Kong Christiern den Førstes norske Historie/9

Ludvig Daae

Kong Christiern den Førstes norske Historie

A. W. Brøgger, 1879 (s. 117-130).

Optrinene i Bergen i de første Septemberdage 1455, deres Følger og Efterhistorie.

Olaf Nilssøns Gjenindsættelse i Bergen var fra Kongens Side en nødtvungen Indrømmelse og for alle Tydskere, der opholdt sig i denne Stad eller havde noget med den at gjøre, en høist uvelkommen Begivenhed. Lybeks Udsending, Godeke Bormester, der var tilstede hos Kongen i Kalvsund, skrev hjem til Raadet, at Kongen var Stæderne „meget hengiven“, og at han havde havt en Sammenkomst med Hr. Olaf og hans Venner „i Kongens Overvær“, hvilket viser, hvor spændt Forholdet har været.^[1] Det fulgte dog af sig selv og var desuden udtrykkelig fastsat, at der nu, siden alt var opgjort i Kongens Nærværelse og Stæderne havde faaet sine Privilegier bekræftede, skulde være Fred mellem Hr. Olaf og Tydskerne, og at alt gammelt Uvenskab skulde være glemt og opgjort.

Olafs Fiender fortælle, at han allerede dengang, han forlod Elfsborg, hvorfra han siges at have bortført alt, hvad der fandtes, skal i Forening med sin Broder, Hr. Peder, have udrustet Skibe og strax have optaget tre hanseatiske Fartøier, som dog ikke overgave sig uden Kamp, thi en af Hr. Peders Sønner blev skudt ved den Leilighed. Olafs Hustru benegtede dog siden bestemt, at han efter sin nye Udnævnelse havde givet Hanseaterne skjellig Grund til Klage.

Imidlertid, heder det videre, seilede et Medlem af det lybekske Raad, den samme Godeke Bormester, hvis Beretninger om Raadsmøderne paa Elfsborg og i Kalvsund vi ovenfor have anført, afsted til Bergen med de for stæderne saa gunstige Breve, der vare givne i Flensborg og paa Elfsborg, for at bekjendtgjøre dem for kjøbmændene og Bergens Folk i det Hele. Hr. Olaf, Hr. Peder og Biskoppen fulgte efter og ankom til Byen med 9 Skibe Løverdagen den 30te august, som det synes, omtrent samtidig med den lybekske Raadsherre.

For Hr. Magnus Gren, der siden 1453 havde havt Befalingen i Bergen, var naturligvis Budskabet om, at han skulde opgive sin Stilling ikke velkomment, og han har maaske søgt Udflugter med at overlevere Kongsgaarden og Lenet, thi den lybekske Hovedkrønike fortæller, at Hr. Olaf bad Tydskerne om Hjelp for at blive gjenindsat. Dette høres vistnok paafaldende, men i andre Kilder til Kundskab om disse Ting, nemlig Breve fra Hr. Olafs Hustru og Søn, heder det, at Tydskerne, det vil da vel sige Oldermændene paa Bryggen, ved Olafs ankomst tilsyneladende viste ham Venlighed og „spiste og drak med ham den første Aften“, altsaa Løverdag. Der aftaltes ogsaa, at Olaf skulde møde den næstkommende Mandag paa Jonsvolden (eller nu „Engen“), hvor Kjøbmændenes nye Privilegier, som Godeke Bormester havde medbragt fra Kongen, skulde offentlig oplæses efter Datids Skik. Den mellemliggende Dag, Søndag den 31te August, var Olaf atter sammen med Tydskernes Oldermænd i Domkirkens Sakristi i Biskop Thorleifs og sin Broders Nærværelse, hvor de atter forsikrede hinanden om alt godt. Men nu skal Rygtet om de Sørøverier, der paastaaes at være udførte efter hans Foranstaltning efter hans sidste Samvær med Kongen, have udbredt sig i Bergen og vakt den høieste Vrede. Hr. Olafs Fiender besluttede at tage Hevn ved at dræbe ham, og de vidste, at de kunde regne paa Bistand af hele den for størstedelen yderlig raa og brutale samt dertil meget talrige tydske Handels- og Haandverker-Coloni i Byen, saavelsom af de mange Søfolk i Hevnen. Der aftaltes, at overfaldet skulde finde Sted under Thinget paa Jonsvolden. Til at give Tydskerne Mod til en saa dristig Beslutning har det udentvivl ogsaa i høi Grad bidraget, at man, troede at vide, at Kongen ikke var Olaf god, ja, at der i Christierns sidste Breve endog forekom en ytring, der kunde betragtes som en Opfordring til Selvtægt.^[2]. Thingdagen kom, den 1ste September, men Hr. Olaf blev paa Jonsvolden advaret om Faren. Da flygtede han til det i Nærheden liggende store og faste Kloster Munkeliv, som tilhørte Birgittinernes Orden, ledsaget af sin lille Søn og Broderen Hr. Peder. Biskop Thorleif og to Kanniker, nogle Tjenere og flere Norske vilde ikke skille sig fra Olaf og fulgte med, skjønt Tydskerne skulle have bedet navnlig Biskoppen om hellere at gaa hjem til Sit i Fred. Disse Herrer og deres Ledsagere, tilsammen en ikke saa liden Hob, slap ogsaa ind i Klostret og søgte i dettes Taarn et Tilflugtssted for sine Forfølgere. I et senere Brev heder det derhos, at Tydskerne havde lovet selv at komme ubevæbnede paa Thinget og derved bevæget Olaf til at gjøre det samme, men at de ikke holdt Ord og tvertimod mødte frem i Harnisk. Derhos skulle nogle Tydskere, medens Forsamlingen paa Jonsvolden fandt Sted, have været nede ved Vaagen, borttaget alle Vaaben fra Olafs Skibe og udplyndret disse fuldstændigt.^[3]

Mellem de ophidsede Tydskere løb den Tale fra Mund til Mund, at nu maatte hver den, som havde Liv og Gods kjært, gaa løs paa Olaf i Klostret, thi slap han levende derfra, vilde det sidste blive værre end det første. Det var omtrent to tusinde Tydskere, som efterhaanden samlede sig ved Klostret, og dersom de Ulykkelige, der befandt sig indenfor dets Mure, havde haabet paa, at Stedets Hellighed skulde blive agtet, bleve de skuffede. Væbnede dels med Bøsser, dels med Buer løbe Tydskerne Storm og trængte omsider ind gjennem de stærke Porte. Nu fulgte et af de skrækkeligste optrin, som Norges Historie kjender. I Kirken, hvor de fleste af Nordmændene havde samlet sig, og hvorhen ogsaa Biskop Thorleif, Hr. Peder og Hr. Olafs lille Søn havde begivet sig ned fra Taarnet, myrdedes for Fode. Mellem de dræbte vare Kannikerne, en Kapellan, Ridder Peder, Hr. Olafs Søn Nils, ja endog Bispen, om hvis Hals Drengen havde slaaet sine Arme. Biskoppen, der skal have staaet med Hostien i Haanden og især bestræbte sig for at redde Barnet, afhuggede man begge Armene, inden han fik det dræbende Saar. Dette skede altsaa St. Ægidii Dag, Mandagen den 1ste September.

Hr. Olaf selv befandt sig endnu i Taarnet, og rimeligvis nogle med ham. Adgangen til dette maa have været godt spærret, thi det lykkedes ikke at faa ham fat, førend man greb til at optænde Ild i Kirken. Da blev det ikke til at holde ud deroppe, og Olaf maatte, efter at have tilbragt en skrækkelig Nat, om Morgenen den følgende Dag, den 2den September, raabe til sine Fiender om Naade. Han tilbød sig at staa til Rette for Hansestædernes Raad, men forgjeves. Endelig bad han da kun om at faa leve i tre Timer for at skrifte sine Synder, og paa dette Vilkaar slap han ned.

Efter at de tre Timer vare forbi, slog man ham ihjel og huggede hans Legeme istykker. Ved samme Leilighed dræbtes atter flere Mennesker paa Kirkegaarden og i Kirken, navnlig Præster. Den Ild, der var optændt, stod ikke mere til at slukke, eg Munkeliv Kloster nedbrændte lige til Grunden, „saa at ikke en Stikke blev tilbage“. Den lybekske Hovedkrønike anslaar Antallet af de dræbte til omtrent sexti Mand.^[4]

Allerede før Olafs Fald havde, som vi hørte, Tydskerne plyndret hans skibe, navnlig Hovedskibet, hvis Ladning angaves til 10,000 Marks Værdi. I denne Henseende have de ganske vist anseet sig at være i sin gode Ret, thi Hr. Olaf havde jo først drevet Sørøveri mod dem, og i hans Skatte have de altsaa kun seet ranet Gods. De indskrænkede sig imidlertid ikke til, hvad der var at finde i Byen, men droge videre. I Stavanger havde Hr. Olaf og Fru Elitsa sine Klenodier staaende i Domkirkens Sakristi, men Tydskerne lode sig ikke herved afholde fra Indbrud og Plyndring. Saa droge de til hans Hovedgaard Talgø og bare sig ligedan ad der. Hr. Olafs Tjenere og nogle af hans Børn maatte ilsomt flygte og søge Skovene. Sønnen Axel, som dengang var fire Aar gammel, berettede siden, at de i lang Tid maatte holde sig i Skjul, ja endog lige ud i November friste Livet med Saften af vilde Skovæbler.^[5] I denne Egn fortaltes endnu i Slutningen af det sextende Aarhundrede,(1597) et Sagn om Olaf Nilssøn. Talgø Gaard eiedes dengang af Fru Beate Huitfeldt, Rigskantslerens Søster, som fik en Proces med Manden paa Thoug i Ryfylke om en Sæter, hvilken Hr. Olaf, som det paastodes, havde berøvet en tidligere Eier. Under denne Retssag blev det prøvet af gamle Folk, „at de havde hørt af sine Forældre, at der engang havde boet paa Gaarden paa Talgø en Ædelmand, ved Navn Hr. Olaf Nilssøn, der blev slagen i Munkeliv, og at han havde gaaende paa Thougs Mark to Heste, indlaasede udi Fjedre, som han vilde have til Hjelp at undfly med, naar hans Modstandere vilde sætte efter ham.“^[6]

Det fulgte af sig selv, at Tydskerne i Bergen snart maatte blive betænkelige ved, hvad de havde gjort, og at de nu vilde give meget for, at det havde været uskeet. Neppe kunde et Riges Høihed, Love og Ære krænkes paa en grovere Maade, end her havde været Tilfældet. Men det var ikke dette, der voldte Tydskerne Bekymring. Kongen var altfor afhængig af Hansestæderne til at kunne optræde med Kraft imod deres Tjenere i Bergen, allerhelst nu, da det var ham saa meget om at ere at holde gode Miner med dem for at fremme sine Planer mod Sverige. Norges Rigsraad var ogsaa en altfor svag Institution, til at det paa egen Haand skulde vove nogetsomhelst alvorligt Skridt i Anledning af denne Sag. Hvem skulde desuden her, naar Kongen taug, træde op paa Rigets Vegne? Landet var jo endnu uden Erkebiskop, Raadets djærveste Mand havde jo netop været den myrdede Olaf selv, og dets for Tiden eneste betydeligere Personlighed, Hartvig Krummedike, følte sig neppe engang som Nordmand. Fra den Kant blev der heller ikke nogensinde gjort andet ved den Sag, end at man i sin Tid anbragte den i et Besværingsskrift over Kong Christiern efter hans Død. Derimod havde dog den romerske Kirke, hvor dybt den var sunken, og hvor meget end Agtelsen for den var taget af, endnu en Rest tilbage af Magt over Menneskenes Sind. Banstraalen maatte true deres Hoveder, som havde dræbt en Biskop og flere andre geistlige Mænd. Og endelig, hvad der især for Kjøbmænd altid var af Betydning, Ugjerningen vilde svide i deres Punge, thi Munkelivs Kloster maatte gjenopbygges, og for at udrede Bekostningerne hertil kunde man ikke vente at slippe fri. De myrdedes Frænder stode der ogsaa med sine Krav paa materiel opreisning og Bod i Penge for Ugjerningen, og Fru Elitsa havde allerede inden Maanedens Udgang meldt sig med sine Krav.^[7]

Kjøbmændene lode sin „Klerk og Sekretær“ Christian v. Gheren, den samme Mand, hvis annalistiske Optegnelser fra det femtende Aarhundrede her oftere ere benyttede, drage til Rom.^[8] Her blev naturligvis Sagen fremstillet paa den for Tydskerne gunstigst mulige Maade og med en Mængde uden al Tvivl opdigtede Omstændigheder. Hr. Olafs Sørøverier overdreves, og den Omstændighed, at Kongen atter havde forlenet ham med Bergen, blev aldeles fortiet, hvorved Sagen fik det Udseende, at Olaf havde villet ulovlig sætte sig i Besiddelse af Staden med Bistand af Biskoppen, der i det Hele gjordes til hans Medskyldige i alt, hvad han havde foretaget sig mod Kjøbmændene. Det havde, fortaltes der, været Olafs Hensigt, da han kom tilbage til Bergen, at plyndre alle derværende Kjøbmænd og Sømænd, ja vistnok ogsaa at dræbe dem og at brænde deres Huse og Skibe. Det skulde nogle af hans Folk, hvem man havde forhørt, offentlig have tilstaaet. At der var opstaaet Uroligheder, skyldtes kun en af Biskop Thorleifs Tjenere, som paa Thinget voldelig havde overfaldt en tydsk Kjøbmand og villet berøve ham hans Kjole. De tydske Kjøbmænd og Søfolk havde da grebet til Vaaben „i den bedste Hensigt“ (pejora vitare volentes). Derpaa havde da de to Riddere, Olaf og Peder, samt Biskoppen og deres Følge flygtet til St. Birgittas Kloster og fra Taarnet kastet en Regn af Stene ned paa Tydskerne. Disse havde endnu paa dette Punkt af Kampen henstillet til Biskoppen at drage hjem til Sit, men han havde ikke villet. Saa havde da Myrderiet fundet Sted. At denne Fremstilling er stærkt farvet, vil blive klart, naar man sammenligner den ikke alene med de norske Breve, men med de tydske Krøniker, i hvilke man dog har Grund til at antage Begivenheden fremstillet i det ringeste uden Partiskhed imod Chronisternes Landsmænd.

Pave Calixtus III gav, efter at have modtaget en saadan Besked om Sagens Sammenhæng, under 3die Juni 1456 Biskoppen af Lybek, den allerede tidligere nævnte Arnold Westphal, Bemyndigelse til at meddele Vedkommende absolution. Betingelserne derfor bleve følgende. Først skulde der stilles betryggende Sikkerhed for, at Klostret med Kirke og tilhørende Bygninger opførtes, og at overhoved enhver geistlig Stiftelse, hvis Ret maatte være krænket, fik tilstrækkelig opreisning. Dernæst skulde de Personer, paa hvem Skylden for Biskoppens og de øvrige dræbte geistlige Mænds Død hvilede, underkaste sig den strengeste Kirkebod. De skulde besøge samtlige Bergens, eller, om dette ikke uden Fare kunde ske, da en Nabostads, Hovedkirker barhovede og barfodede med Ris i Hænderne og en Strikke om Halsen. Foran Kirkernes Døre skulde de lade sig pidske af Præster under Psalmesang paa en Tid, naar Menigheden i talrig Mængde var tilstede, og offentlig bekjende sin Synd. Ifald de besad nogen Raadighed over Præbender eller lignende Rettigheder i disse Kirker, var den for bestandig fortabt, ligesom heller ikke nogen af Mordernes Efterkommere indtil fjerde Led skulde kunne blive Præst, optages i noget Kloster eller opnaa nogetsomhelst geistligt Beneficium uden naadigst Dispensation, „for at Mindet om straffen ikke mindre end om Forbrydelsen skulde bevares for Fremtiden.“ Naar Synderne havde underkastet sig den nysnævnte Bod, skulde Biskoppen af Lybek kunne absolvere dem paa sædvanlig Maade. Han skulde nu paa Pavens Vegne lade dem tage Korset til Kamp mod de hedenske Tyrker, der havde bemægtiget sig Konstantinopel, og Vedkommende havde uvægerlig i egen Person at begive sig i Krigen mod de Vantro. Døde nogen, forinden han kom afsted, skulde der af hans efterladte Gods og Formue udtages Midler til at leie en duelig stedfortræder. De Skyldige skulde desforuden øre tre Valfarter til Rom og en til St. Jakob i Compostella, endvidere i syv Aar hver Uge lade holde en Messe for de myrdede Geistliges sjele, hver Fredag leve paa Vand og Brød, hver Thorsdag afholde sig fra Kjødspiser, undtagen i Sygdomstilfælde og under Krigstjenesten mod Tyrkerne, samt endelig ti Gange om Dagen læse Herrens Bøn. De øvrige Deltagere i Stormen paa Munkelivs Kloster og ødelæggelsen af dette, paa hvem der ikke hvilede nogen Skyld for geistlige Personers Drab, overlodes det til Biskop Arnolds Conduite at absolvere paa Betingelser, som han maatte finde tjenlige for deres sjele. Enhver Ubodfærdighed og Ulydighed skulde medføre Exkommunikation.^[9]

Hvor meget af disse Fordringer virkelig opfyldtes, er umuligt at sige, men saa meget er vist, at „mange ingen Absolution søgte, men syntes, at de havde gjort en god Gjerning“.^[10] Men Munkelivs Kloster have Tydskerne maattet gjenopbygge. De husvilde Nonner, af hvilke nogle senere sagdes at være indebrændte, nogle endog voldførte,^[11] fandt et midlertidigt Ophold først paa et andet Sted i Bergen, dernæst i en Aarrække paa Hovedøen. I 1478 eller 1479 have de atter flyttet ind i det nyopførte Munkeliv. Bygningsarbeiderne skulle have kostet Kjøbmændene fem tusinde Mark, og deres Sekretær Christian v. Gheren forsikrer, at de nye Bygninger vare bedre end de gamle.^[12]

At denne Begivenhed forøvrigt gjorde den høieste Opsigt i den hanseatiske Verden, fulgte af sig selv. Otte og tyve Aar derefter, i 1483, møde vi et Vidnesbyrd herom i Hamburg. Erkebispen af Bremen vilde i hint Aar lade reformere Klostret i Hanstehude ved Hamburg, men Borgerne, hvem dette af en eller anden Grund var uvelkomment, samlede sig i store Skarer paa Raadhuset og raabte, at „Prælaterne skulde pakke sig ud af Klostret, thi ellers bleve de jagede ud, og om saa nogen af dem blev dræbt ved samme Leilighed, saa fik man finde sig deri, thi det var jo ikke saalænge siden, at Kjøbmændene i Bergen havde slaaet endog en Biskop ihjel, og han var dog vel ligesaa god som disse Prælater“.^[13]

Kong Christiern, der „ikke vrededes meget over, hvad der var hændt med Hr. Olaf, men kun beklagede Biskoppens og nogle andre uskyldiges Skjebne“,^[14] frafaldt senere, 1469, efter Lybeks og Hamburgs Mægling, alle Fordringer paa Fyldestgjørelse paa Kongedømmets Vegne.^[15]

Desto ivrigere forfulgte imidlertid Hr. Olafs Familie Sagen, og der opstod paa middelalderlig Vis en Familiefeide mellem denne og Hansestæderne.

Den ældste af Hr. Olafs Sønner, Olaf Olafssøn, aabnede Feiden i Aaret 1463 og fortsatte den i to Aar, til 1465. Han tilføiede Kjøbmændene stor Overlast paa Søen og tog otte eller ti af deres skibe. Tydskerne udrustede 500 Mand for at optage Kampen mod ham, der var en saameget farligere Fiende, som han paa Grund af Hansestædernes uvenlige Forhold til England havde et fortræffeligt Tilholdssted i engelske Havne. De tydske Udliggere traf efter ni Ugers Krydsen i Nordsøen paa den unge Olaf, og det kom til en Kamp, hvori de fratoge ham et skib, ladet med Vin, men ikke kunde hindre, at han selv undslap. Kort efter forliste han imidlertid i Søen og gik, som Tydskerne sagde, „til Fanden, hvem han tjente“. Det heder, at Tydskernes Bekostninger til Toget imod ham gik op til 20,000 Mark.^[16]

Familiefeiden hvilede nu i adskillige Aar, men Rigsraadet, der altid under Thronledigheder nød en større Uafhængighed og som Følge deraf ogsaa da kunde give flere Livstegn, gjenoptog Sagen efter Kong Christierns Død,^[17] og en Forpligtelse til at forfølge den indtoges i Kong Hans’s Haandfæstning.^[18] Denne foranledigedes herved ogsaa til at gjøre en Henvendelse i denne Anledning til Raadet i Lybek, strax efter at han var bleven Norges Konge.^[19] Virkelig erholdt ogsaa Biskop Thorleifs Frænder, der samtlige boede i Danmark, i 1486 en Mandebod af 8000 Mark for hans Liv.

Men nu var den yngste af Hr. Olaf Nilssøns Sønner, Axel Olafssøn, han, der i 1455 som fireaarigt Barn havde maattet rømme fra Talgø, forlængst en myndig Mand. Han var som Herre til Gunderslevholm bosat i Danmark, hvor ogsaa Moderen, Fru Elitsa, opholdt sig tilligemed sin Datter Fru Magdalena, der var indgiftet i den skaanske Brahe-Æt. Disse Hr. Olafs Efterladte satte sig nu for Alvor i Bevægelse for at erholde Erstatning eller maaske især for at faa Hevn. I 1488 enedes Axel med Kong Hans om, at denne for at bistaa ham mod Tydskerne, eller vel egentlig for at tillade ham at forfølge dem, skulde have Trediedelen af Udbyttet^[20], og Axel lod da strax optage to skibe, der kom fra Lifland. To Aar senere bestemtes Kongens Part til en Halvdel, hvorhos Axel med alt sit danske og norske Gods maatte indestaa for den Skade, han og hans Selskab under sine Søtog havde tilføiet Kongens egne Undersaatter.^[21] I det følgende Aar sluttedes et Forlig, hvorved Kjøbmændene i Bergen forpligtede sig til at betale Axel 7000 Mark Dansk i visse Terminer, mod at Sagen nu skulde være endt, men ikke destomindre sendte Søsteren, Fru Magdalena paany Stæderne et Undsigelsesbrev. Hun kjøbte en Kravel af Høvedsmanden paa Varberg, Oluf Stigssøn, og lod en dristig Pirat, Jakob Honinghusen, drive Sørøveri i Nordsøen, indtil han blev greben ved Konghelle.^[22] Det norske Rigsraad, der var samlet i Bergen i Oktober 1491, bad ogsaa Kong Hans om at standse de Misligheder, som disse og andre Sørøverier forvoldte, „da Stæderne truede med at kalde sine Kjøbmænd tilbage fra Norge, hvilket ikke var nyttigt for Riget.“^[23] Endnu i det følgende Aar undsagde imidlertid Fru Elitsa, der fremdeles levede og altsaa maa have naaet en meget høi Alder, paa ny stæderne, ja Sagen stod endnu uopgjort ind i det følgende Aarhundrede. Striden dreiede sig blandt andet om en Mængde Fru Elitsa tilhørende Klenodier, som hun Aaret efter Mandens Død havde maattet overlade Kjøbmændene i Bergen som Depositum.^[24] Olafs og Elitsas Dattersøn, Nils Brahe, afstod i 1511 sin Ret til disse til Kongen, der, for at gjøre det saaledes erhvervede Krav gjeldende, under sin Feide med Hansestæderne lod optage fire Bergefarere.^[25] I April 1513 gjentog Nils Brahe sin Overdragelse af denne Fordring til Fordel for Christiern II, som kort iforveien havde efterfulgt sin Fader paa Thronen.^[26] Men endnu 11 Aar senere, da Christiern II som landflygtig Mand udgav et Stridsskrift mod Lybekkerne, der naturligvis især dvæler ved hans eget Mellemværende med disse hans bitre Fiender, blev Begivenheden af 1455 ikke glemt. Olaf Nilssøn nævnes vistnok ikke i Stridsskriftet, men derimod opregnes Drabet paa Biskop Thorleif mellem Lybekkernes forbryderske Handlinger i Norge.^[27]

Den nysnævnte Nils Brahe, Hr. Olafs Dattersøn, havde arvet sin Mødreneslægts urolige og krigerske Natur. Efter et Liv, vistnok rigt paa Strid og Kiv, tog han i den skaanske Bondekrig 1525 Parti med Bønderne og flygtede efter disses Nederlag til Meklenburg, men blev, da han atter vovede sig over til Skaane, fangen og omsider henrettet paa Gammeltorv i Kjøbenhavn 1529.^[28] Hans Gods faldt i hans Fienders Hænder, og ifølge en Beretning, hvis Paalidelighed dog neppe er sikker, skulde han endnu have havt i sin Besiddelse adskilligt sølv, hidrørende fra Morfaderen Hr. Olafs Kaperkrige.^[29]

---

1. Nor, III, 2, S. 55.
2. Dipl. Norv. VII, S. 448. Allerede Crantz (Norvegia, lib. VI, cap. 12) har, som Paludan-Müller (De første Konger af den Oldenb. Slægt, S. 30) gjør opmærksom paa, opfattet dette som en Hovedaarsag til den følgende Katastrophe.
3. Dipl. Norv. VII, S. 484.
4. Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 178—180. Olafs Enkes Brev af 30te Sept. 1455, Dipl. Norv. III, S. 603—605. Sønnen Axels Brev af 1477, Dipl. Norv. VII, S. 483 fgg. v. Gherens Krønike. I denne sidste utrykte Kilde heder det em denne Begivenhed:
    „Item Anno 1455 quam her Oleff Nielssen, sin broder her Peter unde Nickels Oleffzen mit Biscop Torlacus te Bergen mit IX Segeln in de wage unde wolde annamen wedder de vogedye. Up Jonswalle almansdinge worden syne breue unde ok des Copmans van deme heren keninge gegeuen, allem volke lesen.“
    „De unschuldige Copman was van den synen unde ok her Peters Sonen groffliken berouet unde beschediget Dar wart ein sorchueldich upplepp van schipmans unde losen volkes, her Terlacus Bisschopp, her Oleff, her Peter sin volk gingen te Müncleve up den thorn, dar worden geslagen Biscopp, syn Cappellan, her Peter und mer in der kerken unde na angestecken unde verbrant op den dach Egidii, unde her Oleff des andern morgens mit mer personen geslagen.“
5. Dipl. Norv. VII, S. 485. Denne sidste Del af Fortællingen tager sig dog noget underlig ud ved Siden af den Kjendsgjerning, at Moderen, Fru Elitsa, var i Bergen den 30te September.
6. Norske Samll. I, S. 340.
7. Se hendes Brev til Lybeks Baad af 30 Septbr. 1455, Dipl. Norv. III, S. 603.
8. v. Gherens utrykte Krønike.
9. Dipl. Norv. VI, S. 577—580.
10. Lüb. Chron., hg. v. Grautoff, II, S. 180.
11. Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg., S. 301.
12. „Dat Closter wart herliken van deme Copmanne wedder buwet den touoren. Do tor tiid weren darinne Prestere unde juncfrowen de ordine Brigitte. Dar na anno LXVI quemen dar in de ordine Sancti Benedicti van Anslo unde schachbytynghe. Dyt closter to buwende kostede deme Copmanne by V m mark.“ (v. Gherens utrykte Krønike). Cfr. Alb. Crantz, Norvegia, lib. VI, cap. 12. „Omnia postea damna monasterio compensant.“
13. Hansische Geschichtsblätter, Jahrg. 1875, S. 55. Hamb. Chroniken, hg. v. J. M. Lappenberg, S. 343.
14. Werlauff i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XVI. S. 107, efter Reimar Kock.
15. Willebrand, Hans. Chron., Dok. p. 71. Regkmans Krønike.
16. Det eneste Sted, hvor denne tidligere aldeles ukjendte yngre Olaf omtales, er i v. Gherens utrykte Krønike, hvorfor jeg hidsætter dennes Ord: „Anno LXIII wente to LXV dede Oleff Olauesszen, Her Olaves sone groten schaden deme copmanne bauen gut bestant vnde vrede, den uns de here koningk tosecht vnde belouet hadde vnde nam wol VIII offte X scheppe (disses Førere opregnes) Do suluest vthmakede de Copman Ve man in de Zee vmme to sturende Oleff Olauessone de uth Engelant vpp den Copman rouede. Aldus weren de uthliggers IX weken in der Zee vnde nemen em eyn baraze myt wyne geladen vnde he entsegelde vnde vorsank in der Zee vnde vor to fenden, tho deme he denede. De Schade des Copmannes myt der vthredinge summa XXm Mark Lubisch.“
17. Hadorph, II, S. 305.
18. Aarsberetninger fra det danske Geh.-Archiv, II, S. 54.
19. Dipl. Norv. VI, S. 629.
20. Dipl. Norv. II, S. 697.
21. Dipl. Norv. II, S. 705, 707.
22. Udførligere Oplysninger i Caspar Weinreichs Danziger Chronik, Scriptores Rer. Pruss., hg. v. Hirsch, Töppen u. Strehlke, IV, Lpz. 1870, S. 788, cfr. 789.
23. Dipl. Norv. VI, S. 646.
24. Dipl. Norv. VI, S. 581.
25. Dipl. Norv. II, S. 761.
26. Dipl. Norv. II, S. 769.
27. „Adjungitur et illud, quod ante alioqot annos episcopum Bergensem, regium consiliarium, post multa nefanda, pontificia infula ac vestitu ornatum et venerabile eucharistiae sacramentum manu tenentem sacrosancto salvatoris corpore in terram conjecto et pessumdato & ambabus resecatis manibus atrocissime trucidarint.“ Illustr. Principis Chr. IIdi ad Lubecensium articulos Responsio, autore Corn. Sceppero (1524). O, 1.
28. Allen, De tre nordiske Rigers Historie, V, S. 69—72.
29. „Fru Elitsa hade dolt sin mans klenodier (deribland 344 silfverbägare) och gaf dem til sin dotterson Nils. Då han förlorade sitt lif, föllo klenodierne till Danske kronan.“ De la Gardiska Archivet, III, S. 120.