Kondoren/Kapittel 2
— Naa Jenkins, sa kaptein Pearson en dag ved frokosten, hvorledes gaar det? Kan De bruke den fyren, jeg sendte ned til Dem i Gøteborg?
Den lille runde maskinmester gav sig god tid med svaret. Han tygget samvittighetsfuldt paa et stykke bacon, skyllet den ned med en genever, tørket sig om munden og snøftet betænksomt.
— Om jeg kan bruke Johnny Stone? Ja — ser De kaptein, det er en figur, jeg ikke kan bli klok paa. Han er ikke som de andre.
— Storsnutet?
Maskinmesteren klødde sig i hodet.
— Ikke netop det. Men jeg liker ham ikke rigtig. Jeg liker i det hele tat ikke folk, som er noget andet, end de gir sig ut for.
Vi som lever dernede i maskinen tar det ikke saa nøie med komplimenter og dikkedarer. Der er ikke ørenslyd for den slags. Man faar greie sig, saa godt man kan, med næveslag og spark, respekten, vet De.
Kapteinen gryntet bifaldende.
— Men denne lange slampen, som Dere langet ned til mig i Gøteborg, duer ikke til at bli sparket. Forsøkte det engang. Vet De, hvad han gjorde. Han smilte fan ta mig. Og det er første gang, jeg har set den karen smile. . . . Nei slik en whiper har jeg aldrig hat!
— Gjør han, hvad han skal?
— Om han gjør? . . . Han sliter værre end en floridaneger. Kulspruten staar som en røk fra ham, naar han tar fat. Han pudser, og han oljer, som hadde han krøpet inde i en maskine hele sit liv. Han kan alt og forstaar alt. Jeg behøver bare at peke. . . .
— Men sparke ham . . .?
— Nei, det tør jeg ikke. Jeg sier det, som det er. Han ser ut, som han selv er vant til at sparke. Jeg er ræd manden, naar han sætter de blaa gluggene paa mig. Nævene hans ser ut som storslægger og kroppen er hakket op av knivstik. Det er en farlig djævel, kan De tro. Han har nok en eller anden fordægtig historie bak sig.
Kaptein Pearson gapte let.
— Hvem har ikke det, sa han haanlig. Vi er alle sjørøvere for Vorherre. Saavidt jeg mindes, sparket De en fyrbøter ihjel ifjor utenfor Finisterre. Men ingen braaker noget for det.
— Det fulde svin, mumlet Jenkins. Han fik nøiagtig det, han fortjente.
— Ja ja, sa kapteinen, det er saa det. Men det blir vanskelig at faa fyrbøtere paa den maaten. De faar se at holde paa dem, De har. Den nye whiper er billig, — ham slipper vi ikke.
— Da faar de lægge haandjern paa ham, naar vi kommer frem. For Johnny har sagt, at han forlater skuten i Buenos Ayres.
— Saa det har han sagt, lo kapteinen. Men den gaar ikke. Jeg skifter ikke folk like saa let, som jeg bytter skjorte. Naa saa han vil i land. Jeg tænker vi kalder det rømning. . . .
— Han har jo ikke tat hyre længer. . . .
— Hold kjæft, Jenkins, brølte kapteinen, og ederne ramlet som et stenskred av hans mund. Tror jeg ikke, De staar paa mandens parti.
— Nei, det gjør jeg ikke, mumlet maskinmesteren. Men vogt Dem for den fyren, kaptein. Han biter fra sig. . . . Slip ham med det gode.
— Aldrig! buset den vrede skipper ut. Han skal slikke kul her paa »Rosario«, til han blir myk. Stol paa det. . . . Velbekomme!
Kapteinen reiste sig, slog i bordet, saa koppene danset omkring hverandre, og forlot kahytten.
»Rosario« var forlængst glidd ind i Passatens milde luftninger. Solen laa som et gulrødt øie i den ætherblaa luft og stirret varme fra sig. Matrosene gik halvnakne omkring og pudset messing. Og i kjølvandet boltret der sig et stort dyr med en trekantet rygfinne. Det var en hai, som gjorde turen med paa chance. Hvem visste, hvad der kunde falde av: litt raattent kjøt og alskens spiselig avfald eller i bedste tilfælde en eller anden uforsigtig velfødd matros, der dumpet i sjøen.
I øst saaes en tynd takket linje hæve sig over horisonten. Det var den arrete rand av det vældige fremtidsland under Æquator, den ytterste utpost av den store parvenu, hvis brede frodighet er blit en magt i verdenskonkurransen: Argentina.
Tolv timer efter gled »Rosario« ind i det hylende, larmende mylder paa Buenos Ayres havn. De smaa vevre toldere sprang ombord og skrek og skraalte. . . . Havnelægen snuste omkring i kahyttene og drak en utsøkt whisky og soda med kaptein Pearson, en lang yankeeagent shaked hands med styrmændene — alt var i orden. . . .
. . . Hvad ønsker De, spurte kapteinen den nye whiper, som i sine gamle klær stod foran ham.
— Min hyre, svarte Jonas Fjeld alias Johnny Stone. Det blir 42 dollars.
Kapteinen trak ut en skuf. — Her er pengene, sa han. Akkurat 42 dollars. Det er god betaling. Gjem dem godt. Du faar nok bruk for dem engang. Og hvad klær angaar skal du faa et par blaa bukser og nogen nye sko, naar vi kommer tilbake til Europa.
Fjeld saa forbauset op.
— Jeg forlater Deres skib her, sa han. Ellers tak!
— Naa, saa det gjør du, hvæste kapteinen. Vil du rømme?
— Nei, sa whiperen. De har ingen ret til at holde mig tilbake. . . . Tak for denne gang, kaptein Pearson . . . Farvel.
Yankeens røde og brutale ansigt blev litt blekere. Han saa ut, som om han vilde kaste sig over den høie nordmand; men han betænkte sig.
— Well, sa han tilslut og gapte. Saa var det altsaa de klærne. Vil du følge med ned i garderoben. . . .
Han tok en nøkkel fra væggen, gik foran Fjeld ned paa bangerdækket og stanset foran en jerndør. Lukket op og gik ind. Fjeld fulgte nølende efter. Det var et mørkt rum. Et eller andet plagg dækket koøiet.
— Gaa ret frem, saa skal jeg slaa paa lyset, sa kapteinen.
Fjeld hørte listende trin bak sig. Han fik et vældig puf i ryggen, og i næste øieblik hørte han døren smelde i. En nøkkel blev vridd rundt i laasen.
Kapteinen hadde overlistet ham, han hørte en haanlig latter utenfor. Saa aapnet der sig en luke i jerndøren og Pearsons røde hode nikket skadefro til ham.
— Naa, saa du vilde rømme, sa han raat. . . . Jeg tænker, du blir her hos mig i — garderoben. Der fins ikke koseligere rum paa hele skibet. Vi bruker det til cachot, naar det kniper. Mat skal du faa, men gjør du vrøvl, har jeg nogen armbaand til dig, som vil berøve dig appetiten . . . he?
— De er en gjennem hæderlig person, kaptein Pearson, sa whiperen koldt. De er en pryd for Deres stand. Maa the United States aldrig mangle mænd som Dem!
Kapteinen stirret forbløffet paa ham.
— Ikke destomindre, tilføiet Fjeld, vil dette hyggelige jernbur være tomt inden aften. Deres elskværdige selskap kjeder mig. Jeg har gjort mit arbeide paa »Rosario«. Vi er kvit.
— Svinehund, brølte kapteinen. Forbandede kulæter. Vent til vi kommer tilsjøs igjen. Da skal du faa et par bukser paa, som skal klø dig i knoklene.
Og han spyttet sit raseri ind i luken.
Det burde ikke kapteinen ha gjort. Ti før spyttet hadde naadd sit maal, krummet der sig to jernnæver om hans hals. . . .
— Hvis De rører Dem en tomme, hr. kaptein, hvisket en stemme i hans øre, brækker jeg nakken paa Dem. Jeg kan taket. . . . Og hva sier De nu om at laase mig ut?
Pearsons onde, brutale øine gnistret i halvmørket som en fangen tigers, mens han snappet efter veiret. Han gjorde en bevægelse med den ene arm. . . .
— Slip revolveren, skrek Fjeld, eller. . . .
Men kapteinen hadde allerede faat løpet op i luken og fyrte løs. Kulen streifet Fjelds hals, og en tynd rød blodstrime piplet frem.
Da slap nordmanden sit kvælertak og slet revolveren til sig, før kapteinen fik trykket løs for anden gang.
Men Pearson faldt rallende overende paa dækket, mens forbandelserne røk som en hvislende fraade fra hans mund. Saa krøp han hen til kahytstrappen, laaste sig inde i sin kahyt og reparerte sin maltrakterte hals og sit nederlag med et stort glas whisky. Og svor dertil en hevn, som fik de kolorerede portrætter av Abraham Lincoln og George Washington til at blegne paa sine pladser over det tykbenede skrivebord av kalifornisk eketræ.