Kondoren/Kapittel 6
»Manuela« arbeidet sig med støn og brak opover den gule flod, som tyk og bred uten nogen synlig strøm snek sig umerkelig mot havet.
Det var ikke paa nogen maate en luksusbaat. Den hadde flodens egen paalidelige dorskhet: Tung og kluntet med store lasterum for hveten og en maskine, der knirket og knaket for hvert stempelslag — som en ældre herre, der uten særlig begeistring kjæmper med en besværlig stigning.
Alle »Manuelas« herligheter var samlet om kommandobroen. Herfra førte en trap ned til en koket utstyret salon, som nu var indrettet til Donna Francesca og hendes selskapsdame. Bak styrhuset laa der en liten lugar for kapteinen. Mellem denne og de to redningsbaater var der utspændt to hængekøier, hvor Paolo og den nye mand sov den milde tropiske nat. . . .
Det var en lys og klar morgen, og den brede flod laa der som en gulgylden indsjø og smaagnistret i solskinnet. »Manuela« hadde passert den lille by Palermo, hvis beboere for største parten er kjække baskiske fiskere og baatmænd. Lodsen og kapteinen stod ved roret og Redaellis mund hvilte ikke et øieblik. Lille Francesca laa henslængt i en bekvem reisestol og viftet sig dovent, mens dampbaaten snodde og vred sig gjennem sandbanker, øer og kanaler.
— Johnny, sa den unge dame med doven velvilje paa fransk, kan du ride?
— Saa passelig, svarte Fjeld.
— Kan du kaste med kniv?
— Nei desværre.
— Men hvorledes vil du da greie dig mot gauchoerne. De vil spidde dig . . . stakkars Johnny, jeg ser allerede knivene deres stikke ut av kroppen din som piggene paa et pindsvin. . . Kan du skyte? . . .
— Det er min specialitet.
— Naa, det var da godt. Skyt et par av de værste først, saa skaffer du dig respekt. . . . . Gauchoerne er snille, men de er saa uvorne med kniven. Især naar de har drukket cañas.
— Jeg skal nok skaffe mig respekt.
Señoraen saa interessert op paa ham.
— Du er en forfærdelig storsnutet fyr, sa hun. Du vil ikke komme til at leve længe. Det nytter ikke — tilføiet hun gammelklokt — at være sterk og ridderlig og slikt noget ute paa Pampasen. Der gjælder det bare at være listig, hurtig og ikke vente med kniven, til der sitter en anden mellem ens ribben. . . .
— Frøkenen er blodtørstig.
— Jeg? . . . Nei men Johnny da. Jeg som ber til madonna tre ganger om dagen og aldrig gjør en kat fortræd. . . . Aa nei du! . . . Men ve den som kommer mig nær . .!
Der kom et farlig glimt i hendes øine. Med en meget gratiøs bevægelse strøk hun den høire haand kjælent opover den lille brune chevreauxstøvle og en tyndbladet fint ciselert dolk med et matgyldent haandtak lynte i den lille brune haand. Hun betænkte sig litt.
— Vil du ha den, Johnny? spurte hun og rakte ham kniven med haandtaket foran.
— Nei tak, sa Fjeld smilende, den passer kun for en smuk dame.
— Rigtig, Johnny. Du maa aldrig ta imot en sydamerikaners kniv. Et litet snit, og du faar den å livet. Se ber. . . .!
Dolken svingte pludselig i kreolerindens haand, og det blanke blad skinnet mot Fjelds bryst. Det var en liten fingerfærdighet, som er i god kurs blandt kentaurerne under Cordilleros skraaninger.
Donna Francesca lo himmelhøit —.
— Er det ikke storartet, Johnny? Gamle Luigi har lært mig det. Han er den ældste gaucho paa Estancia del Atajo. . . . Jeg kan ogsaa kaste med lasso. . . . Kan du?
— Nei, desværre.
— Du kan da ingenting, Johnny. Vi kommer nok til at begrave dig, før maaneden er omme, Lærer dere ikke noget deroppe i Norge? . . . Jeg tør næsten ikke slippe dig ut paa Pampasen. De hakker dig til plukfisk. Hva sier du til at bli staldmester hos far . . . eller min livtjener? Saa kunde vi tale fransk hele dagen og fiske laks i floden.
Den unge dame saa henrykt ut over sin idé.
— Jeg er ræd for, at jeg ikke duer til at være tjener heller, sa Fjeld. Vi har saa vanskelig for at kunne bøie ryggen derhjemme i mit fædreland. Sandt at si tror jeg, at jeg helst vilde forsøke paa at bli slaat ihjel paa en anstændig maate…Der er jo en egen spænding ved det ikke sandt?
Donna Francesca nikket alvorlig.
— Du er rigtig en underlig en. Men jeg liker dig bedre og bedre. Du skal faa lov til at kysse min haand to ganger om uken.
Fjeld bukket let; men han smilte ikke.
— Det er kanske ikke passende, at jeg sier du til dig heller. Naar alt kommer til alt, er du kanske en adelsmand, som har stukket en rival ned. . . . Jeg har ofte læst om denslags i romanerne.
— Nei, sa Fjeld. Frøkenen har altfor store tanker om mig. Jeg er en ganske almindelig ulykkelig mand, som har spilt i det store lotteri og tapt. . .
— Virkelig? . . . Dere nordmænd er jo bestandig saa heldige. . . Jeg kjender en nordmand i Buenos Ayres, Don Pedro Christophersen — han vandt 11⁄2 million i det spanske lotteri. . . Tænk om du vandt det, Johnny? . . .
— Hva saa?
— Da tror jeg næsten, at jeg vilde gifte mig med dig, sa den unge dame eftertænksomt. Du taler jo fransk og. . .
— Men jeg vinder aldrig i noget lotteri, avbrøt Fjeld hende med et litt tvungent smil.
— Nei, du gjør vel ikke det. . . Aa du kan ikke tro, Johnny, hvor vanskelig det er at finde en koselig mand til at gifte sig med. . . . ! Far vil, at jeg skal ta Don Esteban Francia . . . han er læge, ustyrtelig rik og bor i Resistencia . . . men jeg har aldrig set ham. . . . Estebans far og min far kjæmpet engang sammen under den berømte diktator i Paraguay Antonio Lopez og de har avtalt giftermaalet . . . om et halvt aar kommer han og frir . . det har Redaelli fortalt mig. Men sæt nu, at Don Esteban er en kjedelig fyr som ikke kan tale fransk. . . ?
— Hvor gammel er han?
— 24 aar. Han er ganske grøn som læge; men far sier naturligvis, at han er et geni. . . . Jeg er sikker paa, at han er en blek og ussel liten fyr med blaat haar og røde øine. . . Si mig Johnny, skal vi myrde ham. . . ?
— Hvorfor det? sa Fjeld. Det er vel bedst at se litt paa ham. Han kan nok baade ride, kaste med lasso og bruke kniven.
— Tror du?
— Det er jeg sikker paa. Og naar det kommer til stykke, er det en god og dygtig mand, som vil bære Dem paa sine hænder hele livet.
Donna Francesca var blit helt alvorlig. Saa reiste hun sig og kastet det tynde sjal om sin skulder,
Hvor liten og net hun var. Den vevre skikkelse var fuld av liv, elasticitet og en medfødt ynde. Hendes bevægelser var myke og gratiøse og hver linje i det unge legeme rundet sig som den blekgule pampasliljes knopper, naar den staar ifærd med at springe ut.
— Og jeg er sikker paa, fortsatte Fjeld ærbødigt, at ingen mand vil bli lykkeligere end Don Esteban. Det ser jeg i Deres gode og trofaste øine. . . . Jeg er jo en gammel fyr, som De ser og kan vel tillate mig at si denslags komplimenter, og jeg har selv engang følt, hva det er at kunne lægge alle sine sorger og bekymringer tilhvile i en elsket kvindes skjød. . . .
Donna Francesca saa interessert paa ham.
— Stakkars Johnny, sa hun. Du er vist meget ulykkelig.
— Ja, mumlet Fjeld. Men ulykken er ingen lidelse for den, som engang har levet i streifet av lykken. Den er en bitter medicin, — et feberstillende middel for en sjæl, som er herjet av feber — av forvildelsernes feber. . .
Der blev ikke talt mere. Den unge kreolerindes ansigt fik et træt og melankolsk uttryk: Mon livet ikke var saa greit allikevel? . . . Hun lukket øinene. . .
Og Fjeld gik hen til Redaelli. »Manuela« fløt ind mellem to sandbanker og ut i et stort indsjølignende basin med lange vuer ind mot de uendelige sletter.
— Er det ikke vakkert, sa italieneren næsten høitideligt.
— Hæsligt, mumlet Fjeld.
— Se hvor frodigt, fortsatte Redaelli uforstyrret. Græsset staar mandshøit derinde, løvverket er en tæt sammenfiltret masse, og planterne vælder op av jorden i det mest brogede virvar.
— Men der findes jo ingen skog?
— Nei, men se træet derborte. Det er Sonzaen. Har du nogensinde set noget vakrere?
Fjeld smilte. . . Og dog hadde denne, underlige sørgepil med de tynde, hængende grener og de lange mørkegrønne blade en vis charme. Den gav landskapet en egen vemodig ynde. . . Langs bredden stod hist og her en liten hytte med straatak. Beboerne laa og strak sig i solen, halvnakne og dovne. Nogen enslige svin veltet sig i solen, en fet hund vrikket nedover mot stranden og sendte ut en hæs strupelyd, en flok ænder skjøt op av sivet og fisken sprat over flodens speil.
Naturen sov, menneskene sov, men dyrene vaakte under Pampasens grønne dække.
Men Donna Francesca smilte isøvne der hun laa paa sin makelige stol. Hun drømte om kjærlighet.