Kielland JACOB/Kapitel 14
Da han vaagnede udpaa den næste Dag, havde Tørres først en skrækkelig Fornemmelse af, at han atter havde forspildt sig med en ny Skandale.
Men eftersom de trak væk — Nattens tunge Taager, og Tingene kom frem i sin Sammenhæng, følte han med usigelig Lettelse, at der ikke var skeet noget galt — ialfald ikke værre, end at det snart vilde være glemt som Kaadhed og Spøg.
Men han skalv, naar han tænkte paa, hvor nær han havde været! — han havde været lige paa Nippet til at springe ind i Brudevognen! — Længe sad han opreist i Sengen og tænkte.
Og dertil kom han: at det farlige og frygtelige ved Kvindfolkene — det er, at de er aldeles uundværlige. Aldrig er nogen Beregning sikker, hvor de er med, og med maa de.
Nu havde han sin lange Plan saa sikkert lagt, saa fast besluttet, ved mange Maaneders Udholdenhed og Omsigt til alle Sider havde han knyttet den første Knude: Jessens Forretning og Ægteskab, og saa var han tilslut ikke kommen videre med sig selv, end at han paa et hængende Haar nær havde forspildt det hele.
Og det for en Kvindes Skyld, som han i Grunden var færdig med; og som desuden var og blev hans, naar han vilde. Med dyb Skam mindedes han Jacob, som uden Knur tjente syv Aar for Rachel.
Naar han saa paa det idag, stod det atter saaledes for ham, som det havde staaet iforgaars og under hele Arbeidet med Jessen — nemlig, at det var meget bekvemt at have Kaja Thorsen gift med saadan en Smule Mandfolk.
Og han tænkte paa Julie Krøger, nu kunde han gjøre det med Ro, snarest syntes han lidt Synd i hende. Men den anden — hun den deilige Fraskilte! — om han nogensinde skulde faa Hævn?
Tørres klædte sig paa, medens han blev mer og mer taknemlig mod Gud, som i siste Øieblik ikke havde tilladt ham at styrte sig i Fordærvelse. Dernæst tog han frem sine Bøger og Papirer, noterede sig Vexler og Laan, som forfaldt i de nærmeste Dage og gjorde Liste over de Skyldnere, som hans Mellembud i Dagens Løb skulde hjemsøge.
Han fordybede sig længe i en egen Bog, hvori fandtes noterede alle Cornelius Knudsens Vexler saavel de egne som Forbindelsen med Brandt samt den lille nye med Anton Jessen — foruden Garantidokumentet et Par smaa Vexler, som Fruen ikke havde villet nægte sin tidligere Kommis.
Han blev alvorlig, spiste sin Frokost i Tanker midt oppe i alle sine Papirer og Beregninger. Det kunde nok tage lang Tid; men han maatte tænke paa Jacob og de syv Aar — saa længe skulde det ialfald ikke vare!
Naar han nu kom i Forretningen til Banktid, var det tidsnok. I Butiken var der kommen en Kusine til Frøken Thorsen, som ogsaa hed Frøken Thorsen, desuden endnu en ung Dame, og Gutten Reinert var forfremmet til Betjent med Pomade i Haaret. Forretningen var øget, saa der al tid var nok at gjøre i Kontoret, hvor Tørres efterhaanden tog hele Arbeidet, idet dog Fru Knudsen beholdt sin Plads ved Pulten som den egentlige Principal.
Men mer og mer var kun kommen ind under den stærke Indflydelse af hans Arbeidskraft og hans Ungdom. Hun kunde hver Dag tage sin Plads i Kontoret saa rolig og kold, somom der ingenting var iveien; og dog fulgte der en nervøs Uro med dette store Mandfolk, som bestandig var i Virksomhed med hendes Affærer, arbeidede for hende som en Tjener, lod somom han adlød hendes Befalinger, medens hun inderst følte, at han allerede raadede over hende.
Han havde nu — uden at hun paa nogen Maade kunde sige hvorledes —, men hans Skyld var det, at hun var bleven fuldstændig skilt fra sin gamle Ven og Raadgiver Gustav Krøger. De var slet ikke blevne Uvenner, der var aldrig vexlet et ondt Ord mellem dem; men det var dem ikke muligt at gjenfinde den kammeratlige Tone; Krøger havde prøvet, men det mislykkedes; de hørte begge, hvor det skurrede; noget var kommet imellem dem, som havde forstyrret Forholdet for dem begge.
Nu hændte det aldrig mere, at Krøger kom løbende indom — gjerne barhodet, enten forat faa en liden Passiar eller med et Papir til Underskrift. Nu blev Vexlerne bragt af et Bud, og det var altid en pinlig Stund. For Hr. Wold noterede dem saa yderst nøiagtigt i Vexelbogen — skjønt det bare var Endossements, han konfererede Beløbene fra Gang til Gang, paaviste Fornyelserne og spurgte ved hvert nyt Papir udtrykkelig, om de ogsaa skulde skrive paa det?
Og under alt det havde han en Mine, som krænkede hende og ængstede hende; han sagde en Gang: de øger, disse Brandtske Vexler; det for i hende; hun syntes det selv; der var idet heletaget en Raslen af Vexelpapir og et Rend i Bankerne, som ikke var kjendt i hendes Mands Tid. Han havde vel Ret — Hr. Wold, at det var den nye Tids Maade, og Krøger gjorde ligesaa. Gid hun dog havde havt ham at spørge tilraads?
Alt mange Gange, fra han kom her i Huset, havde Tørres Wolds brændende Attraa kredset om den høie Fru Knudsen — saa vidt forskjellig fra lille Frøken Thorsen og hans andre Smaadamer. Og der var ogsaa en Tid, hvor hans Livs største Plan endte med at gifte sig med Fru Knudsen og drive Forretningen op, indtil Brandt var knust og Hævnen fuldbyrdet.
Men nu gik hans lange Plan langt forbi; og han maatte ikke bringes af Veien af disse Kvindfolk. Han mødte kold hver Morgen — han ogsaa; men Uroen greb ham udover Dagen, saa han mangen Gang ikke viste andet Raad end at gaa ned paa Søhuset og plage Livet af Simon Varhoug med sine Omkalfatringer.
Naar hun sad bøiet over sin Pult, saa han bare kunde se den klare Pande med det glatte sorte Haar, de staerke Øienbryn og Øienlaagene blødt hvælvede over de store Øine, kunde han gribes af en svimlende Lyst til at hoppe ned af sin Krak og løbe hen og tage hende. Og naar de sammen — som nu udover Vaaren — arbeidede til sent paa Aftenen med de nye Varer, som skulde kalkuleres og ordnes, blev det ham bestandig vanskeligere tilslut at tage sin Hat, sige tørt Godnat og gaa alene hjem i den lyse friske Foraarsaften.
I sin Nød fandt han paa at indføre sin Ven Præsten Opstad i Huset. Og det var for saa vidt heldigt, som Fru Knudsen nu — da de var tre — fik lære sin første Kommis at kjende som mere spøgefuld og lattermild end deres alvorlige Forretningsforhold hidtil havde aabenbaret; og saaledes blev Luften lidt mindre lummer mellem dem, medens Tiden gik, og Forretningen bestandig dreves op og udvidedes.
I Krøgers Hus var der igjen stille Tider. For Julie var hint Bal blevet et Vendepunkt i endnu høiere Grad end for Tørres. Hendes Veninde, som havde ført hende ind i det frie Liv og de modige Anskuelser, som kun halvt passede for hende, — hun var borte, og istedet kom Jolla Blom med Posen fuld: hele Byen reiste sine Pigger mod hende og hendes Far.
Og Tante Sofie saa, hvorledes Julie blev blegere og spidsere i Ansigtet, fandt frem de tarveligste Klær og begyndte at søge hen til sin Moders Veninder — til Opbyggelse eller The.
»Du tæres hen — jo Du gjør — Julie. «
»Jeg forsikrer — Tante, jeg er ikke syg.«
»Jo syg er Du, og jeg ved, hvad Du feiler,« sagde Tante Sofie med stor Sikkerhed.
Julie undveg; thi hun vidste, hvor det bar hen.
Men Tante Sofie var ikke fin; hun sagde næste Gang: »Kan Du slet ikke glemme ham?«
»Hvem?« — spurgte Julie skjælvende.
»Aa! — at Du vil abe Dig for mig! Du sveg ham i Nødens Stund,« sagde Tante Sofie med Varme.
Julie vendte sig bort; det var det samme Jolla Blom sagde og det var det samme, hun saa ofte kjæmpede med i Ensomhed.
»Men alt kan endnu blive godt,« mente Tante; »man kunde træffes igjen og forklare —«
»Aldrig — Tante!«
»Eller Du kunde lade ham vide —«
»Er Du gal — Tante! — aldrig —« Julie flygtede ind paa sit Værelse.
»Ja enten Du selv eller en anden,« sagde Tante Sofie for sig selv; hendes Livs Erfaring gik i den Retning, at Elskov hører Ungdommen til; og hun kunde ikke fordrage, at to unge Mennesker gik der og gjorde sig Livet surt, bare fordi den ene ikke vilde begynde med at byde et godt Ord.
Og selve Gustav Krøger havde tabt sit gode Humør; han gik tungt i Trappen op og ned mellem Forretningen og Stuerne, og han havde ikke engang Lyst til større Selskabelighed end et Parti Shak og et Glas Toddy med Overlæreren.
Men selv disse Aftener havde mistet sin Karakter; Krøger hørte uden Interesse om de Fremskridt, Overlæreren gjorde med sin Bog; og nævnte denne Suppekjøkkenet for Almuskolen, bøiede Krøger af og gav sig ifærd med sit Glas.
Indtil endelig en Aften, det var bleven temmelig sent, og de var færdige med at spille, men sad endnu med gode varme Glas, — da gjorde Overlæreren en Stop og sagde lige frem:
»Nei! nu skal Du fortælle mig, hvad der er iveien Krøger! — der er noget, som tynger paa dig — jo, der er! — aldrig taler Du mere om Din Plan, om Fondet.«
»Fondet?« — sagde Krøger og smilede uklart, saa Overlæreren endog et Øieblik troede, at Rommen havde været for stærk i Aften.
Men Krøger reiste sig op; og gik rundt i Værelset, somom han ledte efter nogen bag Møblerne, lyttede ved Døren og saa ud i Mørket bag Gardinet; Overlæreren blev mer og mer uhyggelig.
»Ja, for Du kan aldrig vide, hvor han er,« sagde Krøger, »han kan være gjemt de utroligste Steder.«
»Hvem? — hvem mener Du?« spurgte Overlæreren.
»Han — Bondegutten — Vampyren! —« raabte Krøger — ganske forstyrret i Ansigtet.
»Aa Snak! — « sagde den anden og lo, »Du er jo ganske besat af det Menneske«.
»Ja, det er jeg! — netop besat. Se, hvor langt han allerede har drevet mig. Her hjemme i denne selvsamme Stue har han paaført os en Skandale, som Julie aldrig forvinder —«
»Du overdriver Krøger!«
»— Som hun aldrig forvinder. Fra Fru Knudsen har han skilt mig, ødelagt vort gode gamle Venskab; han har tvunget os ind i denne Konkurrence, som ødelægger os begge; han tvang mig til at tage Jessen, forat beskytte mig og nu tog han Jessen igjen, for desto hurtigere at føre os alle til Slagterbænken —«
»Men Du blir jo gal — Krøger! — dette ene Menneske —«
Men Krøger fortsatte i stærk Sindsbevægelse:
»Og Fondet, Du nævnte, — det er væk — væk til siste Skilling; jag har maattet skrabe sammen fra alle Kanter, forat holde Foretningen oppe, og alligevel gaar det nedad — med rivende Fart; dersom han en Dag faar Fru Knudsen til at nægte mig Endossement saa er jeg ødelagt samme Dag.«
»Men Gud bevare mig! — er dette sandt?« raabte Overlæreren som nu blev alvorlig.
»Og jeg« blev Krøger ved, idet han satte sig tungt i Stolen og lagde Armene fremover paa Bordet — »jeg som indbildte mig, at jeg skulde drive Forretningen op til Rigdom for Julie og til Hjælp for mange! Nu faar hun kanske Ret — min Kone ! naar hun i Bitterhed spaaede, at jegvilde ødelægge alt! — hun faar Ret! — hun og de andre, hele Byen faar Ret over mig.«
Han sank sammen i Stolen, og Overlæreren blev siddende — taus og glemte sin Cigar. Der blev saa ganske stille i det gamle Hus, ingen Lyd fra Gaden, ingen Lyd i Stuen uden Krøger, som af og til drog et tungt Suk, der døde hen under det høie Loft, hvorfra gamle Englehoveder stirrede ned paa ham med for undrede Øine. —
— Imidlertid var Byen svært optaget af Anton Jessen og hans flotte Forretning. Det var en Butik, som man endnu ikke havde seet Mage til — snarere lig en stor Salon med tilstødende Cabinetter hvor den nygifte Fue og to unge Damer betjente Kunderne, medens Hr. Jessen gik til og fra og meddelte sine Raad og Anvisninger.
De udgjorde et nydeligt Par og passede for hinanden. — Han var mørk og altid høi nok til at tage sig ud ved Siden af sin lille lys-blonde Frue, der i sin sorte Silkekjole fik sin fine Figur fremhævet ved Lyset i Butiken og de kostbare Stoffer med de stærke Farver. Hendes Ansigt tog let Farve, og der var i hendes Blik, naar hun løftede det, noget for sigtigt kjærtegnende.
Hun havde allerede faaet et vist Lag til at pleie ham og passe paa, at han ikke kom til at overanstrænge sig; for det taalte han ikke. Allerede Dagen efter Brylluppet havde Gamle Fru Jessen faaet gode Tanker om sin Svigerdatter, idet hun fandt hende fuldt paaklædt i Stuerne, mens Stakkels Anton, som ikke var vant til store Selskaber, laa i Sengen med Hovedpine og Havresuppe.
Han var lykkelig over hendes rolig Ømhed, og hun var ham taknemlig, fordi han ikke plagede hende og spurgte. Hun gjenfandt sin Ungdoms Sværmeri for ham omtrent som for en nydelig Dukkemand; — den anden var Synden, mørk og uimodstaaelig.
Det var Tørres Wold, som havde sat Huset i Gang og faaet det indrettet paa den Fod, som han vilde. Hr. Jessen havde tænkt at dele sig mellem sin Forretning og sit Talent, som han nu med nogenlunde Sikkerhed havde fundet i Literaturen. Det var nu hans Tanke: ved at læse Vers høit for sin Kone — af de gode berømte Vers, vilde han selv uddanne sin Smag og sit Øre og saaledes fremelske det Talent, som beklagelsesvis saa længe havde ligget udyrket i ham.
Men inden han vidste Ord af, var hans lille Hjem et Samlingssted for Ungdom og Glæde, hvor man ganske vist morede sig, men hvor der ingen Plads levnedes Literaturen, ingen Jordbund for Talentet.
Han beklagede sig for sin Kone; og et Par Dage efter sagde Tørres Wold tilfældigvis:
»Du Jessen! jeg synes, det er underligt af Dig — Du, som har saa mange høiere Interesser, at Du kan være nøid med slige Selskaber, hvor der bare tjases og spises.«
»Hvem siger, at jeg er fornøiet?« svarede Hr. Jessen bittert og strøg sig over Panden.
»Men Kjære! — det faar da være Du, som angiver Tonen. Du maatte kunne finde paa noget, der kunde løfte os andre.«
»Anton læser saa yndigt —,« sagde Fruen uden at se op fra sit Arbeide.
»Læser han? — hvad læser han?« — spurgte Tørres overrasket.
»Især Vers.«
»Aa, hvorfor skulde Du komme med det!« raabte Jessen fortrydelig.
Men Tørres gav ikke Fred, før han fik Jessen til at læse en Prøve; og endnu samme Aften maatte han fremsige hele »Terje Vigen« for en beundrende Kreds. Og fra den Stund an vendte Hr. Jessen al sin Fritid paa at holde et afvexlende Repertoire; og naar nogen foreslog en selskabelig Sammenkomst hos ham selv eller ude, var han strax parat. Hans Moder var henrykt over hans Talent.
Saaledes gik Foraaret i Glæde og Solskin; og ligesaa sikkert som Maaned fulgte paa Maaned, ligesaa prompte paa Dagen vendte Vexlerne tilbage, forat indfries eller fornyes eller forvandle og forpuppe sig paa forskjellig Maade.
Men Hr. Jessen manglede aldrig Udvej. Den første Tilstrømning til den nye Forretning havde ikke blot fyldt hans Bøger, men ogsaa givet ham en Kasse, som kunde klare baade den kostbare Husholdning og modtage det første Stød af Vexlerne. Han rustede sig med Smag og uden at spare til Høst og Vintersaisonen.
Der gik baade sex Maaneder og der gik tolv Maaneder, og der gik tre til, men lidt besværligt. De Handelsreisende blev længere i Ansigtet og alligevel kortere for Hovedet; men der var saa mange af dem; man kunde bestandig faa, hvad man vilde, og Krediten blev seigere, jo stærkere man trak paa den. Indtil Bankchef Christensen pludselig en Dag trev sig i Næsen og sammenkaldte Bankens Direktion til Møde for lukkede Døre Lørdag Eftermiddag førstkommende.