Kondoren/Kapittel 13
Donna Francesca kom sig fort. Hun lysnet op som en av de tropiske blomster, der er blit kvit et farlig insekt. Saaret lægedes hurtig, og latter og sang lød atter over Estancia del Atajo. . .
Dr. Gusman følte sig meget overflødig. Han var lutter beklagelse over sin feilagtige diagnose, drak i ærgrelsen nogen glas mere whisky, end han taalte, hos sin ven Redaelli og forsvandt for stedse fra Ferejos enemærker. . . Derimot telegraferte Don Manuel efter Fjelds raad til Resistencia efter Don Esteban de Francia, som brændte av begjærlighet efter at lære sin vordende brud at kjende.
Donna Francescas taknemlighet likeoverfor Fjeld var nemlig uten grænse. Han maatte i timevis sitte ved hendes sykeseng og fortælle hende om sit land og folk. Den norske læge la ikke skjul paa noget. Han sværtet sig saa godt til som mulig uten dog at gaa nærmere ind paa de mørke punkter i sit liv. Som en ældre bror sat han der ved hendes leie og forsøkte at vende hendes tanker mot Don Esteban. . . Men paa dette omraade var den unge dame utilgjængelig for visdomsord.
—Kan du ikke se Johnny, hvor forelsket jeg er i dig, sa hun halvt i spøk og halvt i alvor.
—Forelsket? lo Fjeld. Jo, det skulde se nydelig ut. Man er ikke forelsket i nogen, som er dobbelt saa gammel som en selv. Men jeg misunder Don Esteban hans ungdom. . .
—Aa tøv, Johnny. Jeg sier dig likefrem, at Don Esteban ikke er nogen mand for mig. Tror du, han kunde sprætte maven op paa mig og gjøre mig frisk?
—Selvfølgelig kan han det. Jeg har hørt tale om ham. Det er en udmerket mand.
—Tror du? . . . Men si mig, Johnny, hvorfor vil du ikke ha mig? Er jeg ikke vakker og voksen nok . . . og er jeg ikke snild og god nok? . .
—Hør mig, Donna Francesca, sa Fjeld alvorlig. Nu maa vi la den spøk fare. . . . De er saa altfor oprigtig . . jeg har ikke truffet Deres make. . . De er oprindeligheten selv . . . og jeg vil prise mig tusenfold lykkelig, om De vilde skjænke mig Deres venskap . . . Og vet De, hvorfor jeg holder saa meget av Dem? . . Jo, fordi de minder mig saa levende om den kvinde, som jeg vil elske til mit sidste aandedræt. Hun er blond, og De er mørk—hun er født under Nordens klare og kjølige sol, og De er vokset op under Tropernes gyldne glød, . . men Vorherre har skjænket dere begge den samme uendelige godhet. . . .
Der stod taarer i Donna Francescas øine. Og der blev ikke talt mere mellem dem. Insekternes summen lød som et fjernt strykeorkester og over denne indsmigrende klang duret som en bred generalbas maskinernes klapren fra hvete og sukkermarkerne. . Og en lummer, fugtighetsmættet varme bølget ind til dem. . .
Der hørtes stemmer utenfor. Fjeld gik hen til vinduet.
—Der er kommet en fremmed til gaarden, sa han. Deres far hilser paa ham . . . det er en høi, slank mand med livlige bevægelser . . . han er i flonel fra top til taa . . . . . De skal se, at det er . . .
—Hvem? spurte hun træt.
—Don Esteban.
Donna Francesca reiste sig halvt i sengen og sank saa tilbake. . . .
—Jeg vil ikke ha ham, sa hun træt. . . . Jeg skulde ønske, at jeg var død. . .
Fjeld vendte sig hurtig mot hende.
—Si ikke det, sa han. La os se paa ham, tilføiet han med et smil. Vi skal snart opdage, hvad slags mand det er. Fire øine ser bedre end to, vet De. . . Aa vi skal se tvers igjennem ham.
Den lille dame saa interessert op.
—Ja, det skal vi, sa hun med en henrivende overgang til godt humør.—Vi skal lodde ham og er det en almindelig kjedelig spanier, saa kan han gaa igjen. . . Vi vil ikke vite av ham.
—Netop, sekunderte Fjeld {. . . . Han tok sig forresten godt ut paa avstand. . .
Det banket paa døren, og Ferejo traadte ind med sin gjest.
—Dette er Don Esteban de Francia, kjære Francesca, sa han.
—Goddag Don Esteban og velkommen hit. Desværre er jeg ikke i stand til at opfylde mine pligter som vertinde. Min læge vil ikke, jeg skal staa op endnu, maa jeg præsentere: Dr. de Francia—Dr. Johnny Stone.
De to mænd bukket for hinanden, og Fjeld gik hurtig ut med en ærbødig hilsen til husets herskap. . .
Ved verandatrappen stod Torell og Paquai og ventet.
—Vi reiser altsaa imorgen? spurte Torell hurtig. Jeg kan ikke la damperen vente stort længer. Utrustningen er færdig, Donna Francesca frisk, og Paquai brænder av utaalmodighet. . .
—Imorgen tidlig klokken 4 svarte Fjeld. Nu har jeg faat avløsning. Og tak, fordi De ventet.
—Tak selv, sa svensken. Skal jeg krepere deroppe i Amazonas ukjendte egne, saa er det ikke avveien at ha en god ven ved sin side. . . Jeg synes, denne dampbadsvarme allerede begynder at ta paa kræfterne. . .
—Det er vinter i Norge nu, mumlet Fjeld for sig selv. Der er sne, skiløp og en rød eftermiddagssol over aaserne. . . Nu sliter vore unge mænd med træning til Holmenkolløpet. . .
—Og nu danser de paa skøiter ved Saltsjøbaden, fortsatte Torell, og drikker gløg ute ved Bellmansro. Og Daniel Fallstrøm skriver uendelige kvad om Mälardronningen. . . . . Men her ilskriker insektene efter menneskeblod. . . La os skynde os mot urskogens eventyr. . . . .
. . . . .
En halv time efter banket der en mand paa Fjelds dør. Denne holdt netop paa at pakke sine faa eiendele sammen.
—Kom ind! ropte Fjeld.
Det var Don Esteban. Den unge mand med det kloke og sympathiske ansigt saa meget bevæget ut.
—Jeg maatte hilse paa Dem, sa han litt nervøst. Og takke Dem. . . Don Manuel har fortalt, hvad han skylder Dem. . . Men ogsaa jeg staar i gjæld til Dem. . . Det er første gang, jeg har set den kvinde, som min far har bedt mig egte. . . Jeg kom hit med uvilje, fordi jeg tilhører en tid, hvor en mands frie valg har saa stort værd . . . men jeg er avvæbnet . . . Donna Francesca er vidunderlig . . . og jeg velsigner min far . . ja De undskylder, at jeg taler saa intimt Mr. Stone, men jeg vet, hvad De nu er for denne familie . . . . Ferejo sier, De skal reise; men bli her . . . reis ikke.
Fjeld saa opmerksomt paa den unge mand mens han talte . . . Det var et fint og sjælfuldt ansigt med kloke og ærlige øine . . . ikke netop vakker, men med et liv og en spænstighet i det slanke legeme, der vidnet om race og kultur. . .
—Nu kan jeg netop reise, sa han. Jeg holder meget av Don Manuel og Donna Francesca. De har vist mig, den fattige landflygtige, en godhet jeg ikke fortjente. . . Men eventyret lokker . . . jeg maa videre. Og jeg reiser med saa meget større tilfredshet, som jeg vet, at Donna Francescas lykke er sikret. . . .
—Tror De? spurte spanieren. . . Aa jeg vet ikke. . . Tænk, jeg var saa forelsket og klodset, hun laa der som en streng dommer, og saa paa mig med sine vidunderlige øine som en, der vilde ransake hele min sjæl. . . Det er sandt, hun bad mig be Dem se op til sig. . . .
. . . . .
Donna Francesca laa med lukkede øine paa den hvite pute, da Fjeld traadte ind.
—Du vil reise, Johnny, sa hun og slog øinene op.—Du vil drage bort fra dem, som holder av dig. Fy, skam dig!
—Ja, sa han. Livet kalder mig. Men aldrig vil jeg glemme Estancia del Atajo. . . Aa graat ikke—nu naar lykken kommer Dem imøte. De faar en god og stolt mand, som vil bære Dem paa sine armer. . .
—Er du sikker paa det Johnny, sa hun og tørket sine taarer.
—Ja, sa han. Jeg kjender mændene. Og Don Esteban er en mand.
Donna Francesca famlet omkring sin hals og tok av sig en medaljon med en tynd guldkjæde.
—Johnny, sa hun. Vil du ha denne Amulet. Min avdøde mor bar den. Det er et litet gudebillede, og mor sa, at det skrev sig likefra den tid, da inkaerne bygget den store vei her i landet. Den beskytter mot feberen og de vilde dyr. Ta den til minde om en liten pike, som har en god hukommelse likeoverfor dem, hun holder av.
Han bøide sig bevæget ned mot hende og kysset hendes haand.
—Livet er stundom barmhjertigt,—mumlet han, la os haabe paa fremtiden.
Da reiste hun sig pludselig, tok hans blonde hode mellem sine hænder og kysset ham.
—Farvel, sa hun og slap ham. Saa krøp hun ind under sengeteppet og Fjeld hørte, hvorledes hun graat.
Saa gik han stille ut.