Kondoren/Kapittel 14
Den lille floddamper »Sebastian Cabot« hadde hastverk. Den ilte opover Paraguayfloden for høieste damptryk. Det var en ganske enkel bukserbaat med et minimum av bekvemmeligheter. Men dens maskine var overordentlig kraftig, og Torell kunde vanskeligere ha faat en mere passende baat til den lange flodreise,—2250 norske mil ind i Sydamerikas hjerte.
Det var ikke med let sind, Fjeld hadde tat avsked med Don Manuel. Spanieren gav ham en udmerket utrustning. Alt hadde han tænkt paa—like til den motgift mot slangebit, som lages i San Poolas serumsanstalter. Redaelli hadde sørget for klær, som kunde motstaa Amazondalens fugtighet, Estanciaeieren hadde i sin vaabensamling fundet frem et dobbeltløpet jagtgevær baade for stort og smaat vildt,—et av de vakreste vaaben som nogensinde er gaat ut fra Liège’s geværfabrikker. Og ved avskeden trykket den bevægede spanier ham en liten pakke i haanden. Det var et tyndt, men sterkt lærbelte til at bære nærmest kroppen. Det indeholdt 1000 pesos i guld. — —
»Sebastian Cabot« var fyldt til randen av kul og ved. Den gav sig ikke tid til at stanse. Og dog var det værd at kaste et blik ind mellem araucariaerne paa de ellers saa golde flodbredder. Ti her mellem Argentina og Paraguay stod for litt over en menneskealder siden den vældige kamp, hvor Paraguays diktator, den tapre, sydamerikanske banditpolitiker Francisco Solano Lopes segnet mellem sine landsmænds lik. Enhver tomme av bredden likefra øen Cerrito til Curapaity er vætet av blod. Her slogs man som man kun slaas i egne, hvor solen og sletten føder vildskap.
Se der ligger Humayta, Paraguays stolte festning, hvor engang 400 kanoner speidet efter de brasilianske krigsskibe. Nu er det hele en grushob.
Og ved den lille ø derborte var det, at paraguayerne forsøkte at entre panserskibene fra lægtere og kanoer. Men brasilianerne slog angrepet tilbake ved hjælp av kokhett vand og damp, som skollet Lopez’ tapre og dristige skarer.
Paraguay fik føle sine fienders strupetak. Og det føler det den dag idag.
Siden Asuncion i 1870 bombarderedes, har landets hovedstad, som dengang var rik og mægtig, kun langsomt hævet sig av ruinerne. Endnu dækker græs og busker de gater, som ligger længst fjernet fra stadens centrum. Men i midten av byen reiser der sig en pragtfuld bygning i marmor. Det er Lopez’ ufuldendte palads.
Hvad var han ikke for en underlig storstilet hersker denne sydamerikanske blodhund! Hans historie stirrer mot den reisende fra tusende kors langs strandbreddene. . . .
For et halvt hundrede aar siden kom der en vakker sydamerikaner til »Bal mabille«, Paris. Blandt de viltre danserinder var der en 28-aarig englænderinde Mrs. Lynch. Sydamerikaneren blev forelsket i hende og tok hende med sig til sit fjerne rike. Det var Francisco Lopez. Fra det øieblik han saa denne kvinde, og til han dræptes som et jaget dyr ved Cerra Cora, blev han hende tro. Han den blodtørstigste blandt blodtørstige og den tapreste blandt de tapre. Hans feltrop var indepencio o muerte—uavhængighet eller død. Paa det levde og døde han. . . .
Og hans land, det skjønne Paraguay, som bølger ut av Pampasens forfærdelige ensformighet som en mægtig tropisk have, sank sammen som en dødsskutt onca i Figueirakrattet.
Torell kjendte dette land paa sine fingrer, og han elsket det,—dets historie og dets natur.
—Disse skjønne flodbredder er skinsyke, sa han.—Læg merke til, at der aldrig vokser palmer paa begge flodbredder. Se der paa vestkysten strækker sig en palmeskog, Monte Lindo. Engang laa der en by derborte. Den het Rosario. Krigen fortærte den. Hver eneste mand endte paa bajonettene. Nu er byen en hob ruiner og indbyggerne er tigere . . . Her findes ikke mennesker paa flere hundrede kilometer—jo om natten kan man stundom se en flok dansende indianere rundt om et mægtig rødflammende baal i urskogens rydninger . . . Herute i floden gaar de store moderne dampere; men derinde raader urkulturen med menneskeofringer og andre litet hyggelige skikke.—Civilisationen har mistet sit grep paa disse egne, siden jesuiternes magt blev brutt. . . .
——Saaledes gled »Sebastian Cabot« ind i tropens vilde og vidunderlige verden—forbi den lille by Concepcien, gjennem Fecho dos Morros trange kanal ind i Nebolegus palmelunder, hvor caduevoindianerne har opslaat sine wigvamer og langsomt bukker under for sin trang til ildvand. . .
Saa utvider floden sig og det blir folksommere langs bredderne. . . Paa en høi klippe staar fortet Coimbra, hvor det brasilianske flag vaier over nogen alderstegne forladningskanoner,—videre forbi byen Curumba hvor 8000 mennesker bor ved et knutepunkt for tre vigtige hovedveier. Det er et litet handelscentrum, hvor en koloni av strassburgerjøder dominerer byens merkantile liv. . .
Saa gik flodveien ret mot nord. Bjerge og skogklædte aaser vekslet med rike græssletter. Paa floden fisket guatoindianerne. Kvinden pagaiet kanoen, mens manden stod opreist i stavnen med pilen paa strengen. Det var en skjøn jernalderidyl. Ved dourados dreiet »Sebastian Cabot« efter over 2000 miles fart ind i floden San Lorenzo. Den er typisk for det skjønne, uutforskede og uvirksomme land, som heter Matto Grosso. Floden smalnet saa sterkt, at skibssiden av og til feiedes av trærnes grener. Krokodillerne sneglet sig frem og tilbake paa dyndbankerne, en og anden tiger ruslet i krattet, aper skrek i palmerne—saa aapnedes urskogen, og sukker- og tobaksplantager dukket op som lyse flekker mot skogens dypgrønne mysterier. Indianerne forsvandt fra floden og negernes arbeidsslitte skikkelser saaes bøiet over fazendaernes marker. I læ av bajutrærne laa hytterne, og smaa tykmavede negerunger boltret sig i solskinnet. . . .
. . . . Saaledes gik denne eiendommelige reise op det underlige flodsystem, som danner de pulsaarer, der driver Sydamerikas mægtige blodomløp. Det er en verden for sig, langt fra jernbanernes larm,—en indestængt krok av liv, hvor døden lurer overalt, og hvor menneskene forbrænder under de glohete dampe, som bindes av de vilde sumpskoges favntak. . . .
»Sebastian Cabot« dreiet om et næs. En mægtig blaasort røksøile slog ut fra en aas. Det var et kanonskud. . . .
Foran dem laa byen Cuyaba med sine 18000 mennesker, sine plantager og villaer, sine guldminer og diamantleire, sin døsige ro og sin store fremtid.
— — —
Paa nogen opsadlede kjør red den lille ekspedition ind i byen, hvor de blev anvist logi hos en portugisisk jøde. Det var en liten mørk fyr med en utpræget snakkesalighet og en litt mistænkelig trang til at rose sig av sin uhyre hæderlighet. Han tok øiensynlig maal av de reisende og deres økonomiske resourcer, han beundret deres vaaben og oppakning. . . Var det diamantsøkere, guldgravere eller taapelige europæere, som reiste for sin fornøielses skyld? . . Mon der fandtes meget myntet guld i deres lærbelter . .? Og var det umaken værd at arrangere nogen tilfældige dødsfald derute paa veien til den uutgrundelige Amazone . .?. .
—Vet De av en mand, som kan vise os veien til Arinosfloden, spurte Torell.
Da lyste det gult i cuyabajødens øine.
—Om jeg vet? sa han. Herrerne er heldige. Jeg har en ven, som netop skal til Arinos. Det er kun en stakkars garimpeiros—en fattig guldsøker; men paalideligere fører kan ingen faa. Han er fra Buenos Ayres, men kjender flaterne her som ingen. Nu skal jeg hente ham.
I døren traf han Paquai, som kom ind med oppakningen og geværene.
—Hvem er dette, spurte jøden.
—Vor tjener—og fører, naar vi nærmer os Amazonas, svarte Torell. Han heter Paquai. Det var ham, som ledsaget jesuiterpresten. . . .
Jøden nikket. Saa bøide han sig hen til Torell å og hvisket i hans øre:
—. . . og dræpte ham, der er er ingen tvil om det. Jeg kjender pakket. Han er en toba. . . Torell rynket brynene og saa tvilraadig hen paa Fjeld, som holdt paa at pakke ut av den ene rypesæk. . . .
—Jøden her beskylder Paquai for at ha dræpt jesuiterpresten, sa han paa svensk.
—Vrøvl, svarte Fjeld. Jeg kjender Paquai. Han er tro som guld. Da han kom tilbake hadde han med sig en skrivelse fra den døende pater, som anbefalte ham til ordenens omhu . . la jøden passe sig selv!
Handelsmanden saa forvirret fra den ene til den anden. Paquai hadde tat frem et av geværene og lot det faa en omgang vaselin. . . .
—Min ven mener, sa Torell paa tysk, at indianerens papirer er i orden.
—Skil dere av med ham, hvisket jøden indtrængende. Han vil skaffe dere ubehageligheter. Ta heller Heredia. . . .
Fjeld reiste sig pludselig
—Hvad het han? spurte han rolig.
—Antonio Heredia, svarte jøden. Kjender Dere ham?
—Nei, sa Fjeld likegyldig.