Lærdølerne
I gamle Dage var det en svær Byrde for Almuen ved Hovedveiene i Norge, at den maatte yde Friskyds for alle dem, som reiste i Kongens Ærinde eller havde Brev fra Øvrigheden paa at befordres frit. Især var dette haardt for Bønderne i Lærdal i Sogn, thi Filefjeld var ofte næsten ufremkommeligt, og dog var det her, at Skydsen oftest gik paa. De mange Broer paa Fjeldet og den Vei, som dengang gaves, skulde desuden Lærdølerne holde vedlige. I 1657 gav derfor Slotsherren paa Bergenhus, Ove Bjelke, dem Fritagelse for at udskrives til Soldater, og denne Frihed beholdt de, ved gjentagne Kongebreve, i næsten halvandet hundrede Aar. De nød ogsaa en anden Begunstigelse, idet de nemlig slap med halv Skat af sine Gaarde.
Men i Slutningen af forrige Aarhundrede hændte det sig, at endel Kjøbmænd i Bergen søgte om høi Rang og Titel; en af dem var endog saa begjærlig efter denne Lykke, at han i Ansøgningen erklærede, at en Rang var „nødvendig til hans timelige Lykke“. De Penge, som herved kom ind, besluttede Regjeringen at bruge til at lade Veien over Filefjeld ordentlig oparbeide. Paa den Maade blev Lærdølernes Skydsbyrde betydelig lettet, og da de fremdeles fik beholde sine store Friheder, fandt man det billigt, at de paatog sig det rigtignok nu betydelig forøgede Veiarbeide. Saa nødig de vilde, fik de derfor finde sig i, at der 1795 blev paalagt Almuen i Hovedsognet Lærdal og i Borgund at arbeide sexten, og Almuen i Aardal (dengang Annex, nu eget Præstegjeld) ti Dage aarlig paa Veiens Vedligeholdelse,
Generalveimesteren i Bergens Stift, Joh. Chr. Hammer, var imidlertid en Mand, som, hvor han kom, blev Uvenner med Bønderne. Allerede før havde han i Christianssands Stift spillet en Rolle under de Uroligheder, som Christian Jensen Lofthus havde fremkaldt i Nedenes og Raabygdelaget. Nu paastod Hammer, at det eneste Middel til at faa Skik paa Lærdølerne var at bringe dem ind under militær Tugt. I al Stilhed fik Sognepræsten, Castberg, Paalæg om at udarbeide Lister over de unge Mandskaber, saaledes som andensteds var brugeligt, og 1799 udvirkede Hammer Befaling til, at der skulde indrettes Lægder og holdes Session. Denne blev berammet, men Lærdølerne tvang først Præsten til at udlevere sine Lister, og da Sessionsdagen kom, mødte fra Lærdal og Borgund ingen Ungdom, men kun de Gamle, og disse erklærede, at de ingen Udskrivning vilde vide af, fordi Kongens egenhændige Underskrift manglede under Befalingen. Aardølerne derimod fandt sig i, at deres unge Mandskaber indførtes i Rullen.
Dette skede i Oktober 1799, og saaledes stod Sagen hen i næsten tre Aar. Et Par Gange sendte Bønderne, som ofte i den danske Regjerings Tid, sine Talsmænd til Kjøbenhavn for at faa Kongen til at lade Sagen falde, men forgjeves. Den danske Regjering pleiede dog altid at være lemfældig, saalænge det gik an. Nye Sessioner berammedes, men forgjeves. Ved en af Sessionerne, ved hvilken Generalkrigskommissær Haxthausen var tilstede, var det nær kommen til Blodsudgydelse.
Endelig tillystes en ny Session i 1802, hvor militær Magt skulde anvendes for at tvinge Lærdølerne, og en dømmende Kommission udnævntes, som til samme Tid skulde tage Sæde i Lærdalsøren. Et Kompagni lette Infanterister skulde oprettes af de unge Mandskaber i Bygden.
420 menige Soldater, foruden 32 Artillerister, der forsynedes med fire Amusetter, 17 Officierer og 33 Underofficierer, samledes da ved Granevolden paa Hadeland og rykkede ud derfra den 18de Juni 1802 under Anførsel af Oberstløitnant Hans Gram Holst.[1] Tropperne vare tagne af sønden- og nordenfjeldske Infanteri-Regiment, det norske Jægerkorps og den lette Infanteri-Bataillon. Den 1ste og 2den Juli rykkede de ind i Lærdal.
Det første, den militære Styrke foretog sig, var at gribe to Mænd, som ansaaes for Hovedmændene for Bøndernes Opsætsighed, nemlig Anders Olssøn Lysne og Anders Vold.
Den 9de Juli var fastsat til Sessionens Afholdelse. Fra den tidligste Morgen stod de Militære under Gevær, Artilleriet med brændende Lunter, Skarpskytterne og Jægerne fordelte i mindre Afdelinger, det lette Infanteri i sluttede Pelotoner. Parole: Sandefjord – Feltraab: Gorm. I Parade marscherede den samlede Kommando op foran Sessionsteltet, Geværer og Amusetter ladedes med Skarpt i den forsamlede Almues Paasyn, Granater og Kardætsker udskjødes mod en i Støren opstillet Skive, for, som det heder i den Øverstbefalendes Rapport, „at indgyde Almuen Respekt og overtyde den om, at den end ikke mellem Fjeldene vilde være sikker.“ Kommandoen indtog derpaa sin Stilling. Paa høire Side af Veien, der fører over Sletten, laa Sessionsteltet, Elven til venstre. Et Stykke borte, ligeoverfor Teltet, havde den mandstærke Almue taget Plads. Officiererne havde Ordre til at gaa frem paa strengeste Maade, ifald der viste sig Tegn til Modstand; men da Sessionsdeputationen skred til sin Gjerning, hørtes kun en dump Mumlen blandt den forsamlede Mængde. Ingen af de unge Mandskaber vægrede sig ved at aflægge Eden. Strax efter at de havde svoret denne, overleveredes de til Chefen for det nye Kompagni Kaptein Fasting, og allerede den følgende Dags Morgen begyndte de at indexerceres som Rekruter.
Man havde ellers ikke ventet, at det skulde have gaaet saa let, og Foranstaltninger vare endog trufne til, at Militæret i fornødent Fald kunde være blevet forstærket. De nærmeste Kompagnier vare beordrede til Exercits paa samme Tid og havde Befaling at holde sig rede paa første Vink, og ved Stationerne fra Lærdalsøren lige til Christiania vare Holdeheste i Beredskab.
Endnu i flere Uger vedblev Militæret at holde Dalen besat, da nemlig den dømmende Kommissions Forretninger fortsattes. Den 22de Oktober 1802 afsagdes Dom. Anders Lysne dømtes til Slaveri paa Livstid og elleve andre Bønder dels til kortere eller længere Straf, dels til Bøder. Men da Høiesteret i Kjøbenhavn i Marts Maaned 1803 fik Sagen til Behandling, skjærpedes Dommen. Anders Lysne dømtes fra Liv, Ære og Gods, Anders Vold til Slaveri paa Livstid, Stiller Bø, Nils og Morits Lysne samt Johannes Hunderei paa 6 Aar, Ole Olssøn Herei og Jens Traave paa 3 Aar, Ole Lysne og Thomas Legrei paa 1 Aar, Ole Anderssøn Herei og Ole Mælem til 50 Dalers Bøder. Ved kongelig Benaadning bleve dog Stiller Bø, Ole Olssøn Herei, Ole Anderssøn Herei og Ole Mælem fritagne for Straf.
Anders Lysne blev henrettet i Bergen og skal have gaaet Døden imøde med stor Frimodighed. Det var ham, som gjentagne Gange havde sammenkaldt Almuen, forestaaet dens Deputationer til Kongen og givet Tegn til Uroligheder ved et Par af de mislykkede Sessioner. Hvad der især lagdes ham til Last, var en egenhændig Skrivelse til Aardølerne, der, som vi have hørt, allerede fra Begyndelsen af havde vist Lydighed mod de kongelige Befalinger. Deri forekom blandt Andet de Ord, at „deres Tapperhed endnu ikke maatte tage Ende,“ – „lad os nu ikke kjedes, forinden vi have vundet Seier, lad os staa mandeligen, saa have vi Gavn af vort Arbeide og Ære tillige.“ Ved flere Leiligheder havde han ogsaa brugt Trudsler mod Embedsmændene, uden dog egentlig at have forgrebet sig paa Nogen. Mellem Almuen lever hans Minde endnu.
Da Lærdølerne først havde maattet finde sig i Kongens Tjeneste, bleve de ypperlige om end temmelig vilde Soldater, og under Felttogene mod Svensken i 1808 og 1814 udmærkede de sig fortrinlig. De fik ogsaa en Kaptein, som i særegen Grad passede for dem, i den kjække og stridbare Holstener Jürgensen. Især fandt Lærdølerne Smag i at bruge Bajonetten. En af deres mest bekjendte Kampe fandt Sted ved Jerpset ved Glommen den 25de Mai 1808. Her havde Jürgensen stormet den af Fienden besatte Gaardsplads, men nogle Svensker satte sig fast i Huset, hvorfra de skjød paa Lærdølerne. Disse havde imidlertid fanget Chefen for den svenske Feltvagt, Baron Ulfsparre, og Kommandersergeanten for Lærdølerne vilde saa tvinge denne til at befale sine Folk inde i Stuen at holde op med Skydningen. Han svarede, at han som fangen Mand ikke længere havde Kommando, men det hjalp ikke, Lærdølerne myrdede ham med Bajonetstik i Maven og plettede ved denne Leilighed sin Hæder. Husene bleve saa stormede og Fienden dræbt eller fangen.
Allerede i det første Felttog blev der tilkjendegivet dem Kongens Bifald, og de fik Lov til at udbede sig en Belønning for sit kjække og modige Forhold. Alle som En forlangte de da, at de fire af deres Sambygdinger, som siden Urolighederne endnu sad paa Bergenhus Fæstning, maatte blive frigivne. Ved Resolution af 1ste Juli 1808 blev ogsaa dette vakre Ønske opfyldt.
D. N. Bech i Morgenbladet for 17de Febr. 1843. I Dybwads Illustrerede Folkekalender for 1881 (S. 138–147) har D. Schnitler givet en interessant Skildring af Lærdølernes Krigsbedrifter og af deres Chef, Major Jürgensen, der døde paa Ringerike 1842 i en Alder af 79 Aar, efter allerede i 1818 at være traadt ud af Tjenesten.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Fader til den bekjendte Johan von Hübner Holst, der forlod Norge med Christian August og døde som svensk Generalmajor og Adelsmand.