Wikikilden

Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604/Mandhelgebolk

< Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604
Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604
Utgitt av Frederik Hallager og Frederik Brandt, Carl C. Werner & Komp.s Bogtrykkeri,  (s. 39-68).
Mandhelge Balcken.
Om nogen dræber hin anden,
cap. I.[1]

Dræber1 mand anden, da [miste hand sin fred, oc[2] haffuer forbrut alt det hand eyer, vden sin odels jorder allene: [vden det skeer aff vaade eller nødværge.[3] Thi odels jord maa ingen forgiøre, vden hand dræber anden forrædelig, eller hand giør nidingsværck. [4]Skeer drab aff vaade eller nøduærge,[5] da skal konningen icke mere tage aff dræberens gods for tegengield, end otte ørtuger oc tretten marck aff hans løszøre. Er icke løszøre til, oc konningen vdleggis aff dræberens jorder i tegengield: da maa dræberens arffuinger (om de ville) løse det igien inden ti aar, om det er deris odel. Men der som drabsmanden bliffuer fredløs, da maa hans neste arffuinger tage hans odels jorder til sig, emeden hand er fredløs, oc betale der aff hans rette gield: dog maa de det icke selge emeden hand leffuer.

Giffuer konningen nogen drabsmand fred,[6] for høffdingers eller andre gode mends bøn skyld, eller oc hand kand selff forhuerffe sig fred aff konningen: [da skal hand nyde slig naade, som konningen giør met hannem. Oc stille den dødis arffuinger til frids, effter som konningen siger dennem imellem, oc de bøder vdlegge til de tider, de forenis om.[7] Saa skulle de, hans gods foruarede, emeden hand vaar fredløs, antuorde hannem det igien, de i antuord haffde, foruden landskylden midler tid der aff er opbaarit.

[8]Den som sagisløsz mand dræber, maa ingen lands vijst giffuis,[9] vden konningen hannem selff benaade vil for gode mends bøn skyld. Icke maa heller nogen fange fordags breff, offtere end en sinde: vden hand giør beuijsligt, at hand icke haffde saa lang tid, at hand kunde naa sine vidnisbyrd, effter det forrige dags breff.
Om skemdervig oc nidingsværck,
cap. II.[10]

Ingen2 maa sin jord forgiøre, vden hand [bruger forræderj, eller giører nidingsværck.[11]

Det er den største nidingsværck, at mand [opreyser almuen, oc[12] forraader land eller folck fra sin herre oc konning. Beskylder konningen nogen mand for at vere lands forræder, vere sig enten frj mand eller bonde: da skal konningen aff sin hoff tilnæffne en mand som jæffnbaarn er ved den hand beskylder, som effter konningens breff oc befalning skal hannem derfor tiltale oc forfølge effter lowen.[13]

Det er oc nidingsværck, om mand dræber den hand haffuer sorit fred oc tryghed.

Det er oc nidingsværck, om mand dræber anden i [selff siette fred:[14] det er, naar nogen søger sin ret for sin skade effter lowen, for sig selff eller andre, hand er verge for, eller haffuer ombud for: eller [haffuer arff at hente paa sin egne eller andre deris vegne,[15] oc da selff tilsiger fred oc tryghed, met vidne paa baade sider: da ere alle deris frender vnder samme fred oc tryghed, som de det selff giort haffde.[16]

Det er oc nidingsværck, om mand dræber laugmanden, [for sin dom,[17] thi hand da nederfelder low oc ret.

Det er oc nidingsværck, om mand brender anden inde.

Det er oc nidingsværck, om mand myrder anden.

Det er oc nidingsværck, om mand hæffner tyffue.

Det er oc nidingsværck, om mand hæffner paa andre, end den som selff haffuer giort hannem skade.

Det er oc nidingsværck, om mand hugger haand eller foed aff anden, stinger øye vd, eller skier hans tunge aff, eller affskier hans lønlig lem.[18] De som sligt giøre, eller [styrcker oc hielper andre til sligt at giøre,[19] ere alle vbodemend: vden saa skeer, at konningen lader nogen i saa maade reffse for sine misgierninger. End skeer nogit sligt vdi slaugsmaal for haanden: da bødis derfor [effter lowen, oc gode mends dom.[20]

Dræber mand sin fader, moder, søn, daatter, broder eller søster: da er hand vbodemand: vden den det giør, er gallen oc affsindig.

Dræber bonde sin hustrue, eller hustrue sin bonde:[21] det er vbodemaal.

Det er oc vbodemaal om mand affliffuer sig selff.

Det er oc vbodemaal, om mand dræber anden i sit egit husz, eller gaard, eller paa hans ager eller eng, som er indgiærdit til hans gaard, [naar hand gaar i sit arbeide:[22] vden det skeer aff nødværge.

De som bortløbe met andens hustrue, ere oc vbodemend, baade for konningen oc bonden, dræbende oc døden værd, ihuor de findis.

[23]De som lade deris liff for tyffuerj, eller [fredløsz gierninger: røffuerj til land eller vand:[24] for mord eller [andre vdædiske gierninger:[25] for troldom oc spaadom at styrcke vantro met: de der lader sig kiøbe til at dræbe anden vden sag: de som tager quinder met vold, [huad heller de giøre deris vilie eller icke, eller oc tager sig hustruer met vold, vden deris, som ere deris formyndere oc verge deris vilie:[26] slige folck skal ingen bod forgiffuis, huad heller de dræbis aff konningens ombudsmand, eller anden de haffue brut imod. Huem som hæffner eller kraffuer, bøder effter dennem, som de vide, for i slige gierninger er bleffne straffit: da ere de fredløs, oc haffuer forgiort alt det de haffuer løst eller fast. De som deris gods, hustruer oc slectinge for saadanne vgierningmend værger oc beskermer: nyder deris fred. Men de saadant giøre, haffue for hiemgield, huis skade de der offuer bekomme, oc ligge paa deris egen værck.

Det er oc fredløs gierning, om en giffuer sig i ecteskab met nogen quinde, den stund hans forrige hustrue eller feste quinde leffuer: vden hand er skild fra den første met kirckens dom.[27]

Det er oc vbodemaal, om mand forfalsker konningens mønt, breffue eller indseigle.

Det er oc vbodemaal, om mand dræber den mand som haffuer konningens beskermelse breff, enten til lands vijst, eller vidniszbyrd sig met at vndskylde, vden lowlig aarsag.

Det er oc vbodemaal, om mand dræber anden i det herberg konningen er vdi, eller vdi hans nerverelse, eller vdi konningens gaard, eller konningens skib: endog konningen er icke i gaarden, eller paa skibjt. End skeer drab i den bye eller haffn, som konningen selff er: da vere det vnder konningens naade, effter sagens leilighed.[28]

Voldtagis nogen quinde, oc er der to skellige vidne til: da er det halszløs gierning, Men er der icke vidne til, oc hun klager vold, den samme dag det er skeed: da skal tolff mend randsage sagen. Findis hand da skyldig vdi gierningen, vere fredløs. Men findis det, at hand haffde vilie til, at giøre hinde vold, oc dog icke fuldkom sin vilie: da beholde liffuit, oc bøde effter 12. mends dom.
Om mand finder anden paa sin kone, moder eller daatter,
cap. III.[29]

Finder3 mand anden paa sin kone, oc haffuer der lowlig vidne til: da bøde bonden fuld mands bøder, [saa som bonden skulle bøde for hannem, om hand[30] haffde dræbt hannem sagiszløs.[31] Men finder mand anden paa sin moder, eller daatter,[32] der icke selff haffuer ecte mand: da bøde halff mands bøder. Oc skal slige bøder dømmis af 12. skellige mend, lowlig tilnæffnde.

Om nidinger oc vbodemends odel,
cap. IV.[33]

Hvem4 som helst der giør nidingsværck, forrædels eller fredløs gierning: da haffuer hand forbrut til konningen alt det hand haffuer, baade løszøre, oc sine odels jorder. Flyer hand aff landit, da komme aldrig i landit igien: vden hand bær sande feide tiende, som landsens indbyggere icke før affuiste, da maa hand bliffue i landit igien, oc kiøbe sig fred aff konningen.[34]

Falder nogen fredløszmand arff til, den stund hand er fredløs, oc hans frender optager samme arff: fanger hand siden konningens fred, da skal hans frender antuorde hannem samme arff igien, met slig vilkor, som de den annammit haffuer.

Om frelsmand selgis oc forraadis,
cap. V.[35]

Selger5 mand frelszmand aff landit, da bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck: oc forskaffe hannem tilstede igien hand solde: oc stande hannem til rette effter 12. mends dom, effter som den er mand til der sold bleff. Kand hand icke fly hannem tilstede igien: da gielde fuld bøder for hannem. Siger hand ney at han ey solde: da verge sig met 6. mends eed.

Om mand huser vdsleger mand,
cap. VI.[36]

Hvem6 som huser, oc hiemer fredløsz mand, seder oc dricker met hannem, vere sig bonde eller anden mand: da bøde til konningen første nat en marck sølff. For anden nat, to marck sølff. End om hand er hos hannem tre netter: bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck sølff, om hand er fredløs giort inden samme fylcke, oc det vaar hannem vitterligt der husit hannem.

Konningens fogit skal liuse paa tinge hans fredløszmaal: naar hand spørger nogen slig gierning giord haffuer.

[37]Icke maa heller mandrabere, eller andre vdædiske mend, som giøre de gierninger, som de kunde bliffue fredløs for: sidde oc fortrycke dennem hieme, oc forlige dem met saguolderen, førend der er dømt om deris gierninger, vden de haffue konningens beskermelse breff, eller fordags breff til rette. ey heller sidde lenger end konningens fordags breff dem tillader: Huem det giør, da skal konningens ombudsmand eller hans fogit lade dem gribe, oc straffe som ved bør. Oc skulle huer mand, frelszmand saa vel som almuen, vere plictig at giffue ombudsmanden, eller hans fogit det tilkiende, oc tilhielpe dem at lade straffe. Forsømmer ombudsmanden at randsage effter saadanne folck, naar hannem aduaris: vere vdi konningens vnaade, oc bøde otte ørtuger oc tretten marck sølff. End huer frelszmand[38] det veed, oc dølger, oc icke giffuer ombudsmanden, eller hans fogit tilkiende, oc icke tilhielper at rette offuer dem, vere i konningens maade: oc bøde fire marck vdi breffue brud. End bønner som sligt vide, oc icke giffuer ombudsmand tilkiende: straffis derfor effter lowen som ved bør.

Om slaugsmaal paa tinge, eller vdi forsamling,
cap. VII.[39]

Bliffuer7 nogen mand slagen eller saar giort paa tinge: da ere huer mand paa tinge, plictig at søge effter den det giorde, oc gribe hannem, vden hans frender i fierde led, oc suogre,[40] de ere icke plictig at hindre hannem, vden de ville. Huem icke effterløber, bøde konningen en marck[41] sølff. End sictis hand at hand kunde, oc icke vilde gribe hannem, oc icke er vidne til: verge sig met sin eed. Huem som hielper slige folck til at de vndkomme, vere derfor fredløz: vden hand kand verge sig effter lowen, at hand icke viste, at hand slig gierning giort haffde. End dersom hand hindris, vil hand da frelse sit liff, oc komme til bøder, da skal hand legge sit værge fra sig, da frelser hand sit liff, saa lenge den saargiorde leffuer. Dog skal tingmendene binde hannem, oc føre hannem til ombudsmanden at foruaris. Haffuer ombudsmanden hielp behoff at vaage offuer hannem: da skal tilsigis saa mange bønder, som behoff giøris. Slipper hand løsz fra ombudsmanden, oc den saargiorde døer: da vere ombudsmand i hans sted, oc bøde derfor effter konningens oc gode mends dom, [effter som den fangen vaar skyldig at bøde:[42] vden hand tagis fra hannem met offuervold. [Bliffuer bønderne tilsagd, oc icke vil vaage offuer slig folck, oc fangen der offuer vndkommer: da suare de der til, lige som ombudsmand skulle giøre, om hand for hans forsømmelse vdslap.[43] Vil icke konningens ombudsmand annamme fangen aff bønderne, naar de hannem den met vidne haffuer tilbødit: [da skulle de sette hannem fangen paa ombudsmandens bekostning.[44] Vndkommer hand siden, da stande ombudsmanden i hans sted: vden hand bliffuer borttagen met vold. Allesteds huor ombudsmanden optager nogen misdeders gods, som skal lade sit liff effter tingmends dom: da er hand plictig at skaffe bøddel, som skal reffse hannem. Oc tingmenden ere plictige at følge hannem til retterstedit: eller bøde huer det icke giør, en halff marck imod konningen.

Om gallind mand vorder nogens bane, eller saarer nogen,
cap. IIX.[45]

Bryder8 gallind mand aff hectelse, oc slaar nogen ihiel: da bøde hans frender aff hans gods fuld bøder for den døde, om godsit tilrecker. End recker det icke til, oc hand bliffuer vittig igien: da fare aff landit, indtil hand faar bøt fuld bod for den hand slog ihiel.

Findis nogen mand som aldelis affsindig er: da maa binde hannem huem der vil, oc føre hannem til tinge, oc til biude hans frender hannem, [de ere plictige at foruare hannem:[46] Oc den hannem hectede, at tage sin omkost igien aff den galenis gods, om det er til. Huer mand maa affsindig folck heffte vden brøde. De skulle vere i deris frenders foruaring som andre børn:[47] oc de maa heffte dem om de ville. Saarer gallind mand nogen mand, eller giør hannem skade: da bør hans frender at bøde skaden,[48] oc lægeløn aff hans gods: men konningen faar der ingen bøder for. Sicter den skaden fick, gallind mands frende, at hand icke vil heffte den galne, verge sig derfor met sin eed. Icke skal andre som bryde sig aff fengsel, eller giøre skade, regnis for galne folck: end de som vitterligt er, at haffue verit for gallindskab indsette, oc ere galne.

Om banemand til drab, oc detz vnderförsel,
cap. IX.[49]

Den9 mand vere mands bane, som de der hos vaare der manden bleff dræbt vidne, det aa hand. Oc maa icke verge sig derfra met nogen eed, met mindre hand vaar saa langt der fra den dag manden bleff slagen, at hand kunde icke fare der [to gange[50] imellem om dagen til oc fra: oc vaar den tid enten i kircke, paa ting, i herrit,[51] paa skib, i gestebud eller forsamling: da verge sig met 12. lowfaste mend, som hos hannem vaar, den dag manden bleff slagen. End er hand paa ingen disse steder, eller[52] saa langt fra som nu er sagd, at hand icke den dag kunde vere paa det sted drabit skeede: da verge sig dog met 12. mends eed.

Kunde de mend hos vaare der drabit skeede, icke komme til tings at vidne der om for forfalds skyld: da skulle to mend vidne deris ord, oc suerge paa bog paa tingit. End om den saarit er, kand tale naar hand findis: da vere den hans banemand hand først giffuer sag, om hand haffuer sit fulde vid,[53] naar hand hannem beskylder. Da skal slig hans beskyldning liusis paa første ting, oc suergis paa bog, at den døde sligt bekiende: da bliffuer hand banemand, vden hand kand lowverge sig met tolff mend, som før er sagd.

Om vjgliusning, oc bane raadsmend,
cap. X.[54]

Vorder10 mand dræbt, da vere den banemand, som kiendis gierningen.[55] Dog skal hand kiendis gierningen for lowfaste mend den samme dag drabit skeer, [vdi det fylcke det giort er:[56] oc næffne sit naffn, oc huor hand vaar om natten, huad fylcke[57] hand haffuer hieme vdi, [oc huor hand boer, oc haffuer sin verelse.[58] [Det første ting som holdis effter drab skeed er:[59] da skal den bonde drabsmanden hos vaar, komme til tinge, oc liuse oc suerge paa bog, at drabsmanden vaar hieme til hans den nat, oc kaldit sig N. [Da skal fremkomme alle de vidne, som hand kiendis gierningen for, som kaldis vijgliusning.[60]

Ville de mend icke bære vijgliusnings vidne: da maa den dødis arffuinger [steffne dem til neste ting,[61] at de vidne det, som de vide effter deris samuittighed. Ville de icke da vidne bære: da bøde [konningen en halff marck. Sammeledis skal oc holdis om alle de andre vidne i mandhelge sager, vnder slig bøder, som sagd er.[62] Huilcke bøder skal betalis [til den dag dem forleggis[63]: eller ombudsmand eller hans fogit, skal fare met sagsøgeren til deris huse, oc vdvurdere den bøder dobbelt.

Drabsmanden maa icke fare omkring tre gaarde, førend hand liuser sine gierninger: vden den dødis arffuinger, eller frender, inden fierde mande, eller hans suoger,[64] eller hans affuindsmend, som hand bære liffs fare for, ere vdi de gaarde. Liuser hand icke, som nu sagd er, da er hand morder: oc haffuer forbrut fæ[65] oc fred. End om baade fremkommer paa første ting, vijgliusnings vidne, oc vidne effter den dødis ord. da stande det for fulde den døde bekiende, oc icke det som den sagde, der draben kiendis: [da er draberen icke morder, men bliffuer fredløs[66]: [Der som icke fremkommer vidne effter den døde, men allene vijgliusnings vidne: da stande forfulde, om de aff lowfaste mend ere lowlig frembaarit.[67] Da skal den dødis arffuinger fare til det herrit eller fylcke, som den sagde sig at haffue hieme, som draben kiendis. Finde de da den mand, som saadan naffn oc skickelse haffuer, oc hand siger der ney for: da maa de steffne hannem til tinge, oc paa det tinge skal 12. lowfaste mend, og icke næffnd vidner suerge hannem quit. Vil hand da icke lowverge sig: da er hand skyldig i sagen. Men der som hand verger sig met lowen: da maa den dødis arffuinger søge saa mange mend, som hos vaar, der drabit skeede: oc de ere plictig at verge sig met 12. mends eed, effter som før er sagd. [End om mand er saa leemslagen eller saargiort, saa hand icke kand tale: da maa hand opskiere tingbud, naar hand faar sit maal igien, oc søge sin skadismand: Da skal det ting vere hannem saa fult, som det vaar skeed den samme dag hand bleff slagen.[68]

End døer hand, da skal konningens ombudsmand, (om arffuinger icke ere til) søge effter drabsmanden.[69]

Raader mand anden til baneraad, det er at giøre nogen skade til liff, gods,[70] eller det som en kand haffue skade, skam, eller vanære aff: da bøde derfor effter lowen oc laugdomme,[71] eller verge sig effter lowen, at det icke skeede aff hans raad. Men den som gierningen giorde: bøde fuld bøder effter lowen. Vorder nogen mand dræbt, som icke er fød i ecteskab, oc icke kommer i faderens et effter lowen, endog hand er kiend nogen mand til som da tager hans næste moderne frender bøder oc arff effter hannem. Bliffuer hand slagen, saargiort, eller skiend: da tager hand slig ret for sin skade, som hans moder fader burde at tage for saadanne skade.

Om drabs böder,
cap. XI.[72]

Dræbis11 mand, da metfare som lowen tilforne omtaler. End aff draberens gods skulle 12.[73] lowfaste mend lowlig opkræffd: dømme til den dødis arffuinge, slig bod som dennem siunis sandist vere for gud, [effter deris samuittighed.[74] [Oc drabsmanden skal giffue den dødis hustrue sin sengeroe, effter dannemends sigelse, oc det skal icke tagis aff boden den dødis arffuinger tilkommer.[75] Ingen af drabsmandens slegt, er plictig til at bøde met hannem. Icke tage heller slegten bod effter den som dræbt er: vden hans neste arffuinge, [saa vel quinde som karl.[76] Recker icke draberens gods til at betale baade bøder oc tegengield met: da mindskis for begge, effter antals regning.

Konningen maa icke optage manddraberis eller fredløse mends gods, førend all lowlig gield, som de vaare bortskyldige, førend de bleffue fredløse, ere betaldt.

Om vaade værck,
cap. XII.[77]

Vaadeværck, eller de gierninger som skeer imod ens vilie: skal mildere straffis end det som skeer met vilie oc forset.[78] Hugger to mend i skow sammen, oc den enis øxe slipper aff skafftet vden hans vilie, oc giør den anden saar, saa hand døer deraff: da bødis til den dødis arffuinger fierdings bøder, oc verge sig selff siette, at hand haffde aldrig i vilie, at ville giort den gierning. Allesteds huor slig vaadeværck skeer, der som mand vil giøre gaffn, oc skade skeer: da bødis ey mere en fierdings bøder, imod den skade fick, ehuad skade der skeer, om det vaar imod hans vilie der skade giorde, oc det skal hand verge met sex mends eed. For vaadeværck bødis icke til konningen.

Skyder eller kaster nogen offuer husz, skib, eller planckeværck,[79] eller nogen slig vnødig gierning giør, oc anden der aff fanger skade, saar, meen eller bane, imod deris vilie det giorde: da bøde derfor halff bøder, oc verge sig der til selff siette at det icke skeede met hans vilie, oc vere sageløs for konningen.

Det maa icke kaldis vaadeværck, at mand hugger eller slaar til en met vred hu, at hand vilde skade hannem: oc rammer en anden.

End om nogen ganger sammen at brydis i fagn, eller dragis i hender met beggis deris vilie: da foruare huer sig selff. Fanger nogen i slig tilfald nogen skade, oc den anden vantroer hannem, at hand giorde det met vilie: da verge sig met sin eed, at det skeede icke met hans vilie.

Om kniffue at bære, oc om kniffsting,
cap. XIII.[80]

Drager13 mand kniff til anden, endog hand giør ingen skade der met: bøde konningen tre øre sølff, oc stande den hand drog kniff til, til rette effter sex mends dom.

Stinger mand anden met kniff [sageløs, saa hand gaar der aff til sengs, oc bliffuer ved liffuit: da stande hannem derfor til rette, oc bøde effter 12. mends dom.[81] Oc konningens ombudsmand skal vere plictig, at lade føre hannem til ting, [(om hand gribis met ferske gierninger)[82] oc lade samme kniff sticke igiennem hans haand: [vden hand vil sig der fra kiøbe met otte ørtuger oc tretten marck til konningen.[83] [End rømmer hand bort: da vere fredløs, indtil hand retter for sig imod bonden oc konningen.[84]

[Men døer den hand stack met kniff:[85] da vere fredløs, oc komme aldrig i landit igien, vden dommeren[86] siunis, det at vere skeet aff nøduerge. Men huad mandraberens boeslod belanger, der met faris som lowen tilforne vduiser.

Den samme low vere oc, om mand skyder til anden, oc enten saarer eller dræber, [eller oc bider anden,[87] som om kniff-sting.[88]

[89]Giffuer konningen nogen slig vgierningsmand leide til rette, som kaldis dagsbreff: oc hand vdi samme teigendage hugger anden, stinger, eller giør anden vstyre, vden hand er der nød til: da haffue forbrut den fred hand haffde, oc straffis for de gierninger han giorde, saa som hand vaar fredløs.

Om mand bider anden,
cap. XIV.[90]

Det14 er vtilbørligt at bidis som hunde oc heste. Huem som bider anden: da skal ombudsmanden lade tage oc føre hannem til tingit, oc lade bryde fremtenderne aff hans hoffuit, oc vere der met sageløs for konningen: vden gode mend kand siunis hand giorde nøduerge. Oc da maa hand komme til bøder, oc bøde den hand beed, effter 12. wuillige mends dom, fylliste for sin skade, [oc konningen otte ørtuger oc tretten marck.[91]

Om lifflöse gierninger, detz dom, oc reffselse,
cap. XV.[92]

Dræber15 mand anden, lemmelester,[93] eller giør de gierninger hannem bør at miste liff eller lemmer for effter lowen: da skulle de som nest ere, oc først kunde naae hannem, tage den mand oc føre hannem til ombudsmanden bunden, eller i jern. Giør de det icke, om de kunde der til komme, saa de icke faa skade eller meen aff hannem: da er huer som det icke giør skyldig at bøde en[94] marck sølff til konningen. Vden de ere hans frender vdi fierde led eller nermer, eller besuogrit til hannem: da ere de icke plictig at tage hannem, vden de ville.

Da er ombudsmanden plictig at antage den mand, oc føre hannem paa tingit. Oc bønderne plictig at dømme hannem, paa tingit effter lowen. [vdi laugmandens neruerelse, om hand er saa nær tilstede,[95] oc ombudsmanden plictig effter samme dom, hannem at lade reffse. [Thi ingen maa lade reffse anden vden dom, aff had: huem det giør vere fredløs, indtil dommeren kiender om hand haffuer haffd der aarsage til:[96] Er den som skade fangit haffuer, icke mectig selff at søge effter den hannem giorde skade: da maa hand tilsige ombudsmanden. Oc hand at tilsige huem hand vil at følge sig: huem som da icke følger met hannem, bøde konningen en marck sølff, vden hand er den skyldige foruand i fierde led, eller besuogrit til hannem. Alle som søge effter at forhindre saadan folck, ere fredhellige: men alle som det vegrer ere fredløse: oc haffuer for hiemgield, huad eller de fanger meen, eller bliffuer dræbte.

[97]Alle dommere bør grandgiffueligen at randsage de sager, som de skulle dømme vdi: oc grundeligen offuerueye all sagens omstendighed: oc retferdeligen ordele oc dømme vdi alle de sager for dem indsteffnis: oc icke ansee nogen menniskis person, saa de dømme enten for vild, venskab, gunst, eller gaffue, had eller affuind: men alleniste haffue gud allermectigste, (vdi huis sted de sidde dom) oc retferdighed for øyen: anseendis at gud (huis sted de fortreder) er retferdig og sandru, oc icke kand lide at retten forvendis for den fattige: men vil der offuer vere en streng dommer oc hæffner.

Om greedsted oc fredsommelíg tider,
cap. XVI.[98]

Slais16 mand vdi ledingsferd met konningen [paa laugting eller bygdeting,[99] paa femtesteffne, vdi gilde, eller brøllup, i julefrid eller sildefiskit, paa skiertorszdag, oc frem offuer all paaske vge, [som fred er selff sat[100]: Huem der slais vdi disse steder, oc paa de tider, da bøde imod den skade fick dobbelt mere end ellers. Oc konningen for huer saar, staffuerhug, stenhug, øxe, hammer slag, eller om mand kaster andre aff skib eller baad, [eller i andre maader slaer anden offuer ende til skade,[101] otte ørtuger oc tretten marck sølff. Men for puust eller neffuehug, oc huis der met kand følge: fire marck sølff. Men for flade haandslag, som kallis black, [oc slag met flade aff suerd[102]: to marck sølff.

End vførmer, slaer eller saargiør nogen anden [met raadraad[103] vdi hans egen husz, [eller met vtilbørlig ord offuerfalder[104]: da bøde dobbelt bøder imod bonden, oc konningen, om den skade fick bliffuer ved liffuit. Men døer hand: da vere den fredløs som dræbte. [End faar hand skade, som vførmede bonden i sit husz: haffue skade for hiemgield.[105]

Om frelsmand bindis, om lemster, oc anden slagsmaal,
cap. XVII.[106]

Binder17 mand sageløszmand: da bøde konningen fem marck sølff, oc stande den hand bant til rette effter 12. mends dom. Men tyffue oc andre miszdædere, maa mand sageløs binde, om hand haffuer vidne til, at hand icke ellers kand føre hannem til ombudsmand. Haffuer 4 hand icke vidne: da sande det met sin egen eed. Slaer mand til anden met vred haand, paa de steder, som icke ere greedset, (det er, som icke er selff sat fredsteder, tilforne er omtalit)[107] met øxe, staffre eller steen: bøde konningen for første slag en marck sølff. Slaer hand strax andit: bøde konningen to marck sølff. For tredie: tre marck sølff. For fierde: fem[108] marck sølff. End slaer hand det femte slag i samme vrede: bøde konningen otte ørtuger oc tretten marck: oc gielde den huggen fick effter 12. mends dom: huad heller hand slog it hug to eller flere.

End om mand slaer eller hugger anden i hoffuedit it saar, eller steder anden offuer ende,[109] eller giør anden lemster saar, (det er om hand icke er saa før som tilforne, oc icke kand skiule met haar eller klæder) eller hoffuit saar: da bøde konningen to marck sølff for huert: oc bøde den skade fick effter 12. mends dom. Vil hand icke bøde, naar hand lowlig derfor er forfuld, [oc aff tingmend dag forlagd, som lowen tilforne siger[110]: da bliffuer hand fredløs. End vil hand der skade fick, ey heller konningens ombudsmand tage bøder, naar den skaden giorde biuder bøder: da haffuer hand fred til dom oc ret, huad heller de tage ved eller icke.

Slaer eller saarer en tuende, eller flere, i en adfærd: da bøde huer fuld bøder, oc konningen sin ret for huer, som før er sagd.

Men slaer to eller flere en mand: da bøde oc huer dennem imod konningen, oc bonden, slig bøder, som før er sagd. Lægis [nogen aff hans saar[111] til, oc de andre[112] vil icke tillægis, men bliffuer obne, saa hand døer aff samme saar: da er hand fredløs, som giorde hannem det saar, som icke vil helis. Oc hand ene bøde den dødis arffuinger fuld bod effter 12. mends dom: oc konningen sin ræt for drabit.

De mend som tilhielpe, raade[113] oc samtycke at dræbe nogen mand, eller dølge met drabsmanden: bøde imod konningen, oc den dødis arffuinger, [effter som konningens miskund tilsiger: oc skellige mend dømme,[114] effter sagsens leilighed. Oc deris fredkiøb eller lands vijst: vere vnder konningens miskund.

Om forligelsmaal ombudsmand skal giöre, om hæffnsmaal, oc detz segt,
cap. XVIII.[115]

Vil18 den som anden vførmit haffuer, icke bøde: da maa den der skade fick, klage sig for konningens ombudsmand, som haffuer befalning offuer hannem, oc begere, at hand vil forskaffe hannem ret[116]: Da skal ombudsmanden steffne dennem begge til tinge,[117] oc næffne 12. lowfaste mend, at dømme dem imellem. oc legge hannem lowlig tid for at betale, huis bøder hand bliffuer tildømt, effter som tilforne vdi lowen sagd er. Betaler hand icke til de forlagde tider: da maa hand vdsøge det met domroff oc adfærd,[118] om hand vil. [119]End vil hand det icke: da maa hand steffne hannem for laugmanden, oc giøre hannem fredløs.

Offuerfalder mand anden hieme i sit husz, eller met ord eller gierninger vførmer, oc det er beuijsligt met to skellige vidne, oc den som vførmis eller offuerfaldis hæffner sig strax i samme vrede: da haffue hand der offuerlast giorde, skade for hiemgield: oc den sig værgede, bøde huercken konningen eller bonden, huad heller hin fick saar eller meen. End døer hand skade fick: da beholde hand sin fred, oc vere vdi konningens minde effter sagens leilighed.

Allesteds huor nogen beklager sig der skade haffuer fangit: da bør ombudsmand først at skaffe bonden ræt: førend hand tager bøder paa konningens vegne. [Oc allesteds huor bonden mister bøder, der fanger ombudsmanden ey heller bøder paa konningens vegne.[120]

Om puust eller næffuehug,
cap. XIX.[121]

Slaer19 mand anden puust eller næffuehug, dragis i haar,[122] stødis met øxeskafft eller spiudstage, met vred haand: da bøde hand det giorde, til den skade fick, effter sex mends dom, oc konningen en halff marck sølff. Men slaer hand met flad haand, rysker anden hid oc did, slaer anden om kuld, riffuer hans klæder sønder, oc alt andet, som en den anden aff vrede oc had kand giøre skade met: klager den sig der skade fick, oc haffuer der vidne til: da bøde den der skade giorde, effter sex mends dom, oc konningen to øre sølff.

End er icke vidne til: [da bør hand dog haffue sin ret, der skade fick.[123] End siger hand ney der sictis, da verge sig met sin eed selff tredie: eller bøde derfor, som forscreffuit staar, [om det skeer vden de tider oc steder som greedsted, eller fredsommelig tider oc steder er, som lowen formelder. Men skeer det paa de tider oc steder: da bøde derfor, som lowen der om formelder.[124]

Løber mand til anden [i den mening at hand vil sla hannem,[125] oc bliffuer holden: bøde den hand løb til effter sex mends dom, oc konningen to øre sølff.[126]

[Konningens ombudsmand skal icke giffue nogen sag paa ære eller gods, vden hand haffuer der skellige vidne til, huad heller det er saar, lemster eller andre sager, som konningens ræt kand falde vdi, eller andre sager som større ere. Klager den som skade fick, oc lader sig siden forlige,[127] oc lader hans sag falde: da bør dog konningen sin ræt, oc ombudsmanden søge det, naar hand vil. Huor bonden bør ingen ræt: der bør konningen ey heller ræt.

Om nogit quæg vorder mand at skade,
cap. XX.[128]

Giør20 nogen mands diur[129] skade, siden hand er fem aar gammel: da suare hand der til som tiuren tilhører. Dræber hand nogen mand: da skal den dødis arffuinge begiere tiuren aff eyermanden: oc hand er da plictig at legge baand paa tiuren, oc antuorde hannem den i hender. Vil hand det icke giøre: da bøde fem marck sølff, oc vdlegge dog tiuren. Oc bødis icke andre bøder forre, enten imod konningen, eller den dødis frender.

Om hest eller øg bider, eller slaer nogen, nød stinger, eller suin hugger nogen: da bøde den quægit eyer halff saarebøder, indtil bøt er saa vijt, som det quæg er verd, som skaden giorde, effter sex mends dom lowlig tilnæffnd: Vden dem siunis, at hand volte selff sin skade, oc da haffue ræt derfor effter dommerens tycke.

Bider hund nogen: da skal hand som skaden fick kraffue eyermanden hunden: oc da er hand plictig at legge baand paa hunden, oc antuorde den i hender skade fick: vden skellige mend siunis, at hand som skaden fick, volte sig det selff: da haffue hand ræt derfor effter skellige mends dom. Føder eyermanden hunden siden, oc bider hand folck der effter: da bøde hand der for, som hand det selff haffde giort.[130]

Om ömel oc uærlig sag nogen tilleggis, oc detz segt,
cap. XXI.[131]

Ingen21 skal anden wærlig sag tillegge, vden hand lowligen kand beujse, at hand er skyldig i slig gierninger, som hand tillegger hannem. Huem som sicter anden for wærlig sag, oc kand icke skelligen hannem det offuer beuise: da bøde fire marck sølff til konningen, oc til den hand sictit, effter sex mends dom.[132] Thi at for mumme sag bør ingen at findis til low.[133]

Sicter mand andens hustrue, at haffue liggit hos anden mand end sin bonde, eller hans daatter, søster, eller anden ærlig pige, at haffue liggit hos mand, [oc kand det icke lowligen beujse[134]: da bøde konningen fire marck sølff, [oc bliffue en løgner derfor[135]: oc gielde hinde hand sictet, effter sex wvillige mends dom.

[For alle wærlige sager nogen tilleggis, som konningen dømmis bøder for: da bør den som sictet er, at haffue ræt effter sex mends dom, om hand bliffuer frj kiend. Men bliffuer hannem slige sager offuer beuijst, da bøde den hannem sictet, huercken konningen eller bonden.[136]

[137]Fører nogen mand klage offuer anden for konningen,[138] oc kand sligt icke beujse: da bøde der for imod den hand klagede slig bøder, som den skulle bøde hand klagede, om hand haffde klagit sandhed: Vden hand verger sig derfor selff siette, [at hand hannem ey forklagede.[139]

[140]Dicter mand rim eller vjser om nogen, oc quæder hannem til spot oc vanære, [saa det ryctis en fierding veyes eller lenger[141]: da skal hand steffne hannem til tinge:[142] Vil hand da sige ney derfor, da verge sig met sin eed selff tredie. Kand hand det icke giøre, da bøde konningen fire marck sølff: oc den hand dictet eller quad om, ræt effter sex mends dom.

For alle sager som mands ære angaar, oc icke [kand lowlig beujse den offuer,[143] som sictis: oc den som sicter, haffuer ingen ræt til at tale paa, oc hannem icke vedkommer,[144] da bødis konningen fire marck sølff: oc den der sictet er, ræt effter sex mends dom: oc den der sictet, fiolmæle[145] (det er for meget talendis) at vere.

Om mand beligger andens hustrue,
cap. XXII.[146]

Beligger22 nogen anden mands hustrue: da bøde imod hindis bonde slig bøder, som 12. skellige mend dømmer.[147] Sictis hand for slig sag, oc siger ney der for: verge sig met 12. mends eed.

Der som bonden forliger sig met den hans hustru belaa: [da skal de sige hin anden tryghed til.[148] Tager bonden siden sin hustrue til sig igien vdi sammenleje: oc beligger hand hinde siden anden gang, meden huszbonden oc hustruen leffuer sammen: da haffuer hand brut sin tryghed, saa som den der dræber sin trygge mand vden sag.

Om de mend, som gaar vbudne i gestebud,
cap. XXIII.[149]
Hvem23 som gaar vbøden vdi gestebud, aff den som gestebudit giør, oc sidder der fortrædelig imod huszbondens vilie, endog hand honlig forujsis: fanger hand nogen skade, da haffue ickun halff bod for sin skade, oc bøde en øre sølff til konningen.
Om trygler der karske ere,
cap. XXIV.[150]

Hver24 mand[151] der karsk er, oc kand arbeide for sin føde, som ganger dog oc tigger: hannem bør ingen ræt at haffue, emeden hand saa gaar:[152] endog hand honlig driffuis aff dør: vden hand gaar oc søger om tieniste. Men naar hand flyer sig selff kost, klæder, oc vaaben, eller hans frender hielper hannem der til: da tager hand strax bøder, for det hannem giøris imod.

[153]Ingen slige betler, som føre oc karske ere, skal stedis at gaa oc betle: men skal arbeide for deris føde: Icke skal heller nogen reyse igiennem landit, som icke haffuer paszbord: enten af konningen, konningens befalningsmand, herremend, laugmend, eller andre gode mend, huor met hand kand beujse, hueden hand er kommen, oc huad hans værff oc bestilling er. Findis nogen at drage omkring, som icke haffuer saadan beuijs: da skal konningens ombudsmand tuinge hannem til at fare tilbage igien, oc hente sig beuijs eller paszbord. [Kommer hand offtere vden paszbord:[154] da skal hand paatagis oc sendis tilbage: men hans methaffuendis gods skal bliffue tilstede, indtil hand kommer tilbage igien, met fuldkommelig beujsning, at hand haffuer ræt met at fare. [Kommer hand offtere[155] vden rictig beuijs: da skal hand tagis oc foruaris nogen stund i fengsel: oc siden sendis tilbage igien, imod hans vilie, om hand icke vil veluilligen fare. Haffuer oc nogen paszbord eller beuijs: da skulle saadan pasz oc breffue grandgiffueligen randsagis, baade paa skrifften og indseglit, om de ere rictig. Befindis de da falske at vere: da straffis den saadan falske paszbord eller breffue haffuer met at fare, som en falskener. Oc maa saadanne paszbord icke lenger actis for gode, end paa it aars tid.
Om möers oc quinders beliggelse, og detz böder,
cap. XXV.[156]

Hvilcke25 møer eller quinder, som icke forsørgis aff deris frender [met nødtørfftige kost oc klæder,[157] bliffue de beliggen: da tage deris verge icke mere ræt for dennem, end lange ræt, det er en marck sølff. Vil hindis frender hielpe hinde til gifftermaal, met saa mange pendinge, som sex mend kand siunis, at den hinde belaa, kand vel lade sig nøye met til hiemgaffue: oc hand da icke vil feste hinde: da bøde slig ræt for den quinde, hand belaa, som tolfff[158] skellige mend dømmer hannem til. Vil icke frender hielpe hinde, oc den hinde belaa biuder til at bøde for sig: vil den mand slig ræt bør paa hindis vegne at haffue, icke vedtage hans bøder: oc nogen hindis frender siden hæffner paa hannem, som hinde belaa: da hæffner hand paa sageløszmand, oc bør at bøde der for effter lowen.

Alle de møer oc quinder, som deris frender [opholde met kost oc klæder,[159] bliffue de beliggen: da skal hand det giorde, bøde imod den som den ræt bør at tage, saa som 12. mend lowlig tilnæffnd, kand kiende, at hand haffuer fyllist for den vanære dennem skeede, oc for hindis gifftermaal hand spilte:[160] Berømmer nogen sig, at haffue liggit hos nogen quinde eller møe, [oc det icke er beujsligt:[161] da bøde slig bøder der for, som hand burde at bøde, om hand haffde beliggit hinde: oc bliffuer der til met mindre mand.

Neste arffuinge til den quinde sig lader beligge, skal bøder for hinde optage, en mands person, oc icke quinde. Er det en dreng eller barn, som icke er sin egen verge: eller hand er saa gammel, at hand icke kand suare for sig selff, som er hindis neste arffuinger: da skal hans verge paa hans vegne optage de bøder for hans fencke som belegen er: vden hun haffuer selff bonde: da tager hand ræt for hinde. Frj quinder, som ey selff haffuer bonde, tage selff ræt for dem: om de met hug eller slag vførmis.

  1. ↑ Kilden indtil – „der aff er opbaaret“ er M. L. IV. 1 og 2.
  2. ↑ [ mgl. i M. L.
  3. ↑ mgl. i M. L.
  4. ↑ Her begynder M. L. IV. 2. Bjelke hemærker: „Tegengjæld er i Danmark 12 Dalers Penge ut i den Jyd. Lov lib. 2 Kap. 13 Men i Norge 8 Ørtuger og 13 Mark. Og fuld Bod for Manddrab (der kan komme til Bod) er 3 Gange 18 Mark Penge i Danmark uden Gjørsum dertil, ut lib. 3 Kap. 71. Men i Norge er Mandebod (efter Vedtægt) 30 Rigsdaler gemeenlig eller og 4 Gange 8 Ørtuger og 13 Mark, som gjør 28 Rigsdaler. Dog for Drab, som sker paa hellige Tider, bødes dobbelt og undertiden tredobbelt ex consuetudine, saavelsom og firedobbelt.“
  5. ↑ Efter M. L. IV. 2 (Retterbod af Kong Haakon Haakonssøn) skulde Kongen aldrig tage mere i Thegngjæld end 8 Ørtuger og 13 Mark, med mindre der var begaaet Skemdervig og Nidingsværk.
  6. ↑ i M. L. landsvist.
  7. ↑ [ M. L. har: „da skal han kjøbe sig Fred for Kongen saaledes som Kongen i sin Naade bestemmer, og betale hvad der stod tilbage (af Bøderne), – hvis ikke alle Bøder tilforn er betalte, – i slige Terminer som gode Mænd skjønner han kan aarke. Siden skal Sagen bringes til Forlig med de Efterlevende efter Kongens Dom.“
  8. ↑ Det følgende til Kapitlets Slutning er taget af Magnus Erikssøns Rb. 8 Jan. 1357.
  9. ↑ Kilden tilf. „før end han forfaldsløst har været i Pavens Gaard.“
  10. ↑ Kilden M. L. IV. 3 og 4.
  11. ↑ [ i M. L. „vegi niðings vig, eða geri skemdar verk.“
  12. ↑ [ mgl. i M. L.
  13. ↑ M. L. tilf. her: „Men dersom arvbaaren (andre Codd. aarbaaren) Mand tiltales for slig Sag, da skal en Bondesøn af Hirden udnævnes, hvis der er nogen. Den er arvbaaren, som er kommen til fuld Ret.“
  14. ↑ [ M. L. í gríðum.
  15. ↑ [ Dette er urigtigt oversat for: „eller er Arving efter eller ejer Ret paa“ (ɔ: kan kræve Bøder for Fornærmelser begaaede mod dem).
  16. ↑ Kilden er i dette Passus i det Hele misforstaaet, uagtet Meningen vel skal være den samme. Dette Punktum er ingen egentlig Forklaring af det foregaaende: i griðum; men en selvstændig Bestemmelse. Det skulde hede: „Overalt hvor nogen søger sin Ret o. s. v. da skal han selv tilsige Grid og Tryghed med Vidner, og da ere alle hans Frænder o. s. v.“
  17. ↑ [ mgl. i nogle Codd. af M. L.
  18. ↑ M. L. tilf. „eller lemlæster nogen med Forsæt.“
  19. ↑ i M. L. „holder nogen under saadan Mishandling.“
  20. ↑ [ M. L. „efter hvad Kongen bestemmer med de bedste Mænds Raad.“
  21. ↑ M. L. tilf. „og den, som dræbte, havde begaaet Hor eller agtede at begaa Hor.“
  22. ↑ [ mgl. i M. L. efter de fleste Codd.
  23. ↑ Kilden til det øvrige af Kapitlet er M. L. IV. 4.
  24. ↑ [ M. L. „Stimandsværk (utilega), hvad enten de røve ombord paa Skibe eller iland.“
  25. ↑ [ M. L. fordæðuskap, d. e. Trolddomsgjærninger.
  26. ↑ [ i M. L. „hvad enten de tage andre Mænds Koner eller Folks Døtre eller Frændkvinder mod deres Vilje; hvordan ogsaa deres Vilje bliver siden, efter at de ere komne sammen.“
  27. ↑ Kilden til dette Passus er formodentlig Dronning Margretes Rb. 29 Marts 1392 (Suhms Hist. XIV. S. 556–569).
  28. ↑ Bjelke bemærker: „Iblandt Ubodemaals Gjærninger synes Blodskam at være forgjet i denne Lov, og om dets Straf pete reeessum seren. regis nostri (1615) Art. 26, og kommer overeens med en Forordning til Norge udgangen Anno 1619“ (19 Marts).
  29. ↑ Kilden M. L. IV. 5.
  30. ↑ I de fleste Aftryk staar mand.
  31. ↑ [ M. L. omvendt: „efter som Bonden er Mand til, om han blev sagesløs dræbt.“
  32. ↑ M. L. tilf. „eller Søster.“
  33. ↑ Kilden M. L. IV. 6.
  34. ↑ M. L. tilf. her: „Ingen Mand forbryder mere Gods paa en Gang, end han da ejer.“
  35. ↑ Kilden M. L. IV. 7, første Del.
  36. ↑ Kilden til Kapitlets første Del indtil – „gierning gjord haffuer“ er M. L. IV. 7. – Bjelke citerer her Fr. om arbejdsføre Betlere af 27 Decbr. 1588 og Fr. om Tatere af 31 Maj 1589, samt Fr. om Haandværkssvende af 10 Decbr. 1621 Art. 9.
  37. ↑ Kilden til Resten af Kapitlet er Rb. 28 Aug. 1315, der dog er noget vidtløftigere.
  38. ↑ Kilden: „Hirdmand eller haandgangen Mand.“
  39. ↑ Kilden M. L. IV. 8.
  40. ↑ M. L. „eller lige saa nær besvogrede.“
  41. ↑ i M. L. „en halv Mark.“
  42. ↑ [ mgl. i M. L.
  43. ↑ [ mgl. i M. L.
  44. ↑ Urigtigt oversat: „þá skulu þeir setja hann niðr bundinn á flet hans,“ ɔ: da skulle de sætte ham hunden ned i hans (Ombudsmandens) Hus.
  45. ↑ Kilden M. L. IV. 9.
  46. ↑ [ mgl. i M. L.
  47. ↑ M. L. tilf. „dog ikke før end Arvingen har faaet vide, at han er gal;“ (ɔ: før er han ikke pligtig at tage vare paa ham og indestaa for hans Handlinger).
  48. ↑ M. L. Saarbøder.
  49. ↑ Kilden M. L. IV. 10.
  50. ↑ [ M. L. tvivegis ɔ: frem og tilbage.
  51. ↑ mgl. i M. L.
  52. ↑ i M. L. „men dog.“
  53. ↑ M. L. tilf. „og kan kiende ham.“
  54. ↑ Kilde, men temmelig forvansket, M. L. IV. 11.
  55. ↑ M. L. „som lyser Drabet paa sig.“
  56. ↑ [ mgl. i nogle Codd. af M. L.
  57. ↑ M. L. „Hered.“
  58. ↑ [ mgl. i M. L.
  59. ↑ [ M. L. „Paa Ørvartinget.“
  60. ↑ [ M. L. har blot som en Rekapitulation af det foregaaende: „Viglysningen skal fremkomme paa Tinget.“
  61. ↑ [ M. L.: „gjøre dem Femte-Stævne til Tinget“ ɔ: stævne dem som Vidner til Femtertinget, der holdtes 5 Dage efter Ørvartinget, og hvor Sagens egentlige Behandling foregik.
  62. ↑ [ M. L. „hver af dem 3 Mark Sølv, Halvparten til Kongen og Halvparten til Sagsøgeren, og blive ugilde til enten at nyde eller at bære Vidnesbyrd mere, men fare retløse for Fremtiden; og det samme skal gjælde overalt hvor Nogens Vidnesbyrd æskes i Mandhelge-Sager.“
  63. ↑ [ M. L. „paa Femtertinget.“
  64. ↑ M. L. „eller lige saa nær besvogrede.“
  65. ↑ M. L. fé ɔ: Gods.
  66. ↑ [ M. L. „ok ber þó morð af veganda at hann se útlægr.“
  67. ↑ [ M. L. har: „Men dersom ikke den Dræbtes Sigtelse fremkommer paa første Ting, men derimod Øjenvidne og Viglysningsvidne, da skal Øjenvidne stande for fulde, hvis det er lovligen baaret af 2 frelse og myndige Mænd, men ikke Viglysningen.“ Den Forandring, som Chr. IV. L. saaledes har gjort i Kilden, har bragt Forvirring i Meningen, idet den følgende Omgangsmaade, der passer vel for det Tilfælde at der kommer Øjenvidner i Kollision med den ved Viglysningen opgivne Sammenhæng, aabenbar bliver anomal for det Tilfælde, Chr. IV. L. behandler, at Viglysningsvidnesbyrdet tages forfulde.
  68. ↑ [ Da dette Punktum er en ligefrem Oversættelse af M. L. bliver det forklarligt hvorledes der kan tales om Tingbud, der er opskaaret af den Fornærmede samme Dag (ørvarþing), uagtet hele Omgangsmaaden med ørvarþing og fimtarþing i Chr. IV. L. er bortfalden. (Jfr. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur V. S. 116–118 og 136).
  69. ↑ M. L. har: „Ligger han længere end 3 Nætter maalløs, da stævne Sysselmanden Ting og ransage efter Gjærningsmanden; end dør han, da skjære Arvingen Pil op og lade stævne Ting; men Sysselmanden om ingen Arving er.“
  70. ↑ M. L.: eller Saar.
  71. ↑ M. L. tilf. „saavel til Sagsøgeren som til Kongen.“
  72. ↑ Kilden M. L. IV. 12, der indeholdt Magnus Haakonsøns (eller rettere hans Faders, se Hk. B. 42) Retterbøder om Mandebod og Frændebødernes Afskaffelse, jfr. F. L. Indledn.
  73. ↑ M. L. i nogle Codd. 6.
  74. ↑ [ M. L. har „og efter Sagens Omstændigheder.“
  75. ↑ [ Denne særegne Bod til den Dræbtes Hustru, sæingrof (ɔ: Sængebrud, Bod for Tabet af en Sængkammerat), findes intetsteds foreskreven i de ældre Love; men er indkommen ved Praxis, se en Dom af 24 April 1570 (Paus S. 360). Bjelke bemærker, at det ikke er brugligt i Danmark.
  76. ↑ [ mgl. i M. L.
  77. ↑ Kilden M. L. IV. 13. Jfr. Chr. V. N. L. 6–11-3 til 6.
  78. ↑ M. L. har istedet herfor: „Vaadeværk skal bedømmes med Forstand, paa hvad Maade det er gaaet til; – thi overalt hvor Folk have noget nyttigt Foretagende at udføre, enten for sig selv eller ved at hjælpe Andre med nogen nyttig Gjærning, da ere de Vaadegjærninger, (som derunder kunne indtræffe) mere at undskylde, end de, som ikke foranlediges ved noget nyttigt Foretagende, men alene af Ligegyldighed og grov Tankeløshed.“ Det følgende af Kapitlet er Exempler paa Anvendelsen at denne Regel.
  79. ↑ M. L. hæð (Skranke).
  80. ↑ Kilden M. L. iV. 14 cfr. Rb. 18 Febr. 1348. – M. L. indleder sin Bestemmelse med de Ord: „Det er og de fleste Mænd vitterligt, at Dolke (ritningar) ere forbudne at bæres; og hvo der bærer er brødig 3 Ører Sølv til Kongen. Drager nogen Kniv mod en anden o. s. v.“ – Bjelke bemærker herved: „For stunget saar medfør den Jyd. Lov, at 6 Mark Penge bør bødes, ut lib. 3 Kap. 30. Og tracterer ibidem om tvennit saar. og det som flyder eller Ben skal aftages; med dets peens discretion ut pete textum. Men er Saar stukken med Kniv, da bør bødes tvende 40 Mark over rette Bøder, ut libri ejusdem Kap. 22. NB. Og var godt at lige saa højt maatte bødes i Norge over rette ordinarie Bøder, efterdi de fleste Manddrab der sker ved det siccarische værge som er Kniv.“
  81. ↑ [ M. L. „da er han fredløs, og bøde den, som han stak, efter som 12 skjønsomme Mænd dømme, og de kunne skjønne, at hin kan være vel tilfredsstillet med (se vel sœmdr af).“
  82. ↑ [ mgl. i M. L.
  83. ↑ [ M. L. har istedetfor dette: „og med denne Refselse skal han saaledes kjøbe sig Fred, dersom hin lever, men have sit saar for egen Regning.“
  84. ↑ [ M. L. har: „Men dersom den der, som sagesløs blev stukken, da skal den som stak dræbes og dødes.“
  85. ↑ [ M. L. har: „Men hvis han undkommer.“
  86. ↑ M. L. „Kongen.“
  87. ↑ [ mgl. i M. L. Jfr. flg. Kap.
  88. ↑ I M. L. heder dette Passus: „Paa samme Maade skal gaaes frem, hvis nogen skyder efter en anden, endog det ikke rammer; da bøde til Kongen 3 Øre Sølv og fuld Ret til den, han skjød efter, efter lovlig Dom. Men hvis han saarer nogen med Spydet, da skal den som skjød undergives sammes Refselse, som den der stak med Kniv; og lige saa om og den dør, som blev skudt, da skal den som skjød være samme Refselse undergiven, baade med (at udrede) Tegngjæld og Bøder.“
  89. ↑ Kilden til det følgende indtil Kapitlets Ende er Magnus Eriksøns Rb. 18 Febr. 1348.
  90. ↑ Kilden M. L. IV. 15.
  91. ↑ [ M. L. har istedet herfor: „og saa at de efter sin Samvittighed kunne skjønne, at den bliver vel tilfredsstillet, som blev bidt.“
  92. ↑ Kilden indtil: „eller bliffuer dræbte“ er M. L. IV. 16.
  93. ↑ M. L. „veitir þær ákomur“ ɔ: tilføjer saadanne Saar.
  94. ↑ M. L. i de fleste Codd. en halv.
  95. ↑ mgl. i M. L., jfr. ovf. Tingfb. Kap. 4 (S. 13).
  96. ↑ [ M. L.: „Nu er det saa bestemt, at ingen anden maa ustraffet gjøre dette end Dommeren, som Kongen har sat dertil; thi da er det Loven som refser og ikke ham han gjør sin Pligt efter det, som Loven byder ham; men Andre gjøre det af Had og Avind; og derfor gaar det ofte saa, at de lide først Overlast, og siden lide streng Straf med store Pengebøder. Nu hvo som handler anderledes, og bevises det at han kunde have holdt sig Loven efterrettelig, da er han fredløs indtil Kongen efter Sagens Omstændigheder kjender, hvorvidt han var nødsaget dertil.“
  97. ↑ Det følgende af Kapitlet svarer til M. L. IV. 17, men er i denne Form aldeles nyt; jfr. Chr. III. kold. Reces 13 Decbr. 1558 Art. 7. – Da M. L. IV. 17 er temmelig vanskeligt, og det derhos indeholder mærkelige Regler, tro vi at burde gjengive det nedenfor i en saa vidt muligt ordret Oversættelse: „Men siden Lovbogen vidner saa vide om at de Mænd, som have gjort sig skyldige til Refselse, skulle føres til Tinge og dømmes, og efter den Dom undergives Refselse, da sømmer det sig dem, som blive tagne til at dømme, omhyggelig at ransage og med stort Maadehold at bedømme, om Gjærningen er forøvet mod en sagesløs Mand, eller for liden Sag men dog for nogen, eller for stor Sag men dog ikke tilstrækkelig, eller (om Gjærningen er forøvet) for saa tilstrækkelig (Sag) at fuld Nødvendighed tykkes at have drevet Gjærningsmanden dertil. Saa og om noget lovligt Tilbud (af Bøder) var fremkommet derimod (ɔ: om Gjær- ningsmanden var tilbudt lovlige Bøder, men ikke vilde tage derimod og dog dræbte den anden) eller ikke, eller, hvilket er det haardeste (Nødvendighed), om den som var fornærmet (ɔ: Gjærningsmanden) har begjæret Bøder, men dog ingen faaet. Saa og om der var klaget for Retsforstanderen, naar lovligt Orskurd selv er sat for dem som fornærme sagesløse Mænd (ɔ: om Gjærningsmanden maaske endog havde erhvervet et Lagmandsorskurd over sin Modpart, men som denne ikke havde villet holde). Men derfor er Domstolen udnævnt, at der skal Sager og Misgjærninger bedømmes, og Dommen afpasses efter Sagens Omstændigheder, saaledes som Tingmændene og Retsbestyreren se sandest at være for Gud og sin Samvittighed; men ikke saaledes som mangen Tosse hidtil har svaret, at de dømme ikke andet end Lov. Thi sandelig skulle de svare derfor saaledes, som Loven bestemmer om dem, som lade Ugjærningsmænd undslippe udømte, hvis der er vanrefset (ɔ: dømt for mildt) fra Dommerens Side, og ligesaa, hvis der ved deres Raads Haardhed er refset for strengt paa dem, som fortjene Miskunhed. Der findes ogsaa Exempler nok paa, at de have faaet streng Straf af Gud, som vandømt have, men dog de strengere, som have dømt for haardt. Derfor skal Dommen altid gives til det bedre (mildeste) hvis der er lige Grunde for og imod, thi Ligevægten er vanskelig at træffe. Men jo vanskeligere dette er, desto lykkeligere ere de, som kunne passe Middelvejen mellem de 4 Søstre, som bør være med i alle retfærdige Domme, saaledes at det bliver velbehageligt for Gud og sømmeligt for Menneskene. Og disse ere: Miskunhed og Sandhed, Retvished og Fredsomhed. Miskun har at vogte paa, at ikke Vrede eller Hævn kommer i Dommen; Sandhed har at passe paa, at ikke Løgn vorder frembaaren; Retvished har at vogte paa, at ikke den rette Dom bliver gjort skjæv ved Uretfærdighed; Fredsomhed har at sørge for, at ikke en heftig Fordømmelsesdom bliver afsagt med alt for megen Ivrighed, indtil ret Dom kommer i Sagen; og derfor maa Dommeren iagttage det, at dette er saa meget mere fornødent, som der vindes klarere Erfaring (ɔ: Oplysninger) i alle Domme. Men, for at man kan vogte sig saa meget mere for vrange Domme, da kan man neppe vogte sig for det onde, uden man kjender det; og derfor skal man erindre, at de vrange Domme blive til paa 4 Maader: enten af Frygt, naar man er bange for den, som man skal dømme om; eller af Gjerrighed, naar man tilvender sig nogen Bestikkelse; eller af Had, naar man er vred paa den, som man skal dømme om; eller af Venskab, naar man vil yde sin Stalbroder Hjælp. Og da er det ilde ordnet, naar disse Horebørn faar komme ind, men hine egtefødte Søstre, som før ere nævnte, blive bortjagede; thi ilde monne slig Dom ansees af gode Mænd, men aller værst af Gud; og derfor er det bedst, at dette Kapitel ofte bliver oplæst, naar der skal dømmes om vigtige Sager. Det skal maa og i Særdeleshed erindre, at give de Mænd, der ere dømte til at miste Liv eller Lemmer, en Præst, og give dem god Tid og Betænkning, førend de blive refsede; thi onde Gjærninger skal man hade, men Mennesket skal man elske efter Naturens Orden, men Sjælen aller mest, som sin Medkristne.“ – Tilf. Cod. reg. Hafn. Nr. 3260 qv.: „Og naar Mænd dømme paa Tinge eller paa Stevne om Liv eller Lemmers Tab eller andre Refselser eller Tyveri, da skal Lagmanden, hvis han er nær og tilstede, nævne tolv eller sex Mænd til Doms, Sysselmanden, hvis Lagmanden ikke er der; og de skulle paadømme den Sag og gange alle sammen, og naar de blive enige, da gange de tilbage til Tingmændene og bede dem samtykke denne Dom; men hvis nogle af Tingmændene ikke ville samtykke med dem, da sværge de, at de vide ikke andet sandere for Gud: ellers er hver af dem brødig (?) Mark Sølv til Kongen.“ (Jfr. Rb. 1280 Art. 28. Chr. IV. L. I. 4).
  98. ↑ Kilden M. L. IV. 18.
  99. ↑ M. L.: „paa Tinge eller paa Stevne for Lagmanden.“
  100. ↑ [ M. L.: „paa alle disse Steder er selvsat Fred.
  101. ↑ [ mgl. i M. L.
  102. ↑ [ mgl. i M. L.
  103. ↑ [ mgl. i M. L.
  104. ↑ [ M. L. „tilføjer nogen fuldrettes Fornærmelse.“
  105. ↑ [ Istedetfor dette har M. L. „Men hvis nogen Mand vorder dræbt i sin Bolig eller i sine Udhnse eller i sin Urtegaard eller paa Bryggen, eller paa Vejen, som hører til hans Gaard, eller paa Torvet, da skal for den Mand bødes dobbelte Bøder, og Gjærningsmanden fare fredløs.“
  106. ↑ Kilden M. L. IV. 19. Jfr. Kong Hans’s Fr. 26 Juni 1483. Bjelke citerer Haandfæstningen Art. 13 og Fr. om Adelen 31 Juli 1591 Art. 9.
  107. ↑ Denne Forklaring (jfr. Kap. 16) er ny tilføjet.
  108. ↑ M. L. i flere Codd. fire.
  109. ↑ M. L. á kaf ɔ: i Vandet.
  110. ↑ [ mgl. i M. L. Jfr. ovf. Tingfb. Kap. 6 og 8.
  111. ↑ M. L. den enes Saar ɔ: de Saar som den ene tilføjede ham.
  112. ↑ M. L. de andres (Saar).
  113. ↑ M. L. følge med.
  114. ↑ [ M. L. „eftersom Kongedømmets Retsforstander og andre skjønsomme Mænd dømme ham til.
  115. ↑ Kilden M. L. IV. 20.
  116. ↑ [ M. L. „den Kongens Ombudsmand, hvem han har overdraget Omsorgen for sin Sag.“
  117. ↑ Findes kun i een Kodex af M. L.; de øvrige har „til sig.“
  118. ↑ M. L. atferð ɔ: Indførsel.
  119. ↑ Det følgende af Kapitlet er i M. L. saaledes: „Vil Gjærningsmanden ikke bøde, og Kongens Ombudsmand forsømmer at gjøre Ret, og den Fornærmede siden hævner sin Fornærmelse, – hvis da Hævnen gaar videre end Fornærmelsen, da skal det overskydende bødes efter skjønsomme Mænds Dom, naar Sagen kommer til Forlig, og deraf skal den, som hævnede sig, bøde Halvparten og Kongens Ombudsmand Halvparten, baade til Kongen og til den Forurettede, eftersom han forsømte at gjøre Ret. Men hvis han hævner sig saaledes at Hævnen ikke gaar videre end Fornærmelsen, da er han sagesløs for Kongen, fordi han forud havde krævet sin Ret. Men Kongens Ombudsmand alene skal bøde til Kongen slig Bod som ved ligger, eftersom han forsømte at gjere Ret. Bliver man sagesløs fornærmet og hævner sig strax i Øjeblikket, og har 2 skjønsomme Mænds Vidne derpaa, da hævner han paa ugild Mand, og Kongen ejer ingen Ret deraf og heller ikke han selv, hvad enten han faar Hug eller Saar. Men dør han deraf, da være det under Kongens Miskunhed efter Sagens Omstændigheder. Overalt hvor Domstolen lemper Sagen efter Omstændighederne for den som har forbrudt sig og formilder Boden til den Fornærmede, da bør Kongedømmets Retsforstander ogsaa formilde Sagøren til Kongen hvis de ville gjøre hvad Ret er; thi saa gjør Kongen selv med Thegngildet. (Jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 6). Og altid naar den Forurettede klager til Retsbestyreren, da skal denne først skaffe den Fornærmede hans Ret, førend han tager Bøder Kongen tilhaande. – (Jfr. Rb. 23 April 1298 Art. 1. 22 Juli 1297 Art. 13 o. fl.)
  120. ↑ [ Jfr. Kap. 19 (M. L. 21) i Slutn.
  121. ↑ Kilde M. L. IV. 21.
  122. ↑ M. L. tilf. i nogle Codd. „eller styrter i Vandet.“
  123. ↑ [ M. L. „da kan han kræve sin Ret strax han vil.“
  124. ↑ [ mgl. i M. L.
  125. ↑ Dette forklarende Tillæg har ikke M. L.
  126. ↑ M. L. tilf: „Men løber man mod en Anden og holder sig selv (ɔ: og standser af sig selv, førend den Anden bar grebet ham), da heder det arga fas (?), og deraf ejer Kongen ingen Ret.“
  127. ↑ [ Dette Sted i Kilden har Oversætteren aldeles misforstaaet. Det heder i M. L.: „Sagsøger skal staa for enhver Sag; men ikke skal Ombudsmanden give Sag for en Andens Hæder eller Fordel (ɔ: kræve Bøder paa nogen Andens Vegne), undtagen Hjemmerygtesvidne (heimiliskviðarvitni) følger, og endda kun da, naar det er lemster saar (Kap. 17, M. L. 19), eller andre, hvoraf der følger lige eller større Bod til Kongedømmet. Men selv om det er mindre: saa snart den giver Sag, der raader for Sagen, da, om han ogsaa siden forliger sig o. s. v.“
  128. ↑ Kilden M. L. IV. 22.
  129. ↑ Udentvivl Trykfejl for Tiur (Udgg. 1610 og 1657). M. L. har þjór.
  130. ↑ M. L. tilf. i nogle Codd.: „Men hvis Hund bider anden Mands Kvæg, da bøde den, som Hunden ejer, første Gang halvt; men siden hvergang fuldt ud, hvis der er vidner dertil. Men er der ikke vidner dertil, da nægte han med sin Ed, at det er skeet med hans Vidende, ved hvert af disse Tilfælde.“ Jfr. M. L. VII. 38 (Chr. IV. L. VI 36) i. f.
  131. ↑ Kilden til dette Kap. er M. L. IV. 23, 24 og 25, men med adskillige Forandringer, og tildeels Misforstaaelser.
  132. ↑ [ M. L. har: „Ingen skal sige om en Anden, at han har tiet til sin Beskjæmmelse, hverken Sysselmand eller nogen Anden, undtagen han har 10 Mænd med sig til Tinge at sande hans Tale, saaledes som sagt er i vore Love, at 2 skulle sværge og 8 sande hans Ord. Disse 2 skulle have Bog (Evangeliebogen) i Haande, og sværge saa: „Dertil lægger jeg Haand paa Bogen, og det skyder jeg til Gud, at det have vi hørt, men ikke vide vi, om det er sandt.““ Og hvis dette Vidnesbyrd brister, da er han brødig 4 Mark Sølv til Kongen og bøde den, han beskyldte, efter 6 lovligen udnævnte Mænds Dom. Men den som blev beskyldt, skal dog have for sig (ɔ: kunne frie sig med) Lyritter-Ed, uagtet den anden har alle disse Vidner.“ – (Denne Bevismaade er det saakaldte heimiliskviðarvitni, Hjemmerygtesbevis). – „Hvis man siger om en Anden, at han forraader Land og Thegner (Undersaatter) for Kongen: det skal hverken Sysselmand eller anden Mand sige, med mindre Hjemmerygtesvidne følger. Siger Nogen det, da er han brødig 4 Mark Sølv til Kongen og til den Sigtede slig Ret som 6 skjønsomme Mænd dømme.“
  133. ↑ Jfr. Chr. III. kold Rec. 13 Decbr. 1558 Art. 20.
  134. ↑ [ M. L. „og ikke Hjemmerygtesvidne følger.“
  135. ↑ [ mgl. i M. L.
  136. ↑ [ Dette Stykke er aldeles forvansket. Det heder i M. L.: „Hvis nogen siger saadanne ærerørige Ord (úkvædis mál) om Karl eller Kvinde, hvorfor denne Bod (4 Mark) er bestemt, da, om han (Injurianten) ogsaa helliger sig med Hjemmerygtesvidne, (og derved slipper for de 4 Marks Bod til Kongen) skal han dog bøde den, han sigtede, fuld Ret efter 6 Mænds Dom, ifald han ikke var lovlig søgmaalsberettiget i den Sag; men da er der ingen Ret derpaa. Saaledes skal det være med alt Fjølmæle og fuld Rets Ord.“
  137. ↑ Dette Passus er taget af M. L. IV. 24.
  138. ↑ M. L. tilf. „eller Biskop, Jarl eller Lændermand.“
  139. ↑ [ mgl. i Kilden, som derimod tilføjer: „Og hvis Nogen beskylder en Anden for saadan Bagvaskelse, at han har faaet Utak af Kongen formedelst hans Ord, da fralægge han sig det med sin Ed (2 Codd. med 6 Mænds Ed) eller bøde derfor til Sagsøgeren efter 6 Mænds Dom. Men Ingen ejer Sag paa sand Tale“ (engi á søk á sannu ɔ: veritas convicii tollit injuriam).
  140. ↑ Resten af Kapitlet er taget af M. L. IV. 25.
  141. ↑ [ Misforstaaelse af Kildens: fjorðungi lengra ɔ: „længere end et fjerdedel Vers.“ Visufjorðungr = et fjerdedel Vers eller 2 Verslinjer (visuorð), hvilke efter Reglerne i den gamle Metrik altid maatte udgjøre et fuldstændigt Rim med behørige Rimbogstaver. Altsaa: „hvis Nidvisen er længere end 2 Linjer.“
  142. ↑ M. L. tilf. „og kvæde (Visen) paa Tinget“
  143. ↑ [ M. L. „har Hjemmerygtesvidne mod ham.“
  144. ↑ M. L. tilf. „da skal han sværge Settered derfor; men hvis Hjemmerygtesvidnet brister paa Tinge, da bødes o. s. v.“
  145. ↑ M. L. fjølmælis maðr.
  146. ↑ Kilden M. L. IV. 25 i Slutn.
  147. ↑ M. L. tilf. „Vil han ikke bøde, da stevne Sysselmanden Ting og gjøre ham fredløs.“
  148. ↑ [M. L. „da skal Bonden tilsige den anden Tryghed.“
  149. ↑ Kilden M. L. IV. 27. Til Landslovens Kap. 26, hvilket desuden mangler i mange Codices, findes intet tilsvarende i Chr. IV. Lov.
  150. ↑ Kilden til Kapitlets 1ste Passus er M. L. IV. 28.
  151. ↑ M. L. har „myndig Mand.“
  152. ↑ M. L. „meðan hann gengr með vánar vøl.“
  153. ↑ Kilden til det følgende af Kapitlet er Kong Haakons Rb. 29 Maj 1303, men tildels misforstaaet. Jfr. Fr. 27 Decbr. 1588 (se Reces 1615 Art. 44).
  154. ↑ [ I Kilden: „Drager han videre uden Sysselmandens Orlov.“
  155. ↑ [ Kilden: „Kommer han endnu tilbage.“ – Her er altsaa ikke nogen skjærpet Straf i Gjentagelsestilfælde.
  156. ↑ Kilden M. L. IV. 29.
  157. ↑ [ mgl. i M. L.
  158. ↑ M. L. i nogle Codd. 6.
  159. ↑ [ M. L. „sørge for.“
  160. ↑ Bjelke bemærker: „Og den Jud. Lov sætter saadan en casum om Hustru eller Slegfredkone dør af Barn, hvad animadversion derhos bør at ske, ut i den J. L. lib. 2 Cap. 19; dog statuerer, at Sandemænd ikke derom bør at skille. Men i Norge agtes det strenge og lige ved Drab (dog der ikke er Lov for) om nogens Tegte-Kvinde dør i Barselseng, og derfor forliger hendes Krænker sig gemenlig med hende bevisligen førend hun skal lægges.“
  161. ↑ [ M. L. „om ogsaa hun fralægger sig det.“
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Christian_den_fjerdes_norske_Lovbog_af_1604/Mandhelgebolk&oldid=186176»