Wikikilden

Kong Christiern den Førstes norske Historie/8

< Kong Christiern den Førstes norske Historie
◄  VII.
IX.  ►

Forholdet mellem Kongerne fremdeles fiendtligt. Hanseaterne. Underhandlinger mellem Karl Knutssøn og Lybek. Christierns Møde med de vendiske Stæder i Hamborg. Hr. Olaf Nilssøn paa Elfsborg. Forlig mellem ham og Kongen. De vendiske Stæder faa sine norske Privilegier bekræftede.

Som vi have hørt, skulde der i 1454 holdes et af de Fredsmøder, hvorpaa denne Tid er saa rig, men det kom ikke istand, denne Gang paa Grund af de Danskes Udeblivelse. Begge Konger nærede fremdeles krigerske Planer, og enhver af dem haabede altid at gjøre store Erobringer fra den anden, omtrent som det noget over hundrede Aar senere var Tilfældet i Syvaarskrigen. Christiern vilde, som vi vide, helt ud fortrænge Karl fra Kongedømmet i Sverige, men Karl vilde paa sin Side gjenvinde Norge og Gotland, ja endog fornye Magnus Smeks Herredømme over Danmarks skaanske Provindser. Mindet herom levede fremdeles hos de Svenske, saameget mere som Valdemar Atterdags Gjenerhvervelse af hine vigtige Lande aldrig var formelig erkjendt ved nogen Traktat, hvilket overhoved ikke blev Tilfældet førend ved Stettinerfreden 1570.[1]

Varede det end en Tid, inden Fiendtlighederne brøde ud i aaben Feide, kom dog strax det mere end spændte Forhold mellem de nordiske Magter Hanseaterne til Gode. Disses Forbund var vistnok ved denne Tid ikke meget stærkt i Sammenligning med, hvad det havde været i det foregaaende Aarhundrede og endnu en Tid under Erik af Pommern, thi der havde fundet Splittelser Sted i Hanseverdenen selv, inden hvilken egentlig kun de vendiske Stæder vedligeholdt et nærmere Forbund. Røvere baade tillands og tilvands gave Kjøbmændene nok at tænke paa, og paa flere Kanter maatte disse være alvorlig bekymrede for sine Faktoriers Skjebne.[2] Derfor kunde de vel ikke modarbeide de nordiske Kroners Forening med den Kraft, som de siden udfoldede under Kong Hans, men de søgte dog selvfølgelig altid at gjøre sig Omstændighederne saa nyttige som muligt.

Christiern I, hvem Lybeks Krønike, idet den omtaler hans Død, kalder en „sagtmodig, mild og naadig Fyrste“,[3] har som bekjendt i Nordens Historie ikke undgaaet en streng Dadel for sin Eftergivenhed mod Hanseaterne. Denne Anklage mod ham er vist nok i det Hele berettiget nok, men i det Store bør den dog fornemmelig gjelde den senere Tid af hans Regjering, da det slesvig-holstenske Arvespørgsmaal bragte ham i en fuldstændig Afhængighed af Stæderne, fra hvilken han formedelst sin stadige Pengeforlegenhed aldrig formaaede at frigjøre sig. I sine første Aar forsøgte han dog endnu at gjøre Hanseaternes Fordringer nogen Modstand og navnlig at sætte deres Handelsherredømme Grændser ved at indrømme ogsaa de nederlandske Concurrenter Privilegier i sine Riger. Man finder i Aarene 1452—1461 hele sex Privilegier for Stæderne i Holland, Zeeland og Frisland, hvorved de Rettigheder bekræftedes, som Formanden Christopher havde indrømmet dem, og hvorpaa de havde sat saa stor Pris, at de i Anledning deraf havde bygget en Kirke i Amsterdam til St. Olafs Ære.[4] Nogen fast Bekræftelse paa sine gamle Privilegier formaaede Hanseaterne heller ikke at opnaa hos ham i de første Aar, om han end havde føiet dem i at afskedige Hr. Olaf Nilssøn i Bergen og ved to Gange midlertidig at fornye de Rostokkerne særlig indrømmede Friheder i Oslo. Kongens Broder, Grev Gerhard, hvem han i 1454 havde overdraget den ham tilkommende Del af Oldenburg og Delmenhorst, havde i det samme Aar fra Kjøbenhavn af drevet Fribytteri i Søen, fornemmelig ved Norges Kyster, hvorover Hansekjøbmændene beklagede sig, idet de endog lode sig mærke med, at de ansaa Kongen for at have været i Ledtog med ham.[5]

Under sin Kamp med Kong Karl og Sverige havde Christiern i Begyndelsen, udentvivl ikke mindst ved Hertug Adolfs Indflydelse, havt Stæderne paa sin Side. Men nu skede der en Tilnærmelse mellem dem og Karl. Denne søgte deres Venskab og lovede 1454 de tydske Kjøbmænd Beskyttelse og Fordele i sit Rige, hvorfor han i Juli s. A. modtog en Taksigelse fra Raadet i Lybek.[6] Endnu i samme Maaned besvarede han denne Skrivelse, gjentog sine tidligere Løfter og lod Raadet vide, at han havde til Hensigt at „gjenerobre“ Skaane, Halland og Gotland. Lykkedes det ham, da skulde stæderne, forsikrede han, faa store Fordele med Hensyn til Øresundsseiladsen og den vigtige Sildehandel i Skaane. Han betroede dem videre, at han ogsaa tænkte at gjenerhverve det ham lovlig tilkommende Norge, hvor han forlængst var kronet til Konge, og „hvor Almenheden hellere vilde have ham end nogen anden til Herre“. Naar han atter var bleven Norges Konge, maatte de tydske Kjøbmænd være forvissede om til evige Tider at nyde alle sine Privilegier i dette Rige Men de skulde ogsaa vide, at man ogsaa fra andre Kanter af havde henvendt sig til ham med Tilbud om Hjelp til at erobre Norge imod Forsikring om Privilegier i dette Rige. Med dette Brev sendte Karl sin Kantsler til Lybek for at forhandle om et formeligt Forbund med de vendiske Stæder.[7]

Hvilken anden Magt der har henvendt sig til Karl i de norske Anliggender, forudsat at der virkelig ligger noget sandt til Grund for dette Kongens Udsagn, maa staa derhen. Der kan ikke tænkes paa andre end Hanseaternes Rivaler i den norske Handel, altsaa paa Hollænderne eller England. Dette Rige befandt sig paa denne Tid ganske vist i aabenbart Uvenskab med Hansestæderne og samtidig ogsaa i Misforstaaelse med Danmark, der allerede i 1448 havde anholdt engelske Skibe i Øresund. Der findes ogsaa ikke længe efter et Spor til en Forbindelse mellem Karl Knutssøn og England, ligesom mellem Christiern og Englands Fiender.

Karls Tilnærmelse til Lybek ledede vel ikke til noget Forbund, men har utvivlsomt givet Kjøbmændene et ypperligt Middel til at gjøre sine Forestillinger gjeldende hos Christiern, hvem de nu kunde true med at ville hjelpe hans Modstander. Allerede i Foraaret 1455 finde vi ogsaa nye Forhandlinger mellem de vendiske stæder Lybek, Rostok, Wismar og Stralsund og den dansk-norske Konge i Flensborg, hvor Christiern, ledsaget af det danske Rigsraad, aflagde sin Morbroder et Besøg.[8] Kongen havde nu intet andet Valg end at føie sig efter stædernes Ønsker, forudsat at han ikke vilde se disse i Forbund med Karl Knutssøn. Under Hertug Adolfs og Biskoppen af Lybeks, Arnold Westphals, Mægling udstedtes i Dagene fra fjortende til syttende Mai en Række af Breve, alle indeholdende Indrømmelser til Stæderne samtlige Lybeks, Rostoks, Wismars og Stralsunds ældre Privilegier i Danmark fornyedes, saa at ældre derimod stridende Breve skulde være magtesløse. Da Norges Raad ikke var tilstede, forpligtede Kongen sig til strax efter Pintsen (i 1455 25de Mai) at seile til Marstrand for der med Raadet at forsegle og bekræfte Stædernes Privilegier ogsaa for dette Riges Vedkommende. Allerede paa Forhaand gav han (nu for tredie Gang) Rostokkerne en særlig Bekræftelse paa deres Rettigheder i Oslo og Tønsberg og gjentog, hvad han i 1453 ved Hr. Olaf Nilssøns Afsættelse havde indrømmet Kjøbmændene i Bergen.[9] Til Gjengjeld lovede imidlertid Stæderne ikke alene at afholde sig fra ethvert Forbund med Karl Knutssøn, men tillige at unddrage Sverige al Tilførsel. Om dette sidste Løfte er overholdt, tør være tvivlsomt, thi Christiern selv har kort efter beklaget sig over Brud derpaa.[10]

Fra Flensborg begav Christiern sig nu afsted for at opfylde sin Overenskomst i Henseende til Norge. Den 2den Juni finde vi ham i Roskilde, hvor han skaffede sig Penge ved at udtage af Domkirkens Sakristi de fromme Gaver, der vare samlede til „Kamp med Tyrkerne og til Hjelp for den betrængte Konge af Cypern“.[11] Derfra drog han nordover, dog ikke til Marstrand, men til Mundingen af Gøtaelven.

Her havde nemlig en Begivenhed fundet Sted, som for det første gjorde Krav paa Kongens udelte Opmærksomhed og Anstrengelser. Hr. Olaf Nilssøn havde efter at være fjernet fra sin Stilling i Bergen fundet for godt at føre et uroligt og eventyrligt Liv. Han hørte, som vi vide, til den Skole af Krigere, der var uddannet under Kong Eriks lange Kampe med Hanseaterne og egentlig ikke var meget forskjellig fra de fornemme Sørøvere, som i Dronning Margaretas første Tid hjemsøgte Østersøen, og blandt hvilke dengang Danmarks aristokrati havde været stærkt repræsenteret.[12] Hr. Olaf var en gammel Vaabenbroder af de samme Pirater, der vare blevne Erik af Pommern tro og fra Visborg af havde gjort Havet usikkert, Mænd som Dinnies v. d. Osten, Claus Schinkel, Engelke v. Botne, Heinrich Schorsow, Magnus Niste o. s. v.[13] Man kaldte dengang saadanne Personer „Fitalger“ efter de forlængst forsvundne Vitaliebrødre, hvis Bedrifter fremdeles levede i Erindringen.[14] Altsaa greb Olaf Nilssøn til Kaperlivet, og, som man kan vide, var det Hanseaterne, som det især gik ud over. Hans Hustru Elitsa, en meget djærv Kvinde, stod ham bi, og rimeligvis var det ved denne Tid, at hun skal have seilet om „med et Purpurseil, hvori Norges Vaaben var anbragt“,[15] en Fortælling, hvoraf man uden Føie har villet udlede Tilværelsen af et norsk Flag paa den Tid.[16]

Men Hr. Olaf indskrænkede sig ikke til Sørøveri. Han vidste endog at sætte sig i Besiddelse af en af Nordens vigtigste Fæstninger, hvor han en kort Tid spillede den uafhængige Herre, omtrent ligesom Marcus Meyer i det følgende Aarhundrede paa Varberg. Paa Elfsborg Slot ved Mundingen af Gøtaelvens sydlige Arm havde Hr. Gustav Olafssøn (Stenbock) i nogle Aar været svensk Befalingsmand, men vist en noget tvivlsom Opførsel mod Kong Karl, indtil han i Juli 1454 atter havde lovet denne Troskab.[17] Hid begav Hr. Olaf sig nu, udentvivl med Skibe og Folk, og bemægtigede sig „ved List“ slottet, uden at Omstændighederne nærmere kjendes.[18] Hr. Gustav, hvem han altsaa har narret, maatte da stille Kong Karl Borgen for sin Troskab og love af yderste Evne at bestræbe sig for at gjenvinde slottet, medens den norske Adelsmand havde opnaaet den bekvemmeste Leilighed, man vel kunde tænke sig, til at aftrodse sin Konge de største Indrømmelser. Han kunde tilbyde Christiern en af Nøglerne til det sydlige Sverige, og hvis denne ikke vilde betale ham tilstrækkeligt derfor, kunde han ogsaa vende sig til Karl Knutssøn.

Den sidste Vaabenstilstand mellem Rigerne var imidlertid udløben netop ved denne Tid, og et Forsøg, som Christiern havde gjort paa at forlænge den ved at sende den danske Erkebiskop og nogle Rigsraader til Kong Karl i Vadstena i Begyndelsen af Aaret, havde ikke ført til noget Resultat. Der var altsaa atter Ufred, og ved Gøtaelven havde derfor Christiern ladet samle Stridskræfter baade fra Danmark og Norge. Den 20de Juni stode fire Riddere, nemlig Kolbjørn Gerst fra Baahuus, den danske Høvding Knut Henrikssøn (Gyldenstjerne), den svenske Emigrant Hr. Eggert Krummedike og Nordmanden Hr. Sigurd Bjørnssøn, samt to væbnere, Jørgen Laurentssøn og den norske Rigsraad Engelbrekt Steffenssøn, under Vaaben ved den svenske Stad Lødøse, hvilken de afpressede en Brandskat af fire hundrede lybske Mark.[19] Ogsaa flere norske Høvdinger og Prælater indfandt sig til Raadsmøde, saaledes Hr. Hartvig Krummedike, der allerede i Mai havde begyndt at ruste sig.[20] Underhandlinger aabnedes da med Hr. Olaf paa Elfsborg, sandsynligvis under de tilstedeværende Rigsraaders Mægling, og det kom til Forlig. Kongen maatte love at gjenindsætte Olaf Nilssøn i Besiddelsen af Bergens Kongsgaard og Len, og Elfsborg blev derpaa Christiern overgivet den 29de Juni.[21]

Nu fik Kongen Tid til at høre paa Hanseaterne, som havde indfundet sig overensstemmende med Aftalen i Flensborg og visselig utaalmodig ventet paa at faa sine Sager bragte i Orden. Den 1ste Juli var der norsk Raadsmøde paa Elfsborg, hvor Bisperne Marcellus af Skaalholt, Thorleif af Bergen og Gunnar Holk af Oslo, endvidere Olaf Throndssøn, Kantsleren Ivar Vikingssøn, Hr. Olaf Nilssøn, Hr. Hartvig Krummedike, Hr. Kolbjørn Gerst, Hr. Erik Bjørnssøn, Hr. Peder Nilssøn, Hr. Mathias Jakobssøn og Væbnerne Engelbrekt Steffenssøn og Herlaug Pederssøn, altsaa tretten flaader, afgave Møde. Det norske Baad var afgjort utilbøieligt til at gaa ind paa en formelig Bekræftelse af de vendiske stæders store Privilegier, men der var ikke andet at gjøre end at underkaste sig, efterat Privilegierne vare fornyede for Danmarks Vedkommende og Kongen havde lovet det samme for Norges. Baade den lybekske Krønike[22] og den lybekske Gesandt, Godeke Bormester,[23] bevidne udtrykkelig, at Nordmændene forgjæves anstrengte sig for at forhindre denne Indrømmelse til Stæderne.[24]

Dagen efter udstedte Kongen, ligeledes fra Elfsborg, et Privilegium for Marstrand,[25] og en Ugestid derefter finde vi ham i Kalvsund, en Havn i det sydlige Baahuslen. Her udsendte han et aabent Brev til Nordmændene i Almindelighed, hvori han underrettede dem om det Forlig, der var sluttet med Stæderne, og som havde været nødvendigt „for at gjøre en Ende paa alle de idelige Overfald, Plyndringer og Røverier, der havde fundet Sted, især i seiladsen paa Bergen. Endvidere tilkjendegav han dem, at han ved sine danske og norske Rigsraader havde paabudt en evig Fred i Riget selv. Hvo der brød den, skulde, enten han var Læg eller Lærd, straffes som Røver og Fredsforstyrrer paa Liv og Gods.[26]

Derpaa skiltes man ad. Kongen drog, vistnok ledsaget af Hr. Hartvig Krummedike,[27] til Danmark igjen. Hr. Olaf Nilssøn, Broderen Hr. Peder og Biskop Thorleif reiste til Bergen, for at gaa sin Skjebne imøde. Denne skulde inden faa Uger lægge for Dagen, hvor lidet den evige Landefred og Straffen for dens Overtrædere havde at betyde.

  1. ↑ F. H. Jahn i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XXII. S. 417, cfr. F. Schiern, Nyere historiske Studier, II, S. 103.
  2. ↑ F. W. Barthold, Gesch. d. Deutschen Hansa, Neue Ausg., III, S. 87—88.
  3. ↑ Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 429.
  4. ↑ Allen, De tre nordiske Rigers Hist., I, S. 96. Dipl. Norv. V, S. 561—562. L. Daae, Norges Helgener, S. 69—70.
  5. ↑ Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 169.
  6. ↑ Styffe, l. c. III, S. 72.
  7. ↑ Styffe, l. c. III, S. 74.
  8. ↑ Naar i Lüb. Chron. II, S. 176, Haderslev angives som Mødested, er dette enten en Unøiagtighed, eller ogsaa er Mødet snart flyttet til Flensborg, hvorfra alle Dokumenter ere udstedte.
  9. ↑ Uddrag af Dokumenterne i Chr. Langes Indberetning om en Reise til Nordtydskland i Nor, Tidsskrift for Videnskab og Litteratur, III, 2, S. 52—54. Dipl. Norv. VII, S. 448—450.
  10. ↑ Nordalbingische Studien, VI, S. 111.
  11. ↑ Danske Magazin, I, S. 352. Jahn, Danm. Hist. S. 259.
  12. ↑ Otto Fock, Rügensch-Pommersche Geschichten, IV, S. 49 fgg.
  13. ↑ Kanzows Pomerania, hg. v. Kosegarten, II, S. 56. H. Riemann, Geschichte der Stadt Colberg, Colberg 1873, S. 234.
  14. ↑ Saaledes kaldes endnu 1459 en dansk Sørøver en „Fittalge“, Hübertz, Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhuus, I, S. 20.
  15. ↑ Crantz, Norvegia, lib. VI, cap. 12.
  16. ↑ R. Keyser, Samlede Afhandlinger, S. 473.
  17. ↑ Styffe, l. c. III, S. 77 fgg.
  18. ↑ „To Elvesborch was her Oleff Nigels, de dar mit listicheyt upghekomen was.“ Lüb. Chron., hg. v. Grattoff, II, S. 178. I Egnen ved Gøtaelven har udentvivl Hr. Olaf allerede fra gammel Tid været vel kjendt og havt Forbindelser, thi i 1448 finde vi, at han kjøber Jordegods i Baahuslen. Dipl. Norv. I, S. 150. ’
  19. ↑ Hadorph, II, S. 191—192. Byen blev dog ikke destomindre brændt.
  20. ↑ Dipl. Norv. V, S. 574.
  21. ↑ Scr. Rer. Dan. VI, p. 634.
  22. ↑ „Unde wente de konyngh van Dennemarken dat so hebben wolde, so mosten ze dat beleven unde beseghelen.“ Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 178.
  23. ↑ Nor, III, 2, S. 54—55.
  24. ↑ Willebrand, Hansische Chronik, Bilagene S. 61.
  25. ↑ Dipl. Norv. V, S. 574.
  26. ↑ Nor, III, 2, S. 54—55.
  27. ↑ Styffe, l. c. III, S. 82.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Kong_Christiern_den_Førstes_norske_Historie/8&oldid=75512»