Kondoren/Kapittel 1
Gøteborg var lyst i socialismens ban. Der hvilte en tung og trykkende stilhet over den ellers saa livlige by. Julisolen hang som en gnistrende tyngsel over hustakene. Menneskene gik omkring i gatene i hviledagstempo, sporvognenes glade klokketriller lød ikke mere og automobilenes dumpe rovdyrsbrøl hadde forstummet.
Det var som om hele staden var rammet av en lokal bedøveise, — et slaganfald, som hadde lammet dens funktioner.
Hospitalsstille spaserte man omkring i solen. Ingen glad latter hørtes. Ingen hadde hastverk. Man snakket med hinanden i en bekymret tone og stemmerne sank til en hvisken — som barn der er samlet om en mors sykeseng.
Nede ved Järntorget stod arbeiderne i smaa klynger. De saa bleke og alvorlige ut, og de sorte helligdagsklær gjorde dem endnu blekere. Deres hænder var i uavladelig bevægelse. De led under lediggangen, mens hatet brandt i deres hjerter. De stod utenfor Folkets Hus — deres fæstning og borg, hvor alle vaaben smededes i denne forfærdelige, ublodige kamp mellem kapitalismen og dens misfornøiede tjenerskap.
Herfra ned til de store kaier gik der en stadig bølge. Det var havnearbeiderne, som alle hadde blæst til kamp — og det var dem, som hadde trumfet igjennem den store lokale streik. Og nu vandret de der paa de mægtige granitblokker ved Gøtaelven og passet paa, at ingen sulten djævel brøt ut av den tvungne lediggangs rækker. . . . . .
En stor klynge hadde samlet sig om den svære amerikanske lastedamper ved jernbanebryggen. Whinchernes monotone fræsen klang ilde i arbeidernes ører. Hele mandskapet var sat til at lade et parti træmasse, som laa paa kaien. Den amerikanske kaptein stod selv mellem de firkantede pakker og hans holdning var meget respektindgydende. De streikende arbeidere kunde vanskelig undlate at lægge merke til de forhøininger, som stak frem bak den korte uniformsjakke. Det var tydelig, at yankeen ikke lot sig trampe paa tærne. Og de hadde mere respekt for disse øiensynlig meget sværkalibrede revolvere end for det halve snes konstabler, som formante dem til ro og orden. . . . .
Arbeidet gik imidlertid langsomt. De amerikanske matroser hadde liten øvelse og deres klodsethet lønnedes med mange haanlige tilrop fra det professionelle publikum.. . . . .
En høi, blek mand med slitte klær, som sat daarlig paa ham, og store hullete støvler, brøt sig gjennem ringen. Arbeiderne lot ham kun uvillig slippe frem. Da han var kommen til den ytterste ring sperredes veien for ham av en liten flok. En stor tykhalset havnesjauer stillet sig truende for ham.
— Hvad vil du? ropte han truende.
— Arbeide, sa den fremmede og søkte at trænge sig frem.
— Naa, naa, svarte sjaueren mørkt. Ta det med ro. — Hva slags kar er du?
— Nordmand!
— Ja saa det er du. Forbandede streikebryter. Pak dig herfra, ellers gaar det dig ilde, kamerat. Vi har en kur mot folk av dit slags. . . . Naa, vil du dra dig unna fortere end svindt. . . .?
— Avveien, sa den fremmede med en myndighet, som stak av mot hans lurvete utseende. Jeg gjør, hvad jeg vil og lar mig ikke skræmme! . .
— Konstabel, ropte han over stimlen til en av lovens haandhævere, vil De la mig slippe frem!
Han fik ikke talt ut. Den tykhalsede sjauer grep ham med et kjæmpetak i skulderen og arbeiderne la sig som en kvælende ring om ham paa alle kanter. Konstabelen saa sig raadvild omkring — han hadde ordre til at fare med lempe og blandet han sig op i dette vilde fanden være løs. Han vendte sig og gjorde som ingenting. Nordmanden fik greie sig som bedst han kunde. . . .
Men da hændte noget ganske merkværdig. Ringen om den fremmede blev pludselig sprængt. Det var som en bombe hadde eksplodert. Manden hadde bøid sig ned, befridd sig for grepene og hævet sig op i en halvomdreining og feide med sine armer arbeiderne fra sig. Den store sjauer fik desuten i tilgift et støt under brystbenet, som sendte ham helt bort til den neutrale politimand.
Det hele var gaat saa hurtig for sig, at da arbeiderne var vaaknet til ny aktion, befandt manden sig helt henne ved den amerikanske kaptein, som med megen forbauselse hadde været tilskuer til den lille episode. Men den tykke sjauer vilde ikke gi sig. Han styrtet frem i vildt raseri, men amerikanerens lynsnare bevægelse i retning av den ene truende baklomme fik ham i tide til at vende om og utøse sit raseri overfor konstabelen, der smilte gemytlig og fornøiet over denne utgang paa den for ham litt pinlige affære.
Kapteinen saa forbauset paa den lurvete skikkelse, som stod foran ham. De usle klær, den pjuskete levning av en engelsk reiselue, de gapende huller i støvlene gav ikke noget paalidelig indtryk. Men denne mands rolige og beherskede ansigt, hans klare blaa øine talte et andet sprog. Og hans kræfter og koldblodighet under det lille basketak var en anbefaling god nok for en mand, der tilhørte en nation, som vurderer et sikkert øie, en kraftig næve og en urokkelig ro.
— Hvad vil De, sa kapteinen med barsk velvilje.
— Søke arbeide ombord, svarte nordmanden paa engelsk.
— Har de papirer?
— De ligger i mit logi.
— Hent dem!
Nordmanden saa sig om og trak paa skuldrene.
— Blir vanskelig nok, saa længe den ringen staar der.
Amerikaneren betænkte sig litt.
— All rigth. Har bruk for en whiper. De to, jeg hadde, rømte i Portsmouth. 7 dollars uken. Meld dig for maskinmesteren. Og kom saa og ta en tørn her paa bryggen. Men hvad tøiet og papirerne angaar. . . .
— Det er ikke stort, hr. kaptein. Og jeg vil nødig bli slaat ihjel.
— Well. Du skal faa litt tøi av mig. Vi kan ikke vente et minut. Om fem timer maa vi være ute av denne forbandede streikehule. Saa — kjør ivei. . . .!
Den høie mand trak et lettelsens suk, gik hurtig ombord og krøp ned i maskinen. Ved fyrstedet saa han tre mand nakne til beltestedet skuffe kul ind i ildhavet. En liten tyk fyr med et trillende rundt ansigt, hvorom sveden perlet som ilddraaper i det rødgule lys, saa nysgjerrig paa ham.
— Hvad djævelen vil den fyr her, sa han hidsigt. Reis og ryk. . . .
— Skal melde mig for maskinmesteren som whiper, svarte den fremmede. Den lille runde mand lysnet en smule.
— Hvem har sendt dig?
— Kapteinen.
— Har du været i en maskine før?
— Nei.
— Saa for djævelen —
— Men jeg kan omtrent det jeg vil. De skai bli fornøiet med mig.
Der var en selvsikkerhet over mandens væsen, som overbeviste maskinmester Jenkins om, at han hadde ret. Han knurret litt i embeds medfør, bandte mat og gratulerte sig i stilhet med, at han nu skulde slippe at staa dernede ved kjelene og stekes til smør. . . .
— Kapteinen bad mig ta en tørn ved ladningen, sa den nye whiper. — Passer det?
— Du faar gjøre som kapteinen sier. Pearson er ikke til at spøke med. Skrup av, ellers flaar han dig levende. Men om tre timer maa du staa her ved skuffen. . . .
Maskinmesteren saa efter ham.
— Pudsig fyr, mumlet han. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at sparke ham ned over trappene som de andre. Han virket næsten som en dannet mand. — Staar du der og piller dig i næsen, skrek han pludselig rasende til fyrbøteren, — din skollete bavian, dit stinkende aadseldyr . . . din . din . . . .
. . . . . .
»Ti timer efter stod dampskibet »Rosario« tilhavs med en vældig røksøile efter sig, der skygget over Vinga fyr.
En halvnaken mand stod tungt pustende i nedgangen til maskinrummet og stirret nordover, hvor det tynde sprinkelverk av Paternosterfyret saavidt skimtedes mot den bleke morgenhimmel. En uendelig smerte stod skrevet i det mandige ansigt.
Aah — guderne var misundelige. De hadde jaget ham fra den, han elsket. De hadde dømt ham til landflygtighetens helvede, til ensomhetens skjærsild.
Alt hadde han mistet. Sin hustru, sin ven, sin ære. Han hadde søkt døden, men livet var ham for sterkt.
Jonas Fjeld, den unge læge, hvis navn nu stod med rødflammet skrift i politiets bøker, banktyven og drabsmanden, var død for dem, han elsket.
Havet hadde spyttet ham ut av sit svelg. Og nu gled den ensomme landflygtige ned i det store eventyrs mylder, hvori tusende menneskeskjæbner er sunket lydløst — uten skrik og uten klage.