Kielland JACOB/Kapitel 15
Dagen før — Fredag altsaa — var Tørres Wold gaaet tidligt hjem fra Forretningen. Fru Knudsen havde indbudt ham til at spise Aftens med hende sammen med Præsten Opstad; han havde svaret Tak uden at tænke sig om og var derpaa gaaet hjem.
Han sad med mange Papirer foran sig, og hans Hænder skjælvede, naar han rørte ved noget; og da det bankede paa den ydre Dør for han sammen og blev bleg.
Men inden han gik forat lukke op, klarnede han sit Ansigt foran Speilet, og sagde endog halvhøit til sig selv: jeg tænkte nok, det skulde ikke tage syv Aar!
Den, som kom, var Anton Jessen — bleg og forstyrret. Han slængte sig i Sofaen og udbrød: »Nu klarer jeg det ikke længer.«
Tørres saa op, uden Forundring, uden Spørgsmaal saa ganske koldt paa den anden.
»Jeg havde saa sikkert gjort Regning paa Dig« — sagde Jessen og slog Øinene ned.
Tørres trak paa Skuldrene og tog igjen fat paa sine Papirer. Der kjæmpede noget modstridende inde i Anton Jessen. Han syntes at den anden var forpligtet til at hjælpe, — han kunde ikke sige hvorfor, han vidste, at han havde ikke mere Pant eller Sikkerhed at byde, men det forekom ham dog, at han bød noget Vederlag for Hiælpen, men han kunde ikke sige, hvad det var; der samlede sig gammelt og nyt af Nag og møjsommeligt Raseri, mens han stirrede ufravent paa denne store solide Fyr ved Lampen med alle de fordømte Papirer foran sig.
»Vil Du ikke hjælpe os?« for han pludselig op.
»Jo — efterpaa —« svarede Tørres ganske rolig.
»Efterpaa — efterpaa! — ja Tak skal Du ha!« mumlede Jessen og gik nervøst op og ned i Stuen; han tænke paa Ruin og Skam og paa sin lille Kone, som vidste, hvor han var og hvad det gjaldt, og som nu sad skjælvende og ventede.
»Der er dem, det er værre for end for Dig — Jessen!« begyndte Tørres, »her er nu først det Garantidokument.«
»Som Du har faaet; Du er da sikret nok — skulde jeg tro!«
»Jeg haaber det,« svarede Tørres; »skjønt ingen kan vide det, naar Falliterne først begynder.«
»Er der fler?« spurgte Jessen spændt.
»Jeg ved ikke, om vi — om Fru Knudsen kan klare sig.«
»Men — Kjære! Det er jo en Ubetydelighed —«
»Ja lidt hist og lidt her! — naar først Bankerne blir opskræmt ved en Fallit, saa ved vi; dertil kommer alle Brandts Vexler, som vi staar paa.«
»Gustav Krøger ogsaa!« raabte Jessen i en Tone, som lød næsten henrykt.
»Jeg kan ingenting vide«, sagde Tørres og bladede alvorlig i sine Papirer; »men det forekommer mig —«
Imidlertid hørte Anton Jessen ikke paa ham, men tænkte paa andre Ting. Hans Fald tog sig ganske anderledes ud, naar det foregik sammen med saa store og gode Huse; hans smaa Tal vilde opsluges af de store, og i Skyggen af den almene Bestyrtelse over Huse som Gamle Brandt og Cornelius Knudsen vilde han kunne føre sin lille Fallit igjennem og kanske komme lempeligt fra det hele.
»Men dette er jo en hel Række —« sagde han.
»Det er en Krise,« svarede Tørres med Bankchefens Røst.
»En Krise — ja! — det er det netop«, raabte Anton Jessen næsten glad; og ilede lige hjem til sin lille Kone med dette dyrebare Ord, som næsten var bedre end Hjælp. Tørres sad endnu en Stund, inden han gik til Fru Knudsen, og da han allerede havde faaet Frakken paa, maatte han tilbage til Buffeten efter et stort Glas Cognac. I hele den lange Plan, hvis Løsning nu stod for Døren, var der kun et mørkt Punkt. Til alt det andet glædede han sig ligefrem, men Fru Knudsen —!
Naar han tænkte saa langt, pleiede han at forestille sig Fremtiden saaledes, at naar han havde faaet alt ordnet efter sit Hoved, vilde han gaa til Fru Knudsen og paa en eller anden Maade gjøre noget for hende. Tænkte han paa at gifte sig med hende, saa var det umuligt, naar hun havde gjort Fallit; og tænkte han paa at give hende Penge, saa var det endnu umuligere, for det vilde bare vække Mistanke og Folkesnak. Men han tænkte alligevel altid, at han vilde gjøre noget.
Mens han langsomt nærmede sig hendes Hus, sad Præsten Opstad allerede og talte livligt med den unge Enke. Og da Tørres traadte ind og saa dem sammen, slog den Tanke ham: om han itide havde ført disse To mod hinanden? Nu var det for sent, — dertil kjendte han sin Ven for godt.
»Og det gaar fremdeles godt med Hr. Jessen?« spurgte Præsten i Fortsættelse af Samtalen.
»Det tror jeg vist,« svarede Fruen, »det haaber jeg ialfald.«
»Man han er dog en Konkurrent?«
»Vi er alle Konkurrenter og gode Venner ikke sandt? — Hr. Wold! vi hjælper lille Jessen til at konkurrere med os saa godt som muligt?«
Tørres svarede: »Man skal ingen hjælpe over Evne — selv om det er en Konkurrent.«
»Nei, De kan have Ret,« sagde Fruen leende, idet hun gik foran ind i Spisestuen; de havde bare ventet paa Tørres.
Han vaklede en Stund mellem mange Stemninger. Skulde han prøve, mens et Vidne var tilstede, at lade, somom han var den forsigtige, som altid havde advaret? men det var jo latterligt for sent; imorgen vilde Anton Jessens Vexler gaa til Protest og paa Mandag vilde Falliten være offentlig.
Saa slog han om i Lystighed og fik dem til at le og more sig den hele Aften.
Men han krøb iseng med en usædvanlig beklemt Fornemmelse; og det var ham ikke muligt at blive af med Billedet af den første Nat i Fru Knudsens Hus, da han gjemte de første ti Øre, han havde taget. —
— Den egentlige Direktion, som fungerede og havde Løn i Christensens Bank, bestod for Tiden af tre Herrer. Først som Chef Christensen selv, dernæst Konsul With, som var hjulpet til denne Post af gode Venner, efterat han havde mistet sin Kones Formue under Carsten Løvdals store Fallit; og nylig havde Tørres Wold svunget sig op fra fleraarig Suppleant til virkelig Direktør.
I den korte Tid, han havde været med, var Bankchefen bestyrket i sin Dom over den unge Krafts Duelighed i Smaating; men, naar det kom til større og vigtigere Anliggender, ansaa han ikke Tørres Wold for vanskeligere at bøie end Konsul With, som skyldte ham Posten og var en knækket Mand.
Han lod derfor sine to Kollegaer sidde en Stund i Direktionens Værelse, inden han traadte ind med en Bunke Vexler mellem Fingrene.
»Som mine Herrer kanske ved, ser det ud til, at Firmaet Anton Jessen har visse Vanskeligheder i disse Dage.«
»Man har vel protesteret hans Vexler idag?« spurgte Tørres.
»Nei, jeg har saamænd ikke; det var kun smaa Beløb; — her er de; — jeg har hele Tiden ventet Jessens Bud.«
»Imidlertid er Solen gaaet ned,« sagde Konsul With og saa paa sit Uhr.
Bankchefen smilte indvortes over den stakkels Konsul, som aldrig kunde lade være at gjøre sig vigtig.
»Jeg fralægger mig Ansvaret for, at disse Vexler ligger over til Mandag,« sagde Tørres Wold.
Bankchefen løftede sin Næse, somom han prøvede Luften:
»Det er ikke i Overensstemmelse med denne Banks Traditioner, at gaa hastigt eller overilet tilværks mod gamle Kunder. Ved at gi ve en Smule Tid, en rimelig —«
Tørres Wold afbrød, idet han saa i sine egne Optegnelser.
»Foruden Bankerne er der kun to indenbys Firmaer, som staar i Forbindelse med Anton Jessen.«
»Brandt og C. Knudsen,« sagde Konsul With.
Bankchefen saa paa ham, tog dernæst sin Lorgnet, forat undersøge de Optegnelser, som Wold skjød hen til ham.
»Desto større Grund vil en Bank med vore Traditioner have til at vise Maadehold, naar der — som det synes — staar større Vanskeligheder forhaanden —«
De andre To taug stille; nu var de ved Sagen. Thi det var bekjendt, at Bankdirektør Christensen ogsaa drev en liden Disconterings-Forretning paa egen Haand, som imidlertid altid, naar noget gik galt, viste sig at være for Bankens Regning; ialfald var Tabet altid kommen over i Bankens Bøger gjennem en eller anden Bagport, inden det var for silde.
I de tre truede Firmaer havde han ikke saa lidet at tabe; han havde nok længe tænkt at redde sig; men til denne Stund havde han altid ment, der var Tid nok.
»Naturligvis«, sagde han overlegent, »har jeg længe kjendt disse Forhold; men jeg troer — som jeg har troet —, at man fremfor alt bør se at vinde Tid, — ikke gaa for haardt paa —, prøve med Lempe at afvikle —«
Til hans store Forbauselse slog Tørres Wold op en liden haard Latter og sagde:
»Jeg forlanger, at de nødlidende Vexler protesteres senest Mandag. —«
Bankchefen rettede sig; det var paatide at stagge den unge Kraft en Smule.
»Det bliver iethvertfald et Direktionsspørgsmaal — at afgjøre paa sæd vanlig Maade. Hvorledes stiller De Dem — Hr. Konsul With?«
Bankchefen saa ikke en Gang paa ham, saa vis var han paa Svaret.
»Jeg maa fuldstændig slutte mig til Hr. Wolds Votum,« sagde Konsul With med usikker Stemme.
Bankchefen gjorde et Sæt i Stolen. Han viste ikke, at Konsul With, hvis Indtægter slet ikke strak til for den gamle Kavaller, for længe siden var i Tørres Wolds Klør, som her første Gang havde brugt sin Magt over ham. Og fra Konsulen saa Christensen hen paa den nye Kraft, han selv havde trukket frem. Og han følte, at al hans Applomb, hele Borgertonen, hele det store Elefant-Apparat var aldeles spildt og virkningsløst paa denne Bonde-Sikkerhed, der sad trygt paa sine Penge uden nogen anden Tanke i sit Hoved.
Han begyndte at tale, idet han beklagede de uheldige Forhold, beklagede Byen og de enkelte Personer; men Tørres, som ikke gad høre det lange Tilbagetog, vendte sig til Konsul With, der førte Protokollen:
»Altsaa vedtages mit Forslag?«
»Énstemmig!« — sagde Bankchef Christensen med sin dybe Alvorsrøst. —
— Søndag Formiddag talte Fru Knudsen med en Dame i Kirken; og hun sagde, det var ganske vist, at Anton Jessen skulde gaa Fallit; hendes Mand havde selv hørt det af Konsul With igaaraftes paa Klubben.
Fru Knudsen gik lige fra Kirken og hjem til Wolds Bolig, hvor hun aldrig havde været før; men den tykke Bertha, som nu tjente her, forklarede, at Hr. Wold var ude og kom ikke hjem til Middag — neppe før iaften.
Ganske alene spiste Fruen til Middag; men hun spiste ingenting, sad bare og tænkte og tænkte; — eller gik op og ned i Stuerne og ventede. Hvis der var noget saadant paafærde, maatte Wold vide det, og da maatte han jo strax komme til hende, forat de sammen kunde overlægge, hvad der var at gjøre.
Hvorledes stod det egentlig? — og hvor langt var hun kommen i det med de Jessenske Papirer? Pinligt mindedes hun, at hendes Mand, som altid roste hende, alligevel havde sagt, at fuldt ud Handelsmand blev hun aldrig. Men saa havde hun dog været langt roligere i hin Tid, da Krøger raadede hende; nu vidste hun i Virkeligheden hverken op eller ned.
Hun bar endnu langt fra nogen ond Mistanke mod Tørres Wold. Hun forklarede sig hans Opførsel saaledes, at nu, da det var gaaet galt med hans Ven, som han bestandig havde været saa hjælpsom mod, nu skammede han sig for det Uføre, han havde ført hende opi; og derfor kom han ikke.
Men hun syntes, at det var feigt af ham; og jo længer det led, jo mindre syntes hun, det passede til hans Karakter, som hun kjendte den. Et saadant Stød skulde han modig have taget som en fælles Ulykke, der bragte dem til at staa sammen; — og da — da kunde mangt bedres og alt bæres.
Men at han lod hende alene den hele Dag, det læssede Vægt paa hende for hver Time, som gik, udover Eftermiddagen; til Pigen kom og vilde tænde Lampen.
Fru Knudsen vendte sig og sagde Nei Tak; frem og tilbage gik hun forbi Vinduerne, Regnen piskede mod Ruderne, og Gaslygterne, som netop blev tændt, flimrede usikkert over den sølede Gade.
Til Krøger kunde hun ikke gaa; der var kommen saa meget imellem. Og hun vidste altfor vel, hvilket Ansigt han vilde sætte op — han, som fra første Dag havde advaret hende mod Wold. Hun følte, at hun kunde ikke taale den Mistanke, som voxede og voxede tiltrods for alt, som lurede sig frem i Mørket fra alle Kroge, mens Tiden gik, og Ingen ringede paa i Entreen.
Pludselig tog hun sig sammen, gik ind paa Kontoret og tændte Gassen. Saa meget Forretningsmand var hun vel, at hun kunde opgjøre en Oversigt over sin status, naar hun først vilde.
Men da hun havde faaet de tunge Bøger ud af det ildfaste Skab og hen paa Pulten, sank hun alligevel sammen over dem, — somom disse Mandfolk tilslut havde ladet hende i Stikken med noget, hun ikke forstod.
Mandag Morgen tidligt sad hun fremdeles bleg og forstyrret i Kontoret, hun havde næsten ikke været i Seng. Foran hende laa de besværlige Forsøg paa en ordnet Oversigt over Forretningens Stilling; men det var hende ikke muligt at faa Greie paa det hele; hun saa kun Tallene svulme til Beløb, som hun ingen Anelse havde om.
Tørres Wold kom ogsaa tidligt; hun hørte hans Skridt gjennem Butiken og vilde løbe ind i Stuen. Hun vovede ikke at være alene med ham; hun turde ikke se ham i Øinene, for ikke at opdage det skrækkelige; — men alligevel blev hun siddende som fastgroet paa sin Plads — bøiet over Bøgerne.
Tørres havde beregnet at faa være alene en Stund i Kontoret; men da hun sad der, og da han saa hendes Bleghed og hele Skikkelse, sagde han:
»Jeg ser, De ved Alt — Frue!«
Selv undrede han sig over sin Stemme; det var ogsaa noget ganske andet, han vilde sagt; men hun, som hørte Usikkerheden, hun anede i et Øieblik hele Falskheden, og i sin store Hjælpeløshed bad hun sagte uden at løfte Hovedet:
»Vil De gaa hen til Hr. Krøger og bede ham komme her ind til mig?«
Tørres var glad over at slippe ud igjen. At gaa til Gustav Krøger — bevæbnet som han var idag — det var Opgjør og Sejer, Hævnens store Dag, som han i aarelangt Arbeide havde nærmet sig til.
I Kontoret ovenpaa sad Krøger alene, ældet og tung, med slappe Folder i det store rødladne Ansigt, hvor Blegheden viste sig gulagtig over Panden og Kinderne. Han havde ogsaa hørt om Anton Jessens forestaaende Stansning, og skjønt der ikke var anden direkte Forbindelse mellem dem end det Garantidokument, han havde undertegnet, var han dog denne Morgen bleven aldeles overvældet. Thi han viste, at Cornelius Knudsen stod Jessen nærmere, og dersom Fru Knudsens Kredit ved den pludselige Stansning fik noget Stød, saa var det ude med Brandt, han ejede ingen anden Forbindelse at ty til; de udenlandske havde efterhaanden trukket sig tilbage, C. Knudsen var det eneste Navn paa alle hans Papirer.
Men værst af alt og hvad der fortærede ham i Angst og afmægtig Vrede — det var den Satans Gut, som var Skyld i alt, og med det samme han slog sin Haand i Bogen og forbandede ham, stod han lyslevende i Døren.
Krøger tvang sig, knurrede bare lidt, da den anden hilste Godmorgen; og Tørres Wold lagde Hat og Stok fra sig som en besindig Forretningsmand, tog Plads ved Bordet og fremtog sin Lommebog fuld af Papirer.
»De ved naturligvis, at Anton Jessen er stanset?«
Krøger nikkede.
»Men De ved kanske ikke, at denne Fallit er et slemt Stød for vor felles Veninde — Fru Knudsen?«
Fælles Veninde! — tænke sig, at nu var det kommen saa vidt, at han skulde have sin gamle Inclination til fælles Veninde sammen med denne — med dette — hm! — han holdt sig i Ro, men det kogte i ham.
Tørres mærkede alt; men med et Velbehag, som han ikke gjorde sig nogen Umage med at skjule, tog han sine Papirer roligt frem. Det var dette Øieblik og denne Scene, i det selv samme Værelse, ud af hvilket han hin Aften var jaget som en Hund — det var den længe udtænkte Hævn, og han nød den uden at for sluge sig.
»Vi vilde gjerne vide, hvilken Støtte vi under disse Omstændigheder kan vente fra Deres Side?«
Krøger slog blot ud med Armene; han kunde ingen støtte, kunde han staa selv, saa —
»Thi uden øieblikkelig Hjælp er vi nødt til at stanse i Eftermiddag,« sagde Tørres.
Krøger for op i Stolen: »I Eftermiddag?«
»Skulde De lægge megen Vægt paa Dagen, kan jeg vel som Bankdirektør opholde Katastrofen til imorgen,« sagde Tørres smilende.
»Dette er Deres Skyld — De — De —!«
»Men uden direkte Hjælp — Tilskud af Kontanter — kan vi alligevel ikke undgaa Konkurs; som De vil se er vor Endossements-Forpligtelse mod Brandt — De vil se, Summen har øget i det siste,« — Tørres skjød Papirerne over til den anden; men Krøger saa blot et Øieblik paa Summen, hans Ansigt blev rødt, og han brusede endnu engang op:
»De har ødelagt hende og os alle; stjaalet, røvet, plyndret —«
»Jeg skal nok forsvare, hvad jeg har gjort,« sagde Tørres og saa ham tirrende ind i Øinene, »se hellere til, hvorledes De klarer Dem.«
Krøger sank sammen; hvad kunde det nytte at fare op? — alt var tabt, og Slutten var kommen, og han glemte næsten, hvem det var, som sad der.
»Stakkels Julie!« — sukkede han og vendte sig bort.
Tørres sad hele Tiden med endnu et Papir i sin Haand, som han vilde levere; men han ventede, han sparede — som Børnene, naar de spiser Suppen først og gjemmer Sviskene. Aldrig havde han følt sig saa glad og stærk. Og da han hørte, den anden nævne Julies Navn, for der ham en lykkelig Tanke gjennem Hovedet.
»Ja, man kan aldrig vide, hvad man viser fra sig,« sagde han ganske dæmpet, forat prøve.
Krøger dækkede med Haanden for sit Ansigt. Ogsaa hos ham var denne Tanke slaaet ned. Det var jo Julies Penge, han havde ødelagt, og det var hendes Fremtid.
Allerede en Gang havde han — her i det selvsamme Kontor grebet ind i hendes Skjæbne paa en Maade, som han aldrig havde faaet Tak for.
Men selv havde han indtil dette Øieblik priset sig lykkelig, som undgik en slig Svigersøn.
Nu forandrede dette sig i faa Minutter. Den unge Mand, som sad her, havde baade Hoved til Forretningen og Penge — hvorfra, vidste Ingen; men hvem havde Tid til at tænke paa det nu? Og kanske, naar alt kom til alt, var det netop denne Mand, Julie gik og tænkte paa, mens hun tæredes hen.
For sin egen Part vilde det være ham en uhyre Overvindelse; men havde han Ret til endnu engang at opofre sit Barns Skjæbne — især nu, da alt, hvad hun ejede, stod paa Spil, og denne Mand var den eneste Redning, Redning for dem alle!
Tørres gav ham god Tid til at tænke helt tilende, og sagde bare — ligesom for sig selv:
»Der er saa mangt, En kunde ønske at gjøre omigjen.«
»Ja, der er saa!« mumlede Gustav Krøger med stor Anstrængelse; »— naar det ikke er for sent.«
»Det er aldrig for sent at gjøre det, som ret og klogt er,« sagde Tørres forsigtigt; hans Hjerte hamrede i Spænding.
»Ja,« — sagde Krøger endelig og vred sig paa Stolen, medens hans Øine uvist gled opover mod Tørres’s Ansigt, »saa var det jo kanske ikke umuligt, — hvis alle Parter vare enige,at — at komme til — en bedre — en bedre Forstaaelse.«
»Ah — nu forstaar jeg — « sagde Tørres og trak Pusten, han havde naaet den høieste Top, »De tænker paa Deres Datter; som De ser har der ogsaa været gjort Tilnærmelser om den samme Sag,« han rakte sit Papir frem; — »men det var noget ganske andet, jeg tænkte paa — noget ganske andet —« tilføiede han og nød sine egne Ord.
Men Gustav Krøger gav et Skrig og stirrede i Papiret; det var et Brev til T. Wold fra Tante Sofie — han kjendte Skriften; — Linierne dansede for ham, han saa bare — »opklare mulige Misforstaaelser« — »Tilnærmelser fra begge Sider« — og han forstod, at det yderste Maal var naaet, Ydmygelsen fuldbragt; de bød hende frem — hans egen Datter! — og dette Menneske traadte dem alle i Støvet!
Tørres iagttog ham, somom han var bange for at miste et eneste Træk. Da blev Døren aabnet bagved ham, og idet han vendte sig, saa han Fru Knudsen komme ind — høi og blee somom hun gik isøvne.
Forbi ham gled hun, uden at se til hans Side og bøiede sig ned over Krøger og hviskede:
»Tilgiv mig! — det er min Skyld altsammen.«
Krøger laa ubevægelig paa sine Arme fremover Bordet og krammede Brevet ind i sin Haand; hun lagde Armen om hans Hoved og blev ved at hviske til ham — gode Ord af deres gamle Venskab.
Det gjorde et Skaar i Tørres’s Triumf at se hende saaledes. Men han tænkte strax, at naar hun paa en saadan Maade tog hans Fiendes Parti, saa behøvede han hellerikke at genere sig.
Smaanynnende mellem Tænderne tog han Hat og Stok og gik sin Vei.