Kong Christian Frederiks dagbok fra hans ophold i Norge i 1814/April

Oversatt av Jens Raabe.
Utgitt av Arnet OlafsenGrøndahl & Søns boktrykkeri (s. 186-203).
◄  Mars
Mai  ►


April 1Inat kom løitnant Falsen, kommandør av Dannebrog, fra Kjøbenhavn, og medbragte en depesche fra Hans Majestæt, som gjør mig opmerksom paa alle de farer som omgir mig, og ber mig indtrængende om at finde en utvei til at komme fra dem og vende tilbake til Danmark —

Han sender mig et brev, som den østerriske general St. Vincent i den svenske kronprins’ hovedkvarter har skrevet til ministeren baron Lützow, og i dette misbilliger han alt som er gaat for sig her, fordi det strider mot en overenskomst som er sikret av England, Østerrike, Rusland og Prøisen; ja, han tror at der er franske rænker med i spillet. Han taler ogsaa om de krav som general Tawast har gjort, nemlig at kongen burde gi mig en frist til at vende tilbake under trusel av at gjøre mig arveløs og at inddra mine eiendomme; likeledes burde kornutførselen til Norge forbydes og alle danske embedsmænd kaldes tilbake —

Paa dette hadde kongen svart, at han alt hadde tat avstand fra min optræden og git de danske embedsmænd sine befalinger; men han kunde ikke forbyde kornutførselen uten at ødelægge sit land. — Hvis de forbundne gjentar sine krav, og især hvis jeg tar kongenavn, vilde det næsten ikke være til at undgaa at gjøre mig arveløs —

Jeg svarte Hans Majestæt, at jeg satte pris paa hans venskabelige raad, men at bare riksforsamlingen kunde avgjøre landets skjæbne, og at grundloven burde utarbeides uten ydre hensyn; at jeg hverken kunde eller vilde svigte den sak som jeg hadde svoret at verge, og at jeg vilde motta kronen, hvis den blev budt mig — selv paa avgrundens rand, om saa bare for at vinde rettigheter for min søn — ti det franske kongehus vilde ikke regjere længe, hverken i Sverige og endda mindre i Norge, selv om dette land blev erobret. — Hvis hele Europa stod sammen mot Norge for at knuse det, saa stod den utvei tilbake at verge sig fortvilet; i hvert fald blev det riksforsamlingens sak at avgjøre rikets skjæbne, hvis det blev paakrævet at faa istand en overenskomst med Sverige ved Englands mægling. I saa fald vilde dog grundloven altid bli hævdet og verget, og naar jeg ikke mere kunde gjøre nytte her, vilde jeg vende tilbake til Danmark, overvældet med hæder o. s. v. — Slutningen blev sat til, da Falsen ønsket det, for at gjøre kongen rolig. — For resten bad jeg kongen ikke at vaage noget for sine land for min skyld, og at han da heller fik gjøre mig personlig arveløs; men at det kanske var nødvendig, at agtværdige folk som nød tillid, satte det danske folk ind i dette og med den oplysning at jeg selv var overbevist om at dette maatte gjøres. — I samme retning har jeg skrevet til oberst Tscherning, forat han kan meddele det til Danneskiold og Bardenfleth —


2General Anker blev sendt idag til England med en hel del depescher til sin bror om alt som er gaat for sig her siden hans avreise. Tidenderne fra svenskerne, min brevveksling med kongen etc. alt blev ham meddelt. — Jeg har ogsaa skrevet til konsul Konow i Holland, som skal fragte skib, forat disse kan gaa til Danmark, laste korn og bringe det til Norge, hvis produkter de kan føre tilbake til Holland. General Anker skal avløse sin bror, hvis han maa forlate England. —


3Idag har jeg læst et grundlovsutkast av sorenskriver Falsen og lektor Adler, som jeg i mange retninger synes meget godt om. Magten var godt delt mellem kongen og folkerepræsentationen; han beholdt vetoet i den lovgivende nationalforsamling. Han skulde ha al magt til at gjøre godt og ikke ondt — Jeg gjorde nogen bemerkninger, og han foretok nogen ændringer, og jeg har sammenlignet det med Treschows utkast; jeg har git mine bemerkninger til Sverdrup og Bergh, saa at de kan gjøre det endelige utkast, der kan tjene som grundlag for komitéen —

4Jeg har faat vite nyt fra Kjøbenhavn. Vi kan vente hr. Rosenkrantz tilbake, og jeg tror endog at hans bror ministeren vil bli sendt for at gjøre mig forestillinger fra kongens side; idetmindste har jeg forstaat hans brev slik. — Derefter satte jeg mig til at skrive et brev til ham for at la ham vite, at hans sendelse, som vilde bli resultatløs, vilde vække tvil om kongen av Danmarks hensigter, fordi man vilde tro, at hemmelige raad fra kongens side gik i en motsat retning av hvad han gjorde aapenlyst. Jeg raadet ham derfor til at vende tilbake —


5En svensk mand ved navn Flack, som er sendt av feltmarskalk Essen for at faa en privat samtale med mig, har meldt sit komme, og jeg vil motta ham paa torsdag —


6Idag har det Kongelige Selskap for Norges Vel hat høitidelig møte; formanden, biskop Bech, holdt en lang og uttværet tale for at uttrykke hvad der kunde været sagt i faa ord, nemlig at selskapet har gjort litet av mangel paa midler. For at belyse denne sandhet end yterligere fik de forskjellige klasser — som delvis er gjort til nye — det hverv at læse op hvad de hadde gjort eller det slet ikke hadde gjort; ti naar undtas de bøker som er utgit av selskapets styre, og et tegnet kart over Kristianias omegn, oplyste de andre indberetninger bare om forsøk som for det meste ikke har ført til noget — Gud gi os bare fred, og jeg indestaar for at dette selskaps virksomhet skal bli mere omfattende og bli til virkelig nytte for landet

Paa en noksaa skjødesløs maate, især likeoverfor mig, gjorde grev Wedel sin undskyldning, fordi han hadde latt kaptein Mariboe skrive indberetningen for 7de klasse; han læste den ogsaa op. Wedel spiste middag hos mig sammen med de andre direktører —

En klik av mænd som hører hjemme i den vestlige del av landet, holder møte paa Bogstad for at samraade om den nye grundlov og især, tror jeg, for at hævde, at Norge ikke kan staa paa egne ben. Som ledere nævner jeg greven, kammerherre Løvenskiold, justisraad Cloumann og sorenskriver Blom.

Kammerherre Anker, som for nogen dage siden var saa velsindet, har faat et brev fra Sverige med en avskrift av et brev fra hr. Castlereagh til hr. Thornton — det samme som grev Essen sendte os — og nu tror han alt er forbi; men jeg prøvde at sætte litt mot i ham ved at si ham, at man ikke skal tro alt som kommer fra den kant, at man skal se med egne øine o. s. v.


7Jeg har idag gaat til alters i slotskirken. Hr. pastor Pavels holdt en tale til mig, som er en av de vakreste jeg nogensinde har hørt ved en slik leilighet. Han tok til tekst det sted hvor det fortælles, at kvinderne paaskemorgen kom til Kristi grav, og at de trodde at finde den lukket av en stor sten, men at denne var borttat da de kom dit; paa samme maate forsvinder ofte vanskeligheterne, naar man kommer til maalet, og man maa gaa løs paa det uten frygt og daddel, med tro paa Gud. Jeg følte stor lyst til at ta del i den hellige handling, og saaledes skal det være, naar denne skal bringe os mennesker lykke. — Gud vil holde sin haand over det som gjøres i hans navn.

Dagen gik med at forhandle med medlemmer av regjeringsraadet, og der blev git en forordning om toldvæsenet, som blir sat paa samme fot som før, efterat kontrolkommissionerne er ophævet —


8Jeg har ventet svensken hr. Flack hele dagen, og jeg har utsat min reise av den grund; men jeg har slet ikke spildt tiden. Jeg har underholdt mig længe med bergraad Petersen, en meget aandfuld mand, som har udmerkede forbindelser i Sverige. Han erklærte sig villig til paa veien til Kjøbenhavn at lægge veien indom Vänersborg og be feltmarskalk Essen om lov til at ta en tur til Stockholm for at gjense gamle kjendinger. Han tror da at kunne bli grundig kjendt med deres virkelige hensigter, og han haaber at kunne overbevise dem om at det sande middel til let at vinde Norge, er at jage bort det franske kongehus og at kaare mig til svensk tronfølger. Jeg sa ham, at det var et frygtelig hverv at ta paa sig, men at det i et slikt tilfælde vilde staa som en pligt for mig at gjøre det. — Oberstløitnant Stabell vil skrive et brev til grev Anckarswärd, som i sommer fik sin avsked, fordi han hadde protestert mot at sende tropper til Tyskland, for at be om at faa en samtale med ham paa grænsen —


9Kl. 9 idag kom den ovennævnte lagmand Flack til mig og bragte mig et meget høflig brev fra feltmarskalken, som jeg smigrer mig med at tro er et tegn paa agtelse for mig. Han yder mine rene og oprigtige hensigter retfærdighet; men sier paa sit svensk, at han i mig ser en mellemmand mellem kongen og hans nye undersaatter, og at han vil faa mig til at spille denne rolle for at avvende de farer som truer mit og det norske folks hode. Hr. Flack syntes mig uten tvil at være en slu mand, men desuten slik som feltmarskalken sikkert ogsaa er, en meget velsindet person, som gjerne ser alt ordnet paa den venskabeligste maate; men hvad det angaar at ofre sine krav — det vil disse herrer ikke. Det er særlig hatet til og frygten for Rusland og den usikre tilstand som opstaar derved at de to folk er adskilt som de angir som grund for sin politik: at ville ta Norge; jeg søkte at forsikre ham om, at vi ogsaa vilde følge samme politik, og at et forbund vilde være langt mere lykkebringende end en fremtvunget forening, som altid vil være en kilde til oprør. Jeg lot ham forstaa den uvilje som Nordens folk har til at la sig regjere av en fremmed, som ikke engang forstaar landets sprog; men hertil svarte han, at sønnen talte svensk, og at hans efterkommere vilde være indfødte svensker — kort sagt: jeg kan ikke rose mig av at ha omvendt ham med hensyn til hans politiske grundsætninger; men jeg tror, at jeg har vundet personlig i hans øine ved denne samtale paa en halvanden times tid, og Gud vet hvad dette kan føre til.

Jeg er overbevist om, at svenskerne ikke tænker paa at angripe os før riksdagen er traadt sammen, noget som har meget at si, og jeg tror at ha vundet endnu mere tid ved at si ham som sidste ord: „Hils marskalken fra mig og si ham hvor meget jeg sætter pris paa dette bevis paa hans agtelse og tillid; jeg vil altid verge det folks rettigheter som nærer tillid til mig, og jeg ser for tiden ingen grund til frygt for folkets skjæbne. De tidender som kommer fra Sverige, er for det meste smigrerier, som stammer fra kronprinsens hovedkvarter; jeg maa selv se faren og dømme om den med egne øine. Hvis alle Europas magter og især England efter den almindelige fred slaar sig sammen mot Norge, da vil jeg gi folket et billede av rikets virkelige stilling, og det kan da vælge om det vil komme til en ordning med Sverige eller verge sig; det skal ikke være mig, som av personlig ærgjerrighet hindrer et fredelig opgjør, men hvis nationen trods alle disse farer vil verge sig, da skal jeg heller ikke være den, som vil prøve paa at faa den fra det“ —

Han syntes meget tilfreds med denne erklæring — ti de venter sig naturligvis alt av de forbundnes hjælp — han bad om at samferdselen kunde bli opretholdt, og at han kunde gaa over grænsen og dra til Kristiania uten at bli holdt tilbake i Fredrikshald; jeg gik ind paa dette og gav general Ohme fornøden befaling om det. — I mit svar til feltmarskalken brukte jeg følgende uttryk: Jeg vil aldrig forraade den tillid som folket nærer til mig; men jeg vil heller ikke misbruke den; min optræden skal altid bestemmes av ærens og pligtens bud.“ — Dette svar skal bli sendt fra Eidsvold til hr. Flack, som derefter drar til Vänersborg —


10Jeg drog kl. ½11 til Eidsvold og kom der kl. 7 om kvelden. Til at være denne aarstid var veien ganske bra, og ordningen med hensyn til forspandet underveis upaaklagelig.

Idagmorges hadde jeg en noksaa livlig samtale med amtmand Løvenskiold, som — saa utrolig det end lyder — slet ikke har svoret eden; jeg sa ham, at det var hans ubetingede pligt at gjøre det, ti hvis han ikke gjorde det, kunde han ikke møte i riksforsamlingen. Saa talte han længe og utførlig om sin frygt og sin overbevisning om at landet ikke kunde klare sig uten at være forenet med Sverige; men jeg gav ham ordentlig besked og spurte ham, om han var saa godt inde i politikken, at han kunde forutse alle de hændelser som kunde komme til at ske, eller som alt hadde skedd til bedste for os, eller om han ialfald kjend te de andre hoffers sindelag? Han forsikret mig, at hans opfatning var en frugt av moden overveielse; men jeg tror snarere, at denne dumme fyr har latt sig fange i grev Wedels og likesindedes garn, disse mænd som bare ser lykken i at vi forener os med vore fiender. — Denne klik bor paa samme sted, og jeg er viss paa at de lægger hoderne sammen —

Kl. 11 gik vi til kirken, og foran den rettet jeg nogen ord til folkets utsendinger og sa dem, at vi alle i forening vilde be Gud signe vort store verk. Professor Leganger, sogneprest til Eidsvold, holdt en vel uttænkt præken, som passet godt for leiligheten, naar jeg undtar at den indeholdt en overdreven smiger for mig; heldigvis lar jeg mig slet ikke vildlede av den virak som man overvælder mig med —

Efter gudstjenesten kom utsendingerne fra de forskjellige byer, amter og militære avdelinger frem i alfabetisk orden og avleverte sine adresser i min haand; de blev alle gjennemset av en komité, hvori regjeringsraad Sommerhielm og bisperne Bech og Bugge hadde sæte; derefter utlevertes billetter med utsendingens navn og rikets segl. Ved denne særlige audiens skedde der intet merkelig; nogen repræsentanter forsikret mig om sin ærbødighet, og adresserne var for det meste velskrevne. Grev Wedel overrakte adresserne uten at si et ord —

Utsendingerne fra de 4 hovedbyer spiste middag hos mig, og Norges og min skaal blev drukket —


11Kl. 11 aapnet jeg riksforsamlingen med en trontale. — Hele forsamlingen møtte i den store sal i alfabetisk orden, og mit følge gik ogsaa dit parvis og stillet sig ved siden av mit sæte. Da alle hadde tat plads, holdt jeg ovennævnte tale med papiret i haanden, men mere utenad end læsende den op. Det gik udmerket; hele forsamlingen kunde følge mig ord for ord, og alle var revet med av en saa ædel og vel fremført tale — saa forsikrer de mig. Talen og mit brev til kongen av Sverige, som jeg lot læse paa fransk og dansk, vil bli trykt i et riksforsamlingstidende, som skal utkomme paa Eidsvold —

Da talen var endt, blev der valgt præsident, vicepræsident og sekretær; præsident blev kammerherre Anker; etatsraad Rogert blev vicepræsident og kancellisekretær Christie riksforsamlingens sekretær; den sidste er en udmerket personlighet. Motpartiet jubler meget over at kammerherre Anker er valgt; men de kjender litet til at jeg selv har gjort mit til det, da jeg trodde at det vilde gjøre sin virkning i Sverige og vise hvor upartisk vor forsamling er —

Jeg gav præsidenten haanden og sa til ham, at jeg med fuld tillid overlot ham at opretholde den nødvendige orden og sømmelige tone i forsamlingen, og idet jeg gik min vei, ønsket jeg at sand fædrelandskjærlighet og klokskap altid skulde raade der —

Efterat jeg hadde forlatt møtet, blev der valgt en komité for at forfatte en takkeadresse til mig og for at gi utkast til en forretningsorden i riksforsamlingen. Valgt blev: præsident Anker, vicepræsident Rogert, sekretær Christie, professor Sverdrup, prokurør Omsen, oberst Hegermann, presten Wergeland, justisraad Diriks og sorenskriver Falsen.

Man mener at motpartiet vil foreslaa at flytte sætet for riksforsamlingen, da man fandt losjierne altfor langt borte, slik som veiene nu er; men det vilde bare være at trække det i langdrag og ødelægge alt. Den ordning jeg har truffet sammen med amtmanden og Haffner har gjort at alle de som syntes utilfreds med sit ophold her, erkjender min gode vilje til i det mindste at gjøre opholdet taalelig for dem, og der blev ikke gjort noget forslag i den retning. Før bordet sa jeg til nogen av forsamlingen, at jeg hadde git befaling til at der skulde sørges for at de fik det godt, og jeg bad dem henvende sig til Haffner og amtmanden. Jeg sa dem ogsaa, at man hadde sikret sig briggerne, som virkelig vilde bli her til landets forsvar. Dette vakte sterkt bifald i forsamlingen —


12Idag blev takkeadressen enstemmig vedtat i riksforsamlingen, og dens forretningsorden blev ogsaa vedtat. —

Presten Wergeland var den eneste som holdt en virkelig tale, og i den sa han, at de mænd som hadde møtt her paa Eidsvold den 16de februar, hadde tilranet sig folkets myndighet, og at riksforsamlingen derfor burde bekræfte alt som hadde gaat for sig her, samt fortsættelsen av regentskapet. — Præsidenten svarte ham, at de mænd som prinsen hadde kaldt hit, bare var tilkaldt for at raade ham og i egenskap av hans venner; men at han selv hadde fattet den avgjørende beslutning. Grev Wedel talte med stort maatehold og sa, at jeg fortjente folkets taknemmelighet, og at et slikt forslag var uheldig. Professor Sverdrup talte i samme retning som præsidenten, og presten Grøgaard uttalte, at naar et skibs lods tar roret for at frelse det fra skibbrud, naar føreren ikke er der, da bør mandskapet takke ham og ikke optræde mot ham. Forslaget faldt til jorden, men taleren krævde det diktert til protokols.

Det utvalg som skulde gi utkast til grundloven, blev opnævnt uten motstand; derved var et hovedpunkt vundet og stor forsinkelse undgaat. Og en væsentlig ting til var vundet: at valget var meget heldig. Valgt blev: professor Sverdrup, presten Rein, kaptein Motzfeldt, prokurør Omsen, vicepræsident Rogert, sorenskriver Falsen, ridder Aall, presterne Midelfart og Wergeland, oberst Hegermann, oberstløitnant Stabell, justisraad Diriks, og presten Schmidt. —

Motpartiet hadde arbeidet i det skjulte om natten med at sende stemmesedler til bønderne, som ikke skjønner sig paa det; det fornuftige parti maatte derfor gjøre det samme, og heldigvis gik det bra. Jeg venter mig bare godt av dette valg. — Om eftermiddagen kom en députation med præsidenten i spidsen til mig for at overrække mig en takkeadresse, som har glædet mig svært, og som til alle tider vil være mig et dyrebart minde. Jeg svarte paa præsidentens tale: „Hvert tegn paa at det norske folk er tilfreds med min optræden er mig dyrebart, og saa meget mere del tegn som folkets kaarne mænd bringer mig i denne stund. Min samvittighet sier mig, at jeg har gjort noget for at frelse fedrelandet; det staar nu til eder, mine herrer, at gjøre endnu mere. Den fedrelandskjærlighet og iver som I vil lægge i eders arbeide, vil snart tilendebringe det hverv som er git eder: at gi Norge en grundlov, som endrægtig vil bli verget. Uttal for riksforsamlingen min taknemmelighet og tak“. — Præsidenten syntes at være særdeles velsindet, og jeg viste ham al tænkelig tillid. —

Bønderne likte godt, at jeg indbød dem tilbords sammen med de andre utsendinger fra deres amter, alt i alfabetisk orden. — Idag har jeg faat høre fra Kristiania, at lagmand Flack har villet gi raadmand Glückstad et brev til riksforsamlingen; men han var dum nok til ikke at motta det. Det er et træk som er eiendommelig for den svenske varulv; allikevel maa man gjøre gode miner til ham, hvis han kommer tilbake.


13Dagen gik med komitéarbeide, og der blev holdt møte i riksforsamlingen bare for at høre præsidentens beretning om adressens overrækkelse.


14Idag tidlig reiste jeg til Kristiania, hvorfra jeg tænker at sende løitnant Falsen til Kjøbenhavn som ilbud. Jeg har bestemt mig til denne tur for at vise alle, at jeg er langtfra at ville øve noget tryk paa riksforsamlingen. Det er ikke nok, at repræsentanterne er overbevist om dette ved min ferd blandt dem; hele folket og selv vore fiender skal maatte indrømme det. — Veien var noksaa bra, og jeg kom til byen kl. 6 om aftenen. —

Idag kom der et brev fra feltmarskalk Essen til grev Schmettau med en avskrift av et nyt brev fra den svenske kronprins, fuldt av de sterkeste uttryk, og i det truer han ikke bare med at behandle mig som oprører, men ogsaa alle de danske embedsmænd som ikke vil forlate landet efter kongen av Danmarks befaling; likesaa erklærer han, at alle de som sitter inde med de pengesedler jeg har latt sætte i omløp, skal regnes for falsknere, og han siger ogsaa, at han vil sætte al sin kraft ind paa at erobre dette land. — Dette brev er blit spredt rundt om paa grænsen sammen med en befaling fra feltmarskalken til de kommanderende officerer om at la ta en avskrift og la den sprede rundt om i landet. Før i tiden skammet man sig over at bruke slike midler for at vinde eller skræmme et folk, og det vil sikkert heller ikke nytte noget nu. —

Feltmarkskalken sendte ogsaa et brev, som skal være originalt, fra den svenske utsending i London, hr. Rehausen, til grev Rosen, hvori han skriver, at hr. Anker har hat et møte med lord Liverpool, men at hans mission har været ganske mislykket, da han av ministeren bare har faat bekræftelse paa Englands uforanderlige sindelag likeoverfor Sverige. Engelske fregatter skal krydse mot norske skib eller de skib som vil føre korn til Norge etc. —

Saalænge Anker ikke selv melder noget om dette, tillater jeg mig at tvile paa det, og jeg drister mig til at tro, at ogsaa den svenske minister kan være blit holdt for nar av engelskmændene. Det eneste som viser en uvenlig stemning fra engelsk side, er at der, før Anker kom, blev git forbud mot at dra avsted for alle skib som skulde gaa til Norge; men for et syns skyld maatte der tages nogen forholdsregler, selv om England vil være vor ven. Jeg stoler paa Anker, og jeg vet, at ingen er dygtigere end han til at greie denne sak og føre den til ende til statens bedste. —

Grev Essen siger, at hr. Anker, som rimeligvis for længe siden er vendt tilbake til Norge, vil kunne bekræfte at denne nyhet er sand. Grev Schmettau vil svare ham, at Anker endnu ikke er vendt tilbake. —

15—19Jeg har brukt disse dage til at ekspedere ilbudet til Kjøbenhavn, og jeg har ogsaa git en depeche som er bestemt til kongen av Danmark, til admiral Lütken, som er blit sat paa fri fot — efterat saken med briggerne er blit ordnet — og som tænker paa at reise til Kjøbenhavn. Idet jeg sender Hans Majestæt indberetningerne om beslaglæggelsen av briggerne og min erklæring om samme emne, ber jeg Hans Majestæt en stund sætte sig i mit sted og undskylde det som ikke kunde undgaaes. —

Jeg har anbefalt admiral Lütken som en officer der fortjener at æres og belønnes av Hans Majestæt. Jeg har ogsaa sendt bud om riksforsamlingen og dens aapning, ikke bare til Hans Majestæt, men ogsaa til mine søstre, grev Danneskiold, til Augustenborg og mange andre venner gjennem Falsen.

Jeg har sendt brev til dronningen, mine søstre, min bror og til Bardenfleth med admiralen, som reiser den 20 april.

Jeg har sendt kreditiver med Falsen for at avslutte laan til at betale det korn som er kjøpt i Danmark; om dette har jeg skrevet til etatsraad Kiellerup i Aalborg og til grev Danneskiold og likesaa til stiftamtmand Güldencrone i Aarhus. — Den 19 fik jeg den gode nyhet, at 40 skib med fragt til Norge er kommet til de jydske havner, og at man iler saa meget som mulig med derfra at avsende ladninger med proviant til Norge. Selv regjeringen leverer 100 000 tønder korn for at sælge til privatfolk. Man driver meget paa med at faa sendt penger til betaling inden den fastsatte tid: til den 11te juni. — Vi sender hvad vi kan, ladninger med glasvarer og tømmer, og laanene i Danmark faar greie resten. —

Disse dage har været yderst travle og trættende for mig. —

I riksforsamlingen har man den 15de drøftet hovedpunkterne av eller grundprinciperne for grundloven, nemlig:

1/ At Norge bør være et arvelig og konstitutionelt monarki, selvstændig og udelelig, og at regenten skal ha navnet konge. Om dette punkt, hvis form blev fyldigere end det ellers vilde ha været nødvendig, bare for at imøtegaa et forslag fra et motparti som vilde gi regjeringens chef titelen riksforstander, reiste der sig nogen debat. Hr. Wergeland holdt en nøie gjennemtænkt tale, hvor han kom ind paa næsten alle de forskjellige grundlover, med citater i fremmede sprog; men man ropte at han skulde holde sig til saken. — Ved navneopropet blev forslaget vedtat med et flertal av mere end ⅔ av forsamlingen.

2

Folket bør utøve den lovgivende magt, og utøver den gjennem sine repræsentanter.

3

Folket bør ene ha ret gjennem sine repræsentanter til at paalægge skatter.

4

Kongen har ret til at slutte fred og erklære krig.

5

Benaadningsretten er hos kongen.

6

Den dømmende magt bør være skilt fra den lovgivende og utøvende. —

7

Trykkefrihet skal finde sted.

8

Den evangelisk-lutherske religion bør være folkets og kongens religion; alle religionssekter har trosfrihet, dog er jøderne fremdeles utelukket fra riket.

(Dette møtte motstand til gunst for jøderne; men politiken seiret over trosfriheten, og de blev utelukket).

9

Der bør ikke gives nye monopoler eller forrettigheter i kunst og haandverk.

10

Personlige, arvelige forrettigheter maa ikke mere gives nogen.

11

Det er enhver borgers pligt at verge fedrelandet.

De 10 første artikler blev vedtat; den 11 møtte motstand hos mænd av adelig stand. Kammerherre Løvenskiold talte, men ingen forstod ham ; han har en plan som helt avviker fra forslaget. Han vil, at hæren skal utgjøres av soldater som er tat fra distrikterne. Han gjør sig til nar. —


Komiteen har arbeidet hver dag. —

Den 18 og 19 var det igjen fællesmøter. Det velsindede parti fremsatte tre forslag for at rydde av veien de kunstige vanskeligheter som motpartiet syntes at ville fremkomme med, for at trække i langdrag riksforsamlingens arbeider og avgjørelser, nemlig:

  1. for det første: at et utvalg av de lærdeste jurister i riket skal opnævnes av riksforsamlingen til at utarbeide ea ny utgave av civilloven og straffeloven. Vedtat —
  2. at der straks skal vælges en finanskomité, som av regjeringen skal faa alle mulige oplysninger om landets hjælpekilder etc. Vedtat. Til medlemmer blev valgt: amtmand Krogh, foged Collett og kjøbmændene O. C. Mørch, Meltzer, Rolfsen, Stoltenberg, Schmidt og Lund.
  3. at riksforsamlingen skal regnes for at være avsluttet, naar grundloven er vedtat og kongen er kaaret —

Dette forslag blev drøftet. Wergeland holdt igjen en tale som ikke førte til noget, og grev Wedel talte ogsaa og meget godt, sies der; men han var av den mening at forholdet til utlandet først og fremst burde bli kjendt og drøftet. Presten Rein talte kraftig, og han var enig i at en finanskomité blev valgt, da det bare kunde være i alles interesse at lære at kjende landets hjælpekilder; men med hensyn til de utenrikske forhold kunde man ikke kræve av regenten, at han skulde kunne si hvad han selv ikke visste, eller hvad han ikke kunde komme frem med av grunde som bare han kjendte. Han var desuten av den mening, at grundloven kunde gjøres færdig uten at man bad om de fremmede magters samtykke. —

Forslaget blev misforstaat av flere medlemmer, som trodde at det utelukket alle forslag om at bedre lovene etc., eller at det tilsigtet at faa ind i grundloven mange ting som ikke passer eller hører hjemme der. Følgen var, at stemmerne stod like, saa at præsidenten maatte avgjøre saken, og han stemte for forslaget —

Til præsident blev blev den dag valgt oberst Hegermann og til vicepræsident Falsen. — Wedel hadde igjen bare to stemmer —

Jeg kom her den 19 om kvelden —


20Før middagen talte jeg med flere av forsamlingens medlemmer. Grev Wedel spiste middag hos mig og gjorde sig virkelig umak for at være elskværdig; vi talte ikke om politik. — Den tidende at engelskmændene har sendt ut skib for at jage og gjøre ende paa de svenske kapere, som de ikke mere vil taale, har gjort et godt indtryk; likesaa tidenden om at der er kommet flere skib lastet med korn.

Idag har jeg skrevet til Anker, og


den 21deom aftenen avsendte jeg et ilbud til ham — forhenværende løitnant Bing. Da jeg skrev mine depecher, tok jeg hensyn til en tidende som vi fik tidlig idag fra feltmarskalk Essen, nemlig at de forbundne har holdt sit indtog i Paris den 30te mars, og at keiser Aleksander har erklært den 31 mars i Paris, at hverken han eller nogen anden av de forbundne magter vil forhandle med Napoleon Bonaparte eller med nogen av hans slegt; men at senatet kunde gi Frankrike en grundlov som stemte med dets velfærd, og at Frankrike skulde forbli stort og lykkelig. Man sier at senatet har sat Bourbonerne paa tronen. Saa har da Napoleon endt sin glimrende løpebane, et stort eksempel for erobrere som lar sig rive med av en umættelig ærgjerrighet. —

Jeg har paalagt Anker at sætte mig ind i vor politiske stilling, da jeg finder det er min pligt ikke at skjule den for riksforsamlingen, før den avgjør mit valg til Norges konge. Jeg har paalagt ham at virke for at omstyrte Ponte Corvo netop nu da der er grund til at tro, at han kan bli styrtet sammen med Napoleoniderne; da vil Norge og Sverige kunne bli forenet ved at jeg vælges til svensk tronarving. Bare de forbundnes indflydelse trænges for at iverksætte denne store plan; to fremmede, to eventyrere vil ikke kunne være nogen hindring, naar det svenske folk let kan naa sit maal ved at ofre dem —

Norges folk vil, naar det faar sin grundlov og en konge som det liker, ikke ha noget videre imot at bli forenet med Sverige; men man maa gaa frem paa denne maate, hvis det nogensinde skal bli en forening —

Jeg har meddelt Anker min samtale med hr. Flack, og med hensyn til riksforsamlingen har jeg sendt ham alt som har staat i bladene, og utførlige oplysninger om tingenes gang —


22—23—24har jeg brukt til at sørge for min private brevveksling —


25Jeg har ogsaa skrevet til baron Hardenberg og sendt ham et brev til hans far, Prøisens storkansler; og i mit forsøk paa at faa ham til at rette hele sin politik mot Ponte Corvo er jeg gaat endnu længer, saa langt som til at angi som middel til at vinde det russiske kabinet at antyde den mulighet at den skandinaviske trone, i forbindelse med min haand, kanske kunde bli et passende tilbud for keiser Aleksanders søster. Dette er mere end jeg egentlig burde gjøre; ti at ofre et lykkelig samliv med Caroline av Augustenborg kan ikke sammenlignes med fordelen ved at faa en trone. Men hvad gjør man ikke for at sikre Norden og et slikt folk som det norske ro, og desuten gjør en slik tanke, naar den engang er utkastet, sin virkning, uten at den behøver at bli virkeliggjort —

Forøvrig har jeg sterkt fremholdt for baron Hardenberg ikke at blande sammen Danmarks og Norges interesser. Det er av betydning, at man ikke tror paa nogen forstaaelse mellem disse to regjeringer, og derfor har jeg ikke været tilfreds med at faa vite, at grev H. Holk, som Hardenberg har sendt i egenskap av ilbud til sin far, har faat pas fra hr. Rosenkrantz og overbringer mine brev til de forbundne fyrster. Jeg gjorde den bemerkning, at en slik forholdsregel hadde skaffet Ponte Corvo en krone, men at den kunde koste kongen av Danmark hans. — Jeg er blit litt beroliget med hensyn til dette ved at faa vite av et brev fra Thygeson, at Hardenberg selv vilde ta brevene med sig, og hans brev til faren vil gjøre det indlysende at Danmark ikke har nogen skyld i det. — Hr. Winge skal bringe dette brev til Holstein, og det vil bli git til hr. von Blücher, hvis Hardenberg er reist.

Jeg har sat Anker ind i alt dette, og i at Hardenberg ikke er kommet længer med sin opgave, noget som er meget kjedelig —

Briggerne har igjen faat befaling fra mig om at krydse for at verge de skib som fører levnetsmidler til Norge, og jeg har paalagt dem at behandle de svenske kapere som sjørøvere —


fra 21—28I riksforsamlingen blev kommandør Fabricius valgt til præsident, presten Rein til vicepræsident —

Konstitutionskomitéen arbeider daglig. Finansutvalget har hat møte og synes at være tilfreds med de oplysninger det har faat av finansdepartementet; det erkjender at Norge kan greie sig som selvstændig stat i fredstid, ved hjælp av overskuddet av sine indtægter. Det har krævd og faat oplysninger om hærens størrelse før krigen og om utgifterne til den i freds- og krigstid. Det har ogsaa gjentat kravet paa at faa vite, hvormange millioner finansdepartementet ansaa nødvendige til stats- og krigsutgifterne til mars maaned næste aar — det tidspunkt da en ny riksforsamling skal træde sammen. Man vil gjenta, at man holder det for ugjørlig at nævne den nøiagtige sum som kræves for at dække statsutgifterne i en saa farlig og krigersk tid; men — for at nævne en sum — at 4 millioner straks for at betale korn og fisk og 1 million om maaneden senere maa regnes for aldeles nødvendig. Men man ønsker desuten, at der opnævnes en finanskomité som kan arbeide ved departementets side med rikets finanser, og som kan bemyndige riksbanken til at tilveiebringe de midler som er saa uundværlige for at hævde rikets selvstændighet —

Dette forslag griper man til for at undgaa at nævne den sum av 20 millioner som staten let kan komme til at trænge —


Den 26kom marinekaptein og forhenværende generalkonsul i Gøteborg F. Holsten hit med brev fra Hardenberg og andre venner og slegtninger i Danmark. Han blir ikke træt av at tale om det misnøie som almindelig raader i Danmark mot de personer som omgir og raader kongen, mot Bülow, Rosenkrantz og Tawast, som har en altoverveiende indflydelse. Holsten er en ung og meget skarpsindig mand. Han har den mening som han har meddelt ministeren Rosenkrantz, at den svenske plan om at utvide sig paa Danmarks bekostning skriver sig fra gammel tid, og han trodde ogsaa, at Englands og Sveriges avtaler — her har general Hope været mellemmand — gik ut paa, at hvis kongen av Danmark gjorde motstand til det yterste, skulde hertugdømmerne Jylland og Fyen forenes med Hannover, og kongen bare beholde Sjælland som hertugdømme. Den fred som nu virkelig er sluttet med Storbritannien, viser, synes det mig, at de har opgit denne plan; men det er sikkert at den svenske politik har været i stand til aldeles at lægge Danmark ut først med Rusland, derefter med England (februar 1813), med Prøisen og med Frankrike, og nu til slut har den berøvet kongen personlig det norske folks hengivenhet, og det er dens hensigt at blotstille ham i det danske folks øine ved at tvinge ham til skarpe forholdsregler mot Norge og mot mig, som man i Danmark er vildt begeistret for —

Jeg vil gjøre Holsten til min marineadjutant og vise ham tillid; han fortjener det helt ut. Jeg har kjendt ham længe.


Den 27Kammerherre Rosenkrantz, som er vendt tilbake fra Kjøbenhavn, har fremstillet sig for mig. Han har git kongen mit brev, men har ellers ikke kunnet optræde officielt; han har ikke engang været indbudt til det kongelige bord. Han har git mig mange oplysninger om regjegjeringskontorerne, især om 1ste departement. Han taler meget om Tawasts utaalelige indflydelse i Kjøbenhavn. —

Han har bragt mig en trekantet mynt fra Kristian den femtes tid, som en dame i Roskilde hadde levert ham for at gi mig den med et anonymt brev, hvori hun siger, at en ung evnerik mand hadde git hende den den 20de oktober 1796 med de ord, at hun skulde skjænke den til den prins av Danmark som kom i den stilling selv at hævde sin ret. Hendes nylig avdøde mand hadde paa sit dødsleie mindet hende om at det var mig hun skulde gi den til. —

I Kjøbenhavn gaar alle, mænd og kvinder, som roser sig av særlig at interessere sig for mig og Norge, med grønne baand; det har rørt mig. Tidenderne fra min slegt er heldigvis altid de bedste. Min søn skal i sommer bo hos kongeparret paa Frederiksberg.


29Jeg er ikke videre bra idag; men en utflugt til Kristiania vil kvikke mig op og gi mig igjen mit gode humør. —

April 30Idag drog jeg avgaarde; veien er blit bedre.