Kielland JACOB/Kapitel 13
Efterat Tørres forgjæves havde grundet over, hvad Præsten vilde, gjengjældte han Visiten — ogsaa en Aftenstund; og da holdt Præsten ham tilbage til Aftensmad, som han lod hente, da han endnu var ugift.
Dennegang kom de bedre i Snak med hinanden, og Tørres begyndte at nedlægge sin Mistanke. De var jo hinanden saa nær; de kunde tale sammen i det samme Sprog og begge var de komne et Stykke fremad i en fremmed Verden, — hver ad sin Vei; men Præsten var jo kommen længst.
Engang de talte om dette, sagde Præsten smaaleende: »De er underlig — De! — De er ikke ræd nogenting, men alligevel let at skræmme.«
»Hver er god for sig; men En faar ikke klyve for høit, for saa dætter En ned.«
Præsten Opstad lo stille inde i sig selv, og da han havde fuldt mørkt Skjæg og Briller, var det ikke altid saa godt at forstaa hans Ansigt; Tørres troede nu, han lo af ham.
»Jeg ler,« sagde Præsten; »fordi jeg forstaar, De tror endnu paa disse fine Folk — paa Dannelsen!«
Tørres saa endnu uvis paa ham, men Præsten tog en Slurk af sit Glas — de pleiede at drikke Toddy sammen —, satte sig tilrette i Stolen og begyndte:
»Hør nu, hvorledes det er gaaet mig; — hvorledes jeg blev helbredet for den Dumhed, som vi Bønder trækker med os, at der er saa stort et Sprang mellem os og disse saakaldte Dannede. Jeg grov mig frem til Seminariet — ydmyg, paa Maven for alt og alle, men især for Dannelsen, — Dannelsen og Lærdommen var jo det høieste — hm!« — sagde Præsten og skiftede med en Gang Tone: «naturligvis næst efter det Religiøse.«
»Naturligvis,« svarede Tørres ligesaa alvorlig; hvorpaa Præsten trak ligesom et halvt Suk og fortsatte i sit naturlige Halvsprog uden at genere sig for Bondemaalets Ord.
»Saa blev jeg Huslærer hos en Sorenskriver østerpaa; der var en hel Grænd omkring Kirke stedet, og jeg havde alle Embedsmændenes Børn, — en over al Maade vanartet Bande! men de Voxne var meget værre! Herrerne, naar de kom sammen, eller Damerne i Kjøkkenet og mod Tjenestefolkene! — Dannelse — ha-ha-ha! — jo der skulde du hørt paa Dannelse!«
Tørres saa paa den anden, som øiensynlig selv kom i Bevægelse ved sin Beretning.
»Jeg vil ikke snakke om Raaheden, naar Foged og Skriver og hele Stasen sad og bandte, saa det gnistred mellem Kortene, og fortalte de værste Historier. Men selv naar de sad anstændigt blandt Damerne og talte i Alvor, saa var der aldrig andet at høre end enstemmig Nedrakning af alt det, som jeg fordum troede hørte med til Dannelsen.«
»Saa?« — sagde Tørres vantro.
»Der fandtes ikke den Ting, der nævnedes ikke det Navn af de, som jeg nedenfra havde seet op til, som ikke blandt disse Mennesker reves ned og haanedes; tåltes der om Kunst og Literatur, saa var det Hæslighed og Usædelighed. Nævntes der Videnskab, saa var det noget yderst upaalideligt, som kun nogle faa Udvalgte turde stelle med uden at fare vild. Fra Udenverdenen, hvor ikke en eneste af dem havde været, kom alt det Onde, vi herhjemme maatte holde os fra Livet; Bøger, Billeder, Tanker og Ideer — alt var farligt, hele Tiden var farlig — selve Luften! hver Sol, som gik op, skræmte dem med nyt Lys, de lukkede og stængte for de kvalme Ovnekroge.«
Tørres havde vanskeligt for at følge Præsten, naar denne blev ivrig; men alligevel hørte han nøie efter hvert Ord.
»Jeg var selv svært religiøs dengang,« fort satte Opstad, men greb sig strax, »det vil da sige, jeg er det ikke mindre nu, men paa en anden Maade — forstaar De.«
Tørres forstod godt og den anden blev ved:
»Derfor led jeg ogsaa mest af Præsten.«
«Var han ogsaa med?«
»Ja, han var nu den værste; for han kunde tale sig selv og de andre saaledes op i Sinne, at endog Kvindfolkene blev ligesom galne, og førte hans Præk videre som et Korstog, skjældte og fordømte Bøger og fjerne Medmennesker, de bare vidste Navnet paa. Jeg sagde aldrig et Ord; men en Gang reiste jeg mig og gik ud af Stuen. Det var nok; jeg blev fjernet som mistænkelig og kom til Christiania for at krybe og sulte mig frem til Præsteeksamen.«
»Ser De« — sagde Tørres smilende, »Lærdom maatte der til.«
»Lærdom!« raabte Opstad og reiste sig i Iver: »Tvang og Formørkelse! — det vil da sige: Guds Ord lærte vi jo purt og rent, — purt og rent.«
Disse bratte Overgange var han saa indøvet i som en Cirkushest, der slaar over i en anden Gangart uden Ordre bare ved en Forandring i Musiken, og Tørres havde paa sin Side den passende Mine, saa ofte »Præsten« stak frem; det var som en stiltiende Overenskomst mellem dem, at alt det med Religionen var i Orden for begges Vedkommende; hvad der bandt dem sammen, var det fælles Udspring og den gjensidige Agtelse for den andens Forretningsdygtighed. —
»Du skulde læse« — sagde Præsten en Gang senere, da de var blevne intime.
Tørres gjorde et utaalmodigt Kast.
»Nei, jeg mener ikke Bøger. Men du skulde læse Aviser og sligt; saa kunde du lære, hvor lidet de Dannede selv vører Dannelsen.«
Nu fik Tørres Hovedstadens Aviser og kristelige Tidsskrifter fra Præsten Opstad, og efterhaanden som han vænnede sig til at læse, indsaa han, at Præsten havde Ret. Overalt stod Kampen mod det, som Tørres før havde forestillet sig, var selve Kløften.
Hvor dum han havde været med denne Ydmyghed! Det var jo mestendels Tant og Gjetning med det, som Folk mente sig at vide; alle de store Ord om at tænke selv og tænke frit var Humbug; den evige Sandhed laa i selve Barnetroen, og al Verdens Visdom veiede ikke op mod den lille Katekismus og den kunde han — ha! ha! ha! — han maatte le af sig selv.
Der havde han gaaet og seet op til Gustav Krøger og Overlærer Hamre og de andre, som havde læst alt det, der stod i Bøgerne, og saa var de ikke andet end Fritænkere, som skulde i Helvede og som egentlig ikke burde gaa løs i Samfundet.
Og Præsterne, som han før havde betragtet som nogle ubegribelige Troldmænd, hvis Magt ingen kunde undvige; de blev jo nu Næringsdrivende som han selv; de prædikede og anbefalede, advarede mod de farlige fremmede Varer og holdt Offerskaren om sig ved Løfter og Trudsler. Tørres fandt det rimeligt, at der var et Helvede; men klart indsaa han, at skulde det almindeligen tillades Folket at tvivle paa, om der var et, saa vilde det først rigtig gaa ad Helvede til med den store og smukke Forretning, som Præsterne drev.
I sit Venskab med Præsten Opstad følte han allerede den fælles Interesse, hvorledes den ene Næring holdt Liv i den anden.
Fra denne Tid var det, at Livet endelig fik det Udseende for Tørres Wold, som han selv med roligt Overlæg følte var det sikre og tilforladelige, efter hvilket man kunde indrette sig uden at falde ned af Stiger eller stanses af Kløfter. Han lagde nu sin Fremtid an uden at regne med andet end sine Penge og sin egen Vilje.
Imidlertid passede han med ufortrøden Iver Fru Knudsens Forretning og vant bestandig mere Indflydelse over hende, medens han i Stilhed forberedte sine lange Planer og arbeidede sig frem i den almene Bevidsthed som en af dem, der vilde voxe sig op til en Størrelse.
Konkurrencen mellem de to Nabo-Forretninger blev altid skarpere, skjønt endnu bestandig under venskabelige Former. Tørres søgte ogsaa Jessen, inviterede ham, somom ingenting var iveien, og en Aften mødtes endogsaa Hr. Jessen og Frøken Thorsen ved et lidet Aftenselskab hos Tørres Wold. Han havde nu en saadan Fart og Magt i sit Væsen, at ingen fik Tid til at stanse; før de to viste Ord af det, havde Værten leende placeret dem ved Bordet Side om Side.
Hun havde forlængst tabt ethvert Haab om at Tørres vilde vende tilbage til hende; men alligevel følte hun, at hun var i hans Magt. Men da det gik op for hende, at det var hans Vilje at føre hende tilbage til Hr. Jessen, syntes det hende umuligt, hun vilde sige det til ham — næste Dag.
Men Dagen efter og alle Dage samlede Frøken Thorsen forgjæves sit Mod; han læste tversigjennem hende, bøiede af og skjød hende foran sig didhen, hvor han vilde have hende. Det var en skrækkelig Tid for hende, da Hr. Jessen usikker og febrilsk begyndte de gamle Tilnærmelser; — han maatte jo vide! — naturligvis! de havde jo ikke engang gjort sig Flid for at skjule. Og nu kom Hr. Jessen, som viste alt, og Tørres hjalp til! Atter var hun hjælpeløs mellem disse to Mandfolk, men værre end nogensinde.
Overfor Hr. Jessen var Tørres nu den alvorlige Kollega, som talte om, hvor beklageligt det var, at de to, som var de eneste i Byen, der forstod sig paa Butikshandel, at de to skulde slide sig op i en ørkesløs Konkurrence. Hverken Brandt eller Cornelius Knudsen duede; nei, Tidens Forretning var Specialiteten, sagde Tørres.
»Men de store Magasiner,« indvendte Jessen.
»Passer ikke for os,« svarede Tørres kort og sikkert.
Men Hr. Jessen var en forsigtig Mand med Penge. Han havde lagt sig noget tilbeste — han ogsaa; men en kostbar Forretning i Silke, Fløiel, Møbelstoffer og Tæpper — saaledes som Tørres raadede — det syntes ham for dristigt.
Imidlertid lod Tørres sig ikke nøie med Raad og Opmuntring, han fik ogsaa Bankchefen til at interessere sig for den nye Kraft, idet Bankchefen havde en meget kostbar Butik at udleie i sit Hus, som han nu fandt netop passende for Hr. Jessen.
Banken stod altsaa aaben for en begyndende Kredit; Tørres mente, han skulde nok skaffe Penge til Laans, og saasnart Jessen var begyndt at lytte til alt dette, blev han allerede overløbet af Handelsreisende, som ønskede ham tillykke og bød ham alt, hvad han vilde have og den ene Henstand længer end den anden.
»Naar du nu etablerer dig, gjør du vel ogsaa Alvor af det med Frøken Thorsen,« sagde Tørres en Dag.
Anton Jessen for sammen og saa paa ham, om det var Spot. Men Tørres fortsatte — ganske uskyldig:
»Hun er ubetinget den første Dame i Faget — her i Byen.«
»Jeg vilde nødig have min Kone bag Disken,« sagde Hr. Jessen.
»I alle fine Forretninger i Paris staar Konen, naar hun er smuk, i Butiken,« sagde Tørres; og han mærkede paa den anden, at Begyndelsen til hans lange Plan begyndte at glide.
»Saa blev der og en Ende paa Sladderen,« tilføiede Tørres og reiste sig, for det ringede paa den ydre Dør i hans Leilighed.
»Hvad mener du?« spurgte Jessen svagt.
»Du har naturligvis ogsaa hørt ondt om Frøken Thorsen og mig; naar man staar sammen, skal det jo altid hedde —, men det er bare Sladder — kan du vide —«
Tørres gik forat lukke op.
Anton Jessen sad igjen — hed i Hovedet. Han viste, Tørres løi, løi ham lige op i Øinene. Men hvorfor kunde han da ikke slaa i Bordet og sige: Du lyver! hvorfor kjendte han allerede, at han maatte bøie sig? — spille med i Komedien, lade somom han troede, fordi denne Løgner var saa fræk og saa stærk. Hvorfor havde han aldrig Kraft til at gjøre det, han vilde?
Tørres kom tilbage, da han havde expederet den Besøgende, og sagde henkastet:
»Hvad var det nu, vi talte om? — Jo — Du vilde gifte dig; ja! det er det eneste fornuftige, naar man har egen Forretning.«
Alle disse Opmuntringer var for meget for Anton Jessen; den hemmelige Tro paa et Talent, som vilde bryde frem; og nu alt dette, som drev ham hen imod en egen fin Forretning — hans Ønskers Maal, henimod Frøken Thorsen, om hvem hans Fantasi var saa vant til at sværme — alt dette steg ham til Hovedet og gav ham for en Tid mere Rygrad end han nogensinde havde ejet. Han opsagde sin Post hos Brandt, leiede Christensens Butik, gjorde Indkjøb til Forretningen og friede modigt til Frøken Thorsen.
Hendes Hjærte, som en kort Stund havde været helt hos Tørres, begyndte igjen smerteligen at dele sig. Men alt som hendes gamle Jomfru-Beundring for den nydelige Hr. Jessen begyndte at leve op igjen, var der lige ved Siden en mørk Skygge, som sugede hende til sig, en Hengivelse uden Modstand, som hun fornam paa Forhaand, saasnart han vinkede, han — som havde Magten.
Men han forstyrrede hende ikke — ikke med et Blik. Han førte hende mod den anden, jævnede deres Vei; og da Forlovelsen var kommen istand, syntes han gladere og ivrigere end før for at faa dem sammen og Forretningen istand. Kun en enkelt Gang, naar de Tre var alene sammen, kunde den fælles Bevidsthed — midt i Spøg og Venskab glide koldt imellem dem som et Spøgelse, de alle saa. —
— Tidligt paa Vaaren en Torsdag Eftermiddag var der en stor Forsamling af Kvindfolk foran Kirken, og Mængden forøgedes af Forbigaaende, som stansede, for at se det fine Bryllup.
Det var Hr. Anton Jessens Bryllupsdag, og der var mange Ting ved dette Bryllup, som interesserede hele Byen. Skjønt Brudeparret ikke havde nogen Slægt og hellerikke hørte til de Fineste, havde dog Hr. Jessens nye elegante Forretning i Forbindelse med de storartede Forberedelser til Festen sat Sindene i Bevægelse.
Det var bekjendt alt, hvad der var forskrevet til Bruden fra Hamburg, og at den lille Fru Jessen af sin Søn havde faaet en færdig syet Silkekjole — perlegraa moirée antique med brede Kniplinger — ligefra Paris.
Forundringen var almindelig og bitter; især var Fru Bankchef Christensen ivrig over al denne Ødselhed hos slige Folk. Men hun forstummede, da hun selv blev indbuden og da hun hørte, at Christensen endog vilde følge i Kirken, — Hr Jessen var en ung Kraft i Byen, leiede desuden deres store Butik.
Den lille Fru Jessen flød med Strømmen som et bortrevet Husgeraad i en Oversvømmelse. Fra den første Aften, da hendes Søn med en flot Mine fortalte hende, at nu vilde han gjøre en Ende paa det og gifte sig, havde hun været ude af Ligevægt, og hun gjenvandt den ikke i den bevægede Tid, som gik forud for Bryllupet.
Anton Jessen havde forladt sin Post i god Forstaaelse med sin Chef. Vistnok havde Gustav Krøger spaaet ham, at han vilde ødelægge sig inden tre Aar; men Krøger kjendte altfor godt den Feber efter at komme paa egen Haand, som uimodstaaeligt griber de unge Mennesker paa et vist Punkt; han var endog godmodig nok til at sætte sit Navn paa et Garantidokument, hvorpaa der allerede stod Cornelius Knudsen og Bankchef Christensen.
Dette havde Tørres faaet istand, ligesom det var hans Værk, at der var Penge til alt og Kredit til mere, og saaledes var der en Glans og Forventning over Dagen og over det høitidelige Øieblik, da Bankchef Christensen som en ypperligt dresseret Elefant førte den lille Fru Jessen i perlegraa moirée opad Kirkegulvet.
Bruden var henrivende, — lidt bleg — syntes Damerne. Men alle Mandfolk, som saa hende i den hvide glatte Silke med Sløret nedover Ryggen, hele den fyldige lille Figur — saa sart og saa blød — alle Mandfolkene fandt hende Fanden saa deilig! Tørres havde med Vilje ikke seet paa hende; skjønt han var i Brudefølget.
Hellerikke agtede han paa den Opmærksomhed, det vakte blandt Folk, at han til Dame havde faaet Fru Knudsen; han tænkte slet ikke paa, hvor mange Vittigheder, der blev sagt om ham og Bruden og hvor mange Spaadomme om ham og Fru Knudsen. Han havde med al sin Ihærdighed udarbeidet denne første Del af sin Plan uden at tænke paa andet. Først i det Øieblik, da han gik opover Kirkegulvet og foran sig skimtede en Myrtekrans, et hvidt Slør, og nogle fine purrede Krøller om en hvid Nakke, først nu var det ham, somom han gik i en Drøm, han ikke kunde vaagne af.
Sogne-Præsten prækede saa længe over: I skulle vorde ét Kjød, at de arme Brudepiger, som sad med Ansigtet mod Følget, tilslut ikke vidste, hvor de skulde skjule sine Øine. Men da Tørres hørte, at nu var de To uigjenkaldelig Mand og Kone, for han sammen og saa paa Præsten, somom han vilde raabe noget; men det gik over, og alle kom velbeholdne hjem i Brudehuset.
Brudgommen havde holdt sig godt i Kirken, skjønt han var meget bleg. Det var den almindelige Dom, at han var nydelig: fra Top til Taa pillen og fin i ny Kjole, smaa bitte lakerede Sko med Sløifer, høi lukket engelsk Flip og Haaret efter Moden, somom hans Hovedskalle var smurt tyndt over med mørk Oliemaling fra Issen og fremover.
Men da han kom hjem, maatte han ind og lægge sig paa Moderens Seng, hvor hun bragte ham Bouillon med Æg; imidlertid tog den nye Frue mod Gratulationerne.
Tørres nærmede sig ikke. Han var gaaet over i Hotellet, hvor Middagen skulde serveres, og hvor han selv havde hjulpet Jessen til et storartet Arrangement. Saasnart Gjæsterne vare samlede, og Brudgommen saa vidt knirket op igjen, gik man tilbords i den store Spisesal.
Der var temmelig stivt ved Bordet. Tørres holdt sig ogsaa i Ro ikke saa meget, fordi han var ængstelig; han havde allerede vundet meget af sin Sikkerhed tilbage, og desuden var han her omgivet af sine Egne, de unge Damer af Butiksfaget lo sig næsten fordærvet, bare Hr. Wold aabnede Munden, og alle i denne Kreds bøiede sig for ham. Men hun forvirrede ham mere og mere — Bruden, saa deilig som hun sad der ved Siden af — denne Jessen!
I Trængselen efter Bordet blev Tørres med sin Dame ført lige henimod de Nygifte og før han viste Ord af det, stod hun lige foran ham, varm efter Maaltidet, sød og smilende til Gjæster og Veninder.
Men med et blev hendes Ansigt ligesom forstenet; thi idet han saa ned paa hende, blev hans Øine ganske vilde, — saaledes som hun havde skimtet dem i deres hedeste Elskov; og hun syntes alt, hun følte hans stærke Hænder færdige til at løfte hende ud af Mængden. Hun tog ham raskt om begge Haandled og tvang sig til at le: »Lad os dog takke Wold — — Anton! for hans gode Hjælp.«
Tørres drog en Pust og vaagnede ligesom op ; han rystede Brudgommens Haand og banede sig derpaa Vei ud til Røgeværelserne, hvor der bare var Kaffe, Tobak og Mandfolk.
Da de høitidelige Gjæster vare gaaede, blev der danset lystigt af Brudeparrets mange Venner og Veninder, som vare indbudne til efter Middag; og det blev et utvungent Bal af unge Handelsfolk med deres Damer, blandt hvem alene gamle Konsul With blev gaaende og morede sig fortræffeligt.
Siden der ikke skulde være nogen Bryllupsreise, var det en Aftale mellem de Nærmeste, at Brudeparret skulde forsvinde i al Stilhed Klokken halv et og kjøre hjem til sig, uden at af bryde den glade Fest. Og jo længer det led paa Aftenen, desto uroligere blev Tørres, som imidlertid dansede som den ivrigste. Men i Virkeligheden holdt han Øie med hvert Minut, som gik, og viste altid, hvor Bruden var, skjønt han ikke dansede med hende.
Og hun paa sin Side var bleven saa angst for det Oprør, hvori hun saa Tørres, at hun allerede før Tiden bad sin Mand se efter Vognen. Nu frygtede hun mindre den første Ensomhed med Jessen, end Tørres Wold midt i det store Selskab.
Hendes Mand havde ogsaa styrket sit Mod saa kraftigen, at han var ganske smaaøiet og smilende; og paa hans noget besværlige Tunge havde et Ord sat sig fast, som han vedblev at gjentage med en listig Mine: »Svup! mine Damer! alt er betalt.«
Andet Svar gav han heller ikke sin lille Kone; men Vognen var der, hun smuttede ud af Salen uden at nogen mærkede det.
Men Tørres sansede det strax og hans Uro steg, mens hun var ovenpaa forat tage sit Overtøi. Han var halvt inde i Salen og halvt ude i Gangen, hvortil Dørene stod aabne for Heden. Han styrede en hel Blomstertur, og Damerne reves om ham; men da han skimtede et Par smaa hvide Silkesko oppe i Trappen, mistede han al Besindelse.
Der stod nogle unge Herrer i Døren, og ude i Gangen stod Anton Jessen med sin Moder; hun vilde endnu i siste Øieblik tale et Ord med sin Søn; men han svarede hende bare uhyre polisk: »Svup Mutter! alt er betalt!«
Da Bruden kom — indhyllet lige til de hvide Sko, trængte Tørres sig frem til Trappen, og før hun kunde afværge det, greb han om hende og bar hende høit paa Armene ud gjennem den oplyste Gang, hvor Gjæster og Hotellets Tjenere veg leende tilside, — helt ud paa Gaden, hvor Vognen ventede; han havde ingen anden Tanke i sit Hoved, end at springe ind med hende, kjøre bort og give dem Fanden allesammen!
Hun forstod og hviskede i den yderste Nød: »Nei — Tørres! nei! — du er gal! efter paa — Kjære! — efterpaa —«
Idetsamme kom Jessen farende; de andre havde puffet ham afsted; han snublede og forlige mod Wold, som netop havde sat Bruden ind i Vognen.
»Svup! mine Damer!« raabte Brudgommen fornøiet.
Men Tørres fik endnu en Gang Bugt med sig selv. Han tog den lille Brudgom og føisede ham ind i Vognen paa en saadan Maade, at Hr. Jessen pludselig slog over i en yderst krænket Tone, idet han høfligt, men koldt vilde gjøre Hr. Handelsbetjent Wold opmærksom paa, at alt var betalt.
Tørres slog Døren i og raabte rasende til Kusken: »Kjør væk!«
Og somom Hestene følte den Lidenskabelighed, han var i, trak de til, og Brudevognen rullede lydløst bort paa de vuggende myge Staalfjere.
Men Tørres styrtede ind igjen, satte Ballet i ny Fart, dansede og drak til den lyse Morgen.