Kielland JACOB/Kapitel 1
Et Par Mile ind fra Søen, hvor Landet langsomt begyndte at stige op imod Fjældene, laa de smaa Gaarde øde og spredt, og flade Myrer strakte sig sorte med sivkantede Vandpytter mellem svagt stigende Heier, hvor Lyngen groede kort mellem store Stene.
Vejen, som ikke var andet end et eneste samvittighedsfuldt Hjulspor, bugtede sig mellem Tuer og Stene, saaledes som besindige Heste havde ruslet fra den Tid, da de gik med Kløv; og ingen Hest — endsige noget Menneske havde nogensinde tænkt udenfor dette ene samvittighedsfulde Spor.
Ned over Vejen kom en høj, stærk Bondegut med lyserødt Håar og Fregner. Han gik med det store, dunskæggede Ansigt vendt mod Nordvest, mod Havet, mod Byen, lige imod Aftensolens Guld, som rødmede i Lyngtoppene nedover mod Vandet, bølgede i en bred Stribe over til den lave Vestrand, og glitrede skarpt i den smalle Stribe Hav lige ind under Horizonten, Guldet skinnede helt ind i ham gennem hans to lyseblaa mysende Øjne.
Og indeni ham var alt Guld, han tænkte ikke paa andet, saa ikke andet, han bare gik som om han allerede vasset i Guld — nordover, ind mod Byen, Byen, som var stappende fuld af Guldskillinger, Guldskillinger og Jenter!
Og dog havde Tørres Snørtevold ikke seet meget rigtigt Guld i sit Liv; nogle forgyldte Rammer i Præstens Stue troede han saa maadeligt paa. Men i Gaar havde han faaaet to ægte Guldskillinger af Fæhandlerne, som kjøbte Sauer for Engelskmanden.
Tørres tog Guldstykkerne med sig i Enerum oppe paa Loftet, han knugede dem i Haanden, lod dem klinge forsigtigt mod en Spiger, lugtede paa dem og bed varsomt i Kanten; og hele Natten havde han dem hos sig i Sengen, lagde dem under Kinden eller gned dem mod hinanden i Halvsøvne, for at høre, om de var der begge.
Næste Dag var han som omskabt. Han vilde til Byen strax og alene.
Han, som altid snakkede om Byen, men aldrig havde Mod, naar de andre drog til Marked; han, som altid havde sparet til Byrejsen, men aldrig haft nok, han var nu færdig med en Gang og ikke til at holde tilbage.
Med alle sine Penge fordelte i Smaa-Tutter rundt om paa Kroppen gik han nu nedover Vejen i Eftermiddagssolen, ned mod det store Vand, hvor han vilde finde sig en Lejlighed med Baad til Jærnbanestationen paa den anden Side af Vandet.
Billetprisen til Byen vidste han; den var overhændig; men det var umuligt at gaa halvanden Dag til Fods, saaledes som han nu længtede. Med Hensyn til Baadskydsen havde han tænkt sig 25 Øre. Men da han naaede saa langt frem, at han saa den store Sten i Vandkanten, hvor han vidste, Baaden skulde ligge, begyndte han at arbeide med den Tanke, at Anders, som ejede den, muligvis ikke var tilsvars. Saa kunde han ro sig selv og laane Baaden over Vandet: det kostede ingenting, for her vilde han aldrig mere komme.
Hjemme havde de ikke sagt stort til Tørres, da han vilde rejse. Han havde altid været for sig selv og givet lidet Agt paa de andre. Huset var altid fuldt af Unger og paa Randen af Fattigkassen; Tørres var ikke ældste Søn, men arbeidede paa Gaarden og stellede med Sit ved Siden.
Han havde fra ganske ung haft en ubegribelig Lykke med Sauer. Bestandig var der to Lam i hans, og blev der nogen borte i Heiene, var det aldrig Tørres sine. Men endda var han ikke fornøjet; han gik altid og klagede, at det blev ikke til noget; og om han solgte aldrig saa godt, var der ingen, som kunde mærke, at han havde Penge. Stille og muggen gik han mellem de andre og blev langsomt voksen.
Men som han nu drog ned over de sidste Bakker i den gyldne Sol med Vandspejlet blinkende foran sig, svulmede en ny og ukjendt Følelse af Magt og Vælde op i den unge Bondegut. Han havde hverken Byldt eller Stav; men han maatte have noget i Hænderne og tog saa to runde Stene i et Bækkeleie — en i hver Haand. Dem gik han og slog mod hinanden saa haardt han kunde og sang til: Guld og Jenter, Jenter og Guld, — han sang højt og trampede til, skjønt han ikke kunde synge.
Han gik ligesom og knuste noget andet, medens han selv vokste, vokste forbi sine tyve Aar, vokste sig saa stor, at han maatte aabne sin tandstærke Mund, — ligesom for at sluge sit eget uhyre Begær.
Og da han saa Baaden ligge inde i Støen paa den søndre Side af Stenen og ingen Mennesker ved den, da stormede han ned over den sidste Skrænt — leende og jublende for sig selv og lige ned i Stranden til Baaden.
Men ved Lyden af hans sidste Hop i de løse Strandstene kom et Hoved frem bag den store Sten; og en Mand, som Tørres vidste var Anders, spurgte tørt:
»Hvad vil du med Baaden min?«
I en ækel Følelse af Skræk og Skuffelse slap Tørres straks Stævnen; men sagde roligt, som om det var hans Ærinde:
»Kan du ro mig over til Stationen — Anders?«
»Nej.«
»Saa—aa? — jeg betaler for det.«
»Baaden er lejet ud«, svarede Anders og spyttede, vendte sig rolig bort og forsvandt igjen bag Stenen.
Der lød flere Stemmer, de lo og snakked bag Stenen, medens Tørres stod et Øjeblik fortabt og samlede sig. Dog hans Blod var i saadan Fart, hans hele Sind var saa fyldt af den gyldne Drøm, at han raabte højt — netop for at det skulde høres af de andre der bag Stenen:
»Jeg byder 50 Øre for Skyds til Stationen.«
Men en Latter lød ud over det stille Vand, en Latter, som Tørres aldrig havde hørt Mage til, fordi det var Bylatter — tirrende, overlegen og fri. Og der blev raabt: Kom frem! frem med Manden med de femti Øre! — lad os faa se paa Guldfuglen!
Et Par lystige røde Ansigter strakte sig frem for at se ham, og idet Tørres flyttede lidt paa sig sig, fik han Øje paa tre Bykarer med Fiskegreier, som havde slaaet sig ned i Græsset i Læ af den store Sten. De havde hvid Dug bredt mellem sig, og Flasker laa i Ring fra den ene til den anden; der var Glas med rødt og gult i, Smør i Glasskaal, fint Bybrød, aabne Blikbokser, Kyllinger i Papir, — Tørres saa det alt i et eneste Blik uden at samle andet, end at dette var umaadeligt dyrt, og han sank ganske flad sammen i Modløshed.
»Kom Gut! og drik Dig et Glas!« raabte den ældste blandt dem, som var tyk og rød i Hovedet.
Men Tørres stod mørk og svarede bare:
»Jeg skal over Vandet — jeg.«
»Aa, rejs du mig ad Helvede til«, raabte den tykke og tømte selv Glasset; »det er vi, som raar for Baaden.«
»Er der Plads, Anders?« spurgte en af de andre.
»Aa ja! — Du véd det, der er sagtens Plads«, svarede Anders.
»Nej, nej!« raabte den tykke afgørende, »vi vil ikke have ham med. Jeg liger ikke at ro i disse raadne Baadene — allermindst overlastet.«
Og som om Tørres ikke fandtes i Verden mere, gav de sig igen til at spise og snakke om alle de daarlige Baade, man var henvist til paa Elve og Vande, hvor én maatte ro for at komme til Fisken eller over.
Tørres gik baglængs og holdt Stenen mellem sig og de fremmede, indtil han fandt en Fordybning ved Stranden, hvor han kunde være skjult, naar han lagde sig flad paa Maven. Her laa han og bandte og klorede i Sandet.
De havde leet af hans store Bud og tvunget ham til at gaa Vandet rundt. Saa naaede han ikke Aftentoget, maatte ligge hos fremmede, — kanske betale det dyrt; og saa kom han ikke til Byen, som laa der langt Nord nedsænket i Aftenrøden, — ikke i Dag fik han se den oplyste, vidunderlige By, som han havde stormet imod.
Langt om længe rejste Karene sig mætte og varme med Damp af Piber og Cigarer, mens Anders, der var vant med Byfolk, pakkede Levninger og Slumper ind og bar i Baaden. Da de var komne ombord under Latter og Kommers, kunde Tørres forstaa, at nogen havde nævnt ham; thi den tykke, som sad agterst, raabte højt:
»Vi giver Anders en Krone ekstra for at slippe Guldfuglen, saa tjener han endda 50 Øre.«
Dermed gled Baaden ud fra Land; de tre Herrer skyndte sig at faa sine Fluer og Slug i Vandet, for at dorge over til Jærnbanestationen. Tørres blev liggende alene i sit Skjul og saa efter dem med hede Øjne.
Saa listede han sig ned til Stenen; der laa nogle Korker og Papir med Smørflækker. Han stod og knyttede Hænderne ud imod Baaden og fik et Anfald af ustyrligt Raseri mod disse Mennesker — især mod ham den tykke. Han pressede sig ind mod Stenen, trykkede paa og spændte i. Men den urokkelige Vægt gjorde ham kold; det gik over, og han saa efter Baaden, som nu var gleden ind i den mørke Skygge under det andet Land, medens han lovede sig selv, at dette skulde ikke være glemt.
Derpaa tog han taalmodigt paa, at gaa Kysten omkring; det var i Grunden 50 Øre spart; nu kom det an paa Nattelogiset.
Men nu var der intet Guld mere af Solen og ingen dumme Drømme i Tørres. Han kendte efter alle sine Pengetutter, talte dem og lagde sammen; endnu havde han ikke givet et Øre ud.