Konrad Maurer
Da den tyske retsvidenskab, idet den forlod den tidligere herskende abstrakt filosoferende anskuelsesmaade af lovenes væsen, ved Hugo og Savigny gik over til at studere retssystemerne i deres forhold til fortidens udvikling, og da denne saakaldte historiske skoles grundbetragtning derpaa hos de germanistiske retshistorikere med Eichhorn i spidsen kom til fuldt og tankerigtigt gjennembrud, vendtes blikket ogsaa til de nærbeslægtede skandinaviske folk, i hvis righoldige gamle lovtexter og sagaer man kunde haabe at finde værdifulde oplysninger og paralleler. Hvad Tysklands lærde hidtil havde kjendt til af nordisk retshistorie, indskrænkede sig til løsrevne notitser, som de kunde hente ud af Saxos eller Olai Magni latinske krøniker, eller, naar det gik høit, af Stjernhøøks fortrinlige, men paa videnskabens daværende standpunkt kun halvt fordøielige og derfor mere anseede end virkelig benyttede værk De jure Sveonum et Gothorum vetusto. I slutningen af forrige aarhundrede var opmærksomheden vistnok begyndt at fæste sig ved den ældre Edda, men endnu hos Eichhorn selv finder man ingen antydning af, at hans kjendskab til de oldnordiske litteraturer gik videre. Den iver, hvormed de germanistiske retsstudier fra hans tid dreves, bragte imidlertid hurtig med sig en udvidelse af kildernes kreds, og det var hans samtidige, Jakob Grimm, forbeholdt kraftigst at bidrage hertil. Hans omfattende lærdom tilegnede sig ogsaa alt, hvad der i aarhundredets første trediedel var tilegneligt af Skandinaviens gamle sprog, historie og retsvæsen, og da hans Deutsche Rechtsalterthümer, denne uudtømmelige guldgrube for germanistisk forskning, i 1828 var udkommen, fik man se, hvor mange og gode forklarende vink Tysklands retshistorikere kunde hente hos de nordgermaniske stammefrænder. Ligesom tilfældet var med de angelsaksiske retskilder, blev det derfor heller ingen sjeldenhed, at videnskabeligt arbeidende jurister tyede til de skandinaviske og til den ende lærte sig de nordiske sprog. Wilda (Das Gildenwesen in Mittelalter, Halle 1831, og især hans banebrydende Daa Strafrecht der Germanen, Halle 1842) og dernæst blandt andre ogsaa Michelsen (en række afhandlinger) kunne anføres som exempler. Imidlertid lod det sig ikke nægte, at den hjælp, som den tyske videnskab paa denne maade hentede sig fra vore kilder, var af en noget usikker beskaffenhed. Den ene aarsag hertil var kildernes egen utilgjængelighed. Det var jo netop i den samme tid, at interessen for vor oldtid begyndte at trænge fuldt igjennem i de nordiske lande selv, og vore lærde havde just for alvor taget fat paa det endnu idag ikke ganske fuldendte arbeide, at forsyne den litterære verden med de for studiet uundværlige kritiske textudgaver. Største delen af disse manglede derfor dengang. Man maatte nøie sig med ældre og upaalidelige udgaver, saaledes som tilfældet var med enkelte sagaer og med de fleste danske og svenske love, eller endog med mindre gode oversættelser, som f. ex. af de norske og islandske love, hine oversatte af Paus, disse bearbeidede af Arnesen, og endelig var en ikke ringe skat af manuskripter endnu upaaagtede eller idetmindste ikke udgivne. Disse forhold maatte selvfølgelig i væsentlig grad indskrænke oversigten over, hvad der egentlig var at finde. Og hertil kom en anden vanskelighed. Ved inddragelsen af de angelsaxiske og nordiske retskilder inden kredsen for de tyske retshistorikeres studier, blev stoffet i en meget betydelig grad forøget, og det stod ikke til at vente, at man skulde magte alt dette paa engang; man udsatte sig for af mangel paa dybere indsigt i disse hjælpestudier at gjøre falsk benyttelse deraf, og ved visse ydre ligheder at lade sig lokke til at drage sammenligninger mellem tyske og nordligere retsinstitutioner, der nøiere beseede havde lidet eller intet med hinanden at gjøre. En skarp kritik som Jakob Grimms var vistnok istand til at undgaa dette skjær; men at det var der, viser f. ex. Sachsze i sit værk Das Beweisverfahren nach deutschem, mit Berücksichtigung verwandter Rechte des Mittelalters (1855), hvor forskjellige tiders og folkeslags – ogsaa de nordiskes – retsbestemmelser ere kastede om hverandre og sammenstillede paa en ikke lidet forvirrende maade, eller for at vælge et nærliggende vidnesbyrd fra et andet lands litteratur, den lærde Englænder Palgrave, der i Aaret 1832 udgav sit bekjendte arbeide, Rise and progress of the English commonwealth. Følelsen af denne fares nærhed bør derfor i forbindelse med de utilstrækkelige kilder med rette opføres som den egentlige hovedgrund til, at de senere tyske retshistorikere ikke have drevet de nordiske studier i den udstrækning, som det første tilsprang syntes at love. Hverken i Walthers righoldige eller i Schultes kompendiøse værker over Tysklands retshistorie sees nordiske kilder benyttede, og end ikke en saa grundig lærd som Brunner, hvis sidste arbeide over Die Entstehung der Schwurgerichte (Berlin 1871) netop skulde have ført ham til visse nordiske institutionelle fenomener, har vovet at give sig i kast dermed. Enkelte, saaledes som Siegel (Gesehichte des deutschen Gerichtsverfahrens), nøie sig med at citere vor gamle litteratur paa anden haand. Det er vistnok paatageligt, at den politiske misstemning, der fra fyrretyveaarene af indtraadte mellem Tyskland og Norden, ogsaa i væsentlig grad har bidraget til at hemme det videnskabelige samarbeide; men med øie for den tyske videnskabs universelle karakter vilde man visselig bedømme den urigtigt, naar man ikke først og fremst søgte grunden i den betragtning, at en i sandhed værdifuld benyttelse af Skandinaviens oldskrifter vilde kræve et indgaaende studium af de nordiske folks sprog- og samfundsforhold, som en forsker, hvis hovedinteresse laa paa et andet feldt, ikke kunde faa tid til at give sig af med Under disse omstændigheder syntes det at maatte ligge i forholdenes eget medfør, at en enkelt mand særlig gjorde sig til organ for den trang til en forbindelse med Norden, som navnlig de ældre germanister bestemt nok havde erkjendt at være tilstede. Konrad Maurer var det, der paatog sig denne opgave, og naar det germanistiske retsstudium, eftersom de enkelte landes nødvendige særarbeider ere blevne udførte, atter engang bliver et fælles, skal den mands navn med særlig høiagtelse fremhæves, der i en usympathisk tid dannede det sikkre bindeled mellem Nordens og Tysklands retslærde, og som i denne i flere retninger kun lidet taknemlige stilling ved sine grundige og i ualmindelig grad selvstændige granskninger baade satte sit eget lands videnskab istand til at trække sande og oplysende paralleler med nærbeslægtede udviklinger, og i og med dette tillige saa indgribende bidrog til at fremme frændefolkenes videnskabelige arbeide, at han maa stilles op i række med disses første og anseeligste autoriteter paa historiens og retshistoriens omraade. Saa hyppig end Maurer ide senere aar ogsaa hos os er bleven nævnt og citeret, turde hans livsforhold imidlertid her i landet fremdeles kun være nærmere kjendt og hans virksomhed tilbørlig vurderet inden en ringe kreds af fagmænd og en udførligere udsigt derover synes mindes at maatte kunne paaregne at blive modtaget med interesse.
Blandt de mænd, der med ligesaa megen iver som begavelse og lærdom i aarhundredets begyndelse sluttede sig til det opvaagnende germanistiske retsstudium, og som tillige fandt sig opfordret til at benytte nordiske kilder under sin forskning, var der en præstesøn fra Rhinpfalz ved navn Georg Ludvig Maurer. Han blev 1826 professor i retshistorie ved Münchens universitet og forblev i denne stilling ogsaa, efter at Eichhorn havde opfordret ham til at blive hans eftermand som universitetslærer i Göttingen. Hans fremragende evner benyttedes snart ogsaa i statstjenesten; han udnævntes til rigsraad, d. e. medlem af landdagens første kammer, og til statsraad, og da den bayerske prinds Otto i 1832 blev græsk konge, indsattes Maurer i det regentskab, der skulde styre det nye rige i kongens mindreaarighed. Efter to aars ophold i Grækenland, af hvis retsvæsen og lovværk han gjorde sig høit fortjent, kaldtes han tilbage og levede siden i München som et virksomt medlem af statsraadet og rigsraadet, i hvis justitskomité han lige til sin død var formand. I 1847 fungerede han under de forviklinger, der gik forud for kong Ludvigs thronfrasigelse, i tre tjerdingaar som justits- og udenrigsminister. Ved siden af denne utrættelige statsmandsvirksomhed fortsatte han imidlertid med den største kraft sine videnskabelige arbeider, og da han vaaren 1872 afgik ved døden i en alder af 82 aar, havde han, ved siden af en række mindre skrifter, netop faaet fuldendt den egentlige stamme i sit store hovedværk, der under de fortløbende titler, Geschichte der Markverfassung, der Hofverfssung, der Dorfverfassung og der Stadtverfassung in Deutschland, i 12 store bind (Erlangen 1854–71) giver en vistnok noget lapidarisk, men af lærdom bugnende og høist instruktiv fremstilling af de tyske land- og bykommuners retslige udvikling. Den grundtanke, hvoraf han i dette arbeide gjennemgaaende lod sig lede, nemlig, at gaard- og landsbyforfatningen er voxet frem af markforholdene, og at byforfatningen igjen danner et skridt videre i den samme udvikling, træder overalt læseren energisk imøde, og om hans resultater end paa flere punkter ere blevne bestridte, anerkjender dog enhver, at det er en mægtig forskernends udtalelser, som deri ere nedlagte. En Geschichte der öffentlichen Gewalt in Deutschland, der skulde udgjøre sidste afsnit af den hele fremstilling, naaede han kun delvis at udarbeide og foreligger endnu ikke trykt. Forfatteren drager oftere skandinaviske paralleler ind under sin fremstilling til belysning af tyske forholde.
Konrad Maurer er Georg Ludvig Maurers eneste søn. Født den 29de April 1823 i Frankenthal i Rhinpfalz, hver faderen dengang var bosat som „statsprokurator“, tilbragte han sin barndom i München, fulgte som ni aars gut sin fader til Grækenland og sattes ved tilbagekomsten i 1834 ind i et Münchener gymnasium, hvorfra han 1839 gik over til universitetet. Fra fædrehuset medbragte han en levende interesse for historiske og retshistoriske studier, og da han efterat have tilbragt sit første studenteraar i München drog til Leipzig, blev Albrecht, den bekjendte forfatter over die Gewere, og i de følgende aar i Berlin Homeyer, hvis System des Lehnreehts netop paa hin tid udkom, de lærere, han mest søgte. Det retshistoriske studium var dengang traadt ind i sin anden fase; man havde først søgt ved en vidtstrakt, men tildels meget overfladisk kildelæsning at lære fortidens retstilstande at kjende. Denne fremgangsmaade bragte imidlertid ikke liden usikkerhed og vilkaarlighed med sig, og man begyndte derfor ved hjælp af dybere filologiske undersøgelser at søge efter fastere grund. Anlagt for kritisk forskning, følte Maurer sig særlig hendragen til den sidste arbeidsmethode, og han er siden, hvad hans værker noksom bære vidne om, aldrig bleven filologen utro. Haand i haand med den almindelige historie ber den efter hans mening være retshistorikeren en fortrinlig hjælper, hvilket vistnok ikke af alle synes at blive anerkjendt. Som en fremragende repræsentant for den nævnte retning maatte den daværende professor i Berlin Karl v. Richthofen ansees, hvis arbeider over oldfrisisk sprog og ret høre til de bedste paa disse videnskabers omraader, og Maurer sluttede sig til hans tilhørerkreds. Men fremfor alle var det dog den gamle Jakob Grimm, der fik en overveiende indflydelse paa hans uddannelse. Han læste under Maurers ophold i Berlin over tysk grammatik og vandt i løbet af et semester ikke at gjennemgaa stort mere end et enkelt afsnit af lydlæren; men dette stof gav ham anledning til interessante og dybsindige digressioner i alle retninger, og naar forelæsningerne sluttede, havde man erholdt saa mange nye udsigter og impulser, at man heller følte emnet overvældende end for ringe. Efter Grimms egen anvisning begyndte Maurer allerede i sin studentertid at undersøge de angelsaxiske retskilder. Da bragte tilfældet ham i forbindelse med den vennesæle og bomstserke Nordmand, den senere afdøde arkitekt Peter Holtermann fra Østraat, hvis karakter forekom Maurer at være en type for en Nordens søn. Med ham gjennemlæste han Aalls oversættelse af Snorre og gjorde saaledes for første gang personligt bekjendtskab med den oldnordiske litteratur, som han allerede i hjemmet gjordes opmærksom paa, og som ogsaa af Grimm var bleven ham anbefalet. Han maatte deg indtil videre lade de skandinaviske studier hvile. 1844 tog han juridisk examen og gik derpaa efter de tyske juristers skik ud i praxis, som „rechtspracticant“ d. e. som ulønnet arbeider paa et offentligt kontor. Hans foresatte gav ham ligesaa meget lov for en ualmindelig arbeidsevne, som for en skarp og grei dømmekraft. Han var maaske ogsaa forbleven i det praktiske liv; men da han i 1846, 23 aar gammel, havde taget doktorgraden, og hans akademiske afhandling „Ueber daa Wesen des ältesten Adels der deutschen Stamme“, blev anseet for usædvanlig løfterig, gav han efter for sin faders ønsker eg modtog 1847 ansættelse som overordentlig og 1855 som ordentlig professor ved Münchens universitet i „tysk privatret, tysk rigs- og retshistorie og statsret“, og i denne stilling er han siden vedbleven at virke. Medens han i aarenes løb har læst over handelsret, tysk retshistorie, ja endog holdt juridisk-philogiske forelæsninger over Taciti Germania, er han imidlertid siden 1868 ved de akademiske myndigheders imødekommen bleven sat istand til udelukkende at foredrage norsk-islandsk retshistorie og derved at samle sin hele kraft paa det emne, der efterhaanden er bleven hans specialitet. Det tjener lige meget til hans og de tyske studenters ros, at han i disse 6 aar kun et enkelt semester har savnet tilhørere i dette for examinerne saa fjerntliggende fag. Hans forelæsninger udmærke sig ved veltalenhed, klarhed og elegants; men deres indhold er ogsaa fra fremstillingens side strengere videnskabeligt end det almindeligvis bydes studenterne. Den anledning til at staa disses universitetsliv nær, som han herved taber, vinder han imidlertid tilbage ad anden vei, idet han i en række af aar har været referent for universitetets legat- og stipendievæsen. Denne syssel, som han omfatter med megen kjærlighed, bringer ham i personlig berørelse med den mest interessante del af de studerende, de talrige ansøgere.
I sin inauguralafhandling havde Maurer endnu ikke draget nordiske kilder ind under sine undersøgelser. Det var de tyske folkeslags, derunder indbefattet Angelsaksernes stænderhistorie, hvortil han leverede et bidrag, og hvor han herved leilighedsvis omtaler skandinaviske forhold, henter han sin kundskab fra Dahlmanns Geschichte Dänemarks, et værk, der overhovedet paa den tid var Tyskernes mest benyttede kilde til Skandinaviens historie. Efter sin ansættelse som professor begyndte han imidlertid for alvor at studere den nordiske oldtidsret. Tiden var nu ogsaa bleven langt gunstigere for et saadant studium end for en menneskealder siden. Kolderup-Rosenvinge havde udgivet de gamle danske love, Schlyter var kommen langt paa vei med sine fortrinlige udgaver af de svenske; den islandske Graagaas var allerede udkommen i slutten af tyveaarene og 1846–49 kom endelig ogsaa de hidtil leverede 3 bind af Norges gamle love. Samtidig var man i alle tre riger ivrigt beskjæftiget med udgivelsen af sagaer og allehaande andre kildeskrifter, og hvad der var hovedsagen, alt dette skede med en kritisk omhyggelighed, der havde været de tidligere lærde ganske fremmed. Men kunde man end saaledes med haab om rigere udbytte henimod aarhundredets midte tage fat paa Nordens retshistorie, vare vanskelighederne paa den anden side dog endnu betydelige nok. Enkelte vigtige kilder lod fremdeles adskilligt tilbage at ønske med hensyn til udgivelsen. Saaledes var navnlig den kjøbenhavnske udgave af Graagaas fra 1827 kun halvt brugbar, fordi den havde blandet lovbogens tvende manuskriptbearbeidelser sammen, en mangel, der først i femtiaarene blev afhjulpen ved Vilhjálmr Finnssöns udgave af den ældre codex (c. regius). Men især var savnet af lexikalske hjælpemidler endnu meget føleligt, idet man i det væsentlige maatte slaa sig igjennem med den 1794 afdøde Bjørn Haldorssøns, paa sprogstudiets ældste trin udarbeidede islandsk-dansk-latinske ordbog. For en udenfor Norden boende videnskabsmand var der naturligvis desuden en række særlige hindringer, som vanskeligheden af paa afstand at holde øie med den udkommende litteratur, bogforsendelsernes usikkerhed og langsomhed og de offentlige bogsamlingers mangelfulde forsyning med de herhen hørende skrifter for hvert skridt lagde i veien. Den sidste ubekvemmelighed overvandt Maurer imidlertid ved selv at anlægge et helt bibliothek for nordisk germanistik, hvilket i aarenes lab ved flid og betydelige opofrelser har naaet en fuldstændighed, der vistnok stiller det op over de fleste lærde privatmænds inden Nordens eget omraade, og med de øvrige vanskeligheder gik det, som det kunde. At de ikke formaaede ret længe at sætte hans interesse skranker, fremgaar paa det mest overraskende af hans følgende arbeide, der udkom i München 1852 og tilstrækkelig vidner om, med hvilken energi og kritisk skarpsindighed han harde gjort sig til herre over det nye emne. Bogen hed Die Entstehung des isländischen Staats und seiner Verfassung, og forfatteren viser ikke alene det mest indgaaende kjendskab til de oldnordiske sprog og rigernes gamle historie og retsforfatning; men det er allerede lykkedes ham at erhverve sig hint beaandende og veiledende syn for nationaleiendomlighederne og folkekarakteren, uden hvilket man aldrig ret vil kunne opfatte et folks historiske tilstand, men som det selvfølgelig falder udlændingen allervanskeligst at tilegne sig. I den nævnte afhandling skildrer Maurer de norske forhold, der førte til Islands kolonisation, giver derpaa en høist overskuelig fremstilling af besiddelsestagelsen og de retsanskuelser, sum derunder gjorde sig gjældende, og ender med en særdeles interessant, af sagkyndige argumentationer gjennemvævet oversigt over rets- og thingforfatningens første udvikling paa øen. Afhandlingen tilkjendegav sig som første hefte af et større værk, Beiträge zur Rechtsgeschichte des germanischen Nordens, hvori det var forfatterens hensigt at nedlægge resultaterne af sine forskninger, eftersom disse skred frem. Noget andet hefte udkom imidlertid aldrig. Det skulde have indeholdt skildringen af den kristne kirkes og kirkeforfatningens grundlæggelse paa Island. Men under arbeidet hermed viste det sig umuligt ikke at tage den norske omvendelseshistorie med, og „snart vandt“, som han selv siger, „den saaledes udvidede opgave en selvstændig interesse, idet det ikke lod sig miskjende, at Norges og Islands kirkehistorie ganske fortrinlig var egnet til at bringe det ligesaa vanskelige som vigtige spørgsmaal em den personlige udvikling under de germaniske stammers overgang fra hedendom til kristendom sin løsning nærmere“. Saaledes besluttede han da at meddele en selvstændig fremstilling af Norges og dets koloniers omvendelseshistorie, og det arbeide udkom, der hidtil paa en vis maade kan siges at være hans hovedværk, nemlig: Die Bekehrung des norwegischen Stammes zum Christenthume in ihrem geschichtlichen Verlaufe quellenmässig geschildert, 2 bind, München 1855 og 56. Denne bog er, saalidet den end hos os er kjendt af andre end fagmændene, et af de vigtigste arbeider over vor gamle historie, som videnskaben endnu har leveret. Den udkom tidligere end Keysers Den norske kirkes historie (1856–58) og er følgelig ganske uafhængig af denne. Af Munchs Det norske folks historie kom de første to bind heftevis forfatteren ihænde under hans arbeide og efterat det første udkast var gjort. I fortalen anerkjender han den store hjælp, som herved blev ham til del; men at den ikke har bragt ham til at anstille mindre selvstændige undersøgelser, fremgaar allerede af de mange, mere eller mindre betydelige afvigelser fra Munchs fremstilling, som han med stadig anførsel af sine ofte særdeles vægtige grunde tror at burde opretholde. Af værkets to bind giver det første „omvendelsens ydre historie“ d. e. den række af historiske begivenheder, hvorigjennem den kristne lære beseirede den nationale asatro. Det er navnlig her, at Maurers fremstilling stadig maa blive at jævnføre med Munchs og Keysers, da han saavel med hensyn til tidsregning, som til opfatningen af begivenhedernes indre sammenhæng oftere opstiller egne, tildels meget tiltalende anskuelser. Hans fortællemaade er klar og fyndig og ved sin livlighed i høi grad underholdende. Men i en endnu større fortjenstlighed maa tillægges det andet bind, der indeholder „omvendelsens indre historie“, hvorunder han sammenfatter fremstillingen af den hele række af sjælelige tilstande og psychiske motiver, som fremkaldte omvendelsen eller vare de nærmeste og umiddelbare følger af denne. Paa dette omraade staar Maurer alene; ingen af vore egne forfattere har givet mere end meget summariske oversigter eller ogsaa løsrevne enkeltheder som bidrag til forstaaelsen af denne saa vigtige aandsbevægelse. Ved at benytte den rige skat af karakter- og livsskildringer, som den oldnorske litteratur meddeler fra hin tid, ved indgaaende at betragte det gjensidige forhold mellem de to religioner og den virkning, deres mythologier og dogmer maatte have paa de dalevendes aandsretning og troesevner, er det derimod lykkedes ham at levere et i de mindste detailler fint udført og i lige grad oplysende og anskueligt, som fængslende og tankevægtigt billede af denne kamp mellem to fiendtlige verdensanskuelser. Ligesom det er ham selv, der i sit værk først har gjort fuldt opmærksom paa den særegne interesse, den gamle norsk-islandske litteratur ogsaa i denne henseende afgiver, saaledes turde bogen overhovedet være enestaaende blandt arbeider over religionshistorie med hensyn til trædende og konkret indtrængen i personlighederne og i deres praktisk virkende motiver. Det er et saare ugunstigt vidnesbyrd om, hvor meget den litterære samfærdsel fremdeles staar tilbage mellem landene, at dette værk, der hos os fortjente en læsekreds som de allerfærreste, er ganske ukjendt for det store publikum, og at end ikke dets andet bind endnu har fundet en oversætter.
Havde Maurer i dette arbeide begivet sig helt ind paa den almindelige historikers feldt, blev dog retshistorien fremdeles hans særlige fag. I Münchenertidsskriftet „Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung“, meddelte han saaledes i de tre første aargange, en række artikler over angelsaksiske retsforhold, tilsammen udgjørende en hel angelsaksisk retshistorie i grundrids, og i 5te aargang (1857) sin bekjendte og stærkt benyttede afhandling Das Beweisverfahren nach deutschen Rechten, hvori han kritisk gjennemgaar de forskjellige indtil da opstillede anskuelser af det gamle bevissystem, og ved strengt at holde de forskjellige, men af forfatterne ofte sammenblandede folkeretter ud fra hinanden, bringer en hidtil ukjendt orden og klarhed over de herhen hørende spørgsmaal. Om end ikke alle hans resultater tør være hævede over enhver tvivl, danner denne afhandling grundlaget for ethvert senere studium over den oldgermaniske bevislære, og man behøver ikke lettelig at gribe tilbage til ældre værker.
Jo mere Maurer trængte ind i specialstudier over den skandinaviske retsudvikling, desto ønskeligere blev det ham personlig at kunne lære disse nordlige folk at kjende og at sætte sig i umiddelbar forbindelse med deres videnskabsmænd. Især var det dog Island, hvortil hans længsel og hans studium drev ham, denne mærkelige ø, der endnu havde bevaret sit gamle sprog, og som i det hele stod oldtiden nærmere end nogen anden af Germaner beboet egn. Hans interesse for Islænderne havde vistnok tidlig bragt ham til saavidt muligt ogsaa at lære nutidens forhold deroppe at kjende, og han havde i en række artikler i et anseet sydtysk blad fremstillet sin opfatning af Islands politiske forhold lige overfor Danmark, hvori han i hovedsagen energisk udtalte sig til fordel for de islandske forlangender. Men han besluttede sig dog til ogsaa at se landet med egne øine, og 1858 drog han over Kjøbenhavn dernord. Besøget varede fra April til November, og han havde i denne tid paa sin lille fjordhest draget over den største del af øen, stiftet bekjendtskaber saavel med dens fremragende mænd, som med almuen, været til gjæst hos præsterne og i bondegaardene, medens han med sit skarpe og kjærlige blik for alt eiendommeligt og originært, hvor han kom, mærkede sig folkets sæder og skikker, samlede sagn og tildels manuskripter og overhovedet satte sig indi de sproglige, institutionelle og økonomiske forhold, som vistnok faa have gjort det. Det held, der hele tiden fulgte ham, turde for en ikke ringe del kunne tilskrives den forsigtighed, han viste, ved ikke at forsyne sig med anbefalingsskrivelser fra de danske autoriteter. Forladende sig paa Nordboens naturlige gjæstfrihed, traadte han ikke op blandt de indfødte som en officiel indberetter, men som en ven, om hvem de vidste, at han i udlandet med kraft og interesse havde talt deres sag, og de kom ham imøde med en tillid, der ikke, som det oftest sker, ønskede at holde saa meget som muligt skjult for den fremmede. Tilbage gik veien over Edinburgh og Kjøbenhavn; hvorimod han ikke kom til at berøre Sverge eller Norge.
Reisens umiddelbare frugt var en islandsk udgave af Gullthores saga og en samling Isländische Volkssagen der Gegenwart, samt, om man saa vil, en fornyet indgaaende fremstilling af Islands forfatningskamp, der optoges i et tysk tidsskrift. Fortrinlige bidrag til øens og dens beboeres karakteristik har han meddelt i 14de bind af tidsskriftet Germania i form af en anmeldelse om en tysk oversættelse af islandske kvæder. Men han var tillige end mere bleven befæstet i sin interesse for Norden og dens udvikling, og hans studier kom fra dette tidspunkt af mere udelukkende end forhen til at angaa den nordiske, især den norsk-islandske retshistorie. Noget afsluttende hovedværk har han vistnok endnu ikke leveret derover; men i en række større og mindre afhandlinger har han bidraget til at sprede klarhed over en række af tvivlsomme spørgsmaal og meddelt heldige løsninger paa endnu flere. Øverst blandt disse arbeider bør maaske nævnes den lærde og omfangsrige artikkel „Grágás“ i Ertsch og Grubers store Encyclopædie der Wissenschaften und Künste, hvori han underkaster saavel beretningerne om denne lovbogs tilblivelse, som dens indre ordning en skarp og udførlig kritik, hvorefter han paa en, som det synes, fuldt tilfredsstillende maade søger at fastsætte texternes dannelsesmaade og forhold til hinanden. Supplerende forholder sig hertil en senere afhandling, Die Quellenzeugnisze über das erste landrecht und über die Ordnung der Bezirksverfassung des isländischen Freistaates, indeholdende en vurderende gjennemgaaelse af de sagaberetninger, der omhandle oprettelsen af øens ældste rets- og thingforfatning.
Norsk retshistorie behandler han foruden i en række mindre afhandlinger og anmeldelser, navnlig i et udførligere skrift, Die Entstehungszeit der älteren Gulathingslög, der er et høist vigtigt bidrag ikke alene til det i titelen betegnede emnes, men til mange andre dermed sammenhængende spørgsmaals opklarelse. Den til os komne afskrift af Gulathingsloven staar, mener forfatteren, ikke i nogen umiddelbar forbindelse med kong Haakon den gode, der jo ifølge sagaerne skal have været det vestenfjeldske Norges lovgiver. Ligesaalidt foreligger os deri Olaf den helliges lovbestemmelser i deres oprindelige form og lydelse, om det end er selvforstaaeligt, at det meste af hans lovgivning er optaget. Meget mere have vi, hvad lovtextens ældre redaktion angaar, i virkeligheden kun at gjøre med en retsoptegnelse uden al legislativ karakter, der er opstaaet i det 12te aarhundrede og i det væsentlige er en gjengivelse af de mundtlige lovforedrag, som lagmændene efter Maurers mening have holdt for lagthingenes forsamlede almue. Loven bar kun af den grund navn af St. Olafs lov, fordi man overhovedet under denne betegnelse var vant til at forstaa landets nedarvede ret. Denne ældre redaktion har derpaa Magnus Erlingssøn underkastet en revision, der indførte de i vor afskrift under denne konges navn optagne yngre bestemmelser. – Sin anskuelse, at de norske lagmænd have indtaget den samme stilling i den juridiske udvikling som lagmændene i Sverige og de norske kolonier, begrunder han nøiere i en udførlig anmeldelse af Keysers efterladte Skrifter i 10de bind af tidsskriftet Kritische Vierteljahrschrift. I lignende anmeldelser af professorerne Matzens og Auberts afhandlinger over panterettens historie har han taget anledning til indgaaende at behandle dette vigtige retsinstituts former i Norden. – Af interesse er ogsaa hans vistnok i det væsentlige uimodsigelige paavisning af, at den i vor udgave af Norges gamle love under navn af Sverres kristenret optagne lovsamling intet har med Sverre at gjøre, men tilhører det følgende aarhundrede og sandsynligvis er et af de første raa udkast til reformerne under Magnus lagabøter. – Efter anmodning af professor Holtzendorff, udgiveren af den juridiske encyclopædie, har Maurer endelig i dette værk leveret en oversigt over de nordiske retskilders historie, der vistnok maa anerkjendes at være den bedste og mest brugbare, som overhovedet haves.
Men ved siden heraf har Maurer egns vedblevet at udtale sig over mere filologiske stridspunkter. Særlig bekjendt er saaledes hans afhandling Ueber die Ausdrücke altnordische, altnorwegische und isländische Sprache, et omfangsrigt arbeide, hvori han med en aldrig svigtende sagkundskab og ved hjælp af et meget lærd og vidtløftigt kritisk apparat skrift for skrift gjennemgaar den gamle litteratur og søger at bestemme deres alder, tilblivelsessted og indbyrdes laaneforhold. Afhandlingen er et indlæg i den bekjendte strid om oldsprogets og dets litteraturs benævnelse, og har som saadant ingenlunde gaaet fri for modsigelse. Forfatteren optræder nemlig lige bestemt med de danske og svenske fordringer paa umiddelbar andel i den norrøne litteratur, som mod den Keyserske lære om folketraditionens evne til at skabe fuldt færdige sagaer. Han indrømmer sagaskriverne fuld rang som forfattere og kommer derved til at fremhæve Islændernes fortjenester ligeoverfor den norske historikers mindre grad af anerkjendelse. Som han selv finder, i overensstemmelse hermed forkaster han betegnelsen „oldnorsk“; men da han heller ikke anser ordet „islandsk“ i denne forbindelse ganske passende, holder han paa udtrykket „oldnordisk“, som han vil have forstaaet i den udelukkende betydning af norsk-islandsk i modsætning til oldsvensk og olddansk. I anledning af Islands tusindaarsfest vil han endelig i sommerens løb udgive en Islandshistorie under titel: Island von seiner ersten Entdeckung bis zum Untergange des Freistaats.
Af denne oversigt over Maurers litterære virksomhed, til hvis udfyldelse forøvrigt nedenfor er indtagen en fortegnelse over hans talrige skrifter,vil det have fremgaaet, at han paa en for videnskaben høist frugtbringende, ligesom for ham selv og hans land betegnende og hædrende maade har virket til paa studiernes omraade at vedligeholde forbindelsen mellem Skandinaver og Tysker. Han anføres ogsaa overalt, hvor tyske lærde omtale nordiske forhold som første autoritet, og selv da deltagerne i den anden tyske polarexpedition til de grønlandske farvande skulde affatte sin udførlige reiseberetning, var det Maurer, der erholdt anmodning om at meddele, hvad man vidste om Grønlands opdagelse og historiske forhold. Paa den anden side er han for sine fag mere og mere bleven de nordiske lærdes altid beredvillige tilflugt og raadgiver i Tyskland, og der er i de senere aar ikke udkommet ret mange værker i de nordiske litteraturer paa jurisprudentsens, historiens eller den germaniske filologis feldter, uden at de jo i ham have fundet en sagkyndig og velvillig anmelder og bedømmer.
Som videnskabsmand er Maurer fremfor alt kritiker. Han lader ingen nedarvet lære beholde sin autoritet, hvis der overhovedet lader sig anføre tvivl mod dens fulde rigtighed, og for at afgjøre, hvorvidt dette er tilfældet, gaar han sine forgjængeres theorier omhyggelig efter og plukker dem ubarmhjertigt fra hinanden, naar de ikke tilfredsstille ham. Han forstaar herved mesterlig at benytte alle filologiens hjælpemidler, og textkritik, etymologiske undersøgelser og en omhyggelig vurdering af de forskjellige historiske beretninger anvender han i stor udstrækning ogsaa ved ublandet retshistoriske studier. Men ligesaa skeptisk som hans kritik er, ligesaa kombinatorisk er hans skaberevne, naar det gjælder paa den ryddede grund at opføre en ny bygning. Man ser ham i saa henseende undertiden bebreidet en altfor stor dristighed; men saasandt videnskabens udvikling altid bevæger sig gjennem hypotheser, vil man være tilbøielig til at indrømme den den største ros, der forstaar at bringe nye og hidtil uprøvede synsmaader frem til granskning, og det vil stedse netop for de kraftigste aander besidde en særegen tillokkelse at turde gjøre sig uafhængige af de ældre systemers ensidighed. Og en saadan videnskabelig uafhængighed af al skole er maaske Maurers mest karakteriserende egenskab. Drivende sit studium fjernt fra Norden var han ganske henvist til sin egen opfattelse og afskaaren fra al adgang til hos fagfæller gjennem privat meningsudvexling at hente dens i saa høi grad støttende, men som oftest tillige stærkt assimilerende foreløbige kritik. Med de lærde i Kristiania og Kjøbenhavn kom han ogsaa først i personlig forbindelse som moden mand, og hans videnskabelige opdragelse var fuldendt længe før de i hine universitetsstæder blomstrende historiske skoler kunde tænke paa at gjøre ham til discipel. Med selvstændige granskninger traadte han meget mere op ved siden af deres grundlæggere, og hans værker byde derfor helt igjennem en gavnlig og høist velkommen anledning til kontrol med og udfyldelse af de i Skandinavien selv gangbare anskuelser og bevisførelser. Om man end i dette eller hint spørgsmaal kan være noksaa uenig med ham, er det saaledes kun en nøgen erkjendelse af det sande forhold, naar det med tak maa indrømmes, at Konrad Maurer ved sin deltagelse ogsaa i vor videnskabelige diskussion mægtigt og levende har bidraget til at fremme forskningens arbeide. Hvad han fremdeles for sit eget og for vort land erholder kraft til at udrette, vil altid heroppe blive modtaget med den livligste og mest erkjendtlige høiagtelse.
Maurer giftede sig efter sin hjemkomst fra Island med Valerie v. Faulhaber, tilhørende en gammel patricierfamilie fra Ulm. Hendes og hendes mands intelligente og behagelige hus, hvor man modtages med hjertelig og – om det tør siges – en i sandhed nordisk gjæstfrihed, vil altid være det kjæreste minde, en skandinavisk videnskabsmand medbringer fra München. Med flere fremragende Nordboer staar Maurer i personligt venskabsforhold, saaledes med den yngre Hildebrand i Stockholm, Islænderen Gudbrand Vigfussön og Nordmændene P. Chr. Asbjørnsen og Fr. Brandt. Høsten 1872 hædrede vor konge ham med St. Olafsordenens kommandørkors.
Til slutning hidsættes en fortegnelse over Maurers skrifter og opsatser af alle slags. Da de findes spredt om i forskjellige tidsskrifter, gjør listen ikke fordring paa at være ganske udtømmende, og navnlig er af anmeldelser kun de optagne, der angaa nordiske skrifter; men paa den anden side er intet af hans betydeligere arbeider forbigaaet.
Ueber das Wesen des ältesten Adels der deutschen Stämme. München 1846.
Die Entstehung des isländischen Staates und seiner Verfassung. München 1852.
Die Bekehrung des norwegischen Stammes zum Christenthum 2 Bind. München 1855–56
Die Gullthoris saga oder Thorskfirdinga saga. Leipzig 1858.
Isländische Volkssagen der Gegenwart. Leipzig 1860.
Island von seiner ersten Entdeckung bis zum Untergange des Freistaats. München 1874.
Ueber die Ausdrücke Altnordische, Altnorwegische und Isländlsche Sprache. München 1869.
Die quellenzeugnisse über das erste Landrecht und über die Ordnung der Bezirksverfassung des isländischen Freistaates. München 1869.
Die Skiða-rima. München 1869.
Ueber die Hœnsa-Þoris saga. München 1871.
Die Entstehungszeit der älteren Gulaþingslög. München 1872.
Ueber den Hauptzehnten einiger nordgermanischen Rechte.
(Endnu ikke udkommet; oplæst i Akademiets filologiske Klassemøde i Januar 1872.)
Die Entstehungszeit der älteren Frostaþingslög. (Oplæst i et filologisk Klassemøde Høsten 1872, Udgivelsen udsat.)
(Aarg. 1867. I.) Ueber ein isländisches Lied auf Kaiser Friedrich den Rothbart.
(Aarg. 1874.) Die Schuldknechtschaft nach altnordischem Rechte.
(Sect. I. B. LXXVIl.) Grágás.
(B. I. Afd. I.) Grönland im Mittelalter, tilligemed en væsentlig efter Pingel udarbeidet Oversigt „Wiederentdeckung Grönlands“, begge Skrifter sammenfattede under Titelen „Geschichte der Entdeckung Ostgrönlands“.
Ueberblick über die Geschichte der nordgermanischen Rechtsquellen.
Artiklerne „Halitgar“ og „Island“.
(B. I, II og III.) Ueber angelsächsische Rechtsverhältnisze.
(B. I.) Ueber die isländische Gesetze und deren Ausgaben.
(B. II.) „Ueber den Begriff der Autonomie“, von Prof. Dr. Gerber.
(B. IV.) Wilhelm Eduard Wilda, Nekrolog.
(B. V.) Das Beweisverfahren nach deutschen Rechten.
(B. VI.) Zur isländischen Rechtsgeschichte.
- Og blandt en Række kortere Anmeldelser:
(B. IV.) Kong Christian den fjerdes norske Lovbog af 1604, udgiven af F. Hallager o Fr. Brandt.
(B. II.) Ueber Rive’s De pupillorum et mulierum tutela in antiquo
Scandinaviorum jure.
(B. VII.) Islenzkur Kirkjurjettur, saminn af Jóni Pjeturssyni.
(B. IX.) Ueber Gosens Privatrecht nach dem kleinen Kaiserrechte.
(B. IX.) Ueber d’Olivecronas Precis historiques de l’origine et du develloppement de la communauté des biens entre epoux.
(B. IX.) Ueber Otto Stobbe’s Die Juden in Deutschland während des Mittelalters in politischer, socialer und rechtlicher Beziehung.
(B. X.) Zur altnordischen Rechtsgeschichte (Rudolf Keyser: Efterladte Skrifter).
(B. XIII.) Ueber die altschwedischen Gesetze und deren Ausgaben.
(B. XIII.) Zur dänischen Rechtsgeschichte (Den danske Panterets Historie indtil Christian d. 5tes Lov af Henning Matzen).
(B. XIV). Zur nordischen Rechtsgeschichte (Kontraktspantets historiske Udvikling især i norsk Ret af Pro. L. M. B. Aubert).
- Og blant en Række kortere Anmeldelser:
(B. X.) Tingsretten fremstillet efter den norske Lovgivning af Fr. Brandt.
(B. XI.) Zur schwedischen Rechtsgeschichte (Om makars giftorätt i bo af Dr. S. R. D. K. Olivecrona, Justitieråd. Tredie omarbetade ock tillökade upplagan, – og De le peine de mort, p. K. d’Olivecrona, Traduction revue et approuvée par l’Auteur).
(B. XI.) Zur norwegischen Rechtsgeschichte (Samlede Afhandlinger af R. Keyser, – og Brudstykker af Forelæsninger over den norske Retshistorie af Fr. Brandt I.)
(B. XII) Noetices statistiques sur l’application de la peine de mort en Norvêge nr K. S. Olivecrona.
(B. XIII.) Zur norwegischen Rechtsgeschichte (Brudstykker af Forelæsninger over den norske Retshistorie Fr. Brandt. II, – Trællenes Retsstilling efter Norges gamle Love af Fr. Brandt, – En Fremstilling af det norske Aristokratis Historie indtil Kong Sverres Tid af Ebbe Hertzberg).
(B. XV.) Den danske Retshistorie indtil Kr. V. s Lov af Chr. L. Stemann.
(B. XV.) Om Aktiebolag enligt svensk rätt af Johan Hagströmer.
(B. XV) P. A. Munch, Samlede Afhandlinger, ud. af Gustav Storm.
(B. XV.) Zur Geschichte des nordischen Rechtes (Das altnorwegische Vollstreckungsverfahren von Dr. Karl von Amira).
(B. II.) Schneewitchen.
(B. XII.) Ein altes Kindergebet.
(B. XIII.) Ueber isländische Apokrypha, – og Nachtrag zu. d. isl. Apokryphen.
(B. XIV. ) Ueber die Einziehung der norwegischen Odelsgüter durch K. Harald Hárfagri.
(B. XV) Ueber des Alter einiger isländischer Rechtsbücher.
(B. XV) Ueber Ari Thorgilsson und sein Isländerbuch.
(B. XVI) Ueber des Vápnatak der nordischen Rechte, og Nachtrag.
- Og af kortere Anmeldelser:
(B. VII.) The story of burnt Njál, by G. W. Dasent.
(B. VII og IX.) Íslenzkar þjoðsögur ok æfintyri af Jón Arnason.
(B. X.) Geschichte der isländischen Litteratur (Neu aufgefundene Bruchstücke des Hauksbok, – og Eyrbyggjasaga, udgivet af Gudbrandr Vigfusson).
(B. XII.) Altnordische Worterbücher (Fritzner, Gislason, Möbius).
(B. XII.) P. Sveinssonar Krokarefssaga, Gunnars saga Keldlugnupsfifls og Ølkofra þattr.
(B. XIV.) P. Willatzen, Altisländische Volksballaden und Heldenlieder der Färinger.
(B. XIV.) Jón Þorkelsson, Æfisaga Gizurar Þorvaldsonar.
(B. XV.) Konungaboken eller Sagor om Ynlingarne och Norges konungar af Snorre Sturlason. Öfversatt och förklarat af H. O. H. Hildebrand.
(B. XVI) Die Programme der gelehrten Schule Islands.
(B. XVII.) Norsk Ordbog af Ivar Aasen. Anden Udgave.
(B. XVII.) Norske Folkeeventyr, fortalt af P. Chr. Asbjørnsen. Ny Samling.
(B. XVIII.) E. Kölbing, Riddarasögur, Parcevalssaga, Valversþáttr, Iventssaga, Mirmannssaga.
(B. XVII.) Hildebrand, Svenska folket under Hednatiden.
(B. XIX.) Freimarkt.
(B. XIX.) Zur neueren Litteratur über nordische Philologie und Geschichte.
(B. XIX.) Das Gottesurtheil im altnordischem Rechte.
(B. I.) Das sogenannte Christenrecht König Sverrirr.
(B. I.) Ueber die norwegische Auffassung der nordischen Litteraturgeschichte.
(B. II.) Islands und Norwegens Verkehr mit dem Süden von IX bis XIII Jahrhunderts.
(B. IV.) Die älteste Cetologi.
(B. IV.) Zur Urgeschichte der Godenwürde.
(Aarg. 1874, No. 19.) Karl von Amira, das morwegische Vollstreckungsverfahren.
(Aarg. 1863, No. 11.) Waldbär und Wasserbär.
(Aarg. 1856, under 2, 10 og 11 October) findes Maurers artikler om den islandske forfatningssag, hvilke oversattes i Ný félagsrit B. XVII. (1857) under titel „Um landsréttindi Islands“.
(B. I og II.) Die Verfassungskampf Islands gegen Dänemark, ligeledes oversat i Ný félagsrit.
I sidstnævnte islandske tidsskrift (Aargang 1864) findes endelig ogsaa en artikel af Maurer over islandske handelsforhold.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |