livets realiteter, og følelsen av denne blir ikke mindre ved læsningen av boken. Den utdypes endda mer, besætter en, slik at man naar man er færdig med den, synes man selv har oplevet noget med en uhyre intensitet. Et mesterlig agitationsskrift, og allikevel et videnskabelig verk, som det ikke er vanskelig at finde den rolig løpende plan i og den sikkert ordnende, videnskabelig skolerte forstand.

Det tyske forord anslaar straks en rolig, nøktern, næsten tør tone. Men det er jo ogsaa rettet til de tyske teore­tikere, «filistere» som Marx og Engels sikkert har kaldt dem naar de snakket om dem paa tomandshaand. Det er en underlig overgang fra den engelske tilegnelse til denne tyske «papirstil»: «Die nachfolgenden Bogen behandeln einen Gegenstand, den ich anfangs nur als einzelnes Ka­pitel einer umfassenderen Arbeit über die soziale Geschichte Englands darstellen wollte, dessen Wichtigkeit mich jedoch bald nöthigte» o.s.v.^[14].

Man spør uvilkaarlig om det virkelig er den samme mand som har skrevet disse to forord. Her kommer den rolige plan, den klare tanke, den ordnende fornuft tilorde. «Ti,» som Engels skriver i brevet til Marx om denne sin bok, «selvfølgelig slaar jeg sækken, men mener æslet, nem­lig det tyske bourgeoisi» — og da naturligvis først og fremst det tyske tænkende bourgeoisi, teoretikerne, de filo­sofisk skolerte tyskere, og Engels synes nøiagtig at vite hvordan han skal komme i kontakt med sit publikum, saavel de engelske arbeidere som det tyske bourgeoisi, d. v. s. hvordan han skal vække deres opmerksomhet, fange deres interesse.

I det tyske forord er Engels videnskabsmanden, som taler til sine likemænd: Arbeiderklassens stilling er den faktiske grundvold, det faktiske utgangspunkt for alle sociale bevægelser i nutiden, fordi den er høidepunktet av vor sociale misère. At erkjende proletariatets stilling er uom­gjængelig nødvendig. For bare en slik erkjendelse kan paa den ene side gi de socialistiske teorier, og paa den anden side dommen om deres berettigelse en fast grund­vold, og bare den kan gjøre ende paa alle sværmerier og fantasterier pro et contra.

Men i sin klassiske form eksisterer proletariatets stilling bare i det britiske rike. — — — Og for Tyskland har fremstillingen av de klassiske proletartilstande i England stor betydning, for «vi tyske teoretikere kjendte alt for lite til den virkelig verden til at de virkelige forhold hadde kunnet drive os til reform av denne slette virkelig­het.» — — «Og selv om nu proletarforholdene i Tyskland ikke har naadd den klassicitet som i England, saa har vi dog i grunden den samme sociale organisation som i tidens løp maa bli drevet op til den samme høide som den alt har naadd hinsides Nordsjøen — hvis ikke itide na­tionens indsigt tar forholdsregler som gir hele det sociale system en ny basis. De samme grundaarsaker som i England har fremkaldt elendigheten og proletariatets under­trykkelse, er ogsaa tilstede i Tyskland og maa med tiden frembringe de samme resultater.»

Ræsonnementet her, og ikke mindst parentesen om nationens indsigt som kan gi hele det nationale system en ny basis, er meget karakteristisk for Engels paa dette tids­punkt. Det viser at han er paa vei mot historiematerial­ismen, men at han endnu paa langt nær ikke er konse­kvent. Det er noget klart i hele hans standpunkt, og følelsen av denne uklarhet blir man ikke kvit naar man skal finde bokens princip. Vi vet at Marx paa dette tidspunkt ikke tror at «nationens indsigt» paa nogen maate vil kunne ændre noget i den sociale utviklings forløp. For ham har f. eks. proletariatets bevisste maal ingen betyd­ning for den historiske utvikling: «hvad det gjælder er hvad det er og hvad det ifølge denne væren historisk er tvunget til at gjøre.» Man er heller ikke sikker paa om Engels virkelig mener at «nationens indsigt» kan være historisk bevægende. Gang paa gang sier han vistnok at alt vil kunne gaa anderledes, hvis den herskende klasse i tide forandrer kurs, men han føier altid til: «det er allerede forsent, revolutionen maa komme.» Det er som om den overbevisning kjendsgjerningerne har tvunget ham ind i, og hans egen vilje til at reformere og hans egne haab om at menneskene allikevel kan bli seende, endnu ligger i krig med hinanden hos Engels.

Hvad er det da som gir Engels ret til at tale om «unser Prinzip» i sit første brev til Marx? Hvad er det som gir ham lov til i forordet til den engelske utgave av manifestet at fortælle at han selvstændig har naadd et stykke hen imot den materialistiske historieopfatning i sin bok «Die Lage», og hvad er det som paa den anden side gir Marx ret til at si at Engels i denne bok er kommet til samme resultat som han?^[15].

Paa forhaand maa man kunne anta at bokens røde traad, dens ordnende ide maa aabendbare dette «princip», at en undersøkelse av boken med princippet for øiet vil gi et tilfredsstillende svar paa disse spørsmaal. Det slaar en da straks at Engels’s bok virker som en stor og utførlig kommentar til Marx’s filosofiske formler. De to ser hver sin side av det samme fænomen. Marx ser først og fremst loven som binder realiteterne sammen. Engels ser først og fremst realiteterne, uten hvilke loven ingen eksistens har.

«Privateiendommen frembringer i sin nationaløkonomiske bevægelse proletariatet, den elendighet som er sig sin aan­delige og fysiske elendighet bevisst,» sier Marx.

Og Engels fortæller om dette proletariat, han fortæller hvad det har at leve av, hvad det spiser, hvad det drikker, hvad det klær sig med, hvorledes det bor, hvilke syg­domme det lider av, han fortæller om deres fysiske elendighet —, og han skildrer videre deres uvidenhet, deres brutalitet, deres mangel paa maatehold i mat og drikke og i kjønslig samkvem, — han fortæller om deres aandelige elendighet. Han drysser med haar­reisende eksempler (de er hentet fro motstanderes rapporter, de kan da ikke lyve), han lar det regne med tal, en malende statistik. Han fører en ind i en verden avgraa elendighet, i fattige smug, mellem faldefærdige rønner. Han lar en vade i smuds og filler, viser en uttærede an­sigter, graableke, magre barn, forkrøblede mennesker. Og efter slik at ha skildret arbeiderklassens elendighet sier Engels: «Den engelske arbeiderklasse staar i mange hen­seender i spidsen for nationen, «denn Noth lehrt beten, und was mehr ist denken und handeln»^[16]. Den engelske ar­beider som neppe kan læse og langt mindre skrive, kjender allikevel meget godt sin egen og hele nationens interesse. Han vet ogsaa hvad der er bourgeoisiets specielle interesse, og hvad han har at vente av dette bourgeoisi. «Arbei­derne er legemlig, intellektuelt og moralsk utstødt a den herskende klasse.» Og oversat til Marx’s sprog heter det: «Det er en klasse av det borgerlige samfund.» «Det eneste man anvender paa dem er loven, pisken, den brutale magt,» fortsætter Engels. «Det er saaledes intet at undre sig over naar arbeiderne som blir behandlet som dyr, enten virkelig blir dyr eller ogsaa bare ved det mest glødende hat, ved et stadig indre oprør mot det magthavende bour­geoisi bevarer bevisstheten om, følelsen av sit menneske­værd. De er bare mennesker saa længe de føler hatet til den herskende klasse, de blir dyr saasnart de bøier sig under aaket.» — — «Og Carlyle,» sier Engels videre, «har ganske ret i sin skildring av proletariatet, men han har uret naar han dadler arbeidernes vilde lidenskap mot de høiere klasser. Denne lidenskap, denne vrede, er jo be­Viset for at arbeiderne føler det umenneskelige i sin stil­ling, at de ikke vil la sig gjøre til dyr, og at de engang vil befri sig for bourgeoisiets undertrykkelse. Arbeideren har bare de to alternativer, enten finde sig i sin skjæbne, bli «en god arbeider», trofast vareta bourgeoisiets interesser, og da blir han helt ut dyr, det er sikkert, eller ogsaa stritte imot, kjæmpe for sit menneskeværd saa længe det gaar, og det kan han bare i kamp med bourgeoisiet.

Altsaa: «Arbeiderne er sig sin aandelige og fysiske elendighet bevisst.»

Og ikke mindst er det befolkningens centralisation i de store byer som har git dem denne selvbevissthet. For centralisationen virker ikke mindre utviklende paa prole­tariatet end paa bourgeoisiet. Arbeiderne begynder at føle sig som klasse. Adskillelsen fra bourgeoisiet gjør dem sig selv bevisst, de faar social og politisk betydning.

«Proletariatet er en klasse med radikale lænker, en klasse av det borgerlige samfund som ikke længer er nogen klasse av det borgerlige samfund — en stand med uni­verselle lidelser» — heter det hos Marx.

De store byer har forvandlet det sociale legemes sygdom som paa landet optrær kronisk, til en akut lidelse og dermed bragt dens egentlige væsen og botemidlerne for den for dagen. Ogsaa indvandringen av irske arbeidere øker den engelske arbeiders demoralisation og vil saaledes bidra til at fremskynde den kommende krise. Ti forløpet av den sociale sygdom som England lider av, er den samme som en fysisk sigdoms forløp, den utvikler sig efter visse love og har sine kriser, av hvilke den sidste og heftigste bestemmer den sykes skjæbne. Og da den engelske nation ved denne sidste krise dog ikke kan gaa under, men maa fremgaa av den, fornyet og gjenfødt, saa kan man bare glæde sig over alt det som sætter sygdommen paa spidsen. Man kan altsaa ikke undre sig over at arbeiderklassen litt efter litt er blit et eget folk ganske forskjellig fra det engelske bourgeoisi. Arbeiderne taler andre dialekter, har andre ideer og forestillinger, andre sæder og moralbud, en anden religion og politik end bourgeoisiet. Arbeideren er mer human end bourgeoisen. Han har ikke denne fø­lelse av ærefrygt for pengene, tilber dem ikke likesom denne som en gud. For ham har de kun værdi fordi han kan kjøpe noget for dem. Hans uvidenhet beskytter ham mot fordomme. Han kjender ikke fanatismen, han lever praktisk bare for dette liv. Den manglende religiøse dan­nelse bidrar ogsaa til at holde arbeideren fri for nedarvede, stabile grundsætninger og forutfattede meninger, slik som bourgeoisen har dem. — Bourgeoisen er fanget i sine klassefordomme. Han er avdød fra enhver historisk be­vægelse. Arbeiderne trær nu i spidsen for den historiske bevægelse.

Hos Marx heter det: «Naar socialistiske forfattere tilskriver proletariatet denne verdenshistoriske rolle, saa sker det ikke fordi de anser proletariat for guder, tvert­imot fordi i proletariatets livsbetingelser er alle det moderne samfunds livsbetingelser i deres aller mest umen­neskelige form sammentrængt, fordi mennesket i det har mistet sig selv, men tillike vundet ikke bare den teoretiske bevissthet om dette tap, men ogsaa umiddelbart er blit tvunget til oprør mot denne umenneskelighet ved den absolut bydende nød som ikke mer kan avvises, og denne nød er det praktiske uttryk for nødvendigheten.»

Det eneste felt hvor arbeideren kan virke som men­neske er altsaa i oppositionen mot hele sin livsstilling. Den første mest ufrugtbare form for oprøret er forbry­delsen, den enkeltes nytteløse protest. Den næste like resultatløse form var oprøret mot maskinerne. Saa kom associationerne, trades-unions, med det formaal at beskytte arbeiderne mot utbytning, fastsætte lønnen, understøtte arbeidsledige. Deres middel var streiker. Disse organisa­tioner blev ikke av lang varighet. Deres historie er en historie om en lang række av nederlag. Arbeiderne vet at deres motstand er frugtesløs, de vet at i det store og hele avhænger deres løn av forholdet mellem tilbud og efterspørsel; men de maa protestere, fordi de maa gi til­kjende at de som mennesker ikke har at rette sig efter forholdene, men forholdene etter dem. Hvad der gjør disse assooiationer saa vigtige er at de er det første om end ensidige forsøk paa at bryte den fri konkurranse. De forutsætter arbeidernes indsigt i at bourgeoisiets herredømme beror paa konkurransen. Arheiderne kan ikke angripe bourgeoisiet og bele det bestaaende samfund paa noget saarere punkt end dette. Er arbeidernes indbyrdes kon­kurranse ødelagt, har alle arbeidere besluttet ikke mere at la sig utbytte av bourgeoisiet, saa er privateiendommens rike tilende. Beslutter arheiderne ikke mer at la sig kjøpe og sælge, optrær de ved bestemmelsen av hvad egentlig arbeidernes værd er som mennesker som ved siden av arbeidskraften ogsaa har en vilje, saa er det ute med bele den nuværende nationaløkonomi og de jern­haarde lønslove.

Dette er ikke konsekvent historisk determinisme. Ifølge Marx har jo netop proletariatets eget maal, deres egen vilje, intet at bety; hvad det gjælder er bare hvad det er og hvad det ifølge denne væren er tvunget til at gjøre.

Men straks etter heter det bos Engels: Streikene er bare forpostfegtninger, de avgjør intet; men de er det sikreste bevis paa at avgjørelsen nærmer sig. De er arbeidernes krigsskole, i hvilken de forbereder sig paa den store kamp som ikke mere kan undgaaes. Og et andet sted hvor ban taler om bourgeoisiets vanvittige blindhet, og hvor rolig det ser paa tordenskyerne som trækker sammen over hodet paa det, føier han til: «Men imidlertid gaar nationens utvikling sin gang, hvad enten bourgeoisiet har øie for det eller ikke, og en vakker dag vil den overraske den besiddende klasse med ting som den i sin visdom ikke drømmer om. «Og paa et tredje sted taler Engels om den smilende sorgløshet bourgeoisiet lever i og det paa den grund som er uthulet under deres fødder, og hvis snarlige sammenbrudd er saa sikker som nogen matematisk eller mekanisk lov. — Alt dette er unegtelig uttalelser som tyder paa at Engels trods alt er naadd langt i retning av den historiske determinisme, og at der ikke skulde noget andet og mere til end en Marx’s konsekvente tankegang for at bringe fuld orden og klarhet ind i hans opfatning av de moderne samfundsspørsmaal.

Proletariatets stilling, fortæller Engels, har i England avfødt to bevægelser, det er chartisten som er en egentlig arbeiderbevægelse, og socialismen som er utgaat fra bour­geoisiet.

Chartismens socialisme er raa og uutviklet, og socialismens forstaaelse av arbeiderklassen er liten og ufuld­kommen. Socialisterne klager over arbeidernes demorali­sation og er blind for fremskridtselementet i denne sam­fundsopløsning. Socialismen i dens nuværende alt for te­oretiske skikkelse vil aldrig bli fælleseie, men naar den har gaat gjennem chartismen og er blit renset for sine bourgeoisielementer og er blit en egte proletarsocialisme, vil den overta en betydelig rolle i det engelske folks ut­viklingshistorie. «For kommunismen (Marx’s og Engels’s kommunisme) staar ifølge sit princip over kløften mellem bourgeoisiet og proletariatet; den erkjender bare kløftens historiske betydning for nutiden, ikke dens berettigelse for fremtiden. Den vil netop ophæve denne kløft. Den erkjender derfor saalænge kløften bestaar, proletariatets forbitrelse mot sine undertrykkere som en nødvendighet, som den vigtigste løftestang for de begyn­dende arbeiderbevægelser; men den gaar ut over denne forbitrelse, netop fordi den er en menneskehetens, ikke bare en arbeidernes sak. I det hele falder det ikke en kommunist ind at ville hevne sig paa den enkelte eller over­hodet tro at den enkelte bourgeois kan handle anderledes under de bestaande forhold end han gjør.»

Her nærmer Engels sig sterkt den Marxistiske tanke­gang i proletarteorien i «Die Heilige Familie»: Prole­tariatet kan ikke befri sig selv uten at ophæve sine egne livsbetingelser, og det kan ikke ophæve sine egne livs­betingelser uten at ophæve alle umenneskelige livsbetin­gelser i det moderne samfund. Det tvinges ind i den hi­storiske bevægelse av sin egen nød, sin egen elendighet. Hvad det selv vil har ingen betydning, men bare hvad det maa, fordi det nu engang er til.

Det er ingen tvil om at Marx og Engels her tænker likt. Men det ser næsten ut som om Marx’s hyptese er den ordnende idé i det kaos av kjendsgjerninger som det engelske samfund har budt Engels. Om Marx her virkelig har hat nogen indflydelse er vanskelig, ja umulig at av­gjøre. De har begge gaat i skole hos Hegel, og likheten i tankegang kan selvfølgelig bare skyldes denne kjendsgjer­ning. Men utænkelig er det allikevel ikke. Senest like før mars 1844 har Engels fattet planen om at skrive om arbeiderklassen i England. Han nævner det i slutningen av sin artikel om nationaløkonomien. At samle kilde­materialet til et slikt verk maa ha tat sin tid, og Engels’s studium av arbeiderne og deres milieu ved personlig om­gang med dem er sikkert heller ikke blit feiet av i en fart. Om Engels hadde grundplanen til sit verk færdig før han begyndte stofsamlingen, eller om den blev til hos ham mens han samlet stoffet, om Marx’s artikler i «Deutsch—Französische Jahrbücher» kanske ganske ubevisst har virket ind i planen, og om samtalerne med Marx i sep­tember 1844 muligens har utdypet denne virkning, er alt spørsmaal som det er ganske umulig at komme til nogen sikker løsning av.

Men ifølge alt hvad man vet om Engels, skulde det ikke være usandsynlig, at en eneste genial og konsekvent tanke kan ha git ham glimt ind i et materiale som allerede paa forhaand interesserte ham, som han hadde besluttet at bearbeide rent videnskabelig. Og det er tænkelig at det tankelyn som har slaat ned i Engels, det er den idé som for Marx har været det rent naturgivne utgangspunkt for hans historieopfatning, ideen om det positive i det nega­tive, om det frugtbare i elendigheten, om standen med de radikale lænker og de universelle lidelser, om proletariatet som er sig sin aandelige og fysiske elendighet bevisst. Man kan som sagt indvende at Engels kan ha dette fra Hegel, at det endog er lite sandsynlig at det er via Marx Hegel har slaat ned i ham. Det er allikevel ting som tyder paa at Marx her virkelig har spillet en rolle. I sin artikel on nationaløkonomien appellerer Engels — ikke til det negative element i samfundet, ikke til den under­trykte klasse, — han appellerer til bourgeoisiet, den her­skende klasse, han vil gjøre den seende, han vil gjøre dem samfundsbevisst, han vil skræmme den og true den og lokke den til at ophæve motsigelsen i samfundet, og det store skræmmebillede er proletariatet. Engels er altsaa i «Deutsch—Französische Jahrbücher» endnu bourgeois­socialist. Han tror paa menneskeviljens magt i sam­fundslivet. Han tror at alle motsigelser kan utjevnes, naar menneskene først faar øie paa at disse motsigelser ikke er evige. Han tror at samfundsbevissthet kan skapes i menneskene ved at gi dem en ny indsigt i samfundets love slik som de er, og en ny overbevisning om sam­fundet slik som det bør være. Og faar ikke bourgeoisiet denne nye indsigt og denne nye overbevisning og den nye vilje til at skape det nye samfund, saa vil det nye samfund allikevel komme, men gjennem en revolution. Naturlovene vil vedbli at herske, og katastrofen vil være uundgaaelig.

Har Engels i «Deutsch—Französische Jahrbücher» holdt en bodspræken for bourgeoisiet: omvend eder, før det er forsent, dommens dag er nær, — saa holder han i «Die Lage der arbeitenden Klasse» en lovtale for prole­tariatet. Bourgeoisiet er sunket ned til en klasse som er avdød fra enhver historisk bevægelse: «Jeg har aldrig truffet en saa dypt demoraliseret klasse som det engelske bourgeoisi, en klasse saa fordærvet av egennytte, saa hul og udygtig til alt som heter fremskridt. — — For dem eksisterer intet i verden som ikke er der bare for pen­genes skyld, dem selv ikke undtat, for de lever ikke for andet end for at tjene penger, de kjender ingen anden salighet end den hurtige vindings, ingen anden smerte end den at tape penger.» Og proletariatet er traadt i spidsen for den historiske bevægelse. Og det er elendigheten, nøden og det hat, den misundelse, den oprørsaand som bevisstheten om den egne elendighet avler, det er disse samfundsopløsende tendenser som er fremskridtselementet i samfundsutviklingen.

Tanken om det negative, det onde, som drivkraft i samfundsutviklingen er en Hegelsk tanke. Men det er ikke sandsynlig at Engels rent umiddelbart har følt sig i slegt med den, slik som det maa ha været tilfældet med Marx. Den kan ikke ha besat ham med en inderlig over­bevisnings magt, den kan ikke ha regjeret ham som en lidenskap som uvilkaarlig og hensynsløst har ryddet ham vei i livets kaos. Hadde tanken været naturgiven for Engels paa samme maate som den var det for Marx, hadde den været i slegt med hans temperament, vilde den sandsynligvis spontant ha vist sig i hans tidligere arbeider. Den vilde blit det ordnende princip i de første av hans arbeider som beskjæftiger sig med samfundsspørsmaal. Men det gjør den ikke. Engels føler sig opfordret til at holde en bodspræken for bourgeoisiet, fordi han tror at bourgeoisiet endnu kan omvende sig.

Efterat Engels har skrevet sine artikler i «Deutsch—Französische Jahrbücher», læser han sandsynligvis Marx’s artikler i det samme tidsskrift. Her finder han tanken om det positive i elendigheten konsekvent anvendt paa det moderne samfunds organisation og dets fremtidige utvik­ling. Han læser om prelatariatet med de radikale lænker. Dette proletariat ser han hver dag for sine øine, han ser dets radikale lænker, dets universelle lidelser, han ser denne opløsning av samfundet som særegen stand, denne klasse av det borgerlige samfund som ikke er nogen klasse av det borgerlige samfund. Han har læst Marx’s brev til Ruge, hvor han fortæller at netop nutidens elendighet er det som gir ham haabet for fremtiden. Vi vet hvor En­gels kunde la sig besætte av en tanke, hvor han kunde søke uttryk for sine egne erfaringer, sine egne oplevelser i en andens tankeformer. Vi husker hvordan han ser det engelske samfund med Carlyles øine og slaar hans begrun­delse av det ihjel med Feuerbachs tanker. Og tænker man saa paa at Engels netop da levet midt oppe i den mest bundløse elendighet, at han hver dag saa ind i en fortvilelse, et kaos av menneskelig nød som ganske na­turlig virker lammende paa den menneskelige evne til at finde utveie og søke haab, saa er det tænkelig at denne ene sterke tanke, som Marx med profetisk magt hadde slynget ut i «Deutsch—Französische Jahrbücher», har virket vældig befriende paa ham. Kanske var det en forunderlig heldig tilfældighet at Marx sat i sit arbeids­værelse i Paris og tænkte tanken uten at se elendigheten, og at Engels gik omkring i Manchesters fattigkvarterer og saa elendigheten og grep tanken og som et lys lot den skinne ind i det tilsyneladende saa haabløse mørke. For det er mulig at Marx, om han hadde set elendig­heten, kanske ikke vilde hat mot og kraft til at anvende tanken, til at tro paa sandheten i den. Og det er mulig at Engels, om ingen hadde hjuplet ham med tanken, ikke vilde fundet haabet om fremtidens lyksalighet begravet i nutidens mørkeste elendighet.

Det er saaledes sandsynlig at der har foregaat en sterk tilnærmelse mellem Marx og Engels før samværet i Paris, netop paa grundlag av det de begge hadde skrevet i «Deutsch—Französischer Jahrbücher». Det forklarer at de ti dage var tilstrækkelige til at grundlægge dette trofaste venskap og det idéfællesskap, som de smeltet sammen om i «Det kommunistiske manifest.» De har kanske allerede paa forhaand følt sig i gjæld til hinanden. Det er mulig at hver av dem har visst at han har tat hjælp av den anden, alt før de lærte hinanden personlig at kjende.

1. „Den hellige familie” — „Arbeiderklassens stilling i England“.
2. Idefællesskap.
3. Her er en prægtig jordbund for vort princip ifærd med at danne sig.
4. „Den hellige familie eller kritik av den kritiske kritik.“
5. Vort princip.
6. Nachlass II side 131 flg.
7. St. M. og Mater. side 31.
8. W. Sombart. Das Lebenswerk von Karl Marx, Jena 1909.
9. En stor oplever.
10. Utgit i Paris av Heinrich Börnstein fra 1. januar 1844.
11. Nachlass II, side 45.
12. Indenriksdepartementet.
13. Frie englændere.
14. De følgende ark behandler et emne som jeg fra først av vilde fremstille som et enkelt kapitel av et omfattende verk om Eng­lands sociale historie, men dets vigtighet tvang mig dog til o.s.v.
15. Forordet til „Die Politische Ökonomie“ 1859.
16. Nøden lærer en at be, og hvad mere er, den lærer en at tænke og handle.